Onkel Vaffel hævede sablen og gjorde klar til at udskære Niels og Hartmut.
”Du slipper ikke godt fra det her!” råbte Hartmut med fråde i mundvigen.
Onkel Vaffel hev klovnemasken af. Ringolf van Rakkelpots ansigt var fyldt med sadistisk glæde. Han stirrede på dem med en nederdrægtig rakkelpotsk grimasse. Intens musik strømmede ned fra oven. Han svingede sablen og masken i takt:
Ringolf: Jeg er Onkel Vaffel, Vaffel, nu skal der sgu kød på gaffel’ jeg vil ikke ha’ tør falaffel, men Fede-Niels på mit juletaffel!
Djævlekor: Sving med sablen onde mand, vis dem hvad din klinge kan!
Han steppede intenst mens Niels og Hartmut langsomt nærmede sig sablens rækkevidde.
Ringolf: Alle frygter Onkel Vaffel …
”Ja, tak, så er det godt!” afbrød en stemme. En indtørret plantebøf susede gennem luften og ramte slynglen i ansigtet.
”Ad!” hylede Ringolf van Rakkelpot. Han snublede og faldt ned i kødhakkeren bag ham, der nådesløst transformerede ham til kattemad. En grov kødblanding med rester af klovnemaske og sabel blev hældt på festlige dåser.
”Hr. Zwiebelkäse!” udbrød Fede-Niels glad mens rebene blev løsnet. ”Du har reddet os!”
***
Uden for fabrikken pegede Hartmut på Franko.
”Niels og mig tager ud til Flødeisfabrikken og gør klar til bagholdsangrebet. Du finder Louis B. Knockel og fortæller ham alt. Han kan skaffe en hær af ranke personligheder,” sagde Hartmut. ”Mød os ude ved Fløs Flødeisfabrik om en time!”
Franko gjorde honnør med sin kulindsmurte hånd og løb gennem sneen.
Niels og Hartmut sprang ind i en taxa.
”Fløs Flødeisfabrik!”
”Jeg ikke tale dansk,” sagde chaufføren.
Efter primitivt tegnsprog lykkedes det at kommunikere med chaufføren og taxaen trillede langsomt gennem sneen.
I det tomme fabrikslokale på kadaverudskæringsfabrikken stod Plantefarsmaskinen og kørte på højtryk. Mere plastik, græs og kemikalier blev hældt ned i mundingen.
Onkel Vaffel nåede af gode grunden aldrig alt slukke for maskinen, så nu dampede den lystigt uden opsyn og blev langsomt omdannet til en tikkende bombe.
***
Kl. 06.00 om morgenen den 15 december åbnede butleren på Halunkenborg hoveddøren. Han fik øje på en lille gavekurv på dørtrinnet og læste det vedlagte kort:
Kære hr. baron
Jeg er desværre forhindret i at deltage i julefesten, men jeg har til gengæld skaffet en luxusflæskesteg. Gør mig den ære at servere den for dine gæster. Sprødsteg den ved 500 grader i tre minutter, så smager den bedst. Håber I får et brag af en fest.
De varmeste julehilsner fra Niels
Kan Franko nå at samle en hær? Kan taxachaufføren finde vej? Hvad sker der mon med den overophedede plantefarsmaskine, og vil baronen blive sprængt i luften?
Franko Zwiebelkäse kom hjem ved daggry d. 16 december, og satte sig i dagligstuen sammen med sin kone. Franko var faret vild i sneen, men nu var han endelig hjemme igen. Bebba havde holdt kaffen og kagen varm siden han tog af sted for to dage siden.
”Godmorgen. Hvordan gik det?” spurgte Bebba. ”Fik I reddet julen?”
”Til dels. Hartmut var holdt som gidsel i kosteskabet og onkel Vaffel røg ned i kødhakkeren…”
”Nå, da.”
”Nu er Niels og Hartmut taget ud til Flødeisfabrikken hvor de venter på forstærkning…”
”Var der ingen opgaver til dig?” spurgte Bebba.
Franko spærrede øjnene op.
”Lort i lommen! Det havde jeg glemt. Det var jo mig der skulle hente forstærkning. Den veganske føde gør mig dement!” Han rejste sig op og løb ud i entreén. I det samme han hev hoveddøren op, stødte han ind i en tynd skikkelse med en pakke i hånden.
”Baronen af Halunkenborg!” gispede Franko Zwiebelkäse. ”Hvad I alverden?!”
”Goddag, min gode mand. Jeg har en julegave til dig og din familie.”
***
Taxameteret kørte stadig mens Fede-Niels og Harmut Gaffelwaber ventede i vognen foran Fløs Flødeisfabrik. De havde snart siddet der et døgn.
”Hvor bliver forstærkningen af?” vrissede Hartmut Gaffelwaber.
”Jeg ved det ikke,” svarede Niels. ”Franko er pålidelig. Måske er han på toilettet. Plantemad kan slå et tarmsystem ud af kurs.”
”Vi kan ikke vente mere,” sagde Hartmut. ”Vi går ind nu.” Han prikkede taxachaufføren på skulderen. ”Kan vi købe et våben af dig?”
”Jeg ikke forstå dansk.”
Hartmut steg ud af bilen og trak chaufføren med ud.
”We need wæpøøøn. Bang, bang!”
”Bang, bang?” Chaufføren åbnede bagagerummet. Der lå en del pistoler og geværer. Niels og Hartmut tog et skydevåben hver og gik ind på fabrikken.
***
På kadaveropskæringsfabrikken et par kilometer derfra stod Plantefarsmaskinen stadig og kogte og dampede uden opsyn. Ventilerne var stoppet til og beholderen udvidede sig under det voldsomme tryk. Den kunne snart ikke mere.
Vil det lykkes vore to tapre helte at foretage en civil anholdelse af Plantebanden, eller vil de endnu engang blive bagbundet? Følg med i næste afsnit!
”Du kører forkert igen!” hylede Fede-Niels til taxachaufføren. ”Halunkenborg er den vej!”
”Jeg ikk’ forstå dansk!”
”Jeg ved det! TIL HØJRE FOR FANDEN.”
Uret talte ned. Fede-Niels forsøgte at overtage rattet, men fik en næsestyver.
”Min taxa!”
”JAMEN, så kør dog den vej jeg siger! Jeg udlover en kæmpemæssig luksusshawarma fra Holstebros førende døgnåbne forhandler med guldstemplet halalcertifikat, hvis du bare for helvede følger ruten!”
Vil det lykkes Fede-Niels at nå frem til Halunkenborg inden julefesten 20. december? Følg med hvis du tør i næste afsnit!
Hartmut Gaffelwaber førte Rachwald Halallandsen gennem sneen mod politistationen. Diarré sev stadig ud fra bagmandens skælvende rectum. Snevejret var endnu værre end før, så det tog tid at nå frem.
”Du vil sandsynligvis blive deporteret til Holstebro, din pamper!” sagde Hartmut.
De nåede dog ikke langt før Hartmut blev angrebet af en dødsfækalie. Den var mere aggressiv end sine artsfæller og havde for at beskytte mod krakelering ekviperet sig i et kondom. Kulden havde gjort den hård og optimeret den til en dødsdildo. Den satte af fra jorden som en delfin. Eftersom den ikke kunne bide forsøgte den at presse sig ned i Gaffelwabers hals for at blokere luftvejene og bringe manden til kvælning.
Mens han kæmpede med dødsdildoen så Rachwald sit snit til flugt.
”HAHAHA!” lød det fra skurkens strube.
***
Halallandsen løb hele vejen tilbage til kadaveropskæringsfabrikken, der var omringet af en stinkende grøn tåge. Han låste døren og grinede hånligt på den anden side. Bag ham var trykket i plantefarsmaskinen så højt at beholderen måtte give op.
”I fik mig aldrig, røvhuller!”
Maskinen eksploderede og overdængede bygningen og parkeringspladsen med lun plantefars. Trykbølgen og den varme fars spaltede Halallandsens legeme til atomer.
En time senere begyndte den ækle grønne masse at samle sig til en gigantisk pamperfars der pulserede og vred sig som en levende organisme. Halallandsens DNA og plantefarsen var fusioneret til en samlet grøn skurkemasse med et enkelt mål: Hævn. Død over Fede-Niels og alle hans venner.
Kursen var sat mod Halunkenborg, hvor plantefarsen ville absorbere hver eneste murbrok og hver eneste julegæst. Den forventede at nå frem til fæstningen inden for et par dage, måske før hvis den anstrengte sig.
Vil problemerne nogensinde få en ende? Har Niels en chance for at standse både den hævntørstige plantefars og den sprængfarlige flæskesteg?
På Halunkenborg var gæsterne mødt frem til den længe ventede julefest. Døren til gildesalen gik op og ind kom baronen af Halunkenborg, Baryl Nidding Halunk i egen høje, tynde person. Han svingede pegefingeren og orkesteret gik i gang med klaver, trompet og saxofon.
Baronen: Nu’ det tid et kalas, fest og sang og julespas! Jeg har taget festtøj på, glatbarber’t fra top til tå!
Kor: Fra top til tå!
Baronen steppede med sine skinnende laksko hen ad langbordet til saxofonsoloen.
Baronen: ”Tag og spis, min kære ven maden ryger sikkert op igen. For vi spiser plantemad, snup en sjus så bli’r du glad.
Kor: Så bli’r du glad!
Musikken stoppede og baron Nidding Halunk stillede sig for enden af bordet.
“Velkommen! Som I alle ved bliver det en kødfri jul i år. Men for et par dage siden fik jeg leveret en flæskesteg fra min ven Niels Vector Pungknockel. Er det ikke smukt?”
Folk i salen jublede.
”Han kunne desværre ikke selv deltage i aften, men…”
Døren bragede op og Fede-Niels tumlede ind i salen. Svedig, forpustet og savlende. Taxachaufføren havde kørt rundt med ham i noget der føles som dage. Fede-Niels måtte til sidst springe ud af vognen og tage resten af rejsen på de fede ben.
”Der er han jo alligevel. Velkommen til, Niels!”
Niels forsøgte at råbe vagt i gevær. Hele bygningen skulle evakueres, men han var forpustet. Ikke et eneste ord kunne han frembringe.
Baronen fortsatte sin tale:
”Men som jeg var ved at sige… bare fordi jeg er baron behøver jeg jo ikke opføre mig som en kommunist, og spise kødet selv, mens folket lider. Jeg har derfor doneret flæskestegen til en kødtrængende familie i lokalområdet, familien Zwiebelkäse. De har lidt nok. I dag spiser vi plantebøf med oprejst pande. Min butler har sat en grøn rædselssteg i ovnen. Den vil blive skamstegt i håb om at branketheden vil overdøve den sjælenedbrydende grøntsagssmag.”
“Bravo!” råbte gæsterne.
”Lad os alle sende en kærlig tanke til familien Zwiebelkäse, der i dette øjeblik hygger sig med en ægte flæskesteg. Skål.”
I det fjerne lød et gigantisk brag.
”Franko, Bebba, børnene … åh, nej…” Fede-Niels måbede og besvimede midt på dansegulvet.
Er familien Zwiebelkäse gået op i røg? Er Fede-Niels endt i koma, og hvornår dukker plantefarsen op?
Mange timer inden julefesten på Halunkenborg, gik Bebba Zwiebelkäse søgende rundt i sit hjem.
”Franko! Hvor er flæskestegen som baronen forærede os?” kaldte hun.
”Den er blevet stjålet,” svarede Franko mens han ømmede sit ben. ”Den nævenyttige gurker-møgunge sparkede mig over skinnebenet og stak af med den på sin kamphund!”
”Åh, nej. Nu havde vi glædet os sådan til guf!” skreg de fem børn.
”Jeg går i seng!” hylede Franko.
***
Den unge gurker red grinende ned gennem byen på sin kamphund med flæskestegen han lige havde stjålet fra familien Zwiebelkäse. Hunden savlede frådeskummende. Dens rectum var fyldt med beton for at gøre kræet ekstra hidsigt op til jul.
Gurkeren og kamphunden nåede ud til den forladte parkeringsplads hvor fætrene ventede i en stjålet bil ved siden af et knitrende bål. Her skulle de feste.
”Jeg fik den. Jeg stjal en grisesteg fra en fucking dansker! Denne steg er et symbol på vantro hunde.”
”Brænd den, Mamballah!”
Gurker-ungen kastede flæskestegen ind i bålet og red rundt om flammerne. Fætrene cirkulerede ligeledes om bålet, mens de grinede, hujede og hørte høj musik fra bilradioen.
Det tog kun et minut før flæskestegen fik den rette kernetemperatur.
Braget kunne høres i en radius af 10 kilometer, og en af kælderruderne blev slået ind på Halunkenborg.
***
Fede-Niels havde ligget bevidstløs i nogle timer. Klokken havde passeret midnat og festen fortsatte med høj musik og dans. Det var nu den 21. december.
Klokken 04.21 fik Edmund Totenschlager den geniale ide at lade Niels snuse til sin egen sko.
”Hvor er jeg!” gispede han og satte sig op.
”Til julefest på Halunkenborg,” svarede Louis B. Knockel.
Døren bragede op og ind styrtede Hartmut Gaffelwaber.
”PLANTEFARSEN KOMMER!”
”Hvad siger du?” Baryl var ved at kløjes i sin hestepilsner.
”Halallandsen og plantefarsen er endt i en forbryderisk pampersymbiose og er på vej mod Halunkenborg i dette øjeblik!”
Niels løb hen til vinduet og gloede ud på den sneklædte landskab.
I horisonten nærmede en gigantisk, grøn, grynet grød sig. Dens arrige brøl gav ekko i hele området.
”Hæv broen!” kommanderede baronen. ”Gør klar til kamp!”
Kan Halunkenborg holde stand mod Plantefarsen eller vil bygningen og alle gæsterne blive opslugt? Følg med i næste afsnit!
Paa Blodhavn Raadhus er man for Øjeblikket ved at udregne hvor meget Alkohol hver Ansat i Kommunen kan indtage til den aarlige Julefrokost, uden at man behøver at hæve skatten mere end 1,2 %; hvilket ville kunne give Forklaringsbesvær ved næste Kommunalvalg.
“Det er virkelig et kildent Regnestykke, der kræver Inddragelse af mange Faktorer — og vi har indkaldt Eksperter og Beregnere fra baade AU, KU og AA”, udtaler Byraads-Sekretær Georg Ibbernach.
Det er Byraadets Haab, at Eksperterne, der modtager klækkelige Honorarer for deres store Arbejde, samtidig vil undersøge Mulighederne for hvordan man fremover, paa mest hensigtsmæssig Vis, kan omdirigere Midler til kommende Aars Julefrokoster — alt til Borgernes bedste naturligvis.
Det kommunale sangkor under ledelse af Moses IV Angostura vil som altid indlede festen
med fremførelse af dette vers:
En julefrokost i Blodhavn gør os alle god gavn; vi æder, og vi drikker, vi bøvser, og vi hikker, og råber sidst på natten: Hurra for kommuneskatten!
Et af den moderne verdens ni vidundere, en defækationsanstalt med 24 sidde- og ca. 180 ståpladser blev i går indviet af Louis B. Knockel, som under trompetledsagelse kl. 12.01 lod en fuldvægtig, mahognibrun ædelpølse styrte ned i det underliggende, halvautomatiske sorterings- og forarbejdningsanlæg.
Anstalten på Blodhøj Strand er projekteret og opført under ledelse af egnens unge opfindergeni Nathan Mandrik. Heste, geder og tvangsudskrevne turister sørger for trækkraft til maskineriet. Den højtliggende, tempelagtige afføringshal, de bærende stilladser og defækationsstativerne til publikum er udført i fyrretræ, for stativernes vedkommende nogenlunde splintfrit. I den geriatriske siddeafdeling er latrinåbningerne omgivet af kradsuldsforinger.
– Dette vidunderligt sindrige anlæg kan forsyne vor egn med varme industrielle råvarer, husdyrfoder og brunt granulat til de buddinger, vi alle holder så meget af, sagde Louis B. Knockel. – Men først og fremmest vil synet af anstalten hver eneste dag fylde vore hjerter med stolthed, mens turister og andre tilløbende bliver indgydt den respekt, uden hvilken deres tilstedeværelse iblandt os ville være ubærlig.
Inden jeg slipper alle mine modbydelige, sprøjtedefækerende dæmoner løs overalt på klodens besudlede overflade, bringer jeg Dem til behageligt tidsfordriv den fulde illustrerede ordlyd af “Ondskabens Træ”, et ultrakort, omend formidabelt filosofisk værk, af ukendt forfatter, fra Helvedes Bibliothek. Perlen blandt samlingen, en sand dekadencens billedbog, og i øvrigt gratis, samt eksklusivt, for Knockelske Tidende. God fornøjelse!
I: Intelligensens Død. Hr. Dunning, hr. Kruger, de gik sig en tur,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera.
De talte jo om, hvad det var, der var galt,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera.
Og så blev de enige, tog sig en lur,
Af druk, kuk-kuk, faldera,
men da de så vågned’, så var det fatalt.
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera…
Der var ingen løsning; kun håb om en dag,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera,
Hvor fagfolk blev tæsket, til hovedet faldt af!
Kuk-kuk, kuk-kuk, falder a’.
II: Kærlighedens Død. (xy+xx)n=0.
III: Samfundets Død. Solen er så rød, mor,
og nu er fader død.
Klunkerne faldt af, og
hans hjerne blev til grød.
Jeg vil også gerne dø,
så jeg kan flyve bort.
For så kan jeg vel slippe for
at høre på dit lort!
IV: Kunstens Død. Bohemen sig kastede, med et skrål,
i døden fra 12. sal.
Salonsocialisterne drak hans skål;
“Han var nu en vældig ka’l!”
“Han var sgu’ den største!”
braldred’ de gladeste,
mens de citered’ fra bogen.
“En anelse tvivlsomt; dog sikkert den fladeste,”
lød en mørk stemme, fra krogen…
V: Troens Død. Caspar, Melchior og Balthazar
Så det klareste lys på himlen.
Men de vidste godt, at det var
En døende stjerne, i vrimlen.
VI: Naturens Død. Jorden brænder i alle lande;
Havene hastigt fordamper.
Ingen vand i nogen spande,
Nu slukkes skal, alle lamper.
Kloden bli’r til en lille sol,
En glødende ministjerne…
Atomkraft Nej Tak?! – Go’nat og farvel,
Din fordømte, stupide halvhjerne.
VII: Musikkens Død. Er du jol, mon…?
…eller er du mongol?!
VIII: Følelsernes Død.
Empati er evnen til at forstå din egen morder, og kristendom evnen
til at tilgive mordet på dit eget barn. Kristopati er sygdommen,
der gør, at du begærer din egen slægts udslettelse. Derfor: kvæl
fromt dine egne børn, skyd glad din kone, og hæng så dig selv,
i Jesu Kristi navn! Amen.
IX: Glædens Død.
Skadefryd er den sidste fryd,
når ikke vi længer’ kan le.
Næstens død er vort eget brød;
Vi sidder med Døden til te.
X: Skønhedens Død.
Hvor er min Gertrud…?
Hun var smuk som en gud,
men nu er hun væk, søde barn…
Tredoblet i kødet,
og muggen i skødet,
med bryster af plast, hvilket skarn!
Tatoveret og piercet,
er nu min sjæls Circe,
og håret er blåt, grønt og pink.
Med ring i sin næse,
en vammel fadæse…
Jeg håber hun bli’r til en mink.
XI: Sandhedens Død.
179 mand på et helt folks kiste,
Ho, ho, ho, og en tom flaske rom.
XII: Fantasiens Død.
Aladdins Lampe brændte endelig ud,
mens folk var ude at shoppe.
De brokked’ sig over en pris på en klud,
og en pakke med 6 kokostoppe.
XIII: Sjælens Død.
Alle mennesker er født lige.
Ingen må mod himlen stige.
Pig’ er dreng, og dreng er pige.
Du skal for din hersker vige.
Og du skal dig selv bekrige.
Du har ingenting at sige.
Jeg ankom til en marmorport, der omgav et rustent jerngitterværk. I lyset af min døende cigarglød anede jeg til min venstre side en menneskelig rygsøjle, der på makaber facon hang ned fra loftet. Jeg hev rask væk i knokkelværket, der derefter afgav et dundrende, metallisk
“dong-g-g…”
Af gammel vane tømte jeg derefter min næstsidste lommelærke… Arsenal 1, Tottenham Hotspur 0… Men nu var tiden just ikke kommen til diverse nostalgiske reminiscenser.
Oplyst af en simpel tælleprås anede jeg gennem porten en hæslig kutteklædt skikkelse nærme sig, med langsomme, slæbende skridt… Den stak sit afskyelige ansigt ind imellem tremmerne, og udrakte en lang, byldebetændt tunge.
“Jeg være broder Bæ, eheheh! Og bibliotek lukket!”, gryntede denne frastødende krøbling, og tilføjede et uvenligt: “Forsvind med ham, in Nomine Satanas!, uaarhehehehehh…”
“Der er noget De har aldeles misforstået,” svarede jeg. “Jeg er ikke kommet for at låne bøger! Jeg er blot her for at reparere Deres defekte lås. Jeg kommer fra… fra låsesmedsfirmaet… øeh… Plus, Kvam & Perfektum, og Da vi begge ankom her, havde Deres foresatte jo allerede ringet, hvis De altså forstår…”
“Hva’ba’…? Eheheh…” lød det forvirret fra den savlende pukkelryg, der med håndroden dunkende sig gentagne gange mod sit deforme kranium.
“Jamen, jeg kan da med mit blotte fagmandsøje se, at porten er gået noget så frygeligt i baglås,” bemærkede jeg, non-chalant. “Skulle vi ikke hellere se at få det ordnet. De kan jo heller ikke selv komme ud…”
Præcist som antaget stirrede kretineren et øjeblik vantro på mig, drejede så ivrigt sin nøgle rundt i låsen, og skubbede porten helt op. Han slog derefter triumferende ud med armene, i en dybt grotesk positur.
“Nu han se, virkelig se, eheheh… ikke baglås, eheh!” gnækkede han.
Jeg greb omgående mandslingen om halsen, og løftede ham op, så han rallende dinglede fem centimeter over gulvet.
“De skal ikke være så forbandet kålhøgen, men bare lade mig stille og roligt passere, forbi Deres håbløst korroderede rivejern!” sagde jeg, og tilføjede: “En af Deres kolleger er uheldigvis kommet til at lave noget værre gris ude i vestibulen. Kan De ikke gøre Dem en anelse nyttig, og så se at få det ulækre svineri fjernet, omgående. Så skal jeg i mellemtiden lynhurtigt ordne mit forehavende, og jeg skal love Dem, at jeg ikke piller ved Deres fjollede bibliotek… ret meget. Og tag Dem en førsteklasses cigar for al Deres ulejlighed!”
Jeg proppede enden af min næstsidste havaneser ind i munden på den klumpfodede klovn, slap taget om hans skæve hals, hvorefter han pibende og hinkende forsvandt langs den mørke gang hvorfra jeg lige var kommet, medens han til min store ærgelse som en
åndssvag gnaskede løs på den fine cigar…
Jeg gik ind i det store, bælgmørke lokale hinsides porten, og strøg en tændstik. I et kort øjeblik ænsede jeg aftegningerne af endeløse rækker af velordnede reoler, proppet med støvede bøger og manuskripter, men et pludseligt pust slukkede min lyskilde. Jeg tændte endnu en
normalt gennempålidelig tordenskjold, men fænomenet gentog sig. Så igen. Og så igen… Her var da ikke gennemtræk. Narrestregerne ville tilsyneladende ingen ende tage…
Som den gamle romantiker jeg nu engang var, udbrød jeg spontant et rungende: “I Lucifers navn, bring lys, mer’ lys!”, og straks flammede alle lysestager og kandelabre i rummet op, som befandt jeg mig i selveste Vatikanet.
En hæs, dæmonisk hviskende stemme svarede hånligt og med resonerende ekko i mit øre: “Am Anfang Gab Es Nur Die Scheisse-eisse-eisse…”
Dette var jo ikke særlig klædeligt for et højtideligt rum af denne kaliber, men jeg var vant til det, der var langt værre, på en almindelig formiddag på Gustenhuse Dyrskueplads, så jeg tog ikke videre notits af disse platte, tilbagevendende bemærkninger, men gik straks igang med at undersøge mine omgivelser.
Blandt bibliotekets ganske overvældende mængder af knaldhård pornografi og dybt underlødig kiosklekture forefandtes – trods alt – et bredt udvalg af den ægte Sorte Litteratur: Ghorl Nigral, Ondskabens Træ, Necronomicon, Klønkes “Mit Liv”, Baudelaire, IKEAs forårskatalog, Malleus Defaecarium, Uffe og Krista Hoves “Vildliv”, De Tarmis Mysteriis, Kommunismens Manifest, Poe, Dansktoppens Hvem-Hvad-Hvor, Satans Bibel, Skidtaf Andersens og Klaus Pisbjergs samlede uværker, Holstebros Historie Bd. I-LXII, A. Hitlers “Min Manglende Nosse (og Hjerne)”, Den Amerikanske Forkvakling, Færdselsloven, Ritt Bjerregaards Bilagssamling, Frit Cisternia, Been Beensen Brächers “Jøderne På Halv”, M. de Sades “Røv og Røv Imellem”, Wanker Jørgensens hidtil upublicerede “Undskyldning Til Det Danske Folk”, Det Moderne Sverige, Afholdsbevægelsens Håndbog, Regnbuens Børn, samt Vagttårnets Årsskrift. Kort sagt: et veritabelt mareridtskatalog af allehånde infame afskyeligheder, på skrift.
Jeg udtog en tilfældig skriftrulle blandt den allerældste visdom, og udbredte den på nærmeste pult. Dette var Lavements-Konfigurationen! Et antediluviansk værk, som alle historiens skriftkloge anså for værende blot en myte… Oh, hvilken herlighed! Jeg kunne fordybe mig i denne verden i årevis. Med eller uden færgemand. Jeg satte mig ned på en støvet, knirkende marokkopude, tændte min sidste cigar, og drejede låget af min endegyldige lommelærke. Jeg måtte reflektere…
Dette var jo selvsagt ikke endestationen… blot mere forblændelse. I den behagelige tåge af cigarrøg og højpromille observerede jeg på bordet foran mig den gradvise materialisation af et sæt fyldte karafler, og en mindst ligeså indbydende de luxe cigaræske… Jeg hørte nok engang den velkendte hule stemme le inden i mit hovede, mørkere og endnu mere ondskabsfuldt end hidtil… Man prøvede til stadighed omend forgæves at nedbryde min stålsatte nordvestjydske characteer.
Dette forunderlige lokale var jo tydeligvis kreeret med det specifikke formål at få en principfast mandsperson til at falde i allehånde staver, lige før målstregen. Men hvorledes komme videre, herfra? Alverdens mest sublime billederotika samlet ét sted, en uudtømmelig tantalus, og et veritabelt stalinorgel af kvalitetscigarer, fred og ro, og intet ansvar… Her kunne en ægte mand af rette støbning måske for en gangs skyld få lov at være sig selv!
Men nej. Dette var nok en lumpen fælde… og nøglen er og bliver til stadighed at finde, inden i een selv. Man må sg’u være en rigtig mand, når det gælder! Jeg kvaste resolut stumpen af min cigar mod bordpladen, rejste mig op i al min manddoms vælde, sparkede til marokkopuden så den susede gennem mørket i en regn af sorte snegle og summende fluer, spyttede på uhøvisk vis ud i lokalet, bøvsede og lo sjofelt, af hele hjertet, og slog så en bragende vind.
“I Hartmanns navn, luk op, eller jeg tramper hele slottet ned i voldgraven, hvori det vitterligt hører hjemme!” brølede jeg, af mine lungers fulde kraft.
En falsk bogreol skød omgående til side, med en hvinende lyd. Ha! Nu var jeg da vel for Fanden endelig ved denne skøre rejses ende.
Jeg gik ind i det hemmelige rum, som bestod af kolde stenvægge, omkring en besynderlig tronstol. Men hvor fanden var Fanden…?! Jeg gik frygtløst nærmere. På det uhellige, suspekt duppede og bremsesporsbefængte sæde forefandtes kun en støvet båndafspiller, hvori sad en gammel kassette, fra en svunden analog tidsalder.
Jeg trykkede uden tøven på den noget modvillige play-knap. Et øjeblik efter skingrede en forsamling tonedøve, marxistisk indoktrinerede børn fra Holstebro Ungdomskor følgende strofe:
“Hare, Hare Krsna, døden skal du lide! Du, som kommer allersidst, får ikke lov at skide! Tihihihihihiiii…”.
Jeg stoppede omgående båndet, og vendte det om. Helt ærligt… Nu var det altså absolut sidste chance, inden jeg… grrr… hrmmm… inden jeg fandt på… på helt andre metoder! Jeg spolede det raslende bånd tilbage til start, og satte atter, og med en dyb indånding, apparatet igang.
Jeg var nær skvattet død om, på stedet, af akut massetab af hjerneceller…!
Er dette så svaret på det store, æonlange, eksistentielle spørgsmål? Har Gud blot givet op, og efterladt menneskeheden en gigantisk practical joke, på bunden af altings akkumulerede fækalia? Overladt styringen af det fejlslagne eksperiment kaldet homo sapiens til en forsamling halvhjerner og båthornsuduelige narrøve og kvindagtige hattenåle? Ja, det er jo for så vidt typisk Det Offentlige… Og nu tilmed inkluderende en flok ildelugtende og alkoholfornægtende, fezløse ignoranter, med underudviklet penis og flade testikler. Ja, noget kunne jo unægteligt tyde derpå…
Men sådan spiller gylleorgelet Drolen baldre’me ikke! Jeg har ikke vandret hele denne lange vej, blot for at blive habbasuttet og baghylet af nogle talentløse arabertosser. Dette gjorde mig noget så ufatteligt skumrasende, at jeg entrerede et gigantisk sjæleligt furorum, indtil jeg lignede en øltønde med fire lange spastisk flagrende spunse, med et hidsigt roterende rødkålshovede ovenpå, og jeg følte mig unægteligt fristet til på stedet at lade hele området bræksitere til atomer.
Men hov! Lige et øjeblik… Man skal ikke lade vreden løbe af med sig. Dét var jo fælden! Og deri bestod hele pointen, hele prøven. Åhr, for pokker, dér havde de jo nær fået mig! Men nærved og næsten, foroven eller -neden, slår ej hesten, eller mig, af velocipeden! Der er jo efterhånden ikke en anstændig mandsperson at finde, hernede, såvel som foroven. Kun en kæmpemæssig ubrugelig masse af fallerede cirkusmedarbejdere… Nu var beslutningens time dog endelig kommet.
Så her lades alt håb ude…? Nonsens! Det er et såre beskidt job, indrømmet; men jeg er netop manden til at udføre det. Og det skal ske med glæde!
Jeg tiltræder hermed den tilsyneladende ledige stilling som det nye Store Dyr i Åbenbaringen. Nu er opgaven soleklar, og arbejdet forestår. Som overordnet ansvarlig for alting hernede, kan jeg ikke længere varetage diverse inkompetente jordbundne proletarers trivielle, daglige latterligheder… Disse, og tilsvarende forkastelige individer, haver herefter bare, aldeles omgående, og uden diskussion, at opføre sig intet mindre end mega-eksemplarisk, hver evig eneste levende dag, for ellers kommer de jo før eller siden herned til mig, og så skal jeg edderbanke’me gennemondulere dem; og det på en måde, de aldrig har oplevet før.
Men dette er vel næppe hverken modtaget eller forstået… Det ansvar påhviler imidlertid ene og alene Dem selv, kære læser. Som den gode, gamle færgemand sagde: “Held og Lykke!”
Den Gamle Skole er hermed at betragte som lukket for stedse, grundet eklatant mangel på effektiv og tidssvarende disciplin. Alle er på det allerskarpeste advaret. Hvis ikke De tager Dem gevaldigt sammen, får De før eller siden enden noget så eftertrykkeligt på komedie, og det vil være mig en udsøgt personlig fornøjelse at orkestrere denne bizarre øvelse, helt udi detaljen… Dette er dog ingenlunde enden. Det er blot begyndelsen. Og al begyndelse er jo som bekendt svær. Har De lyst til at begynde, med mig?
Ja, og hvis De simpelthen bare ikke kan vente, så ved De jo godt, hvor De kan finde mig: Krads Mølle, Gustenhuse Sogn. Henne om hjørnet, nede i kælderen…
