Kategoriarkiv: Julekalender 2019

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 15:25

”Ejer Bavnehøj 5 km”, sagde skiltet, men Gylla ænsede det ikke. Orienteringsevne eller stedsans havde aldrig været hendes absolutte force, og nu var det uvidende pigebarn altså på vej til Skanderborg, i stedet for Holstebro. Bilen skrumlede uanfægtet derudad, og pilen på benzinmåleren dirrede i det røde felt.

Hun kiggede på instrumentbrættet for første gang under køreturen. ”Når man drejer til venstre næste gang, kommer man hen til et rødt hus, hvor der bor en, der hedder Tom,” konstaterede hun, lidt skråsikkert. ”Det er da utroligt, hvad den dér PSG kan…”

Pludselig lød en hylende sirene bag hende, og et roterende blåt blink oplyste bilens bakspejl. Det var den overærgerrige og nådesløst flatulerende færdselsbetjent Vladomir Prutin, der var ude at ekstrapatruljere i fritiden, så nu vankede der bøder! Manglende dit, manglede dat, diverse ubetalte fordringer på vehiklet, uansvarlig kørsel, tåbelig påklædning, uforskammet toneleje, bussemænd i næsen, forkert indstilling af bilradio, og så videre.

Det ville nok løbe op i adskillige hundrede kroner. Penge, som Gylla desværre ikke havde, og politimanden var jo via en tv-serie kendt for at afgive sin toksiske tarmgas i folks biler, som disciplinærmiddel.

Gylla kunne ikke bære tanken om at skulle køre resten af vejen til Holstebro, i en stank af en kålspisende tjenestemands fjærter, og udbrød ynkeligt: ”Åh, jeg ville ønske jeg var i Holstebro!”

Abehånden på passagersædet spjættede et øjeblik, og rustvognen knagede i karosseriet, da der kom et kæmpe lysglimt. Gylla holdt sig for øjnene, og slap speederen med sin højhælede sko fra Louis Vuitton.

Da hun atter kiggede ud af vinduet, kunne hun se det blinkende neonlys fra facaden på diskotek Wankers 101, hvor et større håndgemæng allerede var i gang. Bilen trillede langsomt det sidste stykke, inden de allersidste benzindampe var opbrugt.

En tom flaske fløj gennem luften og prellede af på forruden. Hun var endelig fremme!

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 14:25

Rane Rakkelpot låste kælderdøren, listede ind i grevens sovegemak og rodede garderoben igennem.

Der var tydelige fysiologiske forskelle på Lambert von Rundknockel og Rane Rakkelpot. Greven var en benet mand, hvilket man ikke kunne sige om Rane. Til sit held fandt han dog en habit af strækstof, som han møjsommeligt trak ned over sit flæskede legeme. Han strammede gummiremmene og stillede sig majestætisk foran spejlet. Så greb han sin sminkedåse og malede sine øjenbryn kraftigere og lavede bakkenbarter af sin kønsbehåring og kontaktlim.

“Fridolph!” råbte han.

Et par trippende fødder kom nærmere gennem gemakkerne, indtil døren gik op til det respektive lokale.

“Greven ønsker?” udbrød kammertjeneren og spærrede øjnene op ved synet af den fedladne person der gjorde sig til foran spejlet. “Jamen, hr. Greve. Hvad er der sket? De er blevet så …”

“Fed? Ja, jeg er selv chokeret. Lægen siger det skyldes for meget vand i kroppen. Det er sket bare lige pludselig.”

“Hvor forfærdeligt. Er der noget jeg kan gøre for Dem?” stønnede Fridolph.

Rane Rakkelpot smilede ved tanken om. at han havde narret kammertjeneren.

“Ja, lille tjenermand,” nikkede den falske greve. “Jeg skal tydeligvis ikke have mere vand, så De kan servere mig en brændevin. Og derefter kan De gå i gang med at lægge alt mit tøj ud, så jeg kan være i det.”

“Der burde være et par gardinrester i kælderen, som jeg kan bruge,” sagde Fridolph.
“De må ikke gå ned i kælderen!” skreg Rakkelpot. “Håndværkeren flatulerer. Det lugter!”

* * *

Rakkelpot stod i forhallen og lavede en skitse på en rulle toiletpapir. En ombygning var uundgåelig. Der manglede både det ene og det andet. Det lignede jo et faldefærdigt mausoleum.

Hvis Rane skulle tage over som herre på Knockelborg, skulle der være møbler, statuer og flere tjenere. Der skulle også lappes huller i væggene og isoleres bedre. Men han manglede materialer; tyggegummi, halm, mudder og rødler. Det blev dyrt, men han havde da penge på kistebunden.

Rane kontaktede sine venner i nabobyen og hyrede dem til at renovere slottet. Derefter ringede han til den nærmeste boligforretning og bestilte møbler og gulvtæpper til hele Knockelborg. Navnet burde der gøres noget ved. Ny ejer. Nyt navn.

“Rakkelborg, selvfølgelig,” grinede Rane.

“Gyyyyllaaaaa?!” lød det ovenpå. “Gyyyyllaaaaa, jeg er klaaaaar! Hvoor er duuu?!”

Rane stirrede mod trappen. Han kunne efterhånden ikke overraskes mere. Selvfølgelig var matriklen også hjemsøgt. Han sukkede og foretog endnu et opkald.

“Det er Ra… øh, Lambert von Rundknockel. Jeg vil gerne bestille en eksorcisme!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 13:25

Et skrig fra slottets indre kunne høres helt op i tårnværelset.

“Det er bare Fridolph, der får lidt ekstra prygl,” konstaterede komtesse Gylla.

“I har jeres særlige omgangsformer her,” svarede Willy Best, grevefamiliens advokat. “Det er en af grundene til, at jeg føler mig så voldsomt tiltrukket af dig, lille Gylla.”

“Så meget, at du vil skifte fornavn til Bob,” kurrede komtessen. “Så bliver du min dejlige, farlige Bobwillymand, ikke sandt? Skal vi se, hvor det fører til?”

“Ja tak,” gryntede advokaten. “Gerne med det samme.”

Gylla pegede på en dør, prydet med et rødt hjerte af pap. “Denne vej,” sagde hun.

Komtessens tårn indeholdt det forgemak, de stod i, samt hendes mest intime rum, et boudoir med en lyserød himmelseng. På den anden side af sengen var der udgang til en styrtlatrin højt over Knockelborgs voldgrav.

“Willybob,” sagde hun. “Hvis du nu til en start tager tøjet af, vil jeg lige duppe mig bag ørerne med rosenparfume, hente et stearinlys, og så er jeg hos dig om 21 et halvt sekund.”

Dr. Best smed i ekspresfart habitten og det stribede undertøj. Hans legeme var lasket og behåret, og et bleggult lem stod skildvagt under advokatmaven. Mellem hans balder sad en plasticprop med et rødt alarmblink, som måtte tjene et eller andet helbredsmæssigt formål.

Gylla hørte himmelsengens tangmadras knase under mandens nøgne krop samtidig med, at hun fandt bilnøglen i hans lomme.

“Tihi!” pippede hun.

Siden Gylla var lille, havde hun sprunget op og ned ad Knockelborgs trapper, og i løbet af sekunder var hun fremme ved det parkerede advokatvehikel i slotsgården.

Motoren startede planmæssigt. Dr. Bests transportmiddel var en king size rustvogn med skrivebord, computer, vådservietter og andet advokatudstyr omme bagi, hvor kisterne engang havde stået.

Gylla havde kun nået et par timers undervisning hos kørelærer Abdul Muhammed i Vollsmose. En forlygte blev knust, og det tunge, sortblanke vehikel fik nogle skrigende skrammer hen ad højre flanke, idet hun slingrede ud gennem slotsporten, men hun nåede op til landevejen og trykkede på speederen.

Kurs mod Holstebro. Hun kendte endnu ikke diskotek “Wankers 101”, hvor hendes elskede Bob Rakkelpot havde sin natlige gerning som dørmand, men hun glædede sig til at se det. Hun fløjtede en glad melodi, mens speedometernålen passerede 120 og 130.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 12:25

Fridolph sukkede dybt og tændte med tællepråsen sin sidste marehalmscerut af 3die sortering fra æsken han havde fået i gave ved sit 50-års jubilæum i slægten Rundknockels tjeneste. Den smagte forfærdeligt, og lugtede om muligt endnu værre.

”Ak, ja…” stønnede han og inhalerede, medens Lullah i sengen ved siden af snorkede højlydt.

End ikke en rask omgang hård dyrekopulation havde frigjort Fridolph fra det dystre sindelag, og han lå nu og gruede over hvad fremtiden ville bringe. Det hele var så forbandet håbløst, og hvad ville mon blive det næste? Amputering? Indemuring? Nu havde han tilsyneladende også mistet hørelsen på det ene øre, efter grevens akrobatiske storlussing. Han var slidt og kunne simpelthen ikke mere.

”Måske man blot skulle styrte sig i voldgraven!”  tænkte han højt, medens Lullah afgav en boblende fjert. “Nå, godnat lille Lullah, og husk, at i morgen er der atter en dag!” hviskede han, slukkede cerutten i natpotten, pustede tællelyset ud, og gled ind i en drømmefyldt søvn.

* * *

Stedet var Lyndanisse, i det Herrens År 1219, den femtende juni, klokken 13:27prc. Ridder Klyne og Sture Möegschwien stod og skuede ud over valpladsen, hvor ligene lå som nålepuder overalt.

”Det er nu vi må gøre udfald, medens de Vender flygter til alle sider! Sejren er så godt som vor!” udbrød Klyne begejstret.

”Ester,” svarede Sture tørt.

”Hvad er der nu med hende…?” spurgte Klyne irriteret, medens han tørrede blodet fra mangen vantro usling af i det hvide linned.

”Jamen, jeg tør ikke,” peb Sture, og sked langsomt i sin rustning. ”Det er farligt! Og jeg må ikke for min moar, og jeg har dårligt knæ. Og det er også begyndt at regne…”

Klyne greb med sin stridshandske om halsen på Sture og løftede ham op i udstrakt arm.

”Kryster! Hvis jeg løber alene frem nu, så skal du sværge ved Tårnet i Gåserød, at hvis du eller din usle slægt nogensinde beder om min hjælp igen, så vil alt hvad der er dit, blive mit!” snerrede ridderen.

”Ja, ja, nuvel, så får det være sådan,” gispede Sture, der var blevet blå i hovedet.

”Elendige hund!” svarede Klyne og lod Sture falde til jorden med et bump.

Ridderen tog sin hjelm af og kastede den i hovedet på Sture, der klynkede ynkeligt. En solstråle oplyste et øjeblik den tapre Klynes noble ansigt.

”For Danmark, Kongen, Tipslørdag, Otto Duborg, sovs og kartofler, og vor kristne danske tro!” skreg han ud over ingenmandsland og løb fortsat skrigende ud i landskabet med hævet sværd.

En kastevind greb det blodige stykke stof og blæste det langt op i luften…

* * *

”Aaaaargh!” skreg Fridolph, idet han vågende fra det rædselsfulde mareridt. ”Klyne er Rane!” råbte han og plantede i vildelse en albue dybt ind i siden på Lullah, der prompte stordefækerede i sengen.

”Klyne er Rane…” gentog han, som for at overbevise sig selv. Han greb ud efter æsken med cerutter, men der var ikke flere tilbage.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 11:25

“Smukt,” sagde Willy og satte sig på sengen ved siden af Gylla. “Hvem er denne Bob?”

“Manden som mit hjerte tilhører,” sukkede Gylla. “Men nu skal jeg giftes med Dem. ØV, ALTSÅ! Gylla og Willy lyder forkert. Gylla og Bob lyder som en stemt festguitar.”

Advokaten så eftertænksomt ud i luften, iinden han kiggede på hende med et venligt udtryk:

“Du har ret,” sagde han og nikkede. “Jeg ringer til navnekontoret og skifter navn til Bob omgående.”

“Jamen,” klynkede Gylla. “Det var ikke det jeg m…”
“Ingen årsag, min kære. Så bliver du alligevel gift med en Bob. En kombineret jule- og bryllupsgave fra mig.”

“Willy. Jeg …”

Kald mig bare Bob!” Han kyssede hende med sine herpesramte slyngellæber.

* * *

Klonk, klonk, klonk! Rane bankede på urinreaktoren med jævne mellemrum, så det lød som om han lavede noget. Det hele var et led i en større plan.

“Hvad er det for noget humbug!” Greven trampede ned i kælderen. “To dage?! Vrøvl. De får 17 minutter! Vend Dem om, så jeg kan se Dem i øjnene når jeg disciplinerer Dem!”

Den falske håndværker drejede sig om og stirrede tilbage med et fandenivoldsk smil.

“De ser bekendt ud,” sagde Lambert von Rundknockel. “Har jeg pryglet Dem før?”

“Det kan man godt sige.” Rane fjernede sin forklædning og gav greven en olfert.

“Rakkelpot?” gispede Lambert chokeret. “Det skal De få betalt!”

“Knockelborg tilhører mig,” gnæggede Rane. Han placerede grevens underbuksekant på et rusten søm på murstensvæggen et godt stykke over jorden. Lambert dinglede hjælpeløst, medens det strammede omkring rectum og testiklerne.

“Jeg skal nok få fat i Dem og deres familie, Rane Rakkelpot!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 10:25

Advokaten bevægede sig hjemmevant gennem slottets sale, som om det allerede var hans ejendom. I denne formiddags grå lys var der mest tomhed omkring ham. Gobeliner, rustninger og familieportrætter havde grev Lambert for længst bortsolgt. Bogsamlingen var — bortset fra en telefonbog og nogle Sven Hazel-værker i paperbackudgaver — også røget på auktion. I spisesalen stod tarvelige campingmøbler af plastic, og næste gemak var fyldt op med sammenstuvet skrammel, latrintønder og en udrangeret cykel.

Han krabbede sig op ad en muret spindeltrappe og hørte nu en fin, sprød stemme klinge ovenfra. Komtessa Gylla sad i sit tårnværelse og sang for sig selv:

Mit lille hjerte banker
af længsel og af savn;
så tunge er de tanker,
der kredser om dit navn:
Bob, oh Bob og mere Bob,
jeg savner dig med sjæl og krop!

Willy Best standsede, mens verset blev gentaget. Han pressede en flad hånd mod habitjakkens bryst. Klare tårer løb ned over hans læderagtige slubbertfjæs.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 9:25

Hestestalden var tom. Den allersidste af de engang så prægtige knockelborgske gangere var for længst blevet afhændet til sæbefabrikken, og kun bidmærkerne i de gamle vakkelvorne træbåse, og det ildelugtende lag af rådnende hestegødning vidnede om fordums storhed. Hér havde egnens dygtigste galopheste engang stået i den isnende kulde og sultet, og skambidt hinanden, efter en velfortjent omgang aftenprygl. Nu var der slet intet tilbage.

”AD!”, udbrød Gylla, da hun satte sin porcelænsfine fod ned i det afskyelige søle. ”Hvordan skal jeg nu komme til Holstebro? Jeg kan jo ikke føre sådan et automobilkøretøjsvehikel! Det har vi jo altid haft folk til! Åh, bare de dog ikke havde skudt den fordømte abekat. ”

Hun gøs ved tanken om den væmmelige advokat, hans pisk og hans halvmeterdildo, og knugede den slimede abehånd.

”Jeg ville ønske det allerede var Jul!” deklamerede hun fnysende, og gik ud på gårdspladsen, hvor der til hendes store forundring nu lå et centimetertykt lag sne. Hyrevognen stod tom og forladt, og lysene fra hovedbygningens vinduer var alle slukkede. Hun stred sig klynkende gennem den fygende blæst, og gik indenfor.

* * *

Oppe i festsalen var greven ikke just tilfreds med nyheden om de to dages ventetid på reparationerne.

”Sig mig, er De overhovedet i stand til at fremkomme med bare delvist gode nyheder, De elendige budslave,” snerrede han, medens han sprang ned på gulvet, synligt irriteret.

”Jamen, der er desværre ikke noget at gøre. De må bevæbne Dem med tålmodighed, hr. greve,” svarede Fridolph, noget valent.

”GU’ FANDEN I HEDE HULE HELVEDE VIL JEG EJ!” skreg greven, og snurrede rundt i en pirouette, medens han smurte den stakkels tjener en knaldende lussing, der sendte ham rullende hen over middagsbordet, så han med en klirrende brag rev hele det engelske spisestel med sig i faldet.

”Og dér røg så det sidste sæt Bing & Crosby, som endnu ikke er pantsat!” konstaterede greven lakonisk. ”Men bare rolig; det vil blive fratrukket Deres lusede løn, som De i øvrigt godt kan kigge i vejviseren efter!”

Fridolph rejste sig fortumlet, og fremstammede: ”V-v-var der ellers andet, hr. g-greve?”

”Ja!” svarede Lambert, medens han for fuld kraft sparkede Lullah i maven, så dyret trillede 3 omgange. ”De kan jo for eksempel skrubbe af, tage Deres evnesvage møgdyr med Dem, og så lukke alle døre efter Dem, undervejs!”

Lambert lo hånligt af den nedbøjede tjener og den humpende gris, som forlod lokalet i stilhed.

”Nu bliver der sågu’ andre boller på suppen, hér på godset”, godtede han sig højlydt, og gned sig i hænderne, medens han vendte sig mod advokat Willy Best.

”Ved De hvad, jeg synes…” begyndte Lambert.

Men Willy Best var der ikke.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 8:25

“Ad, vent!” skreg Gylla. “Ikke så meget, sovs. Jeg prøver at holde figuren.”

Fridolph stod med den tømte sovsekande i hånden.

Efter at greven og advokaten havde udarbejdet en kontrakt, spiste de et luxusmåltid, og her ved bordet ville de give Gylla den glædelige nyhed.

“Skal jeg skrabe det tilbage i kanden?” spurgte kammertjeneren betuttet og tørrede sved af panden.

“Nej, glem det,” knurrede hun. “Jeg trænger alligevel til at trøstespise oven på de drastiske forandringer i mit liv. Mere vin, mere mad. Slagt Lullah, om nødvendigt!”

Hendes bemærkning resulterede i et panisk griseskrig henne i hjørnet.

Willy Best beundrede Gylla med det kådeste blik hun i sit liv havde set. Han suttede på fingrene og blinkede til hende. Hun afbrød øjenkontakten og rettede sit fokus mod de kandiserede roer på tallerknen. På bordet lå dildoen og ridepisken. Gaver fra gommen til den vordende brud.

Advokaten rejste sig og bankede på maven:

“Herskabet må have mig undskyldt et øjeblik,” sagde han. “Flatulensen ophober sig og min blære er ved at briste oven på dette storslåede taffel.”

“Lullah kan vise Dem vejen til køkkenvasken,” svarede Lambert von Rundknockel.

Advokaten nikkede og fulgte svinet ud af det juledekorerede festlokale.

Da fader og datter var alene, hamrede greven en flad hånd i bordet:

“Så vær dog lidt samarbejdsvillig, møgunge! Hr. Best kommer af en fornem advokatslægt, hans faders fornavn var Werner. Han vil yde mig økonomisk bistand. Han kan redde Knockelborg! Penge i kassen. PENGE … I … KASSEN!”

“Han er slesk, kedelig og han lugter!”

“Vrøvl,” brummede Lambert. “Den mand dufter som virile alvsgeder i honning.”

“Så gift du dig med ham!” svarede Gylla.

“Du ved godt at jeg ikke indgår i homofile eksperimenter mere! Det var en festlig sommer, men det er slut nu. Jeg er ikke til den slags … øh … længere …”

“Men jeg har andre planer med mit liv,” sagde Gylla og puttede en roe i munden.

“Hvis det er Bob du hentyder til, så har jeg ordnet det. Tror du ikke godt jeg ved, at I to har gået og smisket de sidste tre år? Du skal ikke splejses sammen med Rakkelpot-klanen. Rane og jeg har været dødsfjender siden … ja, det rager ikke dig. For at undgå katastrofen har jeg lokket sønnen til Holstebro. Bob arbejder på et diskotek som jeg købte til formålet. Jeres kæresterier er slut. Og det er en ordre!”

“ØV, ALTSÅ!”

Gylla forlod festsalen i protest. Hun løb ud i hestestalden og knugede den fedtede abehånd, der nu havde fået funktion som hendes personlige lykkeamulet. “Jeg må finde Bob.”

Ved langbordet var advokat Willy vendt tilbage fra sin kropslige udtømning.

“Hvor er det dejlige pigebarn?”

“Hun er vel gået i seng.”

“I seng.” Advokaten slikkede sig om munden.

“Hun skal nok blive glad, når først pengene regner over Knockelborg.” Grev Lambert hoppede op på bordet og dansede. “Im singing in the rain. Hæ hæ.”

Fridolph trådte ind i festsalen med en alvorlig mine:

“Til Deres orientering er håndværkeren først færdig om to dage, Gylla er ved at stikke af til hest, og taxameteret kører stadig ude på gårdspladsen …”

“Verdammt noch mal!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 7:25

Tjeneren, komtessen og den fløjtende multihåndværker trippede ned ad en knagende vindeltrappe til slottets kælder. Svagt morgenlys fra små, højtsiddende vinduer sendte et gråt skær hen over hvælvingerne.

“Urinkraftværk, model Bulganin 1955, det fikser jeg som en sveske,” sagde Rane Rakkelpot, håndværkeren.

Han tog en lysestump op af sin værktøjskasse, slog gnister med en skruetrækker hen over slotsmurens kampesten, og straks efter bredte et mildt gyldent skær sig i fyrrummet.

Komtesse Gylla rykkede nærmere.

“Tak fordi du dukkede op,” hviskede hun. “Vær sød at fortælle Bob, at jeg er hjemme igen. Vi kan mødes det sædvanlige sted klokken 23.34 præcis.”

“Det bliver vanskeligt at arrangere,” svarede Rane Rakkelpot. “Min kære søn har fået natarbejde som dørmand på et diskotek i Holstebro.”

“Åh nej!” udbrød Gylla. “Jeg savner Bob så forfærdeligt.”

“Bliver det til noget med den urinkraft?” indskød kammertjener Fridolph. “Greven skal lige straks have sit lune barbervand.”

* * *

Oppe på andensalen havde grev Lambert von Rundknockel dog andre ting at tænke på.

“Knockelborgs og Deres personlige gæld til Profitbanken overstiger nu 1838 komma 77 kroner,” sagde advokat Willy Best. “Der er ikke betalt renter eller afdrag eller noget som helst de sidste 16 måneder. Kongens foged kommer med udrykning, hvis jeg lader et ord falde, hr. greve, og så vil slottet blive tvangssolgt og ombygget til gummivareforsøgscenter.”

“Truer De mig?” sagde greven, hvis ansigtskulør nu var dyblilla.

“Jeg orienterer om kendsgerningerne, hr. greve. Gælden kan blive slettet, og De kan få en nævefuld grønne dollars, hvis jeg må overtage komtesse Gylla til frit brug nu og for evigt. De har 2 minutter og 17 sekunder til at overveje mit tilbud.”

(Fortsættes her)

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 6:25

Hvordan i alverden kan De vide det? Vi har endnu ikke lokaliseret grevens røvpapir,” spurgte Fridolph undrende, mens han gned sine ømme kinder. ”Jeg mener naturligvis: brevpapir. Punktum. Hvem har i øvrigt sendt bud efter Deres utiltalende person?”

”Det er mit jo arbejde at vide den slags. Jeg har været i familiens tjeneste i århundreder…”, svarede Rakkelpot kryptisk, mens han slog en langsom, knirkende og svært ildelugtende prut.

”Skulle vi ikke hellere se at komme i sving, du lille tjenermand? Der skulle jo nødig falde flere prygl, vel…?”

Fridolph isnede ved tanken, og lille Lullah peb i sympati fra sit skjul under køkkenbordet.

“Jo, men De må blot forstå, at som situationen er, kan der ikke kan blive tale om noget videre, i form af honorar for deres såkaldte arbejde!”, forklarede Fridolph, og lod indholdet af sin bukselomme falde klirrende på bordet: sølle 1 krone og toogtyve øre, samt en krøllet, nusset og for længst udløbet fribillet til en personlig rundvisning på Gustenhuse Pervertarium.

”MONEY, MONEY, MONEY!”, skreg chimpansen, og rakte grisk labben frem mod det pauvre bytte.

Hurtigere end øjet kunne registrere greb Rakkelpot kødhakkeren fra blokken, og plantede den i bordet med et drabeligt hug, så abens hånd blev skilt fra armen.

”UH! UH! UH! AH! AH! AH!”, vrælede dyret, greb om den blodsprøjtende arm og kastede sig hovedkulds i smerte ud gennem køkkenvinduet med et klirrende brag, og satte derefter i løb i retning mod skoven.

Fridolph fulgte måbende gennem den smadrede rude bæstets vanvittige flugt, og først da der fra skoven hørtes to-tre bøsseskud, efterfulgt af et højlydt hyl, vendte han sig igen imod Rakkelpot.

”Er De tilfældigvis også glarmester…?”, sukkede Fridolph, resigneret.

”Ork, ja. Og sæbefabrikant, tilmed!” lød det fra den mystiske tyksak. ”Og bare rolig, du lille fidibus; det hele er til fulde betalt, for længe, længe siden…”.

Fridolph gøs endnu værre end før, og sparkede i frustration til Lullah, der peb ynkeligt og defækerede, under køkkenbordet.

”Nå. Men så er det denne vej! Punktum!”  fastslog Fridolph noget uoverbevisende, og bad den underlige mand følge sig ned af den mørke kældertrappe.

Gylla trippede kort efter ind i køkkenet, medens hun nynnede et af tidens allerpopulæreste sangtemaer.

”Fridolph, din latterlige lakaj! Hvor er nøglen til vinkælderen? Jeg lider af en deprimation, og jeg…”.

Hun stoppede brat ved synet af den overskårne abehånd på bordet. Lynsnart tilegnede hun sig mønterne og den blodige hånd i sit lommetørklæde, og plukkede derefter nøglen til vinkælderen ned fra dens søm på væggen.

”Hvis du sladrer, ryger du i ovnen til jul!” bemærkede hun, henvendt til stakkels Lullah, der frygtsomt havde observeret det hele.

(Fortsættes her)