Et skrig fra slottets indre kunne høres helt op i tårnværelset.
“Det er bare Fridolph, der får lidt ekstra prygl,” konstaterede komtesse Gylla.
“I har jeres særlige omgangsformer her,” svarede Willy Best, grevefamiliens advokat. “Det er en af grundene til, at jeg føler mig så voldsomt tiltrukket af dig, lille Gylla.”
“Så meget, at du vil skifte fornavn til Bob,” kurrede komtessen. “Så bliver du min dejlige, farlige Bobwillymand, ikke sandt? Skal vi se, hvor det fører til?”
“Ja tak,” gryntede advokaten. “Gerne med det samme.”
Gylla pegede på en dør, prydet med et rødt hjerte af pap. “Denne vej,” sagde hun.
Komtessens tårn indeholdt det forgemak, de stod i, samt hendes mest intime rum, et boudoir med en lyserød himmelseng. På den anden side af sengen var der udgang til en styrtlatrin højt over Knockelborgs voldgrav.
“Willybob,” sagde hun. “Hvis du nu til en start tager tøjet af, vil jeg lige duppe mig bag ørerne med rosenparfume, hente et stearinlys, og så er jeg hos dig om 21 et halvt sekund.”
Dr. Best smed i ekspresfart habitten og det stribede undertøj. Hans legeme var lasket og behåret, og et bleggult lem stod skildvagt under advokatmaven. Mellem hans balder sad en plasticprop med et rødt alarmblink, som måtte tjene et eller andet helbredsmæssigt formål.
Gylla hørte himmelsengens tangmadras knase under mandens nøgne krop samtidig med, at hun fandt bilnøglen i hans lomme.
“Tihi!” pippede hun.
Siden Gylla var lille, havde hun sprunget op og ned ad Knockelborgs trapper, og i løbet af sekunder var hun fremme ved det parkerede advokatvehikel i slotsgården.
Motoren startede planmæssigt. Dr. Bests transportmiddel var en king size rustvogn med skrivebord, computer, vådservietter og andet advokatudstyr omme bagi, hvor kisterne engang havde stået.
Gylla havde kun nået et par timers undervisning hos kørelærer Abdul Muhammed i Vollsmose. En forlygte blev knust, og det tunge, sortblanke vehikel fik nogle skrigende skrammer hen ad højre flanke, idet hun slingrede ud gennem slotsporten, men hun nåede op til landevejen og trykkede på speederen.
Kurs mod Holstebro. Hun kendte endnu ikke diskotek “Wankers 101”, hvor hendes elskede Bob Rakkelpot havde sin natlige gerning som dørmand, men hun glædede sig til at se det. Hun fløjtede en glad melodi, mens speedometernålen passerede 120 og 130.
(Fortsættes her)