Tidligere på året kunne vi her i Gustenhuse fejre et 100-års jubilæum. Fødselaren hr. Irlwandt Gammelmann blev som ung knøs i 1936 lokalkendt, da han efter skoletids ophør i ét drag tømte latrinspanden på Gustenhuse & Omegns Opdragelsesanstalt, og dermed ved sit eget strålende eksempel demonstrerede vigtigheden af genvinding og bæredygtighed, som fremtidens løsning på økonomi- og klimaudfordringerne.
Livet igennem har hr. Gammelmann gjort sit yderste for at overbevise sine medborgere om det fornuftige i at anvende de eksisterede ressourcer så miljømæssigt ansvarligt som overhovedet muligt. Bl.a. derfor, kan vi her i Gustenhuse bryste os af en af landets højeste gennemsnitslevealdre, samt Skandinaviens uofficielt højeste brunvarestandard.
“Jeg ønsker ikke nogen virak omkring min person, det har vi politikerne til!” udtaler en åndsfrisk hr. Gammelmann, og slukker dagens 14. brunvarecerut, hvorefter han indtager sit beskedne aftenmåltid: en herlig, og ikke specielt euforiserende Søvnig Nathat, fra egen biodynamiske baghave, samt et halvt dusin limfjordsportere.
Vi gratulerer med jubilæet, håber han trods alt vil acceptere sin nominering, og ønsker ham held og lykke i konkurrencen om Den Gyldne Kazoo!
Forrige kalenderblad Næste kalenderblad Retur til avisens forside