Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Kalenderblad 15: Det Herrens år 1802

“Ved du, hvad jeg lige har gjort?” sagde Folmer Plytsmølle, idet han løb ind i huset med en sæk i hånden. Han smækkede døren bag sig og trippede af ren begejstring.
I stolen sad hustruen Häkla Plytsmølle i færd med at strikke sokker. Det var det fjerde par i dag.
“Nej, min kære?” sagde hun fraværende.
Hr. Plytsmølle grinede hysterisk og skubbede et skuffedarium foran hoveddøren som blokade. Han vendte sig om mod sin kone med et sjofelt tandsmil.
“Jeg har stjålet guldhornene.”
“Hvad siger du?” gispede Häkla. Hun smed strikketøjet fra sig og kiggede forbløffet på sin husbond.
Folmer åbnede sækken og tømte den på gulvet.
KLONK … KLONK!
To guldhorn lå midt i dagligstuen.
“Åh, Folmer. Hvad har du nu rodet dig ud i?”

Häkla anede ikke sine levende råd. Folmer var begyndt at gå hende på nerverne med sin nye hobby. Han kedede sig åbenbart, så han søgte rusen ved tyveri.
Folmer dansede triumferende rundt om tyvegodset som en anden indianer:
“Du troede nok ikke, din mand kunne bryde ind i Det Kongelige Kunstkammer og nole Danmarks nationalsymboler, hva’?”
“Folmer. Er du blevet vanvittig?”
“Nej, jeg er et geni der kan slippe af sted med enhver forbrydelse. Lad os hænge hornene op på væggen ved siden af de andre tyvekoster.”
BANK BANK BANK!
Nogen stod udenfor deres dør. Häkla tænkte det sikkert var naboen fru Scrotum der ville låne en kop sukker.
“Åh, gud. De er kommet efter mig,” vrælede Folmer Plytsmølle. “Folk må have sladret. Hvor jeg dog hader folk! Jeg må flygte…”

Han smed guldhornene tilbage i sækken, sprang frem til vinduet og åbnede det. Med gru kiggede han ned på gaden.
“Hvorfor fanden skulle vi også flytte herop på sjette sal?!”
“Det var dig der ville,” sagde konen tørt. “Jeg ville jo bo på landet, husker du nok.”
“Knyt sylten, kælling,” hvæsede Folmer. “Så hjælp mig dog med at komme ud. Ordensmagten står lige uden for døren. Måske også militæret. Kom med alt vores sengelinned så jeg kan lave et reb.”
Efter ti minutter stod Folmer med et hjemmelavet reb af sengelinned og tæpper. Da rebet ikke var langt nok måtte de også ofre deres tøj, så han og konen stod nu begge uden en trevl på kroppen.
Folmer fastgjorde rebet til vindueskarmen og slyngede det ud. Så kravlede han gennem vinduet.
“Jeg graver guldhornene ned et sted i nærheden. Bagefter går jeg under jorden i en uges tid,” sagde han før han forsvandt.
“Endelig fred,” mumlede Häkla.

Folmer løb hen ad den mørke gade, nøgen og bange for, at lovens lange arm ville pågribe ham. De bare tæer klaskede mod brostenene. Han stønnede af udmattelse, men han blev ved.
Et øjeblik syntes han at høre sirener bag sig, hvilket fik ham til at sætte hastigheden i vejret.
“De får mig ikke. Hverken mig eller hornene… hornene?” Det gik pludselig op for Folmer, at han ikke havde fået sækken med.
“Pokkers!”
Han drejede om på stedet og løb hele vejen tilbage.
Da han nåede frem til bygningen fik han øje på en betjent, der marcherede stille gennem natten med hænderne på ryggen.
“Han ved det er mig,” mumlede Folmer.
Politimanden fik øje på det hjemmegjorte reb der stak ud af vinduet.
“Svineri,” mumlede han. “Det ødelægger jo gadebilledet.”
“I FÅR MIG IKKE!” skreg Folmer.
Han kom løbende med sveden glinsende på den bare krop og leverede en nådesløs knytnæve i den uniformeredes ansigt.
SMACK!
Betjenten faldt bevidstløst om på brostenene.
Folmer løb prustende ind i bygningen og halsede desperat op ad trapperne.
“Militæret er på vej. Jeg kan mærke det!”
Da han kom op på sjette sal bankede han på døren.
“Så luk dog op. Jeg glemte sækken!”
Døren gik op, og der stod den gamle nabo, fru Scrotum. Folmer var gået forkert. Hun hylede da hun fik øje på den svedige nøgne mand i opgangen.
“Hjælp! En voldtægtsforbryder!” Hun slog ham i kønsorganerne med sin stok.
“Auv. Det er en misforståelse…”
Men hun ville ikke høre. Stokkepryglene fortsatte, til han væltede ned af trapperne.

Efter Folmers begravelse måtte Häkla forsørge sig selv. Hun kunne lige så godt beholde guldhornene og smelte dem om til mønter og smykker og købe et hus på landet. Så det gjorde hun.
En uge senere giftede hun sig med den lokale guldsmed hr. Heidenreich, der intet anede om hendes formue. Sammen havde de et fredfyldt liv lige indtil året efter, da politiet fik nys om guldet i deres hjem.
Hendes nye mand blev dømt for tyveriet af guldhornene og smidt i kachotten. Guldet blev beslaglagt, og hun måtte derfor ty til prostitution. Hendes hjem var et succesfuldt bordel i mange år derefter.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 16: Det Herrens år 1808

Skriv et svar

Frío! Frío intenso! Mierda! lød råbene gennem stenhallerne. Det var, udtrykt på godt spansk, skidekold vinter i Kolding. Sne og kulde i gaderne, is hen over søen og ikke mange grader bedre, når man kom inden for murene på byens gamle kongeslot.

Kejser Napoleons spanske hjælpetropper var indkvarteret på Koldinghus, til ingen nytte for Danmark og til stort ubehag for spaniolerne. Dansk udenrigspolitik gik som så ofte før og siden ud på at støtte den tabende side og blive trukket med i faldet.

Artillerikaptajn Àlvarez de Ballesteros sad op ad en buldrende ovn, mens han drak skoldhed kaffe, tynd hvad bønner angik, men beriget med dansk brændevin. Meget kunne man sige om de danske grødbønder, men deres brændevin var god og billig, tænkte Àlvarez, mens han endnu en gang gennemlæste den depeche, der i dag var indløbet fra selveste kejseren.

Her er vort afgørende sejrsvåben, skrev Napoleon til sine tropper overalt i Europa. Med dette indhold i kardæskerne kan vi besudle og ydmyge en angribende fjende, og materialet er også velegnet til bekæmpelse af civile folkemasser. Det er for tiden svært at skaffe bly, jern og andet metal. Min geniale opfindelse beslaglægger ikke disse kostbare råvarer, og der skal heller ikke så meget krudt til for at skyde de brune bomber ud over omgivelserne.

En tone af selvbegejstring prægede kejserens skrivelse, og han lod det ikke blive ved ordene. En papkuffert med fækalier var også ankommet til forlægningen i Kolding, og det fremgik af en håndskrevet seddel, at disse faconpølser stammede fra hans majestæts eget tarmsystem.

Brunvareartilleri er fremtiden og vil sikre os de hårdt tiltrængte sejre, stod der forneden på siden. Tapre soldater, læg jeres egne brune bidrag til bunke døgn for døgn og få dem klappet i facon. Vive la France!

Artilleristen åbnede kufferten og betragtede indholdet. Han var skeptisk. Kejserfækalierne havde en svampet overflade og var, selv efter flere ugers transport, fugtige og smuldrende, når man rørte dem.

Han skubbede dem tættere på ildstedet. Hvis de skulle affyres fra en kanon, måtte de have en fastere konsistens og mere vægt. At ælte dem og klappe dem sammen lod sig ikke gøre i denne tilstand.

– Mierda, mumlede han for sig selv. Der var ikke mere kaffe, og han satte brændevinsflasken for munden. Ilden i ovnen flammede som en solnedgang hjemme på den castillanske højslette, og søvnen omfavnede ham.

Tre timer senere:

Et tordenbrag vækkede kaptajnen og sendte ham trimlende hen ad stengulvet i korridoren. Der var ild i hans kappe, og han flygtede som en besat ud i slotsgården, hvor han kunne rulle sig i sneen.

Branden bredte sig eksplosionsagtigt gennem de telte og klude, tæpper og brændestabler som soldaterne havde slæbt indenfor, og den ældgamle bygnings porøse etageadskikkelser blev også snart flammernes bytte.

Brølende og bandende spaniolere trimlede ud under en koldt blinkende stjernehimmel, mange af dem med bare tæer.

Inden Koldings to små brandsprøjter blev hentet og sat i drift, var det for sent. Slottets indmad forsvandt i infernoet, mens tænderklaprende soldater drejede sig foran ilden, så de kunne få varme såvel i deres rasende ansigter som i deres rygstykker og hårdt prøvede røvbalder.

Hvad hverken Napoleon Bonaparte eller Àlvarez de Ballesteros havde forudset var, at kejserens gavepakke indeholdt krydderfækalier med indhold fra hans overdådige luksusmåltider. I udtørret tilstand var de ikke blot brændbare som al anden tør brunvare, men ligefrem eksplosive. En gnist fra ovnen var nok til at sende sprudende ild i alle retninger.

– Vete a la mierda! hvæsede Àlvarez, idet han åbnede gylpen for at lette sin stærkt anspændte blære. Han drejede sig, inden de første dråber kom, væk fra ilden. Når kejserens fækalier kunne eksplodere, var hans dampende brændevinsurin sikkert også antændelig.

I sit næste liv ville han være sumpskildpadde.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 17: Det Herrens år 1849

Skriv et svar

På skrivebordet lå det værk, som de havde arbejdet på længe.
Om et par timer skulle den præsenteres, Danmarks Riges Grundlov. Ophavsmændene var gået til frokost.
Henry kunne ikke lige huske deres navne. Han var jo lige begyndt som erhvervspraktikant, så han kaldte dem bare for chef og boss og sådan noget.
Cheferne ville være væk i godt 45 minutter, så han kunne godt lige tage et smugkig på sagerne. Han sneg sig ind på kontoret med sin frokost i hånden.

Praktikanten Henry Drøbelbakke var interesseret i, hvad de dog havde lavet inde på kontoret. Han stillede sig foran skrivebordet og tog en bid af den medbragte hvedebrødsklapsammen med kryddersild, syltede kålrabier, flæskefedt og sovs. Den var delikat.
“Hvad filan har de brygget på af læsestof?” smaskede Henry og pillede lidt i hårlokken i panden.
Drengen var nysgerrig af natur. Måtte have svar. Var det mon et episk eventyr, en erotisk fortælling eller en vittighedssamling? Nysgerrigheden blev optimeret, jo længere han stirrede på papirstakken på skrivebordet.
Han luntede nærmere med mad om munden. Sovs plaskede ned af skjorten, men det gjorde ikke noget – den skulle alligevel vaskes.
Med den frie hånd greb han papirerne og studerede dem. Han blev slemt skuffet.
“Danmarks Riges Grundlov…” stønnede han og skimmede siden. “Dødens spegepølse eller hvad det nu hedder. Totalt irritationsagtigt.”
Den unge mand havde forventet spænding og drama. I stedet var papiret fyldt med paragraffer og alt muligt andet deprimerende.
Knægten gabte og lagde papiret tilbage på bordet.
Han gav et hyl fra sig, da han opdagede, at hele Grundloven var smurt ind i sovs, fedt og sildesaft. Hvorfor fanden tørrede han ikke fingrene af først? I panik forsøgte han at tørre sovsen af papiret, men det blev kun værre.
“Jeg kommer i helvede for dette her,” vrælede han med brødkrummer og sovs i mundvigen, men sekundet efter kom han på et snedigt påfund. “Med mindre…”
Han stoppede resten af maden i munden og tørrede hænderne af i bukserne før han greb nogle rene papirstykker og en fjerpen.

“Færdig!” Grundloven var fuldbragt. Han krøllede den originale ødelagte udgav sammen, stoppede den i bukserne og forlod værelset i en ruf.
Senere kom de overordnede tilbage fra frokost. Tænk engang, de kunne ikke se forskel.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 18: Det Herrens år 1864

Skriv et svar

– Fleisch und Wurst und immer Durst! brølede bogtrykker Dildoe.

Cilius Stamknockel, hans unge journalistelev, smilede og nikkede og modtog i næste øjeblik en af døgnets mange lussinger.

Cilius var i efteråret 1863 tiltrådt en læreplads på Dildoes avis, der i et oplag på 246 eksemplarer udkom mandag, onsdag og fredag under titlen “Holstebroegnens Almuetidende”. Den unge mand skrev det meste af indholdet til gengæld for en i Dildoes øjne fyrstelig ugeløn på 74 øre samt kost og logi på loftet over grisestalden i naboejendommen.

– Gentag! brølede bogtrykkeren.

– Fleisch und… æh…

Efter endnu nogle forsøg, godt hjulpet af raske arbejdslussinger, kunne Cilius gengive Dildoes tyske læresætning.

– De satans tyskere er på fremrykning! brølede Dildoe. – Alle taler om det, så hvad skal vi skrive i avisen?

– Jeg har en idé, svarede Cilius. – Jeg sad i nat og skrev på et digt om fædrelandets store…

Slask! En smældende lussing afbrød ham. Cilius skrev digte og ville gerne have dem i avisen, men det var indtil nu kun lykkedes én gang, nemlig da Dildoe fyldte 65 år, og forsiden prydedes af et hyldestkvad, startende med ordene: Byens store Mester skuer grant mod Vester.

– Hvad fanden tror du, jeg har ansat dig til? Du skal skaffe nyheder, din drønnert! Du må af sted sydpå og finde ud af, om krigsrygterne holder. Hvis fremmede nærmer sig Holstebroegnen, skal vores læsere advares, så de kan bevæbne sig. Må jeg høre dig tale tysk en gang til.

– Fleisch und Wurst und immer Durst.

– Jawohl, sagde Dildoe.

* * *

Cilius vandrede sydpå. Varde og Ribe var passeret, og fødderne føltes som kogende kartofler i hans støvler, men endnu havde han ikke set en tysk soldat, og mester Dildoe havde jo ikke givet besked om, hvor langt han skulle gå. Han holdt sig til Vestkysten, for hans næse havde det bedst med saltvandslugt, og hver gang han kom til et posthus, sendte han en lille håndskrevet depeche hjem: Alt roligt her, mester.

Omkring Husum begyndte folk at tale tysk, og han iagttog nogle yngre mænd i uniform. Ved et færgested med et langt og indviklet navn blev han standset og kontrolleret.

– Fleisch und Wurst und immer Durst, sagde han.

Med et et klap i ryggen blev han sendt om bord på færgen.

Endnu et par marchdøgn senere nåede han Altona, få kilometer fra Hamborgs tårne og tinder. Han satte sig på en café og tiltalte servitricen på de indfødtes sprog:

– Fleisch und Wurst und immer Durst.

– Nah? sagde hun, mens hun betragtede hans nussede benklæder og støvlerne, der gabte fortil.

– Hast du Geld? Hast du Zaster?

Hun pegede med fingeren på sin røde håndflade. Penge. Cilius famlede i lommen. Jo, der var en fem-øre og en to-øre tilbage. Han viste de danske mønter til servitricen og fik en smældende lussing til svar.

Nu følte han sig tryg og på hjemmebane. Hvis pengene stadig kunne række til til et frimærke, ville han lige straks skrive hjem til redaktør Dildoe: Tyskerne er almindelige mennesker som os andre. Ingen synlige trusler mod Holstebroegnen herfra, men jeg ser mig om, inden jeg vender næsen hjemad. Hils overbladbud Josefsen, fru Josefsen og Lupo, Holstebros klogeste hund, fra deres ven Cilius.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 19: Det Herrens år 1917

Skriv et svar

– Slyngler, svabergaster, sjovere, socialdemokrater!

Direktør Braunschweiger larmede op ved morgenbordet, så der kom spytklatter på den avis, han sad og læste.

– Edvard Brandes, den forbandede jødetamp, og hans politiske sammenrend ødelægger alt for gamle Danmark og for mig personligt!

Hustru, børn og tyende trak sig ængsteligt ud af spisestuen. Jasmus Braunschweiger havde længe raset over udsigten til et salg af de dansk-vestindiske øer, og nu var det sket: USA havde overtagt hele herligheden for 25 millioner dollars.

Ovre på den anden side af Blodhavn Midtermole røg det fra skorstenene på direktørens virksomhed, Blodhavn Brunvaremølle, men hvor længe endnu?

Jasmus Braunschweiger var 30 år tidligere som ung handelslærling blevet udstationeret på Sankt Thomas. Det gik ham godt derude, og han var en velpolstret, solbrændt herre, da han omkring århundredeskiftet vendte hjem og etablerede brunvaremøllen, baseret på importerede negerfækalier af højeste kvalitet.

For første gang i Nordvestjyllands erhvervshistorie blev fækalieforarbejdningen industrialiseret, og succesen var ikke til at tage fejl af. Braunschweiger sad i sin direktørvilla som en velhavende mand, og privatlivet blomstrede også. Fra Vestindien havde han medbragt en munter og kærlig negerhustru, og deres lækre små mulatbørn gjorde dagligt lykke i bybilledet.

Men hvor længe endnu ville alt dette vare? Den igangværende verdenskrig havde gjort skibstransport af brunvaren bekostelig, og nu ville producenterne på de frigivne øer skrue prisen helt sindssygt i vejret.

Forleden var sidste skibsladning af de udsøgt højkvalitetsfækalier losset i Blodhavn. Snart ville hjulene gå i stå. Noget måtte gøres.

* * *

Med dagens avis under armen indfandt Jasmus Braunschweiger sig en halv time senere på redaktør Albert Knockels kontor i Nørre Usseldrup.

– Edvard Brandes! brølede han. – Lorteland!

– Beslutningen er gennemført, skaden er sket, sagde redaktøren, der udmærket vidste, hvad det handlede om.

Mens Braunschweiger faldt en smule til ro, langede Albert en lille munter formiddagslussing ud til sønnen Louis, der sad på gulvet med en tommeltot i munden.

– Nu kan I to holde hinanden med selskab, sagde Albert. – Jeg er tilbage om et øjeblik.

Han havde en tallerken i sin fremstrakte højre hånd, da han returnerede, og på det hvide porcellæn lå en mahognibrun faconpølse på størrelse med en gravhundehvalp.

– Vi kan selv, sagde Albert. – Nordvestjyske landfækalier kan og bør være lige så gode som de importerede produkter. Jeg kaster fra og med i dag min egen, slægtens, avisens og hele landsdelens energi ind i brunvaresagen. Lokal råvare skal op i kvalitet og kvantitet. Folkeindsamlinger vil ændre holdningen til værdierne, turister skal i sæsonen yde deres bidrag, frivilligt eller på anden måde, og brunvaremøllen kan dermed overleve som en stor lokal arbejdsplads.

– Hørt! lød det fra lille Louis på gulvet, mens han trak matrosbukserne ned og gjorde klar til at levere sit første personlige bidrag til en ny og bedre tid.

Fabrikant Braunschweiger var bristet i gråd. – Skønnere ord har jeg aldrig hørt, lød det fra ham. – Nu står vi sammen, Albert Knockel, nu og for altid!

Fodnote: Enkelte eksemplarer af de historiske kolonifækalier kan beundres på Usseldrupegnens Brunvaremuseum. Kampagnerne for lokal råvarekvalitet er fortsat uafbrudt siden de to herrers møde. En national krise blev vendt til sejr og fremskridt i 1917, og noget lignende må gerne ske snart igen.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 21: Det Herrens år 1933

1 svar

Det var en mørk og kold januarnat i Kanslergade. Statsministeren havde inviteret sine politiske modparter til forhandlinger i sin lejlighed. Der var dækket op med smørrebrød og pilsnere. Alt tegnede godt. Ministeren havde på dette tidspunkt ingen ide om, at mødet ville blive som én lang og pinefuld ørkenvandring.
“Som De sikkert ved er landet i store problemer,” udbrød Thorvald Stauning. “De skal løses omgående. Ingen forlader lokalet før der er bragt orden i sagerne.”
Politikerne satte sig til bords og tog et stykke smørrebrød hver. Forhandlingerne kunne begynde.
“Har De noget fornuftigt at sige?” Stauning satte tænderne i et stykke med rullepølse og pegede på formanden for Venstre med sin kniv.
Modparten nikkede og sagde:
“Jo ser De. hr. Statsminister. I forbindelse med landbruget så mener jeg … Åh, hvad er det dog for en larm?!”
De kiggede alle mod det åbne vindue. Naboen i lejlighedskomplekset lige ved siden af spillede tuba. Der var tryk på.
Stauning smed bestikket i raseri.
“Det er hr. Rakkelpot!” skreg hr. Stauning. “Han kan ikke lide mig. Hver nat spiller han på sine instrumenter for at drive mig til vanvid.” Den skæggede mand sprang hen til vinduet, flåede det op og hylede ud i mørket:
“Er De klar over, at vi prøver at redde Danmark herinde?”
Hr. Rakkelpot grinede bare og skiftede tubaen ud med en sækkepibe. Støjforurening af værste skuffe.

Thorvald Stauning greb et askebæger og slyngede det direkte mod tølperens vindue. Ruden splintrede i tusinde stykker. Så lukkede han vinduet igen og trak gardinerne for.
“Sådan håndtærer man uromagere.” Han satte sig til rette ved spisebordet. “Nåh, hvor kom vi fra?”
“Landbruget…” svarede Det Radikale Venstre.
“Åh ja, landbruget,” nikkede overhovedet og tog en ny bid mad. “Det vi gør er at…”
Det ringede på døren.
Thorvald Stauning fór sammen. Et øjeblik var han ved at kløjes i smørrebrødet.
“Skal De ikke åbne? Det kunne jo være vigtigt,” sagde formanden for Venstre.
“Jo, jo.” Stauning luntede ud i entréen og åbnede hoveddøren. “Hvem i alverden vil besøge mig midt om natten?”
Der stod ingen i opgangen. Til gengæld lå der en brun pose i flammer.
“Det brænder!” Statsministeren trampede på posen til ilden var kvalt, men nu var lakskoene tilsølet i fækalier. Han var faldet for det gode gamle trick med en hundelort i en brændende papirspose. Hr. Rakkelpots latter kunne høres et sted nede af trapperne. Han var ved at flygte fra gerningsstedet.
“Bare vent til jeg får fat i Dem, hr. Rakkelpot!”
Rød i hovedet marcherede Thorvald Stauning tilbage til sine kollegaer.
“Det er da for galt,” sagde de andre i kor.
“Jeg skal nok få min hævn. Den nedrige Rakkelpot kommer til at betale. Et skattetryk på 100 procent til ham og hans tuba,” brummede han.
De andre nikkede og gnæggede.
“Hørt.”
“Hørt.”
Stauning greb en flaske cognac.
“Men først Danmarks fremtid. Vi nåede at tale lidt om landbruget. Som det ser ud nu er der ingen anden udvej end at…”
KRRAASH!
Vinduesruden eksploderede, da en tuba indsmurt i menneskeafføring fløj ind i stuen og kolliderede med spisebordet. Glas, smørrebrød og fæces lå alle vegne. Et sandt kaos i Staunings lejlighed.
Gæsterne sad måbende med mad og fækalier i hovedet og på tøjet.
Thorvald Stauning sank opgivende sammen i lænestolen. Han var træt:
“Det her bliver en lang aften…” stønnede han og bundede den sidste sjat cognac i flasken.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 23: Det Herrens år 1969

Skriv et svar

Didrik Storknockel stod i brændpunktet og oplevede begivenheden på egen krop. Den 86-årige bibliotekar var på familiebesøg i København og nød en fredelig spadseretur gennem gaderne med en god pibe tobak i flaben. Det var en dejlig dag.
Men just som han rundede hjørnet til Istedgade lød der en stemme over byen:
“Slå jer løs med pornografien. Det er ikke syndigt mere!”
Hr. Storknockel frøs til stedet. Var det virkeligt sandt?
Så kom jubelskrigene.

Dørene åbnede fra husene og lejlighederne omkring ham. Borgere af begge køn, unge som gamle, løb ud på vejen og krammede hverandre. Didrik Storknockel blev væltet om kuld af lavinen af mennesker.
“Av, av, av!” jamrede han under de dansende fødder.
Der blev piftet, der blev sunget, der var fest. Flaget blev hejst over alt.
“Kom alle mand! Vi skal have en bid af kagen,” hujede en herre i mængden.
Af sted det gik.
Det danske folk styrtede mod pornobutikkerne, der i samme nu skød op overalt med blinkende neonskilte.
“Nøgne damer ad libitum… også til den herre på jorden,” råbte en ung kåd mand. Han greb Didrik Storknockel i kraven og trak ham op på benene.
“Jeg har ikke tid til den slags – jeg skal nyde den friske luft og naturen,” stønnede Didrik.
“Frisk luft kan vente,” hylede de andre. “Nu gælder det patter på papir.”
De greb den gamle nordvestjyde og førte ham gennem byen mod den nærmeste pornokiosk.
“Så slip mig dog. Jeg er for gammel til det stads!” Han prøvede at kæmpe imod, men det var umuligt.
“Man bliver aldrig for gammel til den slags,” svarede folkemængden.
Hr. Storknockel blev skubbet hen foran skranken i den erotiske bladforretning.
“Nøgenhed til os alle, især til den gamle mand!”
Didrik Storknockel var godt tvær over at blive tvunget med, men da han så det brede udvalg fik han alligevel et stort liderligt smil på læberne.
“I har ret mine venner. Man bliver aldrig for gammel til den slags.”
Dette var dagen Didrik Storknockel tegnede et livslangt abonnement på fjorten forskellige pornografiske magasiner.

Addendum: Efter hr. Storknockels alt for tidlige død i 1991 blev hans omfattende samling af magasiner bortkørt i plomberet lastvehikel og solgt på et loppemarked i Holstebro. “Hver en stump blev fjernet. Resten af familien har aldrig brudt sig om den slags,” udtaler bibliotekarens barnebarn, dildodemonstratrice Yulla Storknockel, Vester Usseldrup.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kunstnyt: Storværk genfundet

Skriv et svar

Et af kunstmaleren S. Incest-Hanssons storværker er dukket frem fra glemslen, fundet på loftet over bolsmand Hassans gedestald, Vester Klamhuse. Vor kunstekspert, dr.phil. Jeremias Eisenkugel-Eriksen, medgiver værket denne kommentar:

Vi ser her et godt eksempel fra en af Blodhavn strandmalernes præ-rafaelitter, Sofus Incest-Hansson. Dem malede han omtrent 15 af om dagen, og solgte dem til hvad der dengang svarede til to flasker kirsebærvin, hans hovedernæringskilde.

Den eneste forskel på de ellers identiske værker var taleboblen. Jeg har 213 malerier i min besiddelse, og teksten går fra “Nei, kiere Söster, denne er hans Finger”, over “Kiere Söster, din Fader kan du vise alt”, til “Fader Tycke, hendes Kjole er elegantere end Deres.”

Som det tydeligt fremgår, var Hr. Incest-Hansson’s vid som følge af hans blandede svensk-holstebroske afstamning ikke på højde med hans kunstneriske og kompositoriske evner, og han kunne derfor se frem til en krank skæbne i nød og elendighed, omend hans af de mange timer på Blodhavn Nordstrand opnåede solbrændthed og saltlage var beundret af alle.

En sen aften forvirrede han sig dog ombord på et skib som samlede folk op til en af de letbevæbnede sommer- og weekendrejser langs den engelske kyst, og det lykkedes dem at glemme ham derovre.

Dér fandtes ikke kirsebærvin, og han måtte ty til at spise opium i stedet. Dette i forbindelse med at han på grund af manglende engelskkundskaber – det vedlagte billede er undersat af Google – måtte opgive taleboblen, var startskuddet til en ny æra i engelsk posteriorlism og den deraf afledte harems- og salonkunst, og hans malerier handles nu til millionbeløb i Orientens seraglioer.

Redaktionel efterskrift: Billedet sendes snarligst på auktion hos Bruunvare-Rasmussen, København, og hr. bolsmand Hassan (finderen) er af Den Knockelske Kulturfond tildelt en dusør på kr. 1,91 samt nogle stimulerende årstidslussinger.

SE OGSÅ:

Stolt og rank opvisning af 50 vinterblottere

Skriv et svar

Omkring 50 af Usseldrup-egnens aktive blottere mødtes i går klokken 07.31 til et fire-timers friluftsstævne på Blodhavn Strand. De dystede på vertikal udholdenhed, og i bidende vestenvind demonstrerede de, at der stadig er rank mandighed at mønstre blandt vore yngre medborgere.

Favorit var sidste års vinder, tromlefører Onan Frederiksen, men han måtte denne gang dele Albert Knockels mindepræmie (sponsoreret af Klamhuse Gummivarefabrik) med skibsfører P. Swakob-Svendsen, som trods sine kun 19 år er en dreven og teknisk velfunderet blotter. Mange kender ham og hans åbne matrosbukser fra Strandpromenaden og Afrikakajen i Blodhavn.

Egnens nyvalgte skønhedsdronning Plea Pheber præsiderede over dommerkomiteen og hængte medaljer på de stadig blottede vindere, der undervejs var blevet stimuleret med rygende varm kødsuppe og et besøg af Husmoderforeningens masturbatricekorps.

Det tusindtallige publikum stod opmarcheret i ranke, snorlige rækker og forholdt sig respektfuldt tavst, indtil Louis B. Knockel straks efter klokken 11.31 fløjtede stævnet af.

SE OGSÅ:

Værtshusprygl til Stenlille-Pøbelen

Skriv et svar

Bedste, højtærede og meget beundrede herr Redacteur Knockel.

Man henvender sig ydmygst, includerende de bedste og meest hjertelige Hilsener til Deres ærede Familie, Husholdning og saagar Kjælderpersonel.

Ikke, at mit Anliggende paa nogen Maade skulde kunne afficere Dem, i deres utrættelige Stræben efter, at opretholde god Skik, Orden og Sædedelighed i det Område, hvor Almagten nu engang har skjænket Dem den Gave, at være den ubestridte Foregangsmand.

Mit Anliggende er egentligt ikke et saadant, men snarere en simpel Betragtning over, og Referentz af, hvad heer til Aften forefandt sig i mit Hjemsogn.

Efter at Aftenposten havde passeret vort Sted, var ingen betydendende Post lagt paa mit Arbejdsbord. Derimod forlød det fra Kjøkkenet, at smudsbladet Sorø Posten havde refereret, at i Holme Olstrup, havde en Gruppe Indvandrere fra Bogø, anstiftet adskillige Brande. Selvsagt læser man ikke selv saadant Smuds, men ved overleveringen fra min Hustru, som havde det fra Kokkepigen, maatte man dog udbryde “Oh Tempera, oh Mores”.

Senere, samme Aften, hvor gode Naboer var forsamlede til et Spil L’hombre, faldt Talen jo på det refererede. Spillet gik i staa under Diskussionen om, hvad dette nu kunne være og brede sig til. Til sidst sagde een af de yngre Deltagere; “Jeg kan ikke capere mere; nu gaar jeg paa Værtshus”.

“Naa, I gamle, vidste I virkeligt ikke, at der er et Værtshus i Tersløse” sagde Ungersvenden, nok saa frejdigt. Reaktionen var da, at en større Del af Selskabet opfordrede denne Bruushane til, at føre Gjerning frem for Ord.

(Det bør i Parantes tilføjes, at ved bedre Mænds Sammenkomster er man sædvanligvis ubevæbnede, men ved Spadseregangen til, hvad der viste sig at være eet af Herr Schaffreunds Udhuse, stod det klart, at undertegnede var den eeneste, som var forsynet med en Hasselkjæp; “Skræp IX).

Vor Tilsynekomst lagde en vis Dæmper paa Lystigheden, men Frækhed har, som bekjendt, ingen Grændser. Man tillod sig, i den Stemning af Beruselse, som klart var fremherskende, at fremsætte Bemærkninger om vore Evner som Arbejdsgivere, om vore Evner til at opfostre vore Børen, og om vor Forstaaelse, anbelangende Samfundet omkring os.

Saadant var naturgivent, ikke taaleligt. Som den eneste, der ved rettidig Omhu havde medbragt min vel svirpende Hasselkjæp (Skræp IX) maatte jeg, gjerne, omend nødigt, være den, der ryddede Localiteten.

På Plankevæggen var ophængt Billeder af “Kromutter”´s afdøde Mopse. Paa andre Vægge vare ophængte Contrafeier af afdøde og endnu levende oprørske Elementer af den indvandrede Underclasse fra Nabosognet Steenlille.

Omend vi her paa Stedet hædrer vor Slægt, maa vi erkjende, at vore Fædre gjorde Fejl i, at tillade, at disse forvanskede Mennesker fra Steenlille, fik Permission til, at krydse Sognegrænsen. Og oven i Kjøbet fik tilladelse til, at avle ufortrødent.

Saafremt Tendenser og Praxis fra Holme-Olstup skulle brede sig hertil, kan vi kke være sikre paa, at Hasselkjæppen vil udgjøre et tilstrækkeligt Værn, men vi maa saa finde andre Remedier frem.

Med de bedste Hilsener herfra, til Dem og hele Deres Husholdning samt Kjælderpersonel fra

v. Münchaus

SE OGSÅ:

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Kalenderblad 15: Det Herrens år 1802

Kalenderblad 16: Det Herrens år 1808

Kalenderblad 17: Det Herrens år 1849

Kalenderblad 18: Det Herrens år 1864

Kalenderblad 19: Det Herrens år 1917

Kalenderblad 21: Det Herrens år 1933

Kalenderblad 23: Det Herrens år 1969

Kunstnyt: Storværk genfundet

Stolt og rank opvisning af 50 vinterblottere

Værtshusprygl til Stenlille-Pøbelen