Det er i en chokeret Tilstand man erfarer, at De, min højt skattede Ven, er blevet udelukket fra at ytre Dem. Dog kan det vel være en Trøst, at Udelukkelsen, Knægtelsen af Deres Ytringsfrihed, fra en underlødig, offentligt forsørget falleret Bladsmørers Side sker fra dette misliebige naivt liberalistiske 180 Grader.
Kun Deres utrættelige Omsorg for Ret, Pligt, Utøj over Hegnet samt Deres vedvarende Opfordringer til Orden, Disciplin og Tugtelse har hidindtil gjort nævnte Publication nogenledes læseværdigt. Man agter fremover, at eliminere dette Skrift fra listen over ønskværdige Publicationer.
Men, bedste Ven: Vær paa Vagt naar De aabner Døren for Postbudet. Vor rødjakkede Ven er maaske ikke saa troskyldig som han ser ud. Jeg kan blot anbefale, at De er tilstrækkeligt ekviperet og udrustet, naar fremmede melder sig ved Døren.
Det er mig en stor Glæde og nu igjen daglig Tilfredsstillelse, atter at kunne læse Nørre Usseldrup Dagblad.
Vi er mange der gjerne vil overbringe vor Tak til Dem og til Deres uegennyttige Hjælpere igjennem den forgangne, svære Periode. Særligt den af Dem anførte Herr Nidding Halunk, som aabenbart har bidraget i betydningsfuldt Omfang, til at faa Orden paa de sammenblandede Typer og til at faa Sættekasserne bragt tilbage til fordums Orden.
De bedste Hilsener og Ønsker her fra mit Jydske Exil, sender Deres yderst forbundne, til Dem, Husholdning, administrativt og Kjælderpersonel
(sign.) Severin von Münchhaus
Vi har her i Tersløse Sogn, tillige med fjerntliggende andre Sogne, paa det seneste, følt os noget harrasseret af en Flok Fiskere ved Storebæltskysten. Af angivelig Mangel paa Fisk har de kastet sig over en ny og indbringende Næringsvej: Pirateri.
Naar det svedigt frembragte Udbytte fra Slammosen befordres til videre forarbejdning i Blodhavn Slam-og Fækalieforbedringsaccessori, opsnappes alt for hyppigt de Skuder, som er lastede med denne kostelige Raavare. Piraterne paastaar oven i kjøbet, at de har lovligt Caperbrev fra Corsør Commune!
Imidlertid vil vi herfra, ikke finde os i saadan utilbørlig Omgang med vore nedarvede, og med store Anstrængerser udvundne Goder. Det siges, at disse Storebæltspirater blot indleverer det kaprede til Kjødfoderfabrikken i Gørlev. Og endda til spotpris!
Vred og lettere echaufferet maatte jeg da ty til en gammel Bekjendt. En Admiral (pens) Munthe v Stern und Agder, med hvem jeg havde den Fornøjelse at tjene i den KK Östig-Ungarske Flaade i de heroiske Aar 1916-1918.
Munthe, ogsaa kaldet ”Strammermax” tøvede, for gammel Venskabs Skyld ikke længe, men fik udvirket, at en betragtelig operativ Enhed hastigt blev sendt til de kritiske Positioner omkring Musholm. Reersøe, Asnæs og Røsnæs, hvor de gjennem Anvendelse af svært Artilleri, Torpedoer og Dybdebomber hurtigt fik gjort kaal paa dette utilladelige og højst skadelige Pirater
Blandt Vragresterne efter den første Indsats, var til stor Overraskelse, krumme Flader af Krydsfiner, ligesom adskillige døde Canariefugle drev i Overfladen. Kunne Storsognets stolte Ubaad, ”Den brune Delfin”, ved denne Lejlighed have mødt sin utilsigtede Skjæbne?
Efter min udtrykkelige Ordre patruljeres Fundstedet de næste 72 Timer, for om muligt at bjærge den medførte, berømte Masturbatrice Musse Busk, og helst i live. Skulle frivillige, af Veneration for Besætningen paa ”Den brune Delfin” ønske at deltage i Eftersøgningen, var Positionen 55.38 N 10.59E
Hvad angaar Piraterne, maa de tage Skade for Hjemgæld. Deres erobrede Gods gik desværre tabt under den effective Canonade, men i Forretningslivet forkommer jo baade Gevindst og Tab.
Desuden er vi her i Sognet ikke fremmede for den traditionelle Tractering af Pirater. Gandske vist har vi ingen Storraa, men et til Lejligheden forfærdiget Stavær kunne vel gjøre Fyldest.
Det er vort Haab, at vi hermed, og med uvurderlig Hjælp udefra, nu har hindret og fremover forbygget yderligere Piraterier, Capergjerninger og simpelt Tyveri af vore og tilsvarende Sognes kostbare Skibslaster. Desuden tror vi hermed, at have indgivet de overlevende formastelige et godt Indtryk af, hvad opretholdelse af stram og haandfast Disciplin kan indebære.
Med indrykningen af denne lødige, samfundsbelærende reportage byder vi avisens mangeårige særligt betroede korrespondent, hr. Severin von Münchhaus, velkommen tilbage. Til hans brug er en marinestue med spytbakke, cigarkasse og romtønde indrettet på bladhusets 14. etage.
Mange flere af hr. von Münchhaus’ vægtige bidrag vil blive indrykket i ugerne og månederne, der kommer, ligesom hans slægtshistorie og sømilitære selvbiografi atter vil blive gjort tilgængelige.
Lussinger har alle dage været sunde for krop og sjæl, men i det sidste døgn er flere borgere eksploderet under lussering. Det viser sig, at de uhyggelige eksplosionslussinger alle er opstået ved brug af en klæbrig lussingsmøreolie, der kunne købes af en omrejsende kræmmer, Bertil Minefeldt, for kr. 1,50 pr. flaske.
Den omtalte håndolie skulle to gange dagligt påsmøres håndoverfladen. Formålet var at forbedre slagstyrken og kvaliteten af de afgivne lussinger, men virkningen har vist sig at være en helt anden. Uddeles der lussinger med produktet påsmurt, vil lussator og lussant eksplodere i samme øjeblik hånd og kind mødes. Alt i en radius af to meter vil blive sprængt til ukendelighed.
– Har man påsmurt produktet på håndfladen skal man straks lægge hænderne i blød i letsaltet vand i en time og derefter påsmøre muldyrgødning for at fjerne alle spor af den livsfarlige håndolie, lyder det fra lussingeksperter.
Raske unge fra lussingkorpset vil de følgende dage køre rundt med kærre og indsamle de farlige produkter fra sognehjemmene. Når dette er gjort, vil alle flasker blive bortsprængt sammen med kræmmer Bertil Minefeldt.
Med indrykning af denne lødige reportage byder vi folkeoplysningens højt begavede unge ven,hr. Baryl Nidding Halunk, velkommen tilbage i den genrejste avis.
Den 91-årige drengeorganisationsfrontkæmper L.K. Schnotthans (afmærket med gul oval) får nu det tunge kørende skyts, som han og kammeraterne har samlet sammen til siden 1946.
Landsdelens og måske verdens ældste dreng, 91-årige Ludmand K. Schnotthans, formand for Nordvestjysk Drengedisciplinforbund siden stiftelsen i 1934, får nu efter årtiers marcherende og cyklende indsats sit eget tunge, motoriserede kampvehikel, som han, når det tidlige forår banker på, kan sætte ind mod sæsonens første turister.
Allerede kort efter Anden Verdenskrig forstod Ludmand og hans kammerater, at der var behov for moderne udstyr til nedkæmpelse af uønskede tendenser og aktiviteter blandt egnens gæster. En indsamling blev sat i gang, og ved forbundets 75-års jubilæumsfest i går fik Ludmand Schnotthans overrakt startkablet til et kæmpestort, kampklart disciplineringsvehikel.
Kampvognen har to måder at operere på: Dels kan den sende en stråle af omrørt, 55 grader varm fækaliemasse mod udvalgte mål, dels spreder den under kørslen en advarende regn af gylle ud over turistbefængte områder i ca. 200 meters omkreds.
Det terrængående køretøj er udviklet af bulgarske ingeniører og forventes at
kunne holde op til 6000 turister under kontrol døgnet rundt.
– Nu mangler vi kun de nødvendige driftsressourcer, sagde L. K. Schnotthans, da han i feststemning besteg jubilæumsgaven og skrævede over den indbyggede gylletank. – Men også disse vil kammeratskabet tilvejebringe i rigelige, dampende friske mængder. Lad mig straks vise et godt eksempel.
Jubelen gjalder i disse døgn vidt og bredt hen over Nordvestjylland. Ranke og syngende landproletarer vandrer i taktfast festprocession over markerne, oldinge og krøblinge bliver stablet op ad husmurene, så de kan juble med, og vore yngre, avlsduelige kvindfolk danser på bare fødder og med udslået hår. Anledning: At vort lokale dagblad omsider er genopstået.
Som mange vil have bemærket, blev Nørre Usseldrup Folkeblad og de øvrige, dermed amalgamerede nordvestjyske folkeoplysende publikationer ramt af et teknisk totalnedbrud hen mod slutningen af 2012. At vi nu ser en delvis genopbygget avis, skyldes uvurderlig bistand fra en af vore højt begavede venner og medarbejdere, som snart vil træde frem for offentligheden og modtage den hæder og lovprisning, han i så rigt mål har fortjent.
Der bliver dog ikke gjort ekstern propaganda for avisen, før den har fundet en mere fuldkommen form, og adskilligt mere indhold er tilføjet, herunder flere korrespondancer fra stjernemedarbejdere som hr. Baryl Nidding Halunk og hr. Severin von Münchhaus.
Vort bladhus summer af muntert liv, og man hører på alle etager klaskene fra hundredevis af stimulerende arbejdslussinger. Folkeoplysningen står atter i blomst, og vore modstandere i Holstebro og andre socialistisk dominerede metropoler vil lide nederlag såvel påden åndelige slagmark som i de nødvendige opgør, der udkæmpes med fækaliekanoner, lussinger og byger af hasselkæppeslag.
Den senere tids uhyggelige eksempler på husdyrulydighed i vore nordvestjyske hjemsogne synes nu omsider overvundet, og midlerne var af den velkendte slags: Hårdhændet kropslig og mental disciplin.
Krematoriebestyrer J. Skambusch kan glæde sig over, at hans tjenestehund Karo nu rydder op efter sig, overalt hvor den færdes.
– Til min store glæde ser jeg, at såvel familiedyr som de indvandrende arter er på vej tilbage mod en naturlig tilstand af lydighed og tjenstvillighed, udtaler Louis B. Knockel, der har støttet disciplineringskampagnen med flere tusinde kropslussinger og hasselkæppeslag.
Også velhaverfamiliernes fastansatte underholdningsaber lystrer atter enhver rimelig ordre.
– Situationen er klart vendt til det bedre, udtaler redaktør Knockel. – Og jeg kan garantere, at de indhøstede disciplinære erfaringer vil blive bragt i anvendelse uden skånsel, når årets første turister indfinder sig.
Opmærksomme læsere af vor nordvestjyske folkepresse vil have bemærket visse nylige ændringer i bladenes udseende. Dette, såvel som en igangværende modernisering af indholdet, hænger sammen med en dramatisk foryngelse og forstærkning af den redaktionelle ledelse.
Tiltrådt som ny eksekverende medredaktør er cand.philos & phallos Jalbert Bänno, søn af fækalieforvalter Hubert Bänno (1879-1981) og dennes hustru, certificeret puddelfrisør Bibbi Bänno (f. 1965).
– Jalbert Bänno har allerede nu gjort en stor frivillig indsats, når det gælder nordvestjysk friluftsmasturbation og turistlussering, udtaler avisens mangeårige redaktør, Louis B. Knockel. – Som medredaktør vil han i særdeleshed beskæftige sig med de mest aktuelle emner: Muhammedanere, hesteslagtning og afføringskvalitet.
Unge Bänno har gennemgået en intensiv tre-ugers universitetsuddannelse i Roskilde, Nørre Usseldrup og (pr. korrespondance) Riyadh, Saudi Arabien. Han er tiltrådt sin stilling og har fået kontor til højre for styrtlatrinen på bladhusets 11. etage.
De vidtgående studier har på ingen måde forvandlet unge Jalbert til en dødbider. Stimuleret af hestepilsner og tangcigarer opretholder han et smittende humør 23 timer i døgnet.
Herunder ses hans søstre, Irmgard og Hermina Bänno, der samtidig med Jalberts tiltrædelse er indsat i betroede stillinger som kaffe- og brunkageansvarlige på bladhusets chefetager.
Reportage og nekrolog: Crass Børsting Foto: Kyx Family Foundation m.fl.
Kalle P. Kyx, en af Nordvestjyllands førende folkedigtere og komponister, meldes død i en alder af 139 år, fem måneder, 11 dage og syv en halv time.
Sorg og medfølelse var mærkbar overalt i hjemsognene, da det uventede dødsfald blev bekendtgjort fra Klamhuse Festkrematoriums udråbstårn. Ganske vist er det mange år siden, at nogen har set digteren i bevægelse eller kommunikeret med ham på nogen måde, men hans sange og viser lever overalt, hvor nordvestjyder træffer sammen for at udveksle lussinger, dyrke masturbationsidræt eller inspicere det seneste døgns kollektive fækaliepræstationer.
Strofer som “Brun er døgnets høst, knug den mod dit bryst” og “Kom, sig goddag til Kalle, han la’r en lussing knalde” vil for evigt minde os om den arv af munter og folkelig visdom, Kalle Kyx efterlader.
Kalle var ældste søn af landsnedker, senere hundehusfabrikant Lupus Kyx-Kräuterwaffel, Klamhuse Vestermark. Allerede som tre-årig udviste han musikalsk interesse, og efter nogle få timer ved klaveret blev han anbragt som plejebarn hos kapelmester Harding Æ. Prügelwaffel, Blodhøj.
Her gjorde han karriere i de følgende næsten 100 år, indtil orkesteret blev tvangsopløst og et flertal af musikerne udvist til Holstebro. På dette tidspunkt havde Kyx dog for længst slået sit navn fast som viseforfatter og forsanger ved folkelige begivenheder, og han kunne derfor blive i barndomshjemmet. Storsognerådet tildelte ham en årlig hæderspension på kr. 14,39, senere pristalsreguleret til kr. 16,11 samt en pose granuleret kødfoder.
Kalle Kyx levede i et lykkeligt og trofast parforhold med fru Kylle Eurabia Kyx-Plauderwaffel, der delte hans kunstneriske interesser og var en habil stepdanser. Efter fruens alt for tidlige død som 104-årig omgav han sig med selskabskalkuner og andre betroede husdyr, hvoraf flere lærte at spille jødeharpe.
Dødsfaldet indtraf, da den gamle digter for første gang nogensinde havde søgt lægehjælp. Han led af tørhed i svælget og sad i venteværelset hos naturlægen, homosociopat Haburi Landkrave, Nørre Usseldrup, som pludselig hørte en knagende lyd derude fra. – Det var som et hustag, der styrtede sammen.
Naturlægen viklede den gamle mand ud af digterfrakken, og det viste sig, at hans torso var flækket bagtil, og at den i øvrigt var så godt som tom. – Han var simpelthen knastør, udtalte dr. Landkrave efter at have foretaget en hastig obduktion og sammenfejning af resterne.
I overensstemmelse med Kalle Kyx’ nøjsomme livsprincipper besluttede familien at bortspare den bekostelige kremering i Klamhuse og brændte i stedet liget udendørs ved hjælp af et lager af æselgødning, importeret fra Grækenland i 1944 og for nylig erklæret uegnet til menneskeføde. Bålet samlede hundreder af syngende nordvestjyder og flammede mange meter i vejret, men var overstået på få minutter.
Louis B. Knockel dirigerede fællessangen og lovede højtideligt at tage hånd om de efterladte kalkuner såvel som det kyxske løsøre. – Ikke en krumme skal gå til spilde, udtalte han, mens han med trøstende lussinger sendte den vemodige landpøbel hjemad.
