Knaldroman for skinger solist og råbekor

Solist:
Pippi var et dejligt barn,
vokset op i snavs og skarn
Kor:
Snavs og skarn, snavs og skarn

Solist:
Pippis far var bums, desværre,
hendes mor var meget værre
Kor:
Meget værre, meget værre

Solist:
Pippi drømte om en kjole,
hun kunne gå i efter skole
Kor:
Efter skole, efter skole

Solist:
Men en kjole koster penge,
og hun havde ventet længe
Kor:
Ventet længe, ventet længe

Solist:
Pippi tog til Holstebro,
det er farligt, kan du tro
Kor:
Kan du tro, kan du tro

Solist:
Pippi købte på kredit,
alt blev skrevet sort på hvidt
Kor:
Sort på hvidt, sort på hvidt

Solist:
Hendes gæld plus renters rente
ville kongens foged hente
Kor:
Foged hente, foged hente

Solist:
Iført tøjet rødt og smukt
var vor Pippi nu på flugt
Kor:
Nu på flugt, nu på flugt

Solist:
Kan jeg leve, kan jeg bo
mellem folk i Holstebro?
Kor:
Holstebro, Holstebro

Solist:
Svaret var et jernhårdt nej,
her er ingen plads til dig
Kor:
Plads til dig, plads til dig

Solist:
Bidt af lopper, bidt af myrer,
bidt af renter og gebyrer
Kor:
Og gebyrer, og gebyrer

Solist:
Stor var Pippis nød og kval,
så hun sprang fra sjette sal
Kor:
Sjette sal, sjette sal

Solist:
Denne slutning er normal,
vil du leve, så betal
Kor:
Så betal, så betal

Solist:
Hund og abe, elefant
lever også pr. kontant
Kor:
Pr. kontant, pr. kontant

Solist:
Pippi traf det gale valg,
faldet endte med et knald
Kor:
Med et knald, med et knald

Solist:
Nu er sidste vers leveret,
Pippi død og fluks kremeret
Kor:
Fluks kremeret, fluks kremeret

Solist og kor:
Fluks kremeret, fluks kremeret, fluks kremeret

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical i samarbejde med Bent Fabricius-Bjerre eller Andrew Lloyd Webber, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Patienten lagde sig forsigtigt på Briksen. Det var en tirsdag i november.
“Har De Nerver til at fortsætte,” Dr. Prostata betragtede sin Klient gennem Hornuglebrillerne.
“Ja,” sagde hr. Rackelpot bestemt. “Min Beretning må frem i Lyset. Alle må have Besked, og jeg ved, at jeg kan betro mig til Dem. De er en sand Ven.”
“Godt.” Den sagkyndige Herre i Kitlen tog sin Notesbog frem og lænede sig tilbage i Stolen. “De var altså blevet efterladt i Jøderup Mose grundet en udsædvanlig festlig Polterabend?”
“Netop, Doktor. Jeg befandt mig i Ingenmandsland uden Kompas, uden Proviant, uden noget som helst. Der var kun mig alene og … Kræet!” Hr. Rackelpot rystede og stirrede som en vanvittig på sin trofaste Psykoanalytiker.
“Kræet? Hvilket Kræ?” Dr. Prostata rynkede Brynene.
“Det var ikke blot en Jærv, en arrig Kalkun eller en Honninggrævling fra den afrikanske Savanne. Næ, dem kunne jeg have klaret med et enkelt Slag i Nakken. Den virkelige Fjende var et vederstyggeligt Dyr. Kratluskeren. En skællet Gigant med sylespidse Tænder i alle Kropsåbninger. Jeg havde løbet 14 Timer gennem den barske Natur, da jeg stødte på Kratluskeren. Den tykke Hale stak ud af et Buskads. Den ventede på mig. Jeg fandt snart ud af, at den ikke ville fortære mit Legeme. Det var åbenbart for let. Skabningen var udelukkende interesseret i at ydmyge mig. Den slugte mit Tøj og gav mig ubarmhjertigt haarde Lussinger med Halen. Den jagtede mig gennem, Mosen medens den gav mig den ene Halelussing efter den anden. Da jeg endelig nåede ud i det Fri, var jeg overdisciplineret, tilsmudset og nøgen. Det var et Under, at jeg nåede frem til Bryllupsceremonien i tide. Jeg nåede end ikke at klæde mig på, da Provsten havde en stram Tidsplan den Dag og ikke ville vente mere. Undertegnede måtte gennemgå Seancen kun iført Træsko.”
“Har De set Kræet siden?”
“Slet ikke, og jeg agter ikke at lede efter det.”
“Har De i sinde at hævne dem på Kratluskeren med en Muskedonner og hænge dens Hoved over Pejsen?”
“Ingenlunde …” Hr. Rackelpot rejste sig op og smilede. “Når jeg tænker over det, var jeg aldrig sluppet ud af Jøderup Mose tids nok til mit Bryllup, hvis det ikke havde været for Uhyret.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Agent Rusk Petersen tændte en smøg, mens han betragtede kalkunerne besørge voldsomt og synkront. Der var fare på færde.
Fuglene var hans venner. Solide samarbejdspartnere. Diarre var deres måde at råbe vagt i gevær på.
“Jeg må for alt i verden ikke forlade kalkunhuset…” Han pulsede på cigaretten. “I hvert fald ikke i øjeblikket.”
Han var på en hemmelig mission:
“Stop professor Tordenborg, alias Tudsen,” lød ordren. Det virkede simpelt, men det var langt fra en let opgave.
“Hallo, mister?” lød det gebrokkent uden for det lille træhus.
Han listede frem til døren og åbnede den en anelse.
Det var to japanske turister med fotografiapparater.
“We taking picture of you?”
Agent Rusk mærkede sine narcissistiske tendenser blusse op som balstyriske flammer. Dette var et fristende tilbud, men var det en god idé?
Turisterne smilede ivrigt.
“We big fans!”
“Really?” Rusk flåede døren op, så brædderne og hængslerne beklagede sig. Endelig nogen, der satte pris på hans bedrifter. Sande fans fortjente at fotografere hans person, til deres fingre blev ømme.
“To dark in here. Outside better!” råbte turisterne bestemt.
“Okay.” Agenten rettede på slipset og strøg håret tilbage. Han trådte stolt ud af døren og poserede energisk foran turisterne.
I det samme sprang en korpulent herre frem fra sit skjul bag en folkevogn. Tudsen.
Før Rusk vidste af det, var han omringet af banditter.
“Åh, De faldt for det gamle japanertrick,” grinede prof. Tordenborg.
“Pokkers!” brummede agent Rusk ærgerligt. “Det var det første, de advarede mig imod på agentskolen. Hvordan kunne jeg være så tåbelig?”
“Flot arbejde, drenge.” Tudsen rakte sin bolsjedåse frem mod turisterne. “Her er lidt mundgodt for jeres indsats!”
Udlændingene tog et bolsje hver og stak af.
Rusk Petersen så sammenbidt ud. Belusket og sat til skue.
En letpåklædt kvinde dansende ind i cirklen til ham, svingede med en rød gummihynde.
Tudsen grinede fjoget.
“Dette er Helga,” sagde han, mens han stoppede en blodkaramel i munden. “Er De rede til en parringsdans med døden?”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

– Vi sælger hele lortet for en krone. Jamal får 33 øre og måske et par knastørre restfækalier, hvis han selv gider samle dem op fra bunden af siloen. Ha ha!

Brødrene Harding og Hassan Pluffert sad ved bordet og diskuterede arven efter deres fader, Jolbert Svengali Pluffert, der som 101-årig var afgået ved en alt for tidlig død efter næsten ni succesrige årtier i fækaliebranchen.

Fader Jolbert havde skabt den omfattende familievirksomhed, der i dag var kendt som Pluffert Brownware International, med en aldrig svigtende sans for økonomi og effektivitet. Verden over blev han beundret som manden, der først introducerede eksplosive tørvalsede humanfækalier på spøg-og-skæmt-markedet.

– Vi gør det, sagde Hassan. – Alle værdierne er kørt ud af firmaet, og lille broder Jamal, der ikke er god til andet end at spille mandolin og penis, må leve videre på de 33 øre, der bliver til ham.

Hassan smilede selvtilfreds og ville rejse sig, men han tumlede forover og ramte gulvet. En løkke var viklet om hans fod. Storebroder Harding spærrede skrækslagen øjnene op. 

– Ha ha, I slamberter, nu får I, hvad I har fortjent!

Frem fra sit skjul under den gulvlange borddug kom Jamal Pluffert. Han piftede i fingrene, og en syndflod af brun pladdermasse væltede ind i rummet.

Jamal kastede sig baglæns ud af vinduet og landede på den græsplæne, der omgav familiefirmaets fækaliesilo.

Tonsvis af den fælles formue pladrede ind i rummet, hvor de skurkagtige ældre brødre havde holdt møde. Kontorer og kontrolrum brød sammen, og Jamal kunne se de to slamberter sejle i bedøvet og mørbanket tilstand på en dampende brun flodbølge ned mod Blodhavn strand.

Jamal trak kasketten frem i panden, og mens han vandrede ad sognevejen op mod Klamhuse, sang han ”Er du dus med himlens fugle, og skovens grønne træer…”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Det eneste, han ønskede, var blot en enkelt lur,
men alle de forstyrrelser var en tortur.

Nogen slog på døren med store tordenslag,
hr. Krage blev jo bitter og fik mindsket velbehag.

En dørsælger stod der, den første gang det bankede,
han smilede med sin kuffert, og ryggen kækt han rankede.

“Køb dit, køb dat. De kan da få billigt.”
“Skrup af, og lad det gå lidt villigt!”

Anden gang det buldrede, var en ganske anden sag,
Pantefogden maste på og sagde slesk goddag.

“De skylder mange penge.
Har ventet alt for længe.”

“Hvad rager det mig, forsvind,
før en lussing farver Deres kind!”

Tredje gang er lykkens gang – men ikke for hr. Krage.
Det var svigermor. Hende ku’ han godt nok ikk’ fordrage

“Du er skuffende, Herbert, for vort familieliv.”
“Hvor vover du at komme her, dit gamle skidestativ!”

Hr. Krage gik i værkstedet, arrig som et dyr,
fandt en samling ragelse — han var en snedig fyr.

Næste dag kom alle plagerne tilbage,
men nu mødte de en forberedt hr, Krage.

Ved middagstid han rev døren op i hast
og gav sælgeren en på skrinet, den lille fusentast.

På den næste gæst hr. Krage brugte selvsamme metode.
Redskabslussinger var disciplin til den sleske pantefoged.

Herbert Krage sad nu spændt på lur,
så svigermor ku’ få en velfortjent tur.

Smæk, smæk,
klask, gå væk!

Han havde fundet et argument,
der var djævelsk kompetent.

Ja, han havde en kur
og kunne ta’ en lur.

Lussing med et fjedrende redskab
blev den plagede mands beredskab.

Lussing, lussing, smask og sproing,
og så er det ikk’ engang løgn.

(Denne versificerede knaldroman er indtelegraferet af vor rigt begavede unge ven, hr. Baryl Nidding Halunk. Se alle hans lødige korrespondancer her.)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24