Kapitel 1

Det var en mørk og sjaskvåd aften. Juleaften. Overalt i Nordvestjylland pladrede det ned fra tunge dyner af blåsorte skyer.

– Hvad gør vi? spurgte Ludhild Y. Knockel. – Hvordan redder vi julen?

Hendes ranke, 98-årige oldefar svarede med en svirpende lussing.

– Sådan gør vi! bjæffede han. – Sådan gjorde vi i min barndom, sådan gjorde vi under krigen, sådan gør vi til alle tider.

Han trak barnet med ud på Stationsvej i Nørre Usseldrup, hvor hundreder af våde landproletarer stod opmarcheret i snorlige rækker.

Klask. Klask-klask-klask. Klasklediklask-klask-klask-dask. Velrettede kaskadelussinger varmede kinderne på de tavse, strunkt smilende proletarer. Årets julelussingparade fik det samme værdige forløb som altid.

Kapitel 2

Oldebarnet sad nu ved Louis’ side og søbede om kap med ham af den boblende gryde med Knockelfamiliens traditionelle røde juleflæskesuppe. Omkring bordet havde de selskab af familie, personale, tyende og stuelevende tamdyr – en halv snes snøftende husgrise og brægende avlsgeder – samt tre særligt inviterede hædersgæster: Hr. Baryl Nidding Halunk, hr. Eberhard Stürwolt og hr. Severin von Münchhaus.

– Se godt på disse mænd, sagde Louis til lille Ludhild. – Takket være dem kan du forvente en tryg, gennemdisciplineret fremtid. Avisen vil blomstre, og familieformuen vil, når jeg om 20-30 år falder bort, formentlig overstige 200 kroner.

Unge Halunk rettede på studenterhuen og sendte barnet et genert smil. Hr. von Münchhaus hævede bægeret med blå drikkepetroleum til endnu en skål, og hr. Stürwolt, der som sædvanlig var nøgen, greb den münchhauske hasselkæp og tildelte sin ryg nogle syngende slag.

Louis klappede oldebarnets ferskenkind. – Med onkler som disse har du intet at frygte, sagde han. – Spring nu efter en kasse tangcigarer, min snut!

Snart efter røg alle, Ludhild inklusive. Dunken med drikkepetroleum gik atter bordet rundt. Stemningen steg.

Kapitel 3

– Vi er på vej fremad! proklamerede Louis med den dybe, knirkende stemme, som venner og fjender havde lært at respektere. – Jeg har store forventninger til det kommende år. Efter denne julekalenders bragende succes vil mindst én af vore skribenter modtage Nordisk Råds litteraturpris. Ligeledes kan vi se frem til en europæisk guldmedalje i spadserende masturbation.

Han rejste sig og gik hen til vinduet. Oldebarnet og de andre fulgte efter. I gården under dem var tusinder af fuldvoksne kamprotter samlet. Lyset fra de knockelske stuer gav genskær i dyrenes kuglerunde, hidsigt stirrende øjne. Lyserødt skummende savl dryppede fra deres skarpe tænder.

– Afgang! råbte Louis. – Derover!

Den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesens palæ lå skråt over gaden. Rotterne satte sig i bevægelse imod det. Som en elektrisk hvæsende flodbølge skyllede de ind gennem palæets frønnede vinduer og mørnede døre.

Louis vendte sig mod familie, husdyr og venner. – Hvad der videre sker – ja, det kan vi snakke om engang i januar, sagde han. – Lalle må stå og falde med sine gerninger. Rotterne er hans domstol. Mere petroleum i bægrene, lad os få den brune festbudding ind til flambering! Skål, alle mine venner!

Forrige kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24