Kategoriarkiv: Kultur

Kalenderblad 11: Det Herrens år 1639

Det var en bagende varm dag i Møgeltønder. Alle i miles omkreds var i brunst, og unge frøken Mippi Koks var ingen undtagelse. Hendes lyster lå dog ikke hos de unge mænd i byen, men ude i naturen.

Hun hoppede glad gennem skoven for at finde noget at befamle. Mippi var i hopla og sang sin parringssang:

“Åh, jeg trænger til et træ,
Bumme-lumme-lum
jeg er elskovssyg i dag.
Bumme-lumme-lum
Jeg vil gnubbe, jeg vil gnide.
Jeg vil hoppe, jeg vil bide.
Jeg er byens dendrofil.
Bumme-lumme-lum
Jeg er byens dendrofil.”

Men just som hun svansede glad af sted snublede hun over noget og landede hårdt på jorden.

“Auv! Hvad var dog det?” udbrød hun overrasket.

Noget skinnende ragede op bag hende. Det var af guld.

Mippi var klar over at hun havde gjort sig en epokegørende opdagelse.

Strax gav hun sig i kast med at grave genstanden fri med sine små fingre. Det ene lag muld efter det andet blev fjernet og snart stod det klart, hvad det var for et artefakt hun havde fundet.

Hvem skulle dog have troet det? Tænk at Mippi Koks, en 16-årig landmandsdatter, ved et tilfælde havde fundet netop denne skat.

“Et sexlegetøj!” jublede hun. “Også endda i guld.”

Hun løftede den buede genstand i vejret og studerede guldhornet nøje.

“Det bliver verdens bedste sommer!” hvinede hun frydefuldt.

Et prægtigt egetræ foran hende fangede pludseligt hendes opmærksomhed. Det var det mest attraktive træ hun nogensinde havde set. Hun måtte forgribe sig på det omgående. Det nyfundne masturbationsinstrument måtte vente. Hun lagde det på jorden. Her kunne det ligge til hun var færdig med egetræet.

1639 ryger

“Nu kommer jeg!” hvinede hun og hev tøjet af. Hun omfavnede egetræet og kyssede og gramsede på stammen. Barken var dejlig ru.

Sådan stod hun i en halv time.

Hun blev brat revet ud af sin dendrofile trance, da flere mænd begyndte at råbe op.

“Det er mit!”

“Næh, du. Det er mit.”

Mippi slap egetræet og drejede om på stedet. Der stod en forsamling af arrige mandspersoner omkring guldhornet. Der var omkring tolv.

Mippi gik i panik. De ville tage den genstand som hun havde fundet. Man kunne da heller ikke have sine ting i fred.

Hun gemte sig bag en særdeles tiltrækkende busk og observerede.

En mand med fuldskæg greb hornet.

“Jeg nupper det. Ha ha!” Han løb ud af skoven. De andre fulgte efter ham med næverne knyttede.

“Kom tilbage, din snylter!”

Mippi skyndte sig efter dem nøgen og bitter:

“Hold jer væk fra mit sexlegetøj,” råbte hun. “Hvad skal jeg ellers hygge mig med om natten?”

De løb ud af skoven og endte på en roemark. Her blev manden med hornet væltet af de andre elleve herrer. Guldhornet landede et par meter fra ham.

De brølede i munden på hinanden.

“Det er mit!”

“Løgner!”

“Pamper!”

“Jeg så det først.”

Øjeblikket efter var der masseslagsmål. Der blev sparket, der blev slået, der blev spyttet, der blev trampet.

Rygtet spredte sig som en steppebrand. Flere og flere nysgerrige borgere kom forbi for at overvære kampen og heppe. Hver tilskuer blev dog hurtigt involveret i håndgemænget. Kvinder, børn og dyr deltog. Selv præsten var med.

Mippi sneg sig tættere på menneskeklyngen og tog guldhornet.

“Hi hi hi!” Hun løb og løb, men da hun var nået halvvejs hjem fik hun øje på et dragende birketræ. Gevæksten måtte misbruges øjeblikkeligt og sådan var det. Hun lagde atter guldhornet på jorden og sprang op på træet.

Da hun en time senere var færdig med sine eskapader, tændte hun en cigaret.

Hun tabte den ud af munden i samme sekund det gik op for hende, at guldhornet var forsvundet.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 15: Det Herrens år 1802

“Ved du, hvad jeg lige har gjort?” sagde Folmer Plytsmølle, idet han løb ind i huset med en sæk i hånden. Han smækkede døren bag sig og trippede af ren begejstring.
I stolen sad hustruen Häkla Plytsmølle i færd med at strikke sokker. Det var det fjerde par i dag.
“Nej, min kære?” sagde hun fraværende.
Hr. Plytsmølle grinede hysterisk og skubbede et skuffedarium foran hoveddøren som blokade. Han vendte sig om mod sin kone med et sjofelt tandsmil.
“Jeg har stjålet guldhornene.”
“Hvad siger du?” gispede Häkla. Hun smed strikketøjet fra sig og kiggede forbløffet på sin husbond.
Folmer åbnede sækken og tømte den på gulvet.
KLONK … KLONK!
To guldhorn lå midt i dagligstuen.
“Åh, Folmer. Hvad har du nu rodet dig ud i?”

Foto fjernet

 

Häkla anede ikke sine levende råd. Folmer var begyndt at gå hende på nerverne med sin nye hobby. Han kedede sig åbenbart, så han søgte rusen ved tyveri.
Folmer dansede triumferende rundt om tyvegodset som en anden indianer:
“Du troede nok ikke, din mand kunne bryde ind i Det Kongelige Kunstkammer og nole Danmarks nationalsymboler, hva’?”
“Folmer. Er du blevet vanvittig?”
“Nej, jeg er et geni der kan slippe af sted med enhver forbrydelse. Lad os hænge hornene op på væggen ved siden af de andre tyvekoster.”
BANK BANK BANK!
Nogen stod udenfor deres dør. Häkla tænkte det sikkert var naboen fru Scrotum der ville låne en kop sukker.
“Åh, gud. De er kommet efter mig,” vrælede Folmer Plytsmølle. “Folk må have sladret. Hvor jeg dog hader folk! Jeg må flygte…”

Han smed guldhornene tilbage i sækken, sprang frem til vinduet og åbnede det. Med gru kiggede han ned på gaden.
“Hvorfor fanden skulle vi også flytte herop på sjette sal?!”
“Det var dig der ville,” sagde konen tørt. “Jeg ville jo bo på landet, husker du nok.”
“Knyt sylten, kælling,” hvæsede Folmer. “Så hjælp mig dog med at komme ud. Ordensmagten står lige uden for døren. Måske også militæret. Kom med alt vores sengelinned så jeg kan lave et reb.”
Efter ti minutter stod Folmer med et hjemmelavet reb af sengelinned og tæpper. Da rebet ikke var langt nok måtte de også ofre deres tøj, så han og konen stod nu begge uden en trevl på kroppen.
Folmer fastgjorde rebet til vindueskarmen og slyngede det ud. Så kravlede han gennem vinduet.
“Jeg graver guldhornene ned et sted i nærheden. Bagefter går jeg under jorden i en uges tid,” sagde han før han forsvandt.
“Endelig fred,” mumlede Häkla.

Folmer løb hen ad den mørke gade, nøgen og bange for, at lovens lange arm ville pågribe ham. De bare tæer klaskede mod brostenene. Han stønnede af udmattelse, men han blev ved.
Et øjeblik syntes han at høre sirener bag sig, hvilket fik ham til at sætte hastigheden i vejret.
“De får mig ikke. Hverken mig eller hornene… hornene?” Det gik pludselig op for Folmer, at han ikke havde fået sækken med.
“Pokkers!”
Han drejede om på stedet og løb hele vejen tilbage.
Da han nåede frem til bygningen fik han øje på en betjent, der marcherede stille gennem natten med hænderne på ryggen.
“Han ved det er mig,” mumlede Folmer.
Politimanden fik øje på det hjemmegjorte reb der stak ud af vinduet.
“Svineri,” mumlede han. “Det ødelægger jo gadebilledet.”
“I FÅR MIG IKKE!” skreg Folmer.
Han kom løbende med sveden glinsende på den bare krop og leverede en nådesløs knytnæve i den uniformeredes ansigt.
SMACK!
Betjenten faldt bevidstløst om på brostenene.
Folmer løb prustende ind i bygningen og halsede desperat op ad trapperne.
“Militæret er på vej. Jeg kan mærke det!”
Da han kom op på sjette sal bankede han på døren.
“Så luk dog op. Jeg glemte sækken!”
Døren gik op, og der stod den gamle nabo, fru Scrotum. Folmer var gået forkert. Hun hylede da hun fik øje på den svedige nøgne mand i opgangen.
“Hjælp! En voldtægtsforbryder!” Hun slog ham i kønsorganerne med sin stok.
“Auv. Det er en misforståelse…”
Men hun ville ikke høre. Stokkepryglene fortsatte, til han væltede ned af trapperne.

Efter Folmers begravelse måtte Häkla forsørge sig selv. Hun kunne lige så godt beholde guldhornene og smelte dem om til mønter og smykker og købe et hus på landet. Så det gjorde hun.
En uge senere giftede hun sig med den lokale guldsmed hr. Heidenreich, der intet anede om hendes formue. Sammen havde de et fredfyldt liv lige indtil året efter, da politiet fik nys om guldet i deres hjem.
Hendes nye mand blev dømt for tyveriet af guldhornene og smidt i kachotten. Guldet blev beslaglagt, og hun måtte derfor ty til prostitution. Hendes hjem var et succesfuldt bordel i mange år derefter.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 20: Det Herrens år 1931

Og det skete i de dage, at fru Bembo Rifbjerg nedkom med et drengebarn på Sundby Hospital, og hendes ægtemand, Kuffart Z. Rifbjerg, hentede mor og spædbarn i en hyrevogn, nærmere bestemt en blåsort Ford A med indregistreringsnummeret K 2140.

Hjemme i gulstensbungalowen stod familiens mangeårige køkkenslave, Molly Malone, klar med en mælketoddy til de voksne og en sukkerknald, dyppet i irsk whiskey, til det skrigende barn.

Mørket faldt på, men over villavejen på Amager lyste det sælsomme skær fra en blegrød stjerne, som ingen før havde bemærket i nærområdet.

Stjernen viste vej for tre herrer i lange frakker og gummigalocher. De meldte sig ved døren klokken 23.59 prc.

– Vi er de kulturradikale skytsånder, bekendtgjorde den klejnest byggede og mest gennemsigtige af dem. – Vi bringer gaver med: Manglende realitetssans, utaknemlighed, frækhed, grådighed, misundelse, smålighed og desuden et vist talent, så jeres vrælende møgunge bliver i stand til at gøre stor skade på nationens åndsliv og især på de hundredetusinder af stakkels gymnasieelever, der skal tvangslæse hans ævl i anden halvdel af århundredet og endnu længere frem.

Kuffart Rifbjerg gik i kælderen efter sit veltjente jagtgevær, men inden han fik det ladt og kom op igen, var ånderne forsvundet, og den blegrøde stjerne skinnede heller ikke længere så kraftigt.

1931 baby

Det var nok en ond feberfantasi alt sammen, tænkte han, mens han fandt vej til soveværelset, hvor lille Klaus hylede som en sindssyg.

Kuffart, der skulle møde klokken 04.31 prc. på sit job som kommunal natrenovationsinspektør, havde lyst til at kvæle barnet, men gjorde det ikke.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 22: Det Herrens år 1945

– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…

Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet også eneste inventar på hans tagkammer.

Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.

Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.

De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?

Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.

Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.

1945 soldat

– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?

Kan det bruges til noget?

* * *

Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.

Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.

– God start, tøser! råbte han.

De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.

En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.

Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.

– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.

Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:

– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Purkholds Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!

– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.

Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.

– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 23: Det Herrens år 1969

Didrik Storknockel stod i brændpunktet og oplevede begivenheden på egen krop. Den 86-årige bibliotekar var på familiebesøg i København og nød en fredelig spadseretur gennem gaderne med en god pibe tobak i flaben. Det var en dejlig dag.
Men just som han rundede hjørnet til Istedgade lød der en stemme over byen:
“Slå jer løs med pornografien. Det er ikke syndigt mere!”
Hr. Storknockel frøs til stedet. Var det virkeligt sandt?
Så kom jubelskrigene.

Foto fjernet

Dørene åbnede fra husene og lejlighederne omkring ham. Borgere af begge køn, unge som gamle, løb ud på vejen og krammede hverandre. Didrik Storknockel blev væltet om kuld af lavinen af mennesker.
“Av, av, av!” jamrede han under de dansende fødder.
Der blev piftet, der blev sunget, der var fest. Flaget blev hejst over alt.
“Kom alle mand! Vi skal have en bid af kagen,” hujede en herre i mængden.
Af sted det gik.
Det danske folk styrtede mod pornobutikkerne, der i samme nu skød op overalt med blinkende neonskilte.
“Nøgne damer ad libitum… også til den herre på jorden,” råbte en ung kåd mand. Han greb Didrik Storknockel i kraven og trak ham op på benene.
“Jeg har ikke tid til den slags – jeg skal nyde den friske luft og naturen,” stønnede Didrik.
“Frisk luft kan vente,” hylede de andre. “Nu gælder det patter på papir.”
De greb den gamle nordvestjyde og førte ham gennem byen mod den nærmeste pornokiosk.
“Så slip mig dog. Jeg er for gammel til det stads!” Han prøvede at kæmpe imod, men det var umuligt.
“Man bliver aldrig for gammel til den slags,” svarede folkemængden.
Hr. Storknockel blev skubbet hen foran skranken i den erotiske bladforretning.
“Nøgenhed til os alle, især til den gamle mand!”
Didrik Storknockel var godt tvær over at blive tvunget med, men da han så det brede udvalg fik han alligevel et stort liderligt smil på læberne.
“I har ret mine venner. Man bliver aldrig for gammel til den slags.”
Dette var dagen Didrik Storknockel tegnede et livslangt abonnement på fjorten forskellige pornografiske magasiner.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Addendum: Efter hr. Storknockels alt for tidlige død i 1991 blev hans omfattende samling af magasiner bortkørt i plomberet lastvehikel og solgt på et loppemarked i Holstebro. “Hver en stump blev fjernet. Resten af familien har aldrig brudt sig om den slags,” udtaler bibliotekarens barnebarn, dildodemonstratrice Yulla Storknockel, Vester Usseldrup.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kunstnyt: Storværk genfundet

Et af kunstmaleren S. Incest-Hanssons storværker er dukket frem fra glemslen, fundet på loftet over bolsmand Hassans gedestald, Vester Klamhuse. Vor kunstekspert, dr.phil. Jeremias Eisenkugel-Eriksen, medgiver værket denne kommentar:

Vi ser her et godt eksempel fra en af Blodhavn strandmalernes præ-rafaelitter, Sofus Incest-Hansson. Dem malede han omtrent 15 af om dagen, og solgte dem til hvad der dengang svarede til to flasker kirsebærvin, hans hovedernæringskilde.

Den eneste forskel på de ellers identiske værker var taleboblen. Jeg har 213 malerier i min besiddelse, og teksten går fra “Nei, kiere Söster, denne er hans Finger”, over “Kiere Söster, din Fader kan du vise alt”, til “Fader Tycke, hendes Kjole er elegantere end Deres.”

Kunstnyt

Som det tydeligt fremgår, var Hr. Incest-Hansson’s vid som følge af hans blandede svensk-holstebroske afstamning ikke på højde med hans kunstneriske og kompositoriske evner, og han kunne derfor se frem til en krank skæbne i nød og elendighed, omend hans af de mange timer på Blodhavn Nordstrand opnåede solbrændthed og saltlage var beundret af alle.

En sen aften forvirrede han sig dog ombord på et skib som samlede folk op til en af de letbevæbnede sommer- og weekendrejser langs den engelske kyst, og det lykkedes dem at glemme ham derovre.

Kunstnyt02

Dér fandtes ikke kirsebærvin, og han måtte ty til at spise opium i stedet. Dette i forbindelse med at han på grund af manglende engelskkundskaber – det vedlagte billede er undersat af Google – måtte opgive taleboblen, var startskuddet til en ny æra i engelsk posteriorlism og den deraf afledte harems- og salonkunst, og hans malerier handles nu til millionbeløb i Orientens seraglioer.

Redaktionel efterskrift: Billedet sendes snarligst på auktion hos Bruunvare-Rasmussen, København, og hr. bolsmand Hassan (finderen) er af Den Knockelske Kulturfond tildelt en dusør på kr. 1,91 samt nogle stimulerende årstidslussinger.

SE OGSÅ:

HenvMALERABEKURSUS

Værtshusprygl til Stenlille-Pøbelen

Muenchhaus LOGO

Bedste, højtærede og meget beundrede herr Redacteur Knockel.

Man henvender sig ydmygst, includerende de bedste og meest hjertelige Hilsener til Deres ærede Familie, Husholdning og saagar Kjælderpersonel.

Ikke, at mit Anliggende paa nogen Maade skulde kunne afficere Dem, i deres utrættelige Stræben efter, at opretholde god Skik, Orden og Sædedelighed i det Område, hvor Almagten nu engang har skjænket Dem den Gave, at være den ubestridte Foregangsmand.

Mit Anliggende er egentligt ikke et saadant, men snarere en simpel Betragtning over, og Referentz af, hvad heer til Aften forefandt sig i mit Hjemsogn.

Efter at Aftenposten havde passeret vort Sted, var ingen betydendende Post lagt paa mit Arbejdsbord. Derimod forlød det fra Kjøkkenet, at smudsbladet Sorø Posten havde refereret, at i Holme Olstrup, havde en Gruppe Indvandrere fra Bogø, anstiftet adskillige Brande. Selvsagt læser man ikke selv saadant Smuds, men ved overleveringen fra min Hustru, som havde det fra Kokkepigen, maatte man dog udbryde “Oh Tempera, oh Mores”.

Senere, samme Aften, hvor gode Naboer var forsamlede til et Spil L’hombre, faldt Talen jo på det refererede. Spillet gik i staa under Diskussionen om, hvad dette nu kunne være og brede sig til. Til sidst sagde een af de yngre Deltagere; “Jeg kan ikke capere mere; nu gaar jeg paa Værtshus”.

“Naa, I gamle, vidste I virkeligt ikke, at der er et Værtshus i Tersløse” sagde Ungersvenden, nok saa frejdigt. Reaktionen var da, at en større Del af Selskabet opfordrede denne Bruushane til, at føre Gjerning frem for Ord.

(Det bør i Parantes tilføjes, at ved bedre Mænds Sammenkomster er man sædvanligvis ubevæbnede, men ved Spadseregangen til, hvad der viste sig at være eet af Herr Schaffreunds Udhuse, stod det klart, at undertegnede var den eeneste, som var forsynet med en Hasselkjæp; “Skræp IX).

Værtshus01

Vor Tilsynekomst lagde en vis Dæmper paa Lystigheden, men Frækhed har, som bekjendt, ingen Grændser. Man tillod sig, i den Stemning af Beruselse, som klart var fremherskende, at fremsætte Bemærkninger om vore Evner som Arbejdsgivere, om vore Evner til at opfostre vore Børen, og om vor Forstaaelse, anbelangende Samfundet omkring os.

Saadant var naturgivent, ikke taaleligt. Som den eneste, der ved rettidig Omhu havde medbragt min vel svirpende Hasselkjæp (Skræp IX) maatte jeg, gjerne, omend nødigt, være den, der ryddede Localiteten.

Værtshus02

På Plankevæggen var ophængt Billeder af “Kromutter”´s afdøde Mopse. Paa andre Vægge vare ophængte Contrafeier af afdøde og endnu levende oprørske Elementer af den indvandrede Underclasse fra Nabosognet Steenlille.

Omend vi her paa Stedet hædrer vor Slægt, maa vi erkjende, at vore Fædre gjorde Fejl i, at tillade, at disse forvanskede Mennesker fra Steenlille, fik Permission til, at krydse Sognegrænsen. Og oven i Kjøbet fik tilladelse til, at avle ufortrødent.

Saafremt Tendenser og Praxis fra Holme-Olstup skulle brede sig hertil, kan vi kke være sikre paa, at Hasselkjæppen vil udgjøre et tilstrækkeligt Værn, men vi maa saa finde andre Remedier frem.

Med de bedste Hilsener herfra, til Dem og hele Deres Husholdning samt Kjælderpersonel fra

v. Münchaus

SE OGSÅ:

henvMuenchhFAEKALIEPIRATER

Ung baronesse bortført for øjnene af ægtemand

RÆDSELSREPORTAGE OG EFTERLYSNING

Et drama uden sidestykke rystede i dag ved 11-tiden baroniet Ulveborg og hele den nordvestjyske offentlighed, da den 19-årige baronesse Dullah Lupus-Bobb blev bortført ned ad slottets hovedtrappe og videre mod ukendt mål, liggende på ladet af et raketdrevet ekspresvehikel.

Avisens redaktør Knockel skulle sammen med en certificeret yngre fotograf og 10-12 andre særligt indbudte overvære generalprøven på det sommerspil, der hvert år opføres af Usseldrupegnens Dilettantkomedieselskab, egnens eneste tilladte teateraktivitet, stiftet 1882 af daværende enkebaronesse Pecadilla, farmoder til den nuværende baron og godsherre Hambert Lupus-Bobb.

Kvinderov

Stykket “Brun hævn” handlede angiveligt om uhyrer, der var spiret frem i en lokal fækaliesilo og nu havde vokset sig så store, at de kunne terrorisere lokalbefolkningen. Et af de dramatiske øjeblikke kom nogle minutter inde i handlingen, da et gigantisk monster med en overflade af rynket gummi greb den unge heltinde og løb bort med hende.

Heltindens rolle blev spillet stærkt og gribende af baronesse Dullah, og blandt tilskuerne hørtes gisp og hvin, da uhyret løb gennem salens midtergang med den tilsyneladende paralyserede kvinde. Straks efter indtraf imidlertid noget, som ikke hørte til handlingen. I slotsgården holdt et særpræget vehikel, der af vidner beskrives som en ladcykel med raketmotor. Monsteret smed baronessen på ladet, og i løbet af sekunder var hans vehikel forsvundet i røg og gnister ud gennem slotsporten. Ingen har siden set de to amatørskuespillere.

Dullah

Stykkets øvrige medvirkende kunne fortælle, at denne sortie ikke på nogen måde indgik i den planlagte forestilling. En eftersøgning blev vanskeliggjort af, at ingen kunne oplyse navn og adresse på monsteret. Faktisk havde ingen set ham uden kostume under prøverne, og da han ikke havde en eneste replik, ved man end ikke, om han er nordvestjyde eller kommer længere væk fra.

SIGNALEMENT OG FORHOLDSORDRER

Baronen fandt sin unge hustru, da de begge for nogle år siden deltog i en stammekrig i Turkmenistan, hun som feltservitrice og han som frivillig lussinginstruktør med rang af oberstløjtnant.

Bobb

En stærkt berørt baron aflyste resten af dagens festligheder, men bad pressen om at viderebringe, at han udsætter en dusør på kr. 4,86 for pågribelse af fru Dullah, med eller uden arvesmykker. For monsteret gælder, at det må bortskydes, men ikke opskæres til konsum eller på anden måde nyttiggøres, før Louis B. Knockel har inspiceret kadaveret.

SE OGSÅ:

HenvHESTEHOVEDER