Der havde været uro i samtlige amerikanske stater det sidste stykke tid men det tog Jonny Hamburger sig ikke specielt meget af. Her på gården var der fred og ro. Solen skinnede på en skyfri himmel og Jonny hoppede ud fra døren med et krus kaffe i hånden.
Gårdens dyr kom ham i møde. Koen, fårene, hønsene, hunden, kattene og alle de andre.
Jonny kunne mærke at der måtte synges. Det var en nødvendighed:
Jonny: Så blev det atter morgen.
Og jeg har sovet længe nok
Se solens lys for oven.
Hønsene: Bok, bok, bok, bok!
Jonny: Så fredfyldt her på gården
Åh, vi får så megen sjov!
Jeg nyder kaffetåren
Hunden: Vov, vov, vov, vov.
Ko: Muh … MUUUUUUUUH.
Jonny: Ja, vi har ingen kvaler
og jeg …
“Ja, undskyld at jeg bryder ind i Deres ejendommelige skrålesang med kræene, men jeg er her i et vigtigt ærinde,” sagde en dyb stemme bag ham.
Det gav et gib i Jonny så han spildte noget af kaffen på jorden.
Han vendte sig om.
Der stod en soldat i fuldt ornat og med en tyk moustache. Han så autoritær ud.
“Hvad fanden?” sagde Jonny.
“Jeg er oberst Mudbut. Hvor må vi stille kanonerne og eksplosiverne?”
“Ka … kanonen!” gispede Jonny.
“Ja, vi er ved at gøre klar til at fjenden kommer. Ned med nakken!”
Jonny drejede sig rundt og fik øje på alle de soldater, der pludselig var stimlet sammen på hans grund. Flere kom til med kanoner som de kørte i stilling. De tromlede blomsterbedet ned og trampede kornet ned.
“Hov, det må De ikke,” jamrede Jonny.
Obersten svingede med armene.
“Tag det roligt. Vi har alt under kontrol. Desværre forholder det sig sådan at netop Deres matrikel her ved Antietam er blevet udvalgt som slagets brændpunkt men jeg lover Dem at vi vil forsøge ikke at svine for meget. Vi er trods alt civiliserede mennesker.”
Flere soldater kom til. Der var mere end hundrede folk.
“Må et par af mine mænd låne toilettet? De har brug for at lette trykket inden kamp.”
“Jeg … jeg,” stammede Jonny.
Obersten råbte til mandskabet.
“Det er i orden. I har fået tilladelse!”
Fyrre mænd jublede og stormede huset. Jonny kunne se at nogen sked på gulvet i stuen.
Han så sig forvildet rundt. Der stod kanoner og soldater alle vegne. Dyrene vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv.
“Er det i orden med Dem hvis vi lader en håndfuld soldater gemme sig i urtebedene?”
Jonny nåede ikke at svare før der lød skrig og råb et stykke væk. Ude på kornmarken marcherede den fjendtlige hær mod gården.
“Nu kommer de,” brølede obersten. “Angrib!”
Kanonerne gik af. To af dem pegede i den forkerte retning og skød direkte inde i huset.
Jonny spærrede øjnene op.
Sydstaterne kom løbende med sabler og geværer. Nordstaterne drønede i mod dem.
Arme blev hakket af.
Fødder blev bortsprængt.
Hoveder eksploderede.
Indvolde klaskede ud over det hele.
Tandstumper fløj som spredehagl.
Hønsene blev trampet ned.
Koen blev brugt som levende skjold og fårene, hunden og kattene blev benyttet som alternative kasteskyts og slagvåben.
Jonny stod som frosset til stedet mens kaos udspillede sig omkring ham.
Så styrtede huset sammen.
Obersten klappede ham på skulderen.
“Op med humøret, knægt.” Han pegede mod himlen. “I det mindste er det skyfrit i dag.”
“God morgen hr. Austin. Sikke dog en herlig morgen her i det Australske land.”
“Vor herre bevares!”
“Hvad mener De, hr. Austin?”
“Det skal jeg sige Dem, Brian. Der er jo ikke andet en visne træer, sten og sand. Jammerligt.”
“Jeg forstår ikke …”
“Og dyrene, Brian. Et kummerligt udvalg. Har De set disse høje langbenede pungdyr der hopper så latterligt rundt derhenne?”
“Kænguruer?”
“Ja, føj for satan. Og disse små pelsede tørvetrillere der æder eukalyptus hele dagen …”
“Koalabjørne?”
“Ja, jeg kan ikke snuppe det, Brian.”
“Jamen, hr. Austin. Det jo sådan Gud har skabt dette land. Der har været en idé med det hele fra begyndelsen.”
“Vor herre bevares! Nej, vi trænger til noget mere genkendeligt. Noget der minder om de gode gamle dage hjemme i England. Noget sødt og pudsenusset.”
“Vil De hente dyr hjemme fra Storbritannien?”
“Ja, det er jo det jeg siger, Brian. Jeg foreslår kaniner. De er uskyldige små dyr som kan passe sig selv. Jeg sender bud med det samme.”
“Men … men …”
“Ti stille, Brian.”
JULI
“Er De hr. Thomas Austin?”
“Ja, Det er mig.”
“Jeg har en pakke til Dem. 24 kaniner.”
“Det var eddersparkeme hurtig levering! Ih, hvor er de livlige de små kræ.”
“Hvis De vil kvittere her … ”
“Sådan.”
“Farvel.”
“Farvel … Brian kom her!”
” …. ja … jeg er på vej … Jeg er her nu.”
“Har De set disse pragteksemplarer, Brian?”
“Jo, de er vel nok fine.”
“Lad os slippe dem løs med det samme!”
“Slippe dem løs? Jamen hr. Austin dog. Er det en god idé?” “Brian! Ti dog stille og hjælp mig med at åbne kassen.”
“Hvis De synes.”
“Ja, sådan. Ud med jer. Alle sammen. Løb, spring mine kaninvenner. Åh, se hvor de løber rundt. Og De var bekymret, Brian. En lille flok kaniner gør ingen skade.”
“Hr. Austin. Nu begynder dyrene at hoppe op på ryggen af hinanden.”
“De er bare konfuse efter sejlturen herover. Jetlag eller hvad det nu hedder. Det betyder ingenting.”
AUGUST
“Hr. Austin. Kræene er alle vegne!”
“Hvad fabler De om, Brian?”
“Bestanden er fordoblet. Når de ikke smadrer køkkenhaven hopper de ovenpå hverandre og formerer sig.”
“Har De det rigtigt godt, Brian? Der er 24 kaniner som der hele tiden har været, hverken mere eller mindre. Nu har De vel ikke fået hedeslag. Tag et glas brandy og slap af. ”
“Jamen …”
SEPTEMBER
“Vi må gøre noget ellers har vi katastrofen. Vi må holde bestanden ned ellers kan det få konsekvenser for hele kontinentet … Jeg henter min muskedonner og skyder er par stykker.” “Brian! Nu er De ond! Man skyder ikke på små søde dyr som kaniner. Hvad er De dog for et usympatisk menneske. Kan De så opføre Dem ordentligt.”
“Hr. Austin, hør nu på mig. Naboerne klager. Kaninerne har pløjet familien Mastersons mark op og væltet huset. Vi nærmer os en pelset syndflod.”
“Jeg hører Dem, Brian og jeg tænker om De måske burde gå til psykolog. For de hallucinerer. Min oldefader havde lignende symptomer. Han så også katastrofer alle vegne.”
“Jeg … jeg …”
“Det er vel nok en flot hat De har fået Dem, Brian.”
“Det er ikke nogen hat hr. Austin. Det er kaniner. De kravler overalt. De har selv fire siddende på hovedet i øjeblikket, at De ved det.”
“Ha, ha. Det har jeg minsandten også. De er nogle spøjse små kræ, de kaniner.”
“Hva’ satan,” mumlede skipper Knockel og sendte en stråle skråsovs hen over styrbords ræling. “Hva’ satan finder de på derinde?”
Festfyrværkeri steg til vejrs over London, mens Theobald Knockel ved ni-tiden om aftenen sejlede op ad Themsen med det gode skib “Theodora Knockel af Blodhavn”.
Han havde styret denne kurs mange gange, men aldrig set noget, der lignede det jubelmylder, der lige nu tumlede rundt på kajerne og dansede i de gader, man kunne skue op igennem.
Så snart Theodora var fortøjet, sprang han i land og greb en drukken yngling i kraven.
“What goes on here? Why are you partying?”
“Slavery abolition! The slaves are free!”
“Oh boy!” udråbte Knockel på velklingende engelsk. “Den fest må jeg også med til!”
NÆSTE FORMIDDAG
Mens halvdelen af London sov brandert ud, gik Theobald en tur i byen. På en skænkestue fordybede han sig i dagens udgave af “London Chronicle and Working Man’s Vindicator”, hvori han kunne læse næsten alt om frigivelsen. Slavernes kendte og populære talsmænd, Gilbert og Flaeskert Mbongo, havde deltaget som æresgæster ved højtideligheden i det engelske overhus dagen i forvejen.
“Gilbert og Flæskert,” mumlede skipper Knockel. “Det var dog satans til sammentræf. Kan det være mine to festnegere? Og kan det passe, at de bor i et palæ?”
Han vendte sig mod bartenderen. “Kan du sige mig, hvor Grosvenor Square ligger?”
“Ja, det er en halv miles vej i den retning. Meget fint sted. Kender du nogen dér?”
Knockel slængede en mønt på disken. “Det vil vise sig inden længe!”
NÆSTE FORMIDDAG, FORTSAT
Palæet var fire etager højt og adgangen til det spærret af et smedejernsgitter. Theobald Knockel trak den ene af sine jernbeslåede træskostøvler af og brugte den til at lave larm mellem stængerne.
En rankrygget butler med et surt, kridhvidt ansigt bad ham forsvinde og gjorde truende fagter.
“Du kan komme herud og få lussinger,” svarede Theobald og blev ved, indtil et rundt, sort hoved viste sig bag en rude på anden sal.
“Gilbert!” råbte han. “Flæskert!”
Han kunne ikke se, om det var den ene eller den anden, men en af dem var det. Halvandet minut senere sad han foran kaminen i en højloftet pragtsalon med silkebetrukne møbler, krystallysekroner og alverdens supplerende pragt.
Gilbert og Flæskert kyssede efter tur skipperens vejrbidte kinder, og butleren, der nu var stum og bukkende, bragte portvin og kager.
“Hvordan har I båret jer ad? Hvad går det alt sammen ud på?” spurgte Knockel.
“Det er dig, vi har at takke! Lige fra den første morgen på Elfenbenskysten, da vi blev bragt om bord i lænker, kunne vi se, at du var en ven af fest og farver.”
Theobald huskede den slavesejlads, de talte om, bedre end talrige andre, han havde gennemført mellem Afrika og Mellemamerika. Gilbert og Flæskert (han havde selv af praktiske grunde givet dem disse gode nordvestjyske fornavne) havde hurtigt efter afrejsen vist sig som uovertrufne festnegere, beskæftiget med sang og dans og mangfoldig spas fra morgen til aften.
Da de andre slaver var ekspederet i land i Puerto Rico, tog Theobald de to spasmagere med hjem til Blodhavn. Få år senere turnerede de i Skandinavien, Tyskland og Polen med deres musikalske numre og sketches, og Theobald så dem sidste gang, da de efter et mellemspil i Holstebro Borger- og Håndværkerforening var på vej til verdensbyen London.
“Og her har I så været siden og er blevet fornemme herrer.”
“Næ næ. Vores show faldt til jorden. Vi blev smidt på gaden. Englænderne vil se fede, blegrøde kvinder i bizarre kostumer, ikke sådan et par springfyre som os. Vi måtte tilbage i slavehandelen.”
“Jamen dog. Blev I solgt?”
“Tværtimod. Vi havde lidt spareskillinger, så vi tog til Afrika og begyndte at købe op. Vi vidste jo, at det som regel var arabere, der formidlede slaver ud til havnebyerne, og de stak det meste af fortjenesten i lommen. Vi gik direkte til stammehøvdingene og købte de flotteste slaver til en fair pris, og så skibede vi dem videre med en sang og en dans. Ingen lænker og ikke flere eller værre prygl, end rimeligt var.”
“Fantastisk. Men hvorfor skulle slaveriet så afskaffes i hele det britiske imperium?”
“Markedet er overfyldt. Slaveriet bliver også afskaffet i Amerika, vent og se. Vi vil have vores lejre derovre tømt og restlageret solgt ud til en fornuftig pris, derfor lukker vi nu for tilførslen.”
“Og det er det engelske parlament gået med til – bare sådan?” spurgte Knockel, der vidste en ting eller to om forretning.
“Vi har jo ikke kun handlet med negere,” svarede Flæskert med et listigt grin. “Vi har købt og solgt kinesere, indere, arabere, ja sågar hvide englændere. Lord Bunckerforce var dybt forgældet, og vi tog pant i hans smukke unge hustru og to andre medlemmer af familien. De røg af sted til markarbejde i Sibirien, og derefter var han til at tale med, lorden. Han fik sagen gennem overhuset.”
“Det stod der ikke noget om i avisen.”
“Lorden håber stadig på at få sine nærmeste re-eksporteret. Det er for øvrigt også hans palæ, vi bor i. Penge er magt. Drik nu, Theobald, og spis! Der er meget mere, hvor det kommer fra.”
NÆSTE FORMIDDAG, SLUTNING
“Jeg er målløs,” sagde skipperen og slubrede portvin i sig, mens festnegrene sprang op og dansede overstadigt mellem møblerne.
“Vi har et par hemmelige slaver i kælderen,” erklærede Gilbert, “som vi skal have skilt os af med, nu hvor loven træder i kraft. Vil du have dem med hjem til Nordvestjylland og sælge dem til højestbydende?”
“Den ene er en sort prinsesse på 19,” tilføjede Flæskert. “Du har aldrig set flottere babser end hendes, og tænderne er hvide som nyfalden sne.”
“Jeg tror, vi kan lave en aftale,” sagde Theobald. “I hvert fald skal hun få sørejsen helt gratis. Ja, jeg tror sgu, der bliver plads til hende i kaptajnens kahyt!”
Den frygtindgydende pirat, kaptajn Sortskæg, havde efter adskillige års skattejagt, plyndring, vold og mord trukket sig tilbage til en tropeø for at nyde sit otium. Han havde opført en millionvilla ved stranden hvor den tidligere besætning nu fungerede som hans personlige gartnere, kokke, rengøringshjælpere, massører med videre.
Den pensionerede pirat lå kun iført hat i en hængekøje med en cigar og en tropedrink med paraply.
“Hvem er den mægtigste pirat i verden?” gjaldede han til sine oppassere. “Sortskægt … Sortskæg … Sortskæg!” jublede hans tidligere besætning. “Mig kan ingen røre.” “Heller ikke dem der?” spurgte en tidligere matros.
Et skib var kommet ind til kysten og soldater med sabler og skydevåben sprang ned i sandet. De havde kurs mod Sortskægs domicil.
“Hvem er De og hvor vover De at betræde mine enemærker,” brølede Sortskæg. Han hoppede ud af hængekøjen og stillede sig med hænderne i siden.
Den forreste mand i geleddet svarede:
“Mit navn er Robert Maynard. Jeg er kommet for at hugge hovedet af kaptajn Sortskæg og sætte det på en pæl til skræk og advarsel. Er De Edward Teach alias Sortskæg?”
“Nej!” svarede Sortskæg prompte.
“Jeg er temmelig sikker på at De er Sortskæg,” sagde den nyankomne.
“Hvorfra får De dog den sindssyge ide?”
Hr. Maynard slog ud med armene:
“For det først ligner skibet ude ved havnen Sortskægs skib, Queen Anne´s Revenge. Navnet står i hvert fald på siden med gigantiske bogstaver.” Han pegede ud mod kysten.
“Fordømt,” mumlede Sortskæg for sig selv.
“For det andet,” fortsatte den fremmede. “Så befinder De dem på Sortskægs bopæl.”
“Hvem siger det?” udbrød piraten tørt.
“De 75 skilte med navnet Sortskæg skrevet på dem. Skiltene står hele vejen rundt om grunden. Der står i øvrigt også Sortskæg på Deres hat.”
Sørøveren flåede sin hat af og gemte den bag ryggen.
“Intet andet end tilfældigheder …”
“Sidst men ikke mindst er De den eneste med sort skæg, ja faktisk den eneste behårede i umiddelbar nærhed.”
Piraten skulede irriteret til sin tidligere besætning.
“Pokkers jeg er afsløret, men De skal ikke få mig uden kamp.”
“Næh, det er klart. Jeg havde ikke forventet andet,” svarede Robert Maynard.
Sortskæg drejede rundt på stedet, spurtede direkte ind i huset og barrikaderede døren.
“Luk op,” råbte soldaten. Han hamrede på hoveddøren. “Ellers kan vi jo ikke hugge hovedet af Dem.”
“Et øjeblik,” råbte Sortskæg. Han greb en kniv og skår skægget af. For en sikkerheds skyld barberede han hele kroppen for sorte hår. Derefter samlede han hårene sammen til en klump og løb han hen til sin kæleged, Dolmina.
Geden brægede forvirret.
Piraten limede sin afklippede kropsbehåring fast på gedens hage og placerede hatten ovenpå dens hoved.
“Hvis De ikke åbner så sparker vi døren ind!” lød det udenfor.
“Bare kom an,” svarede piraten inden han gemte sig i kosteskabet.
Straks blev døren sparket op. Soldaterne fór ind i villaen og fik øje på geden med det sorte skæg og hatten.
“Der er han. Dræb ham.”
Geden manøvrerede brægende uden om mændene og tog flugten ud af døren.
“Fang piraten. Hug hovedet af ham!”
RESTEN AF HISTORIEN
Da kysten var klar sprang den ægte kaptajn Sortskæg, nøgen og nybarberet, ned i sin flugtbåd. Han flygtede over havet og slog sig i al hemmelighed ned i Holstebro på skattekontoret.
Senere gik han ind i dansk politik. Her var alle alligevel forbrydere og pirater så det var let at føle sig hjemme.
Han fik egen ministerbil, blev bespist på det offentliges regning og steg i graderne med raketfart.
Og da han havde fungeret som skatteminister i to måneder var det på tide at trække sig tilbage med fuld pension og et gyldent håndtryk.
Piraten levede i sus og dus til sine dages ende.
“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”
To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.
“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”
“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”
“Jamen, Deres majestæt…”
“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”
“Mener majestæten whisky?”
“Ja, whisky for helvede, spring!”
Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.
Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.
Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.
Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.
“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”
“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”
“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”
Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.
“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”
Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.
“At your majesty’s obedient service!”
* * *
Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.
Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.
“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”
Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.
“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”
* * *
“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.
Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?
De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.
“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.
“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”
“Og Sverige.”
“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”
Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”
De bundede pokalerne og ræbede i kor.
“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”
“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.
“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”
“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”
Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.
Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.
“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.
Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:
“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea, But sad mortality o’ersways their power, How with this rage shall beauty hold a plea…”
“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”
Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.
“…Whose action is no stronger than a flower? O! how shall summer’s honey breath hold out, Against the wrackful siege of battering days…”
“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”
Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.
“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”
* * *
Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.
“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”
“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”
“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”
“Hvem siger det?”
“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”
“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”
“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”
“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”
“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”
“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”
“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”
“Så sid dog stille, kvinde,” sagde Leonardo Da Vinci for 33 gang.
Modellen foran ham var ikke nem at arbejde med.
“Jamen, det er kedeligt,” svarede damen. “Jeg gider ikke mere.”
Leonardo Da Vinci stønnede irriteret.
“Ved De hvad? Deres mand har bedt mig personligt om at male Dem mens han er i sejlklubben. Når han kommer tilbage skal vi være færdige. Nu har De bare at sidde stille. Er det forstået?”
“Ja, ja.” svarede fru Giocondo på stolen overfor. Hun kiggede opgivende tilbage.
Leonardo fortsatte hvor han slap. Med lette strøg førte han penslen med den brune maling langs overfladen. Denne klistrede substans var lavet af egen afføring. En grynet masse med majsflager hvilket altid gav et fortrinligt resultat.
“Er De snart færdig, hr. Da Vinci?” spurgte kvinden, hvilket rev ham ud af hans koncentration endnu engang.
“To timer endnu! Giv mig nu lidt arbejdsro,” råbte han.
Sekundet efter kom hun til at nyse. Leonardo tabte penslen af forskrækkelse.
“De slider på mine nerver,” hylede han. “Hvis De ikke tager Dem sammen frue, så propper paletten direkte op i røven på Dem.”
Han rejste sig op og svingede med armene.
Kvinden stønnede:
“Jeg skal nok sidde stille nu.”
“Godt …” Han bukkede sig ned, samlede penslen op og fortsatte med at male.
To timer senere kom hr. Giocondo tilbage fra sejlklubben. Han var i strålende humør for han havde glædet sig til at se resultatet. Han trådte ind i Da Vincis værksted og udbrød:
“Nu er jeg tilbage. Må jeg se hvad De har lavet af mirakler?”
Han stivnede ved synet der mødte ham. Det glade udtryk forvandledes til en sammenbidt grimasse.
“Vi er lige straks færdige,” smilede Leonardo Da Vinci. Han lavede det allersidste penselstrøg og kiggede tilfreds på gæsten. “Hvad siger De så?”
Hr. Giocondo kiggede skiftevis fra maleren til sin kone. Han var ikke klar over om han troede sine egne øjne.
“JEG BAD DEM OM AT MALE MIN KONE!” brølede han.
Leonardo rejste sig forsigtigt.
“Det er da ved gud også det jeg har jeg gjort.” Leonardo pegede på kvinden der sad dækket af maling fra top til tå. Hun havde fået mange lag af den stinkende brune masse.
“Sgu da ikke på den måde. Jeg mente et maleri, din inkompetente nar. Et portræt!”
Leonardo kløede sig i nakken.
“Nåh. Det var det De mente…”
Jeg håber det går godt derhjemme.
Her går det i hvert fald strygende. Som du ved har jeg ledt efter Indien og det skal jeg eddergrønthakkeme love dig for at jeg har fundet.
Da jeg kunne se fastlandet i min kikkert fyldtes jeg med glæde og begejstringen blev større da vi gik i land.
I det samme vi trådte ud på stranden fik et besætningsmedlem en tomahawk i tindingen.
Og fra det tidspunkt var jeg solgt. De indfødte var noget ganske særligt.
Sikke en velkomst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Disse indianere drønede med fjerprydelser rundt på heste og skød med bue og pil.
Sikke en kultur. Sikke et folkefærd.
De myrdede det meste af besætningen og tog resten, heriblandt mig, til fange.
Vi blev bundet til pæle og deres leder Løbende Stjernefrugt truede og tævede os med køller.
Det er forbløffende så forskellige kulturer kan være. Men interessant.
Nåh, men jeg brugte min charme mod Løbende Stjernefrugt og hans brødre, Siddende Panda og Skidende Mammut.
Til sidst blev vi så gode venner at jeg og de øvrige overlevende blev sluppet fri og fik lov til at sidde med ved bålet.
Her røg vi opium og dansede mens der fløj lyserøde elefanter rundt på himlen.
Indianerne blev så glade for mig at jeg fik mit eget navn, Dumme Svin.
Jeg spurgte om jeg ikke måtte få lov at se noget mere af Indien.
“Uk, uk, naturligvis!” råbte Masturberende Hest. Han ville gerne være turguide.
De førte mig ind i et specialkonstrueret befordringsmiddel, sådan en kasse med hjul. De er automatiserede og kaldes vist nok automobiler. De går helt vildt op i maskiner herovre i Indien.
Nøj, hvor den larmede og røg.
Vi kørte ned ad en lang strækning og endte i noget der hedder Hollywood. Her er der en stor underholdningsindustri. Teater og sådan noget pjat.
Her mødte jeg andre stammer som skød med rifler og talte om frihed og spiste friturestegte kartofler.
Alt sammen meget eksotisk og spændende kan jeg sige dig.
Indien er et herligt sted men de er en smule tossede herovre.
Jeg tror at jeg vil give landet fem hatte.
Kærlig hilsen din,
Chrissermand
PS: Jeg kommer hjem inden din fødselsdag. Jeg har gaver med.
En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.
“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”
“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.
I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.
“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.
“Aber natürlich,” svarede Harding.
16 ÅR SENERE
Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.
Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.
Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.
Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.
“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”
“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”
Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.
“Hvad er det?”
“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”
“Hvad mener du? Forklar dig!”
Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.
600 ÅR SENERE
Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.
Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?
Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.
Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.
“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.
Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.
Fertig schluss und alles vorbei?
Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.
Det var regnbuens måned i regnbueørredens år da et gigantisk forstenet fækaliebjerg blokerede vestporten til det kejserlige palads i den forbudte by i Peking.
Handel og andet samkvem med det vældige rige var ved at gå i stå, eftersom det var umuligt at komme ind eller ud af porten.
Kineserne gik i gang med hakker og spader, men denne metode var tidskrævende.
Kejseren havde fået nok.
“Der må være en mere effektiv løsning!”
Ingen i byen havde dog regnet med at svaret ville dukke op i en lægepraksis i den anden ende af byen.
● ● ●
Bang Hong Chang var en anerkendt doktor men denne morgen blev hans evner for alvor stillet på en prøve.
Døren blev sparket op og der stod selveste WingWong i egen faretruende person. Han var vagt ved vestporten. En viril herre der havde forført hundrede af kvinder i tidens løb.
Bang Hong Chang bukkede i respekt for den højtstående mand.
“Er De doktoren som kan alt?” spurgte vagtchefen.
“Alt og alt. Det er vel som man tager det,” svarede Bang Hong Chang. Han rettede ryggen.
“Mit lem fungerer ikke mere,” sagde WingWong med et glat udtryk. “Jeg har nogle fruentimmere som jeg skal imponere og det kan jeg ikke med et søvnigt lem. Den er ligeså ubrugelig som en kogt suppenudel.”
“Potensproblemer er ikke ligefrem mit speciale,” svarede Bang Hong Chang stille.
“Sludder! Nu finder De på noget. Giv mig noget medicin. En salve. Et eller andet!”
“Jeg har ikke noget liggende. Jeg må lave det fra bunden. Det kræver tid. Jeg skal sammensætte en formel og lave forsøg og …”
WingWong stirrede ned på ham med et kompromisløst blik.
“De får en halv time til at lave et helsemiddel til mit organ, ellers …”
“Ellers?”
“Ellers skal jeg personligt stikke Dem ned med min spisepind indtil de dør af det.”
Bang Hong Changs hjerte kravlede op i halsen. Han var dødsdømt på forhånd.
“Har De forstået?”
“Ja, ja. Naturligvis,” sukkede lægen.
“Godt!” Vagtmanden WingWong gik ud af døren. “En halv time, Bang Hong Chang. En halv time…”
Bang Hong Chang gik rundt om sig selv i frustration og dødsangst.
“Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?”
Han løb hen til skabene for at se hvad han havde tilbage af ingredienser. Der var ikke meget. Han havde blot en smule svovl og noget kul og noget salpetersyre og han kunne ikke nå at tage på bymarkedet.
Han blandede det hele sammen og stod til sidst med et sælsomt mørkt pulver.
“Som om dette skulle gøre noget ved potensen.”
I frustration tog han en lille håndfuld af pulveret og smed det ind i den tændte pejs.
Det gav et ordentligt knald. Flammer sprøjtede ud fra ildstedet.
Bang Hong Chang var hurtig med en spand vand før ilden bredte sig.
Da det værste chok havde lagt sig smilede han lumsk.
“Ganske interessant.”
● ● ●
Præcist en halv time senere kom WingWong tilbage med et forventningsfuldt blik. I hånden havde han den spisepind der skulle fungere som afstraffelsesmetode hvis Bang Hong Chang svigtede ham.
“Nåh, hvad har De så fundet på?” sagde vagtmanden med et sindssygt udtryk i det rædselsfulde fjæs.
Bang Hong Chang rakte forsigtigt det sorte pulver frem.
“De skal hælde dette pulver ned i underbenklæderne og gå rundt med det en times tid. Derefter vil De være fyr og flamme.”
“Ser man det?” WingWong hældte det sorte pulver ned i underbukserne og satte hænderne i siden.
Bang Hong Chang rakte ham en rygsæk fyldt med sort pulver.
“Her har De lidt ekstra hvis lemmet skulle svigte igen.”
Wingwong tog rygsækken på og gik mod døren.
“Jeg kommer tilbage om en time og hvis det ikke virker så stikker jeg Dem ned på stedet! Jeg sværger på min faders grav.”
Han forlod matriklen og gik ned mod vestporten til bjerget af fækalier. Sort pulver dryssede i et fint spor ud fra buksebenet og lavede en perfekt streg efter ham.
I det samme han var nået hen til det brune bjerg smed Bang Hong Chang en fakkel for enden af den sorte lunte. Ilden halede langsomt ind på WingWong.
Og braget der fulgte efter kunne høres overalt i de kejserlige paladser.
“Badrh,” udbrød den gamle munk i klosteret Lindisfarne før han smed sig i stolen og kastede et søvnigt blik ud over spisesalen hvor hundredvis af munke sad og stirrede udtryksløst ud i luften. Flere af dem gabte. Andre pillede næse.
Den gamle munk brummede svagt mens han bedende så op i loftet.
“Fader. Vi savner sanseindtryk. Vi keder os usigeligt. Hør på os. I himlens navn lad der ske noget. Amen.”
“Amen,” svarede et par munke i flokken.
Munkene gik til daglig og passede sig selv på Holy Island. De drak te og spiste småkager. De bryggede munkeøl, passede haven og bad til Vorherre. Den samme rutine dag ud og dag ind. Hele året rundt.
Sidste gang der var opstået noget der mindede om spænding var da den gamle munk fik hæmorider og gjorde klageskrig fra sine gemakker, men det var fire år siden nu.
Kedsomheden var en del af livet på Holy Island. Det var også derfor det overraskede alle da den unge munk Lukas kom løbende ind i spisesalen og råbte:
“Gæster!”
Samtlige munke gispede. Hvisken bredte sig i salen. Den gamle munk gav et ryk fra sig i stolen og tabte underkæben af ren forbavselse.
“Hvem fanden gider at besøge os?”
KAPITEL 2
Munkene løb ud af bygningen og ud på marken hvor fårene, hestene og køerne græssede med lige så sløve og deprimerede blikke som munkene selv. 200 meter længere fremme marcherede en hær af ukendte mænd.
“Hvem i helvede er det?” spurgte den gamle munk.
“Vikinger,” svarede en munk med hentehår. “Jeg har læst om dem. Spændende folkefærd. De kommer fra det kolde nord. Dannevang.”
Den gamle munk nikkede anerkendende.
“Vores bønner er blevet hørt. Endelig sker der noget spændende.”
Hæren af vikinger trampede hen over marken med kursen direkte mod munkene. Ansigterne var arrede, vrede og frådeskummende. En flok kreaturer stod i vejen for deres bane men det tog vikingerne sig ikke af. Sværd, køller og økser roterede i hænderne som møllevinger og splittede husdyrene ad i et fyrværkeri af rødt.
Munkene spærrede øjnene op. Hæren standsede et par meter foran dem.
“Goddag, d’herrer,” sagde den gamle munk. “Velkommen til Holy …”
Vikingehøvdingen der havde et langt filtret skæg afbrød med en flyveskalle og fjorten lussinger. Munken røg fortumlet på røven ned i græsset.
“BRRRAAAH” brølede vikingehøvdingen. Spyt dryppede nedad hagen.
“BRRRRRAAAAH” svarede de andre vikinger.
KAPITEL 3
Vikingerne bankede løs på munkene og kastede dem rundt som var de ligegyldigt legetøj.
“DRRAGK.”
“VRRAM!”
Men de blev hurtigt trætte af denne kaste-bankeleg, så de marcherede op til klosteret for at se hvad de kunne more sig med der.
“GAAAARJH!” brølede vikingehøvdingen ved synet af dette nyopdagede slaraffenland. Han gjorde tegn til de andre og de stormede ind gennem døren med begejstrede råb.
Først hentede de øllet og vinen i kælderen. De drak og drak og smadrede møblerne i klosteret, bedækkede de overlevende kreaturer og malede gudsbespottende gloser på vægge og gulve.
Så kom turen til spisekammeret. Her blev alt ribbet ned til sidste krumme. De rådne vikingegummer gnaskede løs i den føde, der kom i deres nærhed.
Mere øl til at skylle efter med. Flere dyr blev befamlet.
Da alle maver var fyldte tævede de munkene endnu en gang.
Sådan fortsatte det i godt og vel fem timer.
KAPITEL 4
En viking stod og urinerede på bordet i spisesalen. Han råbte til de andre:
“KRRRAGGH!” Og det kunne han jo have ret i.
Skyggerne var ved at være lange. Det var på tide at vende snuden hjem og på hovedet i seng.
“HHHHRRRRG!” hylede en spinkel viking med filipenser. Han havde netop fundet skatkammerat med alle værdierne. Det skulle vikingerne selvfølgelig også have med. Det manglede da bare. De kunne sagtens nå at snuppe det hele inden det blev alt for mørkt udenfor.
Gæsterne fyldte de medbragte sække med tyvegods og bar det ud til skibet.
KAPITEL 5
Munkene stod paralyseret på kysten foran vikingeskibet mens godset blev læsset på fartøjet.
Vikingerne gik glade ombord med sækkene og maverne fulde. De rullede de sidste tønder øl ind på dækket. De havde ikke tænkt sig at tørste på hjemturen.
“GGRRRRA!”
“FFAAKS!”
“VRRRÅÅ!”
Vikingehøvdingen klappede den gamle munk på skulderen lige oven på et blåt mærke og sagde:
“Tusinde tak for denne gang. Det har virkeligt været hyggeligt. Det betyder meget for mig og drengene at vi kan komme forbi og slå os løs. Vi har jo ikke så meget at sige på hjemmefronten. Du kender jo kvinder.”
Høvdingen lo anstrengt. Han viftede med en bog han havde stjålet fra biblioteket. De hellige Lindisfarneevangelier. “Jeg håber det er i orden hvis jeg tager denne bog med. Jeg har sgu lidt dårlig mave og vi er løbet tør for papir.” Han hoppede op på skibet. “På gensyn!”
Munkene stod passive og gloede som tudser i tordenvejr. Vikingerne sejlede væk fra øen og freden lagde sig atter over Holy Island.
EPILOG
Munkene havde fået blå og gule mærker, værkende led, og de manglede flere tænder end nogensinde før. I tavshed betragtede de ødelæggelserne omkring dem.
Aldrig før havde der været så meget aktivitet på øen som under denne spontane vikingevisit.
Efter at have bearbejdet alle indtryk vendte den gamle munk sig mod de andre. Et småsjofelt smil bredte sig på hans ansigt. Et udtryk ingen af dem havde set i flere år.
“Det var for helvede da på tide,” jublede den gamle munk.
Og snart brød de alle ud i en forløsende latter.
