Kategoriarkiv: Ranke personligheder

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 23

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1989

“Jeg vil ikke finde mig i det mere,” sagde Donny Frühstückschnitzel da han endnu en kold morgen slog øjnene op i det kommunistiske rædselsland DDR. Nu var det nok. Nok med alt det røde. Nok med alt det grå. Nok med det hele.
“Jeg flygter i dag,” sagde han for sig selv men ikke alt for højt for han blev sikkert aflyttet.
Efter at have spist saltkringler med pølse og drukket øl gik han i gang med flugtplanen.

1989-02

Han kunne ikke flygte gennem kloaksystemet. Det var blevet sikret gennem årene. Det nyttede heller ikke at bygge en flyvemaskine for den ville blive skudt ned på stedet.
“Nu har jeg det,” råbte han. “En forklædning!”
Han gik straks i gang med at sammensætte en heldragt af sort stof med hvidt pels. Han tog dragten på og så sig selv i spejlet. Det var forbløffende så godt han kom til at ligne en grævling. Skovens dyr kunne begive sig over til Bundesrepublikken uden nogen løftede en finger.
Hvorfor havde ingen dog tænkt på det noget før?
“Es ist sehr genial!” jublede han.
For at få en overbevisende dyrisk lugt smurte han sit legeme ind i surkål og dåsefisk.
“Næste stop, Vestberlin.”
Han ventede til det blev skumring før han gik ud og smed sig på jorden.
“Raaargggg,” sagde han. Han vidste ikke hvordan en grævling lød men det var sikkert noget i den stil.

1989-1

Så krøb han gennem gaderne mens han knurrede. Det varede imidlertid ikke længe før han stødte ind i to herrer der kom gående på fortovet.
“Har De set den grævling?” sagde den ene mand.
“Ja, den ser ikke rask ud og den lugter fælt. Måske har den betændelse.”
“Vi må hellere aflive den for dens egen skyld. Det er mest humant.” Manden sparkede den falske grævling.
KA-DUNK!
Donny Frühstückschnitzel krummede sig sammen i kramper.
“Ist es tot? ”
“Nein, De må hellere sparke den igen. Lidt hårdere denne gang.”
KAA-DONK!!
“Det er en genstridig satan. Vent, der ligger en løs flise her vi kan slå den med.”
“Aaaarggg!” brølede Donny Frühstückschnitzel. Han rejste sig op i fuld figur og tog flugten. Mændene hylede af skræk.

Donny krabbede sig af sted ind i en gyde der ledte til en baggård. Her blev han omringet af vilde vrede hunde. De så ham som en trussel både hvad udseende og lugt angik.
“Verdammt,” skreg han og vendte om mens køterne jagtede ham gennem gaderne.
“VUF!”
“VUUUF!”
“Vuf, vuf, vuf!”
“RRRRGGGGGHH!”
Den ene bed ham i balden.
“Av for satan!”
Køteren hang ved og gav først slip da han havde slået den over snuden otte gange.
Ved et lykketræf undslap han hundene ved at springe over et stakit. Men landede direkte i et tjørnekrat. Tornene gik igennem dragten og rev ham flere steder.
“Scheiße, Scheiße, Scheiße!”
Han humpede ud af haven og var et sekund fra at blive påkørt. Med de sidste kræfter nåede han hen til Berlinmuren.

“Underligt,” sagde han hæst.
Der var ingen soldater i nærheden. Hverken ved muren eller oppe i tårnene. Måske var det den heldigste dag i hans liv?
Ved hjælp fra sugekopperne og gribekløerne i grævlingedragten kravlede han over den første mur og ind i ingenmandsland. Han luntede af sted uden at træde på en eneste landmine og kæmpede sig over den sidste mur. Han sprang over og forvred foden i det samme han ramte Vestberlin.
“AUV!” Han faldt sammen i smerte og udmattelse. Men han fik til sidst kæmpet sig op på benene igen og stak armene triumferende i vejret.
“Endelig fri! Ha, ha. Forbandede kommunister. Jeg overlistede jer. Jeg har vundet.”
Men just som han stod og hoverede over sin succes kom en gravko kørende og penetrerede muren med et ordentligt brag. Den kolde krig var forbi. Nu kunne gud og hver mand med lethed krydse den nu nedlagte grænse.
“Verdammt,” jamrede Donny .

Forrige blad                      Næste blad

Retur til avisens forside

Gribende familieminder fra julen 1999

1 svar

Butthead LOGO

Nutidens unge ved jo slet ikke hvordan julen var i gamle dage. Nutildags er de unge så snotforkælede – vi andre måtte arbejde for alting. Jeg begyndte at arbejde da jeg var 3-4 år, og minimum 3 gange om dagen fik vi tæsk… tæsk i stedet for mad!

Det har vi ikke taget skade af, bortset fra, min ene søster har et mærkeligt stort hoved. Måske det store hoved var nødvendigt, da hendes øjne, sidder ude på siden af hovedet – nærmest sammen med ørerne !

Mærkelig ser hun ud, men altid var hun flink ved de små søskende.

Hendes storesøster har så meget opstoppertud, at hun er ved at drukne når det regner – så derfor har bedstefar lavet en lille paraply hun sætter på næsen når det er regnvejr. Det fungerer fint.

Man må klare sig med det man har, som bedste siger.

Mig og min familie bor i nogle papkasser ude ved motorvejen. Min bedstefar var blandt de første indbyggere derude, og havde derfor opstillet sine papkasser under broen, så vi til forskel fra mange naboer var forskånet for den værste regn og sne.

buttheadjul

Nu var det atter blevet jul, og vi var fattigere end nogensinde. Selv det mindste støvkorn var spist, lillebror havde endda spist nogle oversete småsten i vejkanten. Sulten gnavede, vind og sne føg ind af sprækkerne, og naboens hund hylede af sult.

Min søster begyndte at tale om gaver… julegaver !

Uden penge ingen gaver. Bedstefar foreslog, at vi igen i år, gav hinanden, det vanlige – nemlig nogle lussinger. Ak suk – det fik vi osse sidste år – og året før osv. Men det varmede da lidt.

Så sagde bedstefar: Nu går jeg på udhuset og laver lidt brunkage.

Bedstefar var rævestolt af sit udhus, fordi det var den højeste bygning i lejren. Han sad tit derude og, som han sagde: klemte brunkager ud.

Jeg så godt bedstemor følge efter ham med sin kæp og den lille krukke.

Jeg kendte turen. Det var sådan, at bedstefar gennem mange år har haft en slem omgang psoriasis – og da det var juleaften, ville bedstemor glæde os med lidt juleknas, så mens bedstefar klemte brunkage ud, skrabede bedstemor hans rygstykker med kæppen og fik således samlet en skålfuld juleknas.

Jeg viste jo godt, hvad dette knas var for noget, så jeg spiste ikkeaf det – men mine små søskende, var jublende lykkelige.

Bedstefar kom ind i stuen igen: Nu skal vi dele gaver ud – en til dig og to til mig og osse en til dig

Det gik egentligt hurtigt med uddelingen – alle fik deres gave, og dertil hørende røde kinder.

Så opdagede bedstefar: at min mindste bror ”pattebarnet” havde spist hans hæmoridesalve.

Nu er det nok! sagde bedstefar. Nu får du en endefuld!

Således fik lillebror en ekstra gave i julen 1999.

SE OGSÅ: DETTE ÅRS JUBELKALENDER FRA BLAD 1 

Retur til forsiden

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 19

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1954

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 07.48 PRC.

Filmstjernen Buddy Wankers (Oscarnomineret for hovedrolle i westerndramaet “17 Guns and a Chink”) sad bag rattet i sin nyanskaffede Pontiac Chieftain De Luxe Convertible. Speedomeret viste næsten 90 mph, da han overhalede en lastbil op ad bakke på en to-sporet landevej i Idaho.

Over bakkekammen kom en gul skolebus til syne. I løbet af sekunder var den så tæt på, at Buddy kunne se en skæv tand i chaufførens overmund. Han kastede sit luxusvehikel til højre og hørte lastbilens og bussens tudehorn som dommedagsbasuner.

Da han fire minutter senere holdt på en rasteplads, kunne han konstatere, at brede striber lak var skrabet af begge Pontiacens sider.

Alle implicerede var uskadte, og de tre vehikler fortsatte ad deres planlagte ruter, Buddy dog først efter at have masturberet nogle gange for at berolige nerverne. (Hans problemer med alkohol og nervemedicin begyndte mange år senere og havde intet påviseligt med denne episode at gøre.)

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 09.11 PRC.

Galeasen Aurora Knockel af Blodhavn pløjede Vesterhavets bølger, tungt lastet med nordvestjysk brunvare (tørret, fladvalset, kvalitet II) til Le Havre. Skipper Clement Knockels grå øjne skuede hen over skumtoppene.

“Men hvad satan?” brummede han. “Er det ikke en pukkelhval dér mod vest-nordvest? Kunne man sejle hovedet i smadder på sådan et kreatur og slæbe kadaveret med hjem til Klamhuse Kødfoderfabrik?”

“Vi er jo først hjemme om tre-fire uger,” bemærkede Jallah, skibsdrengen, der var med på sin første langtur.

Skipper Knockel smurte en rask lussing hen over det fregnede fjæs.

“Du taler, når du bliver spurgt, ellers ikke. Hvalkødet bliver modnet og mørt undervejs. De bedste udskæringer kan vi afsætte til Brunmølle Udflugtskro.”

Skipper drejede skarpt på roret, og Aurora stævnede efter den mørke pukkel i havet, men hvalen forsvandt af syne, og da den igen dukkede op, var den halvvejs ude mod horisonten.

“Møgdyr!” brummede Knockel og tildelte skibsdrengen endnu en lussing, før han styrede tilbage på kursen.

En halv sømil bag dem drev den hornmine, som de havde været få favne vand fra at ramme ind i. Den var 10-12 år gammel, men stadig aktiv, og den indeholdt 78 kg TNT.

Ud- og hjemtur blev gennemført uden større begivenheder, når bortses fra, at Jallah på bordellet Bonheur du Jour i Le Havre pådrog sig den første af et langt livs talrige gonoré-infektioner.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 16.24 PRC. (LOKAL TID)

Globetrotteren Gambrinus Buhms var nået 11 dagsvandringer ind i Amazonas-junglen, længere end nogen anden hvid mand. Ved middagstid havde han mødt en flok indfødte omkring et vandhul, hvor de kollektivt defækerede, og dette øjeblik havde han naturligvis sikret for eftertiden ved brug af sit veltjente Agfa-kamera. Nu stillede han otte af de ranke og velnærede, men ikke ret store stammefolk op til fotografering i en lysning. Den niende havde fået et lynkursus i kamerabetjening og skulle trykke på knappen, når Buhms gjorde tegn.

1954-hvid-hoevding

De indfødte var tilsyneladende villige nok, men det tog lidt tid at få dem arrangeret i den rette skulpturelle formation, som den sønderjyske eventyrer så skulle knæle foran. Det lød, som om de indbyrdes diskuterede et eller andet.

“Umbrok pop gryffert?” sagde den yngste spydbærende dreng.

“Umbrok graff!” lød det fra bedstefar bag ham.

“Hold nu kæft og kig ind i kameraet,” sagde Gambrinus Buhms og prøvede med en viftende hånd at vise, hvad han mente.

De forstod ikke hans sprog, og han forstod ikke deres.

“Skal vi æde ham?” havde drengen sagt.

“Jeg er sulten!” tilføjede bedstefar.

“Gryffert jao kikkel. Umbrok kikkel. Pillarkuna,” sagde den ranke kriger, som Buhms formodede var høvding. Det betød så meget som: “Han er senet og sur i kødet, og vi har ikke de rigtige krydderier. Slut på diskussion.”

“Klik!” sagde Buhms og gjorde det aftalte tegn.

Klik, lød det fra Agfaen. Billedet var taget.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER, RESTEN AF DAGEN

Det fortsatte på samme måde. Ikke en eneste sagesløs danskere blev myrdet, medlemmer af de europæiske kongefamilier blev hverken gift eller skilt, ingen passagerfly styrtede, ingen jordskælv, tornadoer eller stormfloder hærgede noget steds på kloden. Den hellige gral blev ikke fundet, og Marilyn Monroe var endnu mange år fra sit selvmord.

Hen mod aften herskede sort fortvivlelse på avisredaktioner verden rundt. Det gjaldt også Nørre Usseldrup Folkeblad, som netop var amalgameret med Nordvestjyske Fækalietidende. På redaktionskontoret (beliggende lunt og komfortabelt over bolsmand Ferkelsens svinestald) sad redaktør Gylbert Knockel og rev sig i håret.

“Det er den værste dag i mit professionelle liv,” sagde han og tildelte journalisteleven Philbert en af dagens talrige stimulerende arbejdslussinger. “Hvad gør vi? Du bliver aflønnet med 3,74 kroner om måneden plus roefoder og en halmbunke at sove i, så hvad er svaret, Philbert? Hvordan redder vi morgendagens udgave?”

“Hvis der nu indløb en bombetrussel mod Klamhuse Kino,” sagde eleven.

“Ja, hvad så?”

“Og publikum blev jaget ud, og alle var rasende…”

“Videre.”

“Og så… æh, noget med et slagsmål.”

“Nej, sgu,” sagde redaktøren. “Halvdelen af de fordrevne biografgængere stiller op til en masturbationsparade diagonalt fra NV mod SØ over Klamhuse Hede. Resten skal ud på et lussingoptog fra SV mod NØ. De to processioner kolliderer i mørket midt på heden. Kabum! Vi er til stede og tæller de tilskadekomne og får kommentarer fra fremtrædende deltagere og så videre. Morgendagens avis er lige ved at være reddet. Af sted, min dreng.”

“Hvorfor et af optogene skal jeg følge med?”

“Dem begge to.”

“Jamen…”

En smældende lussing var svaret. “Ikke noget jamen. Det ord er forbudt her på redaktionen, og det ved du udmærket. Af sted, nu fluks!”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 18

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1937

Som en gigantisk blåhval i havet svævede LZ 129 Hindenburg i al sin pragt over himlen.
Ydersiden bestod af lette materialer: flamingoplader, pap og plastik og indersiden rummede ufattelige mængder tarmgas. En sindrig konstruktion med mange fremtidsmuligheder.
Piloterne og passagerne sad med deres cigarer og sjusser og hyggede sig. Men ak, infernoet var på vej.
Dybt inde i lastrummet stod en hemmelig kasse tilhørende nationalmuseet. Et nedkølet urmenneske som skulle udstilles på en fornem verdensudstilling.
»Opbevares konstant nedkølet,« stod der på skiltene, men det tog luftskibspersonellet sig ikke af.
Under rejsen steg varmen i lastrummet til tropetemperatur hvilket fik det kolde legeme til at tø.

1937-hindenburg-interior

“Bob, Bob!” råbte hulemanden Bob i det samme han slog øjnene op. Han kravlede frisk som aldrig før ud af kassen og strakte sit veludhvilede korpus.
Han stod i sit fineste puds af mammutpels og bjørnetænder.
Det havde været dejligt med en lille lur på nogle tusinde år men nu måtte han i gang med sine daglige gøremål.
Bob skulle bygge en hule, gå på jagt og finde nogle kællinger at befamle.
Så mange opgaver, så lidt tid.
Bob så sig omkring i det dunkle lastrum. Her kunne han sagtens få det hyggeligt.
“Byg, byg,” sagde Bob da han havde fundet det perfekte sted af slå lejr. Han opførte prompte en hule af pap, træ og stof.
Maven rumlede.
Før han satte sig til rette måtte han hellere finde noget ædelse at stoppe i kæften. Han havde ikke spist i gud ved hvor mange år.
“Rumle-larm i bugen,” udbrød Bob og så søgende rundt.
“Bok, bok, booook!” lød det længere inde i lastrummet. Der var dyr i nærheden.
Han fik øje på et jernbur med en høne.
“Nam nam,” jublede hulemanden Bob og klappede i hænderne.
Forsigtigt åbnede han jernburet og løftede hønen ud.
“Smack, smack!” råbte han i det han bankede fjerkræet til døde med sine bare næver.
Blod over alt. Han kunne eventuelt lave hulemalerier senere.
Bob stirrede ned på hønen og vrængede.
“Kold, kold, ad, ad.”
Hulemanden Bob gik ind for den sprødstegte mad. Hvem i alverden spiste kold rå høne? Ikke Bob.
Han samlede brædder og stof i en bunke og satte sig ned med to tørre faconfækalier som han slog mod hinanden.
TUCK … TUCK!
Gnister fløj til alle sider og straks var der gang i bålet.
“Ild, ild,” lo Bob mens flammer bredte sig mellem materialerne.
Tilberedningen kunne begynde. Han stak et jernrør i røven på hønen og pegede den ind i bålet der nu havde nået en uhyggelig størrelse.
VUUUUUUSH!

1937-02

Bob stod uden for det nedbrændte luftskib Hindenburg sammen med de overlevende passagerer fra katastrofen.
Bob havde overlevet ved et sandt mirakel ved at benytte en presenning som faldskærm.
Desværre fik han ikke reddet måltidet med ud.
Efter denne sindsoprivende oplevelse trængte han til et par sjusser og kvindeligt selskab.
Mens udrykningskøretøjer flokkedes om ulykkestedet forlod Bob området. Han endte i storbyen hvor han fandt et værtshus med billig sprut og kællinger. Bodegaen mindede ham om grotten hvor han var vokset op. Mørkt, fugtigt og indelukket.
“Bob er hjemme!” jublede han.
Og i disse snuskede lokaler sidder Bob stadig den dag i dag.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 17

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1929

MANDAG AFTEN

“Ja, Billy. En telefonsamtale. Til New York. Nu.” Pholbert Gaffelhage halede sit ommeur op af vestelommen og så på den slidte skive. “Klokken er 20.02, så det bliver til aftentakst, husk det.”

“Yes sir, Mister Gaffelhage,” svarede kontoristen på jernbanestationens kontor, mens han drejede på håndsvinget og prøvede at aktivere rigstelefonen.

Billy var vant til, at den gamle mand indfandt sig om aftenen for at ringe til New York, Chicago eller somme tider så langt væk som London eller Berlin. Old Man Gaffelhage boede et par km oppe ad bjergsiden, og han havde hverken telefon eller elektrisk lys i sin bjælkehytte. En om muligt endnu ældre negerkvinde passede hans køkkenhave og tilberedte hans beskedne måltider af saltet flæsk, bønner, kartofler og andre lokale produkter.

Pholbert Gaffelhage tændte et cigarskod, mens han ventede på, at forbindelsen skulle gå igennem. Billy gispede. Han måtte lufte ud, hver gang Mister G havde været her. Egentlig var det vel synd for den gamle mand, at han ikke havde råd til at tænde sig en frisk cigar, tænkte Billy, mens han prøvede at trække vejret i de stærke blåsorte røgtåger.

Ja, stakkels gamle G, som kun var USA’s næstrigeste mand.

FORHISTORIEN

Pholbert Gaffelhage var udvandret fra Klamhuse cirka 1880. I Amerika havde han fået arbejde på en gummivarefabrik. Efter nogle år var han avanceret til driftsleder, derpå direktør, senere ejer og drivende kraft i konsolideringen af den globale gummivareindustri.

Gaffelhage Amalgamated var nu et investeringsselskab med enorme værdier placeret i mange brancher verden over. Gamle Pholbert var flyttet på landet for at leve jævnt og enkelt som i sin barndom, men via breve og telefon fulgte han aktiviteterne i detaljer. En ganske bestemt månedsstatus, indløbet  forleden, havde fordybet rynkerne i hans pande.

1929-boerskrise

Sønnen Philbert havde nemlig i løbet af måneden kørt i hyrevogn for ialt 3,41 dollars, og to gange havde han på firmaets regning spist middag ude i byen. Den ene gang endda med en gæst, som meget vel kunne tænkes at være den sminkede dukke, faderen havde forbudt ham at pleje omgang med.

“Nu er der forbindelse, sir!”

Pholbert greb røret.

“Er det dig, Harry? Godt, hør efter! Straks i morgen tidlig sælger du… Ja, jeg siger sælger. Jeg vil… Så hør dog efter, mand! Sælg alle mine aktier… Satans til dårlig forbindelse… Alle mine aktier i…”

Det knasede på ledningen, mens Pholbert bjæffede videre: “…aktier i Gaffelhage Consolidated Junior. Jeg vil ikke poste flere penge i det foretagende, og Philbert må køre det i sænk for egen regning. Han skal ikke spille kong Gulerod på min regning.”.

“Alle dine aktier, javel,” sagde børsmægleren Harry Buttensschön, mens han kiggede hen over New Yorks havn. “Har jeg forstået dig rigtigt: Hele beholdningen?”

Den dårlige forbindelse havde slettet specifikationen af, at Pholberts ordre kun handlede om aktierne i juniors firma.

“Ja, for helvede,” sagde den gamle. “Og lad gerne Philbert og alle andre vide, at min tålmodighed er brugt op. Godnat, Harry.”

“Ih, du milde,” mumlede børsmægleren. “Jeg skal vist have en whisky til at sove på i aften.”

Pholbert betalte for samtalen og begav sig i halvmørke op ad bjerget. Det lille dumme firma, som Philbert havde fået lov at bestyre, ville gå til grunde, tænkte han, og bedre havde junior ikke fortjent.

TIRSDAG MORGEN

Dagen startede turbulent på børsen i Wall Street. Stemningen havde været nervøs de seneste uger, og nu tordnede kurserne i bund, mens Harry Buttenschön solgte ud af samtlige Pholbert Gaffelhages aktiebeholdninger. Den gigantiske formue var spredt ud over stort set alle erhvervsgrene.

Panikken på Wall Street blev forværret, da Harry Buttenschön bekendtgjorde, at det var Gaffelhage-formuen, der blev trukket ud af aktiemarkedet. Gamle Gaffelhage havde i mands minde aldrig gjort et forkert træk. Alle, der kunne, fulgte hans flugt.

Da turen kom til aktierne i juniors selskab, var de allerede tæt på værdiløse, hvilket knap nok blev bemærket. Det var blot en dråbe i et frådende hav af kursfald og katastrofe.

Mange af spekulanterne havde ingen handlemuligheder. Unge Philbert var blandt de tusinder, der så sig ruineret, og hen på aftenen sprang han ud fra sit kontor på 19. etage, lige om hjørnet fra Wall Street. Det skete uden brug af faldskærm, og cementfliserne tog ikke blødt imod ham.

ONSDAG MORGEN

Pholbert modtog meddelelsen pr. telegram. Billy, jernbanens unge kontoriste, kom løbende op ad bjerget med den.

“Jeg kondolerer, hr. Gaffelhage,” sagde han og strøg kasketten af sit vandkæmmede hoved.

“Tal ikke om det,” svarede Pholbert, da han havde læst det korte budskab. “Du er en brav ung mand, Billy. Lad mig belønne dig efter fortjeneste.”

Gaffelhage forsvandt ind i huset og kom nogle minutter senere tilbage med en mønt, en nypudset 5-cent, på sin tørre håndflade.

“Den er til dig, min dreng. Brug den fornuftigt.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

henv valutareform

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 16

2 svar

DET HERRENS ÅR 1912

FØRSTE AKT

Titanic kommer sejlende med rygen og med dampen
og ovenpå man holder fest med høj musik og trampen.

Her sidder Gambus Holm fra fiskeindustrien
og nipper til champagnen sin. Han kender melodien.

Ja, gæsterne de hygger sig men Gambus ingenlunde
for han kan mærke i sin krop et voldsomt maveonde.

Buffeten den er alt for stærk og ikke for de sarte
thi maven kan jo ikke ha’ når maden er aparte.

“Åh ak og ve!” Han jamrer højt. “Nu går den ikke mere.”
Og straks han ud på gangen går. “Nu må jeg sgu levere.”

På første klasse står der pænt så fine rene kummer
men der er trangt og der er kø og man skal trække nummer.

“Til anden klasse!” råber han og hopper som en hare
Men dasserne er her kaput hr. Gambus må erfare.

Men tredje gang er lykkens gang. Mod pøblens rå gemakker.
Her finder han et lokum frit. “Min gud jeg evigt takker!”

1912-01

ANDEN AKT

Og nu hvor affaldsmassen ud ad tarmen let har strømmet
han ser sig om og får et chok for rummet er sgu rømmet.

“For pokker,” skriger Gambus højt med angstens sved på panden.
“Nu skal der ikke mere til at jeg går fra forstanden!”

Her findes ej papir til ham. Men rumpen skal jo tørres.
Han spejder rundt og tænker på at noget må ku’ gøres.

Det varer ikke længe før han finder på fidusen
sit slips han bruger selvom det har kostet et par tusind’.

Men stoffet er så langt fra nok, han bruger også skoen
og sokkerne går samme vej. Hr. Gambus mærker roen.

“Hvad gør jeg nu med alt det tøj som er smurt ind i kage?
For jeg har ingen planer om at tag’ det med tilbage!”

Han kigger ned i dassets dyb og tænker: “Hvorfor ikke?”
Og just begynder undergangens ur så let at tikke.

Slips og sko og sokker med han presser ned med foden
Han skyller ud og går sin vej med kurs mod drikkeboden.

Åh ak og ve hvor det går galt thi rør og lokum sprænger
så fæcesvand med klumper i sig ud på gangen trænger.

1912-02

TREDJE AKT

På første klasse danser de så festligt wienervalsen
men uden varsel står de snart i lortevand til halsen.

Oh, vandet breder sig i hast igennem hver etage
Og skyller både møbler væk og gæster og bagage.

Og da kaptajnen ser det ske han hurtigt panden rynker
Han får et chok og råber højt. “Du milde! Gud! Vi synker!”

Kaptajnen går i ren panik og drejer skarpt på roret
så skibet kommer ud af kurs og ender på vildsporet.

Som om det ikke helt er nok er prikken over i’et
et stygt og farligt bjerg af is, det mægtigste i riget.

Titanic rammer med et brag og skorpen får en flænge,
Hr. Gambus hopper i en båd for skibet det vil krænge.

Mod bunden færgen snart går ned til algerne og tangen
Ja, tænk engang; et stoppet das var skyld i undergangen.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkKÆLTRINGSFÆRGE01

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 15

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1903

Wilbur og jeg havde så tit drømt om at flyve som fuglen på himlen. Mange idioter havde gjort forsøget før os men alle med ubrugelige resultater.
Næh, hvis nogen kunne klare opgaven var det os to.
Vi satte os ned og lavede de nødvendig udregninger og tegnede en skitse til en flyvemaskine. Det var jo pærelet hvis vi da for helvede havde haft noget arbejdsro!
Ser De, vores overbo, Gerry Rakkelpot hedder han, forstyrrede os konstant. Han dansede hele tiden. Det lyder måske harmløst men det var ikke uskyldigt ballet. Han trampede hårdt i gulvet så det støvede ned i vores fyldte sherryglas.
Men vi fik da til sidst lavet en arbejdstegning og vi kunne med stor lettelse rykke ud i værkstedet hvor der var ro.

1903-rakkelpot

Pinen var dog ikke ovre.
Da vi nogle dage senere sammensatte motoren i vores værksted, ja så kom hr. Rakkelpot gudhjælpeme fjorten gange indenfor en time for at låne en kop sukker til sin kaffe. Vi har altid været høflige og kunne selvfølgelig kun sige ja. Men det var med en hvis mistro for hvem fanden putter flere kilo sukker i sin kaffe?
Næste dag da vi kom tilbage for at færdiggøre motoren opdagede vi hvordan alt vores værktøj var byttet rundt. Intet var hvor vi havde lagt det.
“Gid fanden havde Gerry Rakkelpot,” hylede vi i kor.
Vi styrkede nerverne med et par glas sherry hver og fortsatte arbejdet.
Vi skruede, borede, hamrede og svejsede skelettet sammen. Propellen og landingshjulene blev monteret og alt tegnede ganske godt lige indtil motoren skulle startes for første gang.
Det osede og boblede og vi måtte springe i dækning før det var for sent. Motoren brændte simpelthen sammen.
KABUUUUUM!
Nogen havde hældt sukker i brændselskammeret så hele maskineriet karamelliserede og eksploderede. Så fandt vi da ud af hvad han skulle bruge alt det sukker til.
Vi blev enige om at låse værkstedet hver nat efter dette sabotagenummer. Og der kom da heller ikke flere attentater fra overboens side.
Den 14. december stod vi stolte ved siden af vores færdige flyvemaskine. Men testflyvningen gav ikke de bedste resultater. Grundet tekniske problemer var vi kun i luften få sekunder.
Jeg havde en mistanke om at Gerry Rakkelpot var med i spillet men værkstedet havde jo været aflåst. Desuden havde vi ikke set meget til manden de sidste par uger.
Den 17. december var småfejlene justeret og vi var klar til et nyt forsøg.
Vi startede maskinen og kørte af sted på landingshjulene.
Lidt efter lettede vi.
“Den virker edersprøjteme!” råbte vi i kor. “Vi flyver!”

1903-wright

Vores sejrshyl blev imidlertid afbrudt af en forfærdelig motorstøj bag os. I bakspejlet kunne vi se noget nærme sig med høj hastighed.
“En flyvemaskine?” jamrede min broder. “Jamen, det kan jo ikke passe!”
En meget større, langt mere avanceret og elegant flyvemaskine halede ind på os og fløj op på siden af vores prototype.
Til vores skræk sad Gerry Rakkelpot i egen irriterende person i cockpittet med en cigar i munden. På siden af flyet stod der: Rakkelpot Airlines.
“Davs, gutter. Se hvad jeg lige har flikket sammen,” råbte han i en megafon. Med et grin gassede han op og overhalede os totalt før han fløj længere og længere opad og frem.
Snart var han kun en prik i horisonten på den triste grå decemberhimmel.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 14

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1862

Der havde været uro i samtlige amerikanske stater det sidste stykke tid men det tog Jonny Hamburger sig ikke specielt meget af. Her på gården var der fred og ro. Solen skinnede på en skyfri himmel og Jonny hoppede ud fra døren med et krus kaffe i hånden.
Gårdens dyr kom ham i møde. Koen, fårene, hønsene, hunden, kattene og alle de andre.
Jonny kunne mærke at der måtte synges. Det var en nødvendighed:

Jonny:
Så blev det atter morgen.
Og jeg har sovet længe nok
Se solens lys for oven.

Hønsene: Bok, bok, bok, bok!

Jonny:
Så fredfyldt her på gården
Åh, vi får så megen sjov!
Jeg nyder kaffetåren

Hunden: Vov, vov, vov, vov.

Ko: Muh … MUUUUUUUUH.

Jonny:
Ja, vi har ingen kvaler
og jeg …

“Ja, undskyld at jeg bryder ind i Deres ejendommelige skrålesang med kræene, men jeg er her i et vigtigt ærinde,” sagde en dyb stemme bag ham.
Det gav et gib i Jonny så han spildte noget af kaffen på jorden.
Han vendte sig om.
Der stod en soldat i fuldt ornat og med en tyk moustache. Han så autoritær ud.
“Hvad fanden?” sagde Jonny.
“Jeg er oberst Mudbut. Hvor må vi stille kanonerne og eksplosiverne?”
“Ka … kanonen!” gispede Jonny.
“Ja, vi er ved at gøre klar til at fjenden kommer. Ned med nakken!”
Jonny drejede sig rundt og fik øje på alle de soldater, der pludselig var stimlet sammen på hans grund. Flere kom til med kanoner som de kørte i stilling. De tromlede blomsterbedet ned og trampede kornet ned.
“Hov, det må De ikke,” jamrede Jonny.
Obersten svingede med armene.
“Tag det roligt. Vi har alt under kontrol. Desværre forholder det sig sådan at netop Deres matrikel her ved Antietam er blevet udvalgt som slagets brændpunkt men jeg lover Dem at vi vil forsøge ikke at svine for meget. Vi er trods alt civiliserede mennesker.”
Flere soldater kom til. Der var mere end hundrede folk.
“Må et par af mine mænd låne toilettet? De har brug for at lette trykket inden kamp.”
“Jeg … jeg,” stammede Jonny.
Obersten råbte til mandskabet.
“Det er i orden. I har fået tilladelse!”
Fyrre mænd jublede og stormede huset. Jonny kunne se at nogen sked på gulvet i stuen.
Han så sig forvildet rundt. Der stod kanoner og soldater alle vegne. Dyrene vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv.
“Er det i orden med Dem hvis vi lader en håndfuld soldater gemme sig i urtebedene?”
Jonny nåede ikke at svare før der lød skrig og råb et stykke væk. Ude på kornmarken marcherede den fjendtlige hær mod gården.
“Nu kommer de,” brølede obersten. “Angrib!”

1862-civil-war

Kanonerne gik af. To af dem pegede i den forkerte retning og skød direkte inde i huset.
Jonny spærrede øjnene op.
Sydstaterne kom løbende med sabler og geværer. Nordstaterne drønede i mod dem.
Arme blev hakket af.
Fødder blev bortsprængt.
Hoveder eksploderede.
Indvolde klaskede ud over det hele.
Tandstumper fløj som spredehagl.
Hønsene blev trampet ned.
Koen blev brugt som levende skjold og fårene, hunden og kattene blev benyttet som alternative kasteskyts og slagvåben.
Jonny stod som frosset til stedet mens kaos udspillede sig omkring ham.
Så styrtede huset sammen.
Obersten klappede ham på skulderen.
“Op med humøret, knægt.” Han pegede mod himlen. “I det mindste er det skyfrit i dag.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 13

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1859

JUNI

“God morgen hr. Austin. Sikke dog en herlig morgen her i det Australske land.”
“Vor herre bevares!”
“Hvad mener De, hr. Austin?”
“Det skal jeg sige Dem, Brian. Der er jo ikke andet en visne træer, sten og sand. Jammerligt.”
“Jeg forstår ikke …”
“Og dyrene, Brian. Et kummerligt udvalg. Har De set disse høje langbenede pungdyr der hopper så latterligt rundt derhenne?”
“Kænguruer?”
“Ja, føj for satan. Og disse små pelsede tørvetrillere der æder eukalyptus hele dagen …”
“Koalabjørne?”
“Ja, jeg kan ikke snuppe det, Brian.”
“Jamen, hr. Austin. Det jo sådan Gud har skabt dette land. Der har været en idé med det hele fra begyndelsen.”
“Vor herre bevares! Nej, vi trænger til noget mere genkendeligt. Noget der minder om de gode gamle dage hjemme i England. Noget sødt og pudsenusset.”
“Vil De hente dyr hjemme fra Storbritannien?”
“Ja, det er jo det jeg siger, Brian. Jeg foreslår kaniner. De er uskyldige små dyr som kan passe sig selv. Jeg sender bud med det samme.”
“Men … men …”
“Ti stille, Brian.”

1859-01

JULI

“Er De hr. Thomas Austin?”
“Ja, Det er mig.”
“Jeg har en pakke til Dem. 24 kaniner.”
“Det var eddersparkeme hurtig levering! Ih, hvor er de livlige de små kræ.”
“Hvis De vil kvittere her … ”
“Sådan.”
“Farvel.”
“Farvel … Brian kom her!”
” …. ja … jeg er på vej … Jeg er her nu.”
“Har De set disse pragteksemplarer, Brian?”
“Jo, de er vel nok fine.”
“Lad os slippe dem løs med det samme!”
“Slippe dem løs? Jamen hr. Austin dog. Er det en god idé?”
“Brian! Ti dog stille og hjælp mig med at åbne kassen.”
“Hvis De synes.”
“Ja, sådan. Ud med jer. Alle sammen. Løb, spring mine kaninvenner. Åh, se hvor de løber rundt. Og De var bekymret, Brian. En lille flok kaniner gør ingen skade.”
“Hr. Austin. Nu begynder dyrene at hoppe op på ryggen af hinanden.”
“De er bare konfuse efter sejlturen herover. Jetlag eller hvad det nu hedder. Det betyder ingenting.”

AUGUST

“Hr. Austin. Kræene er alle vegne!”
“Hvad fabler De om, Brian?”
“Bestanden er fordoblet. Når de ikke smadrer køkkenhaven hopper de ovenpå hverandre og formerer sig.”
“Har De det rigtigt godt, Brian? Der er 24 kaniner som der hele tiden har været, hverken mere eller mindre. Nu har De vel ikke fået hedeslag. Tag et glas brandy og slap af. ”
“Jamen …”

1859-02

SEPTEMBER

“Vi må gøre noget ellers har vi katastrofen. Vi må holde bestanden ned ellers kan det få konsekvenser for hele kontinentet … Jeg henter min muskedonner og skyder er par stykker.”
“Brian! Nu er De ond! Man skyder ikke på små søde dyr som kaniner. Hvad er De dog for et usympatisk menneske. Kan De så opføre Dem ordentligt.”
“Hr. Austin, hør nu på mig. Naboerne klager. Kaninerne har pløjet familien Mastersons mark op og væltet huset. Vi nærmer os en pelset syndflod.”
“Jeg hører Dem, Brian og jeg tænker om De måske burde gå til psykolog. For de hallucinerer. Min oldefader havde lignende symptomer. Han så også katastrofer alle vegne.”
“Jeg … jeg …”
“Det er vel nok en flot hat De har fået Dem, Brian.”
“Det er ikke nogen hat hr. Austin. Det er kaniner. De kravler overalt. De har selv fire siddende på hovedet i øjeblikket, at De ved det.”
“Ha, ha. Det har jeg minsandten også. De er nogle spøjse små kræ, de kaniner.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkTESTIKELKALKUN

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 12

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1833

“Hva’ satan,” mumlede skipper Knockel og sendte en stråle skråsovs hen over styrbords ræling. “Hva’ satan finder de på derinde?”

Festfyrværkeri steg til vejrs over London, mens Theobald Knockel ved ni-tiden om aftenen sejlede op ad Themsen med det gode skib “Theodora Knockel af Blodhavn”.

Han havde styret denne kurs mange gange, men aldrig set noget, der lignede det jubelmylder, der lige nu tumlede rundt på kajerne og dansede i de gader, man kunne skue op igennem.

Så snart Theodora var fortøjet, sprang han i land og greb en drukken yngling i kraven.

“What goes on here? Why are you partying?”

“Slavery abolition! The slaves are free!”

“Oh boy!” udråbte Knockel på velklingende engelsk. “Den fest må jeg også med til!”

NÆSTE FORMIDDAG

Mens halvdelen af London sov brandert ud, gik Theobald en tur i byen. På en skænkestue fordybede han sig i dagens udgave af “London Chronicle and Working Man’s Vindicator”, hvori han kunne læse næsten alt om frigivelsen. Slavernes kendte og populære talsmænd, Gilbert og Flaeskert Mbongo, havde deltaget som æresgæster ved højtideligheden i det engelske overhus dagen i forvejen.

“Gilbert og Flæskert,” mumlede skipper Knockel. “Det var dog satans til sammentræf. Kan det være mine to festnegere? Og kan det passe, at de bor i et palæ?”

Han vendte sig mod bartenderen. “Kan du sige mig, hvor Grosvenor Square ligger?”

“Ja, det er en halv miles vej i den retning. Meget fint sted. Kender du nogen dér?”

Knockel slængede en mønt på disken. “Det vil vise sig inden længe!”

NÆSTE FORMIDDAG, FORTSAT

Palæet var fire etager højt og adgangen til det spærret af et smedejernsgitter. Theobald Knockel trak den ene af sine jernbeslåede træskostøvler af og brugte den til at lave larm mellem stængerne.

En rankrygget butler med et surt, kridhvidt ansigt bad ham forsvinde og gjorde truende fagter.

“Du kan komme herud og få lussinger,” svarede Theobald og blev ved, indtil et rundt, sort hoved viste sig bag en rude på anden sal.

“Gilbert!” råbte han. “Flæskert!”

Han kunne ikke se, om det var den ene eller den anden, men en af dem var det. Halvandet minut senere sad han foran kaminen i en højloftet pragtsalon med silkebetrukne møbler, krystallysekroner og alverdens supplerende pragt.

Gilbert og Flæskert kyssede efter tur skipperens vejrbidte kinder, og butleren, der nu var stum og bukkende, bragte portvin og kager.

“Hvordan har I båret jer ad? Hvad går det alt sammen ud på?” spurgte Knockel.

“Det er dig, vi har at takke! Lige fra den første morgen på Elfenbenskysten, da vi blev bragt om bord i lænker, kunne vi se, at du var en ven af fest og farver.”

1833-overklassenegere

Theobald huskede den slavesejlads, de talte om, bedre end talrige andre, han havde gennemført mellem Afrika og Mellemamerika. Gilbert og Flæskert (han havde selv af praktiske grunde givet dem disse gode nordvestjyske fornavne) havde hurtigt efter afrejsen vist sig som uovertrufne festnegere, beskæftiget med sang og dans og mangfoldig spas fra morgen til aften.

Da de andre slaver var ekspederet i land i Puerto Rico, tog Theobald de to spasmagere med hjem til Blodhavn. Få år senere turnerede de i Skandinavien, Tyskland og Polen med deres musikalske numre og sketches, og Theobald så dem sidste gang, da de efter et mellemspil i Holstebro Borger- og Håndværkerforening var på vej til verdensbyen London.

“Og her har I så været siden og er blevet fornemme herrer.”

“Næ næ. Vores show faldt til jorden. Vi blev smidt på gaden. Englænderne vil se fede, blegrøde kvinder i bizarre kostumer, ikke sådan et par springfyre som os. Vi måtte tilbage i slavehandelen.”

“Jamen dog. Blev I solgt?”

“Tværtimod. Vi havde lidt spareskillinger, så vi tog til Afrika og begyndte at købe op. Vi vidste jo, at det som regel var arabere, der formidlede slaver ud til havnebyerne, og de stak det meste af fortjenesten i lommen. Vi gik direkte til stammehøvdingene og købte de flotteste slaver til en fair pris, og så skibede vi dem videre med en sang og en dans. Ingen lænker og ikke flere eller værre prygl, end rimeligt var.”

“Fantastisk. Men hvorfor skulle slaveriet så afskaffes i hele det britiske imperium?”

“Markedet er overfyldt. Slaveriet bliver også afskaffet i Amerika, vent og se. Vi vil have vores lejre derovre tømt og restlageret solgt ud til en fornuftig pris, derfor lukker vi nu for tilførslen.”

“Og det er det engelske parlament gået med til – bare sådan?” spurgte Knockel, der vidste en ting eller to om forretning.

“Vi har jo ikke kun handlet med negere,” svarede Flæskert med et listigt grin. “Vi har købt og solgt kinesere, indere, arabere, ja sågar hvide englændere. Lord Bunckerforce var dybt forgældet, og vi tog pant i hans smukke unge hustru og to andre medlemmer af familien. De røg af sted til markarbejde i Sibirien, og derefter var han til at tale med, lorden. Han fik sagen gennem overhuset.”

“Det stod der ikke noget om i avisen.”

“Lorden håber stadig på at få sine nærmeste re-eksporteret. Det er for øvrigt også hans palæ, vi bor i. Penge er magt. Drik nu, Theobald, og spis! Der er meget mere, hvor det kommer fra.”

NÆSTE FORMIDDAG, SLUTNING

“Jeg er målløs,” sagde skipperen og slubrede portvin i sig, mens festnegrene sprang op og dansede overstadigt mellem møblerne.

“Vi har et par hemmelige slaver i kælderen,” erklærede Gilbert, “som vi skal have skilt os af med, nu hvor loven træder i kraft. Vil du have dem med hjem til Nordvestjylland og sælge dem til højestbydende?”

“Den ene er en sort prinsesse på 19,” tilføjede Flæskert. “Du har aldrig set flottere babser end hendes, og tænderne er hvide som nyfalden sne.”

“Jeg tror, vi kan lave en aftale,” sagde Theobald. “I hvert fald skal hun få sørejsen helt gratis. Ja, jeg tror sgu, der bliver plads til hende i kaptajnens kahyt!”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside