Det er min sørgelige pligt at meddele d’herrer ærede læsere, at vor alles Hauge Hornblæser er død efter kort tids kamp mod PTGH (post-traumatisk gul hestepilsnersyndrom).
Hr. Hornblæser var uddannet postillon, men blev af i kraft af sin lungekapacitet og musikalitet af postvæsenet tildelt den vigtige funktion at spille på signalhorn foran sognets utallige landevejskroer, når der til stederne var leveret nye forsyninger af gul hestepilsner. Han passede i hele 8 årtier sin daglige rute og blæsearbejdet til punkt og prikke, men kom aldrig til at udbringe breve og pakker, idet han i løbet af en normal arbejdsdag blev så kraftigt påvirket, at han ikke kunne ramme folks brevsprækker.
Alle borgere i sognet elskede den umiskendelige skratten fra Hauges instrument, og den vilde vrinsken fra bortgalopperende heste, der var tegn på, at nu var fadene fyldt op, og der flød atter herlig gul hestepilsner gennem hanerne.
Desværre begik hr. Hornblæser den elementære fejl at ophøre med at indtage alkohol, hvilket beseglede hans skæbne. Blot fjorten timer og fireogtredive minutter efter at have slået proppen i, faldt han død om af akut PTGHS. Signalhornet, hans eneste personlige ejendel, vil overgå til vort hospitalsmuseums rædselskabinet, sammen med historiens fine morale: Man må ALDRIG holde op med at drikke!.
Det meddeles netop nu at den højtprofilerede børnebogsforfatter Per Røsti bortgik på den mest meningsløse måde under en 72 timer lang skriveproces.
Trist er hans død men endnu mere tragisk er det faktum, at han ikke nåede at færdiggøre sin letlæsningsbog “Gilbert i Swingerklubben.” En bog som utallige skolebørn har set frem til at læse.
Den flittige forfatter arbejdede så intensivt på sit manuskript at han simpelthen glemte at trække vejret og omkom midt under det næstsidste kapitel hvor det var allermest spændende. Han nåede kun at skrive 13.000 sider.
Intensitet og seriøsitet lyste dag og nat ud af hr. Røstis ansigt.
Hustruen beretter at Per var så fokuseret og medrevet af sin egen historie at han ikke havde blinket med øjnene i over fire timer. Øjenæblerne tørrede ind. Kort efter holdte han ikke længere på afføring eller urin. Til sidst glemte han helt at trække vejret, hvilket var det sidste søm i kisten.
Konen opdagede hans afsjælede hylster bøjet over skrivemaskinen. De sidste ord han nåede at nedfælde var erkendelsen af sin egen undergang: “Nu ser jeg lyset … dette bliver min død, åh ak og ve. Hvad skal jeg dog stille op. Nu bliver jeg hentet. Færgemanden fjerner fortøjningen. Intet kan forhindre denne tragiske hændelse. Jeg …”
Per Røsti begyndte sin forfatterkarriere for to år siden og nåede at udgive 122 bøger. Han var kendt og elsket i det litterære miljø men også på masturbationsscenerne, hvor han vandt den gyldne hånd flere år i træk. Han mestrede 79 sprog og kunne spise to pund østers på fem minutter.
Denne succesroman inspirerede til hundredevis af skulpturknusninger.
En verdensmand, en legende og et geni har forladt sit kødelige hylster i en alder af 56 somre. Per Røsti efterlader sig sin hustru Ebba, 18 børn, en vædderkanin og en tusindtallig læserskare i dyb fortvivlelse.
Den anerkendte forfatterkollega Mambert Mango bliver i skrivende stund fløjet ind fra sin ferie i Zimbabwe for at indgå et samarbejde med undertegnede så det sidste kapitel af Per Røstis svanesang kan blive færdiggjort.
En kendt profil i det nordvestjyske folke- og forlystelsesliv, direktør Jacobus Asinussen, Vester Usseldrup, har udbragt sin sidste skål og ligger nu på castrum doloris i ruinerne af sit hjem, Villa Guldblik. Han blev 39 år, 176 dage, 16 timer og cirka 11 minutter gammel.
Jacobus, som vennerne altid vil huske ham.
Som søn af den kendte kummefabrikant Gylbert Z. Asinussen voksede Jacobus op i en atmosfære af velstand, livsglæde og tolerance. Allerede som 15-årig blev han aspirantmedlem af drankerlogen “Højt Skum”, hvor han forblev en trofast og aktiv logebroder indtil de allersidste sekunder af sit liv.
Faderen døde under et forsøg på at slå den nordvestjyske rekord i muddersvømning for overvægtige herrer i 60+ alderen, og Jacobus’ moder udvandrede kort efter til Bulgarien, hvor hun videreudviklede sin interesse for æsel- og muldyravl.
Jacobus stod nu som 24-årig direktør og eneejer i spidsen for den blomstrende og velkonsoliderede kummefabrik, som på det tidspunkt havde 137 ansatte samt et antal trofaste træk- og transportdyr. Hans første handling var at fyre alle to-benede, der havde over syv års skolegang, og erstatte dem med venner fra drankerlogen. Fabrikkens kantine blev udbygget med fadølsanlæg og vinkælder, og to bartendere mødte dagligt frem for at blande cocktails til den trængende stab.
Resterne af Villa Guldblik står som mindesmærke over en glad og gavmild lokal personlighed.
Til Jacobus’ og vennernes forbavselse kom det snart til at knibe med at levere de bestilte kummer, og kvaliteten holdt heller ikke tidligere tiders standard. “Kunder i vore dage er sure og besværlige,” erklærede direktøren. “Skulle vi ikke træffe en rask beslutning om at skide dem et stykke?”
Fabrikken blev nogle år senere købt på tvangsauktion af en mellemøstlig kapitalfond, men så længe der var penge i det asinussenske familiebo, fortsatte festen. Derefter tog Jacobus hul på en fornøjelig ny karriere som omvandrende banjo- og kazoospiller.
Bisættelsen finder sted lørdag kl. 13.34 prc. fra Nr. Usseldrup Bedehus. Medbring egne drikkevarer samt minimum kr. 0,81 som bidrag til honorering af prædikant Grusboll, sangkoret og de gummiklædte kistebærere.
Mindeord i den sørgelige anledning af hr. Øjgil Godot Bladtkramers død. Manden, der i en menneskealder forgæves ventede på sit fly fra Gustenhuse Lufthavn til sin feriedestination på Bikiniøerne, er ej iblandt os længere.
Øjgil var fungerende formand for flæskespiludvalget i Gustenhuse Masturbations- & Idrætsforening, en post han med ildhu og stor dygtighed indtil sin død varetog pr. telefon fra lufthavnens transithal, hvor han var yderst populær blandt såvel rejsende som personale.
Det er med sorg, vi i dag tager afsked med vor kære ven, som med enorm stædighed og retfærdighedssans, på eksemplarisk vis og til det allersidste, holdt på sin ret. Ironisk derfor, at flyruten helt tilfældigt blev erklæret genåbnet blot 1:16 minutter efter, at Bladtkramers hjerte var holdt op med at slå.
Vi besluttede at lade Øjgil fuldføre sin sidste rejse posthumt, og lade negerbefolkningen i den fjerne østat tage stilling til, hvad der skal ske med hans afsjælede legeme, som han generøst havde doneret til velgørende formål. Dog har vi for en sikkerheds skyld ladet hans returbillet destruere. Æret være hr. Bladtkramers minde!
En af Nordvestjyllands markante stemmer gennem det meste af et århundrede, popsangeren Gideon Schlubbert, forstummede i år efter voldsomme optøjer i Klamhuse Folkepark.
Gideon, der blev 98, voksede op på husmandsstedet Schlubbertsminde, Usseldrup Hede, hvor han sammen med sine otte søskende tidligt blev oplært i lussingdans og flerstemmige vokale udfoldelser.
Efter krigstjeneste på Østfronten debuterede Gideon Schlubbert i 1947 som sanger og masturbationsartist i Blodhavn-revyen “På vilde Vover”. I de følgende årtier indsang han over 100 grammofonplader og opnåede et samlet salg på næsten 430 eksemplarer. I 1959 var hans version af “Slentre gennem brun nedbør” i flere uger nr. 2 på Klamhuse Brugsforenings hitliste.
Ved siden af den kunstneriske karriere var Gideon aktivt involveret i gedeavl. På en sommerdag i 1991 blev han angrebet af en jaloux norsk vædder og, blottet som han var, udsat for en afbidning, der for altid ændrede hans stemme. Det ældre publikum husker ham som en markant basbaryton, men nu lå tonelejet flere oktaver højere.
En svigtende kontrol over intonation og vibrato fik den gamle popsanger til at skrue stadig højere op for volumen, og midt på sommeren fik publikum ved et udendørs folkestævne i Klamhuse nok. De sidste minutter af popsangerens liv skal ikke gengives i detaljer. Et stort antal af vore læsere vil have hørt hans dødsskrig. Over det meste af Jylland og i dele af Sydnorge blev folk vækket, mens det foregik.
Vi, der kendte Gideon i hans bedste dage som sanger og masturbationshelt, stillede op i en rank kolonne, da resterne af hans kadaver skulle bæres frem til Klamhuse Kødfoderfabrik, rampe 4.
Knok knok, lød det fra morgen til aften. Knok knok og flere knok, afvekslende med et krynk eller et plunk, når et større stykke granit blev slået løs.
Lyden kom fra stenhuggerens arbejde under Jellings våde himmel, og de andre på byggepladsen havde døbt ham Knok-Knok. Han var en firskåren mand i sine stærkeste år, klædt i slidte skindbukser og en groftvævet uldkofte. Blå øjne lyste op i det vejrbidte ansigt, og foroven strittede hans gulhvide hår ud i totter.
Knok-Knok startede tidligt hver morgen og arbejdede, indtil hammer og mejsler i mørkningen faldt ud af hans hænder. Han var selvstændig, hyret af kongen selv, og nu hørte han kongens dybe, tørre stemme bag sig:
– Bliver man færdig til vintersolhverv, mester?
– Javist, herre konge, svarede Knok-Knok med lidt slør i stemmen. Han havde drukket mjød med bulmeurt for at holde varmen i dagens sidste timer, og alt omkring ham bølgede og roterede.
Kong Harald var åbenbart alene ude på en aftenrunde. Han bar en fakkel med sig, og flammeskæret lyste over hans ansigt og det flotte, fejlfri tandsæt, der havde givet ham tilnavnet Hvidtand.
Han holdt faklen tættere hen mod den oprejste sten for at se, hvor langt Knok-Knok var kommet med inskriptionen. På byggepladsen var der kun tre mænd, som kunne læse og skrive: Kongen selv, bygmester Lupus fra Bremen og stenhuggeren. Senere ville munke og præster komme til, og det var meningen, at stenen gennem århundreder skulle læses og æres som et minde over Harald og hans forældre.
– Men hvad satan! lød det med et brøl. – Hvad satan er det, du har skrevet her? Kalder du min fader for Gorm den Vamle?
– Jeg hugger kun de tegn, kongen selv ridsede i runestokken.
– Forbandede, stupide tølper! Min fader var Gorm den Gamle.
Kongen langede et spark ud efter Knok-Knoks bagdel. Stenhuggeren svarede med en brummen som en bjørn, der bliver forstyrret i vintersøvnen.
– Særligt gammel blev din far jo ikke, sagde han, og eftermiddagens kraftige drinks gav ham mod til at fortsætte: – Gorm brændte bare hurtigt ud. Alle er enige om, at han var vammel, plaget døgnet rundt af tordnende, stinkende tarmluft og vansiret i ansigtet af betændte hudorme. Sådan var det, herre konge.
Harald blottede de smukke hvide tænder i en rasende grimasse og langede en lussing ud, som ville have væltet de fleste voksne mænd. Men Knok-Knok havde stået for kraftigere kindheste i sit omrejsende arbejdsliv, og hans svar kom øjeblikkeligt i form af et syngende kontraslag og derefter hans mest frygtede træk, den tilspidsede venstrehåndslussing, der blev hentet langt bagude og fløj som en tordenkile ind i modpartens kindflæsk.
Kongen trimlede om kuld, og i faldet slog han sit ansigt mod stenen. Han blev liggende, overrumplet og gispende.
Knok-Knok greb faklen og lyste ned over hans ansigt. Læberne var blodige og øjnene stirrede tomt. En af de berømte hvide tænder sad skævt.
– Det her er værre end bæ i bukserne, mumlede han for sig selv, inden han slyngede faklen væk i mørket og satte i løb nordpå ad kodriverstien.
Næste morgen var han nået ud på den jyske hede, stadig gispende af skræk og overanstrengelse. Landskabet omkring ham lå i dyb stilhed, vinterbrunt og tomt, så langt øjet rakte. Han fortsatte mod nordvest.
Tre år senere:
Rygtet når til Nørre Usseldrup en mild dag i maj: Kong Harald og hans følge er på vej. Derfor er langskibene samlet ved Blodhavn. Kongen skal over til Norge og knuse utro adelsmænds oprør.
Stenhuggeren Knok-Knok bliver bleg, da han hører om den marcherende hær med kongen i spidsen. Alle frygter Harald Blåtand, som han kaldes, siden han den aften fik ansigtshug. Når han bliver hidsig, kan selv ikke hans nærmeste vide sig sikre.
Knok-Knok rejser sig fra arbejdet, og derude over Klamhuse Banke ser han dem, en kolonne af store herrer til hest. Nogle af dem syngende, andre masturberende i takt med hestens trit. Kongen, den forreste, renser negle med sit slagsværd, mens han hvæser kommandoer og forbandelser ud af munden med den blå tand.
Knok-Knok vælter den sten, han har arbejdet på, ned i et latrinhul og dækker den med sand og lyng, så inskriptionen ikke kan læses. Der står: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.
Mens ryttertoget rykker nærmere, samler Knok-Knok sine få ejendele, propper en håndfuld skillemønt ned i skridtposen og tager flugten ud over Vesterhavet – til fods, siger folk senere. Gennem århundreder genfortælles sagnet om, at egnens stamfader løber på vandet, drevet frem af sanseløs skræk, og at han forsvinder ud over horisonten, stadig løbende med kurs mod England.
Han efterlader otte uforsørgede børn med tre forskellige kvinder, og de kommer til at bære navnet Knok-Knok videre. I næste generation kaldes de Knokkelssøn eller -datter, med tiden bliver slægtsnavnet Knockel.
Århundrederne blæser hen over Nordvestjylland, mens Knok-Knoks runesten ligger gemt og tavs i sandjorden under det nuværende Nørre Usseldrup. På den yderste dag vil stenen komme til syne, og så er det dommens dag, lyder sagnet.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
En af Nordvestjyllands største kulturpersonligheder, digteren Abdul Brusck, eksploderede en mild forårsdag ved 14-tiden efter nogle timers intensiv nudistgymnastik, som han praktiserede sammen med venner og tilhængere i sin pragtvilla på Blodhøj. Mindst otte lokale nøgengymnaster, alle i 70’erne og 80’erne, omkom.
Abdul Brusck var født i Islamabad, Pakistan. Efter et skibsforlis i 1946 drev han i land på Blodhavn Nordstrand og var så heldig her at blive fundet og adopteret af papirhandler Arnold Brusck (1861-1964) og dennes hustru Hansigne, født Habermas (1928-).
‘
Unge Abdul fik en lærlingeuddannelse i papir- og fyldepennebranchen, og herfra var der ikke lang vej til en litterær løbebane. De første 80 af hans ca. 130 digtsamlinger udkom på faderens forlag, og man vil fra disse huske folkelige, sangbare vers som “Her er vid, og her er lune, her er alle pølser brune”.
Fra sine tidligste dage var han en ihærdig nudist, og ikke mange andre end familie og nærmeste venner har nogensinde set ham med tøj på.
Katastrofen indtraf efter nogle timers kollektiv nøgengymnastik i herskabsboligens havestue. Abdul Brusck havde som sædvanlig beordret en halv times masturbation til afslutning på øvelserne, og åbenbart blev der ikke anvendt tilstrækkeligt med glidemiddel. En forbipasserende så ude fra vejen, at først Brusck, derefter et par af de andre gamlinge brød i brand, og et øjeblik senere var alt et flammehav.
Efterfølgende viste det sig, at den kollektive masturbationsbrand ikke var en ulykke, men en velovervejet protest mod de senere års besparelser på offentlig lussingforsorg.
Et efterladt, versificeret protestskrift fra hr. Brusck redegør for den afmagt og ydmygelse, han og andre har følt, efter at deres sognebetalte lussingpleje blev skåret ned til 16 slag om ugen. Omkvædet lyder:
Min kind er hul og sjældent rød,
nu går jeg mod den visse død.
Håndskriftet er fortsat under tydning og vil blive offentliggjort i sin helhed, så snart digterens hovedarving, kalkunhønen Rinso XIV af Klamhuse, har givet sit samtykke.
