Med tilbagegangen til s/h-formatet oplevede dansk film endelig en hårdt tiltrængt post-moderne renaissance. Prisen for årelang degeneration i hele den grundlæggende progressive idé bag denne, den senest opståede væsentlige kunstart i historien, var uundgåeligt massefyringer og stillingsnedlæggelser i diverse statsfinancierede og kommunist-inficerede fakulteter, og skændige hovedfigurer såsom Erik Smausen og Poul Fezgaard blev til og med ført for retten og idømt kålkur og benhårdt strafarbejde, samt klækkelige dagbøder for deres korrupte, forrædderiske, bagstræberiske, inkompetente og dybt ineffektive adfærd op gennem disse tragiske, vel nærmest at betragte som komplet spildte årtier.

Kunsten har jo alle dage stået for skud, blot havde man håbet at dette også kunne have været gjort gældende for de ansvarlige korrumperede niddinger. Dog skal det bemærkes, at Filmskolen i Holstebro trods alt blev totalt nedlagt under henvisning til Grundlovens bestemmelser vedrørende systematisk landsskadelig virksomhed. Samtlige ansatte og elever blev uden rettergang henrettet ved masseskydning ind gennem vinduerne af skolens aula i Julen 1989, hvorefter bygningen blev sat i brand. Så grelt stod det med andre ord til i dansk film på daværende tidspunkt!

Holstebro Filmskole hin vinter, efter retfærdigheden var sket fyldest.

Nåde gik desværre for ret i langt de fleste tilfælde, men kunsten overlevede, og blandt de nymodens tiltag er det vigtigt at påpege det helt nye undervisningsparadigme på film- og skuespilskolerne, hvor fremtidens mestre og stjerner udklækkes. Således er alle nu udstyret med topmoderne seksualfaciliteter, døgnåbne udskænkningssteder, kampsportslokaler, skydebaner, motorsportsanlæg og opiumshuler, tilligemed velindrettede disciplinære afstraffelsesstationer. Ydermere er alle afdelinger nu forureningsneutrale og energimæssigt selvopretholdende, i kraft af højteknologiske fækaliereaktorer. Væsentlige fremskridt, der alle borger for fremtidig kvalitet.

For stuntpersonernes vedkommende var der dog ingensinde tale om nogen som helst slinger i valsen, og det fremragende arbejde udført i dette regie, om noget symboliseret ved Orlas konstante, ufravigelige tilstedeværelse, fortsatte i mellemtiden ufortrødent.

I nedenstående smukke potpourri fremhæves således nogle af de allerfineste øjeblikke i vor nyere nationale filmhistorie, med hovedfokus på Orlas storslåede medvirken.

I splatterkomedien “Helvedeselevatoren” (1992) overlever Orla som den eneste en 22-etagers nedstyrtning i elevatorkabinen på Binnegahls Hotel. De øvrigt stuntmen klarede ulykkeligvis ikke opgaven, og i alt 28 personer omkom heltemodigt i de utallige halsbrækkende scener.

I den eksperimenterende fin-de-siècle-antidogmefilm “Her Gaar Det Op Ad Bakke” (1999) blandes elementer fra vor glade, gamle revytradition med temaer fra Jørgen Leths gungrende episke 1200-liniers digt “Pøt Mølle-løbet i 1924”. Efter umenneskelige strabadser gennem det jyske søhøjland på en defekt velocipede og uden nævneværdig væsketilførsel, blev Orla i den uforglemmelige slutscene slået med et halvt cykelhjul under den voldsomme tumult, medens den populære bakkesangerinde Olga Volga fra blokvognen i målområdet lystigt fremskrålede den gamle vise “Ådselsgribbens Sang”. Orla gennemlevede efter prøvelserne et flere måneder langt sygeleje med dobbeltsidig lunge- og dækpunktering, og for øvrigt uden øl, på fattiggården “E Skaadstouw”s lazaret i Gammel Ry.

Limfjordskutteren “Gamle Alvilda”, samt besætning, som blev anvendt i den storslåede nyindspilning fra 1995 af Hans Kirks højdramatiske almuekulturroman “Fiskerne”. Orla ses i midten, i birollen som Gus Klabautermann-Sørensen, der skylledes overbord i en brandstorm, og blev angrebet af en stime aggressive lampretter, der flænsede ham til blods overalt på kroppen, og afbed hans højre testikel.

Fra optagelserne af samme storfilm: Redningsfartøjet “Tangloppen”, som med tab af styrmanden, den halve besætning samt hovedparten af den resterende flydende proviant, kom kutteren til undsætning, i det simulerede vesthavsforlis på Dogger Banke.

Orla stikkes senere i filmen brutalt med kniv i den sindsoprivende og fuldtud autentiske torturscene under “Torskefejden”, der medførte regulære folkeoptøjer i det lille vestjyske fiskerleje Gagger, hvorunder adskillige borgere på tragisk vis omkom.

Publicity-shot af Orla, fra hans eneste regulære ikke-stuntrolle som den gerrige og lommefilosofiske libertarianer Max Knaster, i Holbergs klassiker “Den Politiske Kugelstøder” (2010). En smuk, værdig og længe ventet skuespillerdebut.

I “Affæren i Pølleby 2: Mig og Festnegerkongen” (1997) havde Orla gennemført en komplet kropsindtjæringskur under kyndig supervision af den (under tragiske omstændigheder i Dårekisterevolten i 2002 afdøde) dr. Gack E. Laksen på dennes klinik på Gustenhuse Sindssvageanstalt. Orla havde i rollen som “Den Store Wongo” ingen replikker udover et enkelt velplaceret grynt eller to.

I det autentiske, dreyersk inspirerede senmiddelalderdrama “Kiøge Huuskors” (1998), fik Orla ørerne brændt af, da han fastbundet til en stige lod sig vælte ned i et flammende heksebål, kun iført tynd asbestdragt under munkekutten. Filmens kontroversialitet afstedkom blandt andet, at Foreningen til Lesbiske Ærøboeres Beskyttelse (FLÆB) i kraftig og noget utidig protest reagerede ved at kaste snesevis af brugte menstruationsbind mod lærredet under premiereforevisningen i Marstal Folkekino. Biografen blev herefter prompte og under konsekvente former ryddet af knippelbevæbnet personale, med assistance fra stamgæster fra de omkringliggende udskænkningssteder.

I 2001 måtte Orla endnu engang stå på mål i en film med et sportstema, nærmere bestemt den opdaterede og politisk korrekte jubeludgave af klassikeren “Fodboldpræsten”, som i den nye version betitledes: “Fodboldimamen: Kanonskuddet I Kabul”. Danmarks første halalfilm.

I gangsterfilmen “Falskmøntnerens Flugt Gennem Plankeværket” (2003), jager opdagelsesbetjent Bommerlunder den kriminelle mastermind og tidligere tandhjulskalibrator ved vækkeursfabrikken i Ringkøbing, professor Tiktaxen, der til sidst i filmen rammes af lynet og kastes i et boblende syrebassin. Orlas helbred var i meget sørgelig forfatning efter denne prøvelse, men han overvandt igen sine lidelser. En længe ventet fortsættelse af denne yderst populære og stemningsfulde film noir, er i øvrigt under udarbejdelse, med den foreløbige titel: “Det Horende X”.

Orla ses her i genfilmatiseringen af Kaj Munks dystre 3-akters skuespil “Graven” (2005), i rollen som den ved en administrativ misforståelse genopstandne teologiadjunkt Homunculus Smalpocks. For at kunne fremstå så realistisk som muligt, lod Orla sig inden optagelserne levende begrave i 6 uger.

Hermed bringes Orlas prægtige karriere up-to-date, og det er mit varmeste håb, at d’herrer trofaste læsere igennem herværende føljeton har haft fornøjelse af vor store vens fascinerende karriere, med dertil hørende tragedier og triumfer.

Sluttelig, må det mig være tilladt at udsende en ydmyg bøn. Blandt Orlas uregistrerede filmoptrædener findes et utal af interessante klip, hvoraf det i et enkelt tilfælde endnu ikke er lykkedes mig at tilvejebringe sekvensen fra “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje”. Skulle nogen – uanset afspilningsformat – besidde denne obskure filmhistoriske kuriositet, vil den snarlige udlevering af en højkvalitetskopi heraf til undertegnede være at betragte som et absolut privilegium.

Med filmentusiastisk hilsen fra Deres ydmyge,
Hartmann

SIDSTE NYT: TISVILDELEJE-FILMBILLEDER FUNDET

Redaktionel tilføjelse:

Kun et døgn efter, at vor kundskabsrige og utrættelige ven, filmhistorikeren Hartmann Stahl-Eisenmann, havde efterlyst materiale vedr. den erotiske undergrundsfilm  “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje” (1968 eller 69), fremkommer nedenstående sensationelle billeder, som en læser (der indtil videre ønsker at forblive anonym) har fundet på sit loft.

Filmen blev totalforbudt over det meste af verden, men en bulgarsk 8 mm-kopi vides at have været i cirkulation så sent som i 1990’erne. De her viste billeder stammer dog fra en tysk billedbogsudgave med bobletekster, udgivet på Verlag Otto Braunschweig under titlen “Wilde Piss-Spiele in Pisseldorf” 1971.

Skuespillerne var anonyme amatører, og enhver lighed med Helen Mirren og Marcello Mastroianni på det øverste billede er tilfældig. På det nederste genkender vi Orla som figuranten i midten på Tisvildeleje Strand. Det var en af de for Orla ret kedsommelige arbejdsopgaver, idet han ikke en eneste gang kom til skade under optagelserne.

Efterlysningen af en fuldstændig kopi af filmen står stadig ved magt, og Den Knockelske Kulturfond udlover en dusør på kr. 1,71.

SE OGSÅ ORLA-SAGAENS TRE FØRSTE AFSNIT: