Kategoriarkiv: Verdenshistorien

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 10

DET HERRENS ÅR 1606

“Velsignet god morgen, Deres majestæt!”

Svaret fra manden i himmelsengen var et grynt.

“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”

To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.

“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”

“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”

“Jamen, Deres majestæt…”

“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”

“Mener majestæten whisky?”

“Ja, whisky for helvede, spring!”

Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.

Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.

Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.

Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.

“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”

“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”

“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”

Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.

“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”

Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.

“At your majesty’s obedient service!”

* * *

Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.

Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.

“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”

Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.

“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”

* * *

“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.

Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?

1606-01

De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.

“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.

“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”

“Og Sverige.”

“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”

Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”

De bundede pokalerne og ræbede i kor.

“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”

“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.

“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”

“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”

Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.

Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.

“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.

Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:

“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea,
But sad mortality o’ersways their power,
How with this rage shall beauty hold a plea…”

“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”

Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.

“…Whose action is no stronger than a flower?
O! how shall summer’s honey breath hold out,
Against the wrackful siege of battering days…”

“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil  vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”

Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.

“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”

* * *

Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.

“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”

“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”

“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”

“Hvem siger det?”

“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”

“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”

“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”

1606-02

“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”

“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”

“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”

“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 8

DET HERRENS ÅR 1492

Kære moder

Jeg håber det går godt derhjemme.
Her går det i hvert fald strygende. Som du ved har jeg ledt efter Indien og det skal jeg eddergrønthakkeme love dig for at jeg har fundet.
Da jeg kunne se fastlandet i min kikkert fyldtes jeg med glæde og begejstringen blev større da vi gik i land.
I det samme vi trådte ud på stranden fik et besætningsmedlem en tomahawk i tindingen.
Og fra det tidspunkt var jeg solgt. De indfødte var noget ganske særligt.
Sikke en velkomst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Disse indianere drønede med fjerprydelser rundt på heste og skød med bue og pil.
Sikke en kultur. Sikke et folkefærd.

De myrdede det meste af besætningen og tog resten, heriblandt mig, til fange.
Vi blev bundet til pæle og deres leder Løbende Stjernefrugt truede og tævede os med køller.
Det er forbløffende så forskellige kulturer kan være. Men interessant.
Nåh, men jeg brugte min charme mod Løbende Stjernefrugt og hans brødre, Siddende Panda og Skidende Mammut.
Til sidst blev vi så gode venner at jeg og de øvrige overlevende blev sluppet fri og fik lov til at sidde med ved bålet.

1492-columb

Her røg vi opium og dansede mens der fløj lyserøde elefanter rundt på himlen.
Indianerne blev så glade for mig at jeg fik mit eget navn, Dumme Svin.
Jeg spurgte om jeg ikke måtte få lov at se noget mere af Indien.
“Uk, uk, naturligvis!” råbte Masturberende Hest. Han ville gerne være turguide.

De førte mig ind i et specialkonstrueret befordringsmiddel, sådan en kasse med hjul. De er automatiserede og kaldes vist nok automobiler. De går helt vildt op i  maskiner herovre i Indien.
Nøj, hvor den larmede og røg.
Vi kørte ned ad en lang strækning og endte i noget der hedder Hollywood. Her er der en stor underholdningsindustri. Teater og sådan noget pjat.
Her mødte jeg andre stammer som skød med rifler og talte om frihed og spiste friturestegte kartofler.
Alt sammen meget eksotisk og spændende kan jeg sige dig.
Indien er et herligt sted men de er en smule tossede herovre.
Jeg tror at jeg vil give landet fem hatte.

Kærlig hilsen din,
Chrissermand

PS: Jeg kommer hjem inden din fødselsdag. Jeg har gaver med.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 6

DET HERRENS ÅR 836 (vestlig tidsregning)

Det var regnbuens måned i regnbueørredens år da et gigantisk forstenet fækaliebjerg blokerede vestporten til det kejserlige palads i den forbudte by i Peking.
Handel og andet samkvem med det vældige rige var ved at gå i stå, eftersom det var umuligt at komme ind eller ud af porten.
Kineserne gik i gang med hakker og spader, men denne metode var tidskrævende.
Kejseren havde fået nok.
“Der må være en mere effektiv løsning!”
Ingen i byen havde dog regnet med at svaret ville dukke op i en lægepraksis i den anden ende af byen.

● ● ●

Bang Hong Chang var en anerkendt doktor men denne morgen blev hans evner for alvor stillet på en prøve.
Døren blev sparket op og der stod selveste WingWong i egen faretruende person. Han var vagt ved vestporten. En viril herre der havde forført hundrede af kvinder i tidens løb.
Bang Hong Chang bukkede i respekt for den højtstående mand.
“Er De doktoren som kan alt?” spurgte vagtchefen.
“Alt og alt. Det er vel som man tager det,” svarede Bang Hong Chang. Han rettede ryggen.
“Mit lem fungerer ikke mere,” sagde WingWong med et glat udtryk. “Jeg har nogle fruentimmere som jeg skal imponere og det kan jeg ikke med et søvnigt lem. Den er ligeså ubrugelig som en kogt suppenudel.”
“Potensproblemer er ikke ligefrem mit speciale,” svarede Bang Hong Chang stille.
“Sludder! Nu finder De på noget. Giv mig noget medicin. En salve. Et eller andet!”
“Jeg har ikke noget liggende. Jeg må lave det fra bunden. Det kræver tid. Jeg skal sammensætte en formel og lave forsøg og …”
WingWong stirrede ned på ham med et kompromisløst blik.
“De får en halv time til at lave et helsemiddel til mit organ, ellers …”
“Ellers?”
“Ellers skal jeg personligt stikke Dem ned med min spisepind indtil de dør af det.”

836-01

Bang Hong Changs hjerte kravlede op i halsen. Han var dødsdømt på forhånd.
“Har De forstået?”
“Ja, ja. Naturligvis,” sukkede lægen.
“Godt!” Vagtmanden WingWong gik ud af døren. “En halv time, Bang Hong Chang. En halv time…”
Bang Hong Chang gik rundt om sig selv i frustration og dødsangst.
“Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?”
Han løb hen til skabene for at se hvad han havde tilbage af ingredienser. Der var ikke meget. Han havde blot en smule svovl og noget kul og noget salpetersyre og han kunne ikke nå at tage på bymarkedet.
Han blandede det hele sammen og stod til sidst med et sælsomt mørkt pulver.
“Som om dette skulle gøre noget ved potensen.”
I frustration tog han en lille håndfuld af pulveret og smed det ind i den tændte pejs.
Det gav et ordentligt knald. Flammer sprøjtede ud fra ildstedet.
Bang Hong Chang var hurtig med en spand vand før ilden bredte sig.
Da det værste chok havde lagt sig smilede han lumsk.
“Ganske interessant.”

● ● ●

Præcist en halv time senere kom WingWong tilbage med et forventningsfuldt blik. I hånden havde han den spisepind der skulle fungere som afstraffelsesmetode hvis Bang Hong Chang svigtede ham.
“Nåh, hvad har De så fundet på?” sagde vagtmanden med et sindssygt udtryk i det rædselsfulde fjæs.
Bang Hong Chang rakte forsigtigt det sorte pulver frem.
“De skal hælde dette pulver ned i underbenklæderne og gå rundt med det en times tid. Derefter vil De være fyr og flamme.”
“Ser man det?” WingWong hældte det sorte pulver ned i underbukserne og satte hænderne i siden.

836-02

Bang Hong Chang rakte ham en rygsæk fyldt med sort pulver.
“Her har De lidt ekstra hvis lemmet skulle svigte igen.”
Wingwong tog rygsækken på og gik mod døren.
“Jeg kommer tilbage om en time og hvis det ikke virker så stikker jeg Dem ned på stedet! Jeg sværger på min faders grav.”
Han forlod matriklen og gik ned mod vestporten til bjerget af fækalier. Sort pulver dryssede i et fint spor ud fra buksebenet og lavede en perfekt streg efter ham.
I det samme han var nået hen til det brune bjerg smed Bang Hong Chang en fakkel for enden af den sorte lunte. Ilden halede langsomt ind på WingWong.
Og braget der fulgte efter kunne høres overalt i de kejserlige paladser.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvDANMARKSHISTORIEN

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 4

ÅR 44 FØR KRISTI FØDSEL

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for megen blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

44fKr Cæsar

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer og migranter, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en sen middag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 1

ÅR 329.411 FØR KRISTI FØDSEL

“Gybba! Gryff, gybbart lumk!”

“Blixen Blixen, gryffor kræmkel!”

Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.

Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.

“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”

Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.

329411-aber01

“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.

“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.

TRE ET HALVT ÅR SENERE

Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.

Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.

329411-aber02

“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.

Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.

Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.

329411-aber03

Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.

Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:

“Gryffa prums! Baksam baksam!”

“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.

Næste blad

Retur til avisens forside

Fransk opfindelse forhindrer tab af hoveder

Stahl-EisenmannLOGO

En af avisens trofaste venner har indtelegraferet nedenstående historiske gadebillede. Ved første øjekast kunne det ligne et barndomsfoto af den senere så  berømte filmstuntmand Orla Duhda Zinzüegh.

 Lussant02

Billedet blev ufortøvet videresendt til vor ærede korrespondent, hr. Hartmann Stahl-Eisenmann, som må anses for verdens førende Orla-historiograf (se Orla-sagaen afsnit 1, afsnit 2, afsnit 3). Vi spurgte samtidig, om det var et atletik- og/eller et disciplineringsredskab, drengen var stillet op med.

 HER FØLGER HR. STAHL-EISENMANNS FRAPPERENDE BESVARELSE:

Det sensationelle kolorerede fotografi viser en situation fra den højteknologiske minieksposition i den lille franske by Lussant i 1901. I Gustenhuse er vi i kraft af vore lange venskabelige relationer med netop denne rustikke købstad i stand til at oplyse, at Lussant blev den første satellitby, der efterlevede eksemplet fra den store parisiske verdensudstilling, året før.

Herunder ses et senere fotografi af samme lokalitet, taget få år senere, hvor effekten af den hæsblæsende futuristiske planudvikling af lokalområdet tydeligvis allerede var en realitet.

lussant

Drengen i forgrunden af Deres fotografi kan desværre umuligt være Orla, idet denne ikke satte sine ben på landjorden før 1941. Det, der forbinder de to interessante historier, er det kuriøse aggregat, som stolt fremvises af den raske, ulasteligt påklædte ungersvend.

Der er tale om intet mindre end en “hovedkuldsstang”, hvis funktion var at forhindre personer med denne lidelse i at tabe hovedet, og derved forårsage diverse penible situationer.

Orlas hengivne moder led jo som bekendt af denne sygdom, og da denne hovedkrykke introduceredes i den almene danske sygepleje efter den famøse tredobbelte hovednedtrilning i Rundetårn, som foranledigede Alberti-administrationens addendum til den nyindførte lov om børn og kvinders retsstilling, gik der kun omtrent syvogtredive år, førend disse remedier til befolkningens forbedrede helse var udbredt overalt i Kongeriget.

Jeg refererer i øvrigt til mine i de Knockelske medier publicerede artikler om Orlas liv og levned (se herunder).

Det højlødige fotografi vil med Deres venlige tilladelse, og i dyb taknemmelighed blive tilføjet Gustenhuse Sogns Videnskabelige Arkivs samling.

Med de varmeste hilsner fra Deres ufravigelige ven og kollega,
Hartmann

HenvORLA150ÅR

HenvEisenmannDANSKFILM

HenvORLAFILM3

Tilbage til forsiden

År 44 f.Kr. i Rom: KNIVFORBUD I NATTELIVET

HenvVERDENSHISTORIEN01

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde kejseren, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af Cæsars underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, og jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for meget blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

44fKr Cæsar

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en festmiddag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

Copyright 2016 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

SE OGSÅ:

HenvDANMARKSHISTORIEN

Retur til forsiden