Biologi-Undervisningen paa Kjæltring Kommuneskole er gaaet ind i en ny Fase efter Løs-Ansættelsen af den unge Lærerinde, Derma Skinnløse, der kommer frisk fra Lærerseminariet i Holstebro.
Frk. Skinnløse er meget paavirket af den tyske Pædagog Heinzi K. Leberwachs’ Idéer om hudløs Ærlighed overfor Børnene samt at inddrage sig selv som Underviser mest muligt i Læringsprocessen; for derved at fange Elevernes Interesse og øge Forstaaelsen.
Viceskoleinspektør Taersk L. Ussing mener, at Adjungeringen udmærket kan resultere i en Fastansættelse, saa længe Frk. Skinnløse bevarer Skindet paa Næsen i sin Undervisning, og det har man i Lærekollegiet en Tro paa, at hun vil.
Med dette indlæg præsenteres avisens nyeste medarbejder, Dr. Kelvin McTavish, der har såvel skotske som nordvestjyske rødder. Vi ser frem til mange lødige samtidsreportager fra hans hånd!
Trafikanter på strækningen Holstebro-Blodhavn har i den seneste tid undret sig over en varevogn med jydekrog og Brenderup trailer, der i sneglefart bevæger sig nordover. Vognen føres af 3 vismænd, og de er ofte set stoppende i vejkanten, mens de stirrer mod stjernehimlem, som om det var et kort.
På strækningens rastepladser og McDonald’s restauranter svarer de 3 ikke direkte, når lokale spørger til deres ærinde, men fortæller i stedet den mest sælsomme historie om et drengebarn, en jomfru, og et latrinskur, hvor både orne og avlstyr holder fred. De fleste har afskrevet dette galemandssnak som efterveerne af en ordentlig julefrokost, og vismændene er flere gange blevet bedt om at blæse i ballonen. Men nu kan vor avis med eneret for Nordvestjylland forklare sammenhængen, idet vi har talt med eventyrets hovedpersoner:
“Vi ankom jo til Asylcenter Holstebro, hvor vi indskrev os som Josef Davidsen, snedkerlærling, og kæreste Maria”, oplyser det unge par telefonisk fra deres nye opholdssted, Ægyptensvej i Kastrup. Da sagsbehandleren hørte, at Maria kun er 16 år, insisterede han på, at hun skulle separeres fra mig som barnebrud. Bedre blev de ikke, da jeg forklarede, at Maria stadig var jomfru; DJØF’eren klemte Maria på maven og mumlede noget om mentalundersøgelse… Vi forstod alvoren og flygtede snarest med rutebilen nordover.”
“Da vi kom til endestationen i Thisted, forhørte vi os straks på Basses Kro. Men her var alt optaget af en partikongres. Til alt held havde Krofatter rådighed over et latrinskur på Klamhuse Hede, hvor Maria og jeg blev indlogeret. Da veerne kom senere på aften opstod et større postyr. Først blev vores lille latrinskur opsøgt af en avlstyr og præmieorne fra Erna Bavnings Tyrestation; de lagde sig dog fredeligt ned sammen. Men senere hørte vi motorlarm, og 3 vismænd fra Holstebro ankom uanmeldt. Det var sådan set pænt af dem at bringe gaver, men de kunne vel have ventet til babyshoweren, som vi planlagde ugen efter? Vi har jo ikke engang haft tid til at give den lille Nem-ID”, anfører en noget frustreret Josef Davidsen, før han afslutter samtalen.
Vi her på redaktionen havde ellers gerne hørt, hvorfor det unge par abrupt forlod det nordjyske for at tage ophold på Ægyptensvej, men det må vente til januarudgaven.
Den utilstrækkeligt ærede hr. P. Dahl-Trampe har i en hel menneskealder været vor garant for den uanset vejrlig rettidige sogneudbringning af pakker, breve og fækaliogrammer i julemåneden, uden at have modtaget andet end sit yderst beskedne honorar, inklusive 12 velsmurte fyraftenslussinger, en for hver aktiv times upåklageligt udført arbejde, som tak.
Det er for længst på tide, at vi belønner denne brave hædersmands helt uvurdérlige indsats med en speciel anerkendelse, for årtiers tro tjeneste!
Jeg citerer fra egnspoet V. Røvlenbergs proletardigte, “Jens Begmand og Andre Stoute Arbejderskikkelser” (1951):
Hvem står op en morgen kold? Hvem trodser elementers vold? Hvem strider sig igennem land? Det gør vor sande julemand!
Med bøger der skræmmer, og ting fra en kræmmer,
og afrevne lemmer, der koster en femmer.
Med vingede balder, og Vangede Billeder,
og dejlige trøfler, og gammelmandstøfler,
og hollandske kakler, og julens mirakler…
Han, som står op en morgen kold, og trodser elementers vold, og strider sig igennem land, han er vor sande julemand!
Den lokale forfatter Mambert Mango nomineres hermed til Den Gyldne Kazoo for sin virkelyst og sit flyvske sind. Den produktive forfatter har beriget lokalsamfundet med overlødig litteratur siden han begyndte at skrive som 2-årig i 1934.
Hr. Mango er kendt for sin samfundskritiske tekster, sine hyppige toiletbesøg, sine stive fingre og sit gigantiske høreapparat, fremstillet af brødrene Kahllun.
Selv om han både er tunghør, har en massiv synsnedsættelse og lider af kronisk kirkehoste, har han alligevel bedrevet at udgive mere end 8.000 bøger på Forlaget Mellemkød, hvor han selv har aktiemajoriteten.
Han er god mod dyr, i særdeleshed sin førerhund, Bærlinda, som han i maj måned indgik ægteskab med. Mambert Mango er uundværlig for det litterære miljø i Nordvestjylland. Han er en æresborger, der bør og skal forgyldes.
Vi nominerer hermed Aputsaq Jeremiasen, succesrig migrant i Gustenhuse.
Aputsaq var tolk og lokalt faktotum for Gustenhuse under den nylige belejring af Jan Mayen, og efter fjendtlighedernes ophør fik han asyl på vor nordvestjyske hjemegn.
Han har siden ernæret sig som pizzabud, idet hans hundeslæde kan nå frem til de mest isolerede egne af Nordvestjylland, inden mozzarellaen er blevet kold.
Såvel i arbejds- som i fritiden hører man Aputsaq blæse munter musik ud af en kazoo, men det er et ret ringe instrument af blegrød plastic. Lad ham nu omsider få den fuldtonende gyldne kazoo, han har fortjent!
Tredje gang var (næsten) lykkens gang for Jalbert Pungknockel. Han sttillede for tredje gang op til sognerådsvalget, fik nu 14 stemmer (mod 11 og 7 ved de to foregående forsøg) og blev dermed rådets førstesuppleant.
Jalbert er uddannet i brunvarebranchen. Efter nogle ungdomsår med testikelproblemer, som fandt en lykkelig amputationskirurgisk løsning, blev han kalkunavler.
Hans sognepolitiske triumf indebærer, at han de næste fire år skal være til stede ved alle møder, dog uden tale- eller stemmeret. Desuden lave sognerådskaffe, som er en sammenrørt drik, alkoholprocent omkring 50, samt tømme latrinspanden og sortere dens indhold efter hvert møde.
Varmt til lykke til Jalbert og på gensyn ved næste sommerstævne.
Det lykkedes tidligere på året i al hemmelighed den paranormale arbejdsgruppe “Bæ og Fæ” (BOF) at frembringe fysisk brunvare, alene ved anvendelse af tankens kraft.
Mediet, den lokalkendte landstryger Charlie Madsen, nu også kendt som “Manden Der Tænker Fækalier”, fik under et af de af den højtærede hr. teknologiprofessor Staniol Lakmussen kyndigt ledede eksperimenter et tilsyneladende lødigt stykke brunvare til at fremkomme ud af den blå luft.
Desværre kan videnskabsfolkene konstatere, at dette nye stof har en halveringstid på ganske få brøkdele af et sekund, hvorfor det nærmest omgående forsvinder igen, efterladende en mindre behagelig lugt, og man har endnu ikke fundet frem til en metode, hvormed denne yderst ustabile substans stabiliseres.
Det må dog betragtes som noget af en sensation, at vi nu som det første sogn i verdenshistorien med succes har udført en parapsykologisk brunvarematerialisation, og æren herfor tilfalder naturligvis først og fremmest C. Madsen, som hermed nomineres til Landsbytossens Gyldne Kazoo MMXXI.
Blandt de nulevende kvinder, der har kastet et skær af ære og berømmelse over Nordvestjylland, er den klarest lysende vor kære, elskede, nu 101-årige puddeldomptør Elfrida Peckelfritz, f. Sneckelfritz.
Allerede som barn i husmandshjemmet på Klamhuse Hede lærte hun dyrene kunster. Familiens høns kunne ikke blot lægge æg, de dansede også les lanciers og andre komplicerede formationsdanse. Rotter og mus spillede fodbold, og geden Balduin havde næsten lært at køre på et-hjulet cykel, da den omkom i et jalousiopgør med en noget større naboged.
Det var dog først, da Elfrida gennem sit ægteskab med puddelkennelejer Gummert Peckelfritz, Blodhøj, fik adgang til en righoldig og diversificeret bestand af avlshunde, at hendes utrolige talent slog fuldt igennem og blev hendes levevej.
Hvem husker ikke de boksende pudler, de syngende pudler, de matematisk teoremdemonstrerende pudler eller den trup af udklædte pudler, der opførte Shakespeares ”Hamlet” på Stationspladsen i Nørre Usseldrup august 1948?
Elfrida og et udvalg af hendes elitedyr har med stor succes turneret i Mellemøsten, i det daværende Belgisk Congo og senest flere år i træk i Nordkorea, hvor hun blev tildelt Den Nationale Flagorden samt to ekstra foderrationer til hver af hundene.
Det er på høje tid, at vi lokalt viser Elfrida Peckelfritz en lignende ære. Eventuelle kommentarer vedrørende hendes ægtemands død under transport i en plomberet kassevogn sammen med 4 retarderede kongepudler vil straks blive bortcensureret, ligesom hentydninger til hendes forbindelse med den nordvestjyske husdyrbordelbranche ikke under nogen omstændigheder tillades.
Elfrida længe leve – så længe, at hun kan lære en eller flere sine pudler at spille på gylden kazoo!
Jeg nominerer hermed hr. opfinder Peder Velosi til Den Gyldne Kazoo.
Som årelang leverandør af to- og trehjulede pedaldrevne vehikler til Gustenhuse Sognebevæbning og Den Nordkoreanske Folkerepublik, har hr. Velosi for længst gjort sig fortjent til en ærespris for sit imponerende virke. Hensynet til sognebesparelser og miljø har altid været hr. Velosi yderst magtpåliggende, hvilket har givet sig udtryk i en mindre teknologisk revolution: Build Back Smaller.
Hr. Velosi demonstrerer på ovenstående billede den allernyeste model, til brug ifm. moderne trafikal ordenshåndhævelse og krigsførelse: En bærbar minicykle i 100% bæredygtig og brandsikker kompaktbrunvare.
Det er hr. Velosis vision, at vi ved anvendelse på verdensplan af denne nye model på sigt helt kan eliminere væbnede konflikter, fordi det vil tage tropper så lang tid at ankomme til fronterne, at de i mellemtiden har glemt, hvad det overhovedet var, striden egentlig handlede om…
Nu er muligheden til stede for at udtrykke vor store taknemmelighed for denne geniale mands enorme indsats for at skabe en bedre verden! For, som V. Røvlenberg jo udtrykte det, i sin moderne digtsamling “Væltepeterens Maskinbarbari” (1909):
“Hvem kan fiske foruden stang, Og hvem kan ro uden årer? Hvem kan stille sin skidetrang, Uden at fælde tårer?”
For et omsiggribende rengøringsprojekt på Latrinskolen nomineres rengøringsfunktionær Lancelot Larsen til prisen.
Den 90-årige herre fik ansvaret for at rengøre Latrinskolen efter et uheld, der gjorde bygningen uegnet til undervisning. Lancelot Larsen tog opgaven på sig og gik i gang.
Uheldigvis mistede han begge arme i en stangtennisulykke og har derfor måtte rengøre hele bygningen og dens interiør ved hjælp af tungen. Dette har forlænget rengøringsprocessen en smule, men efter 21 års flid har han nu endelig slikket den sidste flade ren, og Latrinskolen kan genåbne til glæde for unge og gamle.
