”Hvad helvede er der nu galt?!” hylede Franko Zwiebelkäse fra sin lænestol idet strømmen i huset gik.
”De slukker for strømmen i hele Danmark de næste tre-fire dage. Sig mig, følger du ikke med, skattemand?”
”Hvorfor helvede slukker de for strømmen?”
”Det er vist nok på grund af krigen,” svarede Bebba.
”Hvilken krig?”
”Ja, den dér krig på den anden side af jorden. Den der ikke vedrører os.”
”Jamen, hvorfor fanden er det så min læselampe der skal slukkes?”
”Det ved jeg ikke. Spis nu en bønnebøf mere.”
”Det er sgu da bare så du selv slipper for den. Jeg har luret dig, Bebba!”
”Vil du i det mindste spise resten af ærtetærten, så børnene slipper? Tænk dog på børnene.”
”Jeg går i seng!” hylede Franko.
Men først skulle han på das. Diarré havde igen meldt sin ankomst. Denne gang brændte det endnu mere og et sekund lettede han fra brættet og bankede hovedet i loftet.
”Verdammt!”
Hvordan vil borgerne klare sig uden strøm de næste tre dage? Vil vi nogensinde se mere til Fede-Niels? Følg med i næste afsnit!
Efter at have ligget og drukket kattemælk siden 9. december, var Fede-Niels endelig kampklar til at fortsætte sin revolution mod den kødfri jul og Plantebanden.
Han rejste sig med et gedigent mælkeskæg og spændte muskler. Der var kun én mulighed. Han måtte gå til lokalpressen og fortælle om det han havde set og hørt. Louis B. Knockel var den rette mand at gå til.
I en papkasse fandt Niels et aflagt sæt joggingtøj, som en hjemløs havde efterladt. Det var i størrelse 4XL, så det strammede til, men det gik.
Katten redte hans hår med den ru tunge og sendte ham af sted for at stoppe skurkene.
Han kæmpede sig hele vejen hen til Bladhuset, men bygningen var mørklagt og tom.
Lukket grundet strømsvigt. Vi er tilbage d. 14 december, stod der på den frønnede port.
”Lort i nakken,” jamrede Niels og så sig desperat omkring. Hvor var det nu hr. Knockel boede privat? Han fortsatte gennem byen mens snestormen steg i styrke. Snart var han faret vild.
Er de højere magter imod Fede-Niels? Vil han finde vej gennem snestormen eller vil han ende som en fed, frossen ispind?
Ved daggry bankede Fede-Niels på en tilfældig dør i et tilfældigt hus, på en tilfældig gade.
Døren blev revet op og et arrigt ansigt kom til syne. Hovedet og hænderne var smurt ind i kul.
”Hvad er der?” udbrød Franko Zwiebelkäse.
”Jeg har brug for hjælp,” prustede Niels.
”Hvem har ikke det? Vi er alle blevet planteædere. Gud hjælpe os!” jamrede den rynkede mand.
”Jeg ved hvad der er sket med kødet. Nogen stjæler det, gemmer det for os og spiser det selv. Det hele er én stor konspiration. Det er Plantebanden.”
Franko greb Fede-Niels i kraven og trak ham ind i huset.
”Bebba. Sæt kaffe over. Vi har gæster!”
”Men vi har ingen strøm…”
”Gør nu hvad jeg siger!”
***
På Fløs Flødeisfabrik blev en særlig flæskesteg forberedt. Kødet fik indsprøjtninger med sprængfarlig væske og sværene blev krydret med flager fra chilipeberen, Den Sorte Lubert.
”Nu er den klar,” sagde Gurkerkongen.
”Snart er Halunkenborg blot et rygende hul i jorden,” grinede Halallandsen.
Kan familien Zwiebelkäse hjælpe Niels mod det store klimakomplot? Vil Bebba nogensinde kunne lave kaffe og vil det lykkedes Plantebanden at levere den sprængfarlige flæskesteg til baronen?
”Har du sovet godt, knægt?” spurgte Franko Zwiebelkäse da Fede-Niels sjokkede ind i stuen. Han havde ligget i fodenden af ægteparrets seng, og der var lunt og godt.
”Som en prins. Sådan har jeg ikke sovet i flere dage.”
Efter en spand kaffe og derefter en tur på dasset var Fede-Niels klar til at udarbejde en slagplan for at redde julen.
Strømmen var vendt tilbage, så Franko Zwiebelkäse lagde et kort over sognet ud på bordet i skæret fra lysekronen. Han pegede:
”Kødet bliver opbevaret her på Flødeisfabrikken, som samtidigt er Plantebandens hovedkvarter, korrekt?”
Fede-Niels nikkede.
Franko pegede på kadaverudskæringsfabrikken:
”Og her opholder den store bagmand Halallandsen sig i dagtimerne?”
”Ja, han pisker medarbejderne hele dagen. Klokken 23.30 forlader han bygningen og går over til sine kumpaner på Flødeisfabrikken for at spise kød,” svarede Niels.
Franko smilede:
”Godt så. Jeg foreslår at vi i morgen aften klokken 23.31 præcis, sniger os ind på kadaverudskæringsfabrikken og …”
Krash!!!
Vinduet i stuen smadrede. En hjemmelavet fækaliebombe eksploderede og dækkede inventaret og beboerne med grynet hvidløgsstinkende pladdermasse.
Franko, Bebba og Niels tørrede afføringen væk fra øjnene og sprang hen til vinduet og kiggede ud.
På gaden stod en ung gurker med en kamphund. Fede-Niels kneb øjnene sammen. Det var ham der forsøgte at rulle ham i Rynkepose Familiepark. Ham Fede-Niels overmandede og gav buksevand.
Franko snerrede:
”Den hvalp generer os konstant, men vi kan intet stille op, politikerne holder hånden over ham…”
Gurker-ungen red grinende væk på sin kamphund.
”Fucking danskersvin!” råbte han.
Vil Franko og Niels nå at lægge en ordentlig plan inden i morgen eller vil de blive forstyrret konstant af gurkertyranen?
Klokken var 23.31 da Fede-Niels sneg sig ind på kadaveropskæringsfabrikken for at lede efter spor. Franko Zwiebelkäse stod udenfor og holdt vagt.
Der var stadig den underlige larm henne ved kosteskabet. Niels havde da vist ikke fået undersøgt hvad det var. Han kunne ikke koncentrere sig i den støj, så han besluttede sig for at åbne skabet og gør en ende på larmen.
Med et hurtigt ryk, åbnede han skabsdøren.
Hartmut Gaffelwaber, deres kære gamle driftsleder, lå bagbundet og med tilsølede bukser.
”Hvad fanden?” Fede-Niels fjernede gaffatapen for hans mund.
”Gudskelov du fandt mig. Jeg har ligget herinde siden 30. november. Jeg blev slået ned med en æselpølse. Vi må stoppe skurkene inden julen dør!”
”Ikke på min vagt!” sagde Halallandsen der pludselig stod bag dem med en skarpladt elefantriffel. Han var i selskab med Ringolf van Rakkelpot, der trak sin klovnemaske på og blev optimeret til sit alterego, Onkel Vaffel.
”Hvordan handler det her om klimaet?” sagde Fede-Niels. ”Det behøver sgu da ikke at gå ud over vores flæskesteg.”
”Klimaet?” grinede Rachwald. ”Det har aldrig drejet sig om klimaet. Det drejer sig kun om at irritere befolkningen. Vegansk kost, strømsvigt, højere gebyrer. Det er Operation Knækket Folkesjæl.”
”Jeg vil have flæskesteg. Alle skal have flæskesteg!” snerrede Fede-Niels.
”Du fabler om flæskesteg hele tiden, Niels. Ved du hvad? Når du er så glad for flæskesteg, så kan du selv få lov at blive til én!”
De to skurke pacificerede Fede-Niels og Hartmut Gaffelwaber og satte dem på kødbåndet, bagbundne og hjælpeløse.
Rullebåndet startede. Niels og Hartmut gled af sted.
”Jeg vil lade jer være alene. Jeg har en pakke der skal leveres!” sagde Rachwald. Han pegede på Onkel Vaffel. ”Skær dem i gode stykker. Og husk at det er dig der har ansvaret for fabrikken de kommende dage. Jeg har en masse papirarbejde der skal laves… husk nu at slukke for plantefarsmaskinen inden du går. Den må ikke køre uden opsyn. ”
”Javel, hr. bagmand.”
Niels og Hartmut gled hen ad rullebåndet mod Onkel Vaffel der ventede med sin sabel. Niels’s tarm gav efter for presset og tilsølede rullebåndet med varm flydende afføring. Han sad virkelig i suppedasen.
Er alt håb ude? Vil Halunkenborg styrte i grus og vil Fede-Niels og hr. Gaffelwaber blive skåret i stumper og stykker?
Fede-Niels og Hartmut Gaffelwaber sparkede døren op til Flødeisfabrikken og skød vildt omkring sig.
”I er anholdt,” skreg Fede-Niels. ”Hele bundtet!”
Rachwald Halallandsen trak en fjernbetjening ud af lommen og begyndte at trykke og dreje på knapperne. En flok dræberfækalier myldrede ind i bygningen med kurs mod Hartmut og Niels, som kravlede op på en trækasse. Pistolerne bragede mod fækalierne, som stadig myldrede fremad.
Niels prøvede at tæmme dem med sin kazoo men det virkede ikke.
”Din kazoo har ingen virkning på de her fækalier,” lød det fra Rachwald. “De er modificeret. Vi har indopereret microchips, så jeg kan fjernstyre dem. Hæ, hæ, hæ! Det er slavefækalier.”
”Det er sådan du får dem til at stjæle borgernes kød. Jeg havde det på fornemmelsen.”
Niels havde ikke flere skud i bøssen. I frustration kastede han pistolen opgivende gennem luften. Den ramte en stolpe, fløj en anden retning og slog fjernbetjeningen ud af bagmandens hånd.
”POKKERS!”
Fjernbetjeningen smadrede mod gulvet. Fækalierne var ikke længere underlagt Plantebandens magt. Fede-Niels lod kazooen gøre resten af arbejdet.
***
”I har ødelagt det hele,” hylede Rachwald Halallandsen, der var den eneste tilbage i hallen. Gurkerkongen og Vulva Minke var stukket af under tumulten og havde taget deres privatfly tilbage til Holstebro. Dem så man sikkert ikke mere til resten af julen. Den store bagmand begyndte at smile:
”Nåh, nej. Det er sandt. Den sidste del af planen er stadig i gang. Ha, ha.”
”Tal!” brølede Hartmut og pryglede ham i skridtet.
”Intet kan få mig til at tale. Auv!”
Fede-Niels frembragte et stykke plantebøf og pressede det mod Rachwalds læber.
”Åh, gud nej. Alt andet end vegansk kost,” skreg Halallandsen.
”Spyt ud eller smag din egen medicin.”
Bagmanden spærrede øjnene op, trak vejret ind og råbte:
”Vi har fyldt en flæskesteg med sprængstof og leveret den til baronen. Halunkenborg bliver bortsprængt til julefesten. På den måde vil der i fremtiden ikke vil være nogen modstand når vi indfører obligatorisk plantemad til resten af landet, mens vi selv spiser kød i smug! Oven på ruinerne af Halunkenborg opfører vi irritationens og korruptionens højsæde, Rakkelborg, hvor vi i fremtiden vil køre landet i sænk!”
Fede-Niels og Hartmut Gaffelwaber måbede.
”Vi må advare baronen inden det er for sent!” sagde Hartmut.
Fede-Niels proppede i vrede den ækle grønne substans i flaben på bagmanden, der tyggede med stort ubehag. Snart beklagede hans mave sig. Kroppen forsøgte af afstøde fremmedlegemet. I næste nu skød en brun fontæne ud gennem endetarmen på skurken. Kraften var så stærk at han slog en kolbøtte i luften og landede i den brune pyt.
”Du må redde baronen, Niels. Så slæber jeg denne forbryder ned på politistationen.”
Har Niels en chance for at stoppe flæskestegsattentatet? Er Halallandsen bekæmpet eller har han et sidste es i ærmet? Følg med i næste afsnit!
Mange timer inden julefesten på Halunkenborg, gik Bebba Zwiebelkäse søgende rundt i sit hjem.
”Franko! Hvor er flæskestegen som baronen forærede os?” kaldte hun.
”Den er blevet stjålet,” svarede Franko mens han ømmede sit ben. ”Den nævenyttige gurker-møgunge sparkede mig over skinnebenet og stak af med den på sin kamphund!”
”Åh, nej. Nu havde vi glædet os sådan til guf!” skreg de fem børn.
”Jeg går i seng!” hylede Franko.
***
Den unge gurker red grinende ned gennem byen på sin kamphund med flæskestegen han lige havde stjålet fra familien Zwiebelkäse. Hunden savlede frådeskummende. Dens rectum var fyldt med beton for at gøre kræet ekstra hidsigt op til jul.
Gurkeren og kamphunden nåede ud til den forladte parkeringsplads hvor fætrene ventede i en stjålet bil ved siden af et knitrende bål. Her skulle de feste.
”Jeg fik den. Jeg stjal en grisesteg fra en fucking dansker! Denne steg er et symbol på vantro hunde.”
”Brænd den, Mamballah!”
Gurker-ungen kastede flæskestegen ind i bålet og red rundt om flammerne. Fætrene cirkulerede ligeledes om bålet, mens de grinede, hujede og hørte høj musik fra bilradioen.
Det tog kun et minut før flæskestegen fik den rette kernetemperatur.
Braget kunne høres i en radius af 10 kilometer, og en af kælderruderne blev slået ind på Halunkenborg.
***
Fede-Niels havde ligget bevidstløs i nogle timer. Klokken havde passeret midnat og festen fortsatte med høj musik og dans. Det var nu den 21. december.
Klokken 04.21 fik Edmund Totenschlager den geniale ide at lade Niels snuse til sin egen sko.
”Hvor er jeg!” gispede han og satte sig op.
”Til julefest på Halunkenborg,” svarede Louis B. Knockel.
Døren bragede op og ind styrtede Hartmut Gaffelwaber.
”PLANTEFARSEN KOMMER!”
”Hvad siger du?” Baryl var ved at kløjes i sin hestepilsner.
”Halallandsen og plantefarsen er endt i en forbryderisk pampersymbiose og er på vej mod Halunkenborg i dette øjeblik!”
Niels løb hen til vinduet og gloede ud på den sneklædte landskab.
I horisonten nærmede en gigantisk, grøn, grynet grød sig. Dens arrige brøl gav ekko i hele området.
”Hæv broen!” kommanderede baronen. ”Gør klar til kamp!”
Kan Halunkenborg holde stand mod Plantefarsen eller vil bygningen og alle gæsterne blive opslugt? Følg med i næste afsnit!
Ved daggry nåede plantefarsen frem til Halunkenborg. På vejen havde den ædt en del avlsdyr og smadret et par mindre landbrug. Højlydt bøvsende gasser forlod den ondskabskulde plantefars.
”Kør kanonen i stilling!” råbte baronen. En massiv kanon blev gjort klar. ”Affyr!”
KA-BOOOM!
Kanonkuglen ramte den grønne grød, og øjeblikket efter blev kuglen sendt retur og smadrede ind i siden af tårnet.
”Fordømt!” råbte Louis B. Knockel.
Plantefarsen var mere vred nu og satte farten op.
”Den må kunne dræbes,” råbte Fede-Niels. ”Vi må tænke os om.”
Rædselsskabningen var gledet helt frem til voldgraven. Broen var hævet så farsen måtte dykke ned i det grumsede vand. Nu forsøgte den af kravle op ad muren.
Der skulle et sandt julemirakel til at redde Halunkenborg og folk derinde.
***
I køkkenet stod butleren med et diabolsk smil. Baronen havde ikke luret at mandens borgerlige navn var Ringle Rangle Rakkelpot, og at han udelukkende havde søgt om jobbet som butler for at kunne stjæle baronens værdier i smug. Det var ikke blevet til så meget endnu. Men denne krisesituation ændrede alt.
Det var smartest at skride inden Plantefarsen fortærede hele bygningen, men en Rakkelpot gik aldrig tomhændet, så han greb baronens yndlingsbrødrister og løb gennem festsalen. Den kunne han sikkert få en del knaster for på en hælerauktion.
Hvad Ringle Rangle Rakkelpot dog ikke havde opdaget var, at brødristeren var sat til stikkontakten med en ubegribeligt lang forlængerledning.
Den falske bulter snublede over ledningen, væltede ud over borgmuren og landede direkte i voldgraven.
Brødristeren der på ingen måde var godkendt eftersom det blot var en prototype fra Kahlluns Storværksted satte en elektrisk reaktion fri da den ramte vandoverfladen. Effekten fra urinkraftværket i slottets kælder var så stærk, at hele plantefarsen blev omgivet af strøm. Både farsen og butleren blev elimineret i løbet af 30 sekunder.
Baryl kiggede ned i voldgraven med store øjne. Han vendte sig mod sine gæster og sagde:
”Den havde jeg ikke lige regnet med… Nåh, men så kan vi vist godt gå ind og få os en sejrssjus.”
”Vent,” sagde Niels. ”Vi mangler at bringe kødet ud til familierne. Ellers bliver det ikke jul.”
”Du har ret. Så mange problemer, så lidt tid!”
Vil det lykkes vores helte at bringe julekødet ud til befolkningen eller vil historien tage endnu en dramatisk drejning?
I løbet af natten var snestormen taget så meget til at det nærmest blev umuligt at se mere end et par meter frem. Alligevel havde Baryl, Louis, Hartmut og Niels kæmpet sig ud til Flødeisfabrikken, for de manglede at bringe flæske- og andestegene ud til familierne inden juleaften.
Omkring dem ændrede vintervinden sig til musik:
Baryl: ”Plantefarsen den er død, men julen bli´r ej sød! Før folket får en flæskesteg med svær så salt og sprød, Men vi er i problemer nu – jeg siger ak og ve, For vi har intet køretøj der kan gå gennem sneeee!”
Niels:”Jeg har en ideeeee!”
Alle: ”Sig frem!”
Niels:”Vi bygger en kane, en kane, den skal flyve over tag’ne Vi bygger en kane!”
Alle:”Vi bygger en kane, en kane, Den bli’r færdig en af dag’ne og skal ha’ en landingsbane Vi bygger en kane!”
I fællesskab gik de ranke mænd i gang med at bygge en flyvende kane, af de materialer de kunne finde på isfabrikken.
Kan Fede-Niels og hans venner nå at bygge en flyvende kane, og bringe alle stegene ud i tide eller er julen fortabt ?
Læs den neglebidende forløsning i næste (og sidste) afsnit.
Ved formiddagstid stod en dieseldreven kane klar på pladsen foran Fløs Flødeisfabrik. De gæve helte havde i fællesskab bygget fartøjet af forhåndenværende materialer og efter den første test, så den ud til at virke perfekt.
Intet kunne gå galt.
Fede-Niels hoppede i en tætsiddende, rød spandexdragt og satte sig i den mekaniske kane. Han trak en hue over ørene.
”Mijaaaav!”
”Kattemor!” jublede Fede-Niels.
Hans adoptivmoder var mødt op for at ønske ham god vind på rejsen.
”Jeg har savnet dig,” sagde Niels.
”Mijaaav!”
”Synes du? Du er et nobelt dyr! Hvorfor tager du ikke med?”
Katten sprang op ved siden af som moralsk opbakning. Sammen lettede de fra jorden med høje brummende lyde. Fede-Niels cirkulerede om lokalområdet som en stor, doven flue og kastede flæskestege ned i alle de skorstene han kunne se. Man kunne høre jubelbrøl hver gang en steg blev leveret.
”Glædelig jul, mine venner!”
***
Efter ti timers konstant flyvning og flæskestegskast landede den diseldrevne julekane med et blødt bump i sneen ved siden af en tørlagt brønd på Klamhuse Vestermark. Flæskesækken var tom. Fede-Niels havde reddet familiernes jul.
Han nåede dog ikke at nyde stoltheden, før en forbrændt gurker kom kørende på en stjålet cykel. Knægtens kamphund var omkommet i flæskestegseksplosionen, så han var alene denne gang. I den delvist forkullede hånd havde ungen en håndfuld kanonslag som han satte ild til med sin engangslighter.
”Dø, fede svin!”
Han cyklede mod Niels og gjorde klar til at kaste fyrværkeriet mod ham.
Fede-Niels var handlingslammet, men heldigvis var katten beredt. Den sendte Fede-Niels et sidste kærligt blik inden den ofrede sit liv, ved at springe direkte ind i forhjulet på cyklen. Kroppen kom i klemme og bragte køretøjet til øjeblikkelig standsning.
”FUUUCK, NEEEJ!”
Gurkeren fløj forover og landede hovedkulds ned i den tomme brønd med kanonslagene. Braget var stort og snart kollapsede hele brønden omkring ham.
Fede-Niels trak den afsjælede kat ud af cykel-egerne og besluttede at tage den med hjem for at konservere den i et syltetøjsglas, så den kunne stå på værelset som et evigt minde.
***
”Så er der flæskesteg, julemedister, stegte ænder, hestesylte og æselkoteletter!”
Fede-Niels sad for bordenden med store øjne i familien Zwiebelkäses spisestue. Fade med nordvestjyske juledelikatesser blev sendt på omgang til det lille selskab og der blev ædt, drukket, ræbet og flatuleret så lamperne gyngede i loftet. Til dessert fik de milkshakes med skinkesalat.
De hævede alle deres skummende glas og skålede mod katten der lå i en krukke med formaldehyd og stirrede tilbage på dem i en fordrejet stilling, men med mild glæde og tilfredshed i øjnene.
