Kategoriarkiv: Julekalender 2014

Jubelgave nr. 4: MIT DAGLIGE HELVEDE

Skattegyser

“Åh, Gud!” Frøken Patricias rædselskrig kunne høres i hele kontorbygningen. “Balancen passer ikke!”

Regnskaberne på bordet begyndte at ryste voldsomt. Kvinden var i chok. De øvrige medarbejdere gispede.

Chefen hr. Højbakke sprang op fra sin stol.

“Flygt, min kære. Inden straffen kommer!”

En dyb, ondsindet stemme brølede som et tordenvejr over dem alle:

“I har vækket Ubalancens Hævner. Jeg kræver mit offer for denne sløsede tilgang til regnskaberne!”

Store gennemsigtige hænder samlede sig i grønlig tåge foran dem. De krogede fingre pulserede som edderkoppeben og ragede ud efter frøken Patricia.

Hr. Højbakke sprang frem og trak kvinden til sig, inden grabberne fik ram på hende.

“Kom så. Vi må væk!”

“Jeg dvæler ikke før jeg har fået mit offer!”
brølede gespenstet nådesløst.

Hele personalet flygtede ned ad gangen, men havnede i en blindgyde. Kontorbygningen lignede desværre en labyrint takket være moderne homofile arkitekter. De ækle hænder nærmede sig langsomt den skræmte flok.

“Hvad gør vi?” jamrede frøken Patricia og trykkede sig ind til hr. Højbakkes solide brystkasse.

“Ha, ha, ha!” Hænderne var nu uhyggeligt tæt på.

Døren til toilettet åbnede sig pludseligt. Ud trådte den unge praktikant Didrik. Han stod mellem medarbejderne og de svævende grønne hænder.

“Hvad er der los?” spurgte han forvirret.

Alle åndede lettet op, da spøgelseshænderne flåede Didrik til sig og kvaste ham til en klumpet grød af knogler og kød. Ubalancens Hævner havde fået sit offer og forsvandt som dug for solen.

Resten af personalet kunne vende tilbage til arbejdsopgaverne. De havde overlevet endnu en dag på kontoret.

Hvad ville morgendagen byde på? De klogeste af dem læste en ganske bestemt netavis for at finde det mulige svar.

Bibba Skodhus
MIT DAGLIGE HELVEDE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 3: GRØN BENNY GÅR TIL MODSTAND

BEMÆRK: Værket foreligger nu også i en musikudgave. Se i bunden af siden!

Skovuhyreroman

1. akt: YDMYGELSEN

Benny var et venligt træ – med stolthed og med ære.
Den dag turister kåde kom – han måtte ta’ affære.
Han troede først de milde var, men han tog grueligt fejl.
Dendrofile overgreb: “Ja, wir sind immer geil!”

I hobetal de kom med bus. De råbte. De var vilde.
I cirkeldans de nærmed’ sig til swingerorgiegilde.
Forgribelserne stod på i alt for mange dage.
Degraderet til et puletræ – pinsler, stress og plage…

2. akt: HÆVNAKTEN

Grønne Benny rejste sig fra jorden, hvor han stod,
rødderne blev trukket op; han gik fjenderne imod,
råbte højt og aggressivt, så alle fik et chok:
“Hævnens time. Nu er jeg vred. Benny har fået nok!”

Raskt han løfted’ to turister med de grønne hænder,
og slynged’ dem mod klippesten. Han viste klør og tænder.
Næverne af knoldet træ ku’ stoppe hver en bølle.
Dendrofile på retræte fik spark og slag med kølle.

3. akt: MORALE

Den dag i dag er træet Benny skovens ordensmagt,
han våger over planterne og holder varsomt vagt.
Så hvis De er et snyltedyr med plantegrønne lyster,
så hold Dem væk fra Bennys skov, thi han er ej en kryster!

Lubbah & Lupo Schneckelfritz:
GRØN BENNY GÅR TIL MODSTAND
2. udgave, 1. oplag

Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk
Copyright 2014 by B. N. Halunk og Landsbytossen.dk
Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Vor musikalske ven Gade Jørgen har komponeret og indspillet en udgave af værket.
Klik og syng med!

HenvGADEJØRGENGrønneBenny

 

Jubelgave nr. 2: HOLSTEBRO EFTER MIDNAT

Holstebroroman

Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.

Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.

Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.

Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.

– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.

– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!

Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.

Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.

Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.

Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.

Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.

Efterskrift:

Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:

Onkel Bob

Gubert Skodhave
Holstebro efter midnat
2. udgave, 1. oplag

Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 1: ENKELTBILLET TIL HELVEDE

Togroman

Kapitel 1

»… TUD … TUUUUD …«
Nu var det alvor. Fredagsunderholdningsprogrammet Helvede havde premiere. Endelig et program med substans og konsekvenser. hvis man tabte.
“Velkommen til Helvede,” skrattede værten i højttaleren.
Deltagerne Candy, Kølle og Zuzanne befandt sig i den bagerste togvogn. Der var kameraer i loftet og på væggene.
“Lokomotivet er på vej ud over en kløft. Hvis I når frem til den forreste vogn og standser toget i tide, har I vundet. Ellers vil I opleve et frit fald på 800 meter. Ha, ha.”
Candy og Kølle stirrede fjoget på hinanden. Zuzanne så blank ud.
“Sæt i gang!”
Candy smed straks tøjet og fimsede rundt i togvognen.
“Hvad laver du, Candy?” grinede Kølle.
“Det er da det, vi plejer, ikke,” svarede hun. “Nu fester vi!”
“Nej, Candy …” Zuzanne gik hen mod døren lige fremme. “Vi skal bremse toget.”

Kapitel 2

»… TUUUD … TUUUUD …«
De kom ind i en stærkt oplyst togvogn. Lagerrummet. Der stod reoler og borde med glas og flasker, bøger, husholdningsmaskiner og andre ting.
“Se,” sagde Candy energisk og løftede et gevær op fra bordet. “En vandpistol!”
Hun skød Kølle med et gigantisk brag. Han drattede om.
“Det var ikke en vandpistol, Candy,” stønnede han, før han døde.
“Ups,” sagde den nøgne kvinde og trak på skuldrene.
Nu var der kun to deltagere tilbage. Candy kiggede forvirret ind i en af kameralinserne.
“Har jeg vundet nu?”

Kapitel 3

»… TUD … TUUD … TUUD …«
Zuzanne og Candy trippede gennem latrinvognen og køkkenvognen. Transportmidlet virkede uendelig langt.
“Jeg fryser,” udbrød Candy. “Og jeg keder mig. Hvor er sprutten? Hvor er mændene? Hvor er boblebadet?”
“Vi skal ikke feste nu, skatter,” udbrød Zuzanne og rystede grinende på hovedet.”Vi skal trække i bremsen, ellers dør vi jo. Hørte du ikke manden?”
“Jeg vil hellere feste …” Candy begyndte at danse foran de mange kameraer.
“Tiden går, piger. I nærmer jer klippen.”
Zuzanne trak Candy med sig videre. De kom ud på en afsats mellem to vogne. Her stod en kæmpemæssig arrig herre i grøn habit.
Candy sprang i favnen på ham.
“Du er da vist en farlig fyr,” sagde hun kælent.
“Lad være med det!” brølede han og kastede Candy ud fra toget. Hun landede mellem kaktusserne i et minefelt og blev sprængt i tusinde stykker. Nu var der kun én deltager tilbage.
Manden løftede Zuzanne og holdt hende ud over afsatsen.
“Skal du samme vej?” råbte han.
“Nej,” sagde Zuzanne hæst.
Han trak hende tilbage i sikkerhed.
“Så kom i op omdrejninger, kvinde. Stands toget for pokker.”

Kapitel 4

»… TUD … TUUUUD …«
Zuzanne slog døren op til førervognen og fik øje på det røde håndtag: Bremsen.
Hun gik frem, men stivnede pludseligt. Hun var i chok.
Håndtaget var fastholdt af en mekanisk lås med et tastatur. Ved låsen hang et skilt:
»Indtast dit navn for at åbne.«
“Åh, gud,” jamrede Zuzanne panisk. “Ikke det. Alt andet end det. Hvordan skulle jeg dog kunne finde ud af det. I har gjort det med vilje. Det kan I ikke være bekendt, altså!”
Gennem frontruden var skrænten skræmmende tæt på. Hun var stillet overfor den værst tænkelige opgave til dato, men hun kunne simpelthen ikke finde ud af det. I højtalerne bragede Ode to joy på fuld ublæsning.
Kvinden sank fortabt sammen på gulvet.

Milton Maribo:
ENKELTBILLET TIL HELVEDE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Næste kalenderblad

Totalkalenderoversigten

Avisens forside

 

GRATIS GAVER til alle læsere hver dag frem til den 24. december. Disse enestående højværdigaver kan (ligeledes gratis) videregives. Jubelen vil brede sig ud over landet, og milliarder af kroner spares.

JubelgaveLUKOP01 JubelgaveLUKOP02 JubelgaveLUKOP03 JubelgaveLUKOP04 JubelgaveLUKOP05 JubelgaveLUKOP06  JubelgaveLUKOP07 JubelgaveLUKOP08 JubelgaveLUKOP09

JubelgaveLUKOP10 JubelgaveLUKOP11 JubelgaveLUKOP12 JubelgaveLUKOP13 JubelgaveLUKOP14 JubelgaveLUKOP15
JubelgaveLUKOP16 JubelgaveLUKOP17 JubelgaveLUKOP18 JubelgaveLUKOP19 JubelgaveLUKOP20 JubelgaveLUKOP21  JubelgaveLUKOP22 JubelgaveLUKOP23 JubelgaveLUKOP24

SE OGSÅ:

Henv24KNALDROMANER