Tag-arkiv: Nidding Halunk

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 14:25

Skriv et svar

Rane Rakkelpot låste kælderdøren, listede ind i grevens sovegemak og rodede garderoben igennem.

Der var tydelige fysiologiske forskelle på Lambert von Rundknockel og Rane Rakkelpot. Greven var en benet mand, hvilket man ikke kunne sige om Rane. Til sit held fandt han dog en habit af strækstof, som han møjsommeligt trak ned over sit flæskede legeme. Han strammede gummiremmene og stillede sig majestætisk foran spejlet. Så greb han sin sminkedåse og malede sine øjenbryn kraftigere og lavede bakkenbarter af sin kønsbehåring og kontaktlim.

“Fridolph!” råbte han.

Et par trippende fødder kom nærmere gennem gemakkerne, indtil døren gik op til det respektive lokale.

“Greven ønsker?” udbrød kammertjeneren og spærrede øjnene op ved synet af den fedladne person der gjorde sig til foran spejlet. “Jamen, hr. Greve. Hvad er der sket? De er blevet så …”

“Fed? Ja, jeg er selv chokeret. Lægen siger det skyldes for meget vand i kroppen. Det er sket bare lige pludselig.”

“Hvor forfærdeligt. Er der noget jeg kan gøre for Dem?” stønnede Fridolph.

Rane Rakkelpot smilede ved tanken om. at han havde narret kammertjeneren.

“Ja, lille tjenermand,” nikkede den falske greve. “Jeg skal tydeligvis ikke have mere vand, så De kan servere mig en brændevin. Og derefter kan De gå i gang med at lægge alt mit tøj ud, så jeg kan være i det.”

“Der burde være et par gardinrester i kælderen, som jeg kan bruge,” sagde Fridolph.
“De må ikke gå ned i kælderen!” skreg Rakkelpot. “Håndværkeren flatulerer. Det lugter!”

* * *

Rakkelpot stod i forhallen og lavede en skitse på en rulle toiletpapir. En ombygning var uundgåelig. Der manglede både det ene og det andet. Det lignede jo et faldefærdigt mausoleum.

Hvis Rane skulle tage over som herre på Knockelborg, skulle der være møbler, statuer og flere tjenere. Der skulle også lappes huller i væggene og isoleres bedre. Men han manglede materialer; tyggegummi, halm, mudder og rødler. Det blev dyrt, men han havde da penge på kistebunden.

Rane kontaktede sine venner i nabobyen og hyrede dem til at renovere slottet. Derefter ringede han til den nærmeste boligforretning og bestilte møbler og gulvtæpper til hele Knockelborg. Navnet burde der gøres noget ved. Ny ejer. Nyt navn.

“Rakkelborg, selvfølgelig,” grinede Rane.

“Gyyyyllaaaaa?!” lød det ovenpå. “Gyyyyllaaaaa, jeg er klaaaaar! Hvoor er duuu?!”

Rane stirrede mod trappen. Han kunne efterhånden ikke overraskes mere. Selvfølgelig var matriklen også hjemsøgt. Han sukkede og foretog endnu et opkald.

“Det er Ra… øh, Lambert von Rundknockel. Jeg vil gerne bestille en eksorcisme!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 8:25

Skriv et svar

“Ad, vent!” skreg Gylla. “Ikke så meget, sovs. Jeg prøver at holde figuren.”

Fridolph stod med den tømte sovsekande i hånden.

Efter at greven og advokaten havde udarbejdet en kontrakt, spiste de et luxusmåltid, og her ved bordet ville de give Gylla den glædelige nyhed.

“Skal jeg skrabe det tilbage i kanden?” spurgte kammertjeneren betuttet og tørrede sved af panden.

“Nej, glem det,” knurrede hun. “Jeg trænger alligevel til at trøstespise oven på de drastiske forandringer i mit liv. Mere vin, mere mad. Slagt Lullah, om nødvendigt!”

Hendes bemærkning resulterede i et panisk griseskrig henne i hjørnet.

Willy Best beundrede Gylla med det kådeste blik hun i sit liv havde set. Han suttede på fingrene og blinkede til hende. Hun afbrød øjenkontakten og rettede sit fokus mod de kandiserede roer på tallerknen. På bordet lå dildoen og ridepisken. Gaver fra gommen til den vordende brud.

Advokaten rejste sig og bankede på maven:

“Herskabet må have mig undskyldt et øjeblik,” sagde han. “Flatulensen ophober sig og min blære er ved at briste oven på dette storslåede taffel.”

“Lullah kan vise Dem vejen til køkkenvasken,” svarede Lambert von Rundknockel.

Advokaten nikkede og fulgte svinet ud af det juledekorerede festlokale.

Da fader og datter var alene, hamrede greven en flad hånd i bordet:

“Så vær dog lidt samarbejdsvillig, møgunge! Hr. Best kommer af en fornem advokatslægt, hans faders fornavn var Werner. Han vil yde mig økonomisk bistand. Han kan redde Knockelborg! Penge i kassen. PENGE … I … KASSEN!”

“Han er slesk, kedelig og han lugter!”

“Vrøvl,” brummede Lambert. “Den mand dufter som virile alvsgeder i honning.”

“Så gift du dig med ham!” svarede Gylla.

“Du ved godt at jeg ikke indgår i homofile eksperimenter mere! Det var en festlig sommer, men det er slut nu. Jeg er ikke til den slags … øh … længere …”

“Men jeg har andre planer med mit liv,” sagde Gylla og puttede en roe i munden.

“Hvis det er Bob du hentyder til, så har jeg ordnet det. Tror du ikke godt jeg ved, at I to har gået og smisket de sidste tre år? Du skal ikke splejses sammen med Rakkelpot-klanen. Rane og jeg har været dødsfjender siden … ja, det rager ikke dig. For at undgå katastrofen har jeg lokket sønnen til Holstebro. Bob arbejder på et diskotek som jeg købte til formålet. Jeres kæresterier er slut. Og det er en ordre!”

“ØV, ALTSÅ!”

Gylla forlod festsalen i protest. Hun løb ud i hestestalden og knugede den fedtede abehånd, der nu havde fået funktion som hendes personlige lykkeamulet. “Jeg må finde Bob.”

Ved langbordet var advokat Willy vendt tilbage fra sin kropslige udtømning.

“Hvor er det dejlige pigebarn?”

“Hun er vel gået i seng.”

“I seng.” Advokaten slikkede sig om munden.

“Hun skal nok blive glad, når først pengene regner over Knockelborg.” Grev Lambert hoppede op på bordet og dansede. “Im singing in the rain. Hæ hæ.”

Fridolph trådte ind i festsalen med en alvorlig mine:

“Til Deres orientering er håndværkeren først færdig om to dage, Gylla er ved at stikke af til hest, og taxameteret kører stadig ude på gårdspladsen …”

“Verdammt noch mal!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 5:25

Skriv et svar

Primatens blodskudte øjne lyste op ved synet af kontanterne i advokatens mappe. Savlet boblede i mundvigene og skabningen krabbede sig skrutrygget nærmere.

“Money!”

Willy greb ridepisken og tævede de behårede hænder.

“Kan De så komme væk, forbryderiske kræ!”

Pisken smældede atter, denne gange over abens nakke. Chaufføren dansede forpint væk.

“Money?”

“De kan vente ude i sidegemakket hos tyendet indtil videre,” knurrede greven bistert og gestikulerede. “Kan De ikke se., at vi holder møde?”

* * *

I sidegemakket sad kammertjeneren Fridolph og tamgrisen Lullah og ømmede sig efter den gedigne omgang prygl de netop havde modtaget.

“Man burde ringe til fagforeningen. Punktum,” mumlede Fridolph.

“Næh, så får vi flere prygl.” Grisen hvinede af skræk ved tanken om grevens håndflade.

Døren gik op.

En chimpanse luntede forbi og satte sig på køkkenbordet. Den benyttede ventetiden til at masturbere.

“Hvad vil De her?” spurgte Fridolph.

“Money, money?”

“Aha. De er ikke den første,” stønnede kammertjeneren. “Greven er ikke ligefrem den bedste betaler. Det er sikkert derfor urinkraftværket i kælderen konstant eksploderer. Dårlig betaling resulterer i dårlig service. Punktum.”

Fridolph kiggede diskret ind i forhallen. En fremmed mand i ekstravagant påklædning stod og smiskede foran greven og komtessen. Han fægtede med et bundt pengesedler, en ridepisk og en halv meter lang dildo.

Som det så ud herfra, kunne det tyde på, at Gylla skulle lade sig prostituere, så greven kunne betale kreditorerne. I krisetider måtte man tænke kreativt.

Inden han kunne nå at gøre sig flere tanker, bankede det på køkkendøren. Fridolph rettede på uniformen, marcherede elegant til den anden ende af lokalet og åbnede.

En småfed mand i selebukser, paryk og falsk overskæg stirrede udspekuleret på ham. Manden havde en værktøjskasse i den ene hånd.

“Mit navn er Rane Rakkelpot,” smilede han skummelt. “Det var noget med et problem i kælderen?”

(Fortsættes her)

Baryl Nidding Halunk vinder halsbrækkende vulkankapløb

Skriv et svar

Edmund Totenschlager LOGO

For første gang nogensinde blev et kapløb afholdt op ad sognets menneske-skabte vulkan, Mount Bruno. Mere end hundrede friske og veltrænede borgere stillede op til den hårde tur gennem det barske og stejle terræn. Mount Bruno er ganske vist ikke aktiv mere, grundet den uheldige tornado-episode, men byrådet har besluttet, at den stadig kan benyttes i sports- og konkurrenceøjemed.

Til avisens begejstring var det vores egen storjuniorkorrespondent, hr. Baryl Nidding Halunk, der mod al forventning lagde sig i spidsen og nåede toppen på rekordtid.

“Jeg er selv overrasket. Min modstandere var ellers nogle af sognets mest hårdkogte personligheder, og vejen op var både glat, blæsende, kold og udmattende,” udtalte den unge reporter, inden han stillede sig på sejrsskamlen og modtog sin messingpokal og 70 sejrslussinger af redaktør Louis B. Knockel.

RuteX2

Det vulkanske område er kendt for sit aggressive plante- og dyreliv. Og vejret i området er modbydeligt. Efter at startskuddet havde lydt, blev flere af kombattanterne angrebet af løver og kødædende rododendron. Og da flokken kæmpede sig op ad skråningen, var der flere, der væltede og brækkede vitale knogler. Mod toppen måtte mange se sig slået, da de blev ramt af spontan forkølelse.

Den unge Halunk mener selv, at det var grundig forberedelse, der gjorde ham til vinder.

“For det første havde jeg en ekstra sweater på mod kulden og en pose rå koteletter til de sultne skabninger, der lurede om hjørnerne,” udtaler hr. Halunk og tilføjer: “Så vidt jeg er ved, var jeg også den eneste, der ikke var iført laksko. Jeg bar vandrestøvler med dobbeltklæbende tape under bunden. Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.”

SE OGSÅ:

HenvHalunkALPEHUE

Retur til avisens forside

Guldkalenderen blad 15: SLUT PÅ ARMSLATTENHED

Skriv et svar

Guldkalender BANNER

Klamhuse Armerstatningsinstitut slog i dag dørene op for at behandle den armslattenhed, der har bredt sig i lokalområdet.

HalunkLOGO

Flere borgere har fået så slatne og jammerlige arme, at de ikke længere er i stand til at uddele en simpel lussing. En sørgelig udvikling mener Dr. Mowgli, stifter af det nyåbnede behandlingssted.

Dr. Mowgli

– En lussing er et disciplineringsværktøj, et led i humørspredning og medvirken til en forhøjet livskvalitet. Hele vort samfund er bygget op omkring kindklask. Vi må værne om værdierne og råbe vagt i gevær, erklærer Dr. Mowgli og tilføjer: – Alle fortjener et par klaskevenlige arme.

Skulle De, kære læser, være så uheldi,g at Deres arme er blevet slaskede og umedgørlige som udkogt spagetti, så er håbet ikke ude. Dr. Mowgli tilbyder for den nette sum af kr. 74,50 at erstatte umulighederne med to friske og funktionsdygtige proteser med livagtig gummibelægning og bevægelighed.

Den hurtige og effektiv behandling eksekveres således:

Behandling03

Patienten møder op på klinikken og modtages af de to lesbiske klinikassistenter, Mamse og Albana Dukkert, der trakterer med sandkage og likør.

Kokos køres i stilling

Når doktoren er klar, føres patienten ud i baggården, hvor krokodillen Kokos venter. Krybdyret er parteringsansvarlig og assisterer Dr. Mowgli under alle operationerne. Trods et voldsomt mundtøj formår Kokos at præstere et forbløffende præcisionsarbejde. Snorlige udskæringer på millimetermål. En egenskab, der har givet den tilnavnet Panserskalpelen.

Behandling01

Når armene er bidt af og fortæret af Kokos, påmonteres de to nye ved hjælp af et armpåsætningsapparat, fremstillet af brødrene Kahllun.

Behandling02

De forlorne legemsdele er udstyret med et pumpesystem, som man kender det fra vandpistoler. Inden uddeling af lussinger bøjer man underarmen frem og tilbage i et rask tempo. Jo mere der pumpes, desto kraftigere bliver slaget.

– Jeg vil kalde det et af de seneste 100 års største fremskridt, udtaler egnens disciplinære førstemand, Louis B. Knockel. – Min hustru Vera, der i går knap nok kunne jage en flue væk fra sit eget ansigt med brug af begge hænder, smækker nu efter en hurtig og næsten smertefri operation atter raske, muntert syngende lussinger overalt i vor virksomhed og ude blandt folk, hvor hun færdes.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 11: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

1 svar

Guldkalender BANNER

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.

Tigerroman

“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 9: HVEM ÆDER HVEM?

3 svar

Guldkalender BANNER

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

Kannibalroman

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 5: MIDNATSFORESTILLING

Skriv et svar

Guldkalender BANNER

Regnen silede ned, da hr. og fru Bromholt ankom til Algade og stod ved biografteatrets nedslidte facade. De havde valgt at se en udenlandsk film ved midnatsforestillingen.

“To billetter til Middag hos Morfar,” sagde hr. Bromholt til den ældre herre i billetlugen.

Gamlingen så på ægteparret med frygt i øjnene.

“Er De klar over, at den er bulgarsk? En dogmefilm oven i købet?”

“Selvfølgelig,” brummede hr. Bromholt overlegent. “Min hustru og jeg er særdeles begejstrede for det finkulturelle og ynder at se film fra hele verden.”

“Meget vel,” svarede oldingen. “Det bliver på eget ansvar…”

Biografroman

Gæsten fandt sin tegnebog frem.

“Næ nej,” udbrød billetsælgeren. “Jeg kan ikke tillade mig at kræve penge for dette makværk.”

Hr. Bromholt fnøs og tog imod billetterne. Ægteparret marcherede indenfor arm i arm med næserne i sky. Salen var tom.

“Vi er åbenbart de eneste kulturelle individer i byen,” påpegede hr. Bromholt.

“Heldigt for os.” Konen pegede frem. “Så kan vi sidde på sofarækken.”

De satte sig til rette.

“Hvor vover han at kritisere et filmværk, han tydeligvis ikke har forstand på,” snerrede manden.

“Rolig, Thormod. Vi kan jo ikke forvente, at alle har en fornem universitetsgrad inden for samfund og kultur og besidder evnen til at analysere en film.”

“Men det har vi, Gerda,” smiskede han og kærtegnede hendes kind.

Salen blev mørk. Filmen gik i gang med et irriterende stykke balkanmusik. Ved et middagsbord sad tretten personer sad og spiste rå koteletter, spillede blokfløjte og spyttede og savlede. To harer parrede sig midt på bordet.

“Åh, gud. Hvad er det dog vi er gået ind til!” skreg fru Bromholt.

Den ældste ved bordet var rød i hovedet og havde en sort moustache. Han kiggede sjofelt mod den fjerde mur og pegede hånligt mod ægteparret i salen.

Middagsselskabet og harerne kravlede ud af lærredet og stod nu foran hr. og fru Bromholt. De trommede på deres bare maver og talte på et sprog, der lød som en motor, der var ved at sætte ud.

Den jammerlige film var blevet til virkelighed.

“Han advarede os, men vi ville ikke høre,” skreg hr. Bromholt. Han sprang hen mod en dør, der foroven var mærket med et grønt UD-skilt. Han ruskede i dørgrebet, men det var som boltet fast.

Den gamle mand fra filmen hev fru Bromholt op fra sædet og inddrog hende i en pinlig bulgarsk vals. Det lignede en sindssygt underlødig folkefest.

“FÅ DET TIL AT STOPPE!”

Støvler blev kastet.

“DETTE ER ET MARERIDT!”

Trebenede geder hoppede ud i salen til dem og besørgede på gulvet.

“VI ER HAVNET I SKÆRSILDEN!”

Men ægteparret kunne intet stille op, for der var stadig syv timer tilbage af den bulgarske kunstfilm.

Max Sandemo:
MIDNATSFORESTILLING
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 3: RØDHÅREDE PIGER ER VERDENS BEDSTE SUPPEKØD

Skriv et svar

Guldkalender BANNER

Mangemilliardæren Nelson von Bergenwald var ude på en frisk cykeltur i den sydlige del af kannibaldistriktet, da han fik øje på hende. Den rødhårede skønhed.

Hun var bundet til en træpæl og ventede på at blive smidt i suppegryden.

En flok tandsmilende negere dansede rundt om gryden, mens de sang:

“Rødhårede piger er verdens bedste suppekød – nydes med en kande øl og en gnalling hvedebrød …”

Negerromanforside

“Stands!” udbrød Nelson von Bergenwald og viftede afsindigt med arme og ben. Han måtte stoppe dem. Hun var den smukkeste kvinde, han havde set, og skulle derfor ikke havne i en afrikaners suppe. Nej, hun skulle være hans hustru. De skulle leve sammen til deres dages ende.

“Jeg køber den rødhårede,” råbte Nelson og rettede på sin tropehat.

“Hun er ikke til salg!” svarede den sorte kannibalkonge straks.

“Måske denne vil få dig til at overveje?” Mangemilliardæren fiskede et uvurderligt halssmykke frem fra inderlommen.

Kannibalen tog imod smykket og studerede det gnæggende.

“Du har overtalt mig. Snup hende bare.”

Nelson og befriede kvinden fra pælen.

“Min snut,” klukkede han. “Du skal blive min kone. Vi to skal leve af kærlighed og kildevand … og mine milliarder naturligvis.”

“Åh, hvor er det dog dejligt,” kvidrede skønheden.

“Vi skal leve i mit fyrstelige palæ med over 25 soveværelser og den frodigste have på flere tønder land. Er det ikke pragtfuldt, min kære?”

“Jo,” hvinede hun. “Det vil glæde mig. Det vil så sandelig også glæde både Olfert, Dosmine, Magda, Rambert og Bob. De vil elske det nye hus.”

“Hvad snakker du om, kvinde?” Nelson kunne ikke lide den retning samtalen var på vej mod.

“Mine børn, selvfølgelig.”

Rigmanden kneb øjnene sammen.

“Min gamle mor og min onkel Henry vil også synes om det nye hjem. Jeg regner da med, at de flytter med. Det bliver da ikke noget problem, gør det vel? Du sagde selv, at der var over 25 soveværelser, ikke sandt? Rigeligt med plads til hele familien. Det bliver hyggeligt!”

Nelson vendte sig om mod den sorte mand:

“Jeg må skuffe dig, gamle dreng. Handelen annulleres med øjeblikkelig virkning. Behold hende!”

Nelson hev halskæden ud af kannibalens sorte hænder og flygtede på sin cykel.

“Om jeg begriber det. Skulle jeg forsørge hele hendes familie? Fandeme nej. Har hun ingen ære i livet?”

Blexen

“Mine varmeste anbefalinger medgives. Dette er afrikansk realisme på højeste niveau.”
Karen v. Blexen, fhv. safarikøkkenbestyrer

Peruna Padborg:
RØDHÅREDE PIGER ER VERDENS BEDSTE SUPPEKØD
2. udgave, 1. oplag
Originaltitel: Wasichana nywele nyekundu ni bora supu nyama
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

 

Forrige kalenderblad  <<             Til avisens forside            >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 1: MIT DAGLIGE HELVEDE

1 svar

Guldkalender BANNER

“Åh, Gud!” Frøken Patricias rædselskrig kunne høres i hele kontorbygningen. “Balancen passer ikke!”

Regnskaberne på bordet begyndte at ryste voldsomt. Kvinden var i chok. De øvrige medarbejdere gispede.

Chefen hr. Højbakke sprang op fra sin stol.

“Flygt, min kære. Inden straffen kommer!”

En dyb, ondsindet stemme brølede som et tordenvejr over dem alle:

“I har vækket Ubalancens Hævner. Jeg kræver mit offer for denne sløsede tilgang til regnskaberne!”

Store gennemsigtige hænder samlede sig i grønlig tåge foran dem. De krogede fingre pulserede som edderkoppeben og ragede ud efter frøken Patricia.

Skattegyser

Hr. Højbakke sprang frem og trak kvinden til sig, inden grabberne fik ram på hende.

“Kom så. Vi må væk!”

“Jeg dvæler ikke før jeg har fået mit offer!” brølede gespenstet nådesløst.

Hele personalet flygtede ned ad gangen, men havnede i en blindgyde. Kontorbygningen lignede desværre en labyrint takket være moderne homofile arkitekter. De ækle hænder nærmede sig langsomt den skræmte flok.

“Hvad gør vi?” jamrede frøken Patricia og trykkede sig ind til hr. Højbakkes solide brystkasse.

“Ha, ha, ha!” Hænderne var nu uhyggeligt tæt på.

Døren til toilettet åbnede sig pludseligt. Ud trådte den unge praktikant Didrik. Han stod mellem medarbejderne og de svævende grønne hænder.

“Hvad er der los?” spurgte han forvirret.

Alle åndede lettet op, da spøgelseshænderne flåede Didrik til sig og kvaste ham til en klumpet grød af knogler og kød. Ubalancens Hævner havde fået sit offer og forsvandt som dug for solen.

Resten af personalet kunne vende tilbage til arbejdsopgaverne. De havde overlevet endnu en dag på kontoret.

Hvad ville morgendagen byde på? De klogeste af dem læste en ganske bestemt netavis for at finde det mulige svar.

Bibba Skodhus
MIT DAGLIGE HELVEDE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Tilbage til avisens forside            >> Næste kalenderblad