“Jamen, doktor? Hvorfor har De forbundet Deres ansigt? Er De kommet noget til?” Frk Petersen tabte journalerne på gulvet. “Ingenlunde,” Dr. Iversen rystede bedrøvet på hovedet.“Det er min rival, dr. Manbergs skyld. Han besøgte mig tidligere i dag og forgreb sig på mit ansigt med en tusch. Han har skrevet inkompetente nar i panden på mig. Tror De selv, at jeg kan vise mig i offentligheden med en sådan besked? Nej, mit ansigt er billigt til salg! Det er årsagen til at jeg har bandageret det.” Den unge sygeplejerske lagde forsigtigt en hånd på lægens svulmende overarm og gav den et klem. “Hvordan kunne han gøre det? Og så mod Dem?” Doktoren satte sig trist på kanten af skrivebordet. “Han er skinsyg på min person og min karriere. Han vil lukke min lægepraksis og ydmyge mig, koste hvad det koste vil.” Sygeplejersken satte sig ved siden af. “De må da kunne give ham igen.” “Jeg er bange for, at det er for sent… jeg er en fiasko!” “Det er ikke den dr. Iversen, jeg kender og elsker.” Lægen betragtede frk Petersen, som rejste sig op og viftede med hænderne. “De er ikke en fiasko. De skal blot tage affære, nøjagtigt som De gjorde, da De reddede denne lille dreng i garderoben sidste år.” Dr. Iversen rettede ryggen. “De har ret. Den arme dreng var ved at kvæles i et stykke sukkergodt. Selv om begge mine arme var brækket efter en skiulykke dagen forinden – ja, så gjorde jeg min pligt og foretog den heimlich-manøvre, som var påkrævet.” Sygeplejersken så forelsket på lægen, der rejste sig kampklar. “Selv om alt virker nyttesløst, må jeg antaste min rival og give ham et skud af hans egen medicin. Den sleske satan må ikke slippe ustraffet fra at forulempe mit ansigt og forsøge at lukke min lægepraksis.” “Ja, giv ham et par på frakken, doktor,” frk Petersen omfavnede ham, hvilket fyldte lægen med ekstra kampgejst og selvtillid. “Ja, først par på sinkadusen. Derefter en sjofel tegning i hans vamle fjæs!” Frk Petersen var ved at omkomme af ekstase. Doktoren spændte sine muskler. “Tak, frk. Petersen, De er den eneste, der forstår mig. Hverken min kone eller min elskerinde kunne have gjort det, De har gjort for mig i dag!” Han fandt en sprittusch frem fra skuffen og spankulerede målrettet mod døren. Han stoppede og vendte sig om. “Når mit hævntogt er fuldbragt, og dr. Manbergs ansigt er vansiret langt værre end mit eget, vil det være mig en udsøgt fornøjelse, om De siger ja til at spise middag med mig.” “Åh doktor, De ved, hvordan man forfører en kvinde!”
– Kom her, mit søde barn, og smag den flæskestuvning, som onkel Josef har lavet!
Manden i hvidt lo sin godmodige, dybe latter, mens jeg gik gennem hotelkøkkenet hen mod ham og den varme ovn.
– Se her! sagde han, mens han trak bradepanden ud. – Herlig brun flæskemad med en sprød skorpe, der vil knase lifligt mellem dine perletænder!
Uhm, som det duftede! Onkel Josef øste op med rund hånd, og jeg sad på en taburet og tyggede i mig, mens han klirrede med gryder og pander inden dagens middag.
Onkel, som vi alle kaldte ham, var overalt på det skønne hotel, der bar hans navn. Han bød gæsterne velkommen i foyeren, i spisesalen gik han omkring mellem bordene, iført sin altid pletfri hvide arbejdsuniform, og i køkkenet udrettede han daglige mirakler.
Jeg husker ham som en smuk og statelig grånende mand med smil og hilsner til alle, og det var et højdepunkt i mit unge liv, da vores familie holdt sommerferie på Hotel Josef. Dengang, i midten af 1930’erne, foregreb onkel Josef på mange måder den verden, vi kender nu, flere generationer senere. Han var økonomisk og økologisk bevidst, og han havde fuld kontrol over klimaet. Det var altid varmt inde og ude, solen skinnede gavmildt over Hotel Josefs gæster fra alverdens lande. Han opfordrede dem til at bære nationaldragter, og et festligt, farverigt, mulitietnisk syn var det.
Selv var han en jævn mand, der havde arbejdet sig op fra køkkenmedhjælper til inspektør og nu indehaver af det smukt beliggende turisthotel.
De allerbedste sommerminder handler om maden: Kødbudding (rød, brun og lilla), flæskevælling, indvoldskompot, gnaveben af enhver art og facon. Gode proteinrige retter morgen, middag og aften.
Var det efter en uges tid, jeg begyndte at undre mig over, at der stadig ankom nye gæster, mens man aldrig så nogen rejse derfra? Otte-personers bilen med ”Hotel Josef” malet på siden bragte dagligt glade rejsende fra stationen, men kørte tom tilbage. De voksne og børn, man havde siddet ved siden af dagen i forvejen, var bare væk.
En morgen var det min far, der ikke kom ned til bordet. Næste dag manglede også min mor og lillebror.
– Onkel Josef! kaldte jeg. – Kan du hjælpe mig med at finde dem?
Smilende kom han hen mod vinduesbordet, morgensolen blinkede i guldstjernen på hans bryst og i hans muntre, kloge øjne.
– Spis, min lille due, sagde han. – Spis, så du kan blive endnu tykkere og mere lækker!
En skive dampende kødtærte landede med et klask på min tallerken. Jeg mærkede onkel Josefs fingre i nakken. Han kneb mig blidt og prøvende.
– Spis, spis, spis! sagde han. – Der er masser af kød i gryden, og uanede mængder i beredskab i slagtekælderen.
I det samme standsede hotelbilen udenfor. Fem bantu-negere, to mongoler med hver sit strengeinstrument og en ældre sortklædt europæer med guldtænder i overmunden steg ud.
Mens onkel Josef havde travlt med dem, gik jeg ud til bilen og fik et lift til stationen. Jeg har ikke set onkel Josef siden, men minderne – tro mig, de lever og funkler!
“Åh, hvor er livet skønt som herskerinde,” pippede grevinde Domino saligt. Hun nippede til sin hvidvin. Kold og fra egen kælder. Grevinden mestrede manipulationens ædle kunst. Der var ikke de praktiske ydelser, hun ikke kunne forføre sig til. Hele Brunmøllen havde fået en renovation, kvit og frit, da hun forførte 16 håndværkere. Hun havde en affære med baron Häckelborg, konsul Rasselnavle og pastor Clunk, ja, faktisk alle aristokrater i en radius af fem kilometer. “Er det 12 eller 13 mænd jeg har fristet og ledt på afveje i dag, undersåt?” råbte hun til sin butler. “Øh, 13, fru Domino…” svarede han. Hun smadrede vinglasset på gulvet af raseri. “Jeg er ikke frue. Jeg er herskerinde. Mit navn er GREVINDE DOMINO VON PHLYTTENPAF! Er det forstået?” Ondskaben lynede fra hendes øjne. “Undskyld, min herskerinde,” svarede butleren underdanigt. Hun tændte en cigaret. Følte sig mere magtfuld end nogensinde før, mens hun betragtede de 18 tons luxusfækalier, hun havde narret sig til i går. Så meget dyrebart på et sted. Hun måtte beskytte sig mod større bedragere end hende selv. De fandtes. “Vi må udskifte låsen,” skingrede hun. “Ingen skal trænge ind på mine enemærker uden særskilt tilladelse.” Hun rejste sig. “Oppasser, kontakt den lokale låsesmed. Han skal forføres.” “Strax,” svarede butleren og forlod spisesalen. Da fagmanden var kontaktet, iførte grevinden sig sit manipulationslingeri, der absolut intet overlod til fantasien, eftersom det i bund og grund var et fiskenet. Det bankede på døren. “Goddag, jeg er låsesmeden, Harry Revelskrat,” præsenterede gæsten sig. “Kom ind, kom ind,” svarede Domino kælent. Låsen blev skiftet i lyntempo, og den brave håndværker udbrød vanen tro: “Og nu til betalingen.” “Jeg tænkte, om jeg kunne betale i … naturalier!” Hun trykkede sig ind til ham. Låsesmeden smiskede og hviskede: “Lad os gå udenfor.” “Uha, for en farlig fyr,” spandt hun. “Damerne først!” Han åbnede hoveddøren. Hun vimsede ud i forhaven og kunne intet stille op, da hr. Revelskrat smækkede døren i og drejede låsen om. Et mesterligt gennemtænkt fupnummer var eksekveret. “Ha, ha. Nu er det mig, der har bukserne på!” Han trak sin forklædning af og stod nu i en skræddersyet habit. Han var skam ikke professionel bedrager for ingenting. “Hvor er fyrstinden?” Butleren kom løbende ind i entreen med sherry på en bakke. “Brunmøllen har fået ny bestyrer!” Lurendrejeren stillede sig rank i en storslået position. “Jeg er fra nu og i al evighed grev Revelskrat af Brunmøllen. Vil De sørge for, at dørskiltet udskiftesi morgen tidlig?” “Javel, Deres excellence!” Butleren bukkede trofast. Den ny fyrste smilede til sin tjener og gav ham et kammeratligt klap på skulderen. “Bare kald mig Harry…”
Jyllandskrigen synger på sidste vers. Den har blot varet en uge, men indtil nu en ganske begivenhedsrig uge.
“De kommer,” råber menig Ebbesen fra sin vagtpost. “Kalkunerne kommer!”
Fjenderne marcherer baskende af sted i en rus af storhedsvanvid.
“De skal ned med nakken!” svarer brigadegeneral Albertsen under sin karakteristiske kampvognshat. De andre soldater forstår ikke hans hattevalg, men Albertsen mener selv, den ser modig og festlig ud.
Fjerkræene tramper i tusindtal frem med kurs direktemod brigaden, alle pludrende og med små hjelme og støvler. De ser måske uskyldige ud, men i overtal er de farlige. De har invaderet Skagen og okkuperet op til flere velrenommerede firmaer i løbet af ugen.
Dødemandsbrigaden har ikke i sinde at opgive Jylland til en flok gyselige kornædere. Næ, de får kamp til stregen.
Samtlige soldater har været oppe hele natten for at bygge det forsvarsmaskineri, der senere viser sig at ændre slagets gang og måske endda skrive brigaden ind i historiebøgerne.
De gæve jyske soldater kører vidunderet i stilling. MaximumKalkunknuser 5000. Kører på dieselolie. Gigantisk. Virkningsfuld.
Intet offensivt fjerkræ kunne forvente et sådan modangreb.
I et rabalder uden lige suges kræ efter kræ gennem jernmundingen og molesteres med en herlig kødfuld vælling til følge. Denne eminente kalkungrød hældes på konservesdåser, der forsegles prompte, så den gode smag ikke forsvinder
Ja, jyske soldater kan forvente smagfulde feltrationer i nærmeste fremtid.
Her sad han, Harlo Toft, ungkarl, ølentusiast og landsbylæge med speciale i mekaniske proteser. På sin plads, vel tilpas og smilende bag skrivebordet, havde han ikke regnet med, at denne dag skulle blive anderledes. Mere strabadserende end alle andre.
“Hallo?” lød en lys stemme fra entréen.
Han rejste sig straks og gik stemmen i møde. Det var en ung, smuk kvinde. Hun manglede den ene arm.
“Goddag, hvad kan jeg gøre for Dem?”
“Ja, jeg har godt nok ikke bestilt tid…” Hun så sig omkring. “Men jeg er meget interesseret i at få monteret en forloren arm.”
“Sig ikke mere, frøken.” Han åbnede døren til operationsstuen. “Det ordner jeg på et kvarter!”
Efter at klienten havde smidt overtøjet, gik han i gang. Han borede, hamrede og justerede.
“Så strammer vi boltene. Sådan! Trækker lidt i fjedrene. Fjerne lidt hist og her!” Lægen blev mere og mere begejstret. Dette var hans livsværk, aldrig havde en mekanisk arm været så perfekt, men hvorfor stoppe her? Finpudsning, videreudvikling, tilføjelser.
“Ja, ja, mere,” mumlede doktoren i trance. “Jeg skruer pladen fast her, pedalerne her… og ølkassen placerer jeg bagerst … UPS!”
Dr. Toft trådte tilbage fra patienten.
“Åh, nej!” Han spærrede øjnene op og tabte boremaskinen. I sin ekstatiske byggelyst og iver efter kreative resultater havde han forvandlet kvinden til en Puch Maxi-knallert.
Patienten var rasende. Hun brummede, osede og hvinede med dækkene.
Han rystede på hænderne.
“Hvis dette kommer ud i offentligheden, er jeg en færdig mand. Jeg får et sagsanlæg på halsen. Befolkningen vil lynche mig. Jeg mister mit embede og må gå fra hus og hjem… med mindre!”
20 minutter senere stod Harlo Toft ved havnemolen med sin vrede patient. Han så sig omkring. Der var mennesketomt, men han vidste, at de gemte sig i skyggerne som gribbe.
Han stillede patienten ved en olietønde og slog støttebenet ud.
“Jeg parkerer min knallert lige her. Skal bare lige et ærinde, så jeg låser den ikke. Det er vel ikke nødvendigt i det samfund, vi lever i!” råbte han ud over havnen. “Jeg håber ikke, der sker noget med den. Har været dyr!”
Han spurtede af sted, alt hvad remmer og tøj kunne holde, og gemte sig bag en trækasse.
Han havde ikke forventet, at det ville gå så stærkt, som det gjorde. Efter et halvt minut var Puch Maxi’en omringet af østeuropæere, og allerede dagen efter var den sejlet til Polen og solgt som reservedele.
Dr. Harlo Toft var reddet og kunne tørre sveden af panden.
Han besluttede, at han herefter kun ville ombygge kvindelige patienters indre, uden at det ydre blev væsentligt forandret. Hans position som en populær og respekteret landsbylæge har aldrig siden været i fare. Så mange kvinder kommer for at blive smurt og efterspændt og få deres olietryk justeret, at han har måttet ansætte en yngre knallertmekaniker som klinikassistent.
– Hej Børge, hej Nobbert! Så er det lige straks ud i terrænet på vintermanøvre!
– Det kan du satme tro, det er, lød svaret fra den nærmeste af de to kulderystende landproletarer. De stod foran Nørre Usseldrup Bedehus, iført hjelme og vadmelskofter med påsyede grads- og duelighedstegn. Åndedrættet dampede fra deres mundtøj. Morgenhimlen var jerngrå, temperaturen minus tolv.
Lalle Birk Lallesen smilede halvvejs op til ørerne. Gennem måneder havde han prøvet at blive medlem af Nørre Usseldrup Borgervæbning, men det var ikke nemt for en professionel pamper, der talte tv-dansk og aldrig havde haft et regulært job.
Men Lalle blev ved. Et af hans få bemærkelsesværdige karaktertræk var stædighed. Han ville med i den borgervæbning. Det var her, man mødte uforfalskede nordvestjyder med hår på brystet, typer som Børge Brækhage og Nobbert Nossehund, der sammen med deres kammerater og forfædre gennem generationer havde værnet sognegrænsen og sørget for lov og orden på Usseldrup-egnen. Personligt gik Lalle ind for åbne grænser og planlagde en fremtid som overpamper ude i den store verden, men først skulle han støbe sit folkelige fundament, og et gruppefoto med Børge og Nobbert og de andre efter endt manøvre ville være et betydeligt aktiv.
Flere var kommet til, og udstyr blev hentet op fra bedehusets kælder. Børge Brækhage bandt en orangefarvet, reflekterende vest om Lalles overkrop.
– Kan jeg ikke få en lidt flottere uniform? spurgte pamperen.
– Til næste år, hvis du holder så længe.
Lalle smilede rutinemæssigt. Han måtte skifte beklædning, inden der skulle tages billeder.
– Den vej, sagde Nobbert Nossehund og pegede mod Usseldrup Galgebakke. – Og det foregår i løb!
Lalle fik et dunk i ryggen og satte i luntetrav. Jeg skulle have deltaget i planlægningsmødet i aftes, tænkte han, men når der nu var gratis pampermiddag med champagne på Hotel Decadence i Holstebro… tja, så måtte man jo vælge.
Han gispede op ad den stejle bakke. Hvor blev de andre af? Og hvor var fjenden?
Pflumpf! lød det nær hans højre øre. En bombe var fløjet forbi ham og klaskede nu ind i den frosne bakkeside. Gullig damp og brunt pladder sprøjtede fra nedslagsstedet. En umiskendelig stank af latrin bredte sig.
Lalle snurrede rundt. Seks fækaliekanoner var rettet mod ham. Tunge drøn lød dernede fra, og i næste sekund havde hans orangeklædte brystkasse taget mod den første fuldtræffer. Han væltede bagover, mens beskydningen fortsatte. Hundredevis af kilo omrørt, stinkende pladdermasse slog ned over ham. De brune klatklager sejlede gennem den kolde luft og ramte med uhyggelige, tungt plutrende lyde. Hver anden gang var det hans krop eller hoved, der blev tilsølet.
I den hårde frost varede det ikke længe, før brunkagerne størknede og begyndte at danne skorpe. Lalle lå under et frostpanser af organisk lava, da borgervæbnerne kom trampende op mod ham.
– Det klarede du sgu rigtig pænt, sagde Børge Brækhage. – Nu mangler du kun urinprøven, så er du aspirantmedlem med en halv stjerne på skulderen til næste år.
– Urinprøven?
En metallisk zippende lyd fra 24 lynlåse fortalte ham, hvad den prøve gik ud på.
Først lyden af det store skyl. Så lyden af den tunge mahognidør ud til dasset, der bliver revet op og smækket hårdt i. Statsministeren kommer ud fra lokummet ligbleg og med uglet hår. Hun har været ude at knække sig, og det er ikke første gang, hendes standhaftige Særlige Rådgiver Pjort Ingvordsen ser hende sådan.
”Pjort, for helvede, jeg gør det aldrig mere!” Statsministeren lægger tryk på ordet aldrig og stirrer ud gennem forpinte øjne, der afslører, at tømmermændene befaler over hendes krop. Nu og de næste par timer.
”Sussi, jeg véd det er hårdt, men du er nødt til at ses med Buch-Brysthagen til jeres torsdags-brunch om lidt. Han insisterer”. Pjort lægger vægt på ordene nødt til og han fryder sig over sin rådgivende rolle og det faktum, at han som den eneste Særlige Rådgiver i Danmark er på fornavn med sin minister.
”For fanden, Pjort! Hvorfor kan den lille svans ikke vente ligesom alle andre? Det er da for helvede mig, der er statsminister og ham, der er juniorminister i min regering!”
Statsminister Sussi Büllow-Bov har kun foragt til overs for sin fætter Jeppe Buch-Brysthagen, der beklæder stillingen som Minister for Hans Ø – en stilling der kun er oprettet for at sikre borgfred mellem fløjene i partiet. Faktisk er der kun én mandsperson, Sussi Büllow-Bov hader mere end sin fætter. Det er hendes egen mand, den skotske bureaukrat Chuck McPjok, der ikke rigtig lever op til sine ægteskabelige forpligtelser. Så Büllow-Bov søger trøst i mediernes søgelys (de internationale mediers, forstås), hvor hun får lov til at boltre sig på alverdens tabloid-forsider i festligt lag med ham, hendes Særlige Rådgiver hånligt kalder for ”negerpræsidenten” eller ”Peter Pedal”.
”Sussi”, spørger Pjort indgående, ”du er sikker på, der ikke skete noget i går, som det er nødvendigt for mig at vide, for at bestride min stilling, vel”? Sussi kan ikke fordrage, når Pjort bliver formel. At være formel er at udstille sin svaghed, har Sussis mentor altid sagt. Men Sussi er godt klar over, hvad Pjort henviser til.
Dagen før startede med, at Sussis gudfar – kranfører Alvin Skulesen – var kommet på uanmeldt besøg i ministeriet. Egentlig var hun på vej ned for at få en latte med sine veninder fra Bruxelles, men pludselig stod han bare der, og Sussi kunne ikke lide at sige nej til sin gudfar. Alvin har en evne til at charmere sig forbi sekretærerne i Statsministeriet og henholdvis at true sig forbi sikkerhedsvagterne og Pjort Ingvordsen, der er decideret bange for den hærdebrede mand med det stålsatte blik. En kranfører fra landet, der er vokset op blandt jordsvin og lussinger er ikke sådan en, man lægger sig ud med. Det véd både sikkerhedsvagter og Særlige Rådgivere, selv om de ikke er fra landet eller nogensinde har været der.
Alvin havde danset Sussi i møde, og hun havde stået noget betuttet og kejtet og trippet nervøst på stedet med de altid usmageligt nysgerrige sekretærers blikke klistret til sceancen.
”Sussi, din dejlige fjappe”, udbrød Alvin, da han så sin guddatter.
”Øeeeehhh øhhh, Alvin”, havde Sussi sagt, tydeligt smigret over hans kompliment.
”Vi skal da ha’ en lille én til næsen”, foreslog Alvin. Og da han fremdrog en lommelærke med et tydeligt socialistisk segl, vidste Sussi, at der ikke var nogen vej udenom: hun var tvunget til at drikke til hun segnede. Engang i ungdoms kådhed havde de væddet om, hvem der kunne drikke mest. Alvin havde haft det lidt skidt den dag, så Sussi endte med at sidde tilbage som sejrherre, mens Alvin faldt i en dyb søvn. Her proklamerede Sussi så, at hver eneste gang Alvin ville udfordre hende, så skulle han bare tage lommelærken frem, og hun ville så fremdeles drikke ham under bordet. Men det var før hun blev politiker og før hun blev statsminister.
Uheldigvis sad der en håndfuld tropsførere omkring bålet, som kun havde drukket børnechampagne, og de kunne næste dag berette for Alvin, at han vitterligt blev drukket under bordet af sin guddatter, og at hun trodsigt havde lovet, at hun kunne gentage kunststykket til evig tid.
Så da lommelærken lynede i det blege lys i ministeriet, vidste statsminister Sussi Büllow-Bov, at hun var solgt til stanglakrids.
”Pjort, hør her. Der skete ingen ting. Jeg kan huske, at Alvin tog lommelærken frem, og at jeg tog en slurk, men derefter er alt sort… men hvis der var sket noget, som du behøver at vide i din egenskab af Særlig Rådgiver, så ville det nok være dæmret for mig, tror du ikke?”. Sussi hører sig selv lyde formel og kunne bide sin tunge af. ”Jeg mener, jeg var sammen med Alvin og senere kan jeg huske, at vi sang karaoke og that’s it”.
Pjort fnyser trodsigt. Hvis der er en ting, han har lært, så er det, at hans chef altid slår over i engelske fraser, når hun vil bagatellisere en hændelse. ”Åh, Pjort, er du sur fordi nogen har lækket noget til pressen? Take it easy”. Den har han hørt så mange gange, at han efterhånden er klar over, at lækagen stammer fra Sussi selv.
”Okay…” Pjort tager sig sammen og trækker luft helt ned i lungern,e ”men Buch-Brysthagen vil altså se dig i dag, så tømmermænd eller ej, så må du ses med ham. Eller også må du selv ringe og aflyse, jeg gør det ikke”.
”Sig mig, er jeg omgivet af skidesprællere, hundehoveder og lusepustere?” råber Sussi og kan godt høre, at hun lyder som Egon Olsen. Hun er træt af, at medierne omtaler hendes slappe og talentløse fætter som hendes ”kronprins” og ”loyale støtte”. Buch-Brysthagen er hverken prins eller loyal, når det kommer til stykket. Han er en opportunist med hang til cognac og charmeklude.
”Så lad da fætter Guf komme i audiens, hvis det skal være så helvedes besværligt at aflyse et enkelt møde med min syfilisbefængte såkaldte fætter!”. Sussis hyppige vredesudbrud har med tiden sikret hende flere kælenavne selv blandt venner. ”Torden-smeden” er et udtryk, der også har fanget mediernes interesse, så hun med jævne mellemrum pryder avisernes forsider med øgenavnet ”Sussi Torden-Smed”.
Brunchen med Sussis svagelige fætter går nogenlunde. Han nipper til grøn te og får et enkelt glas chablis til sin salat, men Sussi skyller bacon og røræg ned med rigelige mængder mørkt øl og Treo. Hen mod slutningen på brunchen tager Buch-Brysthagen endelig hul på det emne, der har gemt sig som en elefant mellem dem de sidste par dage.
”Nåehh, kusine”. Buch-Brysthagen taler drevent sjællandsk, mens en liflig hvidvinsånde undslipper hans gab. ”Hvordan ser du på muligheden af, at en kan komme i betragtning til et mere fyldestgørende embede?”. Buch-Brysthagen ser med ond forventningsfuld mine hen på sin kusine og fortsætter:
”Som du véd, er jeg ikke helt tilfreds med mit resortområde – Hans Ø er ganske simpelt for lille til mig. Men n,u hvor de fleste af dine ministre har forladt deres poster i utide, så var det måske på sin plads at betænke din kære fætter med et mere… prestigiøst ministerium? Jeg tænker justits eller udenrigs”. Buch-Brysthagen lægger ikke fingrene imellem. Han har sat sig for at lægge maksimalt pres på sin kusine, der sidder der ligbleg på den anden side af bordet.
”Skal vi så ikke kalde det en lille julegave til din kære fætter, at han indtager hjørnekontoret på Asiatisk Plads snarest muligt”. Buch-Brysthagen får det til at lyde som en ordre mere end et spørgsmål.
”Ligesom jeg vil sætte pris på din gave, vil du også sætte pris på min”, fortsætter Buch-Brysthagen. Han har nu fuldstændig overtaget samtalen, mens Sussi Büllow-Bov sidder blodfattig og bleg tilbage. Statsministerens passivitet gør ham blot endnu mere dristig. ”Jeg har hørt, at du måler din succes i antallet af blowjobs, som du giver”, siger Buch-Brysthagen, mens han lyner ned og trækker et prægtigt, halvstift lem frem. ”Hvad med om du prøver på at få lidt succes med denne her”, fortsætter han, mens han drilsk giver statsministeren en serie af lussinger med sit halvt erigerede lem.
Pludselig vågner hun til dåd, ”Hvad bilder du dig ind! Hvad tror du, jeg er! Hvem tror du, du er!?!” tordner Sussi, mens hun tærsker løs på sin fætter og juniorminister.
Det tager tre sikkerhedsvagter at holde statsministeren tilbage, og kun hendes Særlige Rådgiver og sekretæren Elinors hjemmebagte småkager kan få Sussi til at falde til ro.
”Det var altså ikke så smart, det der”, siger Pjort, mens Sussi trøstespiser. Pjort er ikke selv helt klar over, hvorfor det ikke er smart, men han nyder sin egen Særligt Rådgivende rolle, hvor hans ord er sandhed.
Men senere samme dag, viser det sig, at Pjort har ret. Man tærsker ikke ustraffet en juniorminister.
Kl. 13:35 indløber der en pressemeddelelse til landets nyhedsbureauer om, at Ministeren for Hans Ø – Buch-Brysthagen – træder tilbage. Begrundelsen er, at han ikke ønsker at sidde i regering med en statsminister, som han ikke respekterer rent menneskeligt.
Pressemedelelsen er ledsaget af flere fotos taget aftenen før, hvor man tydeligt ser Det Danske Riges Statsminister snave med en hjemløs i Nyhavn, et foto, hvor hun happy slapper en mindreårig sælger af Lillebror-lodder, et lidt grumset foto, som dog tydeligt afslører, at statsministeren kaster op på Søren Kierkegaards grav, og et sidste uforglemmeligt foto, der viser statsministeren i færd med at give Københavns overborgmester et kærligt blowjob.
Fru Askebakke måtte sande, at hun havde begået sit livs værste fejltagelse. Hun havde nægtet at tage opvasken, og nu blev hun forfulgt af sin dårlige samvittighed, mr. Ækel.
Den blege skabning krabbede sig af sted i sit mørke antræk med en drabelig kniv i grabberne.
“Tænk, at De vil være det bekendt overfor Deres mand! Skam Dem!” skræppede han bistert.
“Nej, De må ikke gøre mig fortræd!” jamrede hun og flygtede ud i haven.
“Vask op eller dø. Vask op eller dø. Vask op eller dø!”
“All right, jeg skal nok,” galpede hun. “Hvis blot De lader mig være i fred.”
“Fra nu af vil De altså oppasse Deres husbond?” Mr. Ækel lagde hovedet på skrå.
“Jeg sværger!”
“Godt, så. Luk Deres øjne og tæl til 10.”
Den skræmte kvinde turde ikke gøre andet end at lystre.
Da hun åbnede øjnene igen, var den dårlige samvittighed forsvundet som dug for solen.
“Jeg er hjemme, min skattebasse,” sagde hr. Askebakke, da han trådte ind ad døren, bærende på en arbejdsmappe. “Og jeg ser, at du har vasket op.”
Fru Askebakke tog ham i hånden.
“Du arbejder som en gal i din spøg- og skæmtforretning. Med så megen stress og jag fortjener du i det mindste en flittig og solid hustru.”
“Det er dejligt, at du er kommet til fornuft.” Hr. Askebakke kyssede hende på kinden og spankulerede stolt ind på sit arbejdsværelse. Du er i sandhed et geni, tænkte han for sig selv.Du har giftet dig med den mest naive kvinde i hele sognet.
Han klukkede og låste den hvide maske og gummikniven sikkert inde i sit skuffedarium.
“Kommer du, Henry?” kaldte hustruen fra køkkenet. “Jeg har bagt sandkage!”
Dengang jeg var dreng, var der ikke højteknologisk legetøj og spændende tegneserier. Næ, da fordrev man tiden med at uddele øretæver til slubberter, der havde fortjent det.
Jeg husker specielt kampen i fangekælderen. Det må have været tilbage i 43. Efter en solid morgenmad bestående af kogte roer, begav jeres onkel Horatio og undertegnede os ud på heltetogt. Vi var begge klædt i vores fineste dress. Jeg med støvler og hat, jeres onkel i en orange gummidragt.
Kl. 06.00 prc. bragede vi ind i den tyske bunker. Vagterne slog vi ud per omgående, hvorefter vi deaktiverede den fækaliedrevne dommedagsmaskine og befriede jeres mormor fra jernburet. Det var hverdagskost. Disciplin og kaosforebyggelse var en yndet fritidsbeskæftigelse i vores unge år.
Jeg var stærk som bare pokker, kan jeg sige jer. Horatio havde ved et uheld vredet om på sin fod og jeres mormor nægtede at gå selv. Jeg måtte tage min tørn og bære begge ud af farezonen, samtlige 17 kilometer, men jeg tog det som et mandfolk.
Min højre hånd var frigjort, så mens jeg bar rundt på jeres slægtninge, kunne jeg samtidigt affyre bedøvende gummikugler mod fjender, der spontant sprang ud fra buskadser og krat.
Ja, jeg var også ung engang.
Jeres mormor var så taknemmelig at hun gav mig en æske kattetunger og skænkede mig tre døtre de efterfølgende år. Den yngste var jeres mor.
Senere lærte jeg mig selv at flyve ved at baske med ærmerne i en vinterfrakke. Hvis ikke frakken var blevet så tyndslidt, kunne jeg nok stadig have fløjet hen over by og land.
Det var tider dengang i min ungdom. Hører I efter, eller er I faldet i søvn?
(Frk. Connie og hr. Mølm mødes i den tomme baggård.)
“Vil De virkelig bruge et skydevåben som disciplineringsredskab, frøken Connie?” Hr. Mølm betragter sin unge veninde. “Ja, jeg er træt af at blive trynet. Nu må der tages affære!” Hun holder revolveren i sine bævrende hænder. Hr. Mølm ryster på hovedet og giver kvinden en lussing, så hun taber våbenet på jorden. “Hvad var det?” Hun ser forundret på hr. Mølm. “Dette, min kære, var en lussing. Den rette vej til disciplin!”
(En kæk jazzet rytme fylder luften. Hr. Mølm stepper og bryder ud i sang:)
Hør nu her, min kære tøs.
De må ikk’ bar’ skyde løs.
En revolver, den er snild, ja ja,
men bringer sorg og nederlag!
Hvis De møder en mand i brugsen,
og han på Dem tager fusen,
skyder De ham så bare ned?
Næææææææh!
De gi’r ham en huskekag’, og en ørefigen hist, og en næsestyver her, og et slag i nakken der,
så hans kulør blir rød’ og hed’!
For en lussing kan jo mere
end seks kugler ka´ præstere.
De må tænk’ Dem om,
De ka´ få en dom,
hvis De trækker den pistol!
Når en ækel gammel kone,
råber ad Dem i en dårlig tone,
fodrer De hendes krop med bly?
Næææææææh!
De svarer med en kindhest, et dobbelt knyttet slag og et spark i hendes mås.
De forbedrer Deres ry!
For en lussing kan jo mere, end seks kugler ka´ præstere. De må tænk’ Dem om, De ka´ få en dom, hvis De trækker den pistol!
(Kvinden og manden giver hinanden en svingom, mens en saxofonsolo spilles. Herefter synger de i kor og springer rundt i en indviklet koreografi.)
For en lussing kan jo mere (Meget mere)
end seks kugler ka´ præstere. (Det kan De tro)
Man må tænk’ sig om,
man ka´ få en dom,
hvis man træææækker deeeen pistooooooool!
(Musikken og sangen slutter.)
“De har så sandelig ret, hr. Mølm!” Frk. Connie smider revolveren ned i en container. “Jeg gør såmænd bare min pligt!” klukler han. De følges ud af gyden, mens regner pisker ned.
