Kategoriarkiv: Julekalender2013

Knaldroman nr. 11

Yallahroman

Her sad han, Harlo Toft, ungkarl, ølentusiast og landsbylæge med speciale i mekaniske proteser. På sin plads, vel tilpas og smilende bag skrivebordet, havde han ikke regnet med, at denne dag skulle blive anderledes. Mere strabadserende end alle andre.

“Hallo?” lød en lys stemme fra entréen.

Han rejste sig straks og gik stemmen i møde. Det var en ung, smuk kvinde. Hun manglede den ene arm.

“Goddag, hvad kan jeg gøre for Dem?”

“Ja, jeg har godt nok ikke bestilt tid…” Hun så sig omkring. “Men jeg er meget interesseret i at få monteret en forloren arm.”

“Sig ikke mere, frøken.” Han åbnede døren til operationsstuen. “Det ordner jeg på et kvarter!”

Efter at klienten havde smidt overtøjet, gik han i gang. Han borede, hamrede og justerede.

“Så strammer vi boltene. Sådan! Trækker lidt i fjedrene. Fjerne lidt hist og her!” Lægen blev mere og mere begejstret. Dette var hans livsværk, aldrig havde en mekanisk arm været så perfekt, men hvorfor stoppe her? Finpudsning, videreudvikling, tilføjelser.

“Ja, ja, mere,” mumlede doktoren i trance. “Jeg skruer pladen fast her, pedalerne her… og ølkassen placerer jeg bagerst … UPS!”

Dr. Toft trådte tilbage fra patienten.

“Åh, nej!” Han spærrede øjnene op og tabte boremaskinen. I sin ekstatiske byggelyst og iver efter kreative resultater havde han forvandlet kvinden til en Puch Maxi-knallert.

Patienten var rasende. Hun brummede, osede og hvinede med dækkene.

Han rystede på hænderne.

“Hvis dette kommer ud i offentligheden, er jeg en færdig mand. Jeg får et sagsanlæg på halsen. Befolkningen vil lynche mig. Jeg mister mit embede og må gå fra hus og hjem… med mindre!”

20 minutter senere stod Harlo Toft ved havnemolen med sin vrede patient. Han så sig omkring. Der var mennesketomt, men han vidste, at de gemte sig i skyggerne som gribbe.

Han stillede patienten ved en olietønde og slog støttebenet ud.

“Jeg parkerer min knallert lige her. Skal bare lige et ærinde, så jeg låser den ikke. Det er vel ikke nødvendigt i det samfund, vi lever i!” råbte han ud over havnen. “Jeg håber ikke, der sker noget med den. Har været dyr!”

Han spurtede af sted, alt hvad remmer og tøj kunne holde, og gemte sig bag en trækasse.

Han havde ikke forventet, at det ville gå så stærkt, som det gjorde. Efter et halvt minut var Puch Maxi’en omringet af østeuropæere, og allerede dagen efter var den sejlet til Polen og solgt som reservedele.

Dr. Harlo Toft var reddet og kunne tørre sveden af panden.

Han besluttede, at han herefter kun ville ombygge kvindelige patienters indre, uden at det ydre blev væsentligt forandret. Hans position som en populær og respekteret landsbylæge har aldrig siden været i fare. Så mange kvinder kommer for at blive smurt og efterspændt og få deres olietryk justeret, at han har måttet ansætte en yngre knallertmekaniker som klinikassistent.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 12

Mosesroman

– Hej Børge, hej Nobbert! Så er det lige straks ud i terrænet på vintermanøvre!

– Det kan du satme tro, det er, lød svaret fra den nærmeste af de to kulderystende landproletarer. De stod foran Nørre Usseldrup Bedehus, iført hjelme og vadmelskofter med påsyede grads- og duelighedstegn. Åndedrættet dampede fra deres mundtøj. Morgenhimlen var jerngrå, temperaturen minus tolv.

Lalle Birk Lallesen smilede halvvejs op til ørerne. Gennem måneder havde han prøvet at blive medlem af Nørre Usseldrup Borgervæbning, men det var ikke nemt for en professionel pamper, der talte tv-dansk og aldrig havde haft et regulært job.

Men Lalle blev ved. Et af hans få bemærkelsesværdige karaktertræk var stædighed. Han ville med i den borgervæbning. Det var her, man mødte uforfalskede nordvestjyder med hår på brystet, typer som Børge Brækhage og Nobbert Nossehund, der sammen med deres kammerater og forfædre gennem generationer havde værnet sognegrænsen og sørget for lov og orden på Usseldrup-egnen. Personligt gik Lalle ind for åbne grænser og planlagde en fremtid som overpamper ude i den store verden, men først skulle han støbe sit folkelige fundament, og et gruppefoto med Børge og Nobbert og de andre efter endt manøvre ville være et betydeligt aktiv.

Flere var kommet til, og udstyr blev hentet op fra bedehusets kælder. Børge Brækhage bandt en orangefarvet, reflekterende vest om Lalles overkrop.

– Kan jeg ikke få en lidt flottere uniform? spurgte pamperen.

– Til næste år, hvis du holder så længe.

Lalle smilede rutinemæssigt. Han måtte skifte beklædning, inden der skulle tages billeder.

– Den vej, sagde Nobbert Nossehund og pegede mod Usseldrup Galgebakke. – Og det foregår i løb!

Lalle fik et dunk i ryggen og satte i luntetrav. Jeg skulle have deltaget i planlægningsmødet i aftes, tænkte han, men når der nu var gratis pampermiddag med champagne på Hotel Decadence i Holstebro… tja, så måtte man jo vælge.

Han gispede op ad den stejle bakke. Hvor blev de andre af? Og hvor var fjenden?

Pflumpf! lød det nær hans højre øre. En bombe var fløjet forbi ham og klaskede nu ind i den frosne bakkeside. Gullig damp og brunt pladder sprøjtede fra nedslagsstedet. En umiskendelig stank af latrin bredte sig.

Lalle snurrede rundt. Seks fækaliekanoner var rettet mod ham. Tunge drøn lød dernede fra, og i næste sekund havde hans orangeklædte brystkasse taget mod den første fuldtræffer. Han væltede bagover, mens beskydningen fortsatte. Hundredevis af kilo omrørt, stinkende pladdermasse slog ned over ham. De brune klatklager sejlede gennem den kolde luft og ramte med uhyggelige, tungt plutrende lyde. Hver anden gang var det hans krop eller hoved, der blev tilsølet.

I den hårde frost varede det ikke længe, før brunkagerne størknede og begyndte at danne skorpe. Lalle lå under et frostpanser af organisk lava, da borgervæbnerne kom trampende op mod ham.

– Det klarede du sgu rigtig pænt, sagde Børge Brækhage. – Nu mangler du kun urinprøven, så er du aspirantmedlem med en halv stjerne på skulderen til næste år.

– Urinprøven?

En metallisk zippende lyd fra 24 lynlåse fortalte ham, hvad den prøve gik ud på.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 13

Yahlahroman

Først lyden af det store skyl. Så lyden af den tunge mahognidør ud til dasset, der bliver revet op og smækket hårdt i. Statsministeren kommer ud fra lokummet ligbleg og med uglet hår. Hun har været ude at knække sig, og det er ikke første gang, hendes standhaftige Særlige Rådgiver Pjort Ingvordsen ser hende sådan.

”Pjort, for helvede, jeg gør det aldrig mere!” Statsministeren lægger tryk på ordet aldrig og stirrer ud gennem forpinte øjne, der afslører, at tømmermændene befaler over hendes krop. Nu og de næste par timer.

”Sussi, jeg véd det er hårdt, men du er nødt til at ses med Buch-Brysthagen til jeres torsdags-brunch om lidt. Han insisterer”. Pjort lægger vægt på ordene nødt til og han fryder sig over sin rådgivende rolle og det faktum, at han som den eneste Særlige Rådgiver i Danmark er på fornavn med sin minister.

”For fanden, Pjort! Hvorfor kan den lille svans ikke vente ligesom alle andre? Det er da for helvede mig, der er statsminister og ham, der er juniorminister i min regering!”

Statsminister Sussi Büllow-Bov har kun foragt til overs for sin fætter Jeppe Buch-Brysthagen, der beklæder stillingen som Minister for Hans Ø – en stilling der kun er oprettet for at sikre borgfred mellem fløjene i partiet. Faktisk er der kun én mandsperson, Sussi Büllow-Bov hader mere end sin fætter. Det er hendes egen mand, den skotske bureaukrat Chuck McPjok, der ikke rigtig lever op til sine ægteskabelige forpligtelser. Så Büllow-Bov søger trøst i mediernes søgelys (de internationale mediers, forstås), hvor hun får lov til at boltre sig på alverdens tabloid-forsider i festligt lag med ham, hendes Særlige Rådgiver hånligt kalder for ”negerpræsidenten” eller ”Peter Pedal”.

”Sussi”, spørger Pjort indgående, ”du er sikker på, der ikke skete noget i går, som det er nødvendigt for mig at vide, for at bestride min stilling, vel”? Sussi kan ikke fordrage, når Pjort bliver formel. At være formel er at udstille sin svaghed, har Sussis mentor altid sagt. Men Sussi er godt klar over, hvad Pjort henviser til.

ForfatterenYahlah

Dagen før startede med, at Sussis gudfar – kranfører Alvin Skulesen – var kommet på uanmeldt besøg i ministeriet. Egentlig var hun på vej ned for at få en latte med sine veninder fra Bruxelles, men pludselig stod han bare der, og Sussi kunne ikke lide at sige nej til sin gudfar. Alvin har en evne til at charmere sig forbi sekretærerne i Statsministeriet og henholdvis at true sig forbi sikkerhedsvagterne og Pjort Ingvordsen, der er decideret bange for den hærdebrede mand med det stålsatte blik. En kranfører fra landet, der er vokset op blandt jordsvin og lussinger er ikke sådan en, man lægger sig ud med. Det véd både sikkerhedsvagter og Særlige Rådgivere, selv om de ikke er fra landet eller nogensinde har været der.

Alvin havde danset Sussi i møde, og hun havde stået noget betuttet og kejtet og trippet nervøst på stedet med de altid usmageligt nysgerrige sekretærers blikke klistret til sceancen.

”Sussi, din dejlige fjappe”, udbrød Alvin, da han så sin guddatter.

”Øeeeehhh øhhh, Alvin”, havde Sussi sagt, tydeligt smigret over hans kompliment.

”Vi skal da ha’ en lille én til næsen”, foreslog Alvin. Og da han fremdrog en lommelærke med et tydeligt socialistisk segl, vidste Sussi, at der ikke var nogen vej udenom: hun var tvunget til at drikke til hun segnede. Engang i ungdoms kådhed havde de væddet om, hvem der kunne drikke mest. Alvin havde haft det lidt skidt den dag, så Sussi endte med at sidde tilbage som sejrherre, mens Alvin faldt i en dyb søvn. Her proklamerede Sussi så, at hver eneste gang Alvin ville udfordre hende, så skulle han bare tage lommelærken frem, og hun ville så fremdeles drikke ham under bordet. Men det var før hun blev politiker og før hun blev statsminister.

Uheldigvis sad der en håndfuld tropsførere omkring bålet, som kun havde drukket børnechampagne, og de kunne næste dag berette for Alvin, at han vitterligt blev drukket under bordet af sin guddatter, og at hun trodsigt havde lovet, at hun kunne gentage kunststykket til evig tid.

Så da lommelærken lynede i det blege lys i ministeriet, vidste statsminister Sussi Büllow-Bov, at hun var solgt til stanglakrids.

Pøbel

”Pjort, hør her. Der skete ingen ting. Jeg kan huske, at Alvin tog lommelærken frem, og at jeg tog en slurk, men derefter er alt sort… men hvis der var sket noget, som du behøver at vide i din egenskab af Særlig Rådgiver, så ville det nok være dæmret for mig, tror du ikke?”. Sussi hører sig selv lyde formel og kunne bide sin tunge af. ”Jeg mener, jeg var sammen med Alvin og senere kan jeg huske, at vi sang karaoke og that’s it”.

Pjort fnyser trodsigt. Hvis der er en ting, han har lært, så er det, at hans chef altid slår over i engelske fraser, når hun vil bagatellisere en hændelse. ”Åh, Pjort, er du sur fordi nogen har lækket noget til pressen? Take it easy”. Den har han hørt så mange gange, at han efterhånden er klar over, at lækagen stammer fra Sussi selv.

”Okay…” Pjort tager sig sammen og trækker luft helt ned i lungern,e ”men Buch-Brysthagen vil altså se dig i dag, så tømmermænd eller ej, så må du ses med ham. Eller også må du selv ringe og aflyse, jeg gør det ikke”.

”Sig mig, er jeg omgivet af skidesprællere, hundehoveder og lusepustere?” råber Sussi og kan godt høre, at hun lyder som Egon Olsen. Hun er træt af, at medierne omtaler hendes slappe og talentløse fætter som hendes ”kronprins” og ”loyale støtte”. Buch-Brysthagen er hverken prins eller loyal, når det kommer til stykket. Han er en opportunist med hang til cognac og charmeklude.

”Så lad da fætter Guf komme i audiens, hvis det skal være så helvedes besværligt at aflyse et enkelt møde med min syfilisbefængte såkaldte fætter!”. Sussis hyppige vredesudbrud har med tiden sikret hende flere kælenavne selv blandt venner. ”Torden-smeden” er et udtryk, der også har fanget mediernes interesse, så hun med jævne mellemrum pryder avisernes forsider med øgenavnet ”Sussi Torden-Smed”.

Brunchen med Sussis svagelige fætter går nogenlunde. Han nipper til grøn te og får et enkelt glas chablis til sin salat, men Sussi skyller bacon og røræg ned med rigelige mængder mørkt øl og Treo. Hen mod slutningen på brunchen tager Buch-Brysthagen endelig hul på det emne, der har gemt sig som en elefant mellem dem de sidste par dage.

”Nåehh, kusine”. Buch-Brysthagen taler drevent sjællandsk, mens en liflig hvidvinsånde undslipper hans gab. ”Hvordan ser du på muligheden af, at en kan komme i betragtning til et mere fyldestgørende embede?”. Buch-Brysthagen ser med ond forventningsfuld mine hen på sin kusine og fortsætter:

”Som du véd, er jeg ikke helt tilfreds med mit resortområde – Hans Ø er ganske simpelt for lille til mig. Men n,u hvor de fleste af dine ministre har forladt deres poster i utide, så var det måske på sin plads at betænke din kære fætter med et mere… prestigiøst ministerium? Jeg tænker justits eller udenrigs”. Buch-Brysthagen lægger ikke fingrene imellem. Han har sat sig for at lægge maksimalt pres på sin kusine, der sidder der ligbleg på den anden side af bordet.

”Skal vi så ikke kalde det en lille julegave til din kære fætter, at han indtager hjørnekontoret på Asiatisk Plads snarest muligt”. Buch-Brysthagen får det til at lyde som en ordre mere end et spørgsmål.

”Ligesom jeg vil sætte pris på din gave, vil du også sætte pris på min”, fortsætter Buch-Brysthagen. Han har nu fuldstændig overtaget samtalen, mens Sussi Büllow-Bov sidder blodfattig og bleg tilbage. Statsministerens passivitet gør ham blot endnu mere dristig. ”Jeg har hørt, at du måler din succes i antallet af blowjobs, som du giver”, siger Buch-Brysthagen, mens han lyner ned og trækker et prægtigt, halvstift lem frem. ”Hvad med om du prøver på at få lidt succes med denne her”, fortsætter han, mens han drilsk giver statsministeren en serie af lussinger med sit halvt erigerede lem.

Pludselig vågner hun til dåd, ”Hvad bilder du dig ind! Hvad tror du, jeg er! Hvem tror du, du er!?!” tordner Sussi, mens hun tærsker løs på sin fætter og juniorminister.

Kierkegaard

Det tager tre sikkerhedsvagter at holde statsministeren tilbage, og kun hendes Særlige Rådgiver og sekretæren Elinors hjemmebagte småkager kan få Sussi til at falde til ro.

”Det var altså ikke så smart, det der”, siger Pjort, mens Sussi trøstespiser. Pjort er ikke selv helt klar over, hvorfor det ikke er smart, men han nyder sin egen Særligt Rådgivende rolle, hvor hans ord er sandhed.

Men senere samme dag, viser det sig, at Pjort har ret. Man tærsker ikke ustraffet en juniorminister.

Kl. 13:35 indløber der en pressemeddelelse til landets nyhedsbureauer om, at Ministeren for Hans Ø – Buch-Brysthagen – træder tilbage. Begrundelsen er, at han ikke ønsker at sidde i regering med en statsminister, som han ikke respekterer rent menneskeligt.

Pressemedelelsen er ledsaget af flere fotos taget aftenen før, hvor man tydeligt ser Det Danske Riges Statsminister snave med en hjemløs i Nyhavn, et foto, hvor hun happy slapper en mindreårig sælger af Lillebror-lodder, et lidt grumset foto, som dog tydeligt afslører, at statsministeren kaster op på Søren Kierkegaards grav, og et sidste uforglemmeligt foto, der viser statsministeren i færd med at give Københavns overborgmester et kærligt blowjob.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 14

Hamborgroman

Fru Askebakke måtte sande, at hun havde begået sit livs værste fejltagelse. Hun havde nægtet at tage opvasken, og nu blev hun forfulgt af sin dårlige samvittighed, mr. Ækel.

Den blege skabning krabbede sig af sted i sit mørke antræk med en drabelig kniv i grabberne.

“Tænk, at De vil være det bekendt overfor Deres mand! Skam Dem!” skræppede han bistert.

“Nej, De må ikke gøre mig fortræd!” jamrede hun og flygtede ud i haven.

“Vask op eller dø. Vask op eller dø. Vask op eller dø!”

“All right, jeg skal nok,” galpede hun. “Hvis blot De lader mig være i fred.”

“Fra nu af vil De altså oppasse Deres husbond?” Mr. Ækel lagde hovedet på skrå.

“Jeg sværger!”

“Godt, så. Luk Deres øjne og tæl til 10.”

Den skræmte kvinde turde ikke gøre andet end at lystre.

Da hun åbnede øjnene igen, var den dårlige samvittighed forsvundet som dug for solen.

“Jeg er hjemme, min skattebasse,” sagde hr. Askebakke, da han trådte ind ad døren, bærende på en arbejdsmappe. “Og jeg ser, at du har vasket op.”

Fru Askebakke tog ham i hånden.

“Du arbejder som en gal i din spøg- og skæmtforretning. Med så megen stress og jag fortjener du i det mindste en flittig og solid hustru.”

“Det er dejligt, at du er kommet til fornuft.” Hr. Askebakke kyssede hende på kinden og spankulerede stolt ind på sit arbejdsværelse. Du er i sandhed et geni, tænkte han for sig selv.Du har giftet dig med den mest naive kvinde i hele sognet.

Han klukkede og låste den hvide maske og gummikniven sikkert inde i sit skuffedarium.

“Kommer du, Henry?” kaldte hustruen fra køkkenet. “Jeg har bagt sandkage!”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 15

Mårfarroman

Dengang jeg var dreng, var der ikke højteknologisk legetøj og spændende tegneserier. Næ, da fordrev man tiden med at uddele øretæver til slubberter, der havde fortjent det.

Jeg husker specielt kampen i fangekælderen. Det må have været tilbage i 43. Efter en solid morgenmad bestående af kogte roer, begav jeres onkel Horatio og undertegnede os ud på heltetogt. Vi var begge klædt i vores fineste dress. Jeg med støvler og hat, jeres onkel i en orange gummidragt.

Kl. 06.00 prc. bragede vi ind i den tyske bunker. Vagterne slog vi ud per omgående, hvorefter vi deaktiverede den fækaliedrevne dommedagsmaskine og befriede jeres mormor fra jernburet. Det var hverdagskost. Disciplin og kaosforebyggelse var en yndet fritidsbeskæftigelse i vores unge år.

Jeg var stærk som bare pokker, kan jeg sige jer. Horatio havde ved et uheld vredet om på sin fod og jeres mormor nægtede at gå selv. Jeg måtte tage min tørn og bære begge ud af farezonen, samtlige 17 kilometer, men jeg tog det som et mandfolk.

Min højre hånd var frigjort, så mens jeg bar rundt på jeres slægtninge, kunne jeg samtidigt affyre bedøvende gummikugler mod fjender, der spontant sprang ud fra buskadser og krat.

Ja, jeg var også ung engang.

Jeres mormor var så taknemmelig at hun gav mig en æske kattetunger og skænkede mig tre døtre de efterfølgende år. Den yngste var jeres mor.

Senere lærte jeg mig selv at flyve ved at baske med ærmerne i en vinterfrakke. Hvis ikke frakken var blevet så tyndslidt, kunne jeg nok stadig have fløjet hen over by og land.

Det var tider dengang i min ungdom. Hører I efter, eller er I faldet i søvn?

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 16

Conradineroman

Et syngespil om disciplin, første og eneste akt.

(Frk. Connie og hr. Mølm mødes i den tomme baggård.)

 “Vil De virkelig bruge et skydevåben som disciplineringsredskab, frøken Connie?” Hr. Mølm betragter sin unge veninde.
“Ja, jeg er træt af at blive trynet. Nu må der tages affære!” Hun holder revolveren i sine bævrende hænder.
Hr. Mølm ryster på hovedet og giver kvinden en lussing, så hun taber våbenet på jorden.
“Hvad var det?” Hun ser forundret på hr. Mølm.
“Dette, min kære, var en lussing. Den rette vej til disciplin!”

(En kæk jazzet rytme fylder luften. Hr. Mølm stepper og bryder ud i sang:)

Hør nu her, min kære tøs.
De må ikk’ bar’ skyde løs.
En revolver, den er snild, ja ja,
men bringer sorg og nederlag!

Hvis De møder en mand i brugsen,
og han på Dem tager fusen,
skyder De ham så bare ned?
Næææææææh!
De gi’r ham en huskekag’, og en ørefigen hist, og en næsestyver her, og et slag i nakken der,
så hans kulør blir rød’ og hed’!

For en lussing kan jo mere
end seks kugler ka´ præstere.
De må tænk’ Dem om,
De ka´ få en dom,
hvis De trækker den pistol!

Når en ækel gammel kone,
råber ad Dem i en dårlig tone,
fodrer De hendes krop med bly?
Næææææææh!
De svarer med en kindhest, et dobbelt knyttet slag og et spark i hendes mås.
De forbedrer Deres ry!

For en lussing kan jo mere,
end seks kugler ka´ præstere.
De må tænk’ Dem om,
De ka´ få en dom,
hvis De trækker den pistol!

(Kvinden og manden giver hinanden en svingom, mens en saxofonsolo spilles. Herefter synger de i kor og springer rundt i en indviklet koreografi.)

For en lussing kan jo mere (Meget mere)
end seks kugler ka´ præstere. (Det kan De tro)
Man må tænk’ sig om,
man ka´ få en dom,
hvis man træææækker deeeen pistooooooool!

(Musikken og sangen slutter.)

De har så sandelig ret, hr. Mølm!” Frk. Connie smider revolveren ned i en container.
Jeg gør såmænd bare min pligt!” klukler han.
De følges ud af gyden, mens regner pisker ned.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 17

Gordonroman

Kapitel 1

Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.

Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.

– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.

– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.

Mabusa havde arbejdet som  landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.

Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.

– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.

– Jamen…

– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!

Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.

– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.

Kapitel 2

Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.

– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!

Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.

– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!

Kapitel 3

Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.

Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.

– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?

Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.

– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.

– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.

Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.

– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 18

Stinkertroman

Denne nordvestjyske knaldroman fra 1945 er et litterært fund af sjældne dimensioner, gjort af avisens unge ven og flittige bidragyder, hr. Baryl Nidding Halunk.

Læs tre stærke og fængslende udsnit af det historiske originalmanuskript og få den kulturhistoriske baggrundsforklaring nederst på siden:

116

173

190

Louis B. Knockel kommenterer: Der er uden tvivl tale om tre sider af min grandfætter Stinkert Y. Storknockels sidste roman “HVEM ER DØD? IKKE MIG”, som hans arvinger meldte forsvunden kort efter hans begravelse i juni 1945.

Under oprydning på den kendte forfatters arbejdsværelse, beliggende på loftet over bolsmand Hassan Larsens fårehus på Klamhuse Hede, havde arvingerne fundet titelbladet samt et håndskrevet notat, hvoraf fremgik, at han havde forfattet til og med side 191. Da hans romaner sjældent var over 200 manuskriptsider, må man formode, at “HVEM ER DØD? IKKE MIG” var tæt på sin afslutning.

Hr. Nidding Halunks manuskriptfund bekræfter, at Stinkert Storknockel havde fortjent sin position i læsernes hjerter. Han skrev i sin levetid over 80 romaner, der blev solgt i et samlet oplag af næsten 400 eksemplarer. Samtidig gjorde han sig stærkt gældende i fåre-, gede- og hundeavl og som en af de mest talentfulde fløjspillere i datidens nordvestjyske masturbationssport.

De tre ovenstående sider er indlemmet i Det Knockelske Lokalkulturarkiv, sektion B: Folkelig underholdning af højeste lødighed.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 19

Philborgroman

Knaldroman for skinger solist og råbekor

Solist:
Pippi var et dejligt barn,
vokset op i snavs og skarn
Kor:
Snavs og skarn, snavs og skarn

Solist:
Pippis far var bums, desværre,
hendes mor var meget værre
Kor:
Meget værre, meget værre

Solist:
Pippi drømte om en kjole,
hun kunne gå i efter skole
Kor:
Efter skole, efter skole

Solist:
Men en kjole koster penge,
og hun havde ventet længe
Kor:
Ventet længe, ventet længe

Solist:
Pippi tog til Holstebro,
det er farligt, kan du tro
Kor:
Kan du tro, kan du tro

Solist:
Pippi købte på kredit,
alt blev skrevet sort på hvidt
Kor:
Sort på hvidt, sort på hvidt

Solist:
Hendes gæld plus renters rente
ville kongens foged hente
Kor:
Foged hente, foged hente

Solist:
Iført tøjet rødt og smukt
var vor Pippi nu på flugt
Kor:
Nu på flugt, nu på flugt

Solist:
Kan jeg leve, kan jeg bo
mellem folk i Holstebro?
Kor:
Holstebro, Holstebro

Solist:
Svaret var et jernhårdt nej,
her er ingen plads til dig
Kor:
Plads til dig, plads til dig

Solist:
Bidt af lopper, bidt af myrer,
bidt af renter og gebyrer
Kor:
Og gebyrer, og gebyrer

Solist:
Stor var Pippis nød og kval,
så hun sprang fra sjette sal
Kor:
Sjette sal, sjette sal

Solist:
Denne slutning er normal,
vil du leve, så betal
Kor:
Så betal, så betal

Solist:
Hund og abe, elefant
lever også pr. kontant
Kor:
Pr. kontant, pr. kontant

Solist:
Pippi traf det gale valg,
faldet endte med et knald
Kor:
Med et knald, med et knald

Solist:
Nu er sidste vers leveret,
Pippi død og fluks kremeret
Kor:
Fluks kremeret, fluks kremeret

Solist og kor:
Fluks kremeret, fluks kremeret, fluks kremeret

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical i samarbejde med Bent Fabricius-Bjerre eller Andrew Lloyd Webber, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 20

Bepparoman

Patienten lagde sig forsigtigt på Briksen. Det var en tirsdag i november.
“Har De Nerver til at fortsætte,” Dr. Prostata betragtede sin Klient gennem Hornuglebrillerne.
“Ja,” sagde hr. Rackelpot bestemt. “Min Beretning må frem i Lyset. Alle må have Besked, og jeg ved, at jeg kan betro mig til Dem. De er en sand Ven.”
“Godt.” Den sagkyndige Herre i Kitlen tog sin Notesbog frem og lænede sig tilbage i Stolen. “De var altså blevet efterladt i Jøderup Mose grundet en udsædvanlig festlig Polterabend?”
“Netop, Doktor. Jeg befandt mig i Ingenmandsland uden Kompas, uden Proviant, uden noget som helst. Der var kun mig alene og …
Kræet!” Hr. Rackelpot rystede og stirrede som en vanvittig på sin trofaste Psykoanalytiker.
“Kræet? Hvilket Kræ?” Dr. Prostata rynkede Brynene.
“Det var ikke blot en Jærv, en arrig Kalkun eller en Honninggrævling fra den afrikanske Savanne. Næ, dem kunne jeg have klaret med et enkelt Slag i Nakken. Den virkelige Fjende var et vederstyggeligt Dyr.
Kratluskeren. En skællet Gigant med sylespidse Tænder i alle Kropsåbninger. Jeg havde løbet 14 Timer gennem den barske Natur, da jeg stødte på Kratluskeren. Den tykke Hale stak ud af et Buskads. Den ventede på mig. Jeg fandt snart ud af, at den ikke ville fortære mit Legeme. Det var åbenbart for let. Skabningen var udelukkende interesseret i at ydmyge mig. Den slugte mit Tøj og gav mig ubarmhjertigt haarde Lussinger med Halen. Den jagtede mig gennem, Mosen medens den gav mig den ene Halelussing efter den anden. Da jeg endelig nåede ud i det Fri, var jeg overdisciplineret, tilsmudset og nøgen. Det var et Under, at jeg nåede frem til Bryllupsceremonien i tide. Jeg nåede end ikke at klæde mig på, da Provsten havde en stram Tidsplan den Dag og ikke ville vente mere. Undertegnede måtte gennemgå Seancen kun iført Træsko.”
“Har De set Kræet siden?”
“Slet ikke, og jeg agter ikke at lede efter det.”
“Har De i sinde at hævne dem på Kratluskeren med en Muskedonner og hænge dens Hoved over Pejsen?”
“Ingenlunde …” Hr. Rackelpot rejste sig op og smilede. “Når jeg tænker over det, var jeg aldrig sluppet ud af Jøderup Mose tids nok til mit Bryllup, hvis det ikke havde været for Uhyret.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24