Kategoriarkiv: Julekalender 2016

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 4

Skriv et svar

ÅR 44 FØR KRISTI FØDSEL

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for megen blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

44fKr Cæsar

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer og migranter, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en sen middag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 3

Skriv et svar

ÅR 326 FØR KRISTI FØDSEL

“Vil du have den gule kjole på i dag, skat? Så tager jeg den blå. De matcher så bedårende…”

Alexander havde rejst sig fra lejet i kongeteltet. Hans nære ven og ledsager Hefæstion stod nøgen på gulvet. Alexander havde, som alle vidste, og mange stadig ved, tilnavnet den store, men Hefæstion var heller ikke på nogen måde småt udrustet.

“Gult eller blåt… åh, det er altzå næzten ikke til at finde ud af,” lød det fra vennen, mens han trippede rundt om sig selv. “Jeg tager den lyzerøde, og så har du frit valg, pusser!”

De fnisede om kap, mens de klædte sig på. Deres dragter havde kjolefacon, men var sat sammen af lakerede metalplader. Det var rustninger af tidens højeste kvalitet, konstrueret til at afværge sværdhug og vstød med spydspidser.

“Titte, titte, ingen underbukzer, vel?”

Latter og kåde puf fik teltdugen til at blafre, men selv om Alexander og Hefæstion kvidrede som teenagetøser i hinandens selskab, skulle man ikke tage fejl af maskuliniteten. Deres granithårde kroppe svulmede af muskler og var mærkede af ar fra slagene og solskoldning under de årelange felttog.

326-alexander

Efter utallige sejre hen over Middelhavslandene og Mellemøsten var den 30-årige konge, hans nære ven og deres hærstyrker nu nået frem til Indien. Alexander ville se de fjerneste egne af den kendte verden og lægge dem under sig.

“Fjenden er på vej imod os,” sagde Hefæstion. “Har du slebet sværdet?”

“Hvis du smører skeden, så finder jeg nok ud af resten.”

Mere latter. Alexanders spioner havde i aftes meldt, at et modangreb var på vej under ledelse af klanherskeren Omfis.

“Inderne er svage og forskræmte bønder. Det er nærmest pinligt at give dem prygl, og jeg gider egentlig ikke,” sagde Alexander. “Nu skal vi op i luften og have det sjovt!”

På den første dag i Indien havde de nedkæmpet en grænsefæstning og fundet et lager af balloner. Fantastiske ting, som de havde hørt om, men aldrig før set. En lækker, lysebrun ung inder havde demonstreret, hvordan man antændte kulbækkener under ballonens åbne bund, og hvordan den så blev fyldt op med varm luft og fik opdrift.

“Kald på drengene!” sagde Alexander. Hans betroede hærførere og rådgivere, som tilfældigvis alle var lækre unge mænd, skulle med op og flyve i gondolerne under de farvestrålende balloner. Der var plads til hele skaren samt et par harpespillere og rigelige forsyninger af dadelvin og ostekiks.

EN TIME SENERE

Herligt var det at drive af sted under den blå indiske himmel. Men hvordan styrede man de balloner?

Alexander stod i sin gule emaljedragt ved gondolens ræling og så kolonner af bevæbnede mænd dukke frem over bakkekammene mod øst. De havde kurs ned mod hans egne tropper i dalen.

“Hør, vi skal vist ned og gøre klar til kamp,” sagde han. “Er der ikke en styrepind eller et højderor et sted?”

“Æh… jeg stod og tænkte på det samme,” sagde Hefæstion med munden fuld af konfekt. “Vi skulle nok have taget ham inderen med op, som havde forstand på det.”

Ballonerne drev langsomt, men sikkert vestpå. Under dem var kampen allerede begyndt. Man hørte skrig og tung metallisk klirren. Inderne var måske ikke så store, og deres udrustning så primitiv ud, men de kastede sig ind i kampen med glødende raseri.

Alexander kneb øjnene sammen. Hans forreste geleder begyndte at vige og gå i opløsning.

“Kom nu!” råbte han fra sin duvende gondol. “Giv dem kamp. Gør noget ved det, I svæklinge, I slapsvanse!”

“Det kan du fandenprygleme selv være!” lød et brøl dernede fra.

“Fandenprygleme nej! Svans kan jeg skrive under på, men ikke slap!”

Råbene frem og tilbage hjalp ikke. Ballonerne fortsatte med at drive vestpå, mens Alexanders menige soldater på jorden flygtede – de heldige af dem. Andre blev hugget ned eller overgav sig med udsigt til livsvarigt slaveri under indiske herskere.

“Altzå, såden en møgdag,” sagde Hefæstion.

Alexander vendte blikket fra det deprimerende syn af et tabt slag. Han skænkede vin i Hefæstions bæger og kyssede vennens blomsterduftende kind.

“Vi er på vej hjemad, og nu skal vi bare hygge os,” sagde han. “Lad os få noget harpemusik, som vi kan danse nøgendans til.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 2

2 svar

ÅR 57.432 FØR KRISTI FØDSEL

“Hissa, hussa, slagt mammut,
spis en bøf og slå en prut.”

Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.

“Tænd et bål og varm en gryde,
bøf og guf skal alle nyde.”

Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.

Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.

57-432-f-kr-unge-oda

I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?

Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.

“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”

“Hvad mener du?”

“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”

Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.

“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”

Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.

“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”

Oda rev dingenoten til sig.

“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”

TRE EN HALV UGE SENERE

Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:

“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”

Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.

“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”

“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”

“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”

Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.

“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”

“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”

“Hissa hussa, lad os snuppe
en tallerken kramsfuglsuppe,
tilsat salt, kanel og soda,
opskrift fra den kloge Oda.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 1

Skriv et svar

ÅR 329.411 FØR KRISTI FØDSEL

“Gybba! Gryff, gybbart lumk!”

“Blixen Blixen, gryffor kræmkel!”

Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.

Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.

“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”

Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.

329411-aber01

“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.

“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.

TRE ET HALVT ÅR SENERE

Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.

Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.

329411-aber02

“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.

Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.

Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.

329411-aber03

Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.

Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:

“Gryffa prums! Baksam baksam!”

“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.

Næste blad

Retur til avisens forside