Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Kalenderblad 4: Det Herrens år 1168

Valdemar Den Store og biskop Absalon drog på korstog til øen Rügen for at gøre venderne kristne. Hæren marcherede i takt mod borgen Arkona.
Forrest gik kongen med sværdet hævet. Lige bag ham luntede biskop Absalon af sted med et krucifiks i hånden, som han svingede rundt i luften.

Til lyden af trommerne brød kongen og biskoppen ud i en spontan kampsang:

VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, Bum, Bum, Bum.”
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, bum, bum, bum.”
ABSALON: “De tror jo ikk’ på vores gud, men en afgud som skal kastes ud. De tilbeder Svantevit!”
VALDEMAR: “Jamen, det er jo milevidt”
ABSALON: “Ja, fra hvad vi går og tror!”
VALDEMAR: “Uuuuh. Mærk Dem mine ord!”
ALLE: “Venderne skal døbes.
Trommer: “Bum, bum, bum, bum.”

De tav i det samme, de stod foran den mægtige træport.
“Dette bliver en let sag,” sagde Valdemar Den Store. Han bankede på døren. “Luk os ind omgående.”
“Næææææ!” svarede en stemme på den anden side.
“I skal døbes nu,” råbte Absalon. “Og sådan er det!”
“Nææææ” hylede en anden.
“Det var dog for galt,” sagde Valdemar. “Vi har vandret længe for at indoktrinere jer alle med vores religion. Så I har sgu bare at lukke op.”
“Næh!”
“NÆH!”
“NÆÆÆÆÆH!”
Absalon sparkede på døren:
“Er I klar over hvem I taler til?”
“NÆÆÆÆÆÆÆÆÆ!
“Det er Danmarks drot i egen høje person,” råbte Valdemar. “Og jeg tæller til tre …”
“EN!”
“Næh!”
“TO!
“NÆH!”
“TRE!”
“NÆÆÆ!”
Pladdermasse væltede ned fra fæstningen og tilsølede kongen og biskoppen.
“Det er jo gudsbespottelse,” vrælede Absalon og trampede i jorden.
“Og majestætsfornærmelse!” brølede Valdemar Den Store.
“De lukker ikke op,” sagde Absalon. “Vi må være kreative. Lad os lave en stor hest af træ, gemme os inden i og lade dem tro det er en gave.”
“Eller vi kan lave en stige,” foreslog kongen.
“Det kan være der er en bagindgang,” sagde en ung soldat bag dem. “I så fald kunne vi snige os ind bag på dem.”
“Glimrende forslag,” sagde Valdemar Den Store. “Af sted. Rundt om hjørnet!”
Hæren trampede kampklare rundt om fæstningens højre hjørne.
De fik sig en lang næse da de opdagede at borgen var forloren. En stor kulisse af krydsfiner. Der var ingen vendere. Ti geder stod og græssede på den anden side.
“Mææææææ!”
“Mææææææh!”
“De har snydt os,” brummede Absalon.
Længere inde på øen stod den ægte Arkona i al sin glans. Venderne hujede og vinkede hånende til dem.
“Gid fanden havde venderne!” skreg kongen og biskoppen i kor.
“Mæææææh!”
“Mæææææææh”
“Mæææææææææææææææææ!”

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 5: Det Herrens år 1219

Skriv et svar

Slaget ved Lundanise i Estland var på sit højeste. Valdemar Atterdag og hans hær kæmpede det bedste de havde lært.
“Giv dem prygl,” råbte kongen.
Uheldigvis havde der blandt de danske tropper spredt sig diarré grundet indtagelse af fordærvet grævlingekød, men det var det eneste, der var tilbage i feltrationerne.
Hambus Hansemann var værst ramt af dårligdommen. Hvert femte minut måtte han tage bukserne af og tømme tarmen for indhold.
Han dræbte et par fjender, trak bukserne ned, dræbte et par stykker til, trak ned igen.
Sådan gik det de første par timer, men til sidst gik det galt.
Under en heftig nævekamp gav ringmusklen efter for det ubarmhjertige tryk. En syndflod af fækalier spruttede ud og tilsølede mandens rød-hvide underbukser der var gået i arv gennem 10 generationer.

Hambus var en statelig herre der ikke ville traske rundt med indtørret fæces i bukserne. Så hellere løbe nøgen rundt. Han havde da sin værdighed.
Soldaten trak sine underbukser af og lagde dem på en sten sammen med resten af tøjet. Han kunne hente det efter krigen.
Veloplagt greb han sit sværd og gik fjenderne i møde med alt hvad han havde i sig.

“Tuck!” Et hoved blev hakket af.
“Smack!” En syngende lussing.
“Splat!” Et sværd i maven.
Hans bevægelsesfrihed var optimeret efter som han ikke længere havde tøj på kroppen. Og skulle han skide kunne han gøre det stående eller i løb. De andre ville bare tro det var mudder der løb ned ad benene.
Men ak … Vinden tog fat i Hambus underbukser, løftede dem i vejret og førte dem over slagmarken. De svævede som en rød-hvid fugl med lort i nakken.
“Klask!” Underbukserne landede i ansigtet på Valdemar Atterdag og efterlod et brunt aftryk på hans kinder.
Hambus Hansemann stivnede i rædsel. Han havde begået den værst tænkelig forbrydelse: Majestætsfornærmelse.
“Åh, gud … NEJ!” skreg Hambus. Angstens sved løb ned af hans nøgne krop.
Men kongen hævede underbenklæderne over hovedet.
Han jublede og råbte:
“Det er et mirakel. Et klæde er faldet fra himlen. Det er et tegn. Dette er danernes fane.”
Soldaterne piftede og hujede.
Hansemann jublede højest.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 6: Det Herrens år 1286

Skriv et svar

Mordet på Erik Klipping har været et mysterium i hundredvis af år. Hvem myrdede ham og hvorfor?
Et nyopdaget dagbogsuddrag fra monarkens personlige hjælper, Elmer Poppelpakke, kan måske lede os i den rigtige retning:

22. november 1286.

Der er sket noget forfærdeligt i nat.
Kongen og jeg havde lige været på jagt i det jyske land. Hans majestæt var i sit es. Han havde sablet alle de dyr ned han kunne finde, hvilket mundede ud i over 300 arter.

De fleste var for store til at tage med hjem, men jeg havde bakset de fleste op på en kærre som jeg med besvær trak af sted efter mig.
På ladet var der grævlinger, pind- og vortesvin, ulve, harer, rotter, geder og lækatte, bare for at nævne nogle stykker.
I mellemtiden var et voldsomt uvejr brudt ud. Vi blev drivvåde.
“I tørvejr!” råbte kong Klipping og klaskede sin krikke i nakken.
Den vrinskede og galoperede ud over marken. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne med kærren uden at tabe de mange jagttrofæer.
Der lå en afsides stald lige foran os. Her kunne vi søge ly for natten.
“Jeg okkuperer denne lade,” skreg hans majestæt og hoppede af hesten. “Det må jeg godt thi jeg er kongen!”
Han slog porten op og smed sig i en høstak. Jeg gennede hesten indenfor, parkerede vognen med de døde dyr og lukkede porten.
“Stik mig noget vin, min kære stikirenddreng,” befalede han.
Inden jeg nåede at finde drikken frem lød der stemmer udenfor.
“Han er i laden. Jeg så ham gå derind,” skreg en mand.
“Det svin må betale for sin ugerning. Lad os stikke ham 56 gange!” sagde en anden.
“Hørt,” brummede en tredje.
Erik Klipping gik i panik.

“Herre jemini,” hylede han. “Det er en revolution. De vil forråde den danske drot. Jeg må gemme mig.”
“Hvorfor gemmer De dem ikke bare i den der bunke hø,” foreslog jeg og pegede hen i hjørnet.
“Det var dog en latterlig plan …” vrængede kongen, men han fik et listigt smil på læben. “Måske så latterlig at den kan ske at virke. Jeg gør det!”
Han gemte sig i høet. Halmen var et fortrinligt dække.
Stalddøren gik op med et brag og i døråbningen stod tre vrede mænd i regnen med stikvåben: En høj, en lav, og en flæsket.
“Hvor er den nedrige svumpukkel,” råbte den højeste. “Han har slagtet vores kvæg, vores geder og høns. 99 dyr. Han har nedtrampet vores afgrøder med sin hest. Vi var selvforsynende bønder. Det har han ødelagt. Hvem fanden tror han, han er? Kongen?”
Den laveste pegede på mig med sin kniv.
“Hvor er han?”
“Øh … han … æh,” stammede jeg.
“Fortæl os det eller dø,” brølede den fede.
Jeg begyndte at ryste. Jeg måtte finde på noget …
“Sig til de forpulede pøbeldyr, at jeg stak af til hest for fem minutter siden,” råbte kongen fra høstakken.
Det var et glimrende forslag som sikkert ville have virket, hvis det ikke havde været for at alle i Finderup Lade kunne høre hans kommentar …

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 7: Det Herrens år 1349

Skriv et svar

Fra vinduet i vores rønne kunne vi se handelsskibet gå på grund. Det skete omkring midddag for vi sad og spiste kålsuppe med hele familien. Ved bordet sad fader, moder, oldemoder, onkel Hasse, og mine 13 mindre søskende.

“Det er vores lykkedag i dag,” sagde Oldemoder mens hun slubrede den dampende varme suppe. “Det er ikke hver dag man får lov til at tømme et skibsvrag for værdigenstande.”

Fader rejste sig fra sin stol, gik hen i hjørnet af køkkenet og tømte blæren op ad væggen.
“Så sandt, oldemor,” sagde han og satte sig ned igen. “Måske er der guld eller tørret kød. Vi må undersøge sagerne. Men først: suppe.”

●●●

Fader, onkel Hasse og jeg gik forventningsfulde ud for at tømme skibsvraget for værdi.
Fader inhalerede den friske havluft med stor velbehag.

“I disse tider er det dejligt at bo i Danmark,” sagde han sådan ud af det blå.

“Hvad mener du med det?” svarede jeg og stak en finger i det ene næsebor. Jeg trak en lang grøn kage ud som jeg puttede i munden. Den var dejligt salt.

Onkel Hasse slog ud med armene og sagde:

“Fordi vi har vores på det tørre. Her kan vi ånde frit, røre ved hinanden og spytte på hinanden uden at der sker en skid. Se selv.” Min onkel sendte en slimklat i mit ansigtet. Så grinede vi lidt af det.

“Hvordan kan det egentligt være?” spurgte jeg.

Min fader stak den ene hånd i bukserne for at rette på sine testikler. Så sagde han:

“Sygdom hærger i landene omkring os. Folk falder om som døde fluer i øjeblikket. Norge er lige blevet ramt. Ha! Ha! De abekatte.”

“Så dør vi sikkert også,” sagde jeg bedrøvet.

Min fader lagde en beroligende hånd på min skulder:

“Næh, du. Os sker der intet. Gud holder med Danmark.”

“Er det sandt?” Jeg kløede mig i røven.

“Selvfølgelig,” grinede onkel Hasse og samlede en lille sten op fra jorden. Han puttede den i munden og suttede på den en stund, før han spyttede den ud igen.

“Så du det? Jeg er stadig rask. Vi kan gøre hvad der passer os.”

“Så jeg kan putte sand i munden, hvis jeg vil?” sagde jeg ivrigt. Det havde jeg altid ønsket mig at prøve.

Han nikkede:

“Ja og du kan rulle dig i køkkenmøddingen og slikke gamle rottekadavere op ad ryggen.”

Sikke muligheder. Her kunne vi gå og te os som vi ville uden at blive syge. Vi kunne være rigtige mænd.

Da vi nåede frem til handelsskibet hjalp vi hinanden op.

“Det var dog ufatteligt mange ådsler, der ligger der,” konstaterede min fader, da vi stod på dækket. Tilsyneladende var skibet kollideret med kysten, og hele besætningen var faldet døde om. Der var fyldt med delvist forrådnede menneskekroppe med bylder. Der lå også kreperede rotter i hobetal.

“Se hvad jeg kan!” Min fader smed sig i en bunk af kadavere. Onkel Hasse samlede et par rotter sammen og jonglerede med dem. Der gik hul på den ene. Puds og materie plaskede ud over ham. Han fik lidt i munden, men det grinede han bare af.

“Kan du se, knægt? Ingen smittefare. For det er danske lig.” Min fader stak ansigtet helt ned i ådslerne, bare for at demonstrere pointet yderligere. Det var en smuk tanke, men …

“Fader …” sagde jeg. Noget var gået op for mig. Mest på grund af skibets navn.

“Ja, min dreng?”

“Jeg tror skibet er norsk …”

“Det har du ikke forstand på,” svarede onkel Hasse.

●●●

Det er nu alt sammen et par dage siden, og hverken far, onkel Hasse eller os andre er helt på toppen. Tør hoste og bylder over hele kroppen, du ved.

Men fader siger vi bare skal fylde kroppen med brændevin. Frisk luft hjælper også, siger han. Vi har aftalt en familieudflugt ind til byen senere i dag.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 9: Det Herrens år 1536

Skriv et svar

Søster Caramella stod foran tragten og sugede luft ned i lungerne. En to tre, talte hun lydløst i hovedet, og så sang hun:

– Tempus adest gratiæ
Hoc quod optabamus,
Carmina lætitiæ
Devote reddamus.

Stemmen var klar og lys. Efter at den sidste tone var klinget ud, snurrede skiven under tragten et par omgange mere. Plunk, plunk, slut.

Søsteren flyttede nålen og drejede på håndsvinget. Et smil bredte sig over hendes ansigt, da hun hørte sangen forfra:

– Tempus adest gratiæ…

– Det er lykkedes, sagde hun for sig selv. – Gud til ære, og mennesker til glæde.

Få minutter senere stod klosterets priorinde, moder Bibba, i nonnecellen og hørte den latinske salme gjalde ud af tragten. Lidt fladere i klangen, end man ville forvente, når Caramella opløftede sin røst, og med skrat og knas tilsat, men ganske umiskendeligt en kvindes sangstemme.

– Søster Caramella, du skaber mirakler, og du er selv et mirakel! udbrød moder Bibba, idet hun greb om sin betroede nonnes hoved og trykkede et kys på den klare pande.

Priorinden på Asmild Kloster havde god grund til at prise sin italienskfødte nonne. Søster Caramella var ankommet til Viborg i 1533 og havde i løbet af sine blot tre år på stedet bygget et mekanisk ur og en stærkt forbedret pumpe til klosterets vandmølle. Hvis ikke hun var så fromt troende og ædel af udseende, kunne man mistænke hende for heksekunster.

Forklaringen på hendes kunnen var dels et lyst hoved, dels at hun som ung havde været i huset hos en opfinder i sit hjemland, stormanden Leonardo med det hvide skæg. Her havde hun lært de sælsomste kunster, men altid i fromhed og ærbarhed. Hun var kommet til Viborg for at undervise danske søstre, hvoraf de fleste var jævne og ukultiverede bondedøtre.

Sidste vinter havde hun i øvrigt også konstrueret en lussingmaskine, der sparede moder Bibba for mange anstrengelser i hverdagen.

– Efter tidebønnerne klokken ni skal alle høre dit apparat, når vi samles i refektoriet, sagde priorinden. – Det bliver en historisk aften i Asmild Kloster.

I det samme buldrede det voldsomt på klosterporten. Moder Bibba blev bleg.

– Åh Gud, gispede hun efter et kig ud af vinduet. – Det er landproletarerne med den modbydelige Hans Tavsen i spidsen. Reformationen er kommet til Viborg, de vil ødelægge alt, hvad vi med Herrens hjælp har bygget op. Og hvem ved, om de ikke også skænder søstrene og udsætter dem for det, der er værre end døden?

Søster Caramella havde længe forudset, hvad der ville ske. Munken Luther havde svigtet sin kirke, og hans undergravende tanker spredtes som pest ud over grænserne. Hun knælede for priorinden og kyssede hendes hænder.

– Farvel, ædle moder, sagde hun.

* * *

Flugten varede det meste af et år, og søster Caramella var flere gange tæt på døden i det krigshærgede Europa. Først da hun nåede over Alperne, følte hun sig atter tryg.

Den lille lydmaskine var gået tabt på vejen. En beruset landsknægt havde knust den med sin kølle en aften på et herberg i nærhede af Nürnberg. Han knuste alt, hvad han fik øje på – maskineri, ølkrus, kranier, krasj og kronsj, alt.

Fra sin klostercelles vindue kunne søster Caramella se ud over Po-dalens grønne sletter. Hun var i dagtimerne beskæftiget med at pleje de syge, og om aftenen skrev hun på en beretning om sine år i det høje nord. Opfindelser og tekniske påfund blev ikke efterspurgt i disse urolige tider.

Hun sad ved vinduet med aftenteen, mens en rosenkrans drejede mellem hendes lange, fine fingre. Teen var krydret og tilsat urter, der hensatte hende i en mildt beruset stemning. Det var, som om hun igen kunne høre sin egen salmesang fra maskinens drejende skive: – Tempus adest gratiæ…

En anden stemme blandede sig. Ude i tusmørket skimtede hun en mand med sort, glinsende hår, iført et stramt, perle- og rhinstensbesat kostume. Han roterede med hofterne og sang: – You ain’t nothing but a hound dog, cryin’ all the time.

Brutalt og stødvist kom ordene, understøttet af bulder og brag. Søster Caramella skar ansigt som i smerte, og det blev værre endnu. Fire unge herrer, iført ensartede blankgrå jakkesæt og med langt hår ned i panderne, brølede om kap: – She loves you, yeah, yeah, yeah…

Djævlens værk, tænkte søsteren og smed resten af sin aftente ud af vinduet. Lydene klingede af.

Ned til sidste tidebøn, formanede hun sig selv, og så til sengs. At hendes lydapparat var blevet knust, måtte hun opfatte som Guds vilje. Hvis hun havde fået tid og materialer til rådighed, kunne hun have frembragt radio, fjernsyn, spolebåndoptager, jukebox, storskærme og stadionhøjttalere. Hun havde set det alt sammen for sig, og en uendelighed af støjende artister havde hjemsøgt hendes drømme. Sex Pistols, Metallica, Motörhead, Johnny Reimar, Anne Linnet, Ozzy Osbourne… værre og mere satanisk for hver omdrejning af den forheksede skive.

Caramella foldede hænderne og takkede for, at det ikke var sket og ikke kom til at ske i hendes levetid. En vidunderlig stilhed hvilede over klosteret og landskabet. En spurv kvidrede ude i aftenen, en cikade summede, og ellers hørte man kun vindens blide hvisken i vinløvet.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 10: Det Herrens år 1566

Skriv et svar

Tycho Brahe lallede rundt på gaden, da han blev antastet af den irriterende Manderup Parsberg.

“De er talentløs,” råbte hr. Parsberg. “Jeg er langt klogere end Dem.”

Tycho prøvede at holde hovedet koldt. Hr. Parsberg ville tirre ham, men Brahe nægtede at miste besindelsen.

“De er bare misundelig,” svarede han tørt.

“Misundelig, ha!” Manderup dansede provokerende rundt om hr. Brahe. “Astrolog bliver De aldrig. Det kræver dygtighed.”

“Pil af.” Hr. Brahe viftede med hænderne.

“Ikke nok med at De er en tåbenakke … De lugter også af køkkenmødding.”

Tycho Brahe stivnede. Hørte han rigtigt? Det gjorde han vist, for rivalen fortsatte sin hån:
“De lugter af lort, Tycho Brahe. Hvad er forskellen på dem og et das? Et das lugter bedre.”

Manderup grinede over sin egen vittighed. Den var sikkert morsom dengang.

“Må jeg være fri.” Tycho Brahe havde fået nok. Ingen skulle komme og sige at han lugtede af bæ. “Rend og hop.”

“Hvad sagde De?” brummede Parsberg.

“Deres moder lugter af døde dyr,” råbte Tycho.

“Hvor vover De at blande min moder ind i denne affære? Skal De have et par på skrinet?”

Manderup hævede næverne og hoppede på stedet.

“Lad mig spå om Deres fremtid,” sagde hr. Brahe. “Den er fyldt med blå og gule mærker.”

En dreng, der havde fulgt med i skænderiet, råbte ud over gaden:

“Hanekamp på åben gade. Kom og se.”

Folk nærmede sig fra nær og fjern og omringede de to unge herrer. Håndgemæng var en af livets glæder. Vold var god underholdning for hele familien.

De to unge mænd trak hver deres kårde og stillede sig klar.

“Den første der bløder vinder kampen!” Tycho Brahe slog ud efter Manderup, der parerede og svarede:

“Præmien er ære og stolthed…”

Klingerne mødtes på ny.

“… og en tur i kanen med mig!” lød en hæs stemme. Det var byens mest afskyelige prostituerede, Magda Byldebæk. Hun lavede trutmund med det tandløse tudseagtige mundtøj. Med sine behårede arme løftede hun op i skørtet og afslørede et par tykke askegrå ben med store sårskorper, rynker og indtørret afføring. “Bentøjet er bare fjong. Jeg kan blive ved hele natten. Tro mig. Jeg har gjort det før!”

Begge kombattanter gøs. Det var vel historiens værste præmie. Duellen fortsatte. Dog langsommere og mere tøvende end før.

Tycho gjorde sig dårlig med vilje. Han kunne mærke, at Manderup gjorde det samme. Ingen af dem ville vinde en nat med Magda.

“Snit mig på armen,” hviskede Manderup. “Det er helt i orden. Jeg kan vinde en anden dag.”

Tycho pegede i stedet mod det forfærdelige kvindemenneske og råbte: “Åh gud. Se hvad hun gør!”

Folkemængden og Manderup vendte sig forvirrede om mod glædespigen. En perfekt afledningsmanøvre. Tycho greb chancen og høvlede ansigtet ind i Manderups sværdklinge, så næsen røg af.

“Auv for fanden,” hylede Tycho og tog sig til ansigtet. Det blødte ud over det hele. “Manderup hakkede snudeskaftet af mig… Pokkers, jeg tabte!”

Rivalen stirrede chokeret på sin kårde. “Nej, det var ikke mig.”

“VI HAR EN VINDER!” jublede folkemængden i kor. “Manderup! Manderup!”

“Nej, det var ikke mig. Jeg sværger,” jamrede han, men der var intet at gøre.

“Kom her, dreng. Vi har en lang nat foran os.” Magda løftede Manderup op og bar ham ind i privaten. Hun gik i gang med det samme.

Denne nat kun Manderups Parsbergs jamren høres over hele byen.

Tycho Brahe havde mange smerter de følgende uger, men han klarede den. Senere fik han en protese af sølv, som han bar med stolthed. Javist, hr. Brahe mistede næsen den dag, men det kunne være gået ham langt værre. Han kunne være endt i favnen på byens mest vederstyggelige kvinde…

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 11: Det Herrens år 1639

Skriv et svar

Det var en bagende varm dag i Møgeltønder. Alle i miles omkreds var i brunst, og unge frøken Mippi Koks var ingen undtagelse. Hendes lyster lå dog ikke hos de unge mænd i byen, men ude i naturen.

Hun hoppede glad gennem skoven for at finde noget at befamle. Mippi var i hopla og sang sin parringssang:

“Åh, jeg trænger til et træ,
Bumme-lumme-lum
jeg er elskovssyg i dag.
Bumme-lumme-lum
Jeg vil gnubbe, jeg vil gnide.
Jeg vil hoppe, jeg vil bide.
Jeg er byens dendrofil.
Bumme-lumme-lum
Jeg er byens dendrofil.”

Men just som hun svansede glad af sted snublede hun over noget og landede hårdt på jorden.

“Auv! Hvad var dog det?” udbrød hun overrasket.

Noget skinnende ragede op bag hende. Det var af guld.

Mippi var klar over at hun havde gjort sig en epokegørende opdagelse.

Strax gav hun sig i kast med at grave genstanden fri med sine små fingre. Det ene lag muld efter det andet blev fjernet og snart stod det klart, hvad det var for et artefakt hun havde fundet.

Hvem skulle dog have troet det? Tænk at Mippi Koks, en 16-årig landmandsdatter, ved et tilfælde havde fundet netop denne skat.

“Et sexlegetøj!” jublede hun. “Også endda i guld.”

Hun løftede den buede genstand i vejret og studerede guldhornet nøje.

“Det bliver verdens bedste sommer!” hvinede hun frydefuldt.

Et prægtigt egetræ foran hende fangede pludseligt hendes opmærksomhed. Det var det mest attraktive træ hun nogensinde havde set. Hun måtte forgribe sig på det omgående. Det nyfundne masturbationsinstrument måtte vente. Hun lagde det på jorden. Her kunne det ligge til hun var færdig med egetræet.

“Nu kommer jeg!” hvinede hun og hev tøjet af. Hun omfavnede egetræet og kyssede og gramsede på stammen. Barken var dejlig ru.

Sådan stod hun i en halv time.

Hun blev brat revet ud af sin dendrofile trance, da flere mænd begyndte at råbe op.

“Det er mit!”

“Næh, du. Det er mit.”

Mippi slap egetræet og drejede om på stedet. Der stod en forsamling af arrige mandspersoner omkring guldhornet. Der var omkring tolv.

Mippi gik i panik. De ville tage den genstand som hun havde fundet. Man kunne da heller ikke have sine ting i fred.

Hun gemte sig bag en særdeles tiltrækkende busk og observerede.

En mand med fuldskæg greb hornet.

“Jeg nupper det. Ha ha!” Han løb ud af skoven. De andre fulgte efter ham med næverne knyttede.

“Kom tilbage, din snylter!”

Mippi skyndte sig efter dem nøgen og bitter:

“Hold jer væk fra mit sexlegetøj,” råbte hun. “Hvad skal jeg ellers hygge mig med om natten?”

De løb ud af skoven og endte på en roemark. Her blev manden med hornet væltet af de andre elleve herrer. Guldhornet landede et par meter fra ham.

De brølede i munden på hinanden.

“Det er mit!”

“Løgner!”

“Pamper!”

“Jeg så det først.”

Øjeblikket efter var der masseslagsmål. Der blev sparket, der blev slået, der blev spyttet, der blev trampet.

Rygtet spredte sig som en steppebrand. Flere og flere nysgerrige borgere kom forbi for at overvære kampen og heppe. Hver tilskuer blev dog hurtigt involveret i håndgemænget. Kvinder, børn og dyr deltog. Selv præsten var med.

Mippi sneg sig tættere på menneskeklyngen og tog guldhornet.

“Hi hi hi!” Hun løb og løb, men da hun var nået halvvejs hjem fik hun øje på et dragende birketræ. Gevæksten måtte misbruges øjeblikkeligt og sådan var det. Hun lagde atter guldhornet på jorden og sprang op på træet.

Da hun en time senere var færdig med sine eskapader, tændte hun en cigaret.

Hun tabte den ud af munden i samme sekund det gik op for hende, at guldhornet var forsvundet.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 12: Det Herrens år 1644

Skriv et svar

Kong Christian stod ved højen mast på dækket af Trefoldigheden i fuld krigsornat. Det var slaget ved Kolberger Heide. Den svenske flåde nærmede sig, men det skræmte ikke kongen.

“Hvad har de at byde på når det kommer til stykket?” råbte han til besætningen. “Surstrømning og skrå. Og det er ved gud ikke værd at samle på. Er det vel?”

“Nej!” brølede besætningen i kor.

“Klargør kanonerne!” kommanderede Christian d. 4., svingende med arme og ben.

På en krudttønde sad skibsdrengen Milton. Han fordrev tiden med at snitte penisser af drivtømmer. Det var det eneste, han kunne finde ud af at snitte. Engang prøvede han at udforme et andet motiv, et krigsskib, men det endte i en stor erigeret fallos med tykke blodårer og en vorte på siden. Om han ville det eller ej var han dømt til at udforme det mandlige kønsorgan i sit snitteri.

“Affyr!” skreg kong Christian.

KA-BUM … Skibet rystede ved braget. Milton væltede af tønden og mistede grebet om kniven. Den skarpe klinge roterede gennem luften og borede sig … ind i masten. TUCK!

“Så pas dog på med den kniv, møgunge,” skreg Christian d. 4., der stod lige ved siden af masten. Han fór mod Milton og afleverede en disciplinerende lussing. KLASK!

“Du må ikke snitte på dækket.”

“Undskyld,” svarede drengen. Han fjernede kniven fra masten og satte sig tilbage på krudttønden med ryggen til. Så kunne han snitte i smug.

BUM! En svensk kanon gik af.

“Pas på!” brølede kongen. Kanonkuglen susede mod dem. Kong Christian kastede sit flæskede korpus til siden, mens træsplinter stod til alle sider.

BUM! Endnu en svensk kanon bragede. Ti danske soldater blev sprængt i stykker. Indvolde fløj, og afrevne lemmer lå spredt over alt. Kongen greb en arm fra gulvet og svingede den krigerisk over hovedet.

“Affyr!”

KA-BUUUM! Milton væltede atter. Denne gang fløj både kniven og træfiguren ud af hans hænder i retning af kongen. Kniven landede nær Christians venstre fod, mens den forlorne penis ramte ham i panden. DUNK!

“Nu er det nok.” Majestæten greb sit sværd og marcherede truende mod drengen. “Af med knoppen!”

Men ak. Det royale bentøj snublede over et løst gulvbræt. Han væltede forover og hamrede det kongelige ansigt direkte ned i en indtørret faconfækalie, der stak op mellem gulvbrædderne.

“AUV!” skreg han. Derefter blev han tavs.

Den korpulente mand lå blødende og livløs på dækket med den brune stump stikkende ud af højre øjenæble.

Milton var i chok. Han var skyld i denne tragedie. Han havde myrdet kongen ved en fejl.

“Kongen er død!” skreg Milton. “Han har hul i hovedet.”

Besætningen kiggede forskrækket på den døde mand.

“Vi må overgive os med det samme,” råbte en soldat. “Ingen kaptajn – ingen sejr.”

“Hørt!”

“JA!”

“Frem med det hvide flag.”

“IKKE PÅ MIN VAGT!” Christian d. 4 rejste sig op med den tørre lort i hovedet. Det dryppede med blod ned af kinden. Han var en smule omtumlet, men klar til kamp.

“Han er i live!” jublede alle.

“Hvad er der hændt mig? Det svier i øjet,” udbrød Hans Kongelige Højhed. Han havde tilsyneladende fået hukommelsestab.

“Jeg så det hele,” svarede en mand med fuldskæg og træben.

“Sig frem.”

“De knaldede såmænd bare den ene glug lige ned i en knas-tør fækalie …”

“Majestætsfornærmelse!” hylede kongen og skød manden ned på stedet med sin pistol. BANG!

“Andre bud? Hvad skete der med mit øje?”

“Svensken gjorde det!” svarede Milton abrupt.

“Aha,” sagde kongen. “Svensken gjorde det. De kanaljer skal ned med nakken.”

Efter denne dag valgte Milton at lægge livet til søs på hylden. Han åbnede en lille butik på land, hvor han solgte sine penisser til almene borgere. Biksen var særdeles populær hos kvinderne. Senere blev hans produkter mekaniske, men det er en helt anden historie.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 13: Det Herrens år 1710

Skriv et svar

Krigsskibe lugtede fælt, når man kom om bord, og søløjtnant Peder Storknockel kunne efter fem års tjeneste stadig ikke vænne sig til de potpourrier af harsk stank, der omgav ham døgnet rundt. Nu stod han atter ved linjeskibet Dannebroges ræling og kastede op. Måltidet havde bestået af saltet flæsk og stenhårde beskøjter, og Peders mave egnede sig bedre til møre bøffer, kartoffelkroketter og burgundisk vin.

– Hvad bliver det til, løjtnant? Er han klar til mønstringen, eller skal han have røvprygl i dag igen?

Kommandøren, admiral Iver Huitfeldt, havde en tør, raspende stemme, næsten lige så slem at blive ramt af som den nævnte disciplinære foranstaltning.

Peder vendte sig og gjorde honnør.

– Klar til tjeneste, skipper!

Længere henne ad rælingen sad et par matroser og defækerede om kap ned i Køge Bugt. Forude stod en skibskok og rørte i en balje med grålig, klistret byggrød.

Peder Storknockel fulgte efter admiralen bagud og betvang sin lyst til at gribe ham i krave og livrem og kaste ham over bord.

Livet som søløjtnant var plagsomt. I sine drengeår havde Peder kun set krigsskibe på afstand ude på Vesterhavet, og det var synet af de bugnende sejl og skummet foran bovsprydene, der havde vakt hans lyst til søen.

Som 22-årig fortrød han sit valg af karriere, men der var ingen vej tilbage. Hans ældre broder, Gumbert Storknockel III, havde arvet familiegodset ved Nørre Usseldrup, og der var ikke plads til en forløben sømand med verdensherremanerer.

Peder, hans admiral og det stolte linjeskib Dannebroge befandt sig lige nu i Køge Bugt med udsigt til et snarligt slag. Peder skulle for første gang i ilden og, værre endnu, måske i nærkamp på sabel, kniv og knytnæver mod de satans blodtørstige svenskere.

– Kongen forventer af os, at vi gør vor pligt og udviser den største tapperhed og koldblodighed. Sejren eller døden! bjæffede Iver Huitfeldt hen over de forsamlede officerers hoveder.

Løjtnant Storknockel gik under dæk for at gøre klar til kamp. Mens de menige søfolk sov i gyngende lærredskøjer mellem kanonerne, havde han som officer trods alt sin egen smalle kahyt med en skalkluge, han kunne kigge ud af. Det gjorde han, og i næste sekund lød hans råb ud over bugtens blinkende vand:

– Fritz, lille Fritz, kom tilbage!

Peder Storknockel havde i flere måneder haft selskab af en skibsrotte, som han en morgen reddede fra halshugning og opskæring til konsum i kabyssen. Rotten havde han døbt Fritz. Den sov i fodenden af hans køje, og han havde ved hjælp af godbidder og en kildende finger under hagen trænet den op til at danse på bagbenene, når han i ensomme aftenstunder spillede på fløjte.

Fritz var hans eneste ven og opmuntring om bord, og nu så han den spadsere forsigtigt ned ad ankerkæden og gøre et lille hop ud i vandet.

– Fritz, for helvede! råbte han. – Hvor vil du hen?

Peder havde overkroppen halvt ude af lugen, men hans fortvivlede råb kunne ikke kalde rotten tilbage. Fritz svømmede støt og forbavsende hurtigt ind mod land.

* * *

Få timer senere overgik Dannebroge fra rollen som aktivt krigsskib til en hæderværdig plads i dansk sømilitærhistorie. Det skete med et brag.

Linjeskibet var under de første skudvekslinger med svenskerne brudt i brand. Admiral Huitfeldt kunne måske have reddet mandskabets og sit eget liv ved at styre tilbage mod kysten, men manøvren ville have udsat hele den danske flåde for fare.

Han blev, hvor han var. Det vil sige: Da ilden nåede krudtkammeret midtskibs, for han til himmels sammen med cirka 550 andre brave danske søfolk. Braget og ildglimtet fra det eksploderende skib spredte skræk så langt borte som i København og Malmø.

– Fy for satan, mumlede Peder Storknockel, mens han holdt Fritz ind mod sit bryst.

Efter et øjebliks svær betænkningstid havde han klemt sig ud af lugen og var svømmet efter sin rotte ind mod kysten. Han ville ikke skilles fra Fritz, og det gamle ord om, at rotterne forlader et synkende skib, havde også haft en vis indvirkning på Peders beslutning.

Nu sad han nogenlunde komfortabelt under et træ på Solrød Strand, og mens flammerne fra skibsbranden kastede et kunstigt og uhyggeligt solnedgangsskær over bugten, tog han fløjten op af inderlommen og spillede sit yndlingsnummer: There’s no business like showbusiness.

Fritz sprang op på den nærmeste sten og dansede veloplagt til de kendte toner.

– Sådan skal det være, sagde Peder, da han tog instrumentet fra munden. – Vi to vil lægge verden for vore fødder!

Det gik som spået. De optrådte i alverdens storstæder, fra Hamborg og Paris til London og Madrid, overalt med succes. Da Fritz i moden alder og med grånet pels afgik ved døden, flyttede Peder til Riga og etablerede sig som natrestaurantvært med bordel i overetagen, og da det blev hans tur til den sidste udmønstring, var han ikke bare en glad og velstående gammel dreng, men også kendt overalt i Balticum som Peder Pikkelvært.

På hans gravsten stod at læse: Melior est canis vivens leone mortuo.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 14: Det Herrens år 1728

Skriv et svar

Onsdag d. 20 oktober, kl. 21.00
København, Danmarks hovedstad, står i lys lue. Ildhavet er ustoppeligt og æder sig vej gennem de tætpakkede huse, der er bygget af letantændelige materialer.
Hvordan kunne det dog gå så galt?
Svaret findes i et lille hus på Sankt Clemens Stræde…

2 timer tidligere…
“Lad os gøre det. Jeg kan ikke vente mere.”
Mambus og Ylva Tærskel så forelskede på hinanden. De var nygifte. Dette var deres bryllupsnat. Et tidspunkt de begge havde glædet sig til. Måske det mest romantiske tidspunkt i hele deres liv.
De kiggede begejstrede på remedierne i stuen: lænker, nitter, pels, trekors, gynger i loftet, geder i brunst, piske, forlorne penisser og olie i flasker.
De var klar — det samme gjaldt de sytten venner de havde inviteret.
Der var ingen tvivl. Dette blev elskovsorgiet over dem alle.
Efter velkomstdrinken gik de i gang med eskapaderne.
“Åh, hvor er det dejligt forbudt, det vi har kørende!” stønnede Ylva Tærskel.
“Partnerbytte er sundt for krop og sjæl,” brummede slagtermester Madsen, der havde lukket biksen tidligt så han ikke gik glip af festen.
“Ih, ja. Jeg er fyr og flamme,” svarede hr. Tærskel med en cigar i munden.
“Slå mig med det løse gulvbræt derovre,” kommanderede veninden Else Gramshøj.
KLASK!
“Slå på den anden også,” hvinede hun.
“Er der ikke nogen, der lige vil spænde mig fast til et eller andet?” kaldte ungkarlen Carlo Holm.
“Hæld stearin ned ad ryggen på mig,” brummede murersvend Bloksvang og pegede på de tændte lys på den lille taburet. En ung mand greb ud efter lysene, men tabte dem på gulvet hvor ilden fik fat i halmen og bredte sig.
“Pas på!” hylede fru Tærskel.

Hr. Tærskel var hurtigt fremme og slukkede ilden med en stråle af urin.
“Lad det være en lærestreg,” sagde han og slog ud med armene. “Vi kan ende med at brænde hytten af. Måske hele byen. Vi må være mere forsigtige alle sammen.”
Det var de andre enige i.
Akten fortsatte. Der blev drukket likør og udført avancerede gymnastiske bevægelser.
Så plaskede de massageolie på hinanden. Familien Tærskels egen blanding.
“Det er brandfarlig stads, men behageligt for huden,” fortalte Ylva entusiastisk.
“Hop op på min ryg!”
“Spark mig!”
“Tag mine fødder i munden.”
Alle havde en fantastisk aften, lige indtil det forfærdelige skete…

I huset ved siden af sad gamle fru Kakkel alene i sin stue. Hun havde ædt kåldolmere hele ugen. Derfor havde hun lukket tarmluft ud døgnet rundt. Mængden af gas var steget til det katastrofale.
“Det er da længe siden jeg har røget tobak,” sagde hun til sig selv. Den gamle dame fandt sit fyrtøj frem og tændte en hjemmerullet.
Det skulle hun aldrig have gjort…

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Kalenderblad 4: Det Herrens år 1168

Kalenderblad 5: Det Herrens år 1219

Kalenderblad 6: Det Herrens år 1286

Kalenderblad 7: Det Herrens år 1349

Kalenderblad 9: Det Herrens år 1536

Kalenderblad 10: Det Herrens år 1566

Kalenderblad 11: Det Herrens år 1639

Kalenderblad 12: Det Herrens år 1644

Kalenderblad 13: Det Herrens år 1710

Kalenderblad 14: Det Herrens år 1728