“… Mit navn er Svend Skogmo Storjætte …” Kriminalkommissær Rambuck-Rasmussen stirrede på båndoptageren der afspillede doktorens monolog for fjerde gang. “… gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo …“
Han kunne ikke tro sine egne øre. Båndoptageren var blevet smidt ind gennem brevsprækken på politistationen for en time siden af en ukendt person.
“… jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat, inden krigen begynder …“ Kriminalkommissæren sad stiv i sin stol bag skrivebordet. ” … forlange en passende løsesum …“
Det tog ham en halv times tid, en cocktail og en pibe med æselgødning at komme sig over chokket.
“Han må stoppes omgående!”
Han greb røret til den røde telefon.
“Hallo, giv mig Norges udenrigsminister strax!”
Underlødig jazzmusik spillede på telefonlinjen.
“Du er nummer 73 i køen. Vent venligst …”
* * *
Snefnuggene dalede fra himlen og vinden ruskede i træerne. Stormen over området var taget til.
Benni Borgwald-Bertelsen gik med bøjet hoved ned langs Algade. Efter han havde afleveret båndoptageren på politistationen havde han endevendt doktorens palæ, men der var intet spor efter ham eller Lydia.
Grundet vejret var lufthavnen lukket ned, så de måtte stadig befinde sig i landet.
PIV! Benni rystede en forvildet rotte ud af buksebenet.
Mørket begyndte at falde på, og Benni følte afmagten og kulden omklamre sit legeme. Han var ruineret, hans forlovede var bortført (måske død) og Danmark ville sandsynligvis blive bombet i morgen tidlig. Der var kun én løsning: Ubehersket druk!
Han var gået i cirkler og endt ved Proletarisk Kælderbodega. Han sukkede og gik ind i varmen for at drikke alene.
Der var fest og glæde i rummet. Onkel Philbert stod på et af bordene og sang og drak.
Benni satte sig i baren og fik stukket en pilsner i hånden på Philberts regning.
“Hvad fejrer vi?” spurgte han.
“Onkel Philberts nye formue. Den røde rubinring som aben fandt i mavesækken på den rådne fisk,” svarede Orna Qvalm.
“Hvad siger du?” Benni drejede sig på stolen og fik med det samme øje på det skinnende smykke som Onkel Philbert triumferende holdt mellem tommel- og pegefinger. Benni genkendte den med det samme.
“Det er ikke din ring!” råbte Benni og sprang af stolen. “Giv mig den!”
Onkel Philbert spyttede på ham og Benni gik prompte til modangreb. Mændene slog løs på hinanden. Glas og flasker blev knust.
“Ringen skal tilbage til Norge. Det …” Benni blev afbrudt af en kæberasler. Han væltede bagud.
“Den tilhørte min gode ven Agnar Mykle,” proklamerede Philbert. “Han er død nu. Jeg fandt den, så nu tilhører den …”
“Meg!” Den norske kvindestemme skar gennem kælderbodegaen og alle blev tavse. Selskabet drejede synkront hovederne mod indgangen.
I døren stod en kvinde med en overfrakke dækket af sne. Hendes grimasse var bitter. Foran hende tårnede en mægtig frådeskummende blodhund sig op.
“Vrruff!”
“Pula Skogmo?!” gispede Benni og Onkel Philbert i kor.
* * *
Svend Skogmo Storjætte parkerede varevognen foran salgsskiltet ved den lille hytte på Klamhuse Hede. Tjenerne Brutus og Karloff klemte deres svulmende, uvaskede kroppe sammen på sædet ved siden af ham, og i det aflåste lastrum lå Lydia Lubbert. I baghaven stod pedalflyvemaskinen som skulle bringe doktoren sikkert frem til Argentina samme nat.
“Slip mig!” skreg Lydia, da hun blev båret ind i stuen og smidt i det rødternede sofamøbel.
Svend forsøgte at åbne ring-etuiet men det gav sig ikke.
“Forbistrede …” Han lagde æsken på køkkenbordet, greb sin kniv og prøvede at lirke den op. “Hvis jeg ikke får rubinen ud så …” Han stirrede på Lydia med mord i øjnene.
“Skal du have hjælp?” spurgte håndlangerne.
“Nej!” brølede doktoren. “Karloff, gå ud og klargør flyvemaskinen. Og Brutus, du holder øje med kællingen.”
“Javel.”
* * *
“Hvad laver De her?” spurgte Benni og kiggede med ærefrygt på den nyankomne kvinde.
“Jeg leter etter ringen min,” sagde Pula Skogmo. “Nå har jeg funnet den! Buster har en god luktsans.”
Benni rev hurtigt værdigenstanden ud af hånden på Onkel Philbert, som ikke gjorde modstand, og faldt på knæ foran sangerinden.
Han rakte rubinringen til hende.
“Jeg beklager denne redelighed. På hele landets vegne,” sagde Benni. “Jeg købte den af sigøjneren, som stjal den fra Dem. Jeg var i god tro! Jeg vidste ikke det var Deres. På ære.”
Hun tog imod ringen og satte den på sin højrehånd med et veltilfreds smil. Benni fortsatte med at forklare:
“Siden jeg købte den har jeg været ramt af ulykker. Deres eksmand er ude efter den røde rubin og nu har han bortført min forlovede. Han vil stikke af til Argentina og …”
Benni brød hulkende sammen.
“Så, så,” sagde Pula Skogmo og hjalp Benni på benene. Hun aede hans kind. “Fortell meg hele historien mens vi kjører.”
“Kører? Hvorhen?” mumlede Benni forvirret.
“Hen for at stoppe Svend!”
“Men han kan være over alle bjerge nu,” påpegede Benni.
“Nei.” Hun rystede på hovedet. “Jeg tror jeg vet hvor han er.”
“Hvor?”
“Han er i vor reservesommerhytta på Klamhuse Hede.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Mere info om nordvestjysk hundehold
Flux videre til afsnit 22
Retur til avisens forside
