Kategoriarkiv: Julekalender 2018

Kampen om den røde rubin 11:25

“Hvor er den forbandede ring?” råbte doktoren mens han endevendte skuffer og skabe.

Lydia Lubbert var tydeligvis stukket af. Hun måtte være flygtet minutter før han ankom til lejligheden. Men hvorhen? Han måtte vide hvor.

“Hvad er det dog for et spektakel?” udbrød viceværten Storbjørn Lansebasse. Han halsede op ad trapperne og ind i lejligheden iført sin olieindsmurt kedeldragt og med et disciplineringsredskab i den benede hånd.

“Hvad laver De i frk. Lubberts lejlighed?”

“Jeg renoverer,” råbte doktoren arrigt og smadrede en rude med en penisafstøbning. “Det kaldes fengshui!”

Rød i hovedet trampede han ned ad trapperne og ud i det fri. Han ridsede Bennis bil og sprang på sin cykel.

Doktoren grublede. Kvinden havde tømt sit klædeskab og sin badeværelsesskuffe, hvilket betød at hun ville rejse væk i længere tid. Men hun kunne umuligt bære alt det tøj uden en kuffert. Og hun ville blive udmattet af at spadsere med bagagen, hvilket betød at hun var kørt fra stedet. Men det var almindeligt kendt i byen, at Bax IX Lubbert forbød sin datter at tage køretimer. Og efter hele dette regnestykke kom doktoren frem til konklusionen: Hun har taget en hyrevogn!

Galningen kørte på må og få gennem gaderne og kiggede til alle sider som et afsindigt desmerdyr i en kombineret sukker- og koffeinrus.

Efter tre timer fik han øje på en hyrevogn der stod parkeret ved Gylberts Pølsevogn. Chaufføren Mammut Bongojet havde pause. Han fortærede fedtpølser med knas og ketchup. Han havde sovs i ansigtet og på kraven. Han gjorde tegn til pølsemanden.

“Tre storklepperter mere og en kakaomælk til at skylle efter med!”

Doktoren steg af cyklen, trak sit lommeur frem fra jakken og listede ind på den spisende.

“God aften? Har De for nyligt eskorteret Lydia Lubbert fra sin bopæl til en anden adresse?”

“Dynamitfiskerpigen? Ja, men det er flere timer siden. Og så siger jeg ikke mere. Kundefortrolighed og tillid.”

Doktoren gnæggede og brugte sine nedrige kneb.

“De fortæller mig alt. Hvorhen … hvorhen? Fortæl mig hvor.” Lommeuret kørte fra side til side. Schwung … schwung!

“Blodhavn Storhotel,” sagde chaufføren med en monoton stemme. Halvtyggede pølsestykker faldt ud af flaben i en syndflod af savl.

“Glimrende,” sagde doktoren. “Bring mig til hotellet. Storhotellet. Nuuuuh!”

Schwung … schwung … schwung …

“Javel,” sagde Mammut Bongojet og satte sig bag rattet. Doktoren hoppede ind på passagersædet og bad chaufføren afbryde taxameteret.

Motoren brummede aggressivt i gang.

“Hallo?” råbte Gylbert ved komfuret. “Hvad så med pøllerne?”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Tosseplakat dec 18 m TEKST

Mere info om nordvestjysk pølsekultur

Flux videre til afsnit 12 

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 12:25

Doktoren havde tit nok haft skumle ærinder på Blodhavn Storhotel. Han kendte bagvejen ind gennem kælderen, hvor han smøg sig rundt om baljer med kødfoder og plomberede tønder, indeholdende de seneste døgns høst af gæstefækalier.

Hotellets portier, den 187 kg tunge Walmert Poppelkrage, sov formiddagssøvn.
Doktoren kunne se i gæstebogen, at Benni og Lydia havde haft den frækhed at leje sig ind i Flottenhejmersuiten.

Han fortsatte seks etager op ad personaletrappen, der var smal og stejl som en hønsestige.

Den guldbemalede dør til suiten var ulåst. Midt i himmelsengen sad en mand i bar overkrop og stribede silkebenklæder og spillede på en ganske lille banjo. Han grinede som en chimpanse med sit kraftige, fremskudte tandsæt.

Jeg har fundet den. Den er min – og snart hele verdens!”

Hvad taler du om?”

Kærlighed er rytme. Min nye popsang. Vil du høre den?”

Nej tak. Jeg skal tale med Benny og/eller Lydia.”

Hvem?”

Benni Borgwald-Bertelsen og/eller Lydia Lubbert. Nu!”

Åh, de dér søde unge mennesker med rytme i kroppene. Desværre, de er taget af sted til hver sit arbejde.”

Doktoren holdt lommeuret frem foran musikerens let skelende øjne og lod det pendulere langsomt.

Du glider ind i en trance, hvor du adlyder alle mine ordrer. Sådan, banjomand, og lad mig så høre: Har du set en ring med en rød ædelsten?”

Svaret er nej. Jeg har set meget andet sjovt, men…”

De unge mennesker skulle vel ikke tilfældigvis have efterladt nogle personlige ejendele, for eksempel et smykkeskrin, her i suiten?”

Nej. Men kærlighed er rytme, og rytme er kærlighed. Vil du føjte, vil du byt’ me’…”

Hold kæft og modtag din endelige ordre: Du synger første vers af din elendige sang 439 gange, inden du vågner op og har glemt alt. Er det forstået?”

Javel.”

Banjoen gav metalliske lyde fra sig, og første vers gjaldede ud af mandens åbne gab. Med et ondt smil om sine smalle læber kantede doktoren sig over vindueskarmen, greb om et nedløbsrør og kurede i løbet af sekunder ned til jordens overflade.

* * *

Benni Borgwald-Bertelsen var i færd med at julepynte strøgvinduerne i Klamhuse Herrebeklædningsmagasin. De opstillede mannequindukker blev iført nissehuer og hvide skæg. En af dem fik traditionen tro også påspændt en rødmalet fyrretræsdildo. Ingen jul i Klamhuse uden denne populære spas.

Formiddagen var næsten altid stille i butikken og på Strøgboulevarden udenfor. Et hundetrukket invalidevehikel gled forbi, og Benni gengældte førerens hilsen. Klokken 09.24 indfandt en ældre husmandskone sig for at få pengene tilbage for et par uldsokker, hendes mand havde købt i 1979. Han var død i sidste uge, og da sokkerne fremtrådte næsten som nye med kun et lille hul på den højre storetå, mente hun nok, at hun var berettiget til mindst halvdelen af det beløb, der stod på den medbragte, gulnede nota.

Benni trakterede hendes rødbrune, flæskede kinder med otte svirpelussinger og fulgte hende til dørs. Kunder af den slags kunne magasinet undvære.

Han gik ud i baglokalet for at styrke sig på en slurk jordbærte. Radioen var tændt, og mens han gurglede stimulansen i sig, standsede musikken.

Vi bryder ind med en ekstraudsendelse fra radioavisen. Et uvurderligt smykke er forsvundet i Nordvestjylland, og hændelsen kan føre til en diplomatisk krise mellem Danmark og Norge. Det drejer sig om en guldring med en 2,2 karats rubin, tilhørende den norske sangerinde og dyreværnsaktivist Pula Skogmo, som mistede smykket, mens hun var på vintercamping i nærheden af Holstebro.”

Benni stirrede på højttaleren. Svedperler drev ned over hans unge ansigt.

Pula Skogmo havde indladt en sigøjnerlignende person i sin campingvogn. Han medbragte en hund, som var sulten og havde en splint i højre forpote. Pula tog sig af hunden, og da mand og hund var forsvundet, kørende i en carrygul Lada af ældre årgang, manglede hendes uerstattelige guldring med den berømte røde rubin, som hendes bedstemor i sin tid fik i forlovelsesgave af forfatteren Agnar Mykle.”

Radiostemmen fortsatte hård og metallisk:

“Pula er for alle nordmænd et nationalt klenodie, ringen ligeså. Den norske statsminister kræver hurtig og effektiv indsats fra de danske myndigheder. Radioavisen vender tilbage, så snart der er nyt i den betændte sag, og tv-avisen bringer en særudsendelse klokken 11. Oplysninger, der kan bringe smykket for dagen, rettes til politiet i Holstebro eller nærmeste politistation.”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Herrebeklædningsannonce

Supplerende info om nordvestjysk beklædning

Flux videre til afsnit 13

Retur til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 13:25

Benni rystede så meget på hænderne, at jordbærteen skvulpede ned over de fine habitbukser, men han ænsede knapt den kogende væske mod sit lem. Hans tanker var et andet sted.

“Sigøjnerlignende person med hund og en karrygul Lada?” mumlede han for sig selv, mens han stirrede på radioen, der var begyndt at spille et af Pula Skogmos storhits.

“Pis i potten! Jeg er blevet narret. Taget ved næsen.” Han rejste sig med sine våde bukser. “Bare vent til jeg får fat i kravetøjet på den sigøjner.”

Benni trampede ud i butikken og kaldte på den trofaste medarbejder hr. Qualm.

“Jeg bliver nødt til at gå for en stund,” sagde Benni hurtigt. “Det er et personligt ærinde.”

Medarbejderen stirrede på Bennis gennemblødte benklæder.

“Åh, det er der slet ingen grund til,” sagde hr. Qualm. “Jeg lider selv af ufrivillig vandladning. Jeg låner gerne en af mine bleer ud.” Han rodede i sin inderlomme, men Benni havde allerede forladt butikken.

“Hr. Borgwald-Bertelsen?”

* * *

Baggården bag Lamberts Maskinfabrik var plaget af uskøn sigøjnermusik fra en rejsegrammofon i det mølædte beduintelt. Foran teltet stod den gule Lada med åben bagsmæk, der udgjorde soveplads for charlatanens tandløse og pletskallede hund.

Sigøjneren hr. Bimbam sad på en kabeltromle og pudsede det sølvtøj han netop havde nolet fra en nordvestjysk velhaverfamilie.

Da han rettede blikket op og fik øje på Benni, der traskede imod ham med spændte næver, forsvandt hans kåde entusiastiske smil. Han begyndte febrilsk at pakke sin lejr sammen, men nåede ikke langt i processen.

“Din svumpukkel!” Benni greb ham i kraven og gav ham et par lussinger. “Ringen du solgte mig var en hælervare. Et norsk nationalklenodie!”

“Jamen, alle mine varer er hælervarer,” smaskede sigøjneren. “Sådan er mit forretningskoncept.”

Benni svarede med endnu en lussing og lod hr. Bimbam dumpe ned på jorden.

“Du har solgt mig katten i sækken, ækle undermåler. Efter jeg købte ringen er jeg blevet forfulgt af tre skurke der både truer, hypnotiserer og slår,” snerrede Benni. “Og ikke nok med det, vi er på vej mod en skandinavisk krise. Nu giver du mig nogle oplysninger, ellers …” sagde Benni og løsnede silkeslipset. “Må jeg gå over gevind.”

Sigøjneren løftede afværgende håndfladerne og gik krumrygget bagud.

“Ja, ja .. I sidste uge var jeg ude på tyvetogt, da jeg så tre mænd tale sammen ude foran biografteateret. Jeg skulle netop til at snuppe den enes lommeur, da de begyndte at tale om en rubinring, som tilhørte konen, søsteren eller kusinen. Hun var på ferie nær Holstebro. De planlagde at stjæle ringen fra hende. Jeg lod lommeuret være og kørte i stedet ud for at komme mændene i forkøbet.” Sigøjneren smilede fjoget.

På gaden udenfor kørte fire udrykningskøretøjer forbi med lygter og horn og fortsatte mod Klamhuse Strøgboulevard.

Benni rystede opgivende på hovedet. Der var ingen anden udvej. Han måtte opsøge sin kommende svigerfar og bede om at få ringen udleveret, så han kunne levere den tilbage til Norge. Men det ville ikke blive let. Bax IX Lubbet var en stædig mand som ikke bare ville overdrage Benni rubinringen, selv om Skandinaviens sikkerhed stod på spil. 

Benni måtte tage sine forholdsregler og opruste til den uundgåelige konflikt.

“Hvordan ligger du i håndvåben?” spurgte han.

Hr. Bimbam fandt en kasse pistoler frem.

“Hvad skal du bruge sådan en til?”

“Overtale svigerfar,” sagde Benni tørt.

“Så er denne det perfekte valg,” svarede sigøjneren og rakte ham en Colt. “Det bliver 25 kroner.”

Benni nedstirrede sigøjneren, som fremstammede:

“Den … den er gratis. Kom… kompensation for dine lidelser.”

“Det var yderst venligt af dig.”

* * *

Da Benni kom tilbage til sin virksomhed kl. 11.02 stod bygningen i lys lue. Flammerne slikkede på krydsfinerpladerne og nedsmeltede plasticruderne. Brandmænd stod med vandslanger og skumslukkere, men deres indsats var omsonst.

Benni stillede sig i afmagt og med sved på panden ved siden af hr. Qualm. Han kunne ikke fremstamme et eneste ord. Alle hans værdipapirer, skrabelodder med gevinst og sparegrisen stod inde på kontoret. Han havde mistet alt.

“Der kom en herre ind i butikken og spurgte efter dig,” forklarede hr. Qualm. “Jeg sagde at du var ude for at købe bleer, men det blev han ikke stillet tilfreds med.”

Benni tog sig til hovedet uden at sige noget. Hr. Qualm jappede videre:

“Han sagde, at han ville have sin rubinring omgående og jeg måtte forklare ham, at vi ikke sælger smykker. Så skoddede han sin cigaret i papirspersiennerne og gik. Uopdragent.”

Benni stirrede ud i luften.

“Hvad skal jeg dog sige til Lydia?”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Brandvæsen

Supplerende info om nordvestjysk kriminalitetsbekæmpelse

Flux videre til afsnit 14

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 14:25

Løft venstre bagben, så jeg kan trimme de fedtede hårtjavser omkring dine testikler. Ja, sådan. Godt, lille Bubba, dygtig vuffer!”

Lydia er alene i andelshundesalonen Trim Fido Glad på Klamhuse Vestermark, og hun har haft travlt fra morgenstunden. Lige nu er en 85-kilos mastiff under behandling, mens dens to brødre ligger på gulvet og følger med. Hundeøjnene er blanke, og våde tunger dingler ud af de mægtige gab.

Lydia nynner til arbejdet. Musikken i salonen er Raquel Rastennis 1950’er-hit ”Der sidder en vovse i et vindue”, afspillet non-stop. I løbet af sine foreløbig to års læretid har Lydia hørt den cirka 167.000 gange.

Døren går op med et brag. En høj, tynd mand, iført sort diplomatfrakke og blanke støvletter springer ind med en kniv i hånden.

Hvor er din far?” siger han. ”Svar nu med det samme! Jeg er træt af udflugter og tom snak. Hvor er din far og den forbandede rubin?”

Mastiffen Bubba rejser sig fra behandlingsbordet, hurtigere end et firben forsvinder ind i et stendige. 85 kilo kampvægt flyver mod den truende mand, og de to andre giganthunde (henholdsvis 82 og 91 kilo) angriber simultant hans flanker.

Jeg skulle have medbragt hundekiks og/eller kødfoderfrikadeller, tænker doktoren, mens han spurter ud af salonen og hen over en våd pløjemark. Hans frakke og benklæder er allerede bidt i laser, og hundetænder sætter blodrøde mærker i hans blege balder.

Bubba! Nollert! Poppa!”

Lydia står i døren og kalder forgæves på sine kunder. Doktoren og de tre rasende monsterhunde bevæger sig som springlopper ud mod horisonten. Med samme fart, men i en anden retning, strømmer arbejdsklædte landproletarer forbi hende ind mod Klamhuse midtby. Ingen standser for at beundre hendes røde læber og yppige figur, og det er højst usædvanligt.

Hvad er der galt?” spørger hun.

Herrebeklædningsmagasinet brænder!”

Lydia glemmer alt om rubinring, hunde og truende mandsperson. Hun løber efter proletarerne, og da hun når frem til Strøgboulevarden, må hun udstøde et skrig. Af det palæagtige magasin, byens og oplandets stolthed, er der ikke andet tilbage end et par rygende stolper og en fæl stank af brændt plastic.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

hunde mastiffs mad foder guf

Supplerende info om nordvestjysk hundehold

Flux videre til afsnit 15

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 15:25

Bax IX Lubbert havde glemt alt om tiden, mens han sad på værtshus. Han havde drukket tæt sammen med Onkel Philbert og det var endt med, at de to herrer spillede hasardspil. I sidste runde satsede Onkel Philbert sit trægebis og sin abekat Mångki, som han havde taget med sig hjem fra de varme lande.

Og Bax vandt det hele.

“Et spil til,” smaskede Onkel Philbert. “Hvad med russisk roulette?”

“Drop det,” svarede Bax og gav oldingen en lussing. Han rejste sig fra bordet. “Mångki er min!” Han samlede pengene og gebisset sammen og greb aben i nakkeskindet og placerede den bagpå. Den lagde om halsen på Bax og hang som en rygsæk.

“Har I hørt det?” råbte en ung knægt der netop var løbet ind ad døren til beværtningen. “Herrebeklædningsmagasinet er brændt ned til grunden.”

Bax brød ud i en tør latter.

* * *

Benni og Lydia trak sig ud af folkemængden og stillede sig på afstand af den udbrændte bygning. Udsendte reportere og fotografer fra De Knockelske Blade stod ved asken og dokumenterede. Benni havde selv givet et interview dog uden at sige hele sandheden. Offentligheden måtte ikke vide besked.

“Hvad skal jeg arme mand dog stille op?” sukkede Benni.

Bag ham trampede doktorens to håndlangere med forbindinger på hovederne. De gav ham en lussing hver og rakte ham en brun konvolut.

“Mød os på på Kødfoderfabrikken om en time. Tag rubinringen med. Den ægte!”

“Hvad hvis jeg nægter?” sagde Benni.

“Så må vi jo gå efter din forlovede eller dit silkeslips!” sagde Brutus og slikkede sig om munden.

“Ikke mit silkeslips,” jamrede Benni og tog sig til halsen.

“Vi ses om en time.” De to store brød forlod Strøgboulevarden med hastige skridt.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Kalenderabe

Link til nordvestjysk husdyrnyt

Flux videre til afsnit 16

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 16:25

”Hvad er det for noget med den rubin?” spurgte en engel, som havde lagt harpen for at holde frokostpause.

Agnar Mykle (1915-94) sad ved et himmelsk bord med pølsemad og norsk pilsnerøl af mærket Hansa. Han tørrede sig om munden og forklarede:

”Engang midt i det 20. århundrede havde jeg en smuk ung kæreste. Mit litterære mesterværk, ‘Sangen om den røde rubin’, var udkommet og fik takket være nogle erotiske passager skandalesucces — ikke bare i Norge, men over det meste af Vesteuropa. Pengene væltede ind. Jeg købte en forlovelsesring af det pureste guld og fik påmonteret den største og flotteste røde rubin, der kunne opdrives. Pigens hjerte smeltede, og andre dele af hendes anatomi fulgte pænt med. Triumf!”

”Aha,” sagde englen og hældte dressing over sin salat.

Mykle fortsatte:

”To generationer senere er rubinringen gået i arv til sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo. Hun holder sin årlige vintercampingferie i nærheden af Holstebro, Danmark. En sigøjner stjæler min røde rubin og sælger den kort efter til herreekviperingshandler Benni Borgwald-Bertelsen, Klamhuse, der vil overraske sin udkårne, hundefrisørelev Lydia Lubbert, med en så udsøgt forlovelsesgave.”

”Samme ring, samme trick,” bemærkede englen.

”Netop. Alt på Jorden kører i ring. En skummel forbryder med dæknavnet ’doktoren’ sender to gorillaer af sted for at tage ringen fra Benni. Benni stikker dem imidlertid en anden ring. Lydia får den ægte rubinring og er begejstret. Sent samme aften, mens banditterne igen angriber Benni og bortfører ham, dukker Lydias far, dynamitfisker Bax IX Lubbert op hos hende. Han bryder sig ikke om Benni, og han konfiskerer ringen.”

”Hård mand.”

”Stenhård. I nattemørket om bord på dynamitfiskerbåden taber han – uden at opdage det – ringen ned i lastrummet, hvor den bliver slugt af en torsk. Næste morgen er der orkanvarsel over Nordvestjylland. Bax går op i byen for at drikke sig fuld, og undervejs forærer han torsken med det dyrebare maveindhold  til en fattig enke, kendt som Mutter Schweske.”

”Aha,” siger den gumlende engel. ”Videre!”

”I Norge anses det for en national katastrofe, at den kendte sangerinde har mistet det historiske klenodie. Dansk politi sætter alle kræfter ind på at opspore rubinen. Og den skumle doktor har heller ikke opgivet sin jagt. Han opsøger Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og sætter det i brand.”

”Og hvad sker der så?”

Agnar Mykle drak en slurk øl. Udtrykket i hans øjne var eftertænksomt.

”Det får vi at se,” sagde han.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

9788205457911

Extern info om forfatteren Agnar Mykle

Flux videre til afsnit 17

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 17:25

Benni og Lydia gik ned mod slumkvarteret for at opsøge dynatmitfisker Bax IX Lubbert i hans private barak.

De havde først været på havnen og derefter besøgt Landproletarisk Kælderbodega. Her fortalte Onkel Philbert, at Bax var gået hjem for at spise slæbesild sammen med Mångki, onkels nye abe.

Det forlovede par stoppede foran dynamitfiskerens matrikel og skævede mod skuret der var opført af drivtømmer og traktordæk.

“Lydia …” sagde Benni trist. Han så hende dybt i øjnene. “Vi bliver nødt til at konfrontere ham. Der er simpelthen for meget på spil. Mit silkeslips. Dit ve og vel. Hele Danmarks sikkerhed. Jeg lover at købe en ny ring til dig. Den bliver måske ikke nær så smuk og dyr…”

Lydia nikkede og kneb en tåre.

“Åh, Benni. Hvad er det dog vi har rodet os ud i?” Hun omfavnede ham. “Du har ret. Men min far vil aldrig aflevere den til os. Ikke på vilkår.”

Benni rettede ryggen og fremdrog sin nyerhvervede Colt.

“Måske kan denne overtale ham.”

“Er det virkelig nødvendigt?” gispede Lydia.

Benni nikkede bestemt, gemte pistolen væk og åbnede havelågen.

* * *

Kødfoderfabrikkens gigantiske produktionslokaler var stille som graven. Doktoren marcherede frem og tilbage og klargjorde maskinen, der skulle blive Benni Borgwald-Bertelsens endeligt. Han måtte elimineres.

Normalt var kødfoderfabrikken fyldt med hårdtarbejdende folk. Men ikke denne dag. Doktoren havde hypnotiseret direktøren til at blæse i fyraftensfløjten og sende alle medarbejdere hjem, så mødet kunne finde sted i hemmelighed.

Han gned hænderne sammen og gnæggede. Hvis alt gik vel, ville han snart besidde den røde rubin, og Benni Borgwald-Bertelsen ville være knust til kødgrød og hældt på konservesdåser.

Doktoren så på lommeuret. Klokken var 12.15. Om tre kvarter gik det løs. Når han fik den røde rubin, havde han endelig en klemme på Norge.

* * *

Bax IX rev den skæve trædør op og stirrede på Benni med et anklagende blik.

“Dig!” vrængede han.

“Hr. Lubbert,” sagde Benni og mærkede sin hals snøre sig sammen. Svigerfaderen var større end han huskede.

“Hvad vil du mig?” brummede Bax. “Har du ikke travlt med at feje aske sammen?” Han smilede hånligt.

“Du har desværre … noget … der tilhører Ly… din datter,” fremstammede Benni. “Jeg vil frygtelig gerne have … rubinringen tilbage. Det …”

Bax knaldede ham en lussing, der sendte ham baglæns ud i forhaven. Benni landede på gruset.

“Forlovelsen er aflyst. Er det forstået?” tordnede Bax. “Jeg finder selv en ægtemand til min datter. Der er flere kandidater i proletariatet. Du er ikke andet end et overklassebløddyr!”

Benni rejste sig og trak sin pistol.

“Det … det er vi to om at bestemme!” Han sigtede på sin svigerfader med rystende hænder. “Rubinringen nu! Ellers …”

Bax stirrede på den desperate mand med et overrasket udtryk. Hans mundvige bevægede sig opad. Dynamitfiskeren satte fingrene til munden og piftede. Med en pludselig bevægelse spænede en krumrygget, pelset skikkelse ud fra barakken og sprang i flæsket på Benni.

Aben Mångki afvæbnede ham med et håndkantsslag og gav ham en pinefuld olfert. Primaten trak Benni gennem forhaven i underbenklæderne og urinerede på ham.

Bax brød ud i en hjertelig latter mens aben ydmygede svigersønnen yderligere. Lydia stod ude ved fortovet i en katatonisk choktilstand.

“Så er det godt,” udbrød Bax, og Mångki løb ind i barakken igen for at spise melorme, ryge cigarer og drikke rød sodavand.

“Jeg troede ikke du havde det i dig,” grinede Bax og hjalp Benni på benene. “Det kræver rygrad at true mig. Kom indenfor, I to.”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Aber som tilskuere

Mere info om nordvestjysk kødfoderproduktion

Flux videre til afsnit 18

Retur til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 18:25

“Så er der guf, drenge og piger!”

Mutter Schweskes råb gjaldede gennem bræddehytten på Blodhøj. Børnene vågnede til live og kravlede hen mod middagsbordet.

Gennem årene var den gamle dynamitfiskerenke og hendes cirka 14 børn i alderen fra 38 og opefter mange gange blevet kåret som Nordvestjyllands mest debile klientfamilie. Gaver strømmede ind, især ved juletid, og familiens ry havde bredt sig ud over verden.

Forrige jul var et afrikansk tv-hold kommet forbi for at lave en dokumentar om enkefruen og de lallende, kronisk uarbejdsdygtige børn. Overalt i Afrika havde jævne, godhjertede negere indset, at her måtte hjælp til, og bidrag strømmede ind. Administration og forsendelse havde naturligvis gnavet lidt af millionerne, men forleden morgen indløb omsider 217,28 gode danske kroner til Mutter Schweske. Hun omsatte straks det meste af formuen i brunt kødfodergranulat kvalitet II fra Klamhuse Kødfoderfabrik, grundsubstansen i de fleste nordvestjyske egnsretter.

Børnene guffede i sig som aldrig før og gad ikke længere spise fisk, hvedebrød eller anden sekundamad. Den torsk, Mutter Schweske forleden morgen havde fået af Bax IX Lubbert, lå i en papkasse og begyndte at lugte.

“Utaknemlige, flabede unger,” sagde hun og smækkede en af sønnerne, den 54-årige kultursociolog Abdul Schweske et par lussinger. Han sad nærmest, og det var hans tur.

Mutter gik gennem bryggerset, greb den halvrådne fisk og slyngede den ud i gården, hvor den knustes mod brostenene. I løbet af sekunder var fire-fem katte i kamp om stumperne. En af dem, Archibald, havde sat tænderne i torskens mavesæk og klemte sig under et plankeværk for at kunne nyde sit bytte i fred højere oppe på Blodhøj.

Andre og større dyr havde dog også fået færten af fiskemad. En lydløs, lynhurtig abe dumpede ned fra et lærketræ og greb fat i torskemaven, som bristede. Stanken var ubeskrivelig, men den årvågne abe bemærkede det knap nok. Dens øjne spiledes ud og skinnede begejstret ved synet af guld og ædelsten.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

8ef8d91840c87e9967e371589084945f

Mere info om nordvestjysk familieliv

Flux videre til afsnit 19

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 19:25

Bilradioen skrattede højt:

“Nu er det nok! udtaler den norske udenrigsminister og tilføjer at hvis Danmark ikke kan levere rubinringen tilbage til Pula Skogmo inden i morgen tidlig, vil bomberne regne over Nordvestjylland. Norges tålmodighed er opbrugt …”

Benni gned sig i øjnene.

“Åh, hvor det dog klør, det skidt,” sagde han.

“Hørte du det?” sagde Lydia og greb hans overarm.

“Hvad siger du?”

“Jeg siger at …”

“Hvabehar?”

Benni kunne intet høre eller se, men det var der en bestemt grund til. Det var en del af planen som de havde udtænkt i dynamitfiskerens domicil.

Klokken 12.58 præcis satte hyrevognen Benni og Lydia af ved Klamhuse Kødfoderfabrik.

Benni tog den brune konvolut, som doktorens lakajer havde givet ham. Den indeholdt en nøgle som de låste sig ind af bagdøren med.

Henne ved kødkværn nr. 17 stod doktoren i selskab med sine to bandagerede kumpaner.

“Har I ringen med?” sagde doktoren. “Den ægte røde rubin?”

Karloff og Brutus knyttede nævnerne.

“Jah,” svarede Lydia og løftede et polstret ring-etui i sin højre hånd.

Doktoren stak armen frem.

“Lige et øjeblik,” råbte Benni. “Inden vi overdrager den og du begynder på dine numre, så har vi krav på at vide hvad der foregår!”

Bennis stemme gav ekko i hallen. Han satte hænderne i siden. Doktoren så ham an og nikkede langsomt:

“Lad gå,” sagde skurken.

“Og tal klart og tydeligt!” råbte Benni.

Doktoren lagde armene på ryggen og gik frem og tilbage mens han begyndte at fortælle:

“Mit navn er Svend Skogmo Storjætte. Jeg var indtil i fjor gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo.”

Lydia gispede. Benni så upåvirket ud, mest fordi han hverken kunne høre eller se særlig meget grundet torskerognsørepropperne og fiskeskindskontaktlinserne, som han havde konstrueret af efterladenskaberne på svigerfaderens frokosttallerken.

“Min ekskones rubinring er vigtig for Norge. Hvis jeg besidder den, er det mig der stiller kravene. Jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat inden krigen begynder. Derfra kan jeg begynde at forlange en passende løsesum. Det er den korte version.”

Lydia nev Benni i armen og han stak diskret hånden i frakkelommen og afbrød båndoptageren. Han havde fået hvad han behøvede. Hvis han afleverede doktorens monolog til politiet og de knockelske blade, ville katastrofen kunne afværges.

Hverken han eller Lydia havde medbragt rubinringen. Bax kunne ikke finde den, så de måtte tænke kreativt. Ring-etuiet i Lydias hånd gemte i stedet på en sløv, rusten fiskekrog.

“Men nok om det.” Svend Skogmo Storjætte trak sit lommeur fri og lod det pendulere foran Benni.

“Nu gør du som jeg siger, Benni Borgwald-Bertelsen. Du er under min kontrol!”

Benni stirrede tomt ud i luften.

“Du lægger dig op på kødbåndet og nyder hele turen gennem maskineriet, til du er hakket i stumper og stykker og hældt på dåser som Velhavergullasch. Gør som jeg siger.”

Karloff og Brutus tændte for kødkværn nr. 17. Den arbejdede sig op i tempo.

“Nu!” råbte Benni.

Lydia hev lommeuret ud af doktorens hånd og kastede det på rullebåndet. Uret kørte ind i kødhakkeren og blev knust.

“Pokkers!” udbrød doktoren og trak sig tilbage.

Benni fremdrog sin Colt med den ene hånd og pillede kontaktlinserne og ørepropperne ud med den anden.

Sanserne var tilbage.

“Legen slutter her. Nu går vi alle fem ned på politistationen,” sagde Benni med et selvsikkert smil. “Dette er en civil anholdelse!”

“Du er vel ikke så naiv at tro, at jeg ikke har forberedt en plan B?” Den nedrige norske hypnosedoktor fløjtede en simpel melodi. Sekundet efter puslede det i krogene.

Benni og Lydia vendte blikkene betuttet rundt.

Rotter i hobetal vrimlede ud fra rørene og ud fra huller i murene og gulvet. De peb og gik til angreb på Benni. Nogle kravlede op i hans bukseben. Han sigtede på dyrene og trykkede på aftrækkeren. klik, klik, klik.

“Lort i lommen,” mumlede han. Sigøjneren havde snydt ham igen. Patronerne var selvfølgelig ikke inkluderet.

Han forsøgte at slå gnaverne af sig, mens han kravlede op på en kasse. I forvirringen kunne han høre doktorens hysteriske latter og sin forlovedes fortabte angstskrig.

“Benni!”

“Lydia!” Der lød hastige skridt over betongulvet. Han sprang ned og maste fire rotter, inden han optog forfølgelsen.

Benni halsede ud af hallen med rottehæren i hælene. Han nåede at se sin elskede Lydia blive kastet ind i lastrummet på varevognen med påskriften Morfars Medister. Bilen startede og susede af sted.

Det var ikke sådan, det skulle være gået til.

Selv om han lagde alle kræfter i, kunne han ikke til fods indhente den fækaliedækkede varevogn, der snart blot var en prik i horisonten.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Rottefangst

Hård supplerende info om nordvestjyske skadedyr

Flux videre til afsnit 20

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 20:25

En lille fadøl, Orna, bare en enkelt lille opskænkning, mit lamseben… Vi er i julemåneden. Vis dog lidt nissesind, søde Orna!”

Onkel Philbert sad ved stambordet på Proletarisk Kælderbodega i Blodhavn. Værtinden Orna Qvalm stod bag sin bardisk og skulede surt til ham. Godt nok var han kunde gennem årtier, men i den seneste måneds tid havde han trukket sin kredit til den yderste grænse og længere endnu.

Du har ikke råd til at drikke, Philbert,” sagde hun med grus i stemmen. ”Den dér fjollede abe, du har anskaffet – den skal jo fodres. Og du skal købe julegaver til otte børn, 27 børnebørn og 14, om få dage 15 oldebørn. Det løber alt sammen op, gamle dreng.”

Onkel Philbert stønnede sygt og sugede på den sidste stump af sit cigarskod. Han havde haft et eventyrligt liv på syv have og fem kontinenter, men ligefrem rig havde det ikke gjort ham.

I det samme blev døren til kælderbodegaen smækket op. Hans måske eneste sande ven, aben Mångki, kom løbende ind med en klump af et eller andet madagtigt i munden. En rådden, stinkende fiskemave var det vist.

Ikke herind med det stads!” skreg Orna Qvalm. ”Forsvind med dig, abe – forsvind begge to!”

Aben flænsede i fisken, og en lille tingest trillede ud på bordet. Onkel Philbert tog den op mellem fingrene, tørrede den i sit frakkeærme og kiggede nærmere på den.

Verdammt noch mal!” udbrød han. ”Det ligner slående den ring, min ven Agnar Mykle forærede sin kæreste i 1957.”

Gud, du siger da ikke… at det er den ring, de siger i fjernsynet, at nordmændene vil føre krig om?” spurgte Orna Qvalm, mens hun krabbede sidelæns nærmere.

Det ved jeg intet om,” sagde onkel Philbert. ”Jeg er olding nu. Jeg hører ikke radio og ser ikke fjernsyn og vil skide på alt, der ligger længere væk end sognegrænsen mod Holstebro.”

Der var som altid halvmørkt i Ornas kælder, men hun havde en stavlygte i forklædelommen, og nu rettede hun en hvid lyskegle mod ringen med den mægtige, intenst glødende rubin.

Nordmændene er meget optagede af den ring. Krigen kan begynde når som helst.”

Jeg vil skide nordmændene et langt stykke,” sagde onkel Philbert. ”Australnegere og hottentotter har jeg en vis respekt for, men den eneste ranke og regulære nordmand, jeg nogensinde har mødt, var Agnar Mykle, og han blev plaget ihjel af skattevæsenet deroppe. Nu er ringen min.”

Han proppede den i lommen.

Gul hestepilsner og berigede urandrinks til alle, Orna! Også til Mångki! For et øjeblik siden var jeg en fattig stodder, nu er Mångki og jeg stenrige, og det skal fejres.”

Værtinden nikkede, og onkel Philbert brød ud i sang:

Lad kapslerne klirre, lad propperne knalde, nu vanker der pilsner og uran til alle!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

 Rubinring certificeret

Mere info om drukkultur i Nordvestjylland

Flux videre til afsnit 21

Retur til avisens forside