Kategoriarkiv: Baldur Hyppeson

Baldurs niende kvad: Lyt til fuglene

Det er hæsligt at være vidne til

Det meningsløse rænkespil,

Som har sat sit præg på store dele af kloden,

På grund af de få som sad der ved floden.

Siden har deres påstande hærget overalt med tro og idealer,

Imens de brugte skarpladte våben og tordentaler,

Og fik oprettet nationer med tvivlsomme regimer,

Ved hjælp af slørede foredrag som ikke rimer.

Menneskeheden sidder fast i en skrue uden ende,

Og intet tyder på at dette magtmisbrug vil vende.

Den ene hersker er ikke bedre end den anden,

For dem alle gælder det kun om at overgå hinanden.

Om de kaldes for demokrater eller diktatorer,

Er det eneste de vil at være – de store.

Som påstår at være udvalgt af en højere magt,

Og at alle deres påstande er forudsagt.

Men vi Aser som kender alt til både kloden og livet,

Ved også at intet på forhånd er givet.

Det gælder også for menneskearten,

At deres liv har den samme værdi som leoparden.

Og al deres snak om magten og æren,

Vil forhåbentlig en dag opsluges i atmosfæren.

Jeg forudsiger ikke ragnarok,

Men peger på menneskers urimelig målestok.

De tror at de kan regne alting ud,

Og vil regulere livet med systemer og forbud.

Men det hjælper dem ikke at de sidder og tæller,

Imens de samler på trofæer og meningsfæller.

Baldurportræt

Det er menneskehedens abe-sind

Som får dem alle til at rende med en halv vind.

De fleste som havde søgt tilflugt i hulen,

Havde inden da været fri som fuglen,

Men nu sad de der og krøb ynkeligt sammen,

Og så den mistede frihed som fryd og gammen.

De glemte at frihed ikke er ubegrænset,

Et abe-sinds visdom er meget indskrænket.

 Fordi menneskehedens historie bygger på den illusion

Som opstod i den ret pinlige situation,

Som jeg har peget på adskillige gange,

Helt tilbage fra Arilds tid

 Blev det nemlig til storhedsvanvid.

Fordi de fejl som fulgte med er utrolig mange.

Og det som for alt levende blev så forbandet,

Er den respekt de fik til de få som sad der ved vandet

De som påstod at livet blev langt og stabilt

Når bare alt blev ensrettet og gjort sterilt.

Det der naturligvis også hjalp på sagen,

Var den ydmyghed de fleste lagde for dagen.

Derfor tvivler jeg også på,

Om det er de mange – eller de få,

Som får det narrespil til at blive ved

Med at gøre kloden til et ubehageligt sted,

Hvor brutale krige og ufred raser,

Fordi de engang ville ligne – os Aser.

Både de store og små tror nemlig stadig på storkenes snakken,

Som var det der fik flertallet ned med nakken.

Det er sørgeligt at de stadig lytter til sladderen,

Som stammer fra en gang formålsløs pladren.

Her i norden lyttede vi også til fugle

Men vi glemte ikke den mindste smule,

Vi gav os den tid der skulle til,

Og deltog ikke i narrespil.

Vi Aser er ikke af abe-art,

Fordi vi fik en hel anden start.

SE OGSÅ:

HenvBaldursottende

Baldurs 8. kvad: Aber uden pels

Som Aser er Solvej og jeg evigt forbundet

I en samklang som hos mennesker er helt forsvundet.

Jeg er den der i ly af mørket kan styre sproget,

Hun som i dagslys ser alt det der er så broget,

Som en ægte Ase kan hun se det der er galt,

Alt hvad der er både falskt og fatalt.

Og afslører sin viden i udsøgte godbidder,

 Med den visdom som alle Aser besidder.

Og fortæller mig hvad der sker om dagen,

Så jeg om natten i fred og ro kan tage mig af sagen.

For selvom der er forskel på hanner og hunner,

Så gemmer vi den til de herlige stunder,

Hvor forskellen give os den skønneste fryd,

At se bort fra det er bedrag – og snyd.

Vi ser menneskehedens kønskamp som svindel og fup

Et af tyranner og profeternes mest udspekulerede kup.

Og en følge af de forvrængede billeder de skallede aber så i vandet,

Et ubegribeligt pres som så meget andet.

Af den stramme struktur som de har konfektioneret,

Og i deres hellige skrifter på – græsk og latin – fik dokumenteret.

Men hvad er disse dokumenter i grunden,

Ikke andet end bevis på at det var mudder de fandt på bunden,

Af det vandhul hvor de sad og pønsede på,

Alle de fordele de selv kunne få,

Når de bare påstod, det var de vise sten de havde fundet,

Og fastslog det var magten og æren de havde vundet.

De som var blevet tilbage i hulen,

Så nemlig ikke deres snedige skulen,

Det var flertallet som var blevet tilbage,

Og de tænkte slet ikke på at beklage –

Sig over – at det den lille flok havde opfundet

Ikke var særlig klart begrundet.

Uden pels var de fleste blevet så skrøbelige

og var derfor en hel del bedrøvelige.

For dem gjaldt det kun om, at få tørsten slukket

Nå, ja – og vel også at få hulens indgang lukket.

De havde jo rykket en smule på klippeblokken,

Da vandet skulle hentes af de få fra flokken.

Og angsten for de mange pelsklædte chimpanser,

Havde skræmt dem så meget og sløret deres sanser.

Måske havde de mod da de selv var pelsklædte aber,

Men når en art skifter ham er der meget den taber.

Da de mistede det meste af pelsen opstod et savn,

De fleste nægtede at se at den havde været til gavn.

Men de få så tabet som deres helt private chance

Til at løse problemet – både med fordel og elegance.

Og det kom sig af de havde hørt en besynderlig pludren

Som storkene kom med i deres indbyrdes sludren.

De langbenede fugle fortalte om os,

Mest fordi de så aber som noget støjende og irriterende ros.

De fortalte om gode dage i de nordlige områder,

Og om os der levede på vores gode og stilfærdige måder.

Men de forvirrede aber fik ikke det hele med,

Det var derfor de kom så galt af sted.

De bemærkede kun at vi var lyse i huden og meget ranke –

Gik oprejst, var nøgne – men havde en manke.

Det der tiltalte aberne mest var – det nøgne,

Og det blev starten på mange løgne.

Abernes problem var jo netop den pels de mistede

Så det er vel naturligt det var den oplysning som fristede.

Men de forvaltede den overordentlig dårligt,

Og brugte denne viden meget vilkårligt.

Sådan går det når man ikke hører det hele,

Og kun tænker på de kager til sig selv – man er ude på at mele

Derfor tosser de rundt i en endeløs fumlen,

Der bliver til en nervøs og rastløs gumlen.

Baldurportræt

Baldurs 7. kvad: Søster Solvej fra Brøndbyøster

Når morgenduggen falder blinker rimene i græsset,

Men efter nattens ridt kan jeg være noget presset,

Der sker så meget i nattens mørke,

Og min hals plages af en rusten tørke.

Men så hjælper det med en morgendram,

Hvorefter jeg giver min søster et kram,

Imens jeg glæder mig over at jeg har en søster.

Den dejlige Solvej fra Brøndbyøster.

Solvej

Når jeg stopper mit ridt er det hendes tur,

Til at begynde sit – imens jeg tager mig en velfortjent lur.

Det er hendes dont at ride Skinnfaze hele dagen,

Og for hende er rimede kvad ikke lige sagen.

Vi deles om døgnet, og på den måde har det altid været,

Som Aser forstår vi at dele besværet.

Det er Solvej og mig som styrer såvel dagen som natten

At tro noget andet er en af de helliges fjer i hatten,

Som så meget andet hentet direkte fra komplottet

Hos dem som sidder og blærer sig oppe på slottet,

Eller hvad de nu kalder deres bevogtede residenser

Hvorfra tyranner og profeter planlægger og styrer “tidens” tendenser.

Den tid som de tror kan sættes på skinner,

De har ikke fattet at den ustandselig forsvinder.

Deres ideer om sekunder – minutter og timer,

Er flygtige påstande som ikke rimer.

De har bagatelliseret tidens virkelige væsen,

En tyran eller profet er ikke så kræsen.

De har indrettet alt i deres eget register

Som i vore øjne mest af alt ligner medister –

Pølsen – hvor skindet sprak,

Med andre ord ikke andet end pølsesnak.

De har opbygget snedige talsystemer,

Som skal fastholde alt hvad de vil og mener,

Det ligger nemlig i alle deres metoder,

At få tilgodeset deres egne goder.

Når de kalder tabeller og talrækker for logisk

Skjuler de at logikkens baggrund er filosofisk.

Påstande hentet på de autoriserede læreanstalter

Som tyranner og profeter i samråd forvalter.

Og hermed er vi atter tilbage

I menneskehedens tidligste dage,

Til den lille flok halvskallede chimpanser

Med abe-sind og barbariske sanser.

De der var sendt ud for at hente vandet,

og sidenhen ikke tænkte på andet,

End at de ville være hele flokkens idealer,

Samt dem der bestyrer og befaler.

Det var nok nemt fordi aber altid har været hinandens ekkoer,

Selv når de skiftede farve som snedige gekkoer.

Det hele var noget der blev brygget sammen,

Af den lille folk som sad der ved dammen –

Hvis det da ikke var en flod eller måske bare en lille vandpyt,

Det vigtigste er, at både de selv og alle andre blev grundigt snydt.

Dengang de betragtede sig selv i det urolige spejl,

Og dermed satte gang i en lang række fejl.

Det der skete dengang for så længe siden,

Er bevidst blevet skjult hele tiden,

Det den lille flok havde set i vandet gjorde dem blaserte

Selvom disse spejlbilleder var både skæve og forkerte.

Baldurportræt

Baldurs 6. kvad: Flertallets kvaler

Jeg drak et stort krus mjød i går

Af ærgrelse over flertallets fastlåste kår,

De kår som blev bygget op af løgn og latin,

Og gjorde dele af kloden til en vældig latrin.

Mjøden sætter sin smag i vore ganer,

Og minder om vi har godt af de vaner,

Som styrker vore tanker så vi bliver glade,

At forsage en dram i ny og næ gør ens tanker for flade.

Der gælder det samme for flæsket og tobakken,

Noget der også bliver brugt i profeter og tyrannernes snakken.

Baldurportræt

Vi Aser som holder til her – højt mod nord,

Lader bare stå til, fordi vi følger vores egen rettesnor.

Vi havde jo set dengang de nede sydfra trængte sig på,

At de der kom var både formørkede og rå.

Vi vidste også at al deres snak om regler og dyder,

Var opfundet af en lille flok skallede aber som snyder –

Sig til – en ussel og latterlig herlighed,

Som blev styret af deres egen begærlighed.

Men vi lo bare ad alle deres løfter og idealer,

På trods af vi kendte til flertallets kvaler.

Vi havde forsøgt at hjælpe de stakler,

Som blev lokket i fælder, som blev kaldt for mirakler.

Men de fleste var for kuede til at lytte,

Så vores visdom var ikke til megen nytte.

  Jeg har skuet meget langt tilbage,

Og peget på noget der skete i gamle dage.

Længe før der var byer, lande og unioner

Og folk som skød på hinanden med kæmpekanoner.

Flertallet har glemt den lille flok usle, afpillede primater

Som startede de afgrænsede reservater.

De som havde set deres egne spejlbilleder i vandet,

Da de kom tilbage til hulen, tænkte de ikke på andet,

End at gøre sig selv og hinanden til idealer,

Først med krumspring og senere med skarpslebne sabler.

Deres tankegang var meget primitiv,

Som det passede til deres abe-liv.

Derfor var alt det der blev bygget for at civilisere

En platform hvor nogle få kunne vise sig og brillere.

 Og strukturen i flertallets verden er stadig den samme,

Selvom den er sat i en mere moderne ramme.

Der mest består af maskiner og isenkram

Som er tilpasset tyranner og profeternes diagram.

Det var vigtigt i takt med flertallets vækst,

At holde liv i deres egen gesjæft.

Alting blev delt op i grimt og flot,

En opdeling som blev til i det sammenspiste komplot,

Som vidste at aber – aber efter hinanden,

Og gerne hovere over den som får en på panden.

Det gav dem nemlig et stakket velbehag,

Som dulmede at den triumf har en fordægtig smag,

Så de ikke mærker de bliver taget ved næsen,

Fordi de overhørte tyranner og profeternes lumske hvæsen.

Som kun gik ud på at styrke deres egne fortrin

Og gøre flertallet helt til grin.

Det gøres nemmest ved at rakke ned,

Og forfølge dem som vil være i fred.

Først blev flertallet holdt hen i uvidenhed,

Så de troede på deres egen lidenhed.

Så forlangtes det at hanner fik bukser og hunnerne kjoler,

Så kønnene dermed fik synlige banderoler.

Hannerne blev tildelt bestemte beføjelser,

Og hunnerne gjort til pynt og hannernes fornøjelser.

Den opdeling var et udspekuleret kup,

Der var kun nogle få som kunne se det var fup.

SE OGSÅ:

HenvBALDURSFEMTE

Baldur Hyppeson: Det 4. Kvad


På nattens ridt har jeg ofte erfaret,

Noget det er vigtigt at få forklaret.

Der er for mange som tror at jeg er en hellig gud,

Beklager – det er et vådeskud.

Vi Aser har ingen guddommelig magt,

Det skuffer måske – men nu er det sagt.

Til gengæld har vi stor erfaring – og viden

Fordi vi har været på kloden hele tiden.

Længe før menneskearten blev til,

Og indgik i apostlenes dæmoniske spil.

 For lige fra menneskehedens spæde begyndelse,

Blev flertallet ofre for profeter og tyranners forkyndelse.

Aser er vidner til hvad der var på færde,

Da profeter og tyranner blev de missionærer

Som gav flertallet love – og pligten til,

At deltage i deres sammenspiste narrespil

Vi har gennemskuet at alt om deres løgn og latin,

Og ved at deres guder er som den hvide kanin

En gøgler trækker op af sin hat,

Et blændværk som gør dem han kan narre helt besat.

For selvom bedraget er godt camoufleret,

Blev for mange forbløffet – ydmyget og desavoueret.

Fordi missionærerne har helliggjort deres magt til at befale,

Kan de også tvinge flertallet til at betale.

Deres hellige diktater blev gjort til noget ukrænkeligt,

Men vi indser det er meget betænkeligt.

Når deres hellige guder blev kreeret af dem der vil føre

Menneskeheden på vildspor og lukke alle de døre,

Som skjuler formålet med deres missionske snakken

Om pligter, dyder og evig hakken,

På enhver som kan se der er noget rivende galt,

Og at dette magtmisbrug er katastrofalt.

Der blev lovet flertallet beskyttelse,

Selvom der faktisk var tale om en listig udnyttelse.

Der beriger nogle få på bekostning af mange,

Som til gengældt fik kår der var slunkne og trange.

Vi Aser er derimod en del af en evige snirklen,

Denne stadige vekslen i elementernes cirklen,

Som er livet, døden, jorden og vandet

Og ingen af os er groet fast i landet.

Vi er til for dem som har sans for vor færden

De som findes fordelt over hele verden.

Vi har ingen idealer og derfor heller ingen moral,

Den slags forskrifter er ikke andet end pral.

Men fortvivl nu ikke vi er nemme at finde

Vi lever i pagt med de evige vinde,

Som vifter omkring enhver der kan og vil lytte

Til vor viden om alt det der kan være til nytte,

Og bliver serveret i mine kvad,

I min helt egen stil og frisk fra fad.

Et fad der bugner af meget forskelligt,

Om dette og hint som ikke er helligt.

Det hellige byder os meget imod,

Det er godtkøbskram budt til fra en fjællebod,

Som bestyres af en stodder som står bag disken,

Og falbyder skidtet med en vennesæl smidsken.

Til de der ikke forstod de blev narret,

Nøjagtigt som det vi så klart har erfaret.

Baldurportræt

 

 

Nyt stordigt: FORREST I FLOKKEN

Baldurportræt

Jeg vil minde om, at jeg er Rimfazes rytter,

Som sidder til hest imens jeg lytter,

Og får ord til de kvad som jeg deler gavmildt ud,

Så nogle kan se, det kan skabe et brud,

På hvad flertallet alt for længe har troet på

Alle de der har så svært ved at forstå.

Jeg ved nemlig at flertallets dømmekraft,

Er defekt som et redskab der har mistet – sit skaft.

Det store flertal bliver ved med at fumle,

Og kan ikke se de regler som er falske og skumle.

Det har været sådan fra tidernes morgen,

At det var tyranner som havde sat sig selv – på borgen,

Den borg som de lokkede folk til at bygge,

Med løfter om at her blev de trygge.

Tyranner som førte sig frem med truthorn og brag,

Som kunne overdøve dette lumske bedrag.

Besatte af ideer om deres eget MEREværd,

Har de altid været til stort besvær,

For alle dem de så nemt kunne narre,

Til at holde igen og sparre og sparre,

På egne behov og beskedne vaner,

Og der er kun få iblandt dem som aner,

At de er ofre for bedrevidende og falske påstande,

Fordi tyranner i alle lande

Hyrede vagtfolk som de gav flotte uniformer

Og besked om at fastholde regler og normer.

Det fik vagterne til at svælge i ideer om dyder,

Som de dikterede flertallet – og det betyder

At de pressede folk til at stræbe og stræbe

Og udtænkte ideer om at straffe – og dræbe.

På den vis er flertallet blevet holdt nede,

Af de der ville bestemme og lede,

Flokkene i lige netop den retning

Som gav tyranner og vagterne den bedste forretning.

 

Men

Der fandtes altså også nogle,

Som nægtede at følge den parole.

De gjorde oprør og lavede revolutioner,

Eller bildte sig ind det hjalp med resolutioner.

De blev foragtet og kaldt for rebeller,

Dømt til at leve af luftsteg og vindfrikadeller.

Udråbt til skurke, banditter og kanaljer,

Beskrevet i tarvelige detaljer.

De skilte sig ud, men også i de oprørskes grupper

Er der nogle som både snyder og fupper.

De vidste det gav dem selv flere goder

Når bare de brugte de vante metoder.

Så de sørgede for at blive bemærket og komme til orde

Nøjagtig som de der blev anset – for de store.

De gik forrest i flokken og råbte op,

Thi det er vejen til berømmelsens top.

Og her står man så med to modstridende dele

Af opfattelsen af hvordan der bliver set på det hele.

Og hvem skal man følge,

Når de der vil styre sejler på hver sin bølge.

Det er slet ikke svært at se det slår klik

For flertallet i sådan en rodebutik.

 

Baldurs nye kvad

Netop indløbet fra vor norrøne stordigter, asen Baldur Hyppeson:

Jeg må advare om, at – i mine beretninger,
Kommer jeg ind på noget om lyssky forretninger.
Og I som har læst mit første kvad,
Har måske forstået at jeg langtfra er glad,
For det makværk som tyranner igennem alle tider har skabt,
Fordi det betyder så meget smukt og værdifuldt er tabt.
Jeg har passet min færd før I mennesker kom,
Det er derfor jeg ved hvad det er livet burde handler om.

Baldurportræt

Med min visdom – humor og poetiske evner
Kan jeg udfylde en del af de sprækker og revner,
Som findes i tyrannernes lange stimer
Af løgn og latin – som ikke rimer.
De mangler sans for både jamber og anapæster,
I alt hvad de siger og gør, disse selvglade bæster.
De er kort sagt en ynkelig, sammenspist flok,
Af smålige fuskere som aldrig får nok.

De har selv har gjort deres bluffnumre helt legale,
Og befæster i love, at det er dem der skal befale.
Det er så nemt og bekvemt når man sidder med magten
At afgøre både tonart og takten.
Desværre er de ikke ret musikalske,
Og maser sig frem både rå og bestialske.
De bilder sig ind de har krammet på enhver anden art,
Og tror at de selv engang fik en ophøjet start.

Alle Aserne vidste det – selv Odin og Thor,
Men fordi vi holdt til her – højt imod nord
Lod vi bæsterne snakke om tyrannernes dominerende Boss,
Vi mente ikke det ragede os.
Der er i tidens løb sket meget skidt – langt fra vore lokaliteter,
Men vi havde da hørt om de mange profeter,
Om konger – kejsere – paver og generaler
Og alle de andre som også praler,
Med magten, æren og egne beføjelser,
Som tager pusten fra flertallets mindre fornøjelser.

Vi fik informationer om alt og blev godt orienteret
af de trækfugle som kom her, når de havde ferieret,
Nede sydpå hvor solen skinnede hele dagen,
Der hvor folk lod sig styre af bæsterne – uden klagen.
Med fuglene var det en anden sag,
De holdt til i buske og træer, efter eget behag.
Bæsterne tog sig ikke af fugle,
Og agtede dem ikke – den mindste smule.
De foragter og glemmer enhver anden art,
End deres egen og bilder sig ind, at det er lovligt – og smart.

 Det var her hos os fuglene fik deres unger,
Og imens de lå på æg, fortalte de med kritiske tunger.
Noget skulle rugetiden forsødes med
Og til at bringe oplysninger frem var reden et velegnet sted.
De havde ikke andet at tage sig til,
End at berette om bæsternes skændige spil.

For os var nemt nok, at lytte til fuglenes snakken,
Om de stakler sydpå – som kom ned med nakken.
Og fordi de blev truet af regler – og våben,
Tav de og lod sig kue – med en usikker måben.
Faktisk havde de ingen ærlige chancer
Imod de som beherskede retsgyldige brancher.

Og hermed slutter jeg dette kvad,
Fordi jeg er træt og har brug for – lidt mad.

 

Gjaldende stordigt fra Baldur Hyppeson

Når jeg rider min hest hver eneste nat,
Bliver jeg om dagen et søvnigt skvat.
Jeg husker dog alt det jeg hørte og så,
Hvis jeg glemte min færd ville alt gå i stå.
Jeg er nødt til at følge den kurs der er lagt,
Jeg er låst fast i en evighedspagt.

Det er de vilkår jeg har ligesom andre Aser,
Der af de fleste folk betragtes som – blomster i vaser.
E
n smule til pynt, gjort til illusioner,
Af de bæster der har deres egne missioner.
De der kaldes for præster, regenter og til dels også tanter,
Der tager på livet med uldne vanter,
Som er helt uden fingre, de er mere som luffer,
Men tro dem ikke thi jeg ved at de bluffer.

Baldurportræt

Jeg husker alt det som de fleste har glemt,
Har set menneskeheden blive ydmyget og klemt,
A
f dem som folk selv har valgt til at passe butikken,
Men de bæster har sat sig på al mekanikken.
De der fik staklerne til at tro på alt deres gylle
Som gik ud på at de selv ville beriges og lade sig hylde.
Jeg har set det hele fra tidernes morgen
Derfor kender jeg alt om både glæder – og sorgen.
Og endte her som mørkets digter,
Et ærefuldt hverv som også forpligter,
Til at afsløre al den fumlen med viden,
Som har præget alverden – hele tiden.

Jeg ved det bliver svært,
Fordi det er løgn det de fleste har lært.
Og når alt hvad jeg siger er ægte og ærligt,
Bliver mit forhold til flertallet meget besværligt.
Måske er jeg naiv når jeg alligevel håber,
At kunne overdøve de værste tåber.
Jeg så jo det hele fra starten og frem til i dag,
Derfor bliver der tale om en indviklet sag.
Jeg ved godt min visdom bliver lidt svær at sluge,
For de folk der er så nemme at true.

Jeg har nemlig set det så mange gange,
Hos de arme stakler der lod sig fange,
Af missionærernes lumske fraser,
Som bare viser at deres vanvid raser,
Når de taler om alt det de kan og vil,
Selv om det kun er et trist og kedsommeligt spil,
En farce der bliver fremført af tæmmede tåber,
Der følger hinanden, imens de håber,
At de selv får en bid af de herskendes klistrede kage,
Selv når der knap nok er noget tilbage.

Jeg beklager men det er nu det jeg ser,
Når jeg søvnigt betragter alt det der sker.
I en verden som styres med vold og magt
Af dem, som har glemt det vi Aser har sagt.

Ny medarbejder fra den nordiske oldtid

lys Rimfaze m titel

Baldur Hyppeson er navnet
På den rytter som mange længe har savnet
At få mere viden om
Selvom han er Asen som
Hver eneste nat i de nordiske sagn
Har gjort menneskeheden megen gavn
Imens han førte sin hest som hedder Rimfaze
I passende afstand fra byer – som Faxe,
Det gælder nu også for andre byer
Dem han kan se fra de mørke skyer
Som har bredt sig ud over hele landet
Og gjort alt for meget mistænkeligt blandet.
Der er dog en grund til han blev sprunget over
Det er fordi han er vågen når andre sover.
Det ærgrede denne nyttige Ase
Indtil han fandt på – at mase
Sig på – og omsider nåede frem til hr. Knockel
Som blev begavet med en flot ny monokel.
Naturligvis blev redaktøren glad,
Og gav Baldur en plads i sit velkendte blad.
Han havde forsøgt sig hos andre aviser,
Men hos dem er det ikke visdom de priser.
For de fattede ikke at tiden var inde,
Til at indse der blæste for mange vinde,
Som fejede visdommen hånligt til side
Fordi der er meget de ikke vil vide.
I hr. Knockels nye flotte bladhus
kom Baldur til orde
Redaktøren forstod jo at hans tanker er store.
Baldurportræt