Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Kalenderblad 20: SKÅL, KÆRE OLDINGE!

Skriv et svar

“Kære gode oldinge, velkommen til dette års julefrokost på Klamhuse Proletariske Luxusoldingehjem. Som I kan se, er der bjerge af flæsk, pølse og 14 slags tilbehør på bordene, og vi starter som sædvanlig med en skål. Glædelig jul, hip hip hurra!”


Ragnhild Pølle, lussingterapeut på hjemmet, havde holdt festtalen. Oldinge og personale drak af den gråhvide velkomstdrik.

“Nu sker det,” hviskede lille Bruno. Han lå sammen med Arnulf og Lupus på et lavt tørreloft med udkig gennem en ventilationsrist ned i spisesalen.

Og ganske rigtigt. Alle langede til fadene i et vanvittigt tempo. Maden passerede ikke tallerkenerne, men blev skovlet direkte ind i de åbne munde. Flæsk, pølse, budding, roemos, savsmuldsbrød – lige meget, hvad det var, lynhurtigt forsvandt det.

Så lød første knald under et af bordene. Snart efter et til, og man anede en gnist dernede i mørket. Skrig og brøl kunne høres, mens endetarmene udsendte deres selvantændende eksplosive gas og straks derefter syndfloder af brun pladdermasse.

De tre iagttagere på loftet trak sig baglæns for undslippe stanken.

“Hvad siger I så? spurgte lille Bruno. “Er det godt nok?”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 18: VEJEN HJEM

Skriv et svar

Døren kunne låses op indefra. Så enkelt var det. Lille Bruno hørte gangsternes brøl, mens de dansede rundt i køkkenet med stråler af afføring sprøjtende bagud gennem de sønderrevne benklæder, og han tillod sig et smil, mens han gik ud i friheden.Hans levende drengehjerne fastholdt adressen på den lave, forfaldne villa, han havde været fange i.

Byen var selvfølgelig Holstebro, ondskabens åbne moderskød.

Han skyllede den værste forurening af sig i Storåen og overvejede, om han skulle opsøge politiet. Nej, det her var for stort og mærkeligt til, at man kunne blande sløve myndigheder ind i det. Han måtte tage turen nordvestpå til fods.


Våd og kold, men i strålende humør og rask tempo skridtede han af sted. Musen Mikkel kunne han mærke i sin inderlomme.

“Op med humøret,” mumlede han, mens han strøg den med en finger over nakken. “Der bliver masser af god mad og varme til os begge to, når vi kommer hjem.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 17: BRUNT INFERNO

Skriv et svar


Gangsterne ventede ikke på kniv og gaffel. De skovlede med fingrene det grove foder ind i deres åbne gab, og da tallerknerne var ryddet, rakte de ud efter mere.

“Ja ja,” sagde lille Bruno, “lad mig se, hvad jeg kan klare.”

Men det blev ikke nødvendigt. Hans afføringsmiddel var nået til fase to i sin virkning. Gangsterne holdt om deres opsvulmede maver, og ansigterne lignede dårlige fastelavnsmasker, der smeltede indefra.

Bruno kastede sig ned på køkkengulvet, sekundet før eksplosionerne kom. Orange flammer sprængte hul i de to mænds benklæder, og stråler af brun, stinkende pladdermasse sprøjtede ud i det trange køkken.

Bruno var i helvede, men for første gang i mange døgn kunne han også se en vej ud. Gangsterne trimlede rundt, brølende af smerte og rædsel, og han zigzaggede mellem deres ben hen mod køkkendøren, som var sprængt åben.

Med ansigtet sovset ind i deres bløde, dybstinkende afføring løb han gennem en kort mørk korridor frem til en dør med en glasrude. Der var blåligt aftenlys udenfor. Byens og verdens og frihedens lys.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 16: NOGET AT ÆDE

Skriv et svar



“Hold da kæft,” sagde gangster 1. “Der sker noget her.”

“Men skal der komme ild ud af røven?” sagde gangster 2. “Er det sådan, afføringsmidler virker?”

Musen Mikkel var trimlet om kuld. En heftig dynge af frisk afføring lå bag den, endnu rygende.

“Det var et forsøg,” svarede lille Bruno, mens han strøg varsomt over gnaverens runde ryg. “Nu må vi give Mikkel lidt vand og lade ham hvile.”

“Vand har vi nok af,” sagde gangster 1. “Jeg trænger til noget stærkere. Vi havde en flaske snaps i køkkenskabet, ikke?”

Gangster 2 tog flasken frem. “Jo jo, mere end halvt fuld,” sagde han, “så det kan vi andre også blive. Skal du have en tår med, stump?”

Lille Bruno rystede på hovedet.

Gangsterne skålede og tog et par solide slurke. Sekunder senere blev deres øjne større, og mundene åbnede sig. Nu lignede de fisk, eksempelvis torsk, på landjorden.

“Giv mig noget at æde!” brølede den høje.

“Mig også!” lød det med panik i stemmen fra hans makker.

Bruno skubbede to tallerkener med savsmuld og salpeter hen over køkkenbordet.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 14: MUSEN MIKKEL

Skriv et svar

“Jamen, hvor er du sød. Sid stille her. Vi er venner. Du skal bare lige drikke lidt af det her.”

Bruno Pølle havde modtaget sin første forsøgsmus, og her sad den på bordet i det trange køkken, som var hans laboratorium. Vinduet ud mod verden var sømmet til med rå brædder, og han anede stadig ikke, hvor han befandt sig, men han arbejdede.


“Drik så, Mikkel,” sagde Bruno og skubbede en underkop med gråhvid blended væske over mod den smukke lille gnaver.

Ved siden af underkoppen stod en pakke kiks og et stykke ost, havarti, som havde været på tilbud i et supermarked. Bruno lænede sig tilbage og ventede. Ville hans forsøgsdyr reagere, ville hans første forsøg på at genskabe slægtens historiske og hemmelige afføringsmiddel virke?

“Det er kraftedme på tid, at der sker noget,” lød det fra hans fangevogter, ham den høje ondskabsfulde, der altid lugtede af urin.

Svaret kom fra køkkenbordet. Hidsige gnavende lyde, mens Mikkel i løbet af sekunder høvlede forbløffende mængder af ost og kiks i sig. Mindst halvdelen af sin egen vægt fik han ryddet af vejen, inden han sank sammen, oppumpet og abnorm at se på.

“Og hvad fanden skal det så forestille?” sagde gangsteren.

Der lød et brag.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 13: TYGGEGUMMI

2 svar

Bruno, iført ternet forklæde, sprang rundt i det snævre køkken, han havde indrettet til laboratorium.

Det her er alvor, tænkte han. Jeg skal vise dem. Dem alle sammen, både gangsterne og mine egne elendige slægtninge, der ikke kommer og redder mig.

“Fire fuldfede mus!” skreg han. “Et halvt kilo salpeter, to poser svedskegrød og en pakke tyggegummi med mentholsmag. Er det forstået?”

Vagthavende kidnapper, den lille tykke, der lugtede af pubæ, sukkede langstrakt. “Du gør det fandme ikke nemt for os.”

“Tænk på gevinsten,” svarede lille Bruno. “Opskriften på afføring i næsten uendelige mængder. Rigdom og berømmelse.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 11: RETNING MOD HOLSTEBRO

1 svar

På afføringsmiddelfabrikken Pølle Expres og mange andre steder i Nordvestjylland herskede nu på fjerde døgn en trykkende stemning.

“Vi har givet dem, hvad de bad om,” sagde Lupus Pølle. “100 kroner og den hemmelige opskrift.”

“Jeg har tænkt over det,” svarede Arnulf Pølle, slægtens overhoved og fabrikkens generaldirektør, “og jeg har læst noget om emnet kidnapping. Forbryderne bliver ved med at forlange mere og mere. Og som regel – jeg kan næsten ikke få det over mine tørre gamle læber – men som regel kommer deres gidsel ikke tilbage i god behold.”

“Du mener…?”

“Ja,” sagde Arnulf.

“Duen med opskrift og penge fløj mod Holstebro.”

“Holstebro er næsten altid ondskabens moderskød,” lød det fra Arnulf.

“Men hvad gør vi så?”

“Det må være slut med at defækere i benklæderne. Der skal mere til.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 10: KEMISKE STOFFER

Skriv et svar

Formler og ligninger, noget der vist nok handlede om kemiske stoffers sammensætning. Niels Bohr-materiale. Ikke et eneste menneskeord, lille Bruno kunne genkende.

“Ja, knægt,” sagde den høje urinduftende gangster, “det er opskriften. Nu viser du os, hvordan den skal bruges, og det gør du i en helvedes fart.”

Bruno skar sine små hvide tænder mod hinanden. Opgaven var umulig og håbløs, tænkte han. Men så alligevel. Hans oldefar Jalbert havde været landbarber og lappeskrædder, inden han opfandt afføringsmidlet Pølle Expres og dermed skabte slægtens anseelse og velstand.


“Okay,” sagde drengen. “Jeg skal bruge nogle bøger. De kan hentes på biblioteket. Og nogle råstoffer. Mest ret almindelige. Husdyrpubæ og strandskaller og sådan noget.”

“Nu skal du fandme ikke begynde at spille smart,” bjæffede den onde mand.

“Jeg prøver bare at hjælpe. Det er det, I har bedt mig om.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 8: KAZOO ER KONGE

Skriv et svar

Toner af mirakuløs skønhed gav genlyd i det trange kælderrum, hvor lille Bruno syntes, at han havde siddet så uendeligt længe. Instrumentet, en grøn plastickazoo, havde klang af sandpapir, men når han spillede, lød det ind imellem som englesang, og han havde ikke andet at tage sig til i sit fængsel


Bruno kunne fornemme, at begge kidnappere sad uden for den låste dør og lyttede. Når han holdt pause, møflede de rundt og hostede. Efter en tid spurgte de, om der var noget, han trængte til, og de kom med ristet julepølse, læskedrikke og brun naturbudding. De var forbrydere, men en slags hjerter havde de vel alligevel i brystet.

Timerne gik, dage og nætter slæbte sig hen, uden at Bruno vidste, hvad klokken eller datoen var. Havde alle mennesker i verden, og især hans egen familie, glemt ham?

Så lød et råb udenfor.

“Duen er landet!” skreg en af gangsterne. “Den har noget med!”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 7: FLYV FUGL, FLYV!

Skriv et svar

“100 kroner,” læste Lupus højt fra brevet: “100 kroner og den hemmelige opskrift på Pølle Expres skal sendes med en brevdue, som venter i et bur et par km ude ad sognevejen over Klamhuse Hede. Når vi har modtaget penge og opskriften på afføringsmidlet, og når vi er sikre på, at det er den originale og uforfalskede recept, bliver jeres kære lille Bruno løsladt i god behold.”


Arnulf kastede sig ned på direktørkontorets gulv og tog en bid af det tykke orientalske tæppe, som han til daglig dryssede cigaraske over og spildte cognacsjatter i.

“Den opskrift er vort helligste og mest værdifulde eje,” jamrede han. “Kun to nulevende personer, du Lupus, uddannet biokemiker med diplom fra Klamhuse Folkeuniversitet, og jeg selv kender sammensætningen af det værdimateriale, der bobler i kedlerne i fabrikshallen. Skal vi give den recept fra os, skal vi sende den pr. brevdue af sted til onde og hensynsløse mennesker?”

Lupus faldt på knæ ved siden af onklen. Hans ansigt var hvidere end de fleste fastelavnsdødninges

“Liv eller død,” sagde han. “Og 100 kroner.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside