
Formler og ligninger, noget der vist nok handlede om kemiske stoffers sammensætning. Niels Bohr-materiale. Ikke et eneste menneskeord, lille Bruno kunne genkende.
“Ja, knægt,” sagde den høje urinduftende gangster, “det er opskriften. Nu viser du os, hvordan den skal bruges, og det gør du i en helvedes fart.”
Bruno skar sine små hvide tænder mod hinanden. Opgaven var umulig og håbløs, tænkte han. Men så alligevel. Hans oldefar Jalbert havde været landbarber og lappeskrædder, inden han opfandt afføringsmidlet Pølle Expres og dermed skabte slægtens anseelse og velstand.

“Okay,” sagde drengen. “Jeg skal bruge nogle bøger. De kan hentes på biblioteket. Og nogle råstoffer. Mest ret almindelige. Husdyrpubæ og strandskaller og sådan noget.”
“Nu skal du fandme ikke begynde at spille smart,” bjæffede den onde mand.
“Jeg prøver bare at hjælpe. Det er det, I har bedt mig om.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
