Månedsarkiv: juni 2017

Den kronjydske storlussing

BESKRIVELSE OG  BRUGSANVISNING FRA VOR VEN, HR. KAI

Æderværdige Herr redactør Knockel,

Det er med allerstørste ydmyghed – og med udtryk for min højtagtelse af Deres Person og Deres virke for lusseringens fremme – at jeg tillader at trænge mig på, på trods af at jeg hidrører fra det Kronjydske.

Det er dog min opfattelse, at den ganske udførlige instruktion i den – for alle parter – sunde og naturlige idræt der ligger i ivrig og gerne dagligt gentagen lussering, ikke bliver ganske fuldkommen, såfremt den såkaldte Kronjydske fiskeanretning ikke nævnes i denne sammenhæng.

Der er tale om den på denne egn så kendte og elskede kombination af to flade og en skalle.

Den Kronjydske fiskeanretning serveres, ved at lussator med en kraftfuld bevægelse med højre hånd, gerne med næsten udstrakt arm, leverer en fuldgod ørefigen på en der til passende kind på lussanten. Lussator benytter den derved naturligt opståede rotation i kroppen, som udgangspunkt for en tilsvarende lussing ved brug af venstre arm og hånd, alt imens lussator med den højre hånds fingre griber godt fast i det øre der just er truffet.

Kronjydsk

Således kan lussator ved at fastholde lussantens hoved, mens lussingen med venstre hånd og arm leveres, sikre en nogenlunde proportional kraftoverførsel til begge lussantens kinder, uagtet at de færreste lussatores arme er lige stærke.

Er man født med en stærkere venstre arm end den højre, kan man med fordel starte serveringen med venstre hånd.

Når den sidst ankomne hånd har antruffet sit mål, kan lussator også med denne hånds fingre gribe lussantens dertil indrettede øre.

Fingergrebet i lussantens ører kræver en del øvelse, for at den sidste del af serveringen bliver vellykket. Det er anbefalelsesværdigt, at man lader tomlen glide ind i ørets hulning og sammen med denne lader pege- og langefingrene gribe om den øverste del af lussantens øre.

Derved kan lussator relativt ubesværet – ved en bøjning af begge håndled forover – løfte lussantens ansigt op, så skallen kan placeres på lussantens næse. Der sker ved, at lussator – gerne samtidigt med at lussantens ansigt vinkles bagover – foretager en kraftfuld foroverbøjning af sin krop og forstærker denne bevægelse ved at trække lussanten ind imod sig med armene. Derved skulle det være muligt for lussator at lade sin pandebrask ramme lussantens næseben just der hvor næsens brusk er fastgjort.

Jeg er tilfulde opmærksom at et så komplekst bevægelsesmønster kan indebære en ikke ubetydelig risiko for at mislykkes, hvorfor det i almindelighed her på egnen anbefales at teknikken først øves på pelsklædte husdyr og mindre børn.

En meget øvet lussator kan sågår afslutte serveringen med en randrusiansk springskalle. I så fald må lussator dog dossere den anvendte kraft i forhold til formålet, da noget sådant kan være forbundet med stor energioverførsel til lussanten.

PØLSEFREMSTILLINGSANVISNING:

Faktisk har min morbror, tidl. fjordskipper Thor M. S. Tesolid fra Uggelhuse, ved den ganske festlige lejlighed hvor, hvor Slyngelborg Husmoderforening fejrede sit 100-års jubilæum, brugt selvsamme metode til lave de elskede Kronjydske strakspølser. Efter at have trakteret en 30-kilos pattegris med en fiskeanretning med springskalle, var denne mørnet og blødgjort i en sådan grad, at Thor med et snuptag – ved gribe om grisens hale gennem grisens mund – kunne vende vragen ud på grisen, og ved at strække den vrangvillige og nu også vrangvendte gris, blev den – til stor jubel for den fremmødte folkemængde – fordelt i egen tarm, med egen brunvaremarinade, parat til stegepanden på præcis 42 sekunder fra sidste grynt.

Med højagtelse, Deres altid ærbødige
Morten-Ole Kai
Wårp

Kronjydsk02

KNOCKELSK BESVARELSE:

Allermest ærede hr. Kai

Den kronjydske storlussing har jeg naturligvis hørt om, og ved enkelte mindeværdige lejligheder (altid sammenfaldende med anløb af kvægtransportskibet “S/S Niels Ebbesen”) er den blevet demonstreret på og uden for værtshuse i Blodhavn, men aldrig før har man set den så detaljeret og brugbart beskrevet som i Deres indlæg.

Jeg takker på alle nordvestjyske lussatorers vegne og kan forsikre Dem om, at Deres værdifulde indlæg vil give anledning til mange hjemmeøvelser og en generel moralsk styrkelse af mine hjemsogne.

Med ærbødigste hilsner signeret, Deres

louissign

FØLG AVISENS LUSSINGKURSUS HER:

HenvLUSSINGKURSUS13

Nordvestjysk adelsslægt genoprettes i stor stil

REPORTAGE: Crass Børsting
FOTO: Landadeligt Pinakothek m.fl.

En historisk jubelnyhed giver i disse timer genlyd hen over Nordvestjylland: Adelsslægten von Peckelrübe kan efter generationers bitter nedtur nu helt eller delvist genvinde den respekt og stråleglans, der engang stod om de ranke peckelrübere og deres våbenskjold.

Peckel01

Slægtens sidste ætling, komtesse Gilda von Peckelrübe, udråbte i morges kl. 07.04 sin triumf fra den til offentlige proklamationer reserverede sæbekasse ved Brugsens gavl i Klamhuse.

“Vi er færdige med at sukke og krybe ved synet af en kreditor eller en flabet turist. Vort lussingpersonel bliver genansat, og vort adelige hjem vil blive restaureret ude og inde. En splinterny hydraulisk aftrædelseskumme er bestilt i Bulgarien, og vort pedaldrevne elektricitetsværk fra 1902 vil snart igen kaste lys over landet,” bekendtgjorde komtesse Gilda med klar og glad stemme.

Peckel02

Som de fleste vil vide, indvandrede slave- og brunvarehandler Gülbert Peckelrübe sydfra i slutningen af 1700-tallet. Han etablerede im- og eksportvirksomhed i Blodhavn og blev i løbet af få årtier en af landsdelens store velhavere. Vor daværende kong Gruhs IV ophøjede ham i adelsstanden, og et slot blev opført nær Blodåen på Klamhuse Vestermark.

Peckel03

Efter at Peckelrübe-slægten i 1945 mistede sit monopol på indsamling og nyttiggørelse af lokale faconfækalier, gik det hurtigt ned ad bakke med økonomien, og de sidste 15-20 år har komtesse Gilda hovedsagelig ernæret sig som sæsonmasturbatrice på Blodhavn Nordstrand.

“Alt det er fortid nu, og jeg indbyder alle til at feste sammen med mig!” udråbte hun kl. 07.06, hvorefter en dunk drikkepetroleum blev sendt rundt.

Baggrunden for slægtens genopblomstring er en førstepræmie på kr. 8,39 i Nordvestjysk Slubbertloges årlige storlotteri.

SE OGSÅ:

HenvAKTIEBEDRAG

Ydre Nederens storhed og fald

Gaffelbiter LOGO1

En kort historie om vort skønne og højtelskede Storsogns væsentligste byer og vigtigste områder, begyndende med den nordlige del. Jeg vil understrege, at jeg kun er en ynkelig amatør, men drevet af en stor passion for Storsognets historie. Altså undskylder jeg eventuelle fejl på forhånd. De må alene stå for min egen regning.

Ydre Nederen var i adskillige år – helt fra vikingetiden – en væsentlig havneby med et rigt ånds- og handelsliv. Grundet dens stilling som Storsognets vigtigste havneby havde den et stort samkvem med det øvrige Nordeuropa og var i 1400-tallet endda på tale som et potentielt medlem af det Nordeuropæiske Hansestadsforbund.

Som en vigtig søfartsby udviklede Ydre Nederen en stor prostitutionsindustri, som gradvist – men sikkert – gjorde byen yderst populær blandt embedsmænd og andre af den tids ”djøfere”. Byen var således en kort overgang på tale som hovedstad for hele den nation, i hvilken den lå.

YdreN 01x

Byen led voldsomt under en brand i 1855 og mistede en stor befolkningsandel – bl.a. grundet fraflytning, dødsfald som følge af røgforgiftning samt det faktum, at mange bordeller lukkede pga. brandfare og en større rotteplage.

Da den sydligere by, Blodhavn, fik udbygget sin havn, blev denne by – blandt andet grundet dens attraktive og yderst populære sandstrande – en vigtigere havneby og således mistede Ydre Nederen gennem årene sin tidligere så vigtige position til Blodhavn.

Blodhavn havde i århundreder været et populært badested for rige Nr. Usseldrup-boere, der havde deres sommerresidenser her. Byen havde også en lille havn, men blev dog først en søfartsmetropol, da Ydre Nederens notabiliteter slog deres kærlighed på stedet efter den tidligere nævnte storbrand i 1855, – en brand, der kan betegnes som Ydre Nederens endelige storhedsfald.

Byen Nederen (umiddelbart syd for Ydre Nederen) kan føre sin historie tilbage til vikingetiden, da området blev gjort til sognets nordligste forsvarsmæssige bolværk mod krigeriske stammer fra nord. Ungersvende fra Nr. Usseldrup, der måtte tjene som soldater, blev sendt til Nederen.

Etymologisk set kommer navnet Nederen fra den på den tid hyppigt brugte sætning: ”skal du tjene nordpå, hvor nederen”. At komme til Nederen var altså ikke populært – det var ikke attråværdigt, at blive sendt dertil.

YdreN 02

Den dag i dag står inskriptionen ”Hvor nederen” at læse på den monumentale statue af den ukendte soldat på Knockel Plads (fransk: Place de Knockel) i Nr. Usseldrup.

Som et forsøg på at ændre Nederens omdømme – og for at øge moralen blandt soldaterne – grundlagde den tids myndigheder byen Nedre Nederen. En by bestående hovedsageligt af kroer og bordeller, hvor mangen en ungersvend kunne more sig med lystige skønjomfruer, der enten var rejst til området fra omkringliggende sogne, så de kunne tjene en skilling, eller var kidnappede fra fjernere egne.

Nr. Usseldrup var i århundreder (og helt frem til i dag) det ubestridte kulturelle midtpunkt i Storsognet. Dette skyldes bl.a. det Knockelske dynasti, hvis overhoved fra sin udkigspost på øverste etage af Det Knockelske Hus i mangfoldige år (og også den dag i dag) drev de Knockelske Blade, som alle individer i Storsognet abonnerede på (i dag har netudgaven dog desværre næsten udkonkurreret papirudgaven).

De Knockelske Blade er et mediemæssigt imperium uden sidestykke i Storsognets historie – bl.a. pga. mediets evne til at spidde den politiske og erhvervsmæssige top, samt de mange afslørende og infiltrerende historier fra Nr. Usseldrups kriminelle underverden.

YdreN 03

Nr. Usseldrups position skyldes den popularitet byen opnåede pga. dens disciplinære magt. Fra gammel tid måtte folk stille sig op på lussingpladsen, når de skulle korrekses for deres fejltagelser og synder. Dette blev – som mange sportsgrene – en særdeles populær aktivitet at beskue. Måske pga. den katarsis effekt, der ligger i at se andre modtage en gedigen dragt prygl, men naturligvis også pga. den opdragende effekt, det havde – og har – på tilskuerne.

Byen Klamhuse blev grundlagt af bønder fra Storsognets sydvestlige kornkammer, som ikke kunne forlige – endsige identificere – sig med den dekadente livsstil i Storsognets hovedbyer Blodhavn og Nr. Usseldrup. Den landlige almuebefolkning så et behov for et sted, hvor de kunne samle de institutioner, de havde brug for; kirker, sportshaller, skoler, ældrecenter og et sygehus. Den dag i dag har byen en særdeles pietistisk og from kultur. F.eks. er det ikke normalt at byens unge drikker, danser og lytter til rockmusik. De går i stedet til sport, går i kirke og synger salmer.

Storsognets sydligste by på grænsen til de fjerne og ukendte egne hedder Øster Halme. Dens vækst kan hovedsageligt tilskrives den mur, som én af sognets ledere engang fik den idé at bygge. Byen er i dag et handelsmæssigt knudepunkt med stor grænsehandel og indvandring fra de fremtrængende horder sydfra. Disse horder ønsker sig naturligt nok et visum til vort skønne og højtelskede Storsogn.

YdreN 04

Der er så meget mere at fortælle – og det er jeg sikker på, at jeg og andre vil gøre i fremtiden.

Redaktionen takker ærbødigst for denne lødige historiske oversigtsartikel. Et eller flere nytegnede landkort vil snarligst blive tilføjet.

SE OGSÅ:

HenvMuenchVÆRTSHUSPRYGL