Jeg passerede gennem kaleidoskopiske lysglimt af farver og pruttende lyde. Dette
var vejen til Selvmordernes Lund.
Her herskede en katedralsk atmosfære af sublim naturlig stilhed og værdighed, dog med antydningen af en ubestemmelig, rådden lugt… Pludselig mærkede jeg noget hårdt i krattet ramme mod min brede skulder.
Jeg kiggede til siden, og så et grusseligt syn! Hér hang min gamle bekendt, hr. bonbonfabrikant og landsholdsmasturbatør Erik Oluf Andersen, reduceret til
et afpillet skelet, der raslede i den sagte brise. Stop en halv! Nu måtte jeg
ligegodt pausere… Dette var for meget. Jeg tømte for nerverne rask væk 2
af mine resterende lommelærker, og halverede min cigarbeholdning, medens
jeg i tårer erindrede vore muntre fælles handelsrejser, tilbage i begyndelsen
af 1930erne, da vi krydsede Limfjorden i jolle til Fur med Kongen af Danmark.
Produktet, forstås. Ikke Hans Majestæt…
Jeg beder derfor ydmygt læserne om andægtigt at hædre hr. Andersens minde, med istemmelsen af nedenstående sang. Tro mit ord: han var nu sådan en god mand,
der blot ikke formåede af give slip på hverken kønslem eller erhvervsmæssige
ambitioner…
Herefter gennemlusserede jeg Andersens benrad, til knoglerne faldt til jorden, og sparkede
så lidt løv og muld over de sørgelige rester. Farvel, Erik, du glade, gamle eliteonanist…
Du ville så meget, og kunne dog så lidt… Du ville have det hele, og nu har du intet som helst. Ikke engang et par ben at gå på, endsige et lem at rive i… Hvil nu blot i fred.
Skoven tyndede gradvist ud, og jeg stod nu på en velplejet græsplæne. En lapset, og temmelig fjoget udseende mandsperson med tændt cigar og guldlommeur løb rundt i strømpesokker og sparkede til nogle gamle kugleformede fækalier, medens han skrålede højt til – og om – sig selv.
“Jeg er Prææben Selvkær. Verdens selvfedeste afføringspedalist. Indover, Ulrik! Tilbage til Troels! Skyd, Pauli! Olé! Din klaphat! Dommeren har lort i lommer’n. Ostemad! Og det var Danmark! Jæppe-læppe-læp, og hutli-hut…!”
Jeg gik direkte hen og konfronterede denne lallende idiot, ansigt til ansigt. “Lad mig gætte.”, sagde jeg. “Dette er så Deres straf for at stå og fortælle de samme 3 idiotiske og umorsomme idrætsanekdoter, i fyrretyve lange år. Har jeg ret?”
Skikkelsen vrængede og bøvsede til svar: “Nu skal du ligegodt høre om dengang vi punkterede Arne Franksens samlejenegerdukke inde på Hotel Karina i Skedbæk…”
“Nej, ikke på vilkår. Fri mig dog for flere kapitler af Deres sindssygdoms historie!”, udbrød jeg. “De er jo blot et latterligt fantasifoster… Deres selvopfattelse er skudt langt over mål. Jamen, De er jo ikke engang død, endnu. Men håbet er vel lysegrønt…!”. Derefter plantede jeg resolut den splintrede ende af resten af min gamle spadserestok i fodboldfantomets ene øje, og drejede den rundt, 3½ omgang, prc.
Gespenstet afgav et hyl, og forsvandt i en ildelugtende sky af gamle røgbomber fra Lerpytter Stadions materielkontor.
“Så kan De jo altid prøve at satse på blinde-OL!”, råbte jeg ud i luften. “Og iøvrigt er Deres bukser revnet. Tag Dem dog sammen, menneske!”.
Sikke dog en utiltalende støder… Nu var det ved at være nok med disse absurde klovnerier.
Hvad blev mon det næste… Jeg tømte gesvindt en lommelærke mere.
For enden af denne yderst velfriserede sportsslagmark til lalleglædens fremme, arriverede jeg ved brinken af en kulsort flod, hvis fjerne bred knapt skimtedes i horisonten. Intet fartøj var i syne. Måske rejsen endte her? Det var næsten lidt for nemt… Der måtte stikke noget under, thi intet hernede syntes at være, hvad det udgav sig for.
Jeg kiggede ned i det mørke vand, og så et rædselsvækkende kvindeansigt stirre tilbage, med onde, røde øjne…
“Åh, du lille Hartmann, kær. Hvem er mon skjønnest i Helved’ hér?”, mjavede denne hæslige leviatan…
Jeg opknappede på stedet min gylp, fremdrog mit runkne organ, og lod urinen fosse i store gule strømme ned over dette ækle fata morgana. Ansigtet gik langsomt i opløsning, med en ynkelig, langstrakt skrigen…
Jeg var nu ærligt talt ved at have fået mere end nok af hele den absurde forestilling, som en dyb og temmelig uforskammet stemme havde lokket mig ud i. Jeg råbte: “Hvem tror De i grunden, De er? Troldmanden fra Aars…?! Kan De så se at sørge for noget befordring, således at jeg kan komme Dem i lussérbar afstand, hvem Fanden i Helvede De så ellers er!”
En mørk og hul latter lød, og i det fjerne hørte jeg sagte åreslag nærme sig…
Flere helvedeseventyr her:
Retur til avisens forside