ANGREB PÅ TREKANTSHANDELEN YANQUIBAR-FLENSBORG-KLAMHUSE
Det omsiggribende pirateri i Nordvestjylland får nu købmændene i KØK (Klamhuse Østasiatiske Kompagni) til at bede kanonbåden i Flådestation Blodhavn om konvojbeskyttelse.
“Vort kompagni har igennem de seneste årtier opbygget en lukrativ trekantshandel på ruten Yanquebar-Flensborg-Klamhuse,” forklarer ordførende grossist Swami Flæggård via skype fra bestyrelseslokalet i Yanquibar. “Skibene forlader Sydindien lastet med IT-konsulenter, der afsættes hos Google i Flensborg. Her lastes samme skibe med dåseøl, der efter turen ud i Nordsøen afsættes i Blodhavn. Skibene lastes her med havgustørrede fækalier, der er i høj kurs som røgelse og skråtobak ved den religiøse årlige fejring af guddommen Brabranduldsutra.”
Desværre har den lukrative trekantshandel påkaldt sig opmærksomhed hos pirater i Jammerbugten. Således forsvandt i fjerde kvartal 143 paller med øl fra Pladderballe Bryghus under lastning i Blodhavn, og enkelte uheldige IT-konsulenter på vej til eftersyn af en lokal superdatamat er blevet kidnappet og holdt som gidsler på piraternes rockerborg i Tolne, indtil familien i Yanquebar kan betale løsesummen.
“Vi har tidligere kontrakteret med Arne Sikhs vagtværn for at skaffe sikkerhed, men meget tyder desværre på, at der er kriminelle elementer i det foretagende, der kan bestikkes af piraterne,” sukker en tydelig frusteret Swami, før han afslutter samtalen for at deltage i det årlige rituelle bad i Bjerndrup Mølleå sammen med andre sønderjydske tilhængere af den hinduistiske religion.
Der er dog endelig professionel hjælp på vej. Gustenhuses 101ste luftbårne division, der under kommando af oberst Newton Bornedal i 6 måneder har opholdt sig på Jan Mayen for at stabilisere Gustenhuses provisoriske regering, har nu af amtmanden fået besked på at beskæftige sig 100 % af tiden med pirateri i Jammerbugten og snarest overtage kommandoen over Blodhavns kanonbåd.
Vi regner her på redaktionen med en snarlig normalisering af trekantshandelen med Yanquebar. Fred, frihed og velstand skal sejre!
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside