Tag-arkiv: Hammurabis Agderstierne

Laboratorieulykke forvandler forsker til bordelabe

PoppeLOGO

Tidligt i morges rystedes Klamhuse og omegn af en eksposion, som tydeligt kunne høres helt til Blodhavn Strand.

Eksplosionen indtraf i laboratoriesektionen på Klamhuse Urinkraftværk og medførte store skader på både materiel, bygninger og husdyr. Således måtte mere end 15 hovedløse avlssøer bortsprænges for at give adgang til katastrofeområdet. De trotylgranulerede kadavere måtte i al hast indsamles og transporteres til Klamhuse Kødfoderfabrik for at imødegå plyndringer.

Undersøgelser på stedet tyder på, at det var et genberigelsesforsøg, som forårsagede ulykken. Den tyskfødte genforsker Aunus Clüster-Rammstock, som i 1940’erne høstede stor anerkendelse for sine banebrydende eksperimenter, foretog arvemassekorrigerende forsøg med strontiumberiget ædelurin.

index.5

Ulykkeligvis detonerede den potente mikstur i et kritisk øjeblik, hvilket medførte en massiv påvirkning af videnskabsmandens fysiognomi.

index.6

”Clüster-Rammstock vil næppe kunne fortsætte sit ansættelsesforhold hos os”, udtaler driftslederen for Urinværket og fortsætter: ”Vi vil naturligvis gøre alt for at hjælpe den ulykkelige videnskabsmand og vil omgående tage kontakt til Klamhuse Husdyrbordel med henblik på ansættelse. Hvis ansættelsen bliver en realitet, vil jeg selv kigge ind til Clüster-Rammstock med jævne mellemrum. Han er jo en attraktiv mand i sin bedste alder”, slutter driftslederen.

SE OGSÅ:

HenvFOLKECAFETERIA

Retur til avisens forside

 

Elitevoldsmænd til Blodhavn på to-årig kontrakt

Poppe LOGO

Avertering efter kyndige voldsmænd og anden bærme har givet et overvældende resultat. Ansøgningerne er nærmest strømmet ind. Langt de fleste må desværre allerede ved grovsorteringen kasseres, mange på grund af manglende kvalifikationer, men en del også på grund af tekstuel uforståelighed i selve ansøgningen.

”Vi fordrer naturligvis ikke universitetsniveau i dansk retsskrivning”, påpeger redaktør Louis B. Knockel, ”men flere af ansøgerne har end ikke formået at stave deres navn rigtigt! Det er desværre en situation, vi ser oftere og oftere, hvilket utvivlsomt må tilskrives en socialistisk og efterladende undervisningspolitik kombineret med en total mangel på edukativ, fysisk revselse.”

Heldigvis er der blandt de mange ansøgninger enkelte lyspunkter. Sognet har således netop indgået en 2-årig kontrakt med voldsduoen Gröfaz og Nidheyz Ballezlau, som i øvrigt er far og søn.

Voldsduo

Begge er eksaminerede voldsmænd fra Ostpreussicher Schmerzensinstitut og har en årrække udøvet deres profession i blandt andet Holstebro og Struer, men har af personlige og juridiske årsager foretrukket at flytte deres aktiviteter hertil, ikke mindst på grund af vort sogns restriktive udleveringspolitik.

”Vi er meget glade for, at aftalen er faldet på plads”, udtaler Borgervæbningens kommandant, Hakon Jerngumme IV. ”Vi er overbevist om, at vi kan give Ballezlau’erne kam til deres hår her på egnen. De er begge eksaminerede voldsmænd og har efterfølgende løbende videreuddannet sig inden for området.”

“Gröfaz har blandt andet diplom i dyremishandling og stokkeprygl, mens sønnen Nidheyz har specialiseret sig i trusler på livet og knojern for viderekomne. Han er også meget kulturelt interesseret og skal her til foråret til optagelsesprøve som tambourmajor i Masturbantgarden.”

SE OGSÅ:

HenvKAMPVEHIKELFILM

Retur til avisens forside

Lupus vendt hjem med selskabsgris

PoppeLOGO

EN SEN AFTEN, da jeg havde lagt mine skriverier bag mig og i petroleumslampens skær helligede mig katalogisering af husstandens omfattende samling af afklippede tånegle, heraf flere uvurderlige arvestykker, bankede det svagt på retiradedøren. Jeg betydede den tjenstgørende morian at vise den sene gæst ind i stadsestuen, og et forunderligt syn mødte da mine øjne. Lupus var vendt hjem!

Lupus

EN AF EGNENS største sønner stod lyslevende foran mig, med de klare oldingeøjne missende mod det skarpe lys. Hurtigt fik jeg Lupus bænket ved vort groft tilhuggede fyrretræsspisebord med en svingende portion kompostsuppe med egespåner. Efter et par dunke konsumterpentin og et sæt velsmurte erindringslussinger begyndte gamlingen sin utrolige beretning:

SOM FEM-ÅRIG skikkedes jeg af min fader på dannelsesrejse til de böhmiske Alper hos min farbroder Hübertz Q. Knockell, der var fækalieforvalter på et større gods i byen Knütz. Jeg nød godt af den strenge, germanske disciplin, som satte mig i stand til at få ansættelse som feltlatrinreparatør i et stedligt regiment. Jeg tog endvidere afgangsprøve ved Musikkorpset som faglært nasalcrooner og rektalekvilibrist, hvilket skulle vise sig en fordel i min senere tilværelse, og da krigen brød ud, var jeg fuldt kvalificeret som latrininspektør på Vestfronten, hvor jeg tilbragte mange gode år.


Lupus02
Lupus i fuldt feltmæssigt efter udnævnelsen til overlatrininspektør.
(Fot.: Kaiserliche Kanonenphotographen G.m.b.H.)

DA KRIGSLYKKEN VENDTE, fandt jeg det fornuftigt at søge anden beskæftigelse. Sammen med et par ligesindede kammerater, bl.a. den senere regimentsfyrværkerassistent Ecstasius C. Neuenbagh, krydsede jeg en aften fronten ved Popering i Flandern. Vi blev naturligvis fanget som overløbere, men da der ved bataljonsbordellet i den nærliggende by var et par vakante stillinger som hhv. bordelsanger og horisontalmasturbatør, blev vi snart accepteret som et pittoresk og relaxerende indslag i den daglige kanontorden.

MEN ALT GODT har jo en ende, krigen sluttede og vi måtte se os om efter en anden levevej. Efter ca. 10 år på valsen i det nordtyske endte vi i det i det smukke Bayern, hvor jeg på et gæstgiveri mødte en undselig lille mand med en bemærkelsesværdig moustache og spasmodiske højrearmsbevægelser. Hans oratoriske evner fascinerede mig, og vi blev gode venner. Han havde store planer og talte uophørligt om at anskaffe sig et førerbevis, men vore veje måtte skilles, og jeg har ofte tænkt på, hvordan det egentligt gik ham fremover.

NEUENBAGH OG JEG blev i Bayern de næste mange år, hvor vi ernærede os som omrejsende vaudevillesangere og lussingterapeuter. Det hårde liv på landevejene sled på både skosåler og helbred, og jeg besluttede mig for at falde til ro, mens Neuenbagh foretrak at vandre videre. Jeg fik fast ansættelse i den kendte Lieder- und Strafencafee “zum goldene Peitsche”, hvor jeg mødte min senere hustru Waltraut Breitarsch, som opførte et burlesk cabaretnummer med sin langlemmede sanktberhardshund Casimir Prügelstock III som partner. Vi blev gift, men ægteskabet holdt kun kort tid. Waltraut forlod mig til fordel for et omrejsende husdyrmenageri og ægtede senere en sprechtstallmeister Schumbagh.


Lupus03
Waltraut Knockel med sin livsledsager Casimir. 
Det er Waltraut til højre.
(Fot.: Lupus Knockell)

JEG FORTSATTE min optræden i cafeen mange år, blandt andet som fastgørelsesansvarlig i etablissementet, men også som strubesanger ved det stedlige brandværn, hvor jeg i de år havde adskillige optrædender rundt om på egnen ved mangen en ildløs.

Lupus04
Lupus som brandværnssanger 1944. Han står yderst til venstre.
 
(Fot.: Bayerische Feuerwehr)

I 1945 TVANG forskellige omstændigheder mig til hurtigt at søge luftforandring. Jeg havnede i Argentina, hvor jeg mødte stor venlighed i immigrantkredsen. I 1948 havde jeg en hovedrolle i lystspillet “Die zwei Schlagzahnetenoren”, som var finansieret og instrueret af det nyoprettede filmselskab Bormann Pinakothek-Gesellschaft.

MIN HJEMVE nagede mig. Jeg tog hyre som husdyrpurser på et bulgarsk krydstogtsskib, som jeg afmønstrede i Antwerpen. Jeg fik min hyre udbetalt i naturalier i form af udstillings- og avlssoen Brynhilde Montevideo II, som siden har været min støtte, glæde og trøst i mit omflakkende liv. Nu er jeg så vendt hjem, og har forhåbentlig mange gode år foran mig her på min kære hjemstavn!”

SÅLEDES SLUTTEDE Lupus’ utroligt rørende beretning. Jeg sad stille et øjeblik, tændte endnu en vellagret blæretangscigar og tænkte: En stor nordvestjyde, en af de største, er atter blandt os!

HERUNDER ENDNU EN JUBELREPORTAGE fra hr. Poppe Hammurabis-Agderstierne:

HenvFOLKECAFETERIA

Retur til avisens forside

 

Nominering: Ludhild Antonsens Folkecafeteria

PoppeLOGO

Herr redaktør Knockel!

Jeg tillader mig herved at nominere fr. Ludhild Antonsens Folkecafeteria, Klamhuse, som værdig og fuldlødig aspirant til Den Nordvestjyske Kulturkanon! Af naturlige årsager er 1. pladsen allerede optaget, hvorfor dette gastronomiens tempel bør indtræde på 2. pladsen.

Min argumentation for nomineringen:

Det er i høj grad bemeldte etablissements fortjeneste, at ernæringstilstanden og folkesundheden her på egnen har det høje stade, som er tilfældet. Utrætteligt sørger fr.  Antonsen for ikke blot at at fastholde, men yderligere højne det kulinariske niveau til glæde for store og små.

Cafeteria01

Ikke noget med billig leflen for de ”populære” løsninger fra Levanten eller Sydøstasien, næh, gode, traditionsrige retter med saft og kraft i rigelige portioner serveres her, altid med et smil og en syngende lussing! Og altid til rimelige priser!

Hvor mange gange har vi ikke siddet på de groft tilhuggede fyrretræsstole med duften af den boblende varme brune kødsuppe blidt kærtegnende vore vibrerende næsebor?

Eller siddende på kanten af de antikke slagbænke, med konvulsiviske mavesammentrækninger, skuende ud over de åbne latriner efter indtagelse af en svingende fuld portion brunt dessertskum med knas?

Cafeteria02 latrin

Den eneste kritiske bemærkning, man kan rette mod dette gourmetparadis, er de nye
defækationsfaciliteter, som er blevet opført bag køkkenafdelingen. Den berømte nordvestjyske mådeholdenhed og sparsommelighed har desværre måttet vige pladsen for en hidtil uset ødselhed og flothed, som skæmmer helhedsindtrykket!”

Jeg har befuldmægtiget brugsuddeler Kvalmbard Grüde, Nørre Usseldrup Brugsforening, til på min regning at overdrage redaktør Knockel 1 kasse 20 stks. Flor Fina Qualma Superior som ekspeditionsvederlag for nærværende nominering.

Poppe Hammurabis-Agderstierne,
freelance-journalist

Jernbanedrift cigarer x

Retur til avisens forside