Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage: En røvet guldskat, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage.
Sagen om Landsbytossens copyright-overtrædelse har taget en forbavsende vending. Det firma, der ville opkræve først 4062,50, derefter 1562,50 kr., har frafaldet sit krav.
Den afsluttende mail, modtaget fredag 16. juli 2021 kl. 15.53:
Landsbytossens gode, ædle, offervillige venner, som i løbet af et par dage støttede avisen med ialt 2645,21 kr., er blevet tilbudt at få pengene tilbageført. Ikke en eneste har bedt om det. Flere har tilkendegivet, at deres bidrag skal blive i en katastrofefond eller anvendes til andre gode formål.
Folkets vilje ske! Midlerne vil blive anvendt til avisens bedste, og der aflægges regnskab for hver enkelt udbetaling såvel her som i vor facebook-gruppe.
Atter varm tak for moralsk og materiel støtte. Sammen er vi uovervindelige!
Herunder den forudgående historie:
Folkeindsamling: Målet er nået, varm og begejstret tak!
Et foretagende ved navn Copyrightagent har på vegne af billedbureauet Ritzau/Scanpix sendt Landsbytossen nogle ubehagelige skrivelser og en faktura på kr. 4062,50.
Kravet vedrører et foto fra 1965 af nogle øldrikkende danskere. Det er fjernet fra avisen, og en række andre “mistænkelige billeder” er også blevet sløjfet.
Efter lidt skriveri frem og tilbage har Copyrightagent tilbudt et forlig og sendt en ny faktura på kr. 1562,50.
Faktura kan ses herunder. Det var penge, vi ikke havde, og vi startede derfor 14. juli 2021 en folkeindsamling til avisens bevarelse. Bidrag, store som små, kunne overføres til konto nr. 6610 6277185 i Jyske Bank
16. juli er der indkommet 16 bidrag på ialt kr. 2645,21, og avisen er dermed reddet.
Varm og begejstret tak for denne store og hurtige offervilje. Copyrightfaktura er betalt, og vi har nu en betragtelig katastrofefond at læne os op ad. Nordvestjysk folkeoplysning længe leve!
Herunder slutfakturaen fra Copyrightagent:
Og her er vor nye faste copyrightansvarsfraskrivelse (formentlig juridisk værdiløs, men her er den alligevel):
I dag på slaget 13.00 eksploderede Baryl Nidding Halunks taglejlighed inklusive inventar. Baryl Nidding Halunk er med et brag degraderet til hjemløs.
Ifølge et pålideligt vidne på stedet, entrerede tre forbrydere, der lignede Baryl Nidding Halunk på en prik, boligen på Blodhøj.
”De kravlede ind gennem et åbent vindue med en håndfuld sorte luberter tilkoblet et æggeur. Et minut senere forlod de bygningen,” fortæller slagterlærling Gandalf Rasmussen og tilføjer: ”De var lige kommet ud på gaden da den ene sagde at han havde glemt sin madpakke. Så de kravlede alle tre tilbage gennem vinduet. Ti sekunder senere eksploderede hele taglejligheden.”
Heldigvis er Baryl Nidding Halunk stadig indlagt og alle beboerne i resten af komplekset var på arbejde, så ingen kom til skade, bort set fra en uheldig flok duer der holdt fagligt møde på tagryggen. De sprødstegte fjerkræ blev hurtigt indsamlet og solgt i slagterbutikken på den anden side af gaden.
Baryl Nidding Halunk er overrasket over episoden men er ikke sådan at slå ud, selvom hans hjem og ejendele er pulveriseret:
”Det er naturligvis en uheldig situation, men jeg stod alligevel til at flytte,” udtaler den gæve unge Baryl Nidding Halunk. ”Den gode nyhed er, at vi nu kender den mentale tilstand på mine kloner. Hvis de alle sammen rummer samme lave intelligenskvotient, vil det blive en overkommelig opgave at nedlægge dem i fremtiden.”
Vi, Edmund Totenschlager og Storbjørn Snus, har tænkt tilbage til den skæbnesvangre konfrontation ved det veganske bageri. Ifølge vores kalkule er der i alt 19 Halunk-kopier tilbage. Størstedelen så vi blive bortsprængt eller knust under fragmenterne fra det veganske bageri.
Og eftersom den ene bagmand Æghardt von Päp er flygtet fra arresten er det ikke svært at gætte hvem der i fremtiden vil lede de 19 kopier ad den kriminelle sti.
”Jeg skal nok tage mig af den sag, når jeg er fuldt restitueret,” udtaler Baryl Nidding Halunk.
Den ranke unge Halunk udskrives i morgen og flytter til en hemmelig adresse der er opført i samarbejde med videnskabsbrødrene Kræn og Kyrill Kahllun.
Ærede læsere, ærede redaktør og kollegaer. Jeg lever!
Jeg skriver dette fra min hospitalsseng, hvor jeg i disse timer bliver taget under kærlig behandling med varm roesuppe og medicinske lussinger. Alle troede jeg var død, men det er ikke tilfældet.
Landscape
Men hvordan kan man overleve et fald ned i kogende lava, spørger De sikkert. Lad mig forklare! Svaret er ganske simpelt.
Det var slet ikke mig der kæmpede mod Grobrian Halunk på toppen af Mount Bruno. Det var en af mine overlevende kopier. Jeg vidste at en sidste nævekamp mod Grobrian var uundgåelig, så jeg udtænkte en snedig plan. Mens Edmund og Storbjørn placerede eksplosiverne ved kopimaskinen i kælderen trak jeg en af mine kloner til siden og hypnotiserede ham til at tro at han var mig og sendte ham af sted for at stoppe den ondsindede Grobrian. Derefter sneg jeg mig ud af bagdøren og tog flugten.
Jeg vidste at Grobrian var den teatralske type og ville udkæmpe det endelige opgør på Mount Bruno, og kampen ville ende nede i den blive kogende, boblende lava. Var jeg selv taget derop havde jeg været død.
En gennemtænkt plan, hvis jeg selv skal sige det. De undrer Dem sikkert over hvorfor jeg så befinder mig i en hospitalsseng.
Ser De, på vejen væk fra det veganske bageri snublede jeg over en død mink og styrtede ned ad en bakke. Det gav mig en mindre hjernerystelse, et blåt øje og en forstuvet ankel. Men jeg lever.
Jeg vil gerne sige tak til mine kollegaer for at redde mig og resten af Nordvestjylland fra en grufuld skæbne. Havde Edmund og Storbjørn ikke vist denne forbløffende konduite, var sognet blevet angrebet en Halunk-hær anført af min gale dobbeltgænger.
Denne saga får måske ikke den lykkelige slutning som vi havde håbet på.
Storbjørn Snus og jeg prajede en taxa og fulgte efter Baryl og Grobrian der havde sat kursen opad den nordvestjyske vulkan, Mount Bruno. Vi var langt bag dem men jeg kunne se i kikkerten hvordan de to herrer tacklede hinanden og atter kom i slagsmål.
Idet vi nåede op til toppen var kampen på sit højeste. Der var øretæver i luften.
”Jeg er Dem overlegen Baryl Nidding Halunk!” råbte Grobrian. ”Jeg vil tilintetgøre Dem og alt hvad De står for! Ha, ha ha, ha ha ha!”
”Ikke på min vagt,” svarede den gæve unge Baryl. ”Jeg vil til hver en tid tage sådan en slubbert som Dem med i faldet!”
Rivalerne sloges på kanten af vulkanen. De endte på et sofamøbel der var blevet efterladt af østeuropæiske turister. Så skete det vi frygtede. Vi kunne ikke nå at gribe ind.
Til vores skræk så vi begge skikkelser vælte ned i det varme vulkandyb hvor de lev kogt i den boblende lava. Storbjørn tabte sin pibe af forskrækkelse.
Ingen ville kunne overleve sådan et fald ned i dette glødende helvedesdyb. Bedrøvede kørte vi tilbage til Bladhuset for at berette om vores kollegas bortgang.
Kan dette virkelig være enden på Baryl Nidding Halunk? Er alt håb ude? Er hele den nordvestjyske folkepresse fortabt?
Efter stærkt folkeligt pres er 8. og sidste afsnit nu tilgængeligt her
Med hinandens hjælp begav vi os ned i bageriets kælder hvor vi fandt den organiske kopimaskine der stadig spyttede Halunk-kopier ud i højt tempo. Her placerede vi en rygsæk fyldt med den eksplosive peberfrugt Den Sorte Lubert, så vi kunne tilintetgøre maskinen.
Vi forlod stedet i hast og kunne til vores glæde se den veganske bygning blive bortsprængt.
Kopimaskinen og klonerne var blevet tilintetgjort, men glæden var kort. Fra en bygning et stykke væk kom bagmændene løbende ud. De var blevet forstyrret i deres frokost.
Vi stod ansigt til ansigt med Grobrian Halunk og hans sammensvorne, den korrupte spurvedrontegrib, Æghardt von Päp.
Baryl og Grobrian endte straks i håndgemæng, mens Æghardt von Päp baskede med vingerne og gik til angreb på os andre. Kampen var hård og lang. Fuglen fik hakket mig på tuden og var lige ved at bringe mig til tavshed. Heldigvis bed Storbjørn Snus fuglen i benet og jeg kunne sparke ham ned, lægge ham i håndjern og foretage en civil anholdelse.
Pludselig opstod der motorstøj bag os.
Den ondsindede bagmand Grobrian Halunk stjal min motorcykel og flygtede fra gerningsstedet.
Baryl Nidding Halunk handlede hurtigt og sprang på en efterladt cykel og satte efter ham. Han ville ikke lade ham undslippe. Det endelig opgør var lige om hjørnet.
Vi havde fundet vores højtrespekterede kollega. Nu skulle han reddes! Vi sneg os ind på matriklen over aspargeshegnet, men her fik vi et chok.
Baryl Nidding Halunk stod lige foran os. Men vi havde jo set ham i vinduet for kun et øjeblik siden. Snart var vi omringet af over 200 identiske Baryl Nidding Halunker. Kopier af vores stjernereporter. Men hvordan kunne det lade sig gøre? Hvad var dette for et ondsindet komplot?
Flokken angreb os, men det lykkedes at løbe ind i bygningen og låse døren. Vi fortsatte op til tredje sal hvor vi fandt en fængselscelle. Her blev den ægte Baryl Nidding Halunk holdt fanget. Han sad bagbundet på en stol foran vinduet. Inden vi befriede vi ham, sikrede vi os at det var den ægte Baryl, ved at stille ham et spørgsmål som kun han kendte svaret på.
”33 centimeter,” svarede han. Det var ham! Vi havde fundet ham.
Den ægte Halunk forklarede herefter hvad hele sagen drejede sig om:
”Kahllun-brødrene byggede for et stykke tid siden en organisk kopimaskine som viste sig at være en katastrofe. Brødrenes kopier eksploderede. De destruerede derfor opfindelsen,” forklarede den unge Halunk og tilføjede:
”En pamper har fået fingrene i Kræn og Kyrills optegnelser og arbejdstegninger til den organiske kopimaskine, og bygget en større, bedre og mere velfungerende udgave.”
I morges brød vi, med borgervæbningens og hr. Knockels velsignelse, ind i Halunks taglejlighed på Blodhøj for at lede efter spor. Og spor fandt vi.
Baryl Nidding Halunk har arbejdet på at opspore bagmanden bag Kæltringsø og Guldhamsterens Orden, ærkerivalen og dobbeltgængeren Grobrian Halunk, der i flere år har spredt rædsel under sit alias Doktor Kæltring-Karlsen.
Havde Baryl fundet frem til Grobrian? Vores mavefornemmelse siger ja.
Storbjørn og jeg gennemgik hurtigt Baryls notater. I disse skriverier lader det til at Baryl var ved at undersøge en mistænkelig adresse beliggende bag Urinkraftværket. Vi kørte straks derud og opdagede en efterladt virksomhedsbygning. Udenfor holdt et vehikel med påskriften: Brunt og Godt.
Til vores skuffelse var stedet mennesketomt. Men hele vehiklets interiør var fyldt med fækalierester og brødkrummer og vigtigst af alt fandt vi Baryls personlige kuglepen. Storbjørn Snus der har en forfinet lugte- og smagssans er disse timer ved at analysere disse afførings- og brødprøver, så vi kan komme tættere på at opklare mysteriet.
EN SEN AFTEN, da jeg havde lagt mine skriverier bag mig og i petroleumslampens skær helligede mig katalogisering af husstandens omfattende samling af afklippede tånegle, heraf flere uvurderlige arvestykker, bankede det svagt på retiradedøren. Jeg betydede den tjenstgørende morian at vise den sene gæst ind i stadsestuen, og et forunderligt syn mødte da mine øjne. Lupus var vendt hjem!
EN AF EGNENS største sønner stod lyslevende foran mig, med de klare oldingeøjne missende mod det skarpe lys. Hurtigt fik jeg Lupus bænket ved vort groft tilhuggede fyrretræsspisebord med en svingende portion kompostsuppe med egespåner. Efter et par dunke konsumterpentin og et sæt velsmurte erindringslussinger begyndte gamlingen sin utrolige beretning:
“SOM FEM-ÅRIG skikkedes jeg af min fader på dannelsesrejse til de böhmiske Alper hos min farbroder Hübertz Q. Knockell, der var fækalieforvalter på et større gods i byen Knütz. Jeg nød godt af den strenge, germanske disciplin, som satte mig i stand til at få ansættelse som feltlatrinreparatør i et stedligt regiment. Jeg tog endvidere afgangsprøve ved Musikkorpset som faglært nasalcrooner og rektalekvilibrist, hvilket skulle vise sig en fordel i min senere tilværelse, og da krigen brød ud, var jeg fuldt kvalificeret som latrininspektør på Vestfronten, hvor jeg tilbragte mange gode år.
Lupus i fuldt feltmæssigt efter udnævnelsen til overlatrininspektør. (Fot.: Kaiserliche Kanonenphotographen G.m.b.H.)
DA KRIGSLYKKEN VENDTE, fandt jeg det fornuftigt at søge anden beskæftigelse. Sammen med et par ligesindede kammerater, bl.a. den senere regimentsfyrværkerassistent Ecstasius C. Neuenbagh, krydsede jeg en aften fronten ved Popering i Flandern. Vi blev naturligvis fanget som overløbere, men da der ved bataljonsbordellet i den nærliggende by var et par vakante stillinger som hhv. bordelsanger og horisontalmasturbatør, blev vi snart accepteret som et pittoresk og relaxerende indslag i den daglige kanontorden.
MEN ALT GODT har jo en ende, krigen sluttede og vi måtte se os om efter en anden levevej. Efter ca. 10 år på valsen i det nordtyske endte vi i det i det smukke Bayern, hvor jeg på et gæstgiveri mødte en undselig lille mand med en bemærkelsesværdig moustache og spasmodiske højrearmsbevægelser. Hans oratoriske evner fascinerede mig, og vi blev gode venner. Han havde store planer og talte uophørligt om at anskaffe sig et førerbevis, men vore veje måtte skilles, og jeg har ofte tænkt på, hvordan det egentligt gik ham fremover.
NEUENBAGH OG JEG blev i Bayern de næste mange år, hvor vi ernærede os som omrejsende vaudevillesangere og lussingterapeuter. Det hårde liv på landevejene sled på både skosåler og helbred, og jeg besluttede mig for at falde til ro, mens Neuenbagh foretrak at vandre videre. Jeg fik fast ansættelse i den kendte Lieder- und Strafencafee “zum goldene Peitsche”, hvor jeg mødte min senere hustru Waltraut Breitarsch, som opførte et burlesk cabaretnummer med sin langlemmede sanktberhardshund Casimir Prügelstock III som partner. Vi blev gift, men ægteskabet holdt kun kort tid. Waltraut forlod mig til fordel for et omrejsende husdyrmenageri og ægtede senere en sprechtstallmeister Schumbagh.
Waltraut Knockel med sin livsledsager Casimir. Det er Waltraut til højre. (Fot.: Lupus Knockell)
JEG FORTSATTE min optræden i cafeen mange år, blandt andet som fastgørelsesansvarlig i etablissementet, men også som strubesanger ved det stedlige brandværn, hvor jeg i de år havde adskillige optrædender rundt om på egnen ved mangen en ildløs.
Lupus som brandværnssanger 1944. Han står yderst til venstre.
(Fot.: Bayerische Feuerwehr)
I 1945 TVANG forskellige omstændigheder mig til hurtigt at søge luftforandring. Jeg havnede i Argentina, hvor jeg mødte stor venlighed i immigrantkredsen. I 1948 havde jeg en hovedrolle i lystspillet “Die zwei Schlagzahnetenoren”, som var finansieret og instrueret af det nyoprettede filmselskab Bormann Pinakothek-Gesellschaft.
MIN HJEMVE nagede mig. Jeg tog hyre som husdyrpurser på et bulgarsk krydstogtsskib, som jeg afmønstrede i Antwerpen. Jeg fik min hyre udbetalt i naturalier i form af udstillings- og avlssoen Brynhilde Montevideo II, som siden har været min støtte, glæde og trøst i mit omflakkende liv. Nu er jeg så vendt hjem, og har forhåbentlig mange gode år foran mig her på min kære hjemstavn!”
SÅLEDES SLUTTEDE Lupus’ utroligt rørende beretning. Jeg sad stille et øjeblik, tændte endnu en vellagret blæretangscigar og tænkte: En stor nordvestjyde, en af de største, er atter blandt os!
HERUNDER ENDNU EN JUBELREPORTAGE fra hr. Poppe Hammurabis-Agderstierne:
Det store byggeri af KnockHouse er nu næsten halvt færdigt, så vi slipper for at holde rejsegildet i bidende kulde og efterårsstorm. Ballonerne har været rystet igennem af jævn blæst, men ikke noget ubehageligt. Og Lohengrin og de 5 gorillaer Mbele, Rongo, Juku, Katanga og Sisyfos har været oppe at kontrollere wirernes tilstand et par gange uden at finde noget at bemærke, hvilket Lohengrin nedfældede på en forklarende tegning. De fik et større vegetarisk måltid som belønning.
Folk med kikkerter har observeret, at pøbelen i Holstebro er begyndt at blive lidt for nysgerrige og også betragter os i kikkerter. Så man har befæstet landevejene lidt diskret og opsat vagter for ikke at blive overraskede af en ny invasion, nu da storbyboerne led et forsmædeligt nederlag ved at deres tropper sidste gang blev nedkæmpet af ovennævnte aber, uden at der blev løsnet et skud. Nåja, der blev løsnet et enkelt, men riflen eksploderede i krøllet stål og soldaten blev sværtet sort i ansigtet og kunne glat have optrådt som festneger. Han led dog ingen fysisk overlast, men blev forskrækket. Vore bønder har samlet lagre af roer og hvidkålshoveder, man kan kaste efter eventuelle fjender med opstillede katapulter og blider. Hurra for det gamle håndværk ! Ingen i fly kan se hvad der er under presenningerne. En præst havde et haglgevær ladet med groft salt. Men indtil videre er der fred.
Man burde som neutral sønderjyde måske tage til Holstebro for at se hvad de tænkte på. Hvordan startede fejden overhovedet ? De derinde i storbyen kunne da være ligeglade. Egentlig har jeg slet ikke tid til andet end byggeriet lige nu. De 4 balloner må være hvad de kikker efter. De kan slet ikke regne ud hvad de er til, hihi. Vore landmænd siger, at deres marker og enge så småt er ved at komme sig ovenpå ringriderhestenes forbrug, ligesom man havde observeret, at deres egne heste fattede sympati for gæsterne ved bl.a. at bedække hopperne. Og at trafikken også gik den anden vej, får vi jo nok at se, når der kommer føl. Så brydes indavlen, hvilket man er godt tilfredse med. De sønderjydske heste er nu engang prægtige. Og sikke kræfter de arbejdsheste har! Vores egne er nu heller ikke så ringe endda. Bare vent til vore unge rejser på ferie i Irland og Sønderjylland. Det bliver interessant hvilke ægteskaber der kommer ud af det. Kan vi mon sprede vore sunde gener, så også andre lever så længe? Nåja, jeg er blevet vant til at tale om “os nordvestjyder”, selvom jeg bare er en sølle indvandrer. Jeg har dog både været på militærøvelser og skoleudflugt i oplandet.
Og så er der jo det nymodens Google Maps, hvor man kan se det hele lidt fra oven. Sært nok er hele egnen slet ikke med. Der må være tale om en dimensionslomme. Men vi kan da godt modtage signaler fra satellitterne ligesom alle andre. Sært, sært. Jeg har mistanke til UFO-besøg. De kan have efterladt noget vi ikke har fundet endnu. Hr. Knockels Danmarkshistorie tyder også på, at noget er foregået i årtusinder. Det vil jeg lade egnens folkemindeforskere om at finde ud af. Greven kan jo begynde at lede i slottets afkroge. Hemmeligheden bag egnens mindst 100 år gamle lønsystem var nok værd at undersøge. Hvorfor er greven helt blanket af økonomisk? Har Jens Langkniv været på spil efter at have hørt om Robin Hood ? Er underskudet mon gået i arv? Det kunne man godt sætte Hr. Halunk til at undersøge.
I øvrigt retter jeg her en stor tak til kunstnerne for at have fremstillet og indleveret de skønne værker, der nu allerede pryder det indre af de færdige etager. Hvis man tager ophold på torvene, skal man tage hensyn til, at håndværkerne skal kunne færdes uhindret. De har brugt mange kræfter på at trave op og ned ad trapperne, idet det er nemmere end at bruge stilladser. Måske man burde sætte vore opfindsomme borgere til at bygge fragtdroner, så man faktisk kunne flyve hver enkelt mand op til de relevante etager, idet vinduerne mangler nogle steder. Dette kunne blive en indbringende gesjæft også med eksport for øje. Vores gode Mohammad Ali Minbar Numsi kan måske opsnuse noget om militærdroner, idet amerikanerne såmænd nok har givet nogen til araberne. Måske han endda kan “organisere” et par stykker ved at foregive noget om en NATO-øvelse i Danmark. Han er lige så snu som en vis Egon Olsen.
Nede på Blodhavn har man talt om at oprette et piratlaug, der skal rollespille sørøvere og sejle ud i en kopi af et gammelt sejlskib og besøge havnene i Ringkøbing, Thyborøn, Hanstholm, osv. for at tjene lidt håndører til vor slunkne kommunekasse. Værtshavnene gætter aldrig at piraterne også er ægte, nogen af dem. Nød lærer nøgen kvinde…. osv. “Den sorte skude af Blodhavn” lyder som et godt navn til piratfregatten. Kanonerne skal vi nok få Varde Stålværk til at lave som “fritidsfusk”. Også de kan trækkes hertil med hestevogne. Og krudtet har Lohengrin jo allerede hugget fra Holstebro-hæren. Som min gamle løjtnant Brag fra artilleriet ville have sagt: “Der skal ordentligt knald i den.” (Han hed virkelig Brag). Det er altså det, som det gamle træskibsværft er genåbnet for, hvis borgerne undrer sig.
Her på egnen er der nok at undre sig over, især for spredte cykelturister, som vi ser af og til. Vi har jo ikke så få borgere, der ligner mutanter noget. Gad dog vide, om vi også kan tjene penge på “Freak shows” ved at lade de mest interessante borgere rejse rundt med Dahls Tivoli ? Jeg må sige, at jeg har vænnet mig til folk her på egnen efterhånden. Også til at dyrene kan mere end dyr fra andre landsdele. Jeg blev engang kaldt Hr. Vombattræner, men har aldrig fået afprøvet skjulte evner mht. pungdyr. Vombats graver huler, siges der. Om så de kan trænes til entreprenørarbejde, eller efterårspløjning? Eller til plantning i gartnerier? Nu jeg er ved det, så vil jeg lige minde om den traditionsrige dans om majstangen, som opsættes i Klamhuse centrum inden længe. Vore folkedansere vil atter møde op!
Nu skulle det jo næsten gå sådan, at der gik politik i byggeriet af KnockHouse før eller siden. Således kom der en mindre demonstration rejsende til Blodhavn. Ikke fra Holstebro, nej men fra selveste København. Nogle unge mennesker med 3 Christianiaprikker på tøjet, uredt hår og gamle aflagte kinesiske kasketter stillede et par ølkasser og en højttaler op i nærheden af byggepladsen, og en greb en mikrofon, og så lød det: “Her kan vi med egne øjne se hvad for ublu metoder storkapitalen gør brug af overfor de undertrykte arbejdere.” “Vi ved at her udbetales der ikke løn, ikke engang en 50-øre i timen.” “Gutter, tariffen er 300 kroner i timen, og det må murerne kunne forlang. Hvad har vi ellers overenskomster til?” “Skal vi ikke gøre fælles rød front mod udbytterne?” “Skal vi se småbørn i de små hjem gå sultne i seng?”
Længere nåede han ikke, før 7 irlændere med musikinstrumenter rev mikrofonen fra ham og sagde: “Well young man, we’re bloody volunteers og begyndte at spille og synge McAlpine’s fusiliers: “So when the going gets rough you must be tough.” Nogle af danskerne spurgte, om demonstranterne skulle have penge til bussen hjem. De forsvandt slukørede af sig selv, slæbende grejet efter sig. “Haha, som om nogen af os ser ud som om vi sulter!” (Mere latter).
Næste dag kom en smilende ung mand med et nummer af den venstreorienterede avis “Arbejderen” bag på cyklen, standsede, stod af og viste en lille artikel på side 7 om de unges version af den mislykkede demonstration. Den var ikke helt i overensstemmelse med sandheden, så godt at Landsbytossen.dk nåede at filme hele optrinnet. Vi havde jo en vaks hr. Nidding Halunk, der tilfældigvis var kommet cyklende ind i Blodhavn efter den fremmede minibus med Christianiaprikker på, for at se hvad den lavede på egnen. Og han var endda bevæbnet med en smartphone. Så man sendte lige optagelsen til Ekstra Bladet udover at publicere den i vor egen netavis. Ja selv Youtube fik den, så vi var helt sikre.
Jeg er aldrig blevet kaldt “Storkapitalen” før med et budget på en million, selvom vi måske nok kunne leve længe af den her på egnen. Mon ord som STOLTHED stadig står i ordbogen ? Nu mangler det vist kun at nogen maler Hitlerskæg på Knockelbusten. Louis er en ven, ikke nogen fører. Vi er klar med sæbevand og børste. Forresten må nogen vist hellere bringe lidt forsyninger ud til greven, hvis ikke vi vil begrave ham snart. Og slottet er jo bevaringsværdigt. Det trænger til en meget stor kærlig hånd. Den sleske advokat Best har man ikke set længe. Han er nok i Tyskland. Under besættelsen sagde man ofte: “Best, Hitler, Himmler.” Og han skød sig jo også.
Nå, bare vent til vi får fyret op under vort lokal-TV. Så kan enhver se og høre hvad vi er for et folkefærd. Også dem i Holstebro. Vi overvejer at invitere Ulla Essendrop over for at snakke om noget mere interessant end hun plejer. Det kunne godt være om Blodhavns Mariachifest. Og om udsigten fra tårnet. Og så må vi se, hvor langt vi er med piratskibet til den tid. En kan sikkert godt optræde som Peter Pan. Eller Gerhard Grønbuks, som han vel kommer til at kaldes. Med eller uden fiseflyvning. Vi skal jo passe på den fine dames fornemmelser. En udstilling af Mogens’ kalapøjsere ville måske være for speciel. Men måske oplæsning af et digt af Bjarlkram Rodaz for at hylde vor venskabsby, Pladderballe.
En frygtelig ulykke har ramt det lille fiskerleje ved Vestre Strørup. Halvtidsfisker hr. Trygve Mangefart har på tragisk vis mistet livet på havet.
Hr. Mangefart startede som ung sin karriere ved det nu hedengangne firma Strøelse og Omegns Blyant og Viskelæderfabrik. Efter læretid blev han ansat ved Margarinefabriken Fnatox og avancerede til salgschef. Desværre gled han en dag i en pakke margarine og kom slemt til skade. Dette bevirkede, han måtte søge andet arbejde. Der har altid siddet et lyst hoved på ham, og han fik da en idé til automobilførerne, nemlig den berømte sn-e og skidtfjerner. Lavet af letmetal og med mulighed for en extra mand foran til fjernelse af overskydende blade og andet.
Billedet her viser Hr. Mangefart til premieren på sin opfindelse. Desværre blev ideen ham frastjålet af et firma i Albanien, så uden at have tjent på denne opfindelse måtte han sælge sin storvilla. Han og konen søgte arbejde hos fiskekonservesfabrikken Fjæsing i Vestre Strørup, hvor han fik job som halvtidsfisker, og hans hustru kom til fiskelageafdelingen, hvor hun efterhånden blev en expert i fiskefermentering.
Hr. Mangefart var ude at tilse sine garn i sin båd, da han blev ramt af en granat affyret af en nys af Vestre Strørups Pigegarde og Kystbevæbningen indkøbt kystartillerikanon fra et tysk overskudslager.
“Vi troede, at han var øvelsesmålet. Men efter dette kan vi konstantere, at kanonen rammer fint. Så det har ikke været et dårligt køb,” erklærer en talsmand fra pigegarden.
Efter et par timers forløb blev eftersøgning af hr. Mangefart og båd indstillet. Man har intet fundet undtagen rester af en redningskrans. Myndighederne beklager dette uheld, men siger også til pressen, at det “er et hændeligt uheld, der kan ske for enhver”.
Kirkelig handling vil blive afholdt ved stranden, og man gør i den anledning opmærksom på det gamle minefelt, da det stadig kan drille uopmærksomme personer.
Hr. Trygve Mangefart blev 71 år. Han efterlader kone og husmandssted med rindende vand.
