I et skummelt lokale på en hemmelig adresse, sad en forsamling af udspekulerede individer ved et langbord dækket op med stegt, kogt og grillet kød. De fire personer drak champagne, produceret i Holstebro, mens de mæskede sig i lækkerierne.
I ny og næ ræbede de veltilfredse og store saftige kødprutter forlod deres skurkagtige tarmkanaler og drønede ud i silkeunderbukserne.
Den store bagmand for bordenden grinede hysterisk.
”Ærede venner. Vores plan er næsten fuldbragt,” sagde han med et stort tandsmil: ”Alt kødet i nærområdet er fjernet fra husstandene og bragt ud til denne lagerhal. Det samme gælder alle de flæske- og andestege som familierne skulle have haft til jul. Denne jul vil ingen komme til at glemme. Ingen kan stoppe os. Ingen.”
”Skål for os. Skål for Plantebanden!”
Hvem er Plantebandens medlemmer? Vil lokalsamfundet bryde sammen nu hvor alt kød er forsvundet? Kan Fede-Niels nå at stoppe dem i tide? Følg med i næste afsnit!
Nu, efter en uges tid, var Fede-Niels sikker i sin sag. Rachwald Halallandsen gemte på en modbydelig hemmelighed, og det var derfor Niels’ pligt som journalistisk deltidsmedarbejder at grave i sagen.
I det samme fyraftensfløjten lød, listede han efter den nye chef ud af bygningen. Rachwald gik med rank ryg gennem snestormen med Niels i hælene som en fed, lydløs skygge. Noget var fuldstændig galt. Niels kunne mærke det i tarmsystemet. Eller også var det bare den diarré der havde plaget ham siden 1. december på grund af den klimavenlige plantekost. Et millisekund kom han til at slappe lidt for meget af i ringmusklen og mærkede en varm, våd fornemmelse i underbukserne.
Han strammede igen rectum til og optog forfølgelsen.
Rachwald stillede sig i en telefonboks og foretog et opkald på flere minutter. Han grinede hysterisk bag den duggede rude, mens han tog sig til lemmet, så fortsatte han hele vejen hen til Fløs Flødeisfabrik.
Fede-Niels kiggede på armbåndsuret om den fede arm og konstaterede at klokken nærmede sig midnat. Snart var det 8. december.
Rachwald åbnede døren og forsvandt ind på isfabrikken. Fede-Niels stirrede på døren. Han måtte vide besked. Ude foran bygningen holdt flere privatfly i tomgang. Sort røg pumpede ud af deres udstødning. Sneen var smeltet omkring de varme maskiner.
Niels mærkede diarréen boble, men han måtte have svar før han kunne gå på toilettet. Langsomt trak han døren op og gik ind på flødeisfabrikken.
Hvad gemmer sig af overraskelser bag døren? Kan Niels nå at holde sig eller vil han tømme tarmen i bukserne? Følg med i næste afsnit!
Klokken var 00.15. Fede-Niels havde siddet de sidste mange minutter og stirret hen mod et langbord i midten af flødeisfabrikkens lagerhal. Båndoptageren var tændt, men han havde ikke fået meget andet end gnæggen, smasken og høj latter. Ved bordet sad fire skruppelløse personer som Fede-Niels genkendte: Gurkerkongen fra Holstebro, den veganfeministiske lokalpolitiker Vulva Minke og Ringolf van Rakkelpot alias Onkel Vaffel, der åbenbart var undsluppet fra sit tugthusophold efter sine forbrydelser i Rynkepose Familiepark. Rachwald Halallandsen sad for bordenden. Han måtte være den store bagmand.
Rundt på gulvet lå alle de flæskestege som skulle have været ude i butikkerne, samt alt det andet kød der var forsvundet den sidste uge. Fra et hul i muren strømmede dræberfækalier i hobetal ind i hallen bærende på pølser, stege og koteletter, som de havde stjålet fra de private hjem, restauranter og butikker.
Niels lagde hurtigt to og to sammen. Skurkene havde fanget en flok dræberfækalier, modificeret dem og sendt dem ud efter borgernes kød.
Men hvorfor?
Fede-Niels fik svaret hurtigt. Skummel skurkejazz startede og Niels lyttede:
Alle:”For klimaets skyld, for klimaets skyld … Vi gør det kun for klimaets skyld!” Halallandsen:”De skal alle spise plantemad, og vi vil fjerne privatlivets fred!”
Vulva Minke:”Mere skat, og flere gebyr’ der er ingen midler vi skyr!”
Alle: ”For klimaets skyld, for klimaets skyld … Vi gør det kun for klimaets skyld!”
Onkel Vaffel:”Men selv vil vi spise lækkert kød, saftig pølse og bøf der er rød!”
Gurkerkongen:”Og vi rejser med osende fly, Vi har det godt i vort skattely!”
Alle:For klimaet skyld, for klimaets skyld. Vi gør det kun for klimaets skyld!” HAHA! For klimaet skyld, for klimaets skyld. Vi gør det kun for klimaeeeets … skyyyyyyyld!”
Fede-Niels stoppede båndoptageren og rejste sig op.
”Nu har jeg beviset,” tænkte han. ”Jeg må aflevere båndet til …
En æselpølse kom susende bagfra og ramte ham i baghovedet. Hans flæskede krop bragede ned i gulvet og Niels gav slip på ringmusklen. Den tynde afføring skød hul i underbukserne.
”Jeg fik ham!”
”Skaf ham af vejen! Han ved for meget.”
Fede-Niels blev løftet ud af fabrikken og længere ud i industrikvarteret. Her blev han efterladt i en gyde, bagbundet og nøgen. Genitalierne blev smurt ind i klæbrig, hundemad.
”Nu kan de herreløse dræberfækalier gøre en ende på ham. HA, HA, HA!”
Så forsvandt skurkene i snevejret.
I det fjerne opstod knurrende lyde. Glubske skabninger havde fået færten af den delikate lugt der omkransede penis.
Vil Fede-Niels få bidt forplantningsorganet af? Vil han nogensinde kunne advare befolkningen om den skurkagtige plan? Hvad skal der dog blive af os alle sammen?
Ved daggry bankede Fede-Niels på en tilfældig dør i et tilfældigt hus, på en tilfældig gade.
Døren blev revet op og et arrigt ansigt kom til syne. Hovedet og hænderne var smurt ind i kul.
”Hvad er der?” udbrød Franko Zwiebelkäse.
”Jeg har brug for hjælp,” prustede Niels.
”Hvem har ikke det? Vi er alle blevet planteædere. Gud hjælpe os!” jamrede den rynkede mand.
”Jeg ved hvad der er sket med kødet. Nogen stjæler det, gemmer det for os og spiser det selv. Det hele er én stor konspiration. Det er Plantebanden.”
Franko greb Fede-Niels i kraven og trak ham ind i huset.
”Bebba. Sæt kaffe over. Vi har gæster!”
”Men vi har ingen strøm…”
”Gør nu hvad jeg siger!”
***
På Fløs Flødeisfabrik blev en særlig flæskesteg forberedt. Kødet fik indsprøjtninger med sprængfarlig væske og sværene blev krydret med flager fra chilipeberen, Den Sorte Lubert.
”Nu er den klar,” sagde Gurkerkongen.
”Snart er Halunkenborg blot et rygende hul i jorden,” grinede Halallandsen.
Kan familien Zwiebelkäse hjælpe Niels mod det store klimakomplot? Vil Bebba nogensinde kunne lave kaffe og vil det lykkedes Plantebanden at levere den sprængfarlige flæskesteg til baronen?
”Har du sovet godt, knægt?” spurgte Franko Zwiebelkäse da Fede-Niels sjokkede ind i stuen. Han havde ligget i fodenden af ægteparrets seng, og der var lunt og godt.
”Som en prins. Sådan har jeg ikke sovet i flere dage.”
Efter en spand kaffe og derefter en tur på dasset var Fede-Niels klar til at udarbejde en slagplan for at redde julen.
Strømmen var vendt tilbage, så Franko Zwiebelkäse lagde et kort over sognet ud på bordet i skæret fra lysekronen. Han pegede:
”Kødet bliver opbevaret her på Flødeisfabrikken, som samtidigt er Plantebandens hovedkvarter, korrekt?”
Fede-Niels nikkede.
Franko pegede på kadaverudskæringsfabrikken:
”Og her opholder den store bagmand Halallandsen sig i dagtimerne?”
”Ja, han pisker medarbejderne hele dagen. Klokken 23.30 forlader han bygningen og går over til sine kumpaner på Flødeisfabrikken for at spise kød,” svarede Niels.
Franko smilede:
”Godt så. Jeg foreslår at vi i morgen aften klokken 23.31 præcis, sniger os ind på kadaverudskæringsfabrikken og …”
Krash!!!
Vinduet i stuen smadrede. En hjemmelavet fækaliebombe eksploderede og dækkede inventaret og beboerne med grynet hvidløgsstinkende pladdermasse.
Franko, Bebba og Niels tørrede afføringen væk fra øjnene og sprang hen til vinduet og kiggede ud.
På gaden stod en ung gurker med en kamphund. Fede-Niels kneb øjnene sammen. Det var ham der forsøgte at rulle ham i Rynkepose Familiepark. Ham Fede-Niels overmandede og gav buksevand.
Franko snerrede:
”Den hvalp generer os konstant, men vi kan intet stille op, politikerne holder hånden over ham…”
Gurker-ungen red grinende væk på sin kamphund.
”Fucking danskersvin!” råbte han.
Vil Franko og Niels nå at lægge en ordentlig plan inden i morgen eller vil de blive forstyrret konstant af gurkertyranen?
Onkel Vaffel hævede sablen og gjorde klar til at udskære Niels og Hartmut.
”Du slipper ikke godt fra det her!” råbte Hartmut med fråde i mundvigen.
Onkel Vaffel hev klovnemasken af. Ringolf van Rakkelpots ansigt var fyldt med sadistisk glæde. Han stirrede på dem med en nederdrægtig rakkelpotsk grimasse. Intens musik strømmede ned fra oven. Han svingede sablen og masken i takt:
Ringolf: Jeg er Onkel Vaffel, Vaffel, nu skal der sgu kød på gaffel’ jeg vil ikke ha’ tør falaffel, men Fede-Niels på mit juletaffel!
Djævlekor: Sving med sablen onde mand, vis dem hvad din klinge kan!
Han steppede intenst mens Niels og Hartmut langsomt nærmede sig sablens rækkevidde.
Ringolf: Alle frygter Onkel Vaffel …
”Ja, tak, så er det godt!” afbrød en stemme. En indtørret plantebøf susede gennem luften og ramte slynglen i ansigtet.
”Ad!” hylede Ringolf van Rakkelpot. Han snublede og faldt ned i kødhakkeren bag ham, der nådesløst transformerede ham til kattemad. En grov kødblanding med rester af klovnemaske og sabel blev hældt på festlige dåser.
”Hr. Zwiebelkäse!” udbrød Fede-Niels glad mens rebene blev løsnet. ”Du har reddet os!”
***
Uden for fabrikken pegede Hartmut på Franko.
”Niels og mig tager ud til Flødeisfabrikken og gør klar til bagholdsangrebet. Du finder Louis B. Knockel og fortæller ham alt. Han kan skaffe en hær af ranke personligheder,” sagde Hartmut. ”Mød os ude ved Fløs Flødeisfabrik om en time!”
Franko gjorde honnør med sin kulindsmurte hånd og løb gennem sneen.
Niels og Hartmut sprang ind i en taxa.
”Fløs Flødeisfabrik!”
”Jeg ikke tale dansk,” sagde chaufføren.
Efter primitivt tegnsprog lykkedes det at kommunikere med chaufføren og taxaen trillede langsomt gennem sneen.
I det tomme fabrikslokale på kadaverudskæringsfabrikken stod Plantefarsmaskinen og kørte på højtryk. Mere plastik, græs og kemikalier blev hældt ned i mundingen.
Onkel Vaffel nåede af gode grunden aldrig alt slukke for maskinen, så nu dampede den lystigt uden opsyn og blev langsomt omdannet til en tikkende bombe.
***
Kl. 06.00 om morgenen den 15 december åbnede butleren på Halunkenborg hoveddøren. Han fik øje på en lille gavekurv på dørtrinnet og læste det vedlagte kort:
Kære hr. baron
Jeg er desværre forhindret i at deltage i julefesten, men jeg har til gengæld skaffet en luxusflæskesteg. Gør mig den ære at servere den for dine gæster. Sprødsteg den ved 500 grader i tre minutter, så smager den bedst. Håber I får et brag af en fest.
De varmeste julehilsner fra Niels
Kan Franko nå at samle en hær? Kan taxachaufføren finde vej? Hvad sker der mon med den overophedede plantefarsmaskine, og vil baronen blive sprængt i luften?
Franko Zwiebelkäse kom hjem ved daggry d. 16 december, og satte sig i dagligstuen sammen med sin kone. Franko var faret vild i sneen, men nu var han endelig hjemme igen. Bebba havde holdt kaffen og kagen varm siden han tog af sted for to dage siden.
”Godmorgen. Hvordan gik det?” spurgte Bebba. ”Fik I reddet julen?”
”Til dels. Hartmut var holdt som gidsel i kosteskabet og onkel Vaffel røg ned i kødhakkeren…”
”Nå, da.”
”Nu er Niels og Hartmut taget ud til Flødeisfabrikken hvor de venter på forstærkning…”
”Var der ingen opgaver til dig?” spurgte Bebba.
Franko spærrede øjnene op.
”Lort i lommen! Det havde jeg glemt. Det var jo mig der skulle hente forstærkning. Den veganske føde gør mig dement!” Han rejste sig op og løb ud i entreén. I det samme han hev hoveddøren op, stødte han ind i en tynd skikkelse med en pakke i hånden.
”Baronen af Halunkenborg!” gispede Franko Zwiebelkäse. ”Hvad I alverden?!”
”Goddag, min gode mand. Jeg har en julegave til dig og din familie.”
***
Taxameteret kørte stadig mens Fede-Niels og Harmut Gaffelwaber ventede i vognen foran Fløs Flødeisfabrik. De havde snart siddet der et døgn.
”Hvor bliver forstærkningen af?” vrissede Hartmut Gaffelwaber.
”Jeg ved det ikke,” svarede Niels. ”Franko er pålidelig. Måske er han på toilettet. Plantemad kan slå et tarmsystem ud af kurs.”
”Vi kan ikke vente mere,” sagde Hartmut. ”Vi går ind nu.” Han prikkede taxachaufføren på skulderen. ”Kan vi købe et våben af dig?”
”Jeg ikke forstå dansk.”
Hartmut steg ud af bilen og trak chaufføren med ud.
”We need wæpøøøn. Bang, bang!”
”Bang, bang?” Chaufføren åbnede bagagerummet. Der lå en del pistoler og geværer. Niels og Hartmut tog et skydevåben hver og gik ind på fabrikken.
***
På kadaveropskæringsfabrikken et par kilometer derfra stod Plantefarsmaskinen stadig og kogte og dampede uden opsyn. Ventilerne var stoppet til og beholderen udvidede sig under det voldsomme tryk. Den kunne snart ikke mere.
Vil det lykkes vore to tapre helte at foretage en civil anholdelse af Plantebanden, eller vil de endnu engang blive bagbundet? Følg med i næste afsnit!
Mange timer inden julefesten på Halunkenborg, gik Bebba Zwiebelkäse søgende rundt i sit hjem.
”Franko! Hvor er flæskestegen som baronen forærede os?” kaldte hun.
”Den er blevet stjålet,” svarede Franko mens han ømmede sit ben. ”Den nævenyttige gurker-møgunge sparkede mig over skinnebenet og stak af med den på sin kamphund!”
”Åh, nej. Nu havde vi glædet os sådan til guf!” skreg de fem børn.
”Jeg går i seng!” hylede Franko.
***
Den unge gurker red grinende ned gennem byen på sin kamphund med flæskestegen han lige havde stjålet fra familien Zwiebelkäse. Hunden savlede frådeskummende. Dens rectum var fyldt med beton for at gøre kræet ekstra hidsigt op til jul.
Gurkeren og kamphunden nåede ud til den forladte parkeringsplads hvor fætrene ventede i en stjålet bil ved siden af et knitrende bål. Her skulle de feste.
”Jeg fik den. Jeg stjal en grisesteg fra en fucking dansker! Denne steg er et symbol på vantro hunde.”
”Brænd den, Mamballah!”
Gurker-ungen kastede flæskestegen ind i bålet og red rundt om flammerne. Fætrene cirkulerede ligeledes om bålet, mens de grinede, hujede og hørte høj musik fra bilradioen.
Det tog kun et minut før flæskestegen fik den rette kernetemperatur.
Braget kunne høres i en radius af 10 kilometer, og en af kælderruderne blev slået ind på Halunkenborg.
***
Fede-Niels havde ligget bevidstløs i nogle timer. Klokken havde passeret midnat og festen fortsatte med høj musik og dans. Det var nu den 21. december.
Klokken 04.21 fik Edmund Totenschlager den geniale ide at lade Niels snuse til sin egen sko.
”Hvor er jeg!” gispede han og satte sig op.
”Til julefest på Halunkenborg,” svarede Louis B. Knockel.
Døren bragede op og ind styrtede Hartmut Gaffelwaber.
”PLANTEFARSEN KOMMER!”
”Hvad siger du?” Baryl var ved at kløjes i sin hestepilsner.
”Halallandsen og plantefarsen er endt i en forbryderisk pampersymbiose og er på vej mod Halunkenborg i dette øjeblik!”
Niels løb hen til vinduet og gloede ud på den sneklædte landskab.
I horisonten nærmede en gigantisk, grøn, grynet grød sig. Dens arrige brøl gav ekko i hele området.
”Hæv broen!” kommanderede baronen. ”Gør klar til kamp!”
Kan Halunkenborg holde stand mod Plantefarsen eller vil bygningen og alle gæsterne blive opslugt? Følg med i næste afsnit!
Ved daggry nåede plantefarsen frem til Halunkenborg. På vejen havde den ædt en del avlsdyr og smadret et par mindre landbrug. Højlydt bøvsende gasser forlod den ondskabskulde plantefars.
”Kør kanonen i stilling!” råbte baronen. En massiv kanon blev gjort klar. ”Affyr!”
KA-BOOOM!
Kanonkuglen ramte den grønne grød, og øjeblikket efter blev kuglen sendt retur og smadrede ind i siden af tårnet.
”Fordømt!” råbte Louis B. Knockel.
Plantefarsen var mere vred nu og satte farten op.
”Den må kunne dræbes,” råbte Fede-Niels. ”Vi må tænke os om.”
Rædselsskabningen var gledet helt frem til voldgraven. Broen var hævet så farsen måtte dykke ned i det grumsede vand. Nu forsøgte den af kravle op ad muren.
Der skulle et sandt julemirakel til at redde Halunkenborg og folk derinde.
***
I køkkenet stod butleren med et diabolsk smil. Baronen havde ikke luret at mandens borgerlige navn var Ringle Rangle Rakkelpot, og at han udelukkende havde søgt om jobbet som butler for at kunne stjæle baronens værdier i smug. Det var ikke blevet til så meget endnu. Men denne krisesituation ændrede alt.
Det var smartest at skride inden Plantefarsen fortærede hele bygningen, men en Rakkelpot gik aldrig tomhændet, så han greb baronens yndlingsbrødrister og løb gennem festsalen. Den kunne han sikkert få en del knaster for på en hælerauktion.
Hvad Ringle Rangle Rakkelpot dog ikke havde opdaget var, at brødristeren var sat til stikkontakten med en ubegribeligt lang forlængerledning.
Den falske bulter snublede over ledningen, væltede ud over borgmuren og landede direkte i voldgraven.
Brødristeren der på ingen måde var godkendt eftersom det blot var en prototype fra Kahlluns Storværksted satte en elektrisk reaktion fri da den ramte vandoverfladen. Effekten fra urinkraftværket i slottets kælder var så stærk, at hele plantefarsen blev omgivet af strøm. Både farsen og butleren blev elimineret i løbet af 30 sekunder.
Baryl kiggede ned i voldgraven med store øjne. Han vendte sig mod sine gæster og sagde:
”Den havde jeg ikke lige regnet med… Nåh, men så kan vi vist godt gå ind og få os en sejrssjus.”
”Vent,” sagde Niels. ”Vi mangler at bringe kødet ud til familierne. Ellers bliver det ikke jul.”
”Du har ret. Så mange problemer, så lidt tid!”
Vil det lykkes vores helte at bringe julekødet ud til befolkningen eller vil historien tage endnu en dramatisk drejning?
I løbet af natten var snestormen taget så meget til at det nærmest blev umuligt at se mere end et par meter frem. Alligevel havde Baryl, Louis, Hartmut og Niels kæmpet sig ud til Flødeisfabrikken, for de manglede at bringe flæske- og andestegene ud til familierne inden juleaften.
Omkring dem ændrede vintervinden sig til musik:
Baryl: ”Plantefarsen den er død, men julen bli´r ej sød! Før folket får en flæskesteg med svær så salt og sprød, Men vi er i problemer nu – jeg siger ak og ve, For vi har intet køretøj der kan gå gennem sneeee!”
Niels:”Jeg har en ideeeee!”
Alle: ”Sig frem!”
Niels:”Vi bygger en kane, en kane, den skal flyve over tag’ne Vi bygger en kane!”
Alle:”Vi bygger en kane, en kane, Den bli’r færdig en af dag’ne og skal ha’ en landingsbane Vi bygger en kane!”
I fællesskab gik de ranke mænd i gang med at bygge en flyvende kane, af de materialer de kunne finde på isfabrikken.
Kan Fede-Niels og hans venner nå at bygge en flyvende kane, og bringe alle stegene ud i tide eller er julen fortabt ?
Læs den neglebidende forløsning i næste (og sidste) afsnit.
