Jeg har kun gået 5 1/2 år i skole, men tro mig, jeg kan nyde en saftig roman, når jeg finder et mesterværk som dette på et loppemarked til kr. 1,37.
Og jeg endte på skadestuen.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Avisens forside
Det nyvalgte storsogneråd har besluttet at oprette en æresbolig og stille den til rådighed på livstid for et af egnens kvindelige forbilleder, den 91-årige husdyrjæger og fækaliemodellør Plea Pheber.
– Plea fortjener efter et langt liv med bopæl i en gummieret sovepose at flytte ind i værdige og komfortable rammer, udtaler rådsformand Gumbert II Pockelwaber. – Udsigtsvillaen ved Klamhuse Mose vil blive monteret med et halvautomatisk lussingstativ, et næsten rustfrit defækationsstativ i to etager og en huggeblok til aflivning af mindre husdyr.
Udgifterne skal holdes inden for en rammebevilling på 214 kroner og vil blive finansieret via en midlertidig punktafgift på carryfækalier, farvesortering 2 og 3.
En julesending af egnens berømmelige benløse slagtegrise udskibes fra Blodhavn Østermole med kurs mod den norske vestkyst. Grisene synger og synes at være i strålende humør ved udsigten til en rejse, hvor de i mindre grupper vil blive skudt i land til den ventende lokalbefolkning og dennes festdækkede borde.
Øverst til højre på svineskibets dæk den syriskfødte kaptajn, Abdul bin Yuleman.
Overalt i Usseldrup Storsogn hersker begejstring og feststemning, og på Brunmølle Udflugtskro er Pølleslægten samlet for at fortsætte den fest, der blev så skammeligt afbrudt, da afskyelige slamberter ved månedens begyndelse kidnappede lille Bruno, vidunderbarnet.
94-årige Arnulf Pølle står ved bordenden, iført gummibukser og klaphue, og er i gang med festtalen:
“Sorg blev til glæde vendt, og vort afføringsmiddel kan nu takket være Brunos ekstreme opfindsomhed fejre nye triumfer. Vi kan alle guffe brun budding uden at bekymre os om regningen, men pas alligevel på, kære Bruno, lad ikke succesen stige dig til hovedet. Du har mange års disciplinering og modning foran dig, inden du kan…”
For enden af salen bliver fløjdørene slået op. Fem herrer i seriøse forretningshabitter skridter ind, flere af dem med mapper, den forreste med nogle dokumenter i hånden.
“Så er vi her,” siger han, “og lad os få aftalen underskrevet med det samme. Der er store værdier og interesser på spil.”
Arnulf slår ud med de magre gamle arme og kigger hen over forsamlingen: “Jeg ville have fortalt det om et øjeblik. Disse ærede herrer kommer fra medicinalgiganten Nøvo Nørdisk, som vil overtage vort elskede afføringsmiddel Pølle Brun Express og udbrede det over hele verden. Usseldrupegnen får i al beskedenhed sin første milliardærfamilie, og der vil være brun festbudding og blå drikkepetroleum ad libitum på Blodhavn Midtermole de næste 14 dage uafbrudt.”
Man skriver under og uddeler plaketter, Nøvo-herrerne smiler bredt og skåler med alle. Llille Bruno griner bag deres ryg, og få øjeblikke senere gnistrer det gennem deres benklæder. Tykke stråler af dampende direktørbrunmasse markerer de nye tider.
Forrige kalenderblad
Retur til kalenderblad 1
Retur til avisens forside
Overalt i vore hjemsogne oplever man denne jul eksplosive defækeringer, og efterhånden som det nye afføringsmiddel udbredes via Holstebro til resten af verden, står det klart, at familien Pølles fremtid bliver et med guld overtrukket brunt eventyr.
Lille Bruno optræder i tv med musen Mikkel. Han spiller kazoo og får den kære lille gnaver til at danse. Pøllefamilien og næsten alle andre jubler i kor.
Men hvad med gangsterne, kidnapperne? Hvor er de, og skal de ikke straffes?
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
“Ja ja, vi skal nok få styr på det!” skreg oldingehjemsforstanderinde, fr. Eulalia Peckelgren.
“Stil jer roligt i kø ved nærmeste toilet, så løser det sig alt sammen!”
Imens var Arnulf, Lupus og Bruno Pølle i rask tempo på vej tilbage til afføringsmiddelfabrikken i deres pedaldrevne firmavehikel.
“Denne dag bliver historisk,” gryntede Arnulf.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
“Kære gode oldinge, velkommen til dette års julefrokost på Klamhuse Proletariske Luxusoldingehjem. Som I kan se, er der bjerge af flæsk, pølse og 14 slags tilbehør på bordene, og vi starter som sædvanlig med en skål. Glædelig jul, hip hip hurra!”
Ragnhild Pølle, lussingterapeut på hjemmet, havde holdt festtalen. Oldinge og personale drak af den gråhvide velkomstdrik.
“Nu sker det,” hviskede lille Bruno. Han lå sammen med Arnulf og Lupus på et lavt tørreloft med udkig gennem en ventilationsrist ned i spisesalen.
Og ganske rigtigt. Alle langede til fadene i et vanvittigt tempo. Maden passerede ikke tallerkenerne, men blev skovlet direkte ind i de åbne munde. Flæsk, pølse, budding, roemos, savsmuldsbrød – lige meget, hvad det var, lynhurtigt forsvandt det.
Så lød første knald under et af bordene. Snart efter et til, og man anede en gnist dernede i mørket. Skrig og brøl kunne høres, mens endetarmene udsendte deres selvantændende eksplosive gas og straks derefter syndfloder af brun pladdermasse.
De tre iagttagere på loftet trak sig baglæns for undslippe stanken.
“Hvad siger I så? spurgte lille Bruno. “Er det godt nok?”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Knugende tavshed herskede på direktørkontoret. Bag skrivebordet sad Arnulf Pølle med en fortygget cigarstump i mundvigen. Foran ham stod Lupus Pølle, kemiker og produktionschef i familiefirmaet Pølle Express.
”Har vi overhovedet noget tilbage, vi kan håbe på?” sagde Arnulf.
Lupus vred sine blege hænder. ”Vi kan forhøje dusøren endnu engang. Og jeg har fået tilsagn om at låne en sporhund, tilhørende baron Halunk.”
”Den hund skulle du have lånt for otte dage siden. Sporene er vasket væk af årstidens endeløse regn. Vi er for langsomme, for dumme, for magtesløse…”
”Jeg må desværre give jer ret,” lød en klar drengestemme bag de to voksne.
”Jamen hvad…? Vores kære lille vidunderbarn!”
”Ja, her er jeg.” Bruno trådte nærmere. Hans habitjakke var endnu fugtig, og de ternede knæbukser slaskede omkring hans ben, men ansigtet lyste af kampvilje og godt humør.
”Jeg har siddet i en mørk kælder og haft god tid til at tænke mig om, og jeg må give bedstefar ret. Slægten har brug for nye kræfter. Pølle Express er et håbløst svagt afføringsmiddel. Der skal trædes på speederen til endetarmen.”
”Det har du vist ikke forstand på,” lød det i en fornærmet tone fra Lupus. ”Det var netop vores dyrebare hemmelige opskrift, dine kidnappere forlangte…”
”To tossehoveder,” sagde Bruno. ”De fik en stærkere medicin, og jeg skal vise jer, hvordan den bliver lavet, og hvordan den virker.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
“Hold da kæft,” sagde gangster 1. “Der sker noget her.”
“Men skal der komme ild ud af røven?” sagde gangster 2. “Er det sådan, afføringsmidler virker?”
Musen Mikkel var trimlet om kuld. En heftig dynge af frisk afføring lå bag den, endnu rygende.
“Det var et forsøg,” svarede lille Bruno, mens han strøg varsomt over gnaverens runde ryg. “Nu må vi give Mikkel lidt vand og lade ham hvile.”
“Vand har vi nok af,” sagde gangster 1. “Jeg trænger til noget stærkere. Vi havde en flaske snaps i køkkenskabet, ikke?”
Gangster 2 tog flasken frem. “Jo jo, mere end halvt fuld,” sagde han, “så det kan vi andre også blive. Skal du have en tår med, stump?”
Lille Bruno rystede på hovedet.
Gangsterne skålede og tog et par solide slurke. Sekunder senere blev deres øjne større, og mundene åbnede sig. Nu lignede de fisk, eksempelvis torsk, på landjorden.
“Giv mig noget at æde!” brølede den høje.
“Mig også!” lød det med panik i stemmen fra hans makker.
Bruno skubbede to tallerkener med savsmuld og salpeter hen over køkkenbordet.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
To tilskuere, lille Bruno og hans fangevogter og ikke flere i det trange køkken, men i hele denne verdens laksativiske udvikling var det et historisk øjeblik, de fik lov at bevidne.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside