Tag-arkiv: lille bruno

Kalenderblad 20: SKÅL, KÆRE OLDINGE!

Skriv et svar

“Kære gode oldinge, velkommen til dette års julefrokost på Klamhuse Proletariske Luxusoldingehjem. Som I kan se, er der bjerge af flæsk, pølse og 14 slags tilbehør på bordene, og vi starter som sædvanlig med en skål. Glædelig jul, hip hip hurra!”


Ragnhild Pølle, lussingterapeut på hjemmet, havde holdt festtalen. Oldinge og personale drak af den gråhvide velkomstdrik.

“Nu sker det,” hviskede lille Bruno. Han lå sammen med Arnulf og Lupus på et lavt tørreloft med udkig gennem en ventilationsrist ned i spisesalen.

Og ganske rigtigt. Alle langede til fadene i et vanvittigt tempo. Maden passerede ikke tallerkenerne, men blev skovlet direkte ind i de åbne munde. Flæsk, pølse, budding, roemos, savsmuldsbrød – lige meget, hvad det var, lynhurtigt forsvandt det.

Så lød første knald under et af bordene. Snart efter et til, og man anede en gnist dernede i mørket. Skrig og brøl kunne høres, mens endetarmene udsendte deres selvantændende eksplosive gas og straks derefter syndfloder af brun pladdermasse.

De tre iagttagere på loftet trak sig baglæns for undslippe stanken.

“Hvad siger I så? spurgte lille Bruno. “Er det godt nok?”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 18: VEJEN HJEM

Skriv et svar

Døren kunne låses op indefra. Så enkelt var det. Lille Bruno hørte gangsternes brøl, mens de dansede rundt i køkkenet med stråler af afføring sprøjtende bagud gennem de sønderrevne benklæder, og han tillod sig et smil, mens han gik ud i friheden.Hans levende drengehjerne fastholdt adressen på den lave, forfaldne villa, han havde været fange i.

Byen var selvfølgelig Holstebro, ondskabens åbne moderskød.

Han skyllede den værste forurening af sig i Storåen og overvejede, om han skulle opsøge politiet. Nej, det her var for stort og mærkeligt til, at man kunne blande sløve myndigheder ind i det. Han måtte tage turen nordvestpå til fods.


Våd og kold, men i strålende humør og rask tempo skridtede han af sted. Musen Mikkel kunne han mærke i sin inderlomme.

“Op med humøret,” mumlede han, mens han strøg den med en finger over nakken. “Der bliver masser af god mad og varme til os begge to, når vi kommer hjem.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 17: BRUNT INFERNO

Skriv et svar


Gangsterne ventede ikke på kniv og gaffel. De skovlede med fingrene det grove foder ind i deres åbne gab, og da tallerknerne var ryddet, rakte de ud efter mere.

“Ja ja,” sagde lille Bruno, “lad mig se, hvad jeg kan klare.”

Men det blev ikke nødvendigt. Hans afføringsmiddel var nået til fase to i sin virkning. Gangsterne holdt om deres opsvulmede maver, og ansigterne lignede dårlige fastelavnsmasker, der smeltede indefra.

Bruno kastede sig ned på køkkengulvet, sekundet før eksplosionerne kom. Orange flammer sprængte hul i de to mænds benklæder, og stråler af brun, stinkende pladdermasse sprøjtede ud i det trange køkken.

Bruno var i helvede, men for første gang i mange døgn kunne han også se en vej ud. Gangsterne trimlede rundt, brølende af smerte og rædsel, og han zigzaggede mellem deres ben hen mod køkkendøren, som var sprængt åben.

Med ansigtet sovset ind i deres bløde, dybstinkende afføring løb han gennem en kort mørk korridor frem til en dør med en glasrude. Der var blåligt aftenlys udenfor. Byens og verdens og frihedens lys.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 16: NOGET AT ÆDE

Skriv et svar



“Hold da kæft,” sagde gangster 1. “Der sker noget her.”

“Men skal der komme ild ud af røven?” sagde gangster 2. “Er det sådan, afføringsmidler virker?”

Musen Mikkel var trimlet om kuld. En heftig dynge af frisk afføring lå bag den, endnu rygende.

“Det var et forsøg,” svarede lille Bruno, mens han strøg varsomt over gnaverens runde ryg. “Nu må vi give Mikkel lidt vand og lade ham hvile.”

“Vand har vi nok af,” sagde gangster 1. “Jeg trænger til noget stærkere. Vi havde en flaske snaps i køkkenskabet, ikke?”

Gangster 2 tog flasken frem. “Jo jo, mere end halvt fuld,” sagde han, “så det kan vi andre også blive. Skal du have en tår med, stump?”

Lille Bruno rystede på hovedet.

Gangsterne skålede og tog et par solide slurke. Sekunder senere blev deres øjne større, og mundene åbnede sig. Nu lignede de fisk, eksempelvis torsk, på landjorden.

“Giv mig noget at æde!” brølede den høje.

“Mig også!” lød det med panik i stemmen fra hans makker.

Bruno skubbede to tallerkener med savsmuld og salpeter hen over køkkenbordet.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 4: I EN KÆLDER SORT SOM KUL

Skriv et svar

Mørke omgav lille Bruno. Koldt, vådt mørke. De tavse mænd havde fjernet rebene omkring hans arme og overkrop, og den stofpose, han havde haft over hovedet, var også væk, men han havde ikke udsigt til andet end mørke.

En dør var smækket i lås, og nu famlede han rundt langs væggene i rummet, som ikke målte mere end et par meter på hver led. Gulvet bestod af hårde, ujævne sten, døren af brede, rynkede planker.

Han klynkede, men kun et øjeblik.


– Det hjælper jo ikke, sagde han til sig selv. – Der er gået et stykke tid. Mor og bedstefar savner mig. De kommer og redder mig ud herfra. Fætter Bubba og fætter Puckelwaber vil også være der, store som huse, stærke som lastbiler. Familien Pølle slår tilbage, lussinger rydder de ækle mænd af vejen.

Han havde ikke fået mere end et glimt af de to, der fangede ham på udflugtskroens latrinbalkon, men undervejs i bilen havde han bemærket, at de lugtede forskelligt. Den ene af pebermynte og frisk pubæ, den anden af persille og lagret, gæret urin. Det kunne han kende dem på, nu og i al fremtid.

Fem, seks eller flere gange var Bruno nået rundt i det lukkede mørke rum, da han hørte en svag skramlen udenfor.

– Hjælp! skreg han. – Skaf mig en mundharmonika eller en jødeharpe, eller jeg dør! Det er alvor, og det skal være nu med det samme!

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 3: EN UHØRT FRÆKHED

2 svar

– Har I så forstået det? lød en brølende stemme. – Lille Bruno er forsvundet!

Dyster stilhed bredte sig i spisesalen. Knive og gafler holdt op med at klirre. Brunkål, stribet flæsk og kraftigt kalibreret bratwurst lå urørt på tallerkenerne, og det eneste man nu hørte, var stødvis luftafgang fra begge ender af de forsamlede kroppe, som alle tilhørte medlemmer af familien Pølle.

Arnulf Pølle, slægtens overhoved, bredte armene ud. Lidelse og angst var præget i hans skarpnæsede gamle fjæs.

– Kroen og dens nærmeste omgivelser er afsøgt, og Blodhavn Borgervæbning er alarmeret, så hvad gør vi mere? Lille Bruno ville aldrig gå fra os uden varsel. Hvad kan der være sket?

– Æh, host host, jeg har en besked, netop indleveret…

En mørkebrun mand i stribet tjeneruniform nærmede sig, høfligt foroverbøjet. Kroens mangeårige overtjener Lumumba Baluba-Børgesen fremrakte en sølvbakke, hvorpå lå en konvolut. Arnulf flænsede den op og læste højt:

– Jeres lille darling er kidnappet. Vi kræver løsepenge, mindst 47,39 kr. samt opskriften på Pølle Express.

Et gysende gisp lød fra alle tilstedeværende. Pølle Express var det afføringsmiddel, der gennem generationer havde dannet grundlag for slægtens velstand og anseelse. Den dybt hemmelige opskrift kendtes i dette årti kun af Arnulf og hans nevø, kemikeren Lupus Pølle.


Midt i salen stod det bortførte barns moder, Rigmor Pølle, med åben mund og tårer sprøjtende ud af øjnene.

– En uhørt frækhed, brølede Arnulf. – Klar til kamp, alle brave Pøller! Her skal smækkes lussinger med jernhandske!

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside