“Vi bider til bolle,” erklærede Arnulf Pølle. “Dusør for oplysninger om Bruno forhøjes til 117,19 kr. samt et halvt års normalforbrug af vort elskede afføringsmiddel Pølle Expres.”
Nevø Lupus gispede: “Mener du virkelig…?”
“Op med plakaterne,” sagde Arnulf. “Løb om kap med din skygge!”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Arnulf Pølle, slægtens overhoved, tronede bag mahogniskrivebordet på sit chefkontor med frit udblik over den fabrikshal, hvor afføringsmidlet Pølle Expres blev tilvirket. Normalt var den mekaniserede travlhed dernede et meget tilfredsstillende syn, men de sidste 24 timer havde han været i uafbrudt uro, og hans skarpe gamle rovfuglefjæs var stadig rødt af raseri.
Intet livstegn fra lille Bruno, ingen nye spor efter bortførerne. Overalt i Nordvestjylland hang en plakat med bøn om hjælp, og i Nr. Usseldrup Bedehus holdt man døgnvagt med tændte stearinlys, men lige lidt hjalp det.
Arnulf tændte dagens 14. naturcigar og havde netop taget et dybt sug, da døren fløj op, og hans nevø, familiefirmaets diplomkemiker Lupus Pølle, kom stormende ind.
“Vi har fået et brev med nye krav fra de forbandede slamberter!” skreg han. Mens Arnulf var rød som en hanekam, havde ophidselsen gjort den yngre mand bleg à la et svagt gulnet lagen eller hovedpudebetræk. “De stiller skærpede krav!”
Arnulf hostede blå røg, slim og gnister ud i lokalet.
“Læs det for mig, Lupus! Læs højt!”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Hzzææææ bzzææææ frzzyyyy hrzzyyyy tzzuuuuu…
Hæse, hidsige toner kunne høres i det snævre kælderrum, hvor lille Bruno var spærret inde. Han havde ikke fået den jødeharpe eller mundharmonika, han bad sine bortførere om, men de havde smidt en kazoo ind til ham sammen med en sandwich og en plasticflaske med vand, og det var kazooen han nu blæste igennem efter bedste tradition fra Freddy Fræk og Leonard Bernstein.
Bruno, Pølleslægtens vidunderbarn, var i en farlig og fortvivlende situation, men han havde slet ikke tabt modet. Han testede sine kidnapperes intelligens, og den var åbenbart ikke imponerende.
Mens han ventede på redning, spillede han magisk musik på det beskedne plasticinstrument. Nu kommer mama og bedstefar og mine gigantiske, lussingsmækkende fætre lige straks, tænkte han. Så bliver alting godt igen. Bzzææææ frzzy!
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Mørke omgav lille Bruno. Koldt, vådt mørke. De tavse mænd havde fjernet rebene omkring hans arme og overkrop, og den stofpose, han havde haft over hovedet, var også væk, men han havde ikke udsigt til andet end mørke.
En dør var smækket i lås, og nu famlede han rundt langs væggene i rummet, som ikke målte mere end et par meter på hver led. Gulvet bestod af hårde, ujævne sten, døren af brede, rynkede planker.
Han klynkede, men kun et øjeblik.
– Det hjælper jo ikke, sagde han til sig selv. – Der er gået et stykke tid. Mor og bedstefar savner mig. De kommer og redder mig ud herfra. Fætter Bubba og fætter Puckelwaber vil også være der, store som huse, stærke som lastbiler. Familien Pølle slår tilbage, lussinger rydder de ækle mænd af vejen.
Han havde ikke fået mere end et glimt af de to, der fangede ham på udflugtskroens latrinbalkon, men undervejs i bilen havde han bemærket, at de lugtede forskelligt. Den ene af pebermynte og frisk pubæ, den anden af persille og lagret, gæret urin. Det kunne han kende dem på, nu og i al fremtid.
Fem, seks eller flere gange var Bruno nået rundt i det lukkede mørke rum, da han hørte en svag skramlen udenfor.
– Hjælp! skreg han. – Skaf mig en mundharmonika eller en jødeharpe, eller jeg dør! Det er alvor, og det skal være nu med det samme!
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Righoldige køkkendampe sendte budskaber om kål, flæsk, kryddersovs og pølseguf ind i kroens spisesal.
– Vi er fremme, lad festen begynde! udråbte Arnulf Pølle. – Lad os som vor ædle stamfader æde, drikke og være en glad Pøllefamilie, til den affjedrede hjemtursbus kommer og henter os.
I sin egenskab af slægtens nulevende overhoved havde Arnulf plads for bordenden, og ved hans side sad yndlingsbarnebarnet, lille Bruno med det kloge hoved og den store opfindsomhed.
– Pølle pølle pølleguf, sang drengen. – Lad os guffe i en ruf. Pilsner gurgle, halsen skylle, det er festdag for en Pølle!
Stedet hvor de var samlet, Brunmølle Udflugtskro, holdt som altid, hvad den lovede. 22 munde gumlede om kap på de lokale specialiteter, og fik man en klump i halsen, kunne den hurtigt fjernes med hestepilsner og koncentreret blå drikkepetroleum.
Døren i spisesalens endevæg førte ud til en balkon over kroens latringrube. Herfra lød stemmer og glad latter, når festdeltagerne side om side gjorde plads til mere af alt det gode.
Et par timer var gået, da Rigmor Pølle, vidunderbarnets moder, trak Arnulf i ærmet.
– Hvor er lille Bruno? sagde hun.
– Ude og lege, foreslog bedstefar. – Ude og skille sig af med restprodukterne, og måske sidder han også og leger lidt med dem.
– Jamen, jeg har ledt oppe og nede. Han er ingen steder.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
– Så skønt, at vi igen i år samles 1. december, blotter vore hoveder og lægger en krans ved familiens historiske monument. Tak til vor stamfader og dem, der fulgte efter, æret være deres minde!
Ordene skar gennem den kolde luft over Klamhuse Hede, hvor en god snes af Pølle-slægtens medlemmer var samlet foran en gigantisk brunrød granitfækalie med denne inskription i soklen:
PHLUMBERT PÖLLE
1.12.1798 – 24.12.1901
Rejst af stolte efterkommere
– Vi råber hurra, tre korte og tre lange, og udveksler de traditionelle festlussinger, sagde Arnulf Pølle, og dermed var dagens mindetale afsluttet.
Unge og gamle sendte skyer af rimtåge ud af mundene, mens hurraråbene gjaldede, og straks efter lød muntre klask fra de gavmildt omdelte fladhåndsslag. Alle, taleren medregnet, fik kinderne farvet røde.
– Så danner vi kolonne, befalede Arnulf. – Brunmølle Udflugtskro venter!
Han selv, ældste mandlige Pølle, gik i spidsen, rank og skarpnæset, iført fåreskindspels og tilhørende klaphue. Ved sin højre hånd havde han lille Bruno, et livligt og begavet oldebarn. De to var som alle andre i følget efterkommere af den navnkundige Phlumbert Pölle, der engang i 1820’erne indvandrede fra Braunlage i Tyskland og etablerede sig som som savbladsmusiker, bondebarber og lappeskrædder.
Glade og sultne vandrede oldefar og lille Bruno fremad mod udflugtskroen, hvor denne dag skulle festligholdes med brun mad i overflod, hestepilsner og drikkepetroleum.
Drama og ulykker ventede, men smilene i deres røde ansigter tydede ikke på den mindste anelse herom.
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Efter endnu en modbydelig arbejdsdag med udskæring af klæbrig plantemad, løb Niels ud på et offentligt das på rutebilstationen og eksploderede ned i kummen med en højlydt klagen.
Man sagde at vegansk kost skulle være så godt for tarmsystemet, men plantefarsen som Halallandsen havde fodret ham og de øvrige medarbejdere med, havde ikke ført andet en dårlig mave med sig. Afføringen var klistret og brændende som organisk napalm. Fede-Niels humpede stakåndet ud fra toilettet.
Nu trængte han til noget lækkert og nærende til bugen. Derfor slog han et smut forbi sin stamgrillbar.
Han bankede sne af støvlerne og råbte: ”Stik mig tre gange fuldfed medister med knas og kompot og lad det gå lidt tjept. Jeg er deprimeret!
”Udsolgt,” svarede grillmutter. ”Vi har ikke mere kød i biksen. Det er blevet stjålet alt sammen, meeeen vi har fået udleveret gratis sojakikærte-pølser med majs og radiser. Det er lavet af plantefars. Det smager slet ikke som kød eller ligner kød. Vil du have et par stykker? De er lune endnu.”
”En bakke pomfritter, tak!” vrængede Fede-Niels.
Varme stænger blev langet over disken. Pomfritterne var bare ikke kogt i andefedt som de plejede, men derimod økologisk kokosolie. Fede-Niels fik kvalme, men han måtte spise, ellers kreperede han. De sidste par uger havde han også været seksuelt tørlagt, så han trængte i den grad til kvindeligt selskab. Hans kommende hustru, Zissy var udrejst til Djævleøen for at indsmigre sig hos hendes syge tante Fuzzy. Måske ville hun give arveforskud til at finansiere brylluppet.
Niels var altså alene hjemme hele november og december, måske også januar. Det var hårdt at leve i et monogamt langdistanceforhold. Han fik en tanke: Man var vel ikke utro hvis man befandt sig i hver sin tidszone?
”Giver du et put til at hjælpe på mit humør?” sagde Niels.
”Spis din mad, knægt.”
”Jamen, jeg trænger til varme.”
Grillmutter gav ham seks lussinger, og de flæskede kinder blev rødglødende.
”Værsgo. Det var gratis. Spis så.”
Niels forsøgte at dyppe en kartoffelstang i ketchuppen, men en flue fløj hen og irriterede ham hver gang, hvilket umuliggjorde projektet. Uden for vinduet stod en skikkelse og grinede ondt af ham.
Vil Fede-Niels nogensinde få dyppet pomfritten, og hvem er den mystiske skikkelse uden for grillbaren? Få svar på dette og meget mere i næste afsnit!
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
På Halunkenborg var forberedelserne i fuld gang til den store julefest den 20. december. Baryl Nidding Halunk, baronen af Halunkenborg havde netop sendt invitationerne ud til sine venner, familie, kollegaer og bekendte med hjælp fra en villig Sankt Bernardshund, der havde kæmpet sig gennem snedriverne. 402 gæster var inviteret.
”Og traktementet, hr. baron?” spurgte butleren.
”Svin, gris, ko, and, æsel, mammut. Det hele. En af mine venner, Niels Vector Pungknockel, arbejder på kadaverudskæringsfabrikken. Mon ikke han kan skaffe en bunke af de mest delikate udskæringer til julefesten?”
”Det må vi håbe,” svarede butleren. ”Man siger ellers at kødet er i høj kurs i disse dage.”
* * *
Uden for Halunkenborgs vindue, stod en skikkelse lagt hen i mørke. Han grinede for sig selv, mens han kæderøg cubanske cigarer og liderligt gned sine hænder og kønsorganer.
”Du kan tro om igen, baron Nidding Halunk. Der er intet kød at hente til din latterlige julefest, men det bliver din mindste bekymring. Din julefest bliver ligesom nytårsaften. Kaboom. Ha, ha, ha.”
Hvad vil Baryl Nidding Halunk sige til at julefesten bliver kødfri, hvad pønser skurkene på, og vil Fede-Niels snart gøre noget ved sagen?
Få svar på dette og meget mindre i næste afsnit!
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Femte dag som plantefarsudskærer var endnu mere modbydelig end de første fire.
Fremadrettet var arbejdsdagene op til jul forlænget til klokken 23.30, så der kunne sendes mere plantebøf ud til masserne. Fede-Niels’ livslyst og juleglæde var snart forsvundet totalt. Grundet dette kunne han heller ikke varetage sit bijob som journalistisk medhjælper. Hvis han gik før tid pryglede Rachwald ham med en våd avis.
”Mere fart på Niels! Hak så den slimede substans i et højere tempo!” råbte Rachwald Halallandsen. ”Ellers henter jeg den våde avis!”
Hvert minut tænkte Niels på alle familierne der i år måtte spise en plantebaseret julemiddag. En skræmmende tanke. Hvis kadaverfabrikkens ankermand, hr. Gaffelwaber, fik nys om dette grønne helvede, ville han tabe gebisset.
Henne ved kosteskabet lød der mystiske skramlende, bankende og kradsende lyde, men Niels kunne ikke undersøge det, for han måtte holde tempoet. Plantefarsen skar jo ikke sig selv ud i udelikate bider.
Fyraftensfløjten lød og Fede-Niels gik slukøret gennem byens sneklædte gader. Melankolien voksede og han følte sig nødsaget til at bryde ud i sang:
”Man kan da ikk’ blive mæt af en porre,
nu fyldes gaden med salte tårer,
jeg vil så gerne ha’ øf,
men dagens ret er plantebøf …”
Engle-kor: Åh, nej, åh nej!
Fede-Niels: Man kan da ikk’ blive mæt af en bønne,
eller majs og ærter fra tønde,
jeg vil så gerne ha’ kød,
men nu er juleaften død …
Engle-kor: Åh, nej, åh nej!
Fede-Niels: Jeg vil da hellere strande på Mars …
Engle-kor: Ja, ja,
Fede-Niels: …end at tygge på plantefars!
Engle-kor: Puha!
Fede-Niels: Hvad skal der blive af mig?
Engle-kor: Hvad skal der blive af dig?
Fede-Niels: Hvad skal der blive af …
”Luk din fede røv,” råbte en mand fra en af taglejlighederne. ”Der er faktisk nogen der skal på arbejde i morgen!”
En fyldt natpotte fløj ud af vinduet og ramte Niels direkte i forplantningsorganet.
”AUV!”
Englekor: Han vil jo bar’ ha’ flæskesteg!
Niels faldt om med dunkende lem og nosser. Indsmurt i lunken urin- og fækaliesuppe. Han følte sig fortabt. Julen var i sandhed død.
Kan man overhovedet blive mæt af en porre? Vil Fede-Niels være øm mellem benene resten af december? Hvad er det dog for en mystisk skramlende lyd i kosteskabet?
Få måske svar på dette og alt muligt andet i næste afsnit!
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
