Tag-arkiv: Guldjubelkalender

Kalenderblad 1: FESTEN SKAL BEGYNDE

– Så skønt, at vi igen i år samles 1. december, blotter vore hoveder og lægger en krans ved familiens historiske monument. Tak til vor stamfader og dem, der fulgte efter, æret være deres minde!

Ordene skar gennem den kolde luft over Klamhuse Hede, hvor en god snes af Pølle-slægtens medlemmer var samlet foran en gigantisk brunrød granitfækalie med denne inskription i soklen:

PHLUMBERT PÖLLE
1.12.1798 – 24.12.1901
Rejst af stolte efterkommere

– Vi råber hurra, tre korte og tre lange, og udveksler de traditionelle festlussinger, sagde Arnulf Pølle, og dermed var dagens mindetale afsluttet.

Unge og gamle sendte skyer af rimtåge ud af mundene, mens hurraråbene gjaldede, og straks efter lød muntre klask fra de gavmildt omdelte fladhåndsslag. Alle, taleren medregnet, fik kinderne farvet røde.

– Så danner vi kolonne, befalede Arnulf. – Brunmølle Udflugtskro venter!

Han selv, ældste mandlige Pølle, gik i spidsen, rank og skarpnæset, iført fåreskindspels og tilhørende klaphue. Ved sin højre hånd havde han lille Bruno, et livligt og begavet oldebarn. De to var som alle andre i følget efterkommere af den navnkundige Phlumbert Pölle, der engang i 1820’erne indvandrede fra Braunlage i Tyskland og etablerede sig som som savbladsmusiker, bondebarber og lappeskrædder.

Glade og sultne vandrede oldefar og lille Bruno fremad mod udflugtskroen, hvor denne dag skulle festligholdes med brun mad i overflod, hestepilsner og drikkepetroleum.

Drama og ulykker ventede, men smilene i deres røde ansigter tydede ikke på den mindste anelse herom.

Næste kalenderblad

Retur til avisens forside