19 SEKUNDER, DU ALDRIG GLEMMER

Se flere levende billeder
Retur til avisens forside
15 uforglemmelige sekunder med et stærkt budskab:

Tilbage til hovedsiden med mange flere levende billeder

Overalt i Usseldrup Storsogn hersker begejstring og feststemning, og på Brunmølle Udflugtskro er Pølleslægten samlet for at fortsætte den fest, der blev så skammeligt afbrudt, da afskyelige slamberter ved månedens begyndelse kidnappede lille Bruno, vidunderbarnet.
94-årige Arnulf Pølle står ved bordenden, iført gummibukser og klaphue, og er i gang med festtalen:
“Sorg blev til glæde vendt, og vort afføringsmiddel kan nu takket være Brunos ekstreme opfindsomhed fejre nye triumfer. Vi kan alle guffe brun budding uden at bekymre os om regningen, men pas alligevel på, kære Bruno, lad ikke succesen stige dig til hovedet. Du har mange års disciplinering og modning foran dig, inden du kan…”

For enden af salen bliver fløjdørene slået op. Fem herrer i seriøse forretningshabitter skridter ind, flere af dem med mapper, den forreste med nogle dokumenter i hånden.
“Så er vi her,” siger han, “og lad os få aftalen underskrevet med det samme. Der er store værdier og interesser på spil.”
Arnulf slår ud med de magre gamle arme og kigger hen over forsamlingen: “Jeg ville have fortalt det om et øjeblik. Disse ærede herrer kommer fra medicinalgiganten Nøvo Nørdisk, som vil overtage vort elskede afføringsmiddel Pølle Brun Express og udbrede det over hele verden. Usseldrupegnen får i al beskedenhed sin første milliardærfamilie, og der vil være brun festbudding og blå drikkepetroleum ad libitum på Blodhavn Midtermole de næste 14 dage uafbrudt.”
Man skriver under og uddeler plaketter, Nøvo-herrerne smiler bredt og skåler med alle. Llille Bruno griner bag deres ryg, og få øjeblikke senere gnistrer det gennem deres benklæder. Tykke stråler af dampende direktørbrunmasse markerer de nye tider.
Forrige kalenderblad
Retur til kalenderblad 1
Retur til avisens forside

Færgen fra Blodhavn til Swakopmund i Namibia er et miljørigtigt og klimabevarende maritimt storvehikel. Den fremdrives af passagerernes tarmluft, en lille rapsoliefyret hjælpemotor og især af et par hundrede motionscykler i gigantskibets bug.

Hernede sidder de to kidnappere som galejslaver. De synger og fløjter i takt med opsynsmandens piskesmæld. Der er lang vej til Namibia, og goplesuppen morgen og aften smager måske ikke af luksuskrydstogt, men skibet vil nå frem, og efter yderligere et par hundrede ture op og ned ad Atlanten bliver de måske i moden alder prøveløsladt.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Overalt i vore hjemsogne oplever man denne jul eksplosive defækeringer, og efterhånden som det nye afføringsmiddel udbredes via Holstebro til resten af verden, står det klart, at familien Pølles fremtid bliver et med guld overtrukket brunt eventyr.

Lille Bruno optræder i tv med musen Mikkel. Han spiller kazoo og får den kære lille gnaver til at danse. Pøllefamilien og næsten alle andre jubler i kor.
Men hvad med gangsterne, kidnapperne? Hvor er de, og skal de ikke straffes?
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

“Ja ja, vi skal nok få styr på det!” skreg oldingehjemsforstanderinde, fr. Eulalia Peckelgren.

“Stil jer roligt i kø ved nærmeste toilet, så løser det sig alt sammen!”

Imens var Arnulf, Lupus og Bruno Pølle i rask tempo på vej tilbage til afføringsmiddelfabrikken i deres pedaldrevne firmavehikel.
“Denne dag bliver historisk,” gryntede Arnulf.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

“Kære gode oldinge, velkommen til dette års julefrokost på Klamhuse Proletariske Luxusoldingehjem. Som I kan se, er der bjerge af flæsk, pølse og 14 slags tilbehør på bordene, og vi starter som sædvanlig med en skål. Glædelig jul, hip hip hurra!”

Ragnhild Pølle, lussingterapeut på hjemmet, havde holdt festtalen. Oldinge og personale drak af den gråhvide velkomstdrik.
“Nu sker det,” hviskede lille Bruno. Han lå sammen med Arnulf og Lupus på et lavt tørreloft med udkig gennem en ventilationsrist ned i spisesalen.
Og ganske rigtigt. Alle langede til fadene i et vanvittigt tempo. Maden passerede ikke tallerkenerne, men blev skovlet direkte ind i de åbne munde. Flæsk, pølse, budding, roemos, savsmuldsbrød – lige meget, hvad det var, lynhurtigt forsvandt det.
Så lød første knald under et af bordene. Snart efter et til, og man anede en gnist dernede i mørket. Skrig og brøl kunne høres, mens endetarmene udsendte deres selvantændende eksplosive gas og straks derefter syndfloder af brun pladdermasse.
De tre iagttagere på loftet trak sig baglæns for undslippe stanken.
“Hvad siger I så? spurgte lille Bruno. “Er det godt nok?”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Døren kunne låses op indefra. Så enkelt var det. Lille Bruno hørte gangsternes brøl, mens de dansede rundt i køkkenet med stråler af afføring sprøjtende bagud gennem de sønderrevne benklæder, og han tillod sig et smil, mens han gik ud i friheden.Hans levende drengehjerne fastholdt adressen på den lave, forfaldne villa, han havde været fange i.
Byen var selvfølgelig Holstebro, ondskabens åbne moderskød.
Han skyllede den værste forurening af sig i Storåen og overvejede, om han skulle opsøge politiet. Nej, det her var for stort og mærkeligt til, at man kunne blande sløve myndigheder ind i det. Han måtte tage turen nordvestpå til fods.

Våd og kold, men i strålende humør og rask tempo skridtede han af sted. Musen Mikkel kunne han mærke i sin inderlomme.
“Op med humøret,” mumlede han, mens han strøg den med en finger over nakken. “Der bliver masser af god mad og varme til os begge to, når vi kommer hjem.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Gangsterne ventede ikke på kniv og gaffel. De skovlede med fingrene det grove foder ind i deres åbne gab, og da tallerknerne var ryddet, rakte de ud efter mere.
“Ja ja,” sagde lille Bruno, “lad mig se, hvad jeg kan klare.”
Men det blev ikke nødvendigt. Hans afføringsmiddel var nået til fase to i sin virkning. Gangsterne holdt om deres opsvulmede maver, og ansigterne lignede dårlige fastelavnsmasker, der smeltede indefra.
Bruno kastede sig ned på køkkengulvet, sekundet før eksplosionerne kom. Orange flammer sprængte hul i de to mænds benklæder, og stråler af brun, stinkende pladdermasse sprøjtede ud i det trange køkken.

Bruno var i helvede, men for første gang i mange døgn kunne han også se en vej ud. Gangsterne trimlede rundt, brølende af smerte og rædsel, og han zigzaggede mellem deres ben hen mod køkkendøren, som var sprængt åben.
Med ansigtet sovset ind i deres bløde, dybstinkende afføring løb han gennem en kort mørk korridor frem til en dør med en glasrude. Der var blåligt aftenlys udenfor. Byens og verdens og frihedens lys.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

“Hold da kæft,” sagde gangster 1. “Der sker noget her.”
“Men skal der komme ild ud af røven?” sagde gangster 2. “Er det sådan, afføringsmidler virker?”
Musen Mikkel var trimlet om kuld. En heftig dynge af frisk afføring lå bag den, endnu rygende.
“Det var et forsøg,” svarede lille Bruno, mens han strøg varsomt over gnaverens runde ryg. “Nu må vi give Mikkel lidt vand og lade ham hvile.”
“Vand har vi nok af,” sagde gangster 1. “Jeg trænger til noget stærkere. Vi havde en flaske snaps i køkkenskabet, ikke?”
Gangster 2 tog flasken frem. “Jo jo, mere end halvt fuld,” sagde han, “så det kan vi andre også blive. Skal du have en tår med, stump?”
Lille Bruno rystede på hovedet.
Gangsterne skålede og tog et par solide slurke. Sekunder senere blev deres øjne større, og mundene åbnede sig. Nu lignede de fisk, eksempelvis torsk, på landjorden.
“Giv mig noget at æde!” brølede den høje.
“Mig også!” lød det med panik i stemmen fra hans makker.
Bruno skubbede to tallerkener med savsmuld og salpeter hen over køkkenbordet.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside