Alt for længe og i særdeleshed alt for tilfældigt har i milliardvis af uensartede ringpølser, maghonifarvede præmiefækalier, planløse småkugler samt tyndtflydende, skummende fækaliemasse i en blandet strøm forladt Usseldrupegnens befolknings fordøjelseskanaler.
For produktionsenhederne på vore fækaliebearbejdningsanstalter er meget sparet ved modtagelse af ensartet råstof. Derfor er et antal Usseldrupske ådsel- og fækalieafbærere sendt på kursus for at rette indsatsen mod sløseriet på profylaktisk vis, i stedet for som hidtil blot at afvente tilfældighedernes gang.
Kurset har titlen: ”Hvad der kommer ind, skal også ud – og helst i snorlige rækker”. Ensartethed er alfa og omega i den fækaliepædagogik, der er strømmet hertil fra foregangsområder som Tyrol og Böhmen. Pædagogikkens ophavsmand er Herr Werner Naestbest.
Fækaliepædagog, dinglebærrenes fjende nr. 1, Herr Werner Naestbest, er højt respekteret for sin udvikling af effektiviseringsteorien.
Når kursisterne vender hjem, vil de påbegynde den tvangsundervisning, der er nødvendig, indtil budskabet er opfattet. De vil belære sognets beboere om madlavning, fækalieopmåling og -vejning samt viden om ”kemi i køkkenet.” Ydermere varierende husråd mod forstoppelse samt vejledning i kostråd for opnåelse af bestemte konsistenser af fækalier. Kursets metodik, lussingpædagogik, er en formidlingsform vi er vant til, og som netop i vort sogn må være den optimale.
Hvis Herr Werner Naestbests navn forekommer Dem bekendt, er det muligvis fordi han er kendt for at have opfundet midlet mod de generende såkaldte dinglebær, nemlig fjernelse af behåring omkring anus.
Jeg ankom til en marmorport, der omgav et rustent jerngitterværk. I lyset af min døende cigarglød anede jeg til min venstre side en menneskelig rygsøjle, der på makaber facon hang ned fra loftet. Jeg hev rask væk i knokkelværket, der derefter afgav et dundrende, metallisk
“dong-g-g…”
Af gammel vane tømte jeg derefter min næstsidste lommelærke… Arsenal 1, Tottenham Hotspur 0… Men nu var tiden just ikke kommen til diverse nostalgiske reminiscenser.
Oplyst af en simpel tælleprås anede jeg gennem porten en hæslig kutteklædt skikkelse nærme sig, med langsomme, slæbende skridt… Den stak sit afskyelige ansigt ind imellem tremmerne, og udrakte en lang, byldebetændt tunge.
“Jeg være broder Bæ, eheheh! Og bibliotek lukket!”, gryntede denne frastødende krøbling, og tilføjede et uvenligt: “Forsvind med ham, in Nomine Satanas!, uaarhehehehehh…”
“Der er noget De har aldeles misforstået,” svarede jeg. “Jeg er ikke kommet for at låne bøger! Jeg er blot her for at reparere Deres defekte lås. Jeg kommer fra… fra låsesmedsfirmaet… øeh… Plus, Kvam & Perfektum, og Da vi begge ankom her, havde Deres foresatte jo allerede ringet, hvis De altså forstår…”
“Hva’ba’…? Eheheh…” lød det forvirret fra den savlende pukkelryg, der med håndroden dunkende sig gentagne gange mod sit deforme kranium.
“Jamen, jeg kan da med mit blotte fagmandsøje se, at porten er gået noget så frygeligt i baglås,” bemærkede jeg, non-chalant. “Skulle vi ikke hellere se at få det ordnet. De kan jo heller ikke selv komme ud…”
Præcist som antaget stirrede kretineren et øjeblik vantro på mig, drejede så ivrigt sin nøgle rundt i låsen, og skubbede porten helt op. Han slog derefter triumferende ud med armene, i en dybt grotesk positur.
“Nu han se, virkelig se, eheheh… ikke baglås, eheh!” gnækkede han.
Jeg greb omgående mandslingen om halsen, og løftede ham op, så han rallende dinglede fem centimeter over gulvet.
“De skal ikke være så forbandet kålhøgen, men bare lade mig stille og roligt passere, forbi Deres håbløst korroderede rivejern!” sagde jeg, og tilføjede: “En af Deres kolleger er uheldigvis kommet til at lave noget værre gris ude i vestibulen. Kan De ikke gøre Dem en anelse nyttig, og så se at få det ulækre svineri fjernet, omgående. Så skal jeg i mellemtiden lynhurtigt ordne mit forehavende, og jeg skal love Dem, at jeg ikke piller ved Deres fjollede bibliotek… ret meget. Og tag Dem en førsteklasses cigar for al Deres ulejlighed!”
Jeg proppede enden af min næstsidste havaneser ind i munden på den klumpfodede klovn, slap taget om hans skæve hals, hvorefter han pibende og hinkende forsvandt langs den mørke gang hvorfra jeg lige var kommet, medens han til min store ærgelse som en
åndssvag gnaskede løs på den fine cigar…
Jeg gik ind i det store, bælgmørke lokale hinsides porten, og strøg en tændstik. I et kort øjeblik ænsede jeg aftegningerne af endeløse rækker af velordnede reoler, proppet med støvede bøger og manuskripter, men et pludseligt pust slukkede min lyskilde. Jeg tændte endnu en
normalt gennempålidelig tordenskjold, men fænomenet gentog sig. Så igen. Og så igen… Her var da ikke gennemtræk. Narrestregerne ville tilsyneladende ingen ende tage…
Som den gamle romantiker jeg nu engang var, udbrød jeg spontant et rungende: “I Lucifers navn, bring lys, mer’ lys!”, og straks flammede alle lysestager og kandelabre i rummet op, som befandt jeg mig i selveste Vatikanet.
En hæs, dæmonisk hviskende stemme svarede hånligt og med resonerende ekko i mit øre: “Am Anfang Gab Es Nur Die Scheisse-eisse-eisse…”
Dette var jo ikke særlig klædeligt for et højtideligt rum af denne kaliber, men jeg var vant til det, der var langt værre, på en almindelig formiddag på Gustenhuse Dyrskueplads, så jeg tog ikke videre notits af disse platte, tilbagevendende bemærkninger, men gik straks igang med at undersøge mine omgivelser.
Blandt bibliotekets ganske overvældende mængder af knaldhård pornografi og dybt underlødig kiosklekture forefandtes – trods alt – et bredt udvalg af den ægte Sorte Litteratur: Ghorl Nigral, Ondskabens Træ, Necronomicon, Klønkes “Mit Liv”, Baudelaire, IKEAs forårskatalog, Malleus Defaecarium, Uffe og Krista Hoves “Vildliv”, De Tarmis Mysteriis, Kommunismens Manifest, Poe, Dansktoppens Hvem-Hvad-Hvor, Satans Bibel, Skidtaf Andersens og Klaus Pisbjergs samlede uværker, Holstebros Historie Bd. I-LXII, A. Hitlers “Min Manglende Nosse (og Hjerne)”, Den Amerikanske Forkvakling, Færdselsloven, Ritt Bjerregaards Bilagssamling, Frit Cisternia, Been Beensen Brächers “Jøderne På Halv”, M. de Sades “Røv og Røv Imellem”, Wanker Jørgensens hidtil upublicerede “Undskyldning Til Det Danske Folk”, Det Moderne Sverige, Afholdsbevægelsens Håndbog, Regnbuens Børn, samt Vagttårnets Årsskrift. Kort sagt: et veritabelt mareridtskatalog af allehånde infame afskyeligheder, på skrift.
Jeg udtog en tilfældig skriftrulle blandt den allerældste visdom, og udbredte den på nærmeste pult. Dette var Lavements-Konfigurationen! Et antediluviansk værk, som alle historiens skriftkloge anså for værende blot en myte… Oh, hvilken herlighed! Jeg kunne fordybe mig i denne verden i årevis. Med eller uden færgemand. Jeg satte mig ned på en støvet, knirkende marokkopude, tændte min sidste cigar, og drejede låget af min endegyldige lommelærke. Jeg måtte reflektere…
Dette var jo selvsagt ikke endestationen… blot mere forblændelse. I den behagelige tåge af cigarrøg og højpromille observerede jeg på bordet foran mig den gradvise materialisation af et sæt fyldte karafler, og en mindst ligeså indbydende de luxe cigaræske… Jeg hørte nok engang den velkendte hule stemme le inden i mit hovede, mørkere og endnu mere ondskabsfuldt end hidtil… Man prøvede til stadighed omend forgæves at nedbryde min stålsatte nordvestjydske characteer.
Dette forunderlige lokale var jo tydeligvis kreeret med det specifikke formål at få en principfast mandsperson til at falde i allehånde staver, lige før målstregen. Men hvorledes komme videre, herfra? Alverdens mest sublime billederotika samlet ét sted, en uudtømmelig tantalus, og et veritabelt stalinorgel af kvalitetscigarer, fred og ro, og intet ansvar… Her kunne en ægte mand af rette støbning måske for en gangs skyld få lov at være sig selv!
Men nej. Dette var nok en lumpen fælde… og nøglen er og bliver til stadighed at finde, inden i een selv. Man må sg’u være en rigtig mand, når det gælder! Jeg kvaste resolut stumpen af min cigar mod bordpladen, rejste mig op i al min manddoms vælde, sparkede til marokkopuden så den susede gennem mørket i en regn af sorte snegle og summende fluer, spyttede på uhøvisk vis ud i lokalet, bøvsede og lo sjofelt, af hele hjertet, og slog så en bragende vind.
“I Hartmanns navn, luk op, eller jeg tramper hele slottet ned i voldgraven, hvori det vitterligt hører hjemme!” brølede jeg, af mine lungers fulde kraft.
En falsk bogreol skød omgående til side, med en hvinende lyd. Ha! Nu var jeg da vel for Fanden endelig ved denne skøre rejses ende.
Jeg gik ind i det hemmelige rum, som bestod af kolde stenvægge, omkring en besynderlig tronstol. Men hvor fanden var Fanden…?! Jeg gik frygtløst nærmere. På det uhellige, suspekt duppede og bremsesporsbefængte sæde forefandtes kun en støvet båndafspiller, hvori sad en gammel kassette, fra en svunden analog tidsalder.
Jeg trykkede uden tøven på den noget modvillige play-knap. Et øjeblik efter skingrede en forsamling tonedøve, marxistisk indoktrinerede børn fra Holstebro Ungdomskor følgende strofe:
“Hare, Hare Krsna, døden skal du lide! Du, som kommer allersidst, får ikke lov at skide! Tihihihihihiiii…”.
Jeg stoppede omgående båndet, og vendte det om. Helt ærligt… Nu var det altså absolut sidste chance, inden jeg… grrr… hrmmm… inden jeg fandt på… på helt andre metoder! Jeg spolede det raslende bånd tilbage til start, og satte atter, og med en dyb indånding, apparatet igang.
Jeg var nær skvattet død om, på stedet, af akut massetab af hjerneceller…!
Er dette så svaret på det store, æonlange, eksistentielle spørgsmål? Har Gud blot givet op, og efterladt menneskeheden en gigantisk practical joke, på bunden af altings akkumulerede fækalia? Overladt styringen af det fejlslagne eksperiment kaldet homo sapiens til en forsamling halvhjerner og båthornsuduelige narrøve og kvindagtige hattenåle? Ja, det er jo for så vidt typisk Det Offentlige… Og nu tilmed inkluderende en flok ildelugtende og alkoholfornægtende, fezløse ignoranter, med underudviklet penis og flade testikler. Ja, noget kunne jo unægteligt tyde derpå…
Men sådan spiller gylleorgelet Drolen baldre’me ikke! Jeg har ikke vandret hele denne lange vej, blot for at blive habbasuttet og baghylet af nogle talentløse arabertosser. Dette gjorde mig noget så ufatteligt skumrasende, at jeg entrerede et gigantisk sjæleligt furorum, indtil jeg lignede en øltønde med fire lange spastisk flagrende spunse, med et hidsigt roterende rødkålshovede ovenpå, og jeg følte mig unægteligt fristet til på stedet at lade hele området bræksitere til atomer.
Men hov! Lige et øjeblik… Man skal ikke lade vreden løbe af med sig. Dét var jo fælden! Og deri bestod hele pointen, hele prøven. Åhr, for pokker, dér havde de jo nær fået mig! Men nærved og næsten, foroven eller -neden, slår ej hesten, eller mig, af velocipeden! Der er jo efterhånden ikke en anstændig mandsperson at finde, hernede, såvel som foroven. Kun en kæmpemæssig ubrugelig masse af fallerede cirkusmedarbejdere… Nu var beslutningens time dog endelig kommet.
Så her lades alt håb ude…? Nonsens! Det er et såre beskidt job, indrømmet; men jeg er netop manden til at udføre det. Og det skal ske med glæde!
Jeg tiltræder hermed den tilsyneladende ledige stilling som det nye Store Dyr i Åbenbaringen. Nu er opgaven soleklar, og arbejdet forestår. Som overordnet ansvarlig for alting hernede, kan jeg ikke længere varetage diverse inkompetente jordbundne proletarers trivielle, daglige latterligheder… Disse, og tilsvarende forkastelige individer, haver herefter bare, aldeles omgående, og uden diskussion, at opføre sig intet mindre end mega-eksemplarisk, hver evig eneste levende dag, for ellers kommer de jo før eller siden herned til mig, og så skal jeg edderbanke’me gennemondulere dem; og det på en måde, de aldrig har oplevet før.
Men dette er vel næppe hverken modtaget eller forstået… Det ansvar påhviler imidlertid ene og alene Dem selv, kære læser. Som den gode, gamle færgemand sagde: “Held og Lykke!”
Den Gamle Skole er hermed at betragte som lukket for stedse, grundet eklatant mangel på effektiv og tidssvarende disciplin. Alle er på det allerskarpeste advaret. Hvis ikke De tager Dem gevaldigt sammen, får De før eller siden enden noget så eftertrykkeligt på komedie, og det vil være mig en udsøgt personlig fornøjelse at orkestrere denne bizarre øvelse, helt udi detaljen… Dette er dog ingenlunde enden. Det er blot begyndelsen. Og al begyndelse er jo som bekendt svær. Har De lyst til at begynde, med mig?
Ja, og hvis De simpelthen bare ikke kan vente, så ved De jo godt, hvor De kan finde mig: Krads Mølle, Gustenhuse Sogn. Henne om hjørnet, nede i kælderen…
Ud af den mørke dis gled et simpelt, noget ramponeret fartøj af træ, dækket af tang og rankefødder. Dette var Karens Robåd, og den gnavne, kutteklædte styrmand beordrede mig straks ombord.
“Hø’er li’e hæær, vi skal skis’me først lige have ordnet betalingen. Landkrabberne stikker sgu’ af fra regningen… Det bliver lige én obol, inkl. dødningemoms, mester,” hostede den dystre skikkelse.
“Sådan en har jeg tilfældigvis ikke lige på min person, men tag en Kongen af Danmark!”, svarede jeg venligt, og rakte med fast hånd min bolchepose frem
mod den mørke gestalt. “Nej, tak. Jeg sutter ikke på kandiserede surrogater af afdankede statsoverhoveder, fra de dødeliges verden… En obol, forud, eller så må De sågu’ selv svømme over!”
Dette var vel rimeligt nok… Jeg rakte ham i stedet en af mine få resterende lommelærker.
“Enkeltmaltet skottevand, hidrørende et sted fjernt herfra…” oplyste jeg den pludselig meget nysgerrige sømand. “Det er en vaskeægte 12-års Glen Riddersholm, lagret i et gammelt tørkloset på en øde ø vesten for Hæmorrhoiderne. Og når De så har tømt butæljen, kan De jo prøve en kvalitetscigar,” tilføjede jeg, og rakte ham en tændt havaneser.
Den kutteklædte skikkelse tog sig et ordentligt drag af den herlige væske, og pulsede derefter løs på den storslåede tobak, til bittesmå lyn skød frem, under kuttens hætte… “Ja, så kan skuden den Fanden fløjte’me s’gu da ellers i Be’elzebubs navn gå, og det også i en ruf!” udbrød den formummede mandsperson begejstret, og hev i årerne i så rasende et tempo, at flammer blussede op af bådens kølvand. Jeg satte mig komfortabelt ned i båden, og røg og drak, medens båden fór henover de mørke vover…
“Tju-hej, hvor det går! Lad os da fordrive tiden med overfarten ved i fællesskab at istemme Den Sorte Sejler!” foreslog jeg. Manden sang for, og så blev der for alvor stemning ombord:
Vi nåede den fjerne bred. Kaptajnen fremdrog sin iskolde skelethånd, og jeg greb den omgående i næven, og trykkede den, til det knasede… “Tak for Deres store venlighed over for en simpel færgemand,” ytrede han sagte.
“Der er absolut intet at takke for,” replicerede jeg. “Det er hele verden, der takker hædersfolk som Dem! Ellers var der slet ikke nogen verden, hverken over eller under, og tak kun et fattigt ord!” Jeg slap de sørgelige rester af den smuldrende knokkelhånd, og den kutteklædte sank en anelse sammen, og gispede svagt, medens bådens stævn blidt bumpede mod bredden. “Held og lykke!” lød det dystert, fra den trætte, gamle navigatør, der synkede stumpen af sin udbrændte cigar, medens jeg skrævede over rælingen og gik i land.
“Hold De Dem hellere parat til rejsen retur… Jeg skal gemme en cigar, og en dram eller tre, til Dem!” råbte jeg opmuntrende tilbage. Men da jeg vendte mig om, for at vinke adjø, var der hverken båd eller skipper i syne. Kun den triste, blikstille sorte flod…
Efter denne rørende episode kom jeg til et underligt stoppested, for bunden af en tilsyneladende endeløs vej af ujævne brune mursten… Et skilt viste: “Incubussen kører ikke længere! Der er strejke. Vi får al for lidt tæv og prygl i løn!”
“Nu må De vade på Deres flade, gamle konvolutter langs den Brune Murstensvej, der ingen steder fører hen, til e-e-evig tid! Mouuuaharharhaaaaa…!” lød igen den samme, bekendte og dybt imbecile røst, fra et ukendt sted i det fjerne…
“Åh, så hold dog Deres stupide kæft!”, råbte jeg, og lusserede incubussen, til den sank helt sammen, under en miserabel knagen. Jeg gik hen til en rusten vandpost for at tage mig en for min person meget ukarakteristisk tår gåsevin, oven på denne anstrengelse. Det var med at spare på de dyre dråber, for jeg havde jo ikke megen spiritus tilbage…
Men heller ikke dette apparat fungerede. Jeg rev og flåede i Fandens pumpestok,
til gnisterne sprang, og med et blændende lysglimt knækkede den midt over, og jeg stod nu lige foran porten til et forfaldent slot. Jeg var jo efterhånden vant til disse pludselige ændringer i scenariet, så jeg bankede straks min barkede næve gentagne gange mod den mosbegroede, jernforstærkede dør, og tændte mig derefter endnu en fed cigar fra mit næsten udtømte lager…
Porten åbnedes langsomt og knagende, og afslørede et i edderkoppespind delvist tilsløret indgangsparti, med en brun løber, hvis ende ikke kunne anes i mørket. Ud foran mig trådte pludselig endnu en djævelsk karikatur, som på meget ubehøvlet vis spærrede min vej.
“Jeg er Le Chevalier aux Gylle de Bajs. Og ingen kommer ind!”, lød det, en kende arrogant, fra denne, tilsyneladende faldne frankofile butlertype.
Jeg svarede kækt, og ikke særlig kontrafaktuelt: “De ligner Darth Vader til Pride Parade i Holstebro! De er alene af dén grund en gigantisk skændsel for ridderstanden… Er de helt sikker på, De ikke i virkeligheden er ringridder?! Eller har jeg trods alt, hér på stedet, Deres tvivlsomme æresord som såkaldt adelsmand på, at De ingen lukker ind…?”
“Det kan De bide Dem selv i kyradseren på!” snerrede den harniskklædte svans, vredt.
“Så, altså, ingen kommer ind…” sagde jeg, inhalerede dybt, og blæste cigarrøgen ud i ansigtet på tåben. “Nuvel; mit navn er hr. Dr. Mefistofeles Asmodeus den let haltende Hartmann von Ingen, seksogtyvende Baron af Gustenhuse. Min slægts motto er: “Skal Jeg Ligefrem Ruske Dem?!”.Mit våbenskjold er en kæmpefod af nordisk stål, der sparker en flok arme normanniske riddere direkte i bagbeklædningen… Sig mig, forstår De overhovedet et vink med en blidestang…?”
“D-de skal aldeles ikke stå d-dér og ryge cigarer og være f-fræk! Jeg hidkalder M-m-mesteren,” svarede kæltringen rystende, i sit for situationen noget uklædelige panser og plade, og lavede djævelens latterlige, fingeramputerede håndtegn.
“Nå, så. Er det selveste Mester Jakel, til hvem De dermed hentyder….?”, svarede jeg, og tilføjede: “Mit navn er for ind i Helvede Ingen, og jeg ved udmærket godt hvem De er… De formøblede hele Deres fædrene arv på evnesvagt gøgl, og da De ikke længere kunne betale Deres bordelregninger, gik De amok i sygeligt hor, drab, og satanistisk homofilt børneæderi, indtil De ikke længere havde andre jobmuligheder, end at lade Dem hænge og brænde, som det afskyelige bæst De i virkeligheden er, og så stå i vejen hér, for anstændige personer, i al evighed, som et gennemråddent eksempel på ultimativ menneskelig depravation! Eller; med andre ord: en typisk aristokrat!”
“Nej, nej, neeeej… ååh, det er sandt! Det er så sandt, så sandt….” vrælede denne sørgelige, senmiddelalderlige poseur, og sank så sammen i en klump på gulvet.
“Stram Dem nu for en enkelt gangs skyld an!” svarede jeg, og tømte en opmuntrende lommelærke ud over bylten af patetisk feudalt tosseindavl, der derefter langsomt opløstes i en boblende pøl af stinkende råddenskab, misdannede knogler, halvanden snes sølvmønter, og diverse klankende rustningsdele…
“Sikken et meningsløst spild af alkohol,” sukkede jeg, rystede på hovedet, tændte mig nok en fremragende cigar, og passerede videre ad det brune tæppe, der fra indgangspartiet ledte frem mod en stor marmorport, i bunden af en mørk og skummel korridor, flankeret af tavse skeletter…
Nu var der næppe langt igen. Men for hvem?
I dirrende spænding afventer vi fjerde og sidste afsnit af hr. Hartmanns helvedesrejse.
Jeg passerede gennem kaleidoskopiske lysglimt af farver og pruttende lyde. Dette
var vejen til Selvmordernes Lund.
Her herskede en katedralsk atmosfære af sublim naturlig stilhed og værdighed, dog med antydningen af en ubestemmelig, rådden lugt… Pludselig mærkede jeg noget hårdt i krattet ramme mod min brede skulder.
Jeg kiggede til siden, og så et grusseligt syn! Hér hang min gamle bekendt, hr. bonbonfabrikant og landsholdsmasturbatør Erik Oluf Andersen, reduceret til
et afpillet skelet, der raslede i den sagte brise. Stop en halv! Nu måtte jeg
ligegodt pausere… Dette var for meget. Jeg tømte for nerverne rask væk 2
af mine resterende lommelærker, og halverede min cigarbeholdning, medens
jeg i tårer erindrede vore muntre fælles handelsrejser, tilbage i begyndelsen
af 1930erne, da vi krydsede Limfjorden i jolle til Fur med Kongen af Danmark.
Produktet, forstås. Ikke Hans Majestæt…
Jeg beder derfor ydmygt læserne om andægtigt at hædre hr. Andersens minde, med istemmelsen af nedenstående sang. Tro mit ord: han var nu sådan en god mand,
der blot ikke formåede af give slip på hverken kønslem eller erhvervsmæssige
ambitioner…
Herefter gennemlusserede jeg Andersens benrad, til knoglerne faldt til jorden, og sparkede
så lidt løv og muld over de sørgelige rester. Farvel, Erik, du glade, gamle eliteonanist…
Du ville så meget, og kunne dog så lidt… Du ville have det hele, og nu har du intet som helst. Ikke engang et par ben at gå på, endsige et lem at rive i… Hvil nu blot i fred.
Skoven tyndede gradvist ud, og jeg stod nu på en velplejet græsplæne. En lapset, og temmelig fjoget udseende mandsperson med tændt cigar og guldlommeur løb rundt i strømpesokker og sparkede til nogle gamle kugleformede fækalier, medens han skrålede højt til – og om – sig selv.
“Jeg er Prææben Selvkær. Verdens selvfedeste afføringspedalist. Indover, Ulrik! Tilbage til Troels! Skyd, Pauli! Olé! Din klaphat! Dommeren har lort i lommer’n. Ostemad! Og det var Danmark! Jæppe-læppe-læp, og hutli-hut…!”
Jeg gik direkte hen og konfronterede denne lallende idiot, ansigt til ansigt. “Lad mig gætte.”, sagde jeg. “Dette er så Deres straf for at stå og fortælle de samme 3 idiotiske og umorsomme idrætsanekdoter, i fyrretyve lange år. Har jeg ret?”
Skikkelsen vrængede og bøvsede til svar: “Nu skal du ligegodt høre om dengang vi punkterede Arne Franksens samlejenegerdukke inde på Hotel Karina i Skedbæk…”
“Nej, ikke på vilkår. Fri mig dog for flere kapitler af Deres sindssygdoms historie!”, udbrød jeg. “De er jo blot et latterligt fantasifoster… Deres selvopfattelse er skudt langt over mål. Jamen, De er jo ikke engang død, endnu. Men håbet er vel lysegrønt…!”. Derefter plantede jeg resolut den splintrede ende af resten af min gamle spadserestok i fodboldfantomets ene øje, og drejede den rundt, 3½ omgang, prc.
Gespenstet afgav et hyl, og forsvandt i en ildelugtende sky af gamle røgbomber fra Lerpytter Stadions materielkontor.
“Så kan De jo altid prøve at satse på blinde-OL!”, råbte jeg ud i luften. “Og iøvrigt er Deres bukser revnet. Tag Dem dog sammen, menneske!”.
Sikke dog en utiltalende støder… Nu var det ved at være nok med disse absurde klovnerier.
Hvad blev mon det næste… Jeg tømte gesvindt en lommelærke mere.
For enden af denne yderst velfriserede sportsslagmark til lalleglædens fremme, arriverede jeg ved brinken af en kulsort flod, hvis fjerne bred knapt skimtedes i horisonten. Intet fartøj var i syne. Måske rejsen endte her? Det var næsten lidt for nemt… Der måtte stikke noget under, thi intet hernede syntes at være, hvad det udgav sig for.
Jeg kiggede ned i det mørke vand, og så et rædselsvækkende kvindeansigt stirre tilbage, med onde, røde øjne…
“Åh, du lille Hartmann, kær. Hvem er mon skjønnest i Helved’ hér?”, mjavede denne hæslige leviatan…
Jeg opknappede på stedet min gylp, fremdrog mit runkne organ, og lod urinen fosse i store gule strømme ned over dette ækle fata morgana. Ansigtet gik langsomt i opløsning, med en ynkelig, langstrakt skrigen…
Jeg var nu ærligt talt ved at have fået mere end nok af hele den absurde forestilling, som en dyb og temmelig uforskammet stemme havde lokket mig ud i. Jeg råbte: “Hvem tror De i grunden, De er? Troldmanden fra Aars…?! Kan De så se at sørge for noget befordring, således at jeg kan komme Dem i lussérbar afstand, hvem Fanden i Helvede De så ellers er!”
En mørk og hul latter lød, og i det fjerne hørte jeg sagte åreslag nærme sig…
Under ombygningen af mit ydmyge landsted Krads Mølle fandt jeg ved et tilfælde en gammel løngang i kælderen, hvorfra sælsomme, forvrængede lyde af et fordrukkent mandskor trængte op.
Det lød som noget frit efter Naversangen:
Åh, disse minder, fra du var en luddoven svend. Åh, disse minder, den tid får du aldrig igen! Åh, disse minder, det er dem, der gi’r tøjet odeur… I skidtet du svendene finder, med det gode, det gamle humeur!
Var der arbejd’, så gled vi; på gulvet der sked vi, men tog dog forplejningen først.
Vi er helt nede i møget, og sjælen er fløjet, pullimutten, den stiller vor tørst!”
Ja, dette måtte jo nødvendigvis undersøges på stedet. Jeg vil ikke under nogen omstændigheder acceptere uautoriseret fjol og drukkenskab under mit hus, så jeg iførte mig straks min overfrakke, samt bowlerhat, og medbragte min pålidelige stok, et bedre sortiment cigarer, og diverse alkoholiske forfriskninger i rigeligt mål, til hvad end denne rejse ned i det ukendte så end måtte bringe.
Her foran gitterværket sad en lurvet forsamling af slatne, højrøstede og forhutlede individer, af typen der end ikke gider gå ad helvede til på respektabel vis, men som venter på at blive fragtet derhen, på sognets regning… Pludselig rejste en ranglet og temmelig skiden aldrende mandsskikkelse sig skælvende op fra denne degenererede klump af menneskelig bærme.
Han sagde: “Oh, du dødelige! Dette er Helvedes Forgård. Mit navn var Kai Røvling. Dette er min straf for at spilde mit liv på at stå i skimlede forsamlingshuse, og fortælle dårlige vittigheder med påtaget dialekt, til et overrislet publikum af stinkende proletarer!”
Jeg svarede tavst oldingen med et halvt dusin knaldhårde dobbeltlussinger til han kollapsede, og lod derefter min spadserestok danse over hans rygstykker, til den splintredes. Sådan noget kan man simpelthen ikke byde mig. Hvad i alverden er meningen med sådan en gang talentløst, tarveligt gøgl… Og så lige underneden min privatbolig! Det er helt uanstændigt! Næh, måtte jeg aldeles omgående få tale med chefen.
Den fældede Røvling peb ynkeligt, og pegede med en rystende knokkelfinger hen imod bronzeporten…
Jeg rejste den op i en arm, med en skurrende lyd, og gik igennem… Nu var jeg tilsyneladende i Helvedes Venteværelse. Næsten alle sæder var optaget af en skare ubestemmelige, sammensunkne personer klædt helt i gråt. Ikke en lyd andet end en enerverende suppeslubren hørtes, men jeg så under hattekanterne de små glødende grønne øjne af en veritabel hær af janter, endda af allerværste skuffe. De sad som forstenede og kiggede i gamle udgaver af Lokumsbladet, Tabertidende og Hør & Se Hvad Alle De Andre Går Og Laver.
“Hvem Fanden er De, og hvad Fanden bilder De Dem ind, at komme anstigende hér, på den måde!”, rungede pludselig en aflegemet stemme… “Vi sidder hér, fordi vi ikke kan finde ud af at sidde andetsteds. Vi sidder her til evig tid, og vi vil Satan Gale’me have lov at sidde i fred! Og kan De så i djævelens navn se at skruppe af med Dem!”.
Jeg lod uden tøven min nu halverede spadserestok svinge tæt hen over hovederne på disse elendige små grå mænd, så alle deres hatte fløj rundt i lokalet. Jorden rystede under mig, de små grønne lys slukkedes eet efter eet, og med et brag kollapsede alle de sølle skikkelser i en kæmpestor bunke af støv på gulvet.
Der lød en rumlen, og et stykke af væggen gled til side. “Kom kun nærmere, du tapre fjols. Vi har så mange flere spændende ting at vise dig! Moua-hahahahaaa…..”, råbte en dyb og temmelig uforskammet stemme…
“De og jeg er vist endnu ikke dus.”, svarede jeg, og tømte min ene af otte medbragte lomme-lærker, i et drag. “Men jeg elsker såmænd et godt tivoli; De er blot ikke særligt overbevisende, indtil videre!”
Og dermed gik jeg frygtløst gennem den mørke åbning…
Flere afsnit den dramatiske helvedesrejse kan opleves her:
Sidste del af trilogien om storforbryderen og skændselsmennesket Sonny Palermo
Hvis man gik og troede, at Cigar-Banden havde tænkt sig at
sidde likvideringen af deres agent Herdalur Tara overhørig, måtte
man naturligvis tro om igen. Allerede næstpåfølgende dag kom
den forventede “bytter”, da Stikker-Preben trods sin snedige
forklædning som den amerikanske komedieskuespiller Orville
Derby brutalt blev nedmejet af en maskingeværsalve, under
indtagelsen af sin morgenabsint på Hæleriets Vinstue, i Holstebro.
Håndlangerne fra motorcykleforeningen Suthminbarah tog
straks i medierne “æren” for drabet, samt de 34 knuste flasker
med spiritus, der så tragisk gik tabt under udførelsen af den
voldsomme forbrydelse. Stikkere bliver som bekendt stukket;
men i denne lovløse vittighed af en købstad, blev de såmænd
pumpet fulde af bly!
Det kom just ikke som nogen overraskelse, at Cigar-Banden
havde engageret sådanne tarvelige gadevarylere til at udføre deres
beskidte arbejde. Vi kender jo denne mentalitet, men jeg ville nu
alligevel få skovlen under dem alle sammen. Der skal som
bekendt skarp lud til skurvede hoveder, og der skulle blot
handles hurtigt, konsekvent og skånselsløst!
Efter min personlige henvendelse til Luger-Klubbens forhenværende
bestyrelsesformand, Dr. Udo von Kloppf, blev samtlige gadebandens
medlemmer samme aften så læsterligt gennemtærsket, at urin og fækalier føg gennem deres snuskede klublokale, fløj ud af vinduerne,
og op gennem skorstenen, i halvanden time.
Så var den sag ude af verden, og jeg kunne nu koncentrere mig
om hele affærens hovedperson, Sonny Palermo. Myndighederne
i Holstebro er jo for længst afsløret som værende en kæmpeflok af
korrupte og inkompetente starutter, så jeg besluttede mig for selv
på snedig vis at løse problemet. Ved anvendelse af min allerbedste
æske cubanske cigarer, samt Gustenhuse Teknologiske Eksperimentariums
hemmelige nødlager af bræksit, udlagde jeg en djævelsk fælde for Cigar-Banden…
Havaneserne i denne cigaræske blev af mig forsigtigt forsynet med bræksit-
partikler, der efter 4-5 inhalationer ville reagere kemisk med enzymer i mundhulen,
og forårsage en kraftig eksplosion af cirka 3 kanonslags styrke.
Herefter skulle æsken diskret anbringes i Brotorvets Morskabstheaters privatloge,
hvor Holstebros tobaksmafia hver fredag aften mødtes for at indtage cognac, ryge
cigarer, og lade sig divertere med polsk husmoderstriptease og anden underlødig
dillettanteri. Ved at stikke stedets piccolo en daler, med løftet om en nyslået femkrone
oveni, hvis han ville stille æsken ved baren i logen, og så ellers holde tand for tunge,
da det skulle være d’herrer en overraskelse fra en gammel bekendt, fik jeg cigarerne
smuglet ind.
Det var i pausen mellem 1. og 2. akt af forestillingen “Rundt På Kareten”,
det italiensk-inspirerede syngespil af R. de Vimmermann, at den fatale rygetrang
kom over dem, og jeg kunne til min store tilfredsstillelse høre lyden af adskillige
tændstikker, der blev strøget, deroppe i logen. Jeg antog de ikke ville kunne dy
sig for at prøve en “smagsforstærket” Junior Bering, og der var kun 6 stk. i
æsken – præcis een til hver – for så ville de storrygende banditter jo nok alle skynde
sig at tage en, for at være sikre på at få smagt på de herlige sager…
Et minuts tid senere, medens jeg diskret forlod etablissementet for at undgå den
efterfølgende panik, lød en serie høje brag, efterfulgt af en skrålen og
skrigen, som end ikke Gustenhuse Sindssvageanstalts lukkede afdeling ville
kunne overdøve, under fuldmåne. Den kvikke piccolo fik sin femmer, og blinkede
indforstået, da jeg gik ud i den lyse holstebroiske sommeraften, til sireners skingre
hylen.
Spillet var ude for Sonny Palermo og hans 5 kumpaner, og det tilmed på en såre
poetisk retfærdig facon.
Det var jo synd for alle de dejlige cigarer, men ind imellem må man bringe
et personligt offer. Og heldigvis har jeg stadig 4 æsker tilbage, fra min skønne
tid som konsul på Dartvados.
“For fuskeri og smuglervar’ en tremmetur I alle ta’r!” – så ytred’ fængselsbetjenten. “Vi næppe no’ed i landet har så dejligt som en god cigar – når blot man har fortjent den!”
God sommer til alle, på nær marxister, kriminelle og arbejdsløse!
Første del af trilogien om storforbryderen og skændselsmennesket Sonny Palermo
De mest opmærksomme og erindringsstærke læsere kan sandsynligvis erindre affæren om den fra en privatbolig i Gustenhuse forsøgt bortranede guldhoplanål, og den efterfølgende jumbeflugt, af supergangsteren Sonny Palermo.
Vehiklet blev tidligere på året fundet efterladt hesteløs uden for cyklesmed Ejsnings forretningslokaler. Det nagede mig selvsagt, at denne elendige nidding (altså ikke cyklesmeden!) på en så amatøragtig facon kunne undslippe retfærdigheden.
Sporet var koldt, men i kraft af vort effektive angiverkorps, modtog jeg forleden pr. brevdue et intimfotografi fra den fordærvede holstebroiske underverden. På billedet ses Sonny Palermo i festligt lag, blandt sine uhumske ligesindede.
“Når man skider ned i afgrunden, skider afgrunden tilbage!”
– V. Røvlenberg
Det ville jo udgøre en potentiel katastrofe, hvis en kriminel mastermind af Palermos kaliber fik held til at organisere alle de lallende idioter fra Holstebro, som vi så naivt gik og troede ikke længere udgjorde nogen særlig trussel for den hjemlige sognesikkerhed! Derfor rettede jeg øjeblikkelig henvendelse til chefen for den tophemmelige afdeling af ordensmagten i Gustenhuse.
Efter fortrolig samtale med hr. Pelle Duplo (som ses på ovenstående billede), stod det desværre soleklart, at budgettet pr. nuværende ikke råder over tilstrækkelige midler hvormed vi kunne udkommandere Luger-Klubben af 1941, der for øjeblikket afvikler afspadsering, efter deres heroiske indsats, i forbindelse med likvideringen af den skånske latrinterrorist, “Bögfissan”, som ses til venstre på nedenstående billede.
Trods denne skuffelse gav jeg hr. Duplo mit æresord på, at jeg ikke helmer, før Sonny Palermo er komplet og aldeles neutraliseret, og alt efter behov omdannet til 4.-sorterings brunvare, til fordel for den kommende fyringssæson. Herefter tildelte jeg i al kammeratlighed hr. Duplo 26 knaldende afskedslusseringer, der desværre knækkede hans pibe, og forårsagede et 3-dobbelt kæbebensbrud, som Gustenhuse Invalidefond naturligvis hæfter for, in solidum.
Derfor er det blevet mig et personanliggende at infiltrere den holstebroiske betændte underverden, og i denne sags tjeneste har jeg således måttet undergå en total plastikkirurgisk makeover, ved Gack E. Lacksens kyndige, ikke specielt intoksikerede medarbejderstab. Jeg går nu undercover, og forventer selvfølgelig d’herrer ærede læseres udelte opmærksomhed, i de kommende 2 afsnit. Jeg garanterer Dem; De ikke vil blive skuffet! Nu er det nemlig blevet intet mindre end en æressag!
EFTER TALRIGE BERETTIGEDE KRAV om et bind 3 er seriehelten Fede-Niels og hans forfatterhold barslet med et nyt mesterværk, godt hjulpet af knockelske lussinger fra tidlig morgen til sen aften.
VOR VELPOLSTREDE SERIEHELT går til kamp mod en epidemi af dræberfækalier, som truer Nordvestjylland og resten af verden med skarpe tænders bid. Hvem står bag denne biologiske latrinrædsel, og hvem vil i sidste ende tjene penge på den?
En kedelig og ikke ufarlig tendens breder sig med lynets hast i sognet blandt den ubefæstede ungdom. Problemet skyldes uden tvivl tilløbende ros og pøbel udenfor pædagogisk rækkevidde fra Holstebro og andre nordvestjyske metropoler.
Det har altid her på egnen været kutyme at indsamle naturens milde gaver såsom bær, nødder og frugter i vore vidtstrakte hedeområder, ligesom mange fouragerer på strandene efter døde, opskyllede havdyr, alt sammen til gavn for både økonomi og folkesundhed.
Men nu er denne symbiotiske tilstand muligvis truet, efter det er rygtedes, at strande og klitområder omkring Blodhavn stadig bugner af gamle landminer fra krigens tid. Det daværende sogneråd nedlagde forbud mod minerydning for selv at få fingre i de ikke ubetydelige værdier, som lå begravet i sandet.
Imidlertid er unge mennesker med en vis kemisk viden nu begyndt at indsamle og udvinde sprængstoffer fra minerne for at benytte dem i rusmiddelmæssig øjemed.
De gamle, delvis forvitrede miner opsamles og koges i store kar, hvorefter trotylekstraktet efter filtrering inddampes og anvendes, blandet med industrikartoffelmel, i suppositorier til rektalt brug, hvilket skulle give en kraftig, opkvikkende rus og højt aktivitetsniveau jvf. begrebet “krudt i røven”.
“Jeg må på det kraftigste fraråde disse aktiviteter! Primært på grund af de økonomiske konsekvenser for de lokale handlende, som går glip af avancen på salg af traditionelle, lokale rusmidler, men også på grund af den mentale påvirkning, brugen af disse piller har. Vi har her i sognet i høj grad brug for alle upåvirkede hjerneceller! Hvis man skal nævne en positiv konsekvens ved rusmidlet ville det være, at detonatorerne i minerne ofte er intakte, hvilket medfører, at kogningen tit medfører en kraftig eksplosion, så kogeholdets aktiviteter ikke fremover er et problem.”
Sognerådet overvejer at forbyde al færdsel på de berørte arealer. Overtrædelse vil medføre henrettelse ved kindhest.
Redaktionel fodnote: De ærede læsere vil bemærke, at hr. Poppes portræt over reportagen fremtræder i en mere moden og magtfuld udgave, end vi er vant til. Avisledelsen har fundet det betimeligt at præsentere denne højværdimedarbejder, som han fortjener at se ud.
De undrer Dem sikkert over, hvorfor et medlem af den dybt irriterende og på alle måder rædselsfulde Rakkelpot-familie skulle være værdig til at modtage en hæderspris så prestigefyldt som Den Gyldne Kazoo, men det forholder sig sådan at Rankmann Rakkelpot slet ikke er på samme plan som sin familie.
Rankmann Rakkelpot (f. 1967) er nemlig modsat sine i alt 517 nulevende og enerverende slægtninge både høflig, virkelysten, ansvarsfuld og venligsindet. Han er med andre ord Rakkelpot-dynastiets sorte får.
”Vi hader Rankmann,” siger alle Rakkelpotfamiliemedlemmerne jeg har talt med den sidste uge. ”Han er irriterende. Rankmann skal ha’ bank, mand!”
Rankmann er flittig til at uddele lussinger til medborgere med kolde kinder, og han har doneret mere en 90 kilo afføring af egen fabrikat til byens skoler og oldingehjem. Han er en stjerneborger.
Efter flere undersøgelser viser det sig at Rankmann Rakkelpot har en højere intelligens-kvotient og en mere lind afføring end andre med navnet Rakkelpot. Det er noget ganske særligt når en enkelt person kan irritere verdenshistoriens mest irriterende familie.
