Fire af vore hjemsognes ældre og veltjente, men beklageligvis ubemidlede pampere kan nu se en tryg og behagelig alderdom i møde, idet de har fået tildelt hver sin æresbolig på adressen Lumbago Allé 4, Vester Usseldrup.
“Formueforhold og levestandard for nordvestjyske lokalpampere er gennemgående ganske tilfredsstillende,” erklærer fagforeningskasserer og storsognerådsmedlem Alfredo Puckelwaber-Petersen, Blodhøj. “Vi ser dog, at enkelte af vore standsfæller på deres ældre dage uden betalte tillidsposter synker ned i fattigdom og elendighed, henvist til at ryge papcigarer og drikke sjatter og skyllevand på egnens udskænkningssteder.”
“En tidligere velanset storpamper, Bob III Mullwarp, Jøderup, har i flere år overnattet i tomme togvogne og ernæret sig af rester fra husdyrslagteriets mødding. Dette er utilstedeligt, og jeg er glad for at kunne meddele, at Bob vil være en af de fire nyindflyttere i ejendommen, som vi døber Pampersminde. Her vil de råde over hver 11 kvadratmeter samt adgang til et fælles køkkenskab, et latrinarrangement og et udendørs brusebad. En gang om ugen vil de få en balje kødfoder og en dunk blå drikkepetroleum til deling,” fortæller en tilfreds Alfredo Puckelwaber-Petersen.
Pampersminde-bygningen har tidligere rummet et kombineret puddelbordel og vaffelbageri. De smukt renoverede rum vil være åbne for offentligheden lørdag kl. 14.31-16.28 prc. Borgervæbningens hornorkester spiller op til lussingdans på forpladsen kl. 15.34-16.03 prc.
FLERE AFGØRENDE PAMPERNYHEDER:
Slubbertempel genrejses i forgyldt pragt og herlighed > KLIK
Strålende ung superpamper løser alle problemer > KLIK
Præsidentvalgkamp skærpes: Tre jubelkandidater i spil > KLIK
Det Daglige Ugeblad, der udkommer Månedligt, eller deromkring, tilegnet lydige, erfarne og beskedne Lussingister i Nørre Usseldrup, Klamhuse, Blodhavn, og Uslinge Sogn.
Uansvarlig Chefredakteur og Formidler: Alfred Uffesen, Genvej 99, Smagløse Vestervang.
Nr. 1 (ét) – Første Udgave i begrænset oplag Medio August Anno 2023
Vandmandsbanken i Fiskerstræde har været udsat for et ualmindeligt frækt røveri!
En gerningsmand kom, under optællingen af dagens omsætning, ind og pegede med en oversavet vandpistol på kasserersken, Frk. Kluud, og forlangte samtlige 5 krone-sedler lagt i en til formålet medbragt cigarkasse.
Chokeret valgte kasserersken at parere ordre, hvorefter gerningmanden forsvandt med i alt 32 5-kronesedler.
Gerningamanden beskrives som værende omkring 8 år, af middelhøjde og buttet. Han var ved røveriet iført en ternet kravledragt i overstørrelse samt en blød hat med fjer, og medførte en Damecykel for hjulbenede.
Det lykkedes kort efter den tilkaldte Ordensmagt at anholde gerningsmanden medsamt det røvede beløb, og nu venter der ifølge Politimester Bastiansen en alvorlig korporlig afstraffelse hos forældrene, efterfulgt af 3 dage på vand og brød i mørk arrest!
* * *
Det forlyder, fra sædvanligvis upålidelige kilder, at Manufakturvulkanisør og Overmasturbantinde Fr. Anna L. Fabetersen har iværksat produktion af de eftertragtede lussinghandsker, udført i bedste kvalitet af udtjente traktordæk.
Handskerne, der er udvalsede og eftervulkaniserede, og har en ønskværdig slagkraft ved korrekt brug, kan erhverves alle fredage ved personlig henvendelse i
Handskemageriet, Vommensgade 13 o.g. Store Væmmelse, Tlf. 78x,
til den fordelagtige pris af 1,88 kr pr. par. Findes i flere nuancer af sort.
* * *
Oversognerådsformand Carlo Bladan Skummelsen, Uslinge Mark, har netop tilkendegivet særlig tilladelse til Fr. Anna Pest, der fremover kan drive massage og masturbationsklinik for trængende og lydige herrer i moden alder. Klinikken er beliggende Fumlegyde 13, Kld., Tlf. 6 .
* * *
Vi bringer en EFTERLYSNING! Det drejer sig om den 6-årige aldersrentenyder Rene Fans Skævfod Dunhammer Olsen, der er bortgået fra Opholdshjemmet Smalkost i Vrøvlinge Landsby.
Han var ved bortgangen iført håndstrikkede underbukser af poleret ståluld, samt udhulede sokker med cementbund og nedløbsrør til at knappe i nakken.
Han menes sidst set ved Roklubben ”Hiv” i Blodhavn, flakkende omkring i en flækket robåd med nedslået kaleche.
Oplysninger om den bortgåede bedes givet i tydelig skriftlig form med 3 gennemslag til Politikommisær Ahnholt, Politistationen i Blodhavn.
UGENTLIGE LUSSINGER OG FESTMIDDAGE I NØRRE USSELDRUP
Folkelig jubel vil bølge hen over Nordvestjylland, efterhånden som alle erfarer, at vort kære gamle forsamlingshus Purgatorium nu omsider genåbner. Nyheden blev i dag kl. 07.34 udråbt fra indgangsportalen til forsamlingshuset, beliggende Difteritis Allé 4-6, Nørre Usseldrup.
Mange vil med sorg erindre, hvordan hovedbygningen blev lagt i ruiner af en tarmgaseksplosion for næsten 10 år siden. Et privat selskab, indkaldt til fejring af Lupus Rakkelots 101-års fødselsdag, havde indtaget helt uforsvarlige mængder af kålpølse, gæret roemos, blå drikkepetroleum og andet højeksplosivt materiale, og da fødselaren defækerede foran en flammende pølsegrill, startede det en kædeeksplosion af en voldsomhed, som forsamlingshusets bræddeværk ikke havde nogen chance for at modstå.
Eneste trøst efter ødelæggelsen var, at et stort antal Rakkelpotter gik med i købet.
Besindige og velmenende nordvestjyder har uafbrudt siden ødelæggelsen samlet materialer og økonomiske midler til Purgatoriums genopbygning. Brædder, tagblik, vinduesglas i forskellige farver, latrinspande og andet husgeråd er tilgået byggepladsen. Økonomisk nåede indsamlingen op over 300 kr., godt hjulpet af Den Knockelske Kulturfond, ligesom Louis B. Knockel personligt har støttet med tusinder af stimulerende arbejdslussinger.
Mandag bliver dørene så slået op til det genskabte folkelige mødested. Fast ugeprogram herunder:
Mødesalen med tilhørende garderobe-, køkken- og latrinfaciliteter kan på alle andre dage og tidspunkter lejes til såvel private som offentlige arrangementer, og huset vil således fungere i grundlæggeren Gingko Hæslings ånd. Hans portræt pryder i storformat salens endevæg.
Overlevende medlemmer af Rakkelpot-slægten kan dog ingensinde mere vise sig i Purgatorium, hverken som lejere eller deltagere i arrangementer af nogen art. Borgervæbningens kamphunde vil sammen med NVGT (Nordvestjysk Geriatrisk Tæskehold) beskytte lokaliteterne mod fremtidige trusler.
Da jeg vågnede var jeg halvnøgen og bundet fast til en penisskulptur i en mindre landsby med hytter bygget af grove fækalier. De indfødte, de såkaldte Potraklere, havde taget mig til fange og gav mig skridtprygl og våde fingre i ørerne.
De viftede med skattekortet og fortalte mig at de allerede havde fundet pengene. Sedlerne havde de spist som salat og mønterne havde de hældt i havet for sjov.
De havde dog aldrig fundet Rektalrubinen. Den måtte være gemt et andet sted på øen. Kortet var derfor ubrugeligt.
”Du er vores fange nu. Du skal lede efter rubinen for os. Nat og dag! Når du finder den sælger vi den på det sorte marked. Fortjenesten vil blive delt imellem os. 92 procent til os, 1 procent til dig og syv procent som offergave til vores gud, Store Bob.”
Et urimeligt forslag, men torturen var for hård. Jeg kunne ikke holde til det mere.
Gotlands Klaes Fingersnill har været omkring vores kære hjemegn,
hvor han egenhændigt og med kun lidt hjælp fra sønnen Halfdan
har bygget denne skinnemobile lussingmaskine til de helt tunge
opgaver, herunder lussering af døde elefanter og statuer i massiv
granit.
Den allerførste færdige maskine blev i morges kl. 06.23 overtaget af Nordvestjyske Husmandsbaners driftschef, hr. Odrian Gumpelmacker.
Sydsvenska Järnvägar har ligeledes bestilt tre maskiner, og Deutsche
Reichsbahn har vist stor interesse for dette vidunderlige redskab.
De geniale opfindere Klaes og Halfdan er her i gang med deres næste
projekt. Hvad de bygger, må vi desværre vente på at få at vide, men
det svirrer med rygter om, at det er en mekanisk masturbator.
Usseldrupegnens familieorganisationer holder igen i år i samarbejde med Landslubbertlogen og Nordvestjysk Lussingsamvirke et fornøjeligt påskestævne på Klamhuse Hede.
Festpladsen åbnes påskelørdag kl. 07.34 prc. Deltagere opmarcherer langs latrinrenden mod sydøst, og man begiver sig i taktfaste kolonner ind på pladsen, når gylleorglet begynder at spille.
Familier med børn, der er fyldt 2 og endnu ikke fyldt 13 år, har ubetinget mødepligt. Fravær straffes efter storsognerådets politibekendtgørelse af 4. november 1929, og fravær flere år i træk kan medføre konfiskation af børnene.
Klokken 11.04 starter servering af påskefestpølser. Egne mad- og drikkevarer må ikke medbringes. Samtlige stævnedeltagere, børn såvel som voksne, forventes at indtage minimum 5 pct. af deres kropsvægt i form af varme pølser.
Louis B. Knockel vil overvære stævnet og gribe ind ved de mindste overtrædelser af god nordvestjysk skik og brug. Vel mødt!
Alt for længe og i særdeleshed alt for tilfældigt har i milliardvis af uensartede ringpølser, maghonifarvede præmiefækalier, planløse småkugler samt tyndtflydende, skummende fækaliemasse i en blandet strøm forladt Usseldrupegnens befolknings fordøjelseskanaler.
For produktionsenhederne på vore fækaliebearbejdningsanstalter er meget sparet ved modtagelse af ensartet råstof. Derfor er et antal Usseldrupske ådsel- og fækalieafbærere sendt på kursus for at rette indsatsen mod sløseriet på profylaktisk vis, i stedet for som hidtil blot at afvente tilfældighedernes gang.
Kurset har titlen: ”Hvad der kommer ind, skal også ud – og helst i snorlige rækker”. Ensartethed er alfa og omega i den fækaliepædagogik, der er strømmet hertil fra foregangsområder som Tyrol og Böhmen. Pædagogikkens ophavsmand er Herr Werner Naestbest.
Fækaliepædagog, dinglebærrenes fjende nr. 1, Herr Werner Naestbest, er højt respekteret for sin udvikling af effektiviseringsteorien.
Når kursisterne vender hjem, vil de påbegynde den tvangsundervisning, der er nødvendig, indtil budskabet er opfattet. De vil belære sognets beboere om madlavning, fækalieopmåling og -vejning samt viden om ”kemi i køkkenet.” Ydermere varierende husråd mod forstoppelse samt vejledning i kostråd for opnåelse af bestemte konsistenser af fækalier. Kursets metodik, lussingpædagogik, er en formidlingsform vi er vant til, og som netop i vort sogn må være den optimale.
Hvis Herr Werner Naestbests navn forekommer Dem bekendt, er det muligvis fordi han er kendt for at have opfundet midlet mod de generende såkaldte dinglebær, nemlig fjernelse af behåring omkring anus.
Jeg ankom til en marmorport, der omgav et rustent jerngitterværk. I lyset af min døende cigarglød anede jeg til min venstre side en menneskelig rygsøjle, der på makaber facon hang ned fra loftet. Jeg hev rask væk i knokkelværket, der derefter afgav et dundrende, metallisk
“dong-g-g…”
Af gammel vane tømte jeg derefter min næstsidste lommelærke… Arsenal 1, Tottenham Hotspur 0… Men nu var tiden just ikke kommen til diverse nostalgiske reminiscenser.
Oplyst af en simpel tælleprås anede jeg gennem porten en hæslig kutteklædt skikkelse nærme sig, med langsomme, slæbende skridt… Den stak sit afskyelige ansigt ind imellem tremmerne, og udrakte en lang, byldebetændt tunge.
“Jeg være broder Bæ, eheheh! Og bibliotek lukket!”, gryntede denne frastødende krøbling, og tilføjede et uvenligt: “Forsvind med ham, in Nomine Satanas!, uaarhehehehehh…”
“Der er noget De har aldeles misforstået,” svarede jeg. “Jeg er ikke kommet for at låne bøger! Jeg er blot her for at reparere Deres defekte lås. Jeg kommer fra… fra låsesmedsfirmaet… øeh… Plus, Kvam & Perfektum, og Da vi begge ankom her, havde Deres foresatte jo allerede ringet, hvis De altså forstår…”
“Hva’ba’…? Eheheh…” lød det forvirret fra den savlende pukkelryg, der med håndroden dunkende sig gentagne gange mod sit deforme kranium.
“Jamen, jeg kan da med mit blotte fagmandsøje se, at porten er gået noget så frygeligt i baglås,” bemærkede jeg, non-chalant. “Skulle vi ikke hellere se at få det ordnet. De kan jo heller ikke selv komme ud…”
Præcist som antaget stirrede kretineren et øjeblik vantro på mig, drejede så ivrigt sin nøgle rundt i låsen, og skubbede porten helt op. Han slog derefter triumferende ud med armene, i en dybt grotesk positur.
“Nu han se, virkelig se, eheheh… ikke baglås, eheh!” gnækkede han.
Jeg greb omgående mandslingen om halsen, og løftede ham op, så han rallende dinglede fem centimeter over gulvet.
“De skal ikke være så forbandet kålhøgen, men bare lade mig stille og roligt passere, forbi Deres håbløst korroderede rivejern!” sagde jeg, og tilføjede: “En af Deres kolleger er uheldigvis kommet til at lave noget værre gris ude i vestibulen. Kan De ikke gøre Dem en anelse nyttig, og så se at få det ulækre svineri fjernet, omgående. Så skal jeg i mellemtiden lynhurtigt ordne mit forehavende, og jeg skal love Dem, at jeg ikke piller ved Deres fjollede bibliotek… ret meget. Og tag Dem en førsteklasses cigar for al Deres ulejlighed!”
Jeg proppede enden af min næstsidste havaneser ind i munden på den klumpfodede klovn, slap taget om hans skæve hals, hvorefter han pibende og hinkende forsvandt langs den mørke gang hvorfra jeg lige var kommet, medens han til min store ærgelse som en
åndssvag gnaskede løs på den fine cigar…
Jeg gik ind i det store, bælgmørke lokale hinsides porten, og strøg en tændstik. I et kort øjeblik ænsede jeg aftegningerne af endeløse rækker af velordnede reoler, proppet med støvede bøger og manuskripter, men et pludseligt pust slukkede min lyskilde. Jeg tændte endnu en
normalt gennempålidelig tordenskjold, men fænomenet gentog sig. Så igen. Og så igen… Her var da ikke gennemtræk. Narrestregerne ville tilsyneladende ingen ende tage…
Som den gamle romantiker jeg nu engang var, udbrød jeg spontant et rungende: “I Lucifers navn, bring lys, mer’ lys!”, og straks flammede alle lysestager og kandelabre i rummet op, som befandt jeg mig i selveste Vatikanet.
En hæs, dæmonisk hviskende stemme svarede hånligt og med resonerende ekko i mit øre: “Am Anfang Gab Es Nur Die Scheisse-eisse-eisse…”
Dette var jo ikke særlig klædeligt for et højtideligt rum af denne kaliber, men jeg var vant til det, der var langt værre, på en almindelig formiddag på Gustenhuse Dyrskueplads, så jeg tog ikke videre notits af disse platte, tilbagevendende bemærkninger, men gik straks igang med at undersøge mine omgivelser.
Blandt bibliotekets ganske overvældende mængder af knaldhård pornografi og dybt underlødig kiosklekture forefandtes – trods alt – et bredt udvalg af den ægte Sorte Litteratur: Ghorl Nigral, Ondskabens Træ, Necronomicon, Klønkes “Mit Liv”, Baudelaire, IKEAs forårskatalog, Malleus Defaecarium, Uffe og Krista Hoves “Vildliv”, De Tarmis Mysteriis, Kommunismens Manifest, Poe, Dansktoppens Hvem-Hvad-Hvor, Satans Bibel, Skidtaf Andersens og Klaus Pisbjergs samlede uværker, Holstebros Historie Bd. I-LXII, A. Hitlers “Min Manglende Nosse (og Hjerne)”, Den Amerikanske Forkvakling, Færdselsloven, Ritt Bjerregaards Bilagssamling, Frit Cisternia, Been Beensen Brächers “Jøderne På Halv”, M. de Sades “Røv og Røv Imellem”, Wanker Jørgensens hidtil upublicerede “Undskyldning Til Det Danske Folk”, Det Moderne Sverige, Afholdsbevægelsens Håndbog, Regnbuens Børn, samt Vagttårnets Årsskrift. Kort sagt: et veritabelt mareridtskatalog af allehånde infame afskyeligheder, på skrift.
Jeg udtog en tilfældig skriftrulle blandt den allerældste visdom, og udbredte den på nærmeste pult. Dette var Lavements-Konfigurationen! Et antediluviansk værk, som alle historiens skriftkloge anså for værende blot en myte… Oh, hvilken herlighed! Jeg kunne fordybe mig i denne verden i årevis. Med eller uden færgemand. Jeg satte mig ned på en støvet, knirkende marokkopude, tændte min sidste cigar, og drejede låget af min endegyldige lommelærke. Jeg måtte reflektere…
Dette var jo selvsagt ikke endestationen… blot mere forblændelse. I den behagelige tåge af cigarrøg og højpromille observerede jeg på bordet foran mig den gradvise materialisation af et sæt fyldte karafler, og en mindst ligeså indbydende de luxe cigaræske… Jeg hørte nok engang den velkendte hule stemme le inden i mit hovede, mørkere og endnu mere ondskabsfuldt end hidtil… Man prøvede til stadighed omend forgæves at nedbryde min stålsatte nordvestjydske characteer.
Dette forunderlige lokale var jo tydeligvis kreeret med det specifikke formål at få en principfast mandsperson til at falde i allehånde staver, lige før målstregen. Men hvorledes komme videre, herfra? Alverdens mest sublime billederotika samlet ét sted, en uudtømmelig tantalus, og et veritabelt stalinorgel af kvalitetscigarer, fred og ro, og intet ansvar… Her kunne en ægte mand af rette støbning måske for en gangs skyld få lov at være sig selv!
Men nej. Dette var nok en lumpen fælde… og nøglen er og bliver til stadighed at finde, inden i een selv. Man må sg’u være en rigtig mand, når det gælder! Jeg kvaste resolut stumpen af min cigar mod bordpladen, rejste mig op i al min manddoms vælde, sparkede til marokkopuden så den susede gennem mørket i en regn af sorte snegle og summende fluer, spyttede på uhøvisk vis ud i lokalet, bøvsede og lo sjofelt, af hele hjertet, og slog så en bragende vind.
“I Hartmanns navn, luk op, eller jeg tramper hele slottet ned i voldgraven, hvori det vitterligt hører hjemme!” brølede jeg, af mine lungers fulde kraft.
En falsk bogreol skød omgående til side, med en hvinende lyd. Ha! Nu var jeg da vel for Fanden endelig ved denne skøre rejses ende.
Jeg gik ind i det hemmelige rum, som bestod af kolde stenvægge, omkring en besynderlig tronstol. Men hvor fanden var Fanden…?! Jeg gik frygtløst nærmere. På det uhellige, suspekt duppede og bremsesporsbefængte sæde forefandtes kun en støvet båndafspiller, hvori sad en gammel kassette, fra en svunden analog tidsalder.
Jeg trykkede uden tøven på den noget modvillige play-knap. Et øjeblik efter skingrede en forsamling tonedøve, marxistisk indoktrinerede børn fra Holstebro Ungdomskor følgende strofe:
“Hare, Hare Krsna, døden skal du lide! Du, som kommer allersidst, får ikke lov at skide! Tihihihihihiiii…”.
Jeg stoppede omgående båndet, og vendte det om. Helt ærligt… Nu var det altså absolut sidste chance, inden jeg… grrr… hrmmm… inden jeg fandt på… på helt andre metoder! Jeg spolede det raslende bånd tilbage til start, og satte atter, og med en dyb indånding, apparatet igang.
Jeg var nær skvattet død om, på stedet, af akut massetab af hjerneceller…!
Er dette så svaret på det store, æonlange, eksistentielle spørgsmål? Har Gud blot givet op, og efterladt menneskeheden en gigantisk practical joke, på bunden af altings akkumulerede fækalia? Overladt styringen af det fejlslagne eksperiment kaldet homo sapiens til en forsamling halvhjerner og båthornsuduelige narrøve og kvindagtige hattenåle? Ja, det er jo for så vidt typisk Det Offentlige… Og nu tilmed inkluderende en flok ildelugtende og alkoholfornægtende, fezløse ignoranter, med underudviklet penis og flade testikler. Ja, noget kunne jo unægteligt tyde derpå…
Men sådan spiller gylleorgelet Drolen baldre’me ikke! Jeg har ikke vandret hele denne lange vej, blot for at blive habbasuttet og baghylet af nogle talentløse arabertosser. Dette gjorde mig noget så ufatteligt skumrasende, at jeg entrerede et gigantisk sjæleligt furorum, indtil jeg lignede en øltønde med fire lange spastisk flagrende spunse, med et hidsigt roterende rødkålshovede ovenpå, og jeg følte mig unægteligt fristet til på stedet at lade hele området bræksitere til atomer.
Men hov! Lige et øjeblik… Man skal ikke lade vreden løbe af med sig. Dét var jo fælden! Og deri bestod hele pointen, hele prøven. Åhr, for pokker, dér havde de jo nær fået mig! Men nærved og næsten, foroven eller -neden, slår ej hesten, eller mig, af velocipeden! Der er jo efterhånden ikke en anstændig mandsperson at finde, hernede, såvel som foroven. Kun en kæmpemæssig ubrugelig masse af fallerede cirkusmedarbejdere… Nu var beslutningens time dog endelig kommet.
Så her lades alt håb ude…? Nonsens! Det er et såre beskidt job, indrømmet; men jeg er netop manden til at udføre det. Og det skal ske med glæde!
Jeg tiltræder hermed den tilsyneladende ledige stilling som det nye Store Dyr i Åbenbaringen. Nu er opgaven soleklar, og arbejdet forestår. Som overordnet ansvarlig for alting hernede, kan jeg ikke længere varetage diverse inkompetente jordbundne proletarers trivielle, daglige latterligheder… Disse, og tilsvarende forkastelige individer, haver herefter bare, aldeles omgående, og uden diskussion, at opføre sig intet mindre end mega-eksemplarisk, hver evig eneste levende dag, for ellers kommer de jo før eller siden herned til mig, og så skal jeg edderbanke’me gennemondulere dem; og det på en måde, de aldrig har oplevet før.
Men dette er vel næppe hverken modtaget eller forstået… Det ansvar påhviler imidlertid ene og alene Dem selv, kære læser. Som den gode, gamle færgemand sagde: “Held og Lykke!”
Den Gamle Skole er hermed at betragte som lukket for stedse, grundet eklatant mangel på effektiv og tidssvarende disciplin. Alle er på det allerskarpeste advaret. Hvis ikke De tager Dem gevaldigt sammen, får De før eller siden enden noget så eftertrykkeligt på komedie, og det vil være mig en udsøgt personlig fornøjelse at orkestrere denne bizarre øvelse, helt udi detaljen… Dette er dog ingenlunde enden. Det er blot begyndelsen. Og al begyndelse er jo som bekendt svær. Har De lyst til at begynde, med mig?
Ja, og hvis De simpelthen bare ikke kan vente, så ved De jo godt, hvor De kan finde mig: Krads Mølle, Gustenhuse Sogn. Henne om hjørnet, nede i kælderen…
Ud af den mørke dis gled et simpelt, noget ramponeret fartøj af træ, dækket af tang og rankefødder. Dette var Karens Robåd, og den gnavne, kutteklædte styrmand beordrede mig straks ombord.
“Hø’er li’e hæær, vi skal skis’me først lige have ordnet betalingen. Landkrabberne stikker sgu’ af fra regningen… Det bliver lige én obol, inkl. dødningemoms, mester,” hostede den dystre skikkelse.
“Sådan en har jeg tilfældigvis ikke lige på min person, men tag en Kongen af Danmark!”, svarede jeg venligt, og rakte med fast hånd min bolchepose frem
mod den mørke gestalt. “Nej, tak. Jeg sutter ikke på kandiserede surrogater af afdankede statsoverhoveder, fra de dødeliges verden… En obol, forud, eller så må De sågu’ selv svømme over!”
Dette var vel rimeligt nok… Jeg rakte ham i stedet en af mine få resterende lommelærker.
“Enkeltmaltet skottevand, hidrørende et sted fjernt herfra…” oplyste jeg den pludselig meget nysgerrige sømand. “Det er en vaskeægte 12-års Glen Riddersholm, lagret i et gammelt tørkloset på en øde ø vesten for Hæmorrhoiderne. Og når De så har tømt butæljen, kan De jo prøve en kvalitetscigar,” tilføjede jeg, og rakte ham en tændt havaneser.
Den kutteklædte skikkelse tog sig et ordentligt drag af den herlige væske, og pulsede derefter løs på den storslåede tobak, til bittesmå lyn skød frem, under kuttens hætte… “Ja, så kan skuden den Fanden fløjte’me s’gu da ellers i Be’elzebubs navn gå, og det også i en ruf!” udbrød den formummede mandsperson begejstret, og hev i årerne i så rasende et tempo, at flammer blussede op af bådens kølvand. Jeg satte mig komfortabelt ned i båden, og røg og drak, medens båden fór henover de mørke vover…
“Tju-hej, hvor det går! Lad os da fordrive tiden med overfarten ved i fællesskab at istemme Den Sorte Sejler!” foreslog jeg. Manden sang for, og så blev der for alvor stemning ombord:
Vi nåede den fjerne bred. Kaptajnen fremdrog sin iskolde skelethånd, og jeg greb den omgående i næven, og trykkede den, til det knasede… “Tak for Deres store venlighed over for en simpel færgemand,” ytrede han sagte.
“Der er absolut intet at takke for,” replicerede jeg. “Det er hele verden, der takker hædersfolk som Dem! Ellers var der slet ikke nogen verden, hverken over eller under, og tak kun et fattigt ord!” Jeg slap de sørgelige rester af den smuldrende knokkelhånd, og den kutteklædte sank en anelse sammen, og gispede svagt, medens bådens stævn blidt bumpede mod bredden. “Held og lykke!” lød det dystert, fra den trætte, gamle navigatør, der synkede stumpen af sin udbrændte cigar, medens jeg skrævede over rælingen og gik i land.
“Hold De Dem hellere parat til rejsen retur… Jeg skal gemme en cigar, og en dram eller tre, til Dem!” råbte jeg opmuntrende tilbage. Men da jeg vendte mig om, for at vinke adjø, var der hverken båd eller skipper i syne. Kun den triste, blikstille sorte flod…
Efter denne rørende episode kom jeg til et underligt stoppested, for bunden af en tilsyneladende endeløs vej af ujævne brune mursten… Et skilt viste: “Incubussen kører ikke længere! Der er strejke. Vi får al for lidt tæv og prygl i løn!”
“Nu må De vade på Deres flade, gamle konvolutter langs den Brune Murstensvej, der ingen steder fører hen, til e-e-evig tid! Mouuuaharharhaaaaa…!” lød igen den samme, bekendte og dybt imbecile røst, fra et ukendt sted i det fjerne…
“Åh, så hold dog Deres stupide kæft!”, råbte jeg, og lusserede incubussen, til den sank helt sammen, under en miserabel knagen. Jeg gik hen til en rusten vandpost for at tage mig en for min person meget ukarakteristisk tår gåsevin, oven på denne anstrengelse. Det var med at spare på de dyre dråber, for jeg havde jo ikke megen spiritus tilbage…
Men heller ikke dette apparat fungerede. Jeg rev og flåede i Fandens pumpestok,
til gnisterne sprang, og med et blændende lysglimt knækkede den midt over, og jeg stod nu lige foran porten til et forfaldent slot. Jeg var jo efterhånden vant til disse pludselige ændringer i scenariet, så jeg bankede straks min barkede næve gentagne gange mod den mosbegroede, jernforstærkede dør, og tændte mig derefter endnu en fed cigar fra mit næsten udtømte lager…
Porten åbnedes langsomt og knagende, og afslørede et i edderkoppespind delvist tilsløret indgangsparti, med en brun løber, hvis ende ikke kunne anes i mørket. Ud foran mig trådte pludselig endnu en djævelsk karikatur, som på meget ubehøvlet vis spærrede min vej.
“Jeg er Le Chevalier aux Gylle de Bajs. Og ingen kommer ind!”, lød det, en kende arrogant, fra denne, tilsyneladende faldne frankofile butlertype.
Jeg svarede kækt, og ikke særlig kontrafaktuelt: “De ligner Darth Vader til Pride Parade i Holstebro! De er alene af dén grund en gigantisk skændsel for ridderstanden… Er de helt sikker på, De ikke i virkeligheden er ringridder?! Eller har jeg trods alt, hér på stedet, Deres tvivlsomme æresord som såkaldt adelsmand på, at De ingen lukker ind…?”
“Det kan De bide Dem selv i kyradseren på!” snerrede den harniskklædte svans, vredt.
“Så, altså, ingen kommer ind…” sagde jeg, inhalerede dybt, og blæste cigarrøgen ud i ansigtet på tåben. “Nuvel; mit navn er hr. Dr. Mefistofeles Asmodeus den let haltende Hartmann von Ingen, seksogtyvende Baron af Gustenhuse. Min slægts motto er: “Skal Jeg Ligefrem Ruske Dem?!”.Mit våbenskjold er en kæmpefod af nordisk stål, der sparker en flok arme normanniske riddere direkte i bagbeklædningen… Sig mig, forstår De overhovedet et vink med en blidestang…?”
“D-de skal aldeles ikke stå d-dér og ryge cigarer og være f-fræk! Jeg hidkalder M-m-mesteren,” svarede kæltringen rystende, i sit for situationen noget uklædelige panser og plade, og lavede djævelens latterlige, fingeramputerede håndtegn.
“Nå, så. Er det selveste Mester Jakel, til hvem De dermed hentyder….?”, svarede jeg, og tilføjede: “Mit navn er for ind i Helvede Ingen, og jeg ved udmærket godt hvem De er… De formøblede hele Deres fædrene arv på evnesvagt gøgl, og da De ikke længere kunne betale Deres bordelregninger, gik De amok i sygeligt hor, drab, og satanistisk homofilt børneæderi, indtil De ikke længere havde andre jobmuligheder, end at lade Dem hænge og brænde, som det afskyelige bæst De i virkeligheden er, og så stå i vejen hér, for anstændige personer, i al evighed, som et gennemråddent eksempel på ultimativ menneskelig depravation! Eller; med andre ord: en typisk aristokrat!”
“Nej, nej, neeeej… ååh, det er sandt! Det er så sandt, så sandt….” vrælede denne sørgelige, senmiddelalderlige poseur, og sank så sammen i en klump på gulvet.
“Stram Dem nu for en enkelt gangs skyld an!” svarede jeg, og tømte en opmuntrende lommelærke ud over bylten af patetisk feudalt tosseindavl, der derefter langsomt opløstes i en boblende pøl af stinkende råddenskab, misdannede knogler, halvanden snes sølvmønter, og diverse klankende rustningsdele…
“Sikken et meningsløst spild af alkohol,” sukkede jeg, rystede på hovedet, tændte mig nok en fremragende cigar, og passerede videre ad det brune tæppe, der fra indgangspartiet ledte frem mod en stor marmorport, i bunden af en mørk og skummel korridor, flankeret af tavse skeletter…
Nu var der næppe langt igen. Men for hvem?
I dirrende spænding afventer vi fjerde og sidste afsnit af hr. Hartmanns helvedesrejse.
Jeg passerede gennem kaleidoskopiske lysglimt af farver og pruttende lyde. Dette
var vejen til Selvmordernes Lund.
Her herskede en katedralsk atmosfære af sublim naturlig stilhed og værdighed, dog med antydningen af en ubestemmelig, rådden lugt… Pludselig mærkede jeg noget hårdt i krattet ramme mod min brede skulder.
Jeg kiggede til siden, og så et grusseligt syn! Hér hang min gamle bekendt, hr. bonbonfabrikant og landsholdsmasturbatør Erik Oluf Andersen, reduceret til
et afpillet skelet, der raslede i den sagte brise. Stop en halv! Nu måtte jeg
ligegodt pausere… Dette var for meget. Jeg tømte for nerverne rask væk 2
af mine resterende lommelærker, og halverede min cigarbeholdning, medens
jeg i tårer erindrede vore muntre fælles handelsrejser, tilbage i begyndelsen
af 1930erne, da vi krydsede Limfjorden i jolle til Fur med Kongen af Danmark.
Produktet, forstås. Ikke Hans Majestæt…
Jeg beder derfor ydmygt læserne om andægtigt at hædre hr. Andersens minde, med istemmelsen af nedenstående sang. Tro mit ord: han var nu sådan en god mand,
der blot ikke formåede af give slip på hverken kønslem eller erhvervsmæssige
ambitioner…
Herefter gennemlusserede jeg Andersens benrad, til knoglerne faldt til jorden, og sparkede
så lidt løv og muld over de sørgelige rester. Farvel, Erik, du glade, gamle eliteonanist…
Du ville så meget, og kunne dog så lidt… Du ville have det hele, og nu har du intet som helst. Ikke engang et par ben at gå på, endsige et lem at rive i… Hvil nu blot i fred.
Skoven tyndede gradvist ud, og jeg stod nu på en velplejet græsplæne. En lapset, og temmelig fjoget udseende mandsperson med tændt cigar og guldlommeur løb rundt i strømpesokker og sparkede til nogle gamle kugleformede fækalier, medens han skrålede højt til – og om – sig selv.
“Jeg er Prææben Selvkær. Verdens selvfedeste afføringspedalist. Indover, Ulrik! Tilbage til Troels! Skyd, Pauli! Olé! Din klaphat! Dommeren har lort i lommer’n. Ostemad! Og det var Danmark! Jæppe-læppe-læp, og hutli-hut…!”
Jeg gik direkte hen og konfronterede denne lallende idiot, ansigt til ansigt. “Lad mig gætte.”, sagde jeg. “Dette er så Deres straf for at stå og fortælle de samme 3 idiotiske og umorsomme idrætsanekdoter, i fyrretyve lange år. Har jeg ret?”
Skikkelsen vrængede og bøvsede til svar: “Nu skal du ligegodt høre om dengang vi punkterede Arne Franksens samlejenegerdukke inde på Hotel Karina i Skedbæk…”
“Nej, ikke på vilkår. Fri mig dog for flere kapitler af Deres sindssygdoms historie!”, udbrød jeg. “De er jo blot et latterligt fantasifoster… Deres selvopfattelse er skudt langt over mål. Jamen, De er jo ikke engang død, endnu. Men håbet er vel lysegrønt…!”. Derefter plantede jeg resolut den splintrede ende af resten af min gamle spadserestok i fodboldfantomets ene øje, og drejede den rundt, 3½ omgang, prc.
Gespenstet afgav et hyl, og forsvandt i en ildelugtende sky af gamle røgbomber fra Lerpytter Stadions materielkontor.
“Så kan De jo altid prøve at satse på blinde-OL!”, råbte jeg ud i luften. “Og iøvrigt er Deres bukser revnet. Tag Dem dog sammen, menneske!”.
Sikke dog en utiltalende støder… Nu var det ved at være nok med disse absurde klovnerier.
Hvad blev mon det næste… Jeg tømte gesvindt en lommelærke mere.
For enden af denne yderst velfriserede sportsslagmark til lalleglædens fremme, arriverede jeg ved brinken af en kulsort flod, hvis fjerne bred knapt skimtedes i horisonten. Intet fartøj var i syne. Måske rejsen endte her? Det var næsten lidt for nemt… Der måtte stikke noget under, thi intet hernede syntes at være, hvad det udgav sig for.
Jeg kiggede ned i det mørke vand, og så et rædselsvækkende kvindeansigt stirre tilbage, med onde, røde øjne…
“Åh, du lille Hartmann, kær. Hvem er mon skjønnest i Helved’ hér?”, mjavede denne hæslige leviatan…
Jeg opknappede på stedet min gylp, fremdrog mit runkne organ, og lod urinen fosse i store gule strømme ned over dette ækle fata morgana. Ansigtet gik langsomt i opløsning, med en ynkelig, langstrakt skrigen…
Jeg var nu ærligt talt ved at have fået mere end nok af hele den absurde forestilling, som en dyb og temmelig uforskammet stemme havde lokket mig ud i. Jeg råbte: “Hvem tror De i grunden, De er? Troldmanden fra Aars…?! Kan De så se at sørge for noget befordring, således at jeg kan komme Dem i lussérbar afstand, hvem Fanden i Helvede De så ellers er!”
En mørk og hul latter lød, og i det fjerne hørte jeg sagte åreslag nærme sig…
