Disc-jockeyen startede nummeret “Dansevise”. Gylla så sig omkring. Greven havde altid forbudt hende at smide tøjet for penge, men i aften følte hun trangen til at fortsætte sit ungdomsoprør. Hun greb rapsolien fra bardisken og vimsede op på scenen mens hundredevis af kåde gæster med nissehuer stirrede elskovslystne på hende.

De mange timers balletundervisning kunne bruges nu. Hun kombinerede dansetrinene med bevægelser hun havde set i en seksualundervisningsdokumentar. Hun trak de adelige klæder af og smurte sig ind i olie. Stemningen, temperaturen og lydniveauet fra tilskuernes masturbation steg i lokalet.

“Gylla! Gylla! Gylla!”

Da hun gik ned fra podiet og tog sin pandafrakke på igen, nærmede Bob sig med store øjne.

“Gift dig med mig, nu!” sagde han.

“Jamen, Bob dog,” svarede Gylla.

“Da jeg så din olieglinsende krop oppe på scenen i de forskellige positioner, fik jeg lyst til at skride fra dette skodjob, gifte mig med dig, dyrke hed elskov ude ved pissoiret og derefter flygte i en åben sportsvogn til Fyn!” glammede han ekstatisk.

“Åh, Bob!”

“Åh, Gylla! Lad os finde diskotekspræsten!”

* * *

På vej ned ad Knockelborgs kældertrappe stødte advokat Willy Best ind i en fedladen mandsperson.

“Mine juleglæder forsvinder! Min kommende hustru og mit arbejdsvehikel er forsvundet. Og nu hører jeg uhyggelige lyde nede fra kælderen. Hvad er det der sker?”

Rakkelpot puffede ham ovenpå, trak ham hen til hoveddøren og åbnede. Ind marcherede 113 ivrige håndværkere i selebukser.

“Hep, hep, hep, hep …” sang de i takt.

Over deres hoveder begyndte et musicalnummer at spille.

“Det skal jeg sige Dem!” Rane Rakkelpot nærmede sig Willy og brød ud i sang:

“Hør nu her min jura-ven.
Nu skal jeg fortælle Dem,
hvad der sker i aften her på slottet.
Jeg er Rane Rakkepot!
Og jeg er husets nye drot.
For Lambert han er blevet skrottet!”

Rane greb Willy og trak ham gennem lokalet hvor håndværkerne synkront lappede revnerne i væggene med tyggegummi, og afstivede konstruktionen med solide stolper af genbrugspap. Bevægelserne var perfekt koreograferede.

“Hep, hep, hep, hep!”

Spotlyset i loftet fulgte de to herrer rundt gennem forhallen.

“Men grev Lambert, hvor er han?
Denne spinkle, ækle mand,
ham har jeg da kørt af banen.
Men hør nu her, hr. Willy Best.
De er ikke mer’ en gæst,
for De skal hjælpe mig med planen.”

Saxofonsoloen begyndte og de to herrer lavede nogle improviserede dansetrin medens stannioltapet og lædergulvtæpperne blev rullet ud.

Rane fortsatte:

“Hvis du gi’r mig penge nu,
skal jeg finde dig en fru.
Mine døtre du kan hverve.
Jeg ka´ gør’ dig til baron
Og min datter som din kon’.
Du får den anden i reserve!”

Musikken stoppede og Rane rakte hånden frem mod advokaten.

“Hvad siger du, Willy?” Sveden piblede fra den flæskede pande.

“Hvem kan sige nej til to koner?” Willy løsnede op i et liderligt smil og gav sin nye svigerfar hånden. Julen var reddet.

(Fortsættes her)