MODTAGELSEN AF “RAKKELPOTS RUBINER” OVERRASKER FORFATTEREN OG ALLE ANDRE
Efter kun et par uger på markedet har hr. Baryl Nidding Halunks spændingsroman “Rakkelpots rubiner” allerede skrevet nordvestjysk boghistorie. Den har fremkaldt jubeldans i gaderne, voldelige biblioteksoptøjer og et dødsfald i landsdelens dinosaurbestand.
Den overstrømmende offentlige opmærksomhed har forbløffet vor talentfulde og flittige ven, hr. Baryl Nidding Halunk. Fra sit stambord på Brunmølle Udflugtskro (hvor der i aftes blev serveret lækre dinosaurfrikadeller) lover han, at der i kommende dage og uger vil være rigelige forsyninger af frisklavede E-bøger til alle. Link forefindes nederst på denne side.
Jeg var omringet af Cirkus Rakkelpot og efter at de havde fjernet mit falske skæg og turban, gik det op for dem hvem de stod overfor.
”Halunk!” vrængede de.
”Buk dig forover og modtag den rakkelpotske straf!” råbte dværgen, mens raketpenissen blev kørt i stilling og albinobrødrene satte sig bag rattet. Hvis der ikke snart skete et mirakel, ville jeg blive rektalt torpederet af tre spirituspåvirkede slyngler i en overdimensioneret penis.
”Vent!” råbte sprechstallmeisteren. ”Jeg har en bedre plan!”
”Sig frem, familieoverhoved!” råbte hele forsamlingen og gik på knæ. ”Tal til os, mægtige, gamle Pølle!”
”Som alle her i forsamlingen ved, sniger vi os ind på Bladhuset ved daggry og slipper de uanede kræfter løs fra Undergangens Underbukser, men vi mangler en syndebuk. En oplagt kandidat er Baryl Nidding Halunk. En trofast medarbejder som efter sin baronstatus er blevet korrumperet af det celebre stjernestøv. Magten steg ham til studenterhuen og han blev vanvittig. Derfor ville han forpeste den nordvestjyske folkepresse og dens medarbejdere. Hæ, hæ.”
”Når man finder Deres forkullede studenterhue og en skriftlig tilståelse på atomsikkert gummipapir, vil beviserne være uomtvistelige. I Deres tilståelse, vil De fortælle hvordan De har løjet om Rakkelpot-Dynastiet og at de selv er rigtig led lemmedasker.”
”Kom til Pølle, mine børn, så vi sammen kan skrive et brev og sætte gang i en smædekampagne mod den tynde, blege journalistimitator.”
Liggende bagbundet på Vammelmoses våde jord så jeg til mens tilståelsesbrevet blev digtet i fællesskab. Senere blev jeg tvunget til at underskrive.
Til sidst blev jeg smidt ind i en cirkusbus og kursen var sat mod Bladhuset.
Hvordan sagen udviklede sig kan De læse i den sindsoprivende slutning!
Stemningen omkring hullet var så ekstatisk at hele selskabet satte gang i en spontan fest. Det skulle fejres at de nu besad et magtredskab af altødelæggende karakter. En ghettoblaster blev tændt og et moderne radiohit flængede luften. Den irriterende melodi svækkede min sjæl, men jeg måtte nærmere. Tonerne var så høje at ingen kunne høre mig liste fremad. Slynglerne havde tændt bål så området blev oplyst. Mændene i habitterne ristede skumfiduser og negertrioen delte snapseflasker rundt.
”SKÅL, drenge!”
I takt med at beruselsen bredte sig blandt forbryderflokken blev forklædningerne langsomt fjernet.
Til min overraskelse var det en flok gøglere hele bundtet. Men ikke en almindelig gøglertrup. De sorte habitjakker og solbrillerne blev smidt og afslørede identiske cirkusuniformer med det påtrykte navn: Cirkus Rakkelpot.
”Nu skal vi feste på ægte rakkelpotsk cirkusmanér!”
Brødrene Shismabæbæ vaskede deres sorte hud væk med snaps. De havde brugt en fækaliebaseret teatersminke for at ligne negere. I virkeligheden var det en sydfynsk landsbytrio med speciale i masturbatorisk akrobatik.
Rakman Elpotto var heller ikke den han gav sig ud for at være. I stedet for en benløs videnskabsmand, var det en dværg i løst tøj. En imponerende illusion af en dværgetryllekunstner med speciale i røg og gnister.
Der blev hoppet, danset, sunget, jongleret og kørt på ethjulet cykel. Det var et skrækkeligt syn.
Og fra gravemaskinen hoppede chaufføren Pølle ned på jorden for at deltage i løjerne. Han satte en høj hat på hoved. Han var sprechstallmeister for Cirkus Rakkelpot.
Jeg stod lige uden for deres lejr og glanede mod attachemappen, mens jeg iførte mig en turban og falsk skæg. Det var nu eller aldrig.
I nat var der aktivitet på det afspærrede område. Pølle var dukket op med gravemaskinen efter nogle dages forsinkelse, og jeg har i flere døgn camperet under et camouflagenet 100 meter fra Vammelmose Muddersø, hvor jeg i døgndrift har holdt et vågent øje med de skumle personager.
Gennem min natkikkert så jeg det ene læs jord efter det andet blive fjernet, og så skete det. Forbryderne var stødt på genstanden som de havde efterstræbt. Fra jorden blev en blyindfattet attachemappe hevet op og hele flokken jublede.
Jeg genkendte objektet med det samme. Hylsteret der indeholdt Undergangens Underbukser. Ildelugtende og farlige underbenklæder der havde tilhørt Rillepeter Rakkelpot, som i sin tid destruerede Klamhuse Kokainlager med sin livsfarlige flatulens. De havde fundet ud af hvor stofstumperne var nedgravet og nu var våbenet i deres besiddelse.
De skulle standses øjeblikkeligt. Ingen måtte have sådan en magt!
Hvad skete der resten af natten? Afsnit 6 giver os svaret!
UGENTLIGE LUSSINGER OG FESTMIDDAGE I NØRRE USSELDRUP
Folkelig jubel vil bølge hen over Nordvestjylland, efterhånden som alle erfarer, at vort kære gamle forsamlingshus Purgatorium nu omsider genåbner. Nyheden blev i dag kl. 07.34 udråbt fra indgangsportalen til forsamlingshuset, beliggende Difteritis Allé 4-6, Nørre Usseldrup.
Mange vil med sorg erindre, hvordan hovedbygningen blev lagt i ruiner af en tarmgaseksplosion for næsten 10 år siden. Et privat selskab, indkaldt til fejring af Lupus Rakkelots 101-års fødselsdag, havde indtaget helt uforsvarlige mængder af kålpølse, gæret roemos, blå drikkepetroleum og andet højeksplosivt materiale, og da fødselaren defækerede foran en flammende pølsegrill, startede det en kædeeksplosion af en voldsomhed, som forsamlingshusets bræddeværk ikke havde nogen chance for at modstå.
Eneste trøst efter ødelæggelsen var, at et stort antal Rakkelpotter gik med i købet.
Besindige og velmenende nordvestjyder har uafbrudt siden ødelæggelsen samlet materialer og økonomiske midler til Purgatoriums genopbygning. Brædder, tagblik, vinduesglas i forskellige farver, latrinspande og andet husgeråd er tilgået byggepladsen. Økonomisk nåede indsamlingen op over 300 kr., godt hjulpet af Den Knockelske Kulturfond, ligesom Louis B. Knockel personligt har støttet med tusinder af stimulerende arbejdslussinger.
Mandag bliver dørene så slået op til det genskabte folkelige mødested. Fast ugeprogram herunder:
Mødesalen med tilhørende garderobe-, køkken- og latrinfaciliteter kan på alle andre dage og tidspunkter lejes til såvel private som offentlige arrangementer, og huset vil således fungere i grundlæggeren Gingko Hæslings ånd. Hans portræt pryder i storformat salens endevæg.
Overlevende medlemmer af Rakkelpot-slægten kan dog ingensinde mere vise sig i Purgatorium, hverken som lejere eller deltagere i arrangementer af nogen art. Borgervæbningens kamphunde vil sammen med NVGT (Nordvestjysk Geriatrisk Tæskehold) beskytte lokaliteterne mod fremtidige trusler.
”Jeg var på vej hjem i 1955. Badekarret var klar, men så blev jeg antastet af en flåde med rakkelpotske opdagelsesrejsende. Jeg gemte rubinen af vejen inden de kom til mig, men kortet fik de. Pengene fik de. I alle disse år har de holdt mig fanget og tvunget mig til at se dem ødsle mine penge bort. De har skudt alle mine penge ind i bjerghotellet her bare for at irritere mig. Der kommer ingen kunder, for ingen ved at hotellet eksisterer.”
”Det var da forfærdeligt!” udbrød jeg. ”Vi må væk fra Slubberts Rev omgående.”
”Men hvordan?”
”Bygningen er opført af familien Rakkelpot, ergo er det noget klamphuggeri. Der må være en brist et sted.”
Vi besigtigede hele værelse 69.
”Aha,” sagde jeg. ”Løse sten.”
Flere store sten i muren bag sengen kunne man rokke ved. Vi havde dog ikke kræfter nok til at skubbe dem fra hinanden.
Så kom jeg i tanke om dingleribsene i min lomme. Jeg tog kun et par stykker denne gang i munden.
Abrupt mærkede jeg presset i underlivet. Jeg blottede min bag og satte den mod muren. Jeg gav slip og flatulerede med så voldsom kraft at stenene blev skubbet ud af sit leje så der kom et hul i muren.
”Bravo,” sagde Harlo og kravlede gennem hullet.
”Lad os komme væk herfra,” hviskede jeg.
Vi kom ud i et tomt baderum med afføring op ad væggene og loftet og listede ud på gangen, der var fyldt med opløste gnaverkadavere. Der var banditter i alle retninger, så vi søgte op mod taget. Den eneste løsning var svævebanen.
Hvordan skal dette drama ende? Fluks videre til sidste afsnit!
Inde i hotellobbyen skreg de indfødte i kor: ”Store høvding!”
En mand med gøglerkasket, brystholder af kokosnødder og bastskørt sprang ud af døren bag skranken og hylede: ”Hvad er der nu?”
”Den ubudne gæst vil ikke samarbejde! Han passer ikke sit arbejde. Går bare og brænder husleje af.”
”Føj for satan,” skreg høvdingen. ”Gør ham mør i fangehullet!”
Jeg kunne fornemme at noget var galt. Hvordan kunne disse primater dog have styr på hoteldrift?
”I er ikke indfødte, er I vel?” sagde jeg. ”I er noget andet ..”
Samtlige 50 potraklere i lokalet brød ud i en høj latter.
”Så faldt ti-øren, hva’?!” grinede høvdingen.
De indfødte fjernede deres fækaliebaserede ansigtsmaling, trak lændeklæderne af og iførte sig gummihabitter. De tog hver sin kam og friserede håret. De var ikke Potraklere. Sådan nogen eksisterede ikke. Det var en del af familien Rakkelpot.
”Selvfølgelig,” sagde jeg lavt.
Hotelbestyreren, som tidligere gjorde det ud for høvding, grinede ondt. På hans navneskilt på brystet stod navnet Rambuk Rakkelpot.
”Send ham hen på værelse 69!”
Det lyder farligt! Vi må straks videre til næste afsnit
Ved daggry nåede plantefarsen frem til Halunkenborg. På vejen havde den ædt en del avlsdyr og smadret et par mindre landbrug. Højlydt bøvsende gasser forlod den ondskabskulde plantefars.
”Kør kanonen i stilling!” råbte baronen. En massiv kanon blev gjort klar. ”Affyr!”
KA-BOOOM!
Kanonkuglen ramte den grønne grød, og øjeblikket efter blev kuglen sendt retur og smadrede ind i siden af tårnet.
”Fordømt!” råbte Louis B. Knockel.
Plantefarsen var mere vred nu og satte farten op.
”Den må kunne dræbes,” råbte Fede-Niels. ”Vi må tænke os om.”
Rædselsskabningen var gledet helt frem til voldgraven. Broen var hævet så farsen måtte dykke ned i det grumsede vand. Nu forsøgte den af kravle op ad muren.
Der skulle et sandt julemirakel til at redde Halunkenborg og folk derinde.
***
I køkkenet stod butleren med et diabolsk smil. Baronen havde ikke luret at mandens borgerlige navn var Ringle Rangle Rakkelpot, og at han udelukkende havde søgt om jobbet som butler for at kunne stjæle baronens værdier i smug. Det var ikke blevet til så meget endnu. Men denne krisesituation ændrede alt.
Det var smartest at skride inden Plantefarsen fortærede hele bygningen, men en Rakkelpot gik aldrig tomhændet, så han greb baronens yndlingsbrødrister og løb gennem festsalen. Den kunne han sikkert få en del knaster for på en hælerauktion.
Hvad Ringle Rangle Rakkelpot dog ikke havde opdaget var, at brødristeren var sat til stikkontakten med en ubegribeligt lang forlængerledning.
Den falske bulter snublede over ledningen, væltede ud over borgmuren og landede direkte i voldgraven.
Brødristeren der på ingen måde var godkendt eftersom det blot var en prototype fra Kahlluns Storværksted satte en elektrisk reaktion fri da den ramte vandoverfladen. Effekten fra urinkraftværket i slottets kælder var så stærk, at hele plantefarsen blev omgivet af strøm. Både farsen og butleren blev elimineret i løbet af 30 sekunder.
Baryl kiggede ned i voldgraven med store øjne. Han vendte sig mod sine gæster og sagde:
”Den havde jeg ikke lige regnet med… Nåh, men så kan vi vist godt gå ind og få os en sejrssjus.”
”Vent,” sagde Niels. ”Vi mangler at bringe kødet ud til familierne. Ellers bliver det ikke jul.”
”Du har ret. Så mange problemer, så lidt tid!”
Vil det lykkes vores helte at bringe julekødet ud til befolkningen eller vil historien tage endnu en dramatisk drejning?
Borgervæbningens skrappeste drenge gik iført specialekonstruerede gummidragter ind i bygningen der på kort tid er omdannet til en tåget dommedagsagtig hule af magtløshed og fordærv.
Operationen var tilrettelagt ned til mindste detalje og tog kun 4,5 minut. Underbukserne blev med en avanceret tang løftet fra betongulvet og lagt i en blyindfattet attachemappe. Da udrykningsteamet kom ud af bygningen blev mappen lagt ind i en panseret mandskabsvogn og fragtet til en hemmelig adresse i Nordvestjylland hvor underbukserne i fremtiden vil befinde sig.
”Jeg kan ikke udelukke at der vil blive forsket i de underbukser for at finde ud af hvad praktikanten har spist siden han kan producere en så altødelæggende tarmgas som der her er tale om,” udtaler holdleder Wildmann Rynkestaal.
Klamhuse Kokainlager vil fortsat være ude af drift de næste to måneder. Først da vil bygningen være sikker nok at betræde. Rillepeter Rakkelpot er stadig eftersøgt og kan se frem til en astronomisk bøde for tabt arbejdsfortjeneste, samt en dobbeltlussing fra hver af de 1.412 medarbejdere.
Klamhuse Kokainlager måtte i dag evakuere samtlige 1.412 medarbejdere eftersom erhvervspraktikanten, Rillepeter Rakkelpot, udsendte Danmarkshistoriens mest stinkende tarmgas midt i frokostpausen. Den koncentrerede tarmsky forpestede hele bygningen på under 12 minutter og gjorde bygningen decideret livsfarlig at opholde sig i.
”Det var en lydløs sniger der overraskede os alle sammen,” siger kokaintester Walmar Flux der stod 1 meter fra Rillepeter Rakkelpot da udslippet skete, hvilket resulterede i at hans ansigt smeltede af.
Walmar Flux har dog allerede modtaget den nødvendige plastikkirurgi og har nu til sin lykke fået limet et nyt ansigt på fra en nyligt bortgået organdoner, tamsvinet Hamborg Larsen.
Rillepeter Rakkelpot er efter sin ugerning sporløst forsvundet og har til stor ærgrelse, efterladt sine fordærvede underbukser midt i lagerhallen. Ingen individer kan komme i nærheden uden gradvist at gå i forfald.
”Hele vore bulk-lager af den fineste kokain er ødelagt. Underbukserne ligger bare der og afgiver ildelugtende, ætsende dampe direkte ind i vores elskede produkt,” udtaler kokaininspektør Don Dinglebob.
Borgervæbningen har afspærret hele området omkring bygningen og planlægger i disse timer hvad der skal ske med Rillepeter Rakkepots stinkende underbukser. ”De skal ud af bygningen, så den nordvestjyske kokainproduktion kan holdes ved lige. Koste hvad det vil.”
