KATASTROFESCENEN, SOM FACEBOOK FORBØD
Socialhumoristisk eksplosionsdrama med musik og hjerteløs latter.
28 sekunder, du aldrig glemmer. Klik straks!
Klamhuse Kokainlager måtte i dag evakuere samtlige 1.412 medarbejdere eftersom erhvervspraktikanten, Rillepeter Rakkelpot, udsendte Danmarkshistoriens mest stinkende tarmgas midt i frokostpausen. Den koncentrerede tarmsky forpestede hele bygningen på under 12 minutter og gjorde bygningen decideret livsfarlig at opholde sig i.
”Det var en lydløs sniger der overraskede os alle sammen,” siger kokaintester Walmar Flux der stod 1 meter fra Rillepeter Rakkelpot da udslippet skete, hvilket resulterede i at hans ansigt smeltede af.
Walmar Flux har dog allerede modtaget den nødvendige plastikkirurgi og har nu til sin lykke fået limet et nyt ansigt på fra en nyligt bortgået organdoner, tamsvinet Hamborg Larsen.
Rillepeter Rakkelpot er efter sin ugerning sporløst forsvundet og har til stor ærgrelse, efterladt sine fordærvede underbukser midt i lagerhallen. Ingen individer kan komme i nærheden uden gradvist at gå i forfald.
”Hele vore bulk-lager af den fineste kokain er ødelagt. Underbukserne ligger bare der og afgiver ildelugtende, ætsende dampe direkte ind i vores elskede produkt,” udtaler kokaininspektør Don Dinglebob.
Borgervæbningen har afspærret hele området omkring bygningen og planlægger i disse timer hvad der skal ske med Rillepeter Rakkepots stinkende underbukser. ”De skal ud af bygningen, så den nordvestjyske kokainproduktion kan holdes ved lige. Koste hvad det vil.”
DRAMAET FORTSÆTTER HER:
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside
Kære ven og redaktør!
Nu da vort rumfartsprojekt er gået ind i sin allersidste, kritiske fase, er det med stor fornøjelse at jeg hermed sender Dem sidste nyt til gratis udbredelse blandt Deres ærede læsere.
Ved hjælp af indrykning i nordvestjydske lokalmedier af reklamer såsom ovenstående, lykkedes det næsten vore dygtige videnskabsfolk at indsamle tilstrækkeligt med nødvendig sprængkraft, i form af højlødig dansk proletarbrunvare. Derfor sendes herfra en varm og hjertelig tak til hr. værkfører B. Æ. Ajlesen, og alle gode medarbejdere ved Fjertislev Anti-Opstipationsselskab I/S, for deres utrolige smidighed og velvilje.
Desværre blev vi jo også nødsaget til at slagte samtlige dyr i Dartvados Zoologisk Have, for at stimulere den nødvendige nationale massedefækation.
Grundet en pludselig opstået koleraepidemi blandt vor pygmæbefolkning, og den efterfølgende løbende tilgang af store mængder flydebrunvare, sattes vore robuste plejehjemsbeboere på en kolossal opgave med Forceret Fordøjelsesmæssig Brunvarekonvertering (FFB). Men alle bækkener små fører jo som bekendt til én stor å.
Fra naboøriget Puhamas har vi yderligere fra formanden for Bræts-Forbundet, masturbationskoordinator Jack Feddersen, opnået den ære at modtage en hel uåbnet æske med kompakte brændselsstænger til anvendelse i vort landingsmodul, når vort marsfartøj engang som planlagt skal vende tilbage fra sin rumfærd.
Ligeledes har vi fra vore samarbejdspartnere på Tarmuda, under ledelse af hr. Filibuster Munnlorth fra Brandskids-Partiet, modtaget moralsk opbakning i form af en kollektiv synkron nationalfjært fra strand og med vindretningen, der til stor folkelig jubel kunne både høres og lugtes hertillands. Vi er vore naboer stor tak skyldig for den fine, kammeratlige gestus!
Herover ses vort rumvehikels primære energikilde, den brune boks, indeholdende ultrakomprimeret astrobrunvare, under forsigtig transport til montagefabrikken ved affyringsrampen.
Ved nænsom håndtering af hyggefixer Slari Bartfast, der som bekendt reparerede den famøse lækage i det transsylvanske gaskompagnis rørledning i 1894, vil dette videnskabelige vidunder berede os en stabil fremdrift mod planeten Mars.
Begejstrede sorte folkemasser jubler under afsendelsen af Hartmann-1, som i læsende stund allerede vil have forladt Jorden og den omkredsende måne på sin episke rejse mod det endelige mål.
Som den eneste oplagte kandidat til at forestå denne fantastiske rejse, har det været mig magtpåliggende at træde i charachteer, og tage kommandoen over H-1. Derfor er jeg ikke længere at regne som jordbo; og må det være mig tilladt i den forbindelse at citere hr. V. Røvlenbergs udødelige vers, med tilføjelser af mig selv:
“Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.
Til fjernere steder min færd nu går,
brunvaren min rejse vil fremme;
snart Dartvados’ fane i marsjord står,
ej mennesker Hartmann får glemme!”
Efter anvisning fra professor Terminus Onager har jeg valgt at medbringe min gode konsulat-overfrakke, til beskyttelse mod strålingen fra Van Halen-bæltet, samt min gamle pålidelige stok (som ses på billedet), til nedkæmpning og/eller pryglning af eventuelle opsætsige, uforskammede marsianere.
Til vi ses igen: Lev vel (på nær marxister)!
Med ærbødige hilsener,
Deres ufravigeligt loyale,
Hartmann
D.R.A.M.-PROJEKTETS AFSNIT 1 og 2 >>> KLIK HERUNDER
Retur til avisens forside
Med et knitrende snuptag blev papirskondomet fjernet fra Bennis ansigt, og han missede med øjnene. Lyset var skarpt i spisestuen i doktorens palæ.
Han var placeret på en højrygget stol med hænderne bundet på ryggen med plasticsnor. Der lugtede muggent.
“Nu prøver vi igen,” sagde doktoren med et kompromisløst smil og lommeuret svingende foran velhaverens øjne.
Schwung … Schwung … Schwung!
“Fortæl mig hvor sigøjnerringen befinder sig. Fortæl mig … mig … fortæl mig. Den røde rubin. Fortææææl. Sigøjnerring!”
Schwung … Schwung … Schwung!
“Den har jeg da foræret til en jeg kender,” snøvlede Benni.
“Til hvem … hvem … hvem?”
“Min elskede … Lydia Lubbert.”
“Dynamitfiskerdatteren?”
“Det kan du bide dig selv i næsen på,” kaglede Benni.
“Slut prut,” sagde doktoren og afbrød dermed hypnosen. Han stoppede lommeuret i jakken.
“Hvad foregår her?” råbte Benni da han kom til sig selv. Han kæmpede for at komme fri.
“Du har lige afsløret hvem der har ringen,” gnæggede doktoren og klappede Benni på skulderen.
“Umuligt,” sagde Benni.
“Jeg hypnotiserede dig til det, ha!” Doktoren grinede hånligt.
“Lort i lommen,” mumlede Benni.
Doktoren tog sin overfrakke på og placerede hatten på hovedet. Han pegede på sine lakajer og derefter på Benni:
“I bliver her og holder vagt mens jeg cykler ud og overfalder kællingen. Når jeg kommer tilbage må vi finde ud af hvad vi stiller op med ham.”
“Hvad hvis han stikker af?” spurgte Karloff.
“Det er jo sjovt nok det I skal forhindre,” snerrede doktoren og forlod bygningen i hast.
Benni tænkte så det knagede. Hans forlovede var i livsfare. Han måtte for alt i verden redde hende, men det krævede at han slap fri. Men hvordan? Med list.
Han kiggede på de to håndlangere og dernæst på en vase og en standerlampe. Glimrende våben. Efter kort betænkningstid faldt hans ansigt i fornærmede folder.
“Det her er kønsdiskrimination,” råbte Benni. “Sexchikane.”
“Hvad fanden mener du med det?” spurgte den nærmeste bølle.
“I nedgør mit køn,” svarede Benni hurtigt og stirrede vredt på dem.
“Har man hørt en loppe kø?”
Benni fortsatte uden at fortrække en mine. Han vidste ikke om planen virkede, men det var et forsøg værd.
“Har I ikke hørt det? Der findes ikke længere to køn, men 39.000 forskellige. Der er sgu ikke noget der hedder mand og kvinde mere …”
“Er der ikke?” Gorillaerne kløede sig i nakken og så uforstående på hinanden. “Så vi er ikke mænd?”
“Nej, og jeg er heller ikke mand. Jeg er det ikke-bundede-køn. Så jeg må slet ikke være bundet fast her. Det går imod min kønsidentitet. Så hjælp mig dog fri!”
Håndlangerne skyndte sig hen til stolen og løsnede plasticrebene og hjalp Benni på benene.
“Det må du undskylde?”
“Det må jeg nok sige,” sagde Benni og bakkede mod vasen på spisebordet. “Havde dette været Sverige var I blevet halshugget.”
“Men …” spurgte Brutus forsigtigt. “Hvilket køn er vi så?”
“Det bevidstløse køn,” sagde Benni og hamrede vasen i hovedet på ham. Karloff spærrede øjnene op. Han hævede næven men nåede ikke videre før Benni havde fat i standerlampen.
SMACK!
Benni rettede på sit silkeslips og forlod palæet i hast. Han løb ud på gaden og fik øje på en telefonboks. Med hjertet pumpende og resterende gas strømmende ud af rectum, hoppede han ind i boksen og kastede mønter i maskineriet. Han drejede nummeret med sved på panden.
“Lydia! … kom ud af den lejlighed nu. Der er ikke tid til at forklare. Vi må under jorden … Hvor?” Benni så sig forvildet rundt. Hans øjne stoppede ved en reklametryksag. “Mød mig … på Blodhavn Storhotel!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Tidligere drama på storhotellet her
Flux videre til afsnit 8
Retur til avisens forside
Kapitel 1
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.
Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.
Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden.
Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen.
– Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.
Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.
Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.
Pippi & Palle Padborg:
Flatulens blev deres skæbne
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Forrige kalenderblad << Til avisens forside >> Næste kalenderblad
Onsdag d. 20 oktober, kl. 21.00
København, Danmarks hovedstad, står i lys lue. Ildhavet er ustoppeligt og æder sig vej gennem de tætpakkede huse, der er bygget af letantændelige materialer.
Hvordan kunne det dog gå så galt?
Svaret findes i et lille hus på Sankt Clemens Stræde…
2 timer tidligere…
“Lad os gøre det. Jeg kan ikke vente mere.”
Mambus og Ylva Tærskel så forelskede på hinanden. De var nygifte. Dette var deres bryllupsnat. Et tidspunkt de begge havde glædet sig til. Måske det mest romantiske tidspunkt i hele deres liv.
De kiggede begejstrede på remedierne i stuen: lænker, nitter, pels, trekors, gynger i loftet, geder i brunst, piske, forlorne penisser og olie i flasker.
De var klar — det samme gjaldt de sytten venner de havde inviteret.
Der var ingen tvivl. Dette blev elskovsorgiet over dem alle.
Efter velkomstdrinken gik de i gang med eskapaderne.
“Åh, hvor er det dejligt forbudt, det vi har kørende!” stønnede Ylva Tærskel.
“Partnerbytte er sundt for krop og sjæl,” brummede slagtermester Madsen, der havde lukket biksen tidligt så han ikke gik glip af festen.
“Ih, ja. Jeg er fyr og flamme,” svarede hr. Tærskel med en cigar i munden.
“Slå mig med det løse gulvbræt derovre,” kommanderede veninden Else Gramshøj.
KLASK!
“Slå på den anden også,” hvinede hun.
“Er der ikke nogen, der lige vil spænde mig fast til et eller andet?” kaldte ungkarlen Carlo Holm.
“Hæld stearin ned ad ryggen på mig,” brummede murersvend Bloksvang og pegede på de tændte lys på den lille taburet. En ung mand greb ud efter lysene, men tabte dem på gulvet hvor ilden fik fat i halmen og bredte sig.
“Pas på!” hylede fru Tærskel.
Hr. Tærskel var hurtigt fremme og slukkede ilden med en stråle af urin.
“Lad det være en lærestreg,” sagde han og slog ud med armene. “Vi kan ende med at brænde hytten af. Måske hele byen. Vi må være mere forsigtige alle sammen.”
Det var de andre enige i.
Akten fortsatte. Der blev drukket likør og udført avancerede gymnastiske bevægelser.
Så plaskede de massageolie på hinanden. Familien Tærskels egen blanding.
“Det er brandfarlig stads, men behageligt for huden,” fortalte Ylva entusiastisk.
“Hop op på min ryg!”
“Spark mig!”
“Tag mine fødder i munden.”
Alle havde en fantastisk aften, lige indtil det forfærdelige skete…
I huset ved siden af sad gamle fru Kakkel alene i sin stue. Hun havde ædt kåldolmere hele ugen. Derfor havde hun lukket tarmluft ud døgnet rundt. Mængden af gas var steget til det katastrofale.
“Det er da længe siden jeg har røget tobak,” sagde hun til sig selv. Den gamle dame fandt sit fyrtøj frem og tændte en hjemmerullet.
Det skulle hun aldrig have gjort…
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad
Retur til forsiden