Stilhed fulgte. Når lille Bruno ikke blæste i kazooen, hørte han ikke andet end sin egen vejrtrækning. Og dog, måske en svag durren eller brummen i det fjerne ind imellem. Trafik. Verden udenfor eksisterede stadig, han var bare så brutalt afskåret fra den.

Hvor er bedstefar og de kæmpestærke fætre og alle de andre? Hvornår kommer I og redder mig? tænkte han. Hvad bliver det til?

Den frønnede dør til hans kælderrum gik op, og for første gang i mange døgn fik han mere end et glimt af lys at se. To mænd stod foran ham, og hans næsebor fortalte, at det var bortførerne, den ene omgivet af fækalielugt, den anden udstrålende en umiskendelig urinaroma.

De havde begge poser over hovederne. Det gjorde dem ikke mindre skræmmende.

“Bæb bæb bæb,” sagde den mindste og tykkeste med hæs, fordrejet stemme. “Vi har fået en slags brev fra din familie, og det er fåkking indviklet at se på. Hvis det er sandt, at du er vidunderbarn, så kan du hjælpe os med at læse det og forstå det.”

“Det kan være din sidste chance,” tilføjede den høje mand, ham med urinlugten. “Så du må hellere gøre dig umage. Er det forstået?”

Bruno rakte hånden frem og fik et stykke papir overrakt.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside