Toner af mirakuløs skønhed gav genlyd i det trange kælderrum, hvor lille Bruno syntes, at han havde siddet så uendeligt længe. Instrumentet, en grøn plastickazoo, havde klang af sandpapir, men når han spillede, lød det ind imellem som englesang, og han havde ikke andet at tage sig til i sit fængsel

Bruno kunne fornemme, at begge kidnappere sad uden for den låste dør og lyttede. Når han holdt pause, møflede de rundt og hostede. Efter en tid spurgte de, om der var noget, han trængte til, og de kom med ristet julepølse, læskedrikke og brun naturbudding. De var forbrydere, men en slags hjerter havde de vel alligevel i brystet.

Timerne gik, dage og nætter slæbte sig hen, uden at Bruno vidste, hvad klokken eller datoen var. Havde alle mennesker i verden, og især hans egen familie, glemt ham?

Så lød et råb udenfor.

“Duen er landet!” skreg en af gangsterne. “Den har noget med!”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside