
Gangsterne ventede ikke på kniv og gaffel. De skovlede med fingrene det grove foder ind i deres åbne gab, og da tallerknerne var ryddet, rakte de ud efter mere.
“Ja ja,” sagde lille Bruno, “lad mig se, hvad jeg kan klare.”
Men det blev ikke nødvendigt. Hans afføringsmiddel var nået til fase to i sin virkning. Gangsterne holdt om deres opsvulmede maver, og ansigterne lignede dårlige fastelavnsmasker, der smeltede indefra.
Bruno kastede sig ned på køkkengulvet, sekundet før eksplosionerne kom. Orange flammer sprængte hul i de to mænds benklæder, og stråler af brun, stinkende pladdermasse sprøjtede ud i det trange køkken.

Bruno var i helvede, men for første gang i mange døgn kunne han også se en vej ud. Gangsterne trimlede rundt, brølende af smerte og rædsel, og han zigzaggede mellem deres ben hen mod køkkendøren, som var sprængt åben.
Med ansigtet sovset ind i deres bløde, dybstinkende afføring løb han gennem en kort mørk korridor frem til en dør med en glasrude. Der var blåligt aftenlys udenfor. Byens og verdens og frihedens lys.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside