“Kære gode oldinge, velkommen til dette års julefrokost på Klamhuse Proletariske Luxusoldingehjem. Som I kan se, er der bjerge af flæsk, pølse og 14 slags tilbehør på bordene, og vi starter som sædvanlig med en skål. Glædelig jul, hip hip hurra!”

Ragnhild Pølle, lussingterapeut på hjemmet, havde holdt festtalen. Oldinge og personale drak af den gråhvide velkomstdrik.

“Nu sker det,” hviskede lille Bruno. Han lå sammen med Arnulf og Lupus på et lavt tørreloft med udkig gennem en ventilationsrist ned i spisesalen.

Og ganske rigtigt. Alle langede til fadene i et vanvittigt tempo. Maden passerede ikke tallerkenerne, men blev skovlet direkte ind i de åbne munde. Flæsk, pølse, budding, roemos, savsmuldsbrød – lige meget, hvad det var, lynhurtigt forsvandt det.

Så lød første knald under et af bordene. Snart efter et til, og man anede en gnist dernede i mørket. Skrig og brøl kunne høres, mens endetarmene udsendte deres selvantændende eksplosive gas og straks derefter syndfloder af brun pladdermasse.

De tre iagttagere på loftet trak sig baglæns for undslippe stanken.

“Hvad siger I så? spurgte lille Bruno. “Er det godt nok?”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside