Ingen Philbert uden alkohol. Vi ser ham cirka midt i lokalet med mørk hat som 34-årig festdranker under oplæring. Han havde glorværdige forbilleder, og han skuffede dem aldrig.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Avisens forside
Onkel Philbert var lige fra fødslen en pryd for sin familie og sin hjemstavn. Efter mere end 60 år som omrejsende banjovirtuos og opvisningsmasturbant vendte han tilbage hertil og kan nu dagligt beundres på værtshusene i Blodhavn og Klamhuse, ved sommertid også som friluftsdranker på Vester Usseldrup Hede.
Respekt!
Hvad guffer vor kære onkel helst selv? Flæsk, gris, pølle er det korte svar.
Nogle af hans favoritopskrifter finder vi her.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Avisens forside
Skagen strand: Stilhed, stemning, skønhed og spadserende gris.
På et værtshus nær dig: Titel overflødig.
“Hvis jeg kunne, ville jeg stadig dagligt krydse Vester Usseldrup Hede med en muntert galopperende gris mellem benene,” erklærer onkel Philbert. “Som forholdene er, må jeg nøjes med flæskesvær og mindernes dans over værtshusbordet.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Avisens forside
Ikke så mærkeligt, at den unge neger smiler og synger i værkstedsgården. Klokken er 14.30, og dagens første ni arbejdstimer gik godt. Efter en spølkum kødsuppe med rød knas vanker der nu om lidt stimulerende arbejdslussinger, og så skal hammeren atter svinges.
Usseldrup-egnen kender ikke til forskelsbehandling. En arbejdsom afrikaner kan indtage sin plads i samfundet som alle andre, stille op i køen til husdyrbordellet eller drikke en skummende hestepilsner sammen med kammeraterne lørdag eftermiddag, inden den obligatoriske ugentlige masturbationsparade tager sin begyndelse.
Sort afføring sorteres og videresendes side om side med alle øvrige indvejede produkter. Måtte den end have en kruset skorpe og en sødligere (efter kenderes bedømmelse græskaragtig) aroma end den brune nordvestjyske normalpølse, så vil afrikanerens bidrag dog på lige vilkår glide ind i den vældige strøm af lødig råvare, der holder egnens erhvervsliv i omdrejninger.
Retur til avisens forside
“Ja ja, vi skal nok få styr på det!” skreg oldingehjemsforstanderinde, fr. Eulalia Peckelgren.
“Stil jer roligt i kø ved nærmeste toilet, så løser det sig alt sammen!”
Imens var Arnulf, Lupus og Bruno Pølle i rask tempo på vej tilbage til afføringsmiddelfabrikken i deres pedaldrevne firmavehikel.
“Denne dag bliver historisk,” gryntede Arnulf.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
“Kære gode oldinge, velkommen til dette års julefrokost på Klamhuse Proletariske Luxusoldingehjem. Som I kan se, er der bjerge af flæsk, pølse og 14 slags tilbehør på bordene, og vi starter som sædvanlig med en skål. Glædelig jul, hip hip hurra!”
Ragnhild Pølle, lussingterapeut på hjemmet, havde holdt festtalen. Oldinge og personale drak af den gråhvide velkomstdrik.
“Nu sker det,” hviskede lille Bruno. Han lå sammen med Arnulf og Lupus på et lavt tørreloft med udkig gennem en ventilationsrist ned i spisesalen.
Og ganske rigtigt. Alle langede til fadene i et vanvittigt tempo. Maden passerede ikke tallerkenerne, men blev skovlet direkte ind i de åbne munde. Flæsk, pølse, budding, roemos, savsmuldsbrød – lige meget, hvad det var, lynhurtigt forsvandt det.
Så lød første knald under et af bordene. Snart efter et til, og man anede en gnist dernede i mørket. Skrig og brøl kunne høres, mens endetarmene udsendte deres selvantændende eksplosive gas og straks derefter syndfloder af brun pladdermasse.
De tre iagttagere på loftet trak sig baglæns for undslippe stanken.
“Hvad siger I så? spurgte lille Bruno. “Er det godt nok?”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
