Tag-arkiv: gris

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 12:25

Fridolph sukkede dybt og tændte med tællepråsen sin sidste marehalmscerut af 3die sortering fra æsken han havde fået i gave ved sit 50-års jubilæum i slægten Rundknockels tjeneste. Den smagte forfærdeligt, og lugtede om muligt endnu værre.

”Ak, ja…” stønnede han og inhalerede, medens Lullah i sengen ved siden af snorkede højlydt.

End ikke en rask omgang hård dyrekopulation havde frigjort Fridolph fra det dystre sindelag, og han lå nu og gruede over hvad fremtiden ville bringe. Det hele var så forbandet håbløst, og hvad ville mon blive det næste? Amputering? Indemuring? Nu havde han tilsyneladende også mistet hørelsen på det ene øre, efter grevens akrobatiske storlussing. Han var slidt og kunne simpelthen ikke mere.

”Måske man blot skulle styrte sig i voldgraven!”  tænkte han højt, medens Lullah afgav en boblende fjert. “Nå, godnat lille Lullah, og husk, at i morgen er der atter en dag!” hviskede han, slukkede cerutten i natpotten, pustede tællelyset ud, og gled ind i en drømmefyldt søvn.

* * *

Stedet var Lyndanisse, i det Herrens År 1219, den femtende juni, klokken 13:27prc. Ridder Klyne og Sture Möegschwien stod og skuede ud over valpladsen, hvor ligene lå som nålepuder overalt.

”Det er nu vi må gøre udfald, medens de Vender flygter til alle sider! Sejren er så godt som vor!” udbrød Klyne begejstret.

”Ester,” svarede Sture tørt.

”Hvad er der nu med hende…?” spurgte Klyne irriteret, medens han tørrede blodet fra mangen vantro usling af i det hvide linned.

”Jamen, jeg tør ikke,” peb Sture, og sked langsomt i sin rustning. ”Det er farligt! Og jeg må ikke for min moar, og jeg har dårligt knæ. Og det er også begyndt at regne…”

Klyne greb med sin stridshandske om halsen på Sture og løftede ham op i udstrakt arm.

”Kryster! Hvis jeg løber alene frem nu, så skal du sværge ved Tårnet i Gåserød, at hvis du eller din usle slægt nogensinde beder om min hjælp igen, så vil alt hvad der er dit, blive mit!” snerrede ridderen.

”Ja, ja, nuvel, så får det være sådan,” gispede Sture, der var blevet blå i hovedet.

”Elendige hund!” svarede Klyne og lod Sture falde til jorden med et bump.

Ridderen tog sin hjelm af og kastede den i hovedet på Sture, der klynkede ynkeligt. En solstråle oplyste et øjeblik den tapre Klynes noble ansigt.

”For Danmark, Kongen, Tipslørdag, Otto Duborg, sovs og kartofler, og vor kristne danske tro!” skreg han ud over ingenmandsland og løb fortsat skrigende ud i landskabet med hævet sværd.

En kastevind greb det blodige stykke stof og blæste det langt op i luften…

* * *

”Aaaaargh!” skreg Fridolph, idet han vågende fra det rædselsfulde mareridt. ”Klyne er Rane!” råbte han og plantede i vildelse en albue dybt ind i siden på Lullah, der prompte stordefækerede i sengen.

”Klyne er Rane…” gentog han, som for at overbevise sig selv. Han greb ud efter æsken med cerutter, men der var ikke flere tilbage.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 6:25

Hvordan i alverden kan De vide det? Vi har endnu ikke lokaliseret grevens røvpapir,” spurgte Fridolph undrende, mens han gned sine ømme kinder. ”Jeg mener naturligvis: brevpapir. Punktum. Hvem har i øvrigt sendt bud efter Deres utiltalende person?”

”Det er mit jo arbejde at vide den slags. Jeg har været i familiens tjeneste i århundreder…”, svarede Rakkelpot kryptisk, mens han slog en langsom, knirkende og svært ildelugtende prut.

”Skulle vi ikke hellere se at komme i sving, du lille tjenermand? Der skulle jo nødig falde flere prygl, vel…?”

Fridolph isnede ved tanken, og lille Lullah peb i sympati fra sit skjul under køkkenbordet.

“Jo, men De må blot forstå, at som situationen er, kan der ikke kan blive tale om noget videre, i form af honorar for deres såkaldte arbejde!”, forklarede Fridolph, og lod indholdet af sin bukselomme falde klirrende på bordet: sølle 1 krone og toogtyve øre, samt en krøllet, nusset og for længst udløbet fribillet til en personlig rundvisning på Gustenhuse Pervertarium.

”MONEY, MONEY, MONEY!”, skreg chimpansen, og rakte grisk labben frem mod det pauvre bytte.

Hurtigere end øjet kunne registrere greb Rakkelpot kødhakkeren fra blokken, og plantede den i bordet med et drabeligt hug, så abens hånd blev skilt fra armen.

”UH! UH! UH! AH! AH! AH!”, vrælede dyret, greb om den blodsprøjtende arm og kastede sig hovedkulds i smerte ud gennem køkkenvinduet med et klirrende brag, og satte derefter i løb i retning mod skoven.

Fridolph fulgte måbende gennem den smadrede rude bæstets vanvittige flugt, og først da der fra skoven hørtes to-tre bøsseskud, efterfulgt af et højlydt hyl, vendte han sig igen imod Rakkelpot.

”Er De tilfældigvis også glarmester…?”, sukkede Fridolph, resigneret.

”Ork, ja. Og sæbefabrikant, tilmed!” lød det fra den mystiske tyksak. ”Og bare rolig, du lille fidibus; det hele er til fulde betalt, for længe, længe siden…”.

Fridolph gøs endnu værre end før, og sparkede i frustration til Lullah, der peb ynkeligt og defækerede, under køkkenbordet.

”Nå. Men så er det denne vej! Punktum!”  fastslog Fridolph noget uoverbevisende, og bad den underlige mand følge sig ned af den mørke kældertrappe.

Gylla trippede kort efter ind i køkkenet, medens hun nynnede et af tidens allerpopulæreste sangtemaer.

”Fridolph, din latterlige lakaj! Hvor er nøglen til vinkælderen? Jeg lider af en deprimation, og jeg…”.

Hun stoppede brat ved synet af den overskårne abehånd på bordet. Lynsnart tilegnede hun sig mønterne og den blodige hånd i sit lommetørklæde, og plukkede derefter nøglen til vinkælderen ned fra dens søm på væggen.

”Hvis du sladrer, ryger du i ovnen til jul!” bemærkede hun, henvendt til stakkels Lullah, der frygtsomt havde observeret det hele.

(Fortsættes her)

Bevinget unggris fremavlet på nabogård

Muenchhaus LOGO

Saavel som det er almindeligt bekjendt, at særligt Panser, Bæltekjøretøjs- og chemisk Foretagsomhed i en periode nød særligt fremme i vort sydlige Naboland (Udviklingen af Undervandsfartøjer ikke at forglemme) og saavel som alle civiliserede ogsaa vil kjende Frankrigs særlige og aromatiske Producter, vil ethvert oplyst Menneske kunne forbinde forskjellige Lande og Regioner med hver deres specielle Foretagsom- og Opfindsomhed.

Det ser nu ud til, at vi i mit ydmyge og elles beskjedne Hjemsogn, tør melde os i Rækken af opfindsomme Udviklere, paa Linie med andre Regioner og Industrigrene. Det drejer sig her, om det saa bredt omtalte Biochemiske Segment. Vi forventer, gjennem veldokumenterede Articler i de landsdækkende, videnskabelige Tidsskrifter at faa vore Resultater anerkjendte og dermed at kunne blive en værdsat Plet paa Verdenskortet (eller i det mindste paa Danmarkskortet).

En vellykket Krydsning mellem Faar og Gris, med lidt supplerende Drys af Hanefjer, er vort første overbevisende Experimentresultat. Det kan i skrivende Stund tilføjes, at et Exemplar af Innocenti allerede er drægtigt (ved Avlskarl Pontus Spritzfähigs utrættelige og uvurdeerlige Indsats).

Gris02

Yderligere er et banebrydende og græseoverskridende nyt Avlsarbejde indledt og har for saa vidt allerede vist sig gandske vellykket.

Et, i Journalistiken gandske velkjendt Begreb: ”En flyvende gris” (dog aldrig constateret i den Knockelske Presse) er det faktisk lykkedes velmenende, flittige og disciplinerede Personer her i Sognet, at fremavle. Gandske vist er det i en Periode gaaet noget ud over den ellers fast instutionaliserede ugentlige Masturbation ved Sprøjtehusets Gavl, hvilket, af Sognets behjertede Mænd vil blivende passende, beslutsomt og haandfast behandlet.

Flid, Evne og indgaaende Kraft er blevet anvendt paa et Project, der gandske vist, for saa vidt, har vist sig vel gjennemført. Det kunne dog ønskes, at Grisen havde lidt større Vinger, saaledes at den ogsaa var i Stand til, at løfte Bagkroppen med op i de højere Luftlag.

Min belæste Nabo Herr N. Jeremias minder om den Skjæbne der overgik Daidalos og Iskarios, da de søgte det fremmede Luftens Element.

Mere nærværende end klassisk Lærdom forekommer det mig dog, at diskutere den egentlige Nytteværdi af denne flyvende Skabning. Vil den ikke anvende for megen Energie paa sine luftbaarne udflugter og dermed reducere Husbonds naturlige Forventninger til et passende Udbytte af Flæsk, Fedt og gedigent Kjød? Hvor vil den urinere og defækere? Og, vil vi ikke komme i den Situation, at vi maa overdække vore Svinestier med kostbart Traadhegn? For kan vi være sikre paa, at flyvende Grise ved Aftenstide, vender tilbage til deres retmæssige Hjem, Husbond og Fodermester? Mange Problemer og uløste Spørgsmaal rejser sig.

Man kan ikke undlade, som en sidste Tilføjelse, at erindre om den fyenske Digter Berntsen, der allerede for mere end halvfjerds Aar siden skrev en kort Strofe om en Munk, der ramt af en Fugleklat, takkede Herren for, at Køer og Grise ikke kunne flyve!

Gris03

Omend Experimentet er interressant, finder Man dog, at vore nyvundne Erfaringer paa det Biotechnologiske Omraade, maaske har sine naturlige Grændser. Efter moden Overvejelse (som endnu ikke er afsluttet) vil Man gjøre sin Indflydelse gjældende og sørge for at videnskabelige og avlsmæssige  Activiteter cananliseres over i noget mere nyttebringende.

Vær, Herr Redacteur, ikke i Tvivl om, at naar v. Müchhaus har afsluttet sine Overvejelser og truffet den rigtige beslutning, vil Samme med fast (evt. Haard) Haand blive gjennemført. Fremtidige Activiteter vil saaledes blive planlagte og coordinerede under min særlige Opsigt, saaledes at Spild af  Lokkerier og eventuelle Penetreringer (Sidstnævnte vil fremover kun være tilladt og overvaaget af Undertegnede) ikke vil medføre fejlagtige Initiativer og Spild af den Arbejdstid, som Husbond saa gavmildt vederlægger Tyendet.

Jeg behøver vel ikke at nævne, at vi her ikke vil forholde det højt ærede Storsogn vore Landvindinger paa det avls- og artsbiologiske Omraade. Herr Chefredacteur: De kan i enhver Henseende, paa samme Maade, som De selv saa gavmildt delagtiggør os Andre i Deres beundrede Storsogns Landvindinger af mange overraskende Arter, regne med den tilsvarende beredvillig- og Aabenhed herfra.

Jeg forbliver Deres beundrende og lydhøre

Severin v. Münchaus

SE OGSÅ:

HenvKYSTENKLAR