DET HERRENS ÅR 836 (vestlig tidsregning)
Det var regnbuens måned i regnbueørredens år da et gigantisk forstenet fækaliebjerg blokerede vestporten til det kejserlige palads i den forbudte by i Peking.
Handel og andet samkvem med det vældige rige var ved at gå i stå, eftersom det var umuligt at komme ind eller ud af porten.
Kineserne gik i gang med hakker og spader, men denne metode var tidskrævende.
Kejseren havde fået nok.
“Der må være en mere effektiv løsning!”
Ingen i byen havde dog regnet med at svaret ville dukke op i en lægepraksis i den anden ende af byen.
● ● ●
Bang Hong Chang var en anerkendt doktor men denne morgen blev hans evner for alvor stillet på en prøve.
Døren blev sparket op og der stod selveste WingWong i egen faretruende person. Han var vagt ved vestporten. En viril herre der havde forført hundrede af kvinder i tidens løb.
Bang Hong Chang bukkede i respekt for den højtstående mand.
“Er De doktoren som kan alt?” spurgte vagtchefen.
“Alt og alt. Det er vel som man tager det,” svarede Bang Hong Chang. Han rettede ryggen.
“Mit lem fungerer ikke mere,” sagde WingWong med et glat udtryk. “Jeg har nogle fruentimmere som jeg skal imponere og det kan jeg ikke med et søvnigt lem. Den er ligeså ubrugelig som en kogt suppenudel.”
“Potensproblemer er ikke ligefrem mit speciale,” svarede Bang Hong Chang stille.
“Sludder! Nu finder De på noget. Giv mig noget medicin. En salve. Et eller andet!”
“Jeg har ikke noget liggende. Jeg må lave det fra bunden. Det kræver tid. Jeg skal sammensætte en formel og lave forsøg og …”
WingWong stirrede ned på ham med et kompromisløst blik.
“De får en halv time til at lave et helsemiddel til mit organ, ellers …”
“Ellers?”
“Ellers skal jeg personligt stikke Dem ned med min spisepind indtil de dør af det.”
Bang Hong Changs hjerte kravlede op i halsen. Han var dødsdømt på forhånd.
“Har De forstået?”
“Ja, ja. Naturligvis,” sukkede lægen.
“Godt!” Vagtmanden WingWong gik ud af døren. “En halv time, Bang Hong Chang. En halv time…”
Bang Hong Chang gik rundt om sig selv i frustration og dødsangst.
“Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?”
Han løb hen til skabene for at se hvad han havde tilbage af ingredienser. Der var ikke meget. Han havde blot en smule svovl og noget kul og noget salpetersyre og han kunne ikke nå at tage på bymarkedet.
Han blandede det hele sammen og stod til sidst med et sælsomt mørkt pulver.
“Som om dette skulle gøre noget ved potensen.”
I frustration tog han en lille håndfuld af pulveret og smed det ind i den tændte pejs.
Det gav et ordentligt knald. Flammer sprøjtede ud fra ildstedet.
Bang Hong Chang var hurtig med en spand vand før ilden bredte sig.
Da det værste chok havde lagt sig smilede han lumsk.
“Ganske interessant.”
● ● ●
Præcist en halv time senere kom WingWong tilbage med et forventningsfuldt blik. I hånden havde han den spisepind der skulle fungere som afstraffelsesmetode hvis Bang Hong Chang svigtede ham.
“Nåh, hvad har De så fundet på?” sagde vagtmanden med et sindssygt udtryk i det rædselsfulde fjæs.
Bang Hong Chang rakte forsigtigt det sorte pulver frem.
“De skal hælde dette pulver ned i underbenklæderne og gå rundt med det en times tid. Derefter vil De være fyr og flamme.”
“Ser man det?” WingWong hældte det sorte pulver ned i underbukserne og satte hænderne i siden.
Bang Hong Chang rakte ham en rygsæk fyldt med sort pulver.
“Her har De lidt ekstra hvis lemmet skulle svigte igen.”
Wingwong tog rygsækken på og gik mod døren.
“Jeg kommer tilbage om en time og hvis det ikke virker så stikker jeg Dem ned på stedet! Jeg sværger på min faders grav.”
Han forlod matriklen og gik ned mod vestporten til bjerget af fækalier. Sort pulver dryssede i et fint spor ud fra buksebenet og lavede en perfekt streg efter ham.
I det samme han var nået hen til det brune bjerg smed Bang Hong Chang en fakkel for enden af den sorte lunte. Ilden halede langsomt ind på WingWong.
Og braget der fulgte efter kunne høres overalt i de kejserlige paladser.
Retur til avisens forside
SE OGSÅ:
