Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Knaldroman nr. 18

Stinkertroman

Denne nordvestjyske knaldroman fra 1945 er et litterært fund af sjældne dimensioner, gjort af avisens unge ven og flittige bidragyder, hr. Baryl Nidding Halunk.

Læs tre stærke og fængslende udsnit af det historiske originalmanuskript og få den kulturhistoriske baggrundsforklaring nederst på siden:

116

173

190

Louis B. Knockel kommenterer: Der er uden tvivl tale om tre sider af min grandfætter Stinkert Y. Storknockels sidste roman “HVEM ER DØD? IKKE MIG”, som hans arvinger meldte forsvunden kort efter hans begravelse i juni 1945.

Under oprydning på den kendte forfatters arbejdsværelse, beliggende på loftet over bolsmand Hassan Larsens fårehus på Klamhuse Hede, havde arvingerne fundet titelbladet samt et håndskrevet notat, hvoraf fremgik, at han havde forfattet til og med side 191. Da hans romaner sjældent var over 200 manuskriptsider, må man formode, at “HVEM ER DØD? IKKE MIG” var tæt på sin afslutning.

Hr. Nidding Halunks manuskriptfund bekræfter, at Stinkert Storknockel havde fortjent sin position i læsernes hjerter. Han skrev i sin levetid over 80 romaner, der blev solgt i et samlet oplag af næsten 400 eksemplarer. Samtidig gjorde han sig stærkt gældende i fåre-, gede- og hundeavl og som en af de mest talentfulde fløjspillere i datidens nordvestjyske masturbationssport.

De tre ovenstående sider er indlemmet i Det Knockelske Lokalkulturarkiv, sektion B: Folkelig underholdning af højeste lødighed.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 19

Philborgroman

Knaldroman for skinger solist og råbekor

Solist:
Pippi var et dejligt barn,
vokset op i snavs og skarn
Kor:
Snavs og skarn, snavs og skarn

Solist:
Pippis far var bums, desværre,
hendes mor var meget værre
Kor:
Meget værre, meget værre

Solist:
Pippi drømte om en kjole,
hun kunne gå i efter skole
Kor:
Efter skole, efter skole

Solist:
Men en kjole koster penge,
og hun havde ventet længe
Kor:
Ventet længe, ventet længe

Solist:
Pippi tog til Holstebro,
det er farligt, kan du tro
Kor:
Kan du tro, kan du tro

Solist:
Pippi købte på kredit,
alt blev skrevet sort på hvidt
Kor:
Sort på hvidt, sort på hvidt

Solist:
Hendes gæld plus renters rente
ville kongens foged hente
Kor:
Foged hente, foged hente

Solist:
Iført tøjet rødt og smukt
var vor Pippi nu på flugt
Kor:
Nu på flugt, nu på flugt

Solist:
Kan jeg leve, kan jeg bo
mellem folk i Holstebro?
Kor:
Holstebro, Holstebro

Solist:
Svaret var et jernhårdt nej,
her er ingen plads til dig
Kor:
Plads til dig, plads til dig

Solist:
Bidt af lopper, bidt af myrer,
bidt af renter og gebyrer
Kor:
Og gebyrer, og gebyrer

Solist:
Stor var Pippis nød og kval,
så hun sprang fra sjette sal
Kor:
Sjette sal, sjette sal

Solist:
Denne slutning er normal,
vil du leve, så betal
Kor:
Så betal, så betal

Solist:
Hund og abe, elefant
lever også pr. kontant
Kor:
Pr. kontant, pr. kontant

Solist:
Pippi traf det gale valg,
faldet endte med et knald
Kor:
Med et knald, med et knald

Solist:
Nu er sidste vers leveret,
Pippi død og fluks kremeret
Kor:
Fluks kremeret, fluks kremeret

Solist og kor:
Fluks kremeret, fluks kremeret, fluks kremeret

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical i samarbejde med Bent Fabricius-Bjerre eller Andrew Lloyd Webber, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 20

Bepparoman

Patienten lagde sig forsigtigt på Briksen. Det var en tirsdag i november.
“Har De Nerver til at fortsætte,” Dr. Prostata betragtede sin Klient gennem Hornuglebrillerne.
“Ja,” sagde hr. Rackelpot bestemt. “Min Beretning må frem i Lyset. Alle må have Besked, og jeg ved, at jeg kan betro mig til Dem. De er en sand Ven.”
“Godt.” Den sagkyndige Herre i Kitlen tog sin Notesbog frem og lænede sig tilbage i Stolen. “De var altså blevet efterladt i Jøderup Mose grundet en udsædvanlig festlig Polterabend?”
“Netop, Doktor. Jeg befandt mig i Ingenmandsland uden Kompas, uden Proviant, uden noget som helst. Der var kun mig alene og …
Kræet!” Hr. Rackelpot rystede og stirrede som en vanvittig på sin trofaste Psykoanalytiker.
“Kræet? Hvilket Kræ?” Dr. Prostata rynkede Brynene.
“Det var ikke blot en Jærv, en arrig Kalkun eller en Honninggrævling fra den afrikanske Savanne. Næ, dem kunne jeg have klaret med et enkelt Slag i Nakken. Den virkelige Fjende var et vederstyggeligt Dyr.
Kratluskeren. En skællet Gigant med sylespidse Tænder i alle Kropsåbninger. Jeg havde løbet 14 Timer gennem den barske Natur, da jeg stødte på Kratluskeren. Den tykke Hale stak ud af et Buskads. Den ventede på mig. Jeg fandt snart ud af, at den ikke ville fortære mit Legeme. Det var åbenbart for let. Skabningen var udelukkende interesseret i at ydmyge mig. Den slugte mit Tøj og gav mig ubarmhjertigt haarde Lussinger med Halen. Den jagtede mig gennem, Mosen medens den gav mig den ene Halelussing efter den anden. Da jeg endelig nåede ud i det Fri, var jeg overdisciplineret, tilsmudset og nøgen. Det var et Under, at jeg nåede frem til Bryllupsceremonien i tide. Jeg nåede end ikke at klæde mig på, da Provsten havde en stram Tidsplan den Dag og ikke ville vente mere. Undertegnede måtte gennemgå Seancen kun iført Træsko.”
“Har De set Kræet siden?”
“Slet ikke, og jeg agter ikke at lede efter det.”
“Har De i sinde at hævne dem på Kratluskeren med en Muskedonner og hænge dens Hoved over Pejsen?”
“Ingenlunde …” Hr. Rackelpot rejste sig op og smilede. “Når jeg tænker over det, var jeg aldrig sluppet ud af Jøderup Mose tids nok til mit Bryllup, hvis det ikke havde været for Uhyret.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 21

Aburoman

Agent Rusk Petersen tændte en smøg, mens han betragtede kalkunerne besørge voldsomt og synkront. Der var fare på færde.
Fuglene var hans venner. Solide samarbejdspartnere. Diarre var deres måde at råbe vagt i gevær på.
“Jeg må for alt i verden ikke forlade kalkunhuset…” Han pulsede på cigaretten. “I hvert fald ikke i øjeblikket.”
Han var på en hemmelig mission:
“Stop professor Tordenborg, alias Tudsen,” lød ordren. Det virkede simpelt, men det var langt fra en let opgave.
“Hallo, mister?” lød det gebrokkent uden for det lille træhus.
Han listede frem til døren og åbnede den en anelse.
Det var to japanske turister med fotografiapparater.
“We taking picture of you?”
Agent Rusk mærkede sine narcissistiske tendenser blusse op som balstyriske flammer. Dette var et fristende tilbud, men var det en god idé?
Turisterne smilede ivrigt.
“We big fans!”
“Really?” Rusk flåede døren op, så brædderne og hængslerne beklagede sig. Endelig nogen, der satte pris på hans bedrifter. Sande fans fortjente at fotografere hans person, til deres fingre blev ømme.
“To dark in here. Outside better!” råbte turisterne bestemt.
“Okay.” Agenten rettede på slipset og strøg håret tilbage. Han trådte stolt ud af døren og poserede energisk foran turisterne.
I det samme sprang en korpulent herre frem fra sit skjul bag en folkevogn. Tudsen.
Før Rusk vidste af det, var han omringet af banditter.
“Åh, De faldt for det gamle japanertrick,” grinede prof. Tordenborg.
“Pokkers!” brummede agent Rusk ærgerligt. “Det var det første, de advarede mig imod på agentskolen. Hvordan kunne jeg være så tåbelig?”
“Flot arbejde, drenge.” Tudsen rakte sin bolsjedåse frem mod turisterne. “Her er lidt mundgodt for jeres indsats!”
Udlændingene tog et bolsje hver og stak af.
Rusk Petersen så sammenbidt ud. Belusket og sat til skue.
En letpåklædt kvinde dansende ind i cirklen til ham, svingede med en rød gummihynde.
Tudsen grinede fjoget.
“Dette er Helga,” sagde han, mens han stoppede en blodkaramel i munden. “Er De rede til en parringsdans med døden?”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 22

Luporoman01

– Vi sælger hele lortet for en krone. Jamal får 33 øre og måske et par knastørre restfækalier, hvis han selv gider samle dem op fra bunden af siloen. Ha ha!

Brødrene Harding og Hassan Pluffert sad ved bordet og diskuterede arven efter deres fader, Jolbert Svengali Pluffert, der som 101-årig var afgået ved en alt for tidlig død efter næsten ni succesrige årtier i fækaliebranchen.

Fader Jolbert havde skabt den omfattende familievirksomhed, der i dag var kendt som Pluffert Brownware International, med en aldrig svigtende sans for økonomi og effektivitet. Verden over blev han beundret som manden, der først introducerede eksplosive tørvalsede humanfækalier på spøg-og-skæmt-markedet.

– Vi gør det, sagde Hassan. – Alle værdierne er kørt ud af firmaet, og lille broder Jamal, der ikke er god til andet end at spille mandolin og penis, må leve videre på de 33 øre, der bliver til ham.

Hassan smilede selvtilfreds og ville rejse sig, men han tumlede forover og ramte gulvet. En løkke var viklet om hans fod. Storebroder Harding spærrede skrækslagen øjnene op. 

– Ha ha, I slamberter, nu får I, hvad I har fortjent!

Frem fra sit skjul under den gulvlange borddug kom Jamal Pluffert. Han piftede i fingrene, og en syndflod af brun pladdermasse væltede ind i rummet.

Jamal kastede sig baglæns ud af vinduet og landede på den græsplæne, der omgav familiefirmaets fækaliesilo.

Tonsvis af den fælles formue pladrede ind i rummet, hvor de skurkagtige ældre brødre havde holdt møde. Kontorer og kontrolrum brød sammen, og Jamal kunne se de to slamberter sejle i bedøvet og mørbanket tilstand på en dampende brun flodbølge ned mod Blodhavn strand.

Jamal trak kasketten frem i panden, og mens han vandrede ad sognevejen op mod Klamhuse, sang han ”Er du dus med himlens fugle, og skovens grønne træer…”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 23

Halunkromanz

Det eneste, han ønskede, var blot en enkelt lur,
men alle de forstyrrelser var en tortur.

Nogen slog på døren med store tordenslag,
hr. Krage blev jo bitter og fik mindsket velbehag.

En dørsælger stod der, den første gang det bankede,
han smilede med sin kuffert, og ryggen kækt han rankede.

“Køb dit, køb dat. De kan da få billigt.”
“Skrup af, og lad det gå lidt villigt!”

Anden gang det buldrede, var en ganske anden sag,
Pantefogden maste på og sagde slesk goddag.

“De skylder mange penge.
Har ventet alt for længe.”

“Hvad rager det mig, forsvind,
før en lussing farver Deres kind!”

Tredje gang er lykkens gang – men ikke for hr. Krage.
Det var svigermor. Hende ku’ han godt nok ikk’ fordrage

“Du er skuffende, Herbert, for vort familieliv.”
“Hvor vover du at komme her, dit gamle skidestativ!”

Hr. Krage gik i værkstedet, arrig som et dyr,
fandt en samling ragelse — han var en snedig fyr.

Næste dag kom alle plagerne tilbage,
men nu mødte de en forberedt hr, Krage.

Ved middagstid han rev døren op i hast
og gav sælgeren en på skrinet, den lille fusentast.

På den næste gæst hr. Krage brugte selvsamme metode.
Redskabslussinger var disciplin til den sleske pantefoged.

Herbert Krage sad nu spændt på lur,
så svigermor ku’ få en velfortjent tur.

Smæk, smæk,
klask, gå væk!

Han havde fundet et argument,
der var djævelsk kompetent.

Ja, han havde en kur
og kunne ta’ en lur.

Lussing med et fjedrende redskab
blev den plagede mands beredskab.

Lussing, lussing, smask og sproing,
og så er det ikk’ engang løgn.

(Denne versificerede knaldroman er indtelegraferet af vor rigt begavede unge ven, hr. Baryl Nidding Halunk. Se alle hans lødige korrespondancer her.)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

 

Knaldroman nr. 24

Louisroman

Kapitel 1

Det var en mørk og sjaskvåd aften. Juleaften. Overalt i Nordvestjylland pladrede det ned fra tunge dyner af blåsorte skyer.

– Hvad gør vi? spurgte Ludhild Y. Knockel. – Hvordan redder vi julen?

Hendes ranke, 98-årige oldefar svarede med en svirpende lussing.

– Sådan gør vi! bjæffede han. – Sådan gjorde vi i min barndom, sådan gjorde vi under krigen, sådan gør vi til alle tider.

Han trak barnet med ud på Stationsvej i Nørre Usseldrup, hvor hundreder af våde landproletarer stod opmarcheret i snorlige rækker.

Klask. Klask-klask-klask. Klasklediklask-klask-klask-dask. Velrettede kaskadelussinger varmede kinderne på de tavse, strunkt smilende proletarer. Årets julelussingparade fik det samme værdige forløb som altid.

Kapitel 2

Oldebarnet sad nu ved Louis’ side og søbede om kap med ham af den boblende gryde med Knockelfamiliens traditionelle røde juleflæskesuppe. Omkring bordet havde de selskab af familie, personale, tyende og stuelevende tamdyr – en halv snes snøftende husgrise og brægende avlsgeder – samt tre særligt inviterede hædersgæster: Hr. Baryl Nidding Halunk, hr. Eberhard Stürwolt og hr. Severin von Münchhaus.

– Se godt på disse mænd, sagde Louis til lille Ludhild. – Takket være dem kan du forvente en tryg, gennemdisciplineret fremtid. Avisen vil blomstre, og familieformuen vil, når jeg om 20-30 år falder bort, formentlig overstige 200 kroner.

Unge Halunk rettede på studenterhuen og sendte barnet et genert smil. Hr. von Münchhaus hævede bægeret med blå drikkepetroleum til endnu en skål, og hr. Stürwolt, der som sædvanlig var nøgen, greb den münchhauske hasselkæp og tildelte sin ryg nogle syngende slag.

Louis klappede oldebarnets ferskenkind. – Med onkler som disse har du intet at frygte, sagde han. – Spring nu efter en kasse tangcigarer, min snut!

Snart efter røg alle, Ludhild inklusive. Dunken med drikkepetroleum gik atter bordet rundt. Stemningen steg.

Kapitel 3

– Vi er på vej fremad! proklamerede Louis med den dybe, knirkende stemme, som venner og fjender havde lært at respektere. – Jeg har store forventninger til det kommende år. Efter denne julekalenders bragende succes vil mindst én af vore skribenter modtage Nordisk Råds litteraturpris. Ligeledes kan vi se frem til en europæisk guldmedalje i spadserende masturbation.

Han rejste sig og gik hen til vinduet. Oldebarnet og de andre fulgte efter. I gården under dem var tusinder af fuldvoksne kamprotter samlet. Lyset fra de knockelske stuer gav genskær i dyrenes kuglerunde, hidsigt stirrende øjne. Lyserødt skummende savl dryppede fra deres skarpe tænder.

– Afgang! råbte Louis. – Derover!

Den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesens palæ lå skråt over gaden. Rotterne satte sig i bevægelse imod det. Som en elektrisk hvæsende flodbølge skyllede de ind gennem palæets frønnede vinduer og mørnede døre.

Louis vendte sig mod familie, husdyr og venner. – Hvad der videre sker – ja, det kan vi snakke om engang i januar, sagde han. – Lalle må stå og falde med sine gerninger. Rotterne er hans domstol. Mere petroleum i bægrene, lad os få den brune festbudding ind til flambering! Skål, alle mine venner!

Forrige kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Akademisk afføringsdyst ved Brugsens gavl

Idrætsreportage: Crass Børsting & Sønner
Foto: Fatwa H. Jacobsen

Et hundredetalligt publikum kan lørdag ved Brugsens gavl i Nørre Usseldrup overvære en dyst mellem de sidste syv fritgående akademikere her på egnen. De i forvejen nøje registrerede og overvågede herrer er blevet indkaldt til en duelighedsprøve, som de efter tur skal aflægge, siddende på et hydraulisk konkurrencekloset.

Affoeringsdyst01

– Det er gennem de seneste år lykkedes at få et stort antal akademikere drevet ud af sognene, udtaler konkurrencekomiteens formand, redaktør Louis B. Knockel. – Dette har i betydelig grad fremmet nordvestjysk velfærd og trivsel. De sidste syv må nu overbevise os andre om deres eksistensberettigelse ved at levere lødige bidrag på det område, der er så afgørende for egnens samfundsliv.

– De får en ærlig chance i alles påsyn, men er også orienteret om, at tiden vil være udløbet for dem, der ikke lever op til rimelige krav og forventninger. De bløde holdningers og den bløde brunvares tid er forbi.

Affoeringsdyst02

Dagens mest velformede og helstøbte akademikerbidrag vil i præserveret tilstand blive overdraget til Klamhuse FækaliemuseumØvrige produkter har Louis B. Knockel på forhånd doneret til Borgervæbningens ammunitionsdepot.

SE OGSÅ:

HenvPAMPERFEST

Historisk saltmine genåbner som arbejdsbørnehave

Erhvervsreportage: Crass Børsting
Foto: Harka Landgreve m.fl.

Ældre læsere vil huske familien Skumfinkels saltmine, som blev gravet ud i bakketerrænet bag Blodhøj og var i drift i årene 1881-1947. Snesevis af muntre, fløjtende arbejdere hentede her deres udkomme, indtil en tarmgaseksplosion førte til sammenbrud og oversvømmelse af den centrale mineskakt natten til den 14. november 1947.

Saltmine02

Glæd Dem, kære læser, over dette års største og mest jublende erhvervsnyhed: Minen genåbner nu som børnehave med arbejdspligt for ca. 35 førskolebørn fra Blodhavn-, Nørre Usseldrup- og Klamhuse-egnen.

Saltmine03

En efterkommer af minefamilien, erhvervspædagog Hildur Skumfinkel, er vendt hjem fra Havana for at organisere dette glædelige initiativ.

– Børnene skal arbejde fra kl. 07.00 til 18.30 ugens seks første dage, kun afbrudt af frokost kl. 12 til 12.14 samt kollektive urineringspauser kl. 10.30 og 15.30 prc., fortæller fr. Skumfinkel.

Saltmine04

– I den første tid vil min mand og jeg lede og fordele det arbejde, børnene og det nyansatte pædagogkorps skal udføre. Senere udnævner vi desuden nogle særligt fremmelige børn til at føre opsyn og tage det disciplinære ansvar for deres kammerater.

Saltmine05

Louis B. Knockel støtter børnehaven med flere hundrede opmuntrende lussinger og vil personligt være til stede, når det første hold børnearbejdere sendes under jorden mandag morgen klokken 06.57 prc.

SE OGSÅ:

Henv2MuenchhPOGESKOLE

Valgets vinder: Ruben Angst, vor store redningsmand

Sognerådspolitisk sejrsreportage: Crass Børsting
Foto: Angst Enterprises m.fl.

Jublende skarer af nordvestjyske landproletarer fyldte sognevejene, og øllet flød i hektolitervis såvel på offentlige steder som i de tusinder af hjem, hvor sognerådsvalgresultatet blev fejret.

Efter måneders politisk desperation og mørke tændtes et flammende håb om en bedre fremtid, da vor egns nye regent steg i land på Blodhavn Midtermole.

– Ruben, Ruben, Ruben! Angst, Angst, Angst! lød det taktfast fra landpøbelens struber.

Ruben03

Som de allerfleste nordvestjyder vil huske, fremtrådte Rubens broder, politikeren Arno Angst, som den samlende sejrsfigur efter  forrige valg. Forventningerne til fremgang og velstand var enorme, men Arnos funktionsperiode blev sørgeligt kort. En brunvareeksplosion spredte hans legeme over flere kvadratkilometer, og alle forsøg på at få ham samlet og genstartet mislykkedes.

Ruben01

– Lokal politik og forvaltning har lige siden været en sump af særinteresser og skamløst pamperi, udtaler Louis B. Knockel. – Med figurer som Lalle Birk Lallesen i spidsen måtte det gå galt. Stor var min begejstring derfor, da jeg hørte, at Arno Angsts yngre broder Ruben ville vende hjem. Ruben ofrede sin mangeårige karriere som succesrig puddelfrisør i Jakarta for at genoprette hjemstavnens politiske sundhed og moral.

Oel01

Oel03

– Under disse omstændigheder besluttede jeg at udråbe Ruben Angst som valgets vinder, og da jeg ville skåne de øvrige kandidater for skuffelse og ydmygelse, blev selve valghandlingen bortsparet til fordel for servering af hestepilsner, granuleret kødfoder (rødt, brunt og lilla) samt andre lokale lækkerier.

– Det blev en aften og en nat, vi aldrig vil glemme, udtaler Louis B. Knockel.

Jubel

Oel05

SE OGSÅ:

HenvFLAGELLANTHJEM