Tag-arkiv: rotter

Kalenderblad 7: Det Herrens år 1349

Fra vinduet i vores rønne kunne vi se handelsskibet gå på grund. Det skete omkring midddag for vi sad og spiste kålsuppe med hele familien. Ved bordet sad fader, moder, oldemoder, onkel Hasse, og mine 13 mindre søskende.

“Det er vores lykkedag i dag,” sagde Oldemoder mens hun slubrede den dampende varme suppe. “Det er ikke hver dag man får lov til at tømme et skibsvrag for værdigenstande.”

Fader rejste sig fra sin stol, gik hen i hjørnet af køkkenet og tømte blæren op ad væggen.
“Så sandt, oldemor,” sagde han og satte sig ned igen. “Måske er der guld eller tørret kød. Vi må undersøge sagerne. Men først: suppe.”

●●●

Fader, onkel Hasse og jeg gik forventningsfulde ud for at tømme skibsvraget for værdi.
Fader inhalerede den friske havluft med stor velbehag.

“I disse tider er det dejligt at bo i Danmark,” sagde han sådan ud af det blå.

“Hvad mener du med det?” svarede jeg og stak en finger i det ene næsebor. Jeg trak en lang grøn kage ud som jeg puttede i munden. Den var dejligt salt.

Onkel Hasse slog ud med armene og sagde:

“Fordi vi har vores på det tørre. Her kan vi ånde frit, røre ved hinanden og spytte på hinanden uden at der sker en skid. Se selv.” Min onkel sendte en slimklat i mit ansigtet. Så grinede vi lidt af det.

“Hvordan kan det egentligt være?” spurgte jeg.

Min fader stak den ene hånd i bukserne for at rette på sine testikler. Så sagde han:

“Sygdom hærger i landene omkring os. Folk falder om som døde fluer i øjeblikket. Norge er lige blevet ramt. Ha! Ha! De abekatte.”

“Så dør vi sikkert også,” sagde jeg bedrøvet.

Min fader lagde en beroligende hånd på min skulder:

“Næh, du. Os sker der intet. Gud holder med Danmark.”

“Er det sandt?” Jeg kløede mig i røven.

“Selvfølgelig,” grinede onkel Hasse og samlede en lille sten op fra jorden. Han puttede den i munden og suttede på den en stund, før han spyttede den ud igen.

“Så du det? Jeg er stadig rask. Vi kan gøre hvad der passer os.”

“Så jeg kan putte sand i munden, hvis jeg vil?” sagde jeg ivrigt. Det havde jeg altid ønsket mig at prøve.

Han nikkede:

“Ja og du kan rulle dig i køkkenmøddingen og slikke gamle rottekadavere op ad ryggen.”

Sikke muligheder. Her kunne vi gå og te os som vi ville uden at blive syge. Vi kunne være rigtige mænd.

Da vi nåede frem til handelsskibet hjalp vi hinanden op.

“Det var dog ufatteligt mange ådsler, der ligger der,” konstaterede min fader, da vi stod på dækket. Tilsyneladende var skibet kollideret med kysten, og hele besætningen var faldet døde om. Der var fyldt med delvist forrådnede menneskekroppe med bylder. Der lå også kreperede rotter i hobetal.

Pesten2

“Se hvad jeg kan!” Min fader smed sig i en bunk af kadavere. Onkel Hasse samlede et par rotter sammen og jonglerede med dem. Der gik hul på den ene. Puds og materie plaskede ud over ham. Han fik lidt i munden, men det grinede han bare af.

“Kan du se, knægt? Ingen smittefare. For det er danske lig.” Min fader stak ansigtet helt ned i ådslerne, bare for at demonstrere pointet yderligere. Det var en smuk tanke, men …

“Fader …” sagde jeg. Noget var gået op for mig. Mest på grund af skibets navn.

“Ja, min dreng?”

“Jeg tror skibet er norsk …”

“Det har du ikke forstand på,” svarede onkel Hasse.

●●●

Det er nu alt sammen et par dage siden, og hverken far, onkel Hasse eller os andre er helt på toppen. Tør hoste og bylder over hele kroppen, du ved.

Men fader siger vi bare skal fylde kroppen med brændevin. Frisk luft hjælper også, siger han. Vi har aftalt en familieudflugt ind til byen senere i dag.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Knaldroman nr. 24

Louisroman

Kapitel 1

Det var en mørk og sjaskvåd aften. Juleaften. Overalt i Nordvestjylland pladrede det ned fra tunge dyner af blåsorte skyer.

– Hvad gør vi? spurgte Ludhild Y. Knockel. – Hvordan redder vi julen?

Hendes ranke, 98-årige oldefar svarede med en svirpende lussing.

– Sådan gør vi! bjæffede han. – Sådan gjorde vi i min barndom, sådan gjorde vi under krigen, sådan gør vi til alle tider.

Han trak barnet med ud på Stationsvej i Nørre Usseldrup, hvor hundreder af våde landproletarer stod opmarcheret i snorlige rækker.

Klask. Klask-klask-klask. Klasklediklask-klask-klask-dask. Velrettede kaskadelussinger varmede kinderne på de tavse, strunkt smilende proletarer. Årets julelussingparade fik det samme værdige forløb som altid.

Kapitel 2

Oldebarnet sad nu ved Louis’ side og søbede om kap med ham af den boblende gryde med Knockelfamiliens traditionelle røde juleflæskesuppe. Omkring bordet havde de selskab af familie, personale, tyende og stuelevende tamdyr – en halv snes snøftende husgrise og brægende avlsgeder – samt tre særligt inviterede hædersgæster: Hr. Baryl Nidding Halunk, hr. Eberhard Stürwolt og hr. Severin von Münchhaus.

– Se godt på disse mænd, sagde Louis til lille Ludhild. – Takket være dem kan du forvente en tryg, gennemdisciplineret fremtid. Avisen vil blomstre, og familieformuen vil, når jeg om 20-30 år falder bort, formentlig overstige 200 kroner.

Unge Halunk rettede på studenterhuen og sendte barnet et genert smil. Hr. von Münchhaus hævede bægeret med blå drikkepetroleum til endnu en skål, og hr. Stürwolt, der som sædvanlig var nøgen, greb den münchhauske hasselkæp og tildelte sin ryg nogle syngende slag.

Louis klappede oldebarnets ferskenkind. – Med onkler som disse har du intet at frygte, sagde han. – Spring nu efter en kasse tangcigarer, min snut!

Snart efter røg alle, Ludhild inklusive. Dunken med drikkepetroleum gik atter bordet rundt. Stemningen steg.

Kapitel 3

– Vi er på vej fremad! proklamerede Louis med den dybe, knirkende stemme, som venner og fjender havde lært at respektere. – Jeg har store forventninger til det kommende år. Efter denne julekalenders bragende succes vil mindst én af vore skribenter modtage Nordisk Råds litteraturpris. Ligeledes kan vi se frem til en europæisk guldmedalje i spadserende masturbation.

Han rejste sig og gik hen til vinduet. Oldebarnet og de andre fulgte efter. I gården under dem var tusinder af fuldvoksne kamprotter samlet. Lyset fra de knockelske stuer gav genskær i dyrenes kuglerunde, hidsigt stirrende øjne. Lyserødt skummende savl dryppede fra deres skarpe tænder.

– Afgang! råbte Louis. – Derover!

Den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesens palæ lå skråt over gaden. Rotterne satte sig i bevægelse imod det. Som en elektrisk hvæsende flodbølge skyllede de ind gennem palæets frønnede vinduer og mørnede døre.

Louis vendte sig mod familie, husdyr og venner. – Hvad der videre sker – ja, det kan vi snakke om engang i januar, sagde han. – Lalle må stå og falde med sine gerninger. Rotterne er hans domstol. Mere petroleum i bægrene, lad os få den brune festbudding ind til flambering! Skål, alle mine venner!

Forrige kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24