Tidligere i dag blev den gigantisk fækaliecentrifuge, der har været elleve år under vejs, testet med spektakulære resultater til følge.
Lokale genier og ranke personligheder har i fællesskab bygget og placeret maskinen 30 meter under nordvestjysk jord. Med en omkreds på 1 km og et avanceret styresystem, skulle apparatet give svar på følgende:
“Hvad sker der hvis fækalier kolliderer med rasende fart?”
Spørgsmålet har plaget maskinens opfinder, Aborre Hansen, siden han som fem-årig hamrede to tørre stykker brunvare sammen, hvilket frembragte et knald og en gnist. Siden den dag har han drømt om at gøre det igen, bare i en større skala.
– Når man slynger to fækalier i en cirkel med lysets hastighed og derefter lader dem kollidere, ja så må der komme noget spændende ud af det, udtalte Aborre Hansen forventningsfuldt inden start.
Der var stilhed i styrerummet, da fækaliecentrifugen langsomt blev opstartet. Planmæssigt blev brunvarerne, en negerfækalie og en bulgarsk proletarfækalie, slynget af sted og nåede tophastigheden på få sekunder. Efter blot to minutter indtraf fækaliesammenstødet.
Til alles forbløffelse tilvejebragte kollisionen et splinternye grundstof: Fækalium.
Fækalium (Fæ, atomnummer 273) er mørkebrunt, bøjeligt og fungerer som en glimrende smagsforstærker i gullasch og rombudding. Derudover viser grundstoffet potentiale som element i tovværk.
– Det varer sikkert adskillelige år, inden Fækalium bliver anerkendt som grundstof på internationalt plan og indtegnet i Det Periodiske System, men det er en begivenhed, der er værd at vente på. I mellemtiden kan vi alle juble og feste, siger en stolt Aborre Hansen.
Efter indtagelse af specialpeberfrugten Den Sorte Lubert gik krydderiinspektør Ranco Skammel i morges op i røg.
Hr. Skammel har selv fremavlet chilipeberen med den mørke skorpe i fri natur. I morges valgte han at prøvesmage resultatet af flere års arbejde. En beslutning, der blev fatal for den 72-årige sagkyndige inspektør.
Temperaturen i ofrets legeme steg med rasende fart, og sekundet efter var han omkranset af flammer.
Flere øjenvidner beretter, hvordan hr. Skammel kom løbende som en levende fakkel ned ad Plantagevej, baskende med armene og højtråbende: “Giv agt for Den Sorte Lubert!”
Behjælpelige borgere sprang til med vand, ildslukkere og salve, men da det endelig lykkedes at kvæle ilden, var det for sent. Peberfrugten havde fået bugt med vor mangeårige, højt ansete krydderiinspektør.
Efter at have gennemsøgt området beslaglagde Borgervæbningen de resterende 147 Sorte Luberter.
“En nærmere undersøgelse viser, at chilierne er særdeles velegnede som kasteskyts. Ved kollision med solide overflader eksploderer de med voldsom kraft. Sogneforsvaret kan atter optimeres,” konstaterer en talsmand for borgervæbningen og tilføjer: “Vi må takke den nu afdøde hr. Skammel for at fremavle naturens svar på en håndgranat.”
Ranco Skammels udbrændte kadaver begraves på søndag. Alle er velkomne til ceremonien, hvor der trakteres med småkager og metanol-likør.
Klamhuse Borgervæbning har i dag afsløret et nyt tiltag, kaldet Urtidspatruljen. En moderne udrykningstjeneste, der for fremtiden vil blive benytte i krisesituationer. Projektet har været hemmeligholdt i flere måneder.
Tilbage i april opdagede arkæologer en samling af velbevarede kræ fra fortiden, der lå begravet i Vammelmose Muddergrøft. Lokale videnskabsmænd gav de i alt 17 væsner opkvikkende lussinger og satte derefter et strømførende kabel i hvert af dyrenes rectum. Efter tre forsøg lykkedes det at genoplive fortidsuhyrerne.
Ved pressemødet i morges fortalte talsmanden fra borgervæbningen om sagens detaljer:
– Kasernens bedste dyreopdrætter, hr. Kakkel, har personligt disciplineret og lydighedstrænet alle skabningerne. Kræene har hver som én accepteret at arbejde for os mod kost og logi. De underskrev kontrakten i går aftes. Jeg kan derfor med glæde i stemmen byde Urtidspatruljens medlemmer velkommen til deres nye arbejdsplads.
Borgervæbningen har udstyret Urtidpatruljen med højteknologiske skydevåben og lært dem de mest basale kampteknikker. De vil snart være rede til at håndtere uromagere, terrorister og insisterende turister.
– De fleste dyr i vore tid er både dovne og uansvarlige. Fortidsuhyrer er mere lødige og professionelle, fastslog redaktør Louis B. Knockel, der stod for lussering under mødet.
Det var en mørk og sjaskvåd aften. Juleaften. Overalt i Nordvestjylland pladrede det ned fra tunge dyner af blåsorte skyer.
– Hvad gør vi? spurgte Ludhild Y. Knockel. – Hvordan redder vi julen?
Hendes ranke, 98-årige oldefar svarede med en svirpende lussing.
– Sådan gør vi! bjæffede han. – Sådan gjorde vi i min barndom, sådan gjorde vi under krigen, sådan gør vi til alle tider.
Han trak barnet med ud på Stationsvej i Nørre Usseldrup, hvor hundreder af våde landproletarer stod opmarcheret i snorlige rækker.
Klask. Klask-klask-klask. Klasklediklask-klask-klask-dask. Velrettede kaskadelussinger varmede kinderne på de tavse, strunkt smilende proletarer. Årets julelussingparade fik det samme værdige forløb som altid.
Kapitel 2
Oldebarnet sad nu ved Louis’ side og søbede om kap med ham af den boblende gryde med Knockelfamiliens traditionelle røde juleflæskesuppe. Omkring bordet havde de selskab af familie, personale, tyende og stuelevende tamdyr – en halv snes snøftende husgrise og brægende avlsgeder – samt tre særligt inviterede hædersgæster: Hr. Baryl Nidding Halunk, hr. Eberhard Stürwolt og hr. Severin von Münchhaus.
– Se godt på disse mænd, sagde Louis til lille Ludhild. – Takket være dem kan du forvente en tryg, gennemdisciplineret fremtid. Avisen vil blomstre, og familieformuen vil, når jeg om 20-30 år falder bort, formentlig overstige 200 kroner.
Unge Halunk rettede på studenterhuen og sendte barnet et genert smil. Hr. von Münchhaus hævede bægeret med blå drikkepetroleum til endnu en skål, og hr. Stürwolt, der som sædvanlig var nøgen, greb den münchhauske hasselkæp og tildelte sin ryg nogle syngende slag.
Louis klappede oldebarnets ferskenkind. – Med onkler som disse har du intet at frygte, sagde han. – Spring nu efter en kasse tangcigarer, min snut!
Snart efter røg alle, Ludhild inklusive. Dunken med drikkepetroleum gik atter bordet rundt. Stemningen steg.
Kapitel 3
– Vi er på vej fremad! proklamerede Louis med den dybe, knirkende stemme, som venner og fjender havde lært at respektere. – Jeg har store forventninger til det kommende år. Efter denne julekalenders bragende succes vil mindst én af vore skribenter modtage Nordisk Råds litteraturpris. Ligeledes kan vi se frem til en europæisk guldmedalje i spadserende masturbation.
Han rejste sig og gik hen til vinduet. Oldebarnet og de andre fulgte efter. I gården under dem var tusinder af fuldvoksne kamprotter samlet. Lyset fra de knockelske stuer gav genskær i dyrenes kuglerunde, hidsigt stirrende øjne. Lyserødt skummende savl dryppede fra deres skarpe tænder.
– Afgang! råbte Louis. – Derover!
Den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesens palæ lå skråt over gaden. Rotterne satte sig i bevægelse imod det. Som en elektrisk hvæsende flodbølge skyllede de ind gennem palæets frønnede vinduer og mørnede døre.
Louis vendte sig mod familie, husdyr og venner. – Hvad der videre sker – ja, det kan vi snakke om engang i januar, sagde han. – Lalle må stå og falde med sine gerninger. Rotterne er hans domstol. Mere petroleum i bægrene, lad os få den brune festbudding ind til flambering! Skål, alle mine venner!
Den ihærdige lommeuldsfordeler Ulbert Brank gjorde i morges et epokegørende fund under istandsættelsen af sin lommeuldsgesjæft i Blodhavn. Under gulvbrædderne lå en mystisk defekt roman.
Størstedelen af bogen er gået tabt, grundet møl, pletter af ubestemt herkomst, fugt og tidens tand, hvilket gør det umuligt at fastslå forfatteren, titlen eller udgivelsesåret.
Heldigvis er side 173 som den eneste intakt:
– Det er uden tvivl en sindsoprivende spændingsroman, formentlig skrevet af en lokal kunstner. Jeg tror bogen er en sjælden sag, udtaler filosoffen Aborre Hansen og tilføjer: – Vi må i fællesskab finde frem til kunstneren og en komplet kopi af romanen. Der er jo tale om en kulturel diamant af højeste karat. En gave for befolkningen.
Der udloves nu kr. 18,07 til den person, der kan give oplysninger, der fører til opklaring af gåden.
Videnskabsbrødrene Kahllun har taget udfordringen op og er i disse timer i færd med at konstruere en maskine, der måske kan give svar på spørgsmålet.
– Vi kalder vores opfindelse for indsigtsautomaten. Efter planen vil den give svar på alt, fortæller Kyrill Kahllun. Broderen Kræn forsætter energisk: – Apparatet er færdigt sidst på ugen.
Skulle De, kære læser, kende titlen, forfatteren eller hvor bogen kan opstøves, så send prompte Deres oplysninger via svarrubrikken herunder.
I morgen kl. 10.55 prc. afholdes det største og mest hæmningsløse vehikelræs i mands minde. Der tales naturligvis om Nordvestjysk Extrem-Grand Prix. En konkurrence, hvor alle kneb gælder.
Den heldige vinder får overrakt et eftertragtet luxuriøst ferievehikel, der både indeholder gaskomfur og destilleringsanlæg. Den perfekte vogn til udenlandsrejser.
Løbet begynder ved fækaliesiloen på Klamhuse Banke, hvor redaktør Louis B. Knockel personligt affyrer startpistolen. Når startskuddet lyder, sætter kombattanter i gang med direkte kurs mod den dansk-tyske grænse, der fungerer som målstreg.
113 gæve nordvestjyder har taget udfordringen op og er i disse timer i færd med at konstruere hver sit befordringsmiddel til væddeløbet. Fartøjerne er opfindsomme. Det samme gælder slagplanerne.
Mekanikerbrødrene Rusken, Rawn og Rawplugs Pungholm tager del i løbet med deres pedaldrevne kampvehikel. Brødene vælger som de fleste en offensiv strategi. – Vi har indsat et fuldautomatisk skydevåben i front, hvilket kan blive nyttigt, fortæller brødrene Pungholm.
Klamhuse Strikkeklub vil køre i en metandreven fællesbus. De i alt 13 kvinder, alle over 80 år, indtager kål under hele ræset, så motorerne kan blive forsynet med den tilstrækkelige energi. Oldingene vil i pressede situationer benytte deres gebisser og strikkepinde som kasteskyts.
Beredskabskollegaerne FranzWoms og Harlo Jolle håber på, at deres udrykningskøretøj kan bringe dem sejren. De mener begge, at stigen vil give dem en betydelig fordel. – Vi vil bruge den som en forlænget arm til at slå konkurrenterne af banen, lyder det fra brandmændene.
Fru Karlotta Sphagnum stiller op med en ventilationscykel, der er udstyret med to sidevindsfremstillere. – Forsøger man at overhale mig, vil man blive blæst til siden med voldsom kraft, erklærer en selvsikker fru Spagnum og tilføjer: – Det udlovede ferievehikel er så godt som mit!
Borgervæbningsofficiant Hector Schimmel satser på sin dynamiske hundekærre. – Mine firbenede venner er bidske og uinteresserede i et kompromis. Sejren er det eneste acceptable resultat.
Avisen ønsker alle 113 deltagere god vind.
SIDSTE NYT: Ostevender Skjoldborg vinder løbet
Stemningen var anspændt i minutterne før start. Der blev spyttet, råbt skældsord og stirret stift på hverandre.
Da startskuddet lød, kørte participanterne målrettede og aggressive af sted. Der blev slingret, sparket og smidt glasskår på vejen. Allerede efter 20 meter styrtede tre kombattanter sammen.
Fækalier blev udsprøjtet for at blinde modparterne, og rumænsk folkemusik blev spillet for at svække livsmodet. Fokus lå på sabotage frem for fart.
Overraskende nok endte ostevender Roland Skjoldborg og sønnen William med at vinde løbet i deres enkle pedaltaxa.
Familien Skjoldborg valgte som de eneste en fredelig strategi: Tålmodighed.
– William og undertegnede kunne straks konstatere, at vores konkurrenter benyttede en stærkt destruktiv taktik. Vi besluttede os for at stoppe ved en landevejskro, hvor vi nød et herligt fire-retters traktement. Efter et enkelt spil bridge og et glas likør, fortsatte vi vores gøremål, fortæller en stolt hr. Skjoldborg og tilføjer:
– Vi passerede det ene bilvrag efter det andet med flere kvæstede og rasende modkombattanter. Det viste sig, at vi var de eneste tilbage med et intakt befordringsmiddel. Vi skyndte os derfor ikke med at komme i mål. Hastværk er lastværk.
Eksisterer der liv i rummet, og hvordan vil fremmede livsformer i givet fald smage i opbagt sovs? Disse spørgsmål udgjorde baggrunden for den epokegørende raketopsendelse, der i går fandt sted på Klamhuse Hede.
Borgere i og omkring hjemsognene stimlede sammen for at opleve den enorme Phallos 14-raket blive skudt i vejret. Det 35 ½ meter høje fartøj drives af besætningens fækalier og huser en stab af 25 frivillige ranke personligheder fra lokalområdet.
Kaptajnen på skibet er den passionerede racerkører og fritidskrydderiobservator Wabel Nielsen, der selv har fremstillet rumskibet af forulykkede racerbiler, han igennem sin fem år lange karriere har indsamlet.
– Hele denne fantastiske rejse drejer sig om trangen til nye kulinariske smagsindtryk. Forstil Dem alle de delikate kræ, der kunne gemme sig i verdensrummet. Alternative slagtedyr. Skabninger, der bare venter på at blive tilberedt efter nordvestjyske principper, sagde hr. Nielsen en halv time før start.
Besætningen på Phallos 14 har medbragt det fornødne kommunikationsudstyr og vil have direkte kontakt med det Knockelske Bladhus. Vi bringer Dem yderligere detaljer fra rumrejsen så snart, disse foreligger.
SIDSTE NYT: Gigantreptil og ottebenet mastodont indfanget
Kl. 11.30 i dag modtog bladhuset en fax fra Kaptajn Nielsen indeholdende en frisk beretning:
“Vi er netop styrtet ned på en fremmed planet. Da vi trådte ud af befordringsmidlet, blev vi alle chokerede. Det er et uhyggeligt, goldt og ubarmhjertigt sted. Røg og skinger folkemusik forurener luften, der er besværlig nok at indånde i forvejen. Landingshjulansvarlig Larsen fik et nerve-sammenbrud, det samme gjaldt hr. Schneckelfritz og hr. Lambert. Mine raske og taktfaste lussinger klarede sagen.
Vi er for et øjeblik siden stødt på lokale livsformer, der både ligner og agerer som mennesker, dog med et smaskende og hakkende sprog,” skriver hr. Nielsen bl.a.
Efter at have fordøjet de mange sindsoprivende indtryk, begav kaptajnen og staben sig af sted i jagten på gastronomiske gevinster. Det varede ikke længe, før de opdagede to kødfulde dyrearter, et gigantreptil og en stærkt behåret ottebenet fætter.
Ved hjælp af et forrygende samarbejde og et gennemtænkt flankeangreb, er begge dyr nu bedøvet og bagbundet.
ALLERSIDSTE NYT: Phallos 14 forlod aldrig Jorden
Sagen har taget en ny og helt anden drejning efter modtagelsen af den nyeste bekendtgørelse fra Phallos 14.
Efter 11 timer på den fremmede planet er det gået op for Kaptajn Wabel Nielsen og hans kollegaer, at de alligevel ikke befinder sig i verdensrummet, men blot i en trøstesløs landsby i Rumænien.
Kaptajn Nielsen anser den manglende slagkraft i rumskibets motorer samt en skævhed i skroget som problemets kerne. Raketten er simpelthen fløjet sydøstpå i en skarp bue, uden at mandskabet har bemærket det.
Wabel Nielsen tager dog ikke den uventede situation som et nederlag:
“Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi på intet tidspunkt har forladt jorden,” skriver hr. Nielsen i sin fax. “Men vi har trods alt løst opgaven. Vi har fundet to fremmede dyrearter, som vi hurtigst muligt bringer hjem til de nordvestjyske suppegryder. Væsnerne smager sikket udmærket, selv om de er rumænske,” slutter kaptajnen.
Hr. Nielsen og besætningen tager toget hjem i morgen tidlig.
Mandskabet modtaget i triumf
Hornmusik og glædeslussinger ventede de 25 herrer, da de via lokomotiv ankom med lasten fuld af de to okkuperede giganter.
Jubelen ville ingen ende tage, da de indfangede monstrøse dyr blev udskåret, kogt til gullasch og fordelt mellem de fremmødte.
Efter fortæring af den velsmagende gryderet, modtog samtlige hjemvendte besætningsmedlemmer en tapperhedsmedalje for at klare over 11 timer i det rumænske land uden at miste alt livsmod.
– Det er klart, at vi i fremtiden må hente forsyninger i Rumænien. At aflægge landet en visit er derfor uundgåeligt. Vi skal glæde os over, at sognet rummer så mange modige og ranke personligheder som disse 25, udtalte egnens førstemand, Louis B. Knockel, efter at have hentet sin tredje portion ved buffeten.
Klamhuse Armerstatningsinstitut slog i dag dørene op for at behandle den armslattenhed, der har bredt sig i lokalområdet.
Flere borgere har fået så slatne og jammerlige arme, at de ikke længere er i stand til at uddele en simpel lussing. En sørgelig udvikling mener Dr. Mowgli, stifter af det nyåbnede behandlingssted.
– En lussing er et disciplineringsværktøj, et led i humørspredning og medvirken til en forhøjet livskvalitet. Hele vort samfund er bygget op omkring kindklask. Vi må værne om værdierne og råbe vagt i gevær, erklærer Dr. Mowgli og tilføjer: – Alle fortjener et par klaskevenlige arme.
Skulle De, kære læser, være så uheldi,g at Deres arme er blevet slaskede og umedgørlige som udkogt spagetti, så er håbet ikke ude. Dr. Mowgli tilbyder for den nette sum af kr. 74,50 at erstatte umulighederne med to friske og funktionsdygtige proteser med livagtig gummibelægning og bevægelighed.
Den hurtige og effektiv behandling eksekveres således:
Patienten møder op på klinikken og modtages af de to lesbiske klinikassistenter, Mamse og Albana Dukkert, der trakterer med sandkage og likør.
Når doktoren er klar, føres patienten ud i baggården, hvor krokodillen Kokos venter. Krybdyret er parteringsansvarlig og assisterer Dr. Mowgli under alle operationerne. Trods et voldsomt mundtøj formår Kokos at præstere et forbløffende præcisionsarbejde. Snorlige udskæringer på millimetermål. En egenskab, der har givet den tilnavnet Panserskalpelen.
Når armene er bidt af og fortæret af Kokos, påmonteres de to nye ved hjælp af et armpåsætningsapparat, fremstillet af brødrene Kahllun.
De forlorne legemsdele er udstyret med et pumpesystem, som man kender det fra vandpistoler. Inden uddeling af lussinger bøjer man underarmen frem og tilbage i et rask tempo. Jo mere der pumpes, desto kraftigere bliver slaget.
– Jeg vil kalde det et af de seneste 100 års største fremskridt, udtaler egnens disciplinære førstemand, Louis B. Knockel. – Min hustru Vera, der i går knap nok kunne jage en flue væk fra sit eget ansigt med brug af begge hænder, smækker nu efter en hurtig og næsten smertefri operation atter raske, muntert syngende lussinger overalt i vor virksomhed og ude blandt folk, hvor hun færdes.
I sidste uge undslap Eksperiment ÆX fra Nørre Usseldrup Gensplejsningscentral. Skabningen flygtede gnæggende gennem ventilationssystemet og påbegyndte abrupt en kavalkade af ubehageligheder.
– Eksperiment ÆX, også kaldet Gylpegøj, er en krydsning mellem en muldvarp og en orangutang, med indsatte knallertdele og et komplekst tarmsystem. Et mislykket forsøg på at kreere den perfekte butler, erklærede Dr. Chlunkeholm, forstander på Nørre Usseldrup Gensplejsningscentral.
Videnskabskompagnonen prof. Stikkelsballe supplerede: – Kræet er hverken voldeligt eller morderisk, blot voldsomt irriterende.
Da Gylpegøj nåede frem til den mest befærdede del af byen, kastede den med fækalier og spyttede forbipasserende i ansigterne. En både pinlig og usmagelig opførsel.
Borgere blev antastet og befamlet, husdyr blev ydmyget seksuelt, og bulgarsk træskodans blev udført til stort chok og traume for alle.
Det undslupne krydsningsforsøg sprang rundt og skabte sig tosset på smaskende, krabbende og frustrerende facon. Gylpegøj var umulig at fange og endte med at have flere nervesammenbrud på samvittigheden.
Proteseinspektrice Perthilde Smowsekraase blev efter fem minutters chikane fra det ustyrlige forsøg indlagt i den lokale dårekiste, da hendes forstand var så godt som fordrevet.
Efter flere dages kaos fra det irriterende laboratorieeksperiment, blev en dusør på kr. 500 udlovet til den person, der kunne fange tølperen.
Gylpegøj kunne tilsyneladende fornemme den stigende interesse for sin tilfangetagelse, og gik derefter prompte under jorden, udelukkende for at irritere folk yderligere.
Eksperiment ÆX havde særdeles radioaktive organer, hvilket var til stor fordel for prof. Chlunkeholm og Dr. Stikkelsballe. Udstyret med en geigertæller, en haglbøsse og tørst efter resultater, finkæmmede de to videnskabsmænd sognet.
Gylpegøjs tilholdssted blev opdaget i dag ved middagstid. Det viste sig, at den havde gemt sig i den lallesenske residens, hvor den i dagevis havde fungeret som familiens revisor og personlige rådgiver. Da krapylet blev taget på sengen, under familiens frokost, hylede den og skreg, kastede med suppeterrinen og fortalte smagløse anekdoter om livet i gensplejsningscentralen. Til sidst tilsølede den forskerne, familien Lallesen og hele spisestuen i pladdermasse.
– Sådan som den teede sig, så vi ingen anden udvej end at skyde den ned på stedet. Eksperimentet var en fejl fra begyndelsen, men jeg kan garantere for, at gylpegøjen aldrig mere vil frustrere os eller andre, sagde doktor Stikkelsballe efter balladen.
I går kl. 23.55 blev Kahlluns Storværksted brændpunktet for en videnskabelig sensation. Brødrene Kahllun har i flere måneder arbejdet på en partikelrokeringsmaskine, som nu stod færdig. Den mundvandsdrevne opfindelse er i stand til at foretage en såkaldt teleportation.
Med andre ord gør opfindelsen det muligt for levende væsner at bevæge sig fra et område til et andet uden at flytte sig fysisk.
Den fhv. marineofficiant Bertil Höms meldte sig frivilligt som forsøgskanin og stillede sig forventningsfuldt ind i sluse A, mens videnskabsbrødrene opstartede maskinen. Bertil Höms blev med et smæld sendt fra den ene ende af rummet til den anden.
Da han trådte ud af sluse B, lignede han dog ikke sig selv. Genitalierne var rykket om på ryggen, mens mundtøj og rectum havde byttet plads. Et minut senere eksploderede dele af hans legeme, men det slog ikke opfinderparret ud. Ved hjælp af fugemasse og elastikbændel fik de ham nogenlunde repareret, og han kunne selvgå hjem.
– Små uheld kan jo ske. Når partikler opdeles, sendes af sted og samles på ny, kan der opstå visse problematikker. Det vi skal glæde os over er, at det lykkedes os at sende en mand fra punkt A til punkt B på under et sekund. Mulighederne er jo uendelige, siger Kyrill Kahllun.
Kræn Kahllun supplerer: – Med nogle enkelte justeringer vil en deformitetsulykke som denne ikke forekomme. Der går nok 20 år, inden maskinen virker optimalt, men vi er begge optimistiske. Partikelrokeringsmaskinen vil gøre væsentlig gavn i forbindelse med fremtidig befordring. Det er sikkert.
